I dag vil jeg skrive et af de mere livsbekræftende indlæg. Det skal handle om min fars bisættelse! Måske en selvmodsigelse, tænker du, men nej. Det var en af de dage i mit liv, jeg tænker tilbage på med varme og glæde, trods de triste omstændigheder.
Beretningen vil blive delt i tre, for ellers bliver det alt for langt.
Min far var et helt fantastisk, unikt menneske. Det er alle, der har kendt ham enige om. Jeg kan slet, slet ikke med korte ord beskrive det tætte forhold, vi havde, og hvor utrolig god til børn, mennesker, dyr, han var. Der er basis for en helt blog for sig omkring den mand <3
Udover at være et fantastisk menneske var min far også meget jordnær, let selvironisk og kaldte en spade for en spade. Han var ikke særlig sentimental anlagt, døden var en helt naturlig slutning på livet og blev behandlet med lige dele respekt og lune.
Derfor glædede det far ret meget, da vores store datter Katrine, som 3½-4 årig var sur på sin mor og far, fordi hun ikke måtte komme med til en begravelse. Og som altid når verden gik Katrine imod, så vendte hun sig mod sin elskede morfar og spurgte:
“Morfaaaar, når du dør….må jeg så komme med til din begravelse?”
Morfar svarede “jamen selvfølgelig må du det da” hvortil Katrine udbrød et glædestrålende “JUHUUUUUUUU”, mens hun fløj morfar om halsen.
Siden den dag, snakkede vi altid om “når Juhu-dag kommer…” Far havde megen forhøjelse af at snakke om det gilde, der skulle holdes. Hans eneste anke var, at han ikke selv kunne deltage.
Der skulle være helstegt pattegris fra Grete og Poul, der skulle være den “gode kaffe” fra SuperBest, kolde øl og dagmartærter fra bageren.
Far pointerede også gentagende gange under vores snakke i hans køkken (der nu er vores), at “du skal love mig….der skal ikke være sådan en i lang sort kjole, der skal stå og sige en masse” – underforstået: jeg vil ikke bisættes fra en kirke.
Der var mangt og meget andet, vi også havde talt om. Efter vi flyttede tilbage til Hjørring fra Odense i 2005 havde far og jeg drukket kaffe mindst 3-4 gange hver uge.
Så da dagen kom, hvor klippekortet var opbrugt i en alder af næsten 89, så vidste jeg præcis hvordan vi skulle fejre fars liv. Endnu en af de ting han havde pointeret: I skal ikke stå og græde over mig! Det gjorde vi nu lidt alligevel undervejs, men på den gode måde.
Da Kapellet i Hjørring var under renovering, var det ikke muligt at være der. Et eller andet sted passede det mig meget godt, for det ville også være lidt for højttideligt for far. Nej – vi skulle derud, hvor man holder fest!
Så vi fik arrangeret, at vi kunne være i Borgernes Hus i Uggerby. Vi ville få kørt kisten derud og sat i det lille selskabslokale. På kisten skulle hans pibe, hans elskede kasket og en strømpetrold, jeg i sin tid havde lavet til ham og som han altid hilste på hver morgen ligge.
Der blev sat masser af fyrfadslys og i hjørnet lavede vi en udstilling med ting fra fars liv. Hans fuldstændig opslidte krydsordbog, ditto kogebog, hans frihedskæmperarmbånd, billeder fra tiden som landbrugselev, noget undervisningsmateriale han havde udarbejdet osv, osv. Fars liv fortalt gennem hans ting.
Der var også en flaske Brøndum og skiver af speget lammelår. Fars hofret.
Vores tanke var at gæsterne lige kunne tage en sidste dram med ham den gamle, inden vi skulle være højttidelige.
I det tilstødende store festlokale havde vi dækket op til gilde – borde med påskeliljer og duge i samme rødorange farve som solen pinsemorgen, når den danser i Vesterhavet fra Horne Bjerg (Ja! Jeg siger VESTERhavet – en af de firnurlige ting far lærte mig. Lige præcis på det tidspunkt på året, kan man opleve det underlige fænomen at solen står op i Vesterhavet – fordi bugten mellem Hirtshals og Tversted buer og solens placering på den årstid).
Det var set-uppet og hjemme havde jeg haft travlt med at forberede selve højttideligheden. For selvfølgelig skulle far sendes afsted med et par ord. Men det var en opgave jeg ikke ville overlade til andre. Det har været far og mig siden min mor døde, da jeg var 14 – og så var det også far og mig i denne situation. Vi skulle have vores sidste snak.
Næste afsnit af Juhu-festen finder du her
