oktober 2015 -

Den geniGALE medarbejder :)

30. oktober 2015 Af Dorte

Åhhh – jeg er simpelthen så GLAD!

Noget af det, der er allersværest ved at være bipolar, er at tænke på de perioder i sit liv, hvor man har været “alt for meget” p.g.a. enten hypomani eller mani. Og selvom jeg måske ikke har gjort så fucked up dumme ting som nogen af mine med-bippere – købt møbler til en patriciervilla, selvom man bor i en lille 2-værelses eller rejst til den anden ende af jorden på en pludselig indskydelse – , så har jeg dog været noget af en prøvelse for mange i mine omgivelser.

Forleden fik jeg en besked fra en af mine tidligere chefer, da hun gerne ville købe min reviderede bog “Strik og Stress af”.

Der har været et par episoder i mit ansættelsesforhold, som jeg har tænkt tilbage på med “for fanden da også…hvorfor gjorde du dog det…” og mærket den der “bipolare skam” som mange taler om. Jeg er næsten kommet dertil, hvor jeg kan tænke…ja, men det var sygdommen og så smide skammen.

Og…det kan da godt være, at det var sygdommen – men det ændrer jo altså ikke ved, at der er mennesker fra min fortid rundt omkring, jeg er sikker på synes, jeg har været en mundfuld at håndtere, og som jeg er træt af, har en forkert opfattelse af mig 🙂

Vi var et godt team dengang – ingen af os vidste bare ikke, hvad vi var oppe imod, og i et flip fra mani til dyb depression, sagde jeg op fra den ene dag til den anden og løb nærmest ud af døren.

Det er vist også meget typisk for bipolare…

Men altså – mailen fra min gamle chef var meget kærkommen og vi fik ret hurtigt grint af tingenes tilstand. Jeg har så pissemeget respekt for hende og hendes måde at være chef på, og håber virkelig vores veje vil krydses arbejdsmæssigt igen engang.

Efterskrift:
Jeg vil så også sige at jeg slet ikke er i tvivl om at jeg var en ret dygtig medarbejder i de neutrale perioder og perioderne med hypmani. For dælanduleme, jeg fik kørt noget igennem! Og vandt også den ene award efter den anden i salgsorganisationen. Så heldigvis ved jeg også, at den side af sagen er med mig fra min fortid. I dag hvor jeg har lært at balancere tingene og udnytte alle goderne ved bipolariteten – kreativiteten, de skøre indfald, ud-af-boksen-tænkning, jeg-gør-det-bare, osv – og samtidig undgå faldgruberne, så sidder jeg i en rigtig stærk position, som jeg er virkelig stolt af. Den information vil jeg virkelig gerne give videre til dagens erhvervsliv, for en bipolar medarbejder kan være guld værd – det kræver bare, at både chef og medarbejderen selv VED at man er bipolar. Tjek mit foredrag ud her.

Komplimenter fra hjertet skal man skatte på!

25. oktober 2015 Af Dorte

Jeg har været i Østersøen i dag – ca. en 6-7 gange – med lange ture i saunaen indimellem. Det er simpelthen så skide hyggeligt i den vinterbadeklub og snakken går lystigt.

En rigtig hyggelig gut fra Norge har jeg talt med et par gange – lidt oppe årerne. Han er superflink og hjælpsom – som alle de andre derude.

I dag prak han til mig, mens vi plaskede rundt ude i vandet, og så kom det på klingende norsk:

“Du. Jeg MÅ fortelle deg, du har en fantastisk kropp. Så vakkert proporsjonert!!!”

Årh, mand! Jeg blev simpelthen så glad. Der var intet “gammel gris” eller noget over det. Bare en ægte kompliment lige fra hjertet.

Den kommer jeg til at leve højt på længe!

Strik og stress af…. JEG ER STOLT!!!

19. oktober 201519. oktober 2015 Af Dorte

Ok – nu siger jeg noget, som jeg aldrig har sagt offentligt før:

Jeg har altid været lidt flov over min bog “Strik og Stress af” – ikke pga teksten og opskrifterne, dem er der sgu ikke noget i vejen med, men den rigtige bog så slet ikke ud som den bog, jeg havde forestillet mig, da jeg skrev på den.

Den har altid føltes SÅ forkert – det var slet ikke sådan min bog skulle se ud. Inde i mit hoved var der lækre billeder fra stranden, rolige duche farver og flotte tegninger.

