Hvis nu jeg bare lukker døren, og sætter mig og hækler…så forsvinder det nok….
(Kender I det…?)
Det gør I helt sikkert, for det er bare noget at det, der kan være svært ved at være bipolar. Der er så mange spændende ting, min hjerne hellere vil end sådanne kedelige, trivielle opgaver.
Jeg VED godt, det skal gøres…men jeg gør det åbenbart ikke.
Så blev det dagen hvor jeg bekendte kulør på Facebook… heldigvis har jeg kun fået positive tilbagemeldinger. Pyha – det er jo slet ikke så slemt, at springe ud af skabet
Jeg er stolt over, at dele lidelse med følgende ekstremt dygtige, og på hver deres måde geniale mennesker. De er et lille udpluk af alle de kendte mennesker, der ligesom Robin Williams, lider/led af Bipolar Affektiv Lidelse.
Vi er generelt ekstremt kreative, ofte meget intelligente og besidder uanede resourser. Vi skal bare lære at tøjle de vildeste manier og tackle de dybeste depressioner. Det har ramt mig dybt, at Robin valgte livet fra – jeg ved præcis hvordan han har haft det i det sekund, han sparkede stolen væk. Heldigvis har jeg altid haft fantastiske mennesker omkring mig, der aldrig har ladet mine sorte stunder komme så vidt.
Jeg har temmelig sikkert været syg siden jeg mistede min mor som 14-årig, men blev først diagnosticeret i forbindelse med mine lange sygemeldinger med stress.
Sidste år fik jeg ny praktiserende læge, og han har vendt bøtten fuldstændig for mig. “Det drejer sig ikke om at blive rask, det drejer sig om at leve bedst muligt med den udfordring du har”. Det har jeg virkelig taget til mig og ved den kæmpe indsats jeg har gjort de sidste 10 måneder, hvor jeg har været inde over kost, medicinering, søvn, motion, “lær at sige nej” og meget, meget andet, er jeg nu kommet dertil at ja…jeg har det bedre end jeg har haft siden jeg var 12-13 år gammel. Der er pludselig igen overskud til at høre musik, fejre Claras fødselsdag i byen, besøge venner, deltage i familiefester, læse bøger, gå i biografen og alt det andet, der hører med til et godt liv.Jeg føler nu, at jeg er der, hvor jeg kan udnytte det kæmpe potentiale den bipolare lidelse også er – og måske med tiden lære at se den som den største gave.
Jeg har længe overvejet at smide facaden og bare bekende kulør, men jeg gider ikke, at alle mine handlinger skal ses i lyset af “hun er nok manisk”. For fakta er, at jeg bare ganske grundlæggende er fyldt med energi, vildskab, sjov og ballade uden at det har noget med sygelig mani at gøre. Det er over 1½ år siden, jeg sidst har haft en manisk episode – så jeg tror sgu jeg har lært at styre det. Derudover har jeg en utrolig fantastisk familie tæt omkring mig, der ud over mig selv, også er ret garvede i at spotte, hvornår jeg bare er genial og fyldt med energi – og hvornår det er manien, der begynder at tage fat i mig.
Jeg er lykkelig for at være kommet hertil i mit liv – og føler derfor smerteligt dybt med så genialt et menneske som Robin Williams, samt alle de mange andre, der føler at eneste udvej er at vælge livet fra.
Robin…jeg tror ikke, du er helt væk. Jeg tror, du sidder i junglen og venter på, at der er en, der slår en 5´er eller 8´er. Ære være dit minde.
Ok…jeg ER fandeme syg i potten – Har lige haft mini-fredags-mani og fået gjort hytten rent. Er I klar over hvor svært det er at svinge gulvskrubben, samtidig med man hopper rundt og danser Rednex-dans, mens man skråler med på Cotton Eye Joe….!
Godt naboerne ikke så mig, så var jeg blevet indlagt
[jwplayer mediaid=”338″]
Så er der gået en utrolig varm juli måned.
