Min hjerne er indrettet sådan, at den går helt i baglås, når der er noget, jeg ikke kan finde ud af. Eller dvs. den går ikke i baglås – den bliver stædig.
Så i dag har jeg siddet og nørdet rundt i sådan noget hjemmesidehalløj, for at komme lidt ud over “jeg skriver lige et indlæg og indsætter et billede”.
Og dælanduleme…jeg har både fået fundet, installeret og tilpasset en kontaktformular, så der ikke bare står “enter your email”.
Der er sørme også kommet en slider i toppen af bloggens forside med de seneste indlæg. Ikke fordi det måske er så brugbart – man kan jo bare scrolle – men fordi jeg kan! 😀 (edit: den er så blevet fjernet igen, fordi den bare var grim, dum og i vejen 😀 )
En af mine kæpheste (af ret mange efterhånden) er, at man kan alt…men sommetider har man bare ikke lært endnu, hvordan man gør!
“Det kan jeg ikke finde ud af” har jeg tit hørt, når jeg tidligere lavede workshops eller underviste i strikketeknikker. Og det er altså bare ikke rigtigt og ubevidst siger vi til os selv at vi er dumme og uduelige, og det har jeg oplevet flere gange, kan være med til at trække folk i den forkerte retning.
Vi er nødt til at vende vores tankegang og sige som fantastiske Pippi Langstrømpe:
DET HAR JEG IKKE PRØVET FØR, SÅ DET KAN JEG SIKKERT GODT
Faktisk så kan man ret meget. Man har bare ikke lært hvordan endnu…..
For et par dage siden var jeg ved lægen, for at blive tjekket igennem – næsten i hoved og rumpet – ej, blodtryk, kolesterol, hjerte osv, for at se om det også er lægeligt forsvarligt at hoppe i den der tilfrosne flod i Sibirien.
Det er det så! På trods af min overvægt og pt. “kunne-være-temmelig-meget-bedre”-kondition, så er min grundlæggende fysik helt tip-top i orden.
Faktisk var mit kolesteroltal meget lavet og værdierne mellem LDL, HDL og triglycerider helt perfekt. Det var jeg ret overrasket over, da jeg… shhh…må indrømme, at jeg har ædt mig til 15 kg ekstra det sidste år (!!!).
Men det er sundt mad, jeg har overspist af, incl. de fede madvarer, der indeholder det sunde fedt.- Masser af nødder, avokado, bananer, fede fisk – men også bacon og fløde har ligget tungt i madpyramiden.
Hvidt brød, kartofler, pasta, ris har været holdt på et minimum – og jeg tror sådan set bare jeg fortsætter med den strategi, dog uden helt så store mængder.
At tøjet strammer lidt pt. betyder ikke det store, når jeg ved at jeg ikke har forhøjet risiko for, at falde død om af en blodprop i morgen. Så hellere få opbygget noget kondition og styrke.
En ting dog….jeg ville dæleme gerne slippe for de der appelsinlår! De matcher ikke helt min nye smarte badedragt, sølvfarvede badehætte og turbo-triatlon-svømmebriller 😀
Det her er simpelthen paradis på jord! Intet mindre!
Jeg nåede aldrig i Romulus i går, men kl. 14 satte jeg kursen mod Frederikshavn Vinterbaderklub. Vandet er lunt for tiden – 7 grader – ca. det samme som i Romulus, så jeg kunne jo lige så godt kombinere med træning til Sibirien. (Det projekt har fået sit eget menupunkt i toppen, hvis du vil læse mere om det)
Jeg nåede tre træningspas. Første gang 180 meter, det samme næste gang og sidste gang svømmede jeg 360 meter, dog med pauser i vandet undervejs.
7-8 grader er min totale yndlingstemperatur i forhold til at få sat hovedet på plads. Under nul kan man ikke have hovedet under ret længe, men 7-8 grader….ahhhhhh!
Det er helt vildt så meget stærkere, jeg er blevet på så kort tid. I dag er det præcis 3 uger siden, jeg fik mailen fra Mette med invitationen – og dengang var jeg vildt stolt at, at jeg kunne svømme 25 meter i det kolde!