Jeg havde i sin tid SÅ mange diskussioner med Politikens Forlag omkring det grafiske udtryk, som jeg mildest talt altid har hadet som pesten. Desværre afviste de blankt, at vi selv måtte stå for grafik og billeder – uden overhovedet at have set nogen forslag fra os.

I stedet aftalte vi, at de skulle sende et par forskellige forslag til illustrationer og så kunne jeg vælge udtryk derudfra. Det skete aldrig. I stedet sendte de 2 måneder senere de færdige tegninger til hele bogen! Og jeg var mildest talt grædefærdig. De lignede påklædningsdukker tegnet af en 12-årig (jeg undskylder til jer piger, der kan tegne – det var ikke tilfældet her) og som var farvelagt af en 8-årig med billige farveblyanter.

Heldigvis fik jeg samlet mod nok til at ringe til forlaget og sige…no way! Vi havde en klar aftale om, at de skulle sende FORSLAG, inden der skulle laves tegninger til hele bogen.

Endnu engang aftalte vi, at de skulle lave FORSLAG til grafisk udtryk….og endnu engang fik jeg stukket færdigredigerede illustrationer i hånden uden jeg havde set skyggen af forslag. De var om muligt endnu grimmere end påklædningsdukkerne, men nu var det take it or leave it. Det blev IKKE lavet om!

Faktisk havde jeg allermest lyst til at sige ”leave it”, men det var alligevel over 1 års on/off arbejde, der ville blive skyllet ud og budskabet var også vigtigt. Så selvom maven ikke havde det helt godt, blev bogen udgivet.

Men som sagt…stolt af den var jeg ikke.

MEN DET ER JEG NU!!!

Vi har fået overdraget rettighederne fra Politikens Forlag og vi har gennemredigeret den, så nu er den lige sådan som den skal være.

Godt nok er udtrykket fra selve illustrationerne bibeholdt, men i en væsentlig forbedret form. Der er tilføjet lækre, relevante billeder (i stedet for latterlige generelle iStock-fotos), farverne er blevet støvede og skrifttyperne er lige som de skal være.

For første gang i 9 år er jeg virkelig STOLT af “Strik og Stress af”. Sådan helt ind i knoglerne!

Bogen kan bestilles som pdf ved at sende en mail til osl@probiocare.dk og den koster den nette sum af 50,- kr. (medsend mobilnr. for nem betaling via MobilePay)

strikogstressaf

Jeg er HOOKED!

12. oktober 2015 Af Dorte

Jeg gjorde det sgu! Sommetider er det altså bare det bedste at blive smidt ud i tingene, så der ikke rigtig er nogen vej udenom og ikke er for meget tid til at overveje.

Jeg havde den fedeste formiddag i går! Egentlig havde jeg bestemt at der skulle tages masser af billeder som dokumentation, hvis jeg hoppede i, men det glemte jeg fuldstændig. Jeg var 100% tilstede fra det øjeblik jeg sagde hej til den første og bedste, jeg mødte, og så glemte jeg alt om blog og billeder.

Jeg havde jo sat forkvinden, Birgitte i stævne derude, men min indre GPS passede ikke helt, så klokken var 20 min i, da jeg kørte ind på parkeringspladsen.

Jeg greb posen med badetøj og det allerstørste håndklæde, jeg havde kunne finde i skabet (note to self: køb det allerstørste badelagen, du kan finde i byen!) og gik med målbevidste skridt mod Frederikshavn Vinterbaderes hytter. På vejen mødte jeg en hundelufter, godt pakket ind i jakke, halstørklæde og hue: “De er igang derhenne – god fornøjelse”.

Således heppet videre drejede jeg om hjørnet til den første hytte. Stod lidt fortabt og anede ikke hvor jeg skulle gå ind, men i det samme kom en håndklædeklædt kvinde. Hun gik straks igang med at vise mig til rette, men da en mand parkerede sin cykel, blev jeg enig med kvinden om at han hellere måtte overtage, da han trods alt havde en lidt bedre påklædning til en tour 🙂

Han har helt frisk på at forklare mig alt om koder til døren, lidt om klubben og hvordan det hele foregik.

“Der er altså ikke sådan mand/dame omklædning og du bestemmer helt selv om du vil have badetøj på”. Jeg kunne jo godt se hvad normen var, men hvad jeg valgte, det kommer ikke på bloggen 😉

Jeg tog mit håndklæde, der altså skal skiftes til et badelagen(!), omkring mig og gik med de andre i samlet flok de små 30 meter ned til vandet.

