Sebastians elskede spillefår var væk og Katrine ringede for at høre om det evt var her. Det var det ikke…
Vi gik så i krig med at ringe rundt til de forskellige TOYS’R’US og BR’er, så der kunne indkøbes et nyt – INGEN havde fåret.
Heldigvis fandt Sebastian det selv efter et par timer – han havde ryddet op og lagt det nederst i legetøjskassen. Næsten 2-årige er da fantastiske!
Men bare den smule stress med at det var væk og ringen rundt kvæstede lige mit hoved – igen :/
Bag denne dør har vi været på spøgelsesjagt her til aften. Sebastian har grædt og peget nogen aftner i træk og det endte med at vi inviterede Anni forbi. Hun fornemmede klart, at der var en gammel mand, der var død i lejligheden og at han ikke helt kunne finde ud af at komme videre. Anni kaldte på hans forældre, fik et farvelkram og sendte ham godt afsted. Sebastian blev puttet – og der var ikke en lyd fra ham!
Siden jeg sygemeldte mig for 14 dage siden, vil jeg sige at mit humør har været stabilt. Sygemeldingen har givet mig ro til at gøre hvad der skal til for at “passe på mig selv”.
Men det vil sige, at jeg pt også er “så god som jeg kan regne med at blive” – uden at være manisk. – Og der har jeg helt klart nogen begrænsninger i forhold til hvordan jeg var for bare 3-4 år siden, inden jeg var på min sidste arbejdsplads.
Det er simpelthen så skræmmende, hvis det her er resten af mit liv
Vores dejlige sø, der ligger lige på den anden side af gaden. Et helt fantastisk sted midt i byen, hvor der bare er ro, rum og plads til fordybelse. Billedet er fra forleden, men bare det at vide at stedet er lige i nærheden, hvis jeg skulle få trang – det er godt.
Puhhh – efter træningen i dag havde jeg lovet at tage ud til Katrine. Hun havde noget biologi, jeg skulle hjælpe med.
Et helt banalt forsøg med fotosyntese og respiration – men hvordan var det nu lige det var med bromthymolblåt, ph-værdier og kulsyre? Nå, det tog ikke lang tid for mig at sætte mig ind i det igen og forklare hende sammenhængen, men bagefter var mit hoved simpelthen så brugt, at jeg nu har sendt Clara, Ole og Thor alene på træningsbanen.
Biografturen i aften må de to også klare alene. Jeg har en date med mit strikketøj.
Sebastian havde forresten sin helt egen fortolkning af hvordan en symaskine skal bruges 🙂
Pyhh – så har jeg sendt Katrine, Clara og Sebastian afsted mod Frederikshavn. Katrine skal have scannet knæeet og det var meningen jeg skulle med, men det var jeg nødt til at droppe. Clara var sød at tilbyde at tage med i stedet for – og de var nødt til at tage Sebastian med, for jeg kan ikke magte i mit hoved at have ham så længe 🙁 Det er superirriterende at have det sådan, men jeg er nødt til at tage det skide hoved alvorligt.
Men mine 3 guldklumper i samme bil på en strækning, jeg VED der bliver kørt for stærk på. Puha. Logisk set ved jeg godt at sandsynligheden for at der ikke sker noget er langt større end sandsynligheden for at de kører galt. Men tankerne kværner alligevel løs. Jeg kan se tydelige billeder, jeg ikke har lyst til at have på nethinden. ØV. Håber de snart er hjemme igen.
Sikke en dag! Omking kl 13 gik vi i krig i haven og fik fældet en masse på terassen. Ole havde lejet en flishugger, og alt blev kørt igennem.
Ved 14-tiden spærrede vi vejen og fældede vores søde nabo Inges store grantræ, som både hun og vi gerne ville have væk. Vi knoklede som bæster og ca 17.30 var der næsten helt ryddet op. Christ det var hårdt!
Men motion, frisk luft og hyggelige mennesker – det gjorde bare noget ved humøret 🙂
Uhh – hverdag mellem 19 og 20 er altså en god tid. Der genudsender Zulu Venner. Jeg er fast inventar i lænestolen 🙂
Jeg er så hamrende gal lige nu! Heldigvis! For efter at have haft en kæmpe tudetur er tårerne nu afløst af vrede… Der skal lige lidt forhistorie til, før du kan forstå hvorfor:
Jeg har et lægehus i Hjørring hvor der er tre læger tilknyttet. To unge læger – begge under 40 – og så en gammel gut på over 60. De to unge læger har en ventetid på over en måned hver. De er umulige af få fat i i telefontiden mellem 8 og 9, men de er knaldhamrende dygtige og meget interesserede i deres patienter. – Og så er der “…”. Ham kan man få en tid ved med en 2-3 dages varsel. Det har jeg prøvet to gange nu – OG JEG GØR DET ALDRIG MERE!