Nå men – det var hovedet, der skulle sættes på plads og det blev det. I går aftes kæmpede jeg en brav kamp for at holde mig vågen til 22.30, men så var det også godnat!
Jeg vågnede på et tidspunkt i løbet af natten og tænkte PIS – nu er kl. 00.30 igen og jeg er lysvågen. Nej…klokken var så 5.45 og jeg har sovet som en sten.
Det kan godt være koldt vand lyder afskrækkende og “nej fandeme nej” – men det virker!
Slam-Bam! Lige i synet. 03.31 og ikke lukket et øje endnu! En søvnløs nat, det er prisen for to dage, hvor jeg har haft lidt for mange aftaler. Der er sateme kontant afregning ved kasse 1.
Alle umiddelbart tilgængelige tricks i bogen er prøvet uden held.
Jeg er dødhamrende træt, men hjernen er ikke søvnig, jvf. mit sidste indlæg.
Men jeg genkender heldigvis symptomet og kender kuren.
Kl. 9 i morgen tidlig står jeg som den første, når Romulus åbner….
Jeg har efterhånden skrevet en del om mine søvnproblemer her på bloggen. Jeg kan have så umanerligt svært ved at falde i søvn, selvom mit hoved er DØDtræt. Og når jeg endelig falder i søvn, så sover jeg så let, at jeg kan vågne ved at Ole trækker vejret!!
(Jeg har spurgt om ikke godt han vil lade være med det, men det mener han ikke er en helt holdbar løsning)
Men nu har jeg fundet kombinationen, der gør mig SØVNIG istedet for træt!
Issvømning/vinterbadning kombineret med min nyerhvervede kædedyne er fuldstændig fænomenalt!
Sådan en tur i bølgerne gør mig simpelthen så søvnig, og når jeg så bliver trykket godt ned i sofaen/sengen af kædedynen, så er der godt nok dømt godnat.
Her i weekenden har jeg sovet, sovet, sovet – og været frisk, frisk, frisk. I går (lørdag) faldt jeg i søvn på sofaen lige efter aftensmaden. Det plejer at betyde en vågen nat fra kl. ca 23.30 og en ødelagt næste dag.
Jeg dukkede lige kort op til overfladen omkring midnat, men tumlede bare ind i seng og sov snorkede ifgl Ole videre…helt til kl. 7, hvor jeg var totalt klar til søndagen 🙂
Jeg er SØVNING, når jeg falder i søvn, og jeg er UDHVILET, når jeg vågner.
NB – nederst i dette indlæg er links til en hel del af mine blogposts, der handler om hvordan jeg tager mig sammen på den gode og konstruktive måde.
Jeg har sommetider fået det lidt undrende spørgsmål “Hvorfor er det at du ikke bare kan tage dig sammen, når du får det skidt?”.
Ikke som sådan dømmende “tag dig nu sammen”, men en ægte undren over hvorfor man ikke KAN – for det gør almindelige mennesker jo, når livet er svært og “vi har jo alle ups and downs”.
Jeg har gjort mig nogen tanker om emnet og har følgende betragtninger.
Ja – til et helt almindeligt liv hører op- og nedture. Det kan slet ikke undgåes og i perioder kan man være stresset, ked af det, sorgfyldt, forelsket osv. Disse yderpoler stresser kroppen både fysisk og psykisk, men man kan godt tage sig sammen i en periode og fungere nogenlunde normalt i hverdagen. Fælles for disse perioder er, at de som regel går over igen.
Deadlinen på jobbet eller eksamen bliver overstået, uoverensstemmelserne med manden bliver løst, sorgen over et dødsfald bliver bearbejdet og erstattes af et savn, forelskelsen brænder ud eller går over i dyb kærlighed. Men kan har taget sig sammen i en periode for at klare skærerne.
Figur 1 viser sådan et almindeligt liv med det spænd, som raske mennesker har i deres følelser.
Figur 1: Det følelsesspekter en rask person svinger indenfor. I det spekter er der stort set altid mulighed for at tage sig sammen i en kortere periode indtil omstændighederne normaliseres igen. Derfor har mange raske en fornemmelse af, at det ikke er så svært at “tage sig sammen”, for det gør man fra tid til anden, for at klare udfordringer i livet. Inden for dette spekter kan hjernen og viljen styre og bestemme hvordan vi agerer.