Gyset var ikke så stort i og med, at jeg er vant til koldere vand i Romulus. De andre mente også, at vandet var temmelig varmt. “Det er sgu stadig 2-cifret!” som en tørt bemærkede, da en anden debut-bader hvinede lidt.
Men der var alligevel noget helt specielt i at sidde i det salte havvand med de frysende hundeluftere i store jakker på stien og mågerne i luften.

Da de andre gik op, havde jeg faktisk lyst til at blive i vandet, men jeg fulgte trop op til saunaen. På vejen plukkede vi havtornebær, så vi også lige fik dagens boost af c-vitaminer gange en million.

I saunaen gik snakken lystigt og det var virkelig, virkelig hyggeligt. På skift gik små flokke mod vandet til flere dyp, og jeg tror jeg nåede 4-5 ture i vandet, inden der var lukketid for saunaen.

Jeg er så fuldstændig og helt enormt hooked. Både på stemningen, menneskene, det fede ved at gøre det, det kolde vand, den varme sauna og alt det andet, der ikke kan beskrives med ord!

Jeg er så hooked at jeg fluks har lavet en ny kategori her på bloggen: Vinterbad! Jeg kan slet ikke vente med at skulle mod Frederikshavn igen!

Bordet fanger!

11. oktober 2015 Af Dorte

Kender I det der, når noget føles som en rigtig god idé, lige indtil det bliver alvor?

Jeg har været ude og snuse til Frederikshavns Vinterbaderes klubhus for at se hvor det lå. Bare sådan hvis nu… og fordi det vil være billigere end evindelige ture i Romulus.

I går aftes surfede jeg lidt rundt på deres hjemmeside og en to vupti, havde jeg sendt en mail til formanden for at høre hvornår hun var derude…

Det er hun så nu her kl 10! Bordet fanger!

Snak med dine pårørende <3

20. april 201610. oktober 2015 Af Dorte

Hvad er det vigtigste i forhold til pårørende?

Sidste weekend spøger stadig bagerst i hovedet. Hvorfor var det at det gik så smooth og hvorfor var det, at Ole var så forstående? For 5-10 år siden ville det være endt med sure miner, irritation, tårer og nedbrudte følelser – rent ud sagt kaos.

Ole er, som jeg skrev, blevet helt eminent i pårørenderollen, men det vil også være forkert af mig, med de ord at lægge alt ansvaret for os syges velbefindende over på de pårørende:

I kan bare være mere tålmodige med os, så har vi det fint. Det er faktisk jeres skyld, at vi har det dårligt og bliver syge igen og igen!

Øhhh, NEJ. Den er sgu ikke fair.

For det første har sygdommen altså sit eget liv i mange tilfælde – så en joke vi synes var sjov for en uge siden, kan slå os helt ud hvis det er en dårlig dag.
For det andet er det altså helt utrolig svært for pårørende at aflæse vores indre tanker – og derfor kan de uforvarende komme til at gøre det forkerte i situationen.
Og for det tredie er det jo fuldstændig umuligt, når vi ikke løbende lukker op og fortæller ærligt om, hvordan vi har det inden i.

For mit eget vedkommene har jeg brugt mange år på at opretholde en facade af “det går fint”, brugt ufattelige mængder energi på “at tage mig sammen”, slået mig selv i hovedet med “jeg bør kunne klare det og det, for det kan andre” og den allerværste: “Hvis bare jeg ikke siger højt, hverken for mig selv eller andre, hvordan jeg virkelig føler helt dybt indeni, så går det nok væk igen.”

Det er så forkert. Vores pårørende kan ikke hjælpe, hvis ikke vi er hudløst ærlige. Min erfaring har været, at det sekund jeg begyndte at åbne op og fortælle om, hvordan det så ud indeni mig, der løsnede knuden. Der er ingen (eller rettelse, kun meget få – læs her), der er ude efter at udnytte vores svagheder. Langt de fleste står klar med åbne arme, når de endelig får en flig af vores virkelighed, og specielt hvad det er vi har brug for.

Lige så mange gange jeg sagde “pas nu på” og andre bekymrende udsagn, sagde jeg også “det er ikke fordi jeg tvivler på dine evner, men min film kører på katastrofe indeni”. Jeg sagde højt, hvor bange jeg var, hvor bekymret jeg var og jeg sagde flere gange, at det var inden i MIG, det foregik.

Jeg tog ansvaret for mine irrationelle reaktioner og Ole tog ansvaret for at løsne op for dem.

Men intet af dette kunne være sket, hvis ikke jeg havde åbnet munden og fortalt ærligt om mit indre kaos!