Første gang jeg var inde ved ham, var med ondt i ryggen. Det var rimelig akut med mine rygsmerter, så jeg havde behov for at blive set af en læge. Skæbnen ville dog at det var ved at blive en smule bedre med mine smerter, da dagen for lægetiden oprandt. Den fangede … meget hurtigt og efter en kort samtale og et blik på min ryg, mente han at vi bare skulle se tiden an. Det endte med en akut operation for en meget stor og kompliceret diskusprolaps!
For 1½ måned siden var jeg dybt depressiv, sad dagen lang i min stol og kunne ikke tage mig sammen til andet end at strikke. Jeg var så lydoverfølsom at jeg ikke kunne have tørretumbler, opvaskemaskine eller andet igang uden at blive fysisk dårlig af lyden. Jeg ringede og fik en tid hos den unge mandlige læge, som jeg har været ved to gange omkring min bipolare lidelse. Der var en måneds ventetid, men det måtte jeg jo så bare tage med.
I mellemtiden nåede jeg både at blive manisk i 3 uger og dybt depressiv. I manien havde jeg fået meldt mig til et kursus, så jeg var nødt til at flytte min tid hos lægen – og vente yderligere en måned. For 2 uger siden ramte depressionen så som en hammer. Heldigvis fik Ole mig reddet i land, men jeg var nødt til at sygemelde mig og skulle have noget lægehjælp – NU! Så jeg var nødt til at tage til takke med en tid hos “…” .
Jeg er lige komme hjem deroppe fra, og det er derfor jeg er vred. Her er, hvad der skete:
Jeg sidder og venter og bliver kaldt ind.
“…” kalder ind og spørger hvad han så kan hjælpe med.
Jeg siger, at jeg havde behov for at se en læge, for jeg har sygemeldt mig igen igen igen. Han spørger for hvad og jeg siger bipolar affektiv lidelse. Han spørger, hvem der plejer at styre det og jeg siger min psykiater Peter Østergaard i Middelfart, men at det ikke er holdbart at have en psykiater 300 km væk, der først ringer tilbage efter 3-4 dage, hvis han ellers ringer. Så jeg er blevet henvist til psykiateren her i Hjørring, men at jeg minimum har et års ventetid endnu.
Jeg siger, at der er 1 mds ventetid ved Jesper som jeg plejer at tale med og det heller ikke er holdbart, da jeg bestilte en tid ved ham fordi jeg var dybt depressiv og nåede at blive både manisk og depressiv igen inden den tid. “…” kikker på skærmen og siger at det har han jo ikke rigtig været så meget inde over, og spørger hvad jeg får af medicin. Jeg siger 100 mg seroquel – lige gået ned fra 200 mg for der sov jeg hele tiden. Igen siger “…”, at han ikke har været så meget inde over og at han ikke kan gøre så meget andet end at konstatere, at jeg har sygemeldt mig. Jeg siger okay og får slet ikke sagt mere. Han rejser sig og siger godt, så skriver jeg at du har sygemeldt dig. Farvel.
Det jeg er så vred over er, at han max. brugte 5 minutter. Han spurgte ikke ind til hvordan min tilstand var lige nu, om der var noget hjælp, jeg havde behov for, om jeg var selvmordstruet eller noget som helst andet. Han sidder med en patient, der gentagende gange siger at situationen ikke er holdbar…men han gør ikke andet end at “skrive at du er sygemeldt”.
Det er ikke i orden….det er SLET IKKE i orden!!!
I nat har jeg sovet helt fantastisk. Jeg skulle ikke noget her til formiddag, så jeg gav mig selv lov til at blive liggende til jeg var udhvilet…..det var så til 11.30!!!!
Når Ole har alarmvagten sover jeg inde på Claras værelse. Der er stille, mørkt og ingen forstyrrelser….og så er det nu også lidt hyggeligt at hun har ladet hendes Diddl-sengetøj blive herhjemme