En med bipolar lidelse er udstyret meget et meget videre spænd. Der er et følelsesmæssigt område både over og under normal-området, hvor hjernen og viljen ikke har noget at skulle have sagt. Det er ren biokemi, der raser rundt i kroppen, når først en bipolars yderpoler nåes. Dette ekstra spænd i følelser vil jeg sammenligne med den psykiske sårbarhed, som er beskrevet i stress/sårbarhedsmodellen. Se indlægget om her:
Figur 2 illustrerer dette ekstra spænd. I det røde felt findes hypomanier/manier og i det blå depressionerne. Når vi ser på det billede er det jo ret tydeligt, hvor meget længere os med bipolar lidelse KAN komme ud.
Derfor er normales version af “tag dig sammen” også helt anderledes end en bipolars version – eller andre psykisk sårbares version. Faktisk tager vi os tit helt gevaldigt sammen uden nogen overhovedet ved det – eller kan se det.
Figur 2: En med bipolar lidelse har et meget videre spænd i følelser og energiniveau. Det røde/ping illustrerer hypomanier/manier og det blå/sorte depressionerne.
Her på figur 3 har jeg forsøgt at illustrere forløbet af de forskellige episoder – hypomanier, manier og depressioner, og at vi i ret lang tid ligger højt på “tage sig sammen”-skalaen alene af den stress, vores indre udfordringer skaber. Jeg har ikke som sådan noget videnskabeligt belæg for at sige, at dette er den endegyldige sandhed om alle med bipolar lidelse, men det er heller ikke helt forkert 🙂 Jeg vælger dog at skrive “jeg” fra nu af, da jeg jo i bund og grund kun kan tale for mig selv.
Figur 3: De forskellige forløb for episoder. Jeg har en enkelt gang haft en mani (røde kurve) og derfor er min bipolaritet type 1. Det var dog efter en helt ekstrem situation, som jeg tror alle – også almindelige mennesker – ville have reageret psykisk på. Derudover har jeg kun oplevet hypomanier og depressioner.
Som regel startede en episode for mig med en form for stress eller pres, som jeg også nævnte under figur 1 – forelskelsen, eksamen, nyt job eller lignende. Som alle andre mennesker reagerer jeg ved at tage mig sammen, klare situationen og opretholde en normal hverdag. Jeg tog mig faktisk ofte så meget sammen, at jeg var totalt on-top, klarede meget mere end andre på kortere tid og udadtil virkede voldsomt stærk i situationen.
Det store problem var tidligere, at jeg ikke i tide formåede at stoppe op og geare ned, blive hjulpet og lade folk tage lidt over. Ved pres og stress reagerer jeg ved at løbe endnu hurtigere – tage mig sammen, om du vil – uagtet at jeg godt kan mærke indeni, at jeg kører på pumperne og de sidste reserver. Hjernen er stadig med og ved måske godt at der BURDE stoppes op, men altså…jeg er jo skidegod til at “tage mig sammen” og smække et overskudsagtigt smil på læberne.
Ingen så, at jeg i de perioder rent faktisk tog mig voldsomt sammen, bare for at komme ud af døren. Bare for at tage telefonen. Bare for at åbne døren, når det ringede på. Andre ser kun det at alting går fint. Og sådan ved jeg også at mange af mine medfæller har det. Vi går jo ikke og siger – “jeg brugte lige to timer på at tage mig sammen til at turde tage bussen hen til dig”. Nej, man dukker bare op og lader som om alt er fint.
På et eller andet tidspunkt rammer jeg så “point of no return” og biokemien tager over – enten opad eller nedad.
Og så er det at det pludselig at ordene “jamen tag dig nu sammen og…whatever det nu er” lyder. Og DERFOR er det så forkert at sige dette til en der fx er dybt deprimeret. For det første har man gjort det meget længe og nu er der bare ikke mere tilbage, og for det andet, er der jo ikke noget man hellere ville – hvis man kunne.
