Ham her – han er bare så helt afgørende for mit velbefindende!
Vi har – efter de første par års obligatoriske sliben kanter – et helt fantastisk parløb, hvor vi har et fælles mål om at vi skal have det så godt som muligt. Både sammen og hver for sig.
Det lyder måske sødsuppeagtigt, men fakta er, at når jeg er nede er Ole min faste klippe, der skærmer mig mod omgivelserne – og når jeg har det godt, så både tilgiver jeg og griner af, at han pisser i ovnen, når han har været i byen med dørmandskollegerne (den er intern mellem mig og alle mine Facebook-venner – historien kommer nok på bloggen en dag).
Vi hygger os i hinandens selskab, er bedste venner og har ingen hemmeligheder for hinanden. Derudover fjoller vi stadig rundt som et par forelskede teenagere – holder i hånd, kysser og nusser hinanden i nakken i køen i Netto på trods af at der er over 24 år siden vi flyttede sammen.
Det er specielt vigtigt med sådan et parløb, når den ene part er psykisk letpåvirkelig – Ole bygger mig op istedet for at nedbryde. Dermed er det jo også en direkte fordel for Ole, at han magter at yde den indsats, det er at holde hånden lidt over mig.
Alt andet lige er det jo noget skønnere med en velfungerende kone end end, der fastholdes i den psykiske sygdom.
Derfor er det også min pligt som syg, at skatte på den hjælp han yder og forsøge at holde urimelighederne på et minimum, når jeg har mine luner.
Vi skal passe på hinanden <3
Efternote: SELVFØLGELIG har der været temmelig mange ups and downs i vores ægteskab – det kan slet ikke undgåes, når den ene part er bipolar, tøhø. Men vi er blevet gode til at tackle uenighederne – og kan godt være enige om at være uenige…
