Trallalulalej! Så er bloggen blevet sponsoreret – eller jeg er ihvertfald – eller måske snarere “blevet lagt mærke til”! Chefen for Romulus, syntes jeg havde noget ret interessante betragtninger omkring Romulus som dagsbehandling i forhold til stress. Derfor mente hun, at jeg skulle prøve deres “Lavender Dream”, fordi det er den ultimative stressbehandling. Faktisk var der slet ikke noget krav om en anmeldelse i enden – og det var heller ikke som “betaling” for mit sidste blogindlæg. Men altså…jeg er virkelig nødt til at fortælle om oplevelsen, så fedt var det!
Så for lige at tilgodese markedsføringsloven, ombudsmanden og hvem, der ellers kunne have interesse, så råber jeg det lige ud for alle vinde:
Yiiihaa – denne dag er sponsoreret af Romulus…så kan I tage det som reklame i lårfede tykke stråler, anerkendende anbefaling, realistisk anmeldelse, sindsygt meget “sucken up” eller hvad pokker, I nu har lyst til. Jeg beskriver bare min oplevelse i min helt egen happyworld 🙂
Nå – nok leflen for markedsføringsloven – nu frem til det jeg egentlig gerne vil fortælle om:
…som overskriften antyder var jeg mast fredag morgen…som i HELT mast! Ole og jeg havde været i København til møde, dog med pitstop i Odense, for at turen ikke skulle blive for belastende for mig.
Selvom jeg stort set sov, al den tid vi kørte, og vi hyggede os på et plan, der var “get-away-kæreste-agtigt”, så er der alligevel mange indtryk – for slet ikke at tale om det 45 minutters møde, der var årsagen til turen. Det skriver jeg nok om på et andet tidspunkt…
I dag handler det om hvordan et mast, faldt, splattet og begyndende stresset hoved blev reddet i land i løbet af fredagen.
Fordi vi skulle være afsted onsdag – torsdag, havde jeg allerede i sidste uge booket tiden til Romulus i kalenderen hele fredag. Denne gang var der jo så endda überforkælelse og afstressning oven i hatten, da jeg skulle igennem føromtalte “Lavender Dream”-behandling. Den ultimative, afstressende af dem alle!
Romulus generelt har I hørt om et par gange efterhånden – og hvis du er ny på bloggen, så se min beskrivelse her – derfor vil jeg ikke gå nærmere i detaljer om den ting. Jeg nøjes med at konstatere, at kl. 13 var jeg ret pænt nede i gear, da jeg blev hentet af Lone, der skulle føre mig endnu længere ned.
Deres behandlerrum er lige så skønne og velgennemførte som resten af Romulus og der var gjort klar med skønne lavendel-olier mv.
Lone forklarede kort, hvad der ventede mig de næste 80 minutters tid og så var det tid til at krybe ud af badetøjet. Nogen vil måske synes at det er en smule grænseoverskridende, at ligge der splitterkonghans, men Lone var meget diskret og havde en eminent håndklædeføring, så jeg aldrig på noget tidspunkt følte mig blottet – heller ikke mens jeg smed tøjet, eller skulle vende mig rundt på briksen.
Samtidig var håndklæderne varmet i en lille ovn, så allerede da jeg blev puttet, var jeg i himlen. Og jeg skriver puttet, for det var fuldstændig som at være 4 år igen. Kun godnathistorien manglede.
Mens jeg lå der og flød hen, blev jeg peelet med eukalyptus-salt (tror jeg det var). Mit eneste job var at slappe af. Lone sørgede for at løfte både ben og arme – og vaske saltkornene af med varme håndklæder. På det tidspunkt havde jeg stadig en nogenlunde opfattelse af, hvad der skete omkring mig, men da Lone efterfølgende begyndte at massere ryg, ben, arme, fødder flød jeg helt væk – kun lige afbrudt af, at stegen (aka mig) skulle vendes et par gange.
Efter sidste vending til ryggen og med den sidste massage af ben og arme, kom jeg så dybt ned, at det eneste jeg opfattede var mig selv, duften af lavendel og Lones hænder. Jeg tror måske, at jeg fik fodmassage og jeg er ret sikker på, jeg fik hovedbundsmassage med lavendelolie.
Jeg sov ikke, for jeg var (for det meste) bevidst omkring mig selv. Men jeg blev så afslappet af min vejrtrækning faldt til et minimum – to eller tre gange glemte jeg faktisk at trække vejret. Hurra for vejrtrækningscenteret i hjernestammen, der ikke finder sig i et alt for lavt ilt-niveau, så helt farligt blev det aldrig. Det kunne faktisk have været ret interessant med en puls- og blodtryksmåler og et EEG (eller det er måske for meget fagnørderi?
Da Lone var færdig med massagen, tror jeg nok, jeg fik lov at ligge i et ikke nærmere defineret tidsrum – og der faldt jeg i søvn. Dyb søvn. Om det var 10 minutter eller 3 timer, ved jeg ikke. Men hele behandlingen tog 80 minutter i alt, så 3 timer var det nok ikke. Da Lone forsigtig strøg mig ved håret, knipsede let med fingrene, dukkede jeg langsomt op til overfalden igen. Jeg fik tiden til at komme til mig selv, så der var ikke noget ubehageligt ved at skulle op fra dybet.
Lone instruerede mig i, at det var en god idé at gå i dampbad eller sauna, for at olien rigtig kunne trænge ind i huden og gøre den lækker. Det lød også som en rigtig god idé, men helt ærligt – det eneste jeg tænkte på, var at komme op på hvilestolene og dykke ned på bunden igen.
– og jeg kom aldrig videre fra hvileområdet… ca 2 timers dyb søvn blev det til. Sådan helt dernede, hvor jeg sikkert både har savlet og været ucharmerende, men det var tiltrængt.
Heldigvis havde Ole kørt mig ud i Romulus om morgenen, for det havde på ingen måde været forsvarligt, hvis jeg var kørt hjem selv. Mine arme og ben var bare tungere end normalt og hovedet helt i zen-mode. Efter en god gang kalveculotte til aftensmad tumlede jeg direkte ind i seng, så 3½ minuts Venner på Zulu og faldt endnu engang bare ned, ned, ned.
Jeg har sovet så umanerligt dybt i nat og da jeg vågnede kl. 5 var hoved, krop og sjæl totalt i balance igen. Ingen lydoverfølsomhed, ingen trælse tanker, ingen hjernekværnen.
Efterskrift:
Jeg har tidligere syntes, det var “dyrt” med behandling oveni indgangsprisen, og derfor er det også kun sket to gange før, at jeg har tilkøbt en af deres behandlinger. Men jeg må indrømme, at jeg har ændret opfattelse til “investering” i stedet, og puttet behandlinger ind på strategi-listen.
Fra nu af vil jeg ikke tøve med at vælge fra menu-kortet, hvis jeg skulle komme ud for at være lige så mast igen. Alt andet lige er det et spørgsmål om prioritering – om det så er rødvin til maden, McD, nye bukser eller selv sommerens samlede portion af Blå-Ishus-Is, der skal skæres væk. I mit tilfælde bliver det nok nærmere ret mange dage med billig aftensmad (læs: rugbrød). Det her er en investering i, at holde mit hoved sundt og mit arbejdsliv på ret kurs. Det SKAL lykkes og forhåbentlig kommer den dag, hvor møderne i Kbh har givet så meget pote, at jeg ikke behøver at prioritere – men kun nøjes med at vælge.