Så istedet for som pårørende eller arbejdsgiver, at være uforstående overfor hvorfor man ikke bare kan…. , ja så skal man hellere anerkende, at personen faktisk har taget sig sammen temmelig længe. Og rose til skyerne og bakke op, hvis der tages en enkelt “forebyggende sygedag” hvor pilen sidder
Figur 4: “Tag dig sammen” bliver oftest brugt, når kurven er knækket enten den ene eller anden vej og det er tydeligt for andre, at der er noget galt. I manien – tag dig dog sammen og sæt dig ned og slap af eller depressionen: tag dig sammen og gå en tur. Problemet er bare, at man har taget sig sammen i flere uger, ja måneder, og nu er man ude over “tage sig sammen-spektret”.
I dag holder jeg mig stabil og indenfor “tage mig sammen”-spektret ved både at have opmærksomhed på kosten, kosttilskud/vitaminer, motion, koldtvandstræning og meget mere.
Jeg er overhovedet ikke bleg for, at tage mig sammen på den måde at jeg trækker stikket og melder fra til noget vigtigt med ½ times varsel – eller melder mig “forebyggende syg”. Hellere det end at ende med 2-4-6 måneders sygemelding igen.
Samtidig er mine pårørende også blevet meget mere opmærksomme på, hvordan de kan hjælpe mig til at undgå pres og stress. Og allervigtigst – der er ingen længere der siger “tag dig sammen”, og hvis nogen gør, så reagerer jeg ikke på anden måde, end at slå hælene i, sætte mig og strikke i sofaen eller tage ud i Romulus eller Østersøen 🙂
Faktisk tager jeg mig ret meget sammen hele tiden – på den gode måde – så jeg holder mig i tage-mig-sammen-spektret 🙂
I forgårs fik jeg pludselig kolde fødder med det her VM i issvømning. Ikke så meget pga den frosne flod og den Sibiriske kulde…men….shit, må jeg egentlig tage afsted, når jeg nu er fleksjobber?
Jeg må indrømme, at jeg ikke havde tænkt tanken til at starte med, men resolut greb jeg knoglen og ringede til fleksteamet, for at få afklaret reglerne. Akkurat som jeg gjorde, inden jeg offentliggjorde bloggen. Jeg gider overhovedet ikke gå og bekymre mig over, om jeg nu gør noget galt.
Det var en, der hed Rikke, jeg skulle tale med – og hun var optaget. Så jeg måtte vente med at forelægge mine planer til i går.
Da jeg fik fat i hende, var hun meget forstående og spurgte ind til både træning, tur osv og så ville hun læse op på min sag, tage den med sin faglige vejleder og vende tilbage i dag.
Puha – det kunne godt give lidt ondt i maven natten over, men jeg er efterhånden blevet ret god til at skyde de bekymringer fra mig, som jeg ikke kan gøre noget ved alligevel.
Og det viste sig at være godt, jeg ikke ødelagde min nattesøvn over det, for Rikke har lige ringet.
De er alle i afdelingen begejstrede for, at de har en fleksjobber, der har fået det så godt, at hun kan tage til VM. Der står jo i mine papirer fra oktober 2013, at førtidspension var inde i overvejelserne.
Så rent faktisk vil de håbe, jeg vinder, finder masser af sponsorer, kommer i pressen og i det hele taget fortæller vidt og bredt om, hvad man kan nå, hvis man har det rette mål og får den rette støtte.
For der er ingen tvivl om at Hjørring Kommune har støttet mig på rette måde hele vejen igennem mine sygdomsperioder og nu her som fleksjobber.
I forbindelse med Initiativ 2016 har jeg virkelig tænkt over, hvordan det kan være, at nogens hjem bare ALTID er ryddeligt ligegyldigt hvornår, jeg end dukker op – og andres (incl mit eget) ALTID er kaos (bortset fra de 10 minutter efter der er ryddet op, hvor der stadig er pænt).
Hvor ligger forskellen? Hvad er det der sker? Hvad kan gøres anderledes?
Jeg har haft sådan en idé om, at dem, der bor i de der Bo Bedre hjem, aldrig laver andet end at gøre rent og rydde op – eller aldrig laver andet end at sidde musestille i et hjørne, så der aldrig bliver rodet og beskidt. Og begge dele harmonerer rigtig dårligt med sådan som jeg vil leve mit liv.