Så…thumbs up til os begge to!

Kommunikation og erkendelse mellem syg og pårørende er en af nøglepunkterne til et godt liv. Målet for alle må være som min kloge læge sagde dengang for 2 år siden:

At leve det bedste liv med de udfordringer, du nu engang har.

Det gælder også for vores pårørende. I er nu engang stuck with us – så lad os sammen få det bedste ud af det.

Vi syge skal skal åbne op, og vores pårørende skal anerkende og påskønne, at vi gør det. Samtidig skal vi være lydhøre for, at det ikke altid er lige let af have med os at gøre.

Er en situation gået skævt – jamen så snak om det. Det er meget bedre at få svesken på disken. Fortæl, hvorfor du blev ked af det, vred, irriteret. Få en snak om det, og find ud af hvad der kan gøres for at forhindre, at det sker igen. Det er meget bedre end at bruge de næste 2-4-6 uger på en indre dialog, der ender med automatisk negative tanker…den vej ved vi godt hvor fører hen!!!

Vi skal hjælpe hinanden og påskønne hinanden – men frem for alt skal vi respektere hinanden.

Hav en rigtig dejlig solskins-efterårsdag med dine kære <3

Pårørendearbejde til UG med kryds og slange!

20. april 20165. oktober 2015 Af Dorte

Pårørende er en vigtig del af din stabilitet

Pårørende kan gøre rigtig meget for, at man kommer godt gennem en dag! Jeg har sagt det før – og jeg siger det gerne igen! Det, der bare er en kæmpe udfordring, er at vide hvad… I går oplevede jeg på nærmeste hold skoleeksemplet på, hvordan det skal gøres!

Vi har nemlig haft gang i et stort projekt. Et ret stort træ ved vores hoveddør måtte lade livet. For det første hang det ind over vores tag med mosklædte tagplader til følge. For det andet var det også begyndt at hænge ind over nabo-Kajs tag. Og så tager det ufatteligt meget lys og sidst men ikke mindst – det står i vejen for noget kloak-arbejde, vi skal have lavet mandag.

Så ned med det!

Ole er hamrende sej med en motorsav og har også arbejdet i skoven i sin ungdom, så jeg er logisk set slet ikke i tvivl om hans evner. Men alligevel fes jeg rundt med helt irriterende mange “pas nu på´er” og “tror du ikke du også skal have den gren ned?”

Der var hele to andre meget kloge træ-mænd, der uafhængigt af hinanden havde sagt, at det ikke var noget problem at lægge træet ned. Men i og med at det skulle falde PRÆCIST ned i vores indkørsel for at undgå både vores og Kajs tag, så var jeg sådan pænt bekymret.

Og når det så toppes med min helt fænomenalt udviklede katastrofetænkning, så er der lagt op til kraftige “hysterisk-kælling-reaktioner”. Og her er det at jeg virkelig må give et kæmpe cadeau til min mand! For hold da op han tacklede det flot. Jeg er ikke helt klar over, om han rent faktisk var bevidst om, hvad han gjorde, eller det efterhånden bare er kommet så meget ind under huden på ham, at han helt ubevidst bare tog ret store hensyn til mig.

Ole tog nemlig mine udbrud helt køligt, og tog sig den tid det nu tog at forklare og vise mig, hvor han havde tænk sig at skære. Han tog langt flere grene af end nødvendigt og ikke en eneste gang kom der et vredt “så hold dog kæft igen”. Og jeg tror altså, at det var omkring 10-12 gange, jeg spurgte “er du nu SIKKER???” sådan jævnt fordelt hen over et par timer. – Og så tog han den lige forfra for Prins Knud.

Katastrofetankerne kører på automatik

Han ved, hvordan min hjerne kører i overload i sådanne situationer. Han ved, hvordan jeg har en indre film kørende af træet, der kvaser Kajs hus. Han ved, at jeg i tankerne allerede sidder på sygehuset, mens de piller en motorsav ud af benet på ham.

I og med han har fuldt sikkerhedsudstyr på, vil det med benet logisk set ikke kunne ske – men det kan det alligevel godt i min hjerne, for den tænker ikke helt logisk. Følelser trumfer fuldstændigt logikken.

Men i stedet for – hvad der ville have været helt forståeligt – at blive pisseirriteret over, at jeg ikke stolede på hans evner, tog hans sig altså tiden til at deale med mig. Og jo flere gange han roligt fik forklaret logikken for mig, jo mere formåede den at tage over istedet for følelserne.