Der har været lidt slinger i valsen mht kosten, hvor jeg har spist kornprodukter et par gange og også været i slikskålen.
Jeg har gjort den observation, at de gange hvor jeg har fået for mange hurtige kulhydrater/ren sukker, har mit hoved næste dag været meget trælst. Lyd- og lysoverfølsom og som om hjernen er ”hudløs”. Der er ingen filter. Det går over igen efter en 18-24 timer uden sukker. Så fra nu af er det simpelthen slut med at tro, ”det nok går”. Min hjerne reagerer på samme måde på sukker, som når jeg er dybt stresset.
Mht arbejdet går det godt. Jeg har fået afsluttet projektet oppe i 60´er udstillingen og tiden er sat op til 14 timer ugentligt. Jeg er ikke fuldt effektiv i alle timerne – skal hvile hovedet fra tid til anden. Det drejer sig måske om 2 x 15 minutter pr dag (2 timer i alt på ugen). Arbejdstiden skal fra i dag sættes op til 16 timer, og det bliver spændende – jeg tror det lykkes.
Jeg har oplevet, at det er meget vigtigt for mig med faste procedurer og meget klare ”forretningsgange” – fx slog det mig lidt ud, at jeg uforvarende kom til at lave en fejl, som jeg sådan set ikke var skyld i, da jeg mente jeg fulgte forretningsgangen.
Men ellers går det fremad hver dag, og jeg er ikke så skrøbelig længere. Fx sagde min store datter Katrine forleden, at det var vildt underligt ikke at skulle ”passe på mig” længere. Det er første gang i 10 år (siden hun var 12) at hun har oplevet, at kunne slappe af og ikke være bekymret. Den er selvfølgelig hård at sluge, men vi blev enige om at glæde os over, at jeg har det så godt, at hun har kunne slippe bekymringerne.
Jeg er begyndt, at kunne bruge mine sociale aktiviteter på noget JEG har lyst til, i stedet for sociale ”pligter” og det er så befriende og giver mig meget mere energi i hverdagen. Før første gang i 10-12 år føler jeg, at jeg har fået mit liv tilbage som det var engang – bare meget bedre, fordi jeg nu for det første har en livserfaring, men også ved hvor faldgruberne er, så jeg ikke ryger hverken op eller ned.
Jeg er begyndt at sætte mig selv først, og sørge for at JEG er glad og omgiver mig nu med mennesker, der gør MIG glad og giver energi. Jeg er blevet meget bedre til at sige fra overfor ting, andre har en forventning om, at jeg burde deltage i. Det frigiver tid, plads og energi til de aktiviteter, der gør mig godt og giver mig energi i stedet for at dræne mig.
Jeg er dog stadig meget opmærksom på udsving, og på at reagere med det samme hvis noget går i den ene eller anden retning. Jeg kan efterhånden og tydeligt mærke forskel på en begyndende hypomani og almindelig glad/energifyldt, og det er virkelig skønt, at jeg ikke behøver at være bange for at være glad.
Mit søvnmønster er blevet meget bedre, jeg tror langt om længe min krop er blevet normal igen efter tiden på Seroquel. Jeg har hørt fra flere, at det kan tage 6-8 måneder, før ens søvnmønster er normalt igen og man kan sove uden hjælp. Det gør, at jeg heller ikke er så træt om dagen længere, og at min døgnrytme nu er kommet ind i en helt almindelig hverdagsgænge.
Selvom vi har fået bil igen, går jeg stadig meget – og vil heller gå op i byen end at tage bilen. Samtidig har jeg også ”lært” hvor nemt det er at bruge toget, når jeg skal til Vrå eller Aalborg. Det giver en fantastisk ro ikke at ”have ansvaret” for transporten, men bare følge med. Det stresser mig åbenbart mere end jeg var klar over at køre bil. Der er mange indtryk at forholde sig til og småbeslutninger, der skal tages hele tiden.
Så ønskejobbet engang må meget gerne kunne nås med offentlig transport, cykel eller på gå-ben.