Det tog sikkert både ½ og 1 times tid længere, at få træet lagt ned (fuldstændig perfekt, btw) end hvis han bare havde bedt mig holde kæft, og lade ham passe sit arbejde. Men havde han gjort det, havde mit hoved stresset fuldstændig op, og jeg havde været færdig de næste mange dage. Nu havde han i stedet den fordel, at jeg kunne deltage i oprydningsarbejdet.

Win – win.

Efterskrift:
Jeg oplever desværre sommetider, at pårørende og syge går skævt af hinanden. Specielt måske i sådanne situationer, som den her. For hold nu kæft, hvor må det være irriterende med bekymrende kommentarer – det blot gentages 10 minutter efter man ER blevet enige om, at alt er i orden. Men jeg tror også, det er svært for pårørende at forstå hvordan den film, ser ud, der kører for vores indre blik. Mange i min situation ser lige så levende katastrofebilleder, som jeg. Fantasien gør virkelig et godt job og kroppen stresser fuldstændigt. Det er den stress, der er giftig for de næste dages velbefindende og ved at få et irriteret “hold kæft” eller andet, så øges stressen bare yderligere. Så… overvej hvordan I sammen kan mindske stressen, selvom du som pårørende, måske nok synes, at det er sgu for pjattet. Det betyder meget mere end du forestiller dig.

Kulde og magnetisme i stedet for ETC

20. april 20164. oktober 2015 Af Dorte

Alternativer til ETC

Der findes andre påvirkninger af hjernen, der virker mod depression/mani end ETC og som samtidig FREMMER de kognitive egenskaber. Som skrevet før har jeg erfaret at kulde er et særdeles effektivt våben, og endnu engang har jeg nu her konstateret, hvordan “en hel masse” x 5-8 minutter i Romulus´ kar med 8 grader koldt vand, har kunne gøre mirakler for mit hoved.

Og hold da op hvor er det godt jeg har fundet det loop hole! For ellers ved jeg virkelig ikke hvad jeg skulle have gjort – eller jo…så var det måske sygemelding og 2-3 måneder i sofahjørnet med strikketøjet, der skulle til. Det er helt utroligt at en depression about to happen, kan fikses på en dag.

Jeg har haft kontakt med et par psykiatere, som synes teorien om kuldepåvirkning lyder temmelig interessant – og fundet flere mulige forklaringer lidt tættere på end før.

Et forskerhold under ledelse af den danske forsker Maiken Nedergaard, professor i neurologi ved Rochester University, New York, fundet ud af at skadelige proteinstoffer udvaskes af hjernen, når vi sover. Museforsøg viser at den plads, der er mellem hjernecellerne øges med 60% når vi sover, fordi hjælpercellerne i hjernen skrumper, når vi sover. Det giver plads til, at der kan udveksles interstitial væske (det væske der ligger mellem hjernecellerne) med rygmarvsvæsken. Derved “skylles” hjernen fri for skadelige proteiner.

Du kan læse mere her: Brain may flush out toxins during sleep

Nu er min lille lommefilosofiske teori at kulde/varmeterapien blandt andet også virker ved at aktivere det glymfatiske system, som denne væskeudveksling kaldes. – At hjernen bliver skyllet fri for de skadelige stoffer på samme måde som ved søvn.

Efter sådan en 6-8 timers kulde/varme føles hovedet netop…udhvilet. Men med stor lyst til at komme hjem og “sove videre”.

Et mega-plus (hvis det her holder vand) er også, at jeg så samtidig forebygger Altzheimers og andre af de demenssygdomme, man mener kan kobles til ophobning af de skadelige proteinstoffer i hjernen.

Magnetisme og vågne timer i stedet for ETC

Jeg har også fundet et par andre interessante artikler. Den første fortæller om et forskerhold, der har haft held til at kurere en depression eller bipolar episode via en svag magnetisk stimulation af hjernen – sådan i løbet af nærmest 20 minutter:

New treatment for depression shows immediate results

Samtidig har et dansk forskerhold haft held til at kurere depression ved vågenterapi. Det kan du læse mere om her:

Ny behandling: Psykiatriske patienter skal holdes vågne i 36 timer i træk

Dvs – der er gang i ret meget forskning i forhold til alternative metoder til at kick-starte hjernen.

Er der nogen, der lige kender en studerende, der mangler et godt projekt? Jeg er sikker på at kulde/varmechok var et emne, der kunne kaste noget interessant af sig.

Du kan læse mine andre indlæg om emnet her:

Hypothermi og hjernen

En weekend i frit fald

Rejsen til Romulus