Jeg vil meget hellere lave en masse uden at skulle gøre rent og rydde op!
Og det er så det, der har ledt til kaos den ene gang eller den anden. Men efter at have surfet diverse amerikanske blogge tyndt via Pinterest efter tips til hvordan man nemmest holder et hjem “clutter-free + clean” har jeg nok fundet noget nær De Vises Sten og den universelle sandhed. Jeg har sammenkogt alt det bedste, jeg har fundet, og formuleret 3 små enkle regler. Det er lige til at overskue for mig.
Ud med lange to-do lister, oversigter over rengøringsdage, faste rutiner osv. De ender ALTID med at blive brudt og så er jeg ligevidt. Nope – 3 regler kan jeg overskue og frem for alt: huske i dagligdagen.
Here it goes (og husk nu…det er guld på fad, jeg serverer her, hvis du altså er et rodehoved som jeg)
1. The-one-touch-rule
2. Bring it on
3. Let it go
Det er alt du behøver for at have et ryddeligt hjem. Og når du har et ryddeligt hjem er et ikke noget problem lige at svinge en gulvskrubbe eller tørre med en klud….for hånden på hjertet. Grunden til at det er så overmåde frygteligt at gøre rent er, at jeg er smadret efter at have været nødt til at bruge 3 timer på at rydde op inden 🙂
Reglerne behøver selvfølgelig lidt uddybning.
1. The-one-touch-rule handler om kun at røre ting en gang.
Sådan her plejer det at foregå (uden jeg var bevidst om det):
Jeg kommer hjem, ofte med indkøbsposer el. lign. i hænderne. Derfor går jeg direkte i køkkenet og sætter poserne. Så tager jeg jakken af og lægger på køkkenbordet og pakker varer ud. Når jeg så på et eller andet tidspunkt skal lave mad, flytter jeg jakken over på spisebordet, så jeg kan komme til køkkenbordet. Når bordet skal dækkes hænger jeg jakken på en af stolene…når vi skal spise videre over i lænestolen…og når jeg skal se tv flytter jeg…. well, you get the picture. I løbet af 3-4 timer bliver den jakke flyttet rigtig mange gange uden jeg er bevidst om det – og i al den tid ligger den og roder. Og så gælder det samme næsten også for taske, solbriller, nøgler, sko..osv.
Med the one-touch-rule (som jeg nu er meget bevidst om):
Jeg kommer hjem, sætter poserne i entréen, hænger jakken på plads….og så slutter historien om jakken der!
Så hver eneste gang du har en ting i hænderne, så tænk: the-one-touch-rule! Så når du er færdig med at bruge den, må den først slippes igen på dens plads. Og har tingen ikke en plads – så skal der enten findes en plads eller også er pladsen i skraldespanden. Plads er aldrig bunken på køkkenbordet eller i en tilfældig skuffe. Heri ligger også min mormors ord: hver ting sin plads, hver plads sin ting.
2. Bring it on handler om at tage ting med sig
Hver eneste gang du går fra et rum til et andet, så kik dig omkring. Er der noget i det her rum, der skal med til det rum, jeg skal hen i? Skal du fra sofaen til køkkenet for at lave en ny kop kaffe, så tag lige saksen, de tomme tallerkener, sodavandsflasken, den tomme chipspose osv med dig udover din kop. Det lyder som fuldstændig logik for burhøns, men der er åbenbart ikke ret meget burhøne over mig.
3. Let it go handler om at få smidt væk
Der skal sorteres og ryddes ud i alle de ting, som vi har i skuffer, skabe og gemmer. Tøj, som vi aldrig går i, legetøj ungerne er blevet for store til, bøger, spil, garn (!) osv osv. Få det væk. Når der er ryddet ud i alle sådanne ting, så er der også meget nemmere at finde en reel plads til alle de ting, der kommer ind under the-one-touch-rule.
Er der specielle minder ved noget – så tag et billede af det. Gem minderne, ikke tingen. Gem kun de ting, der har en værdi i sig selv enten økonomisk eller praktisk/anvendeligt.
Et af mine store problemer er, at der altid har været et direkte link til mine følelser/minder via ting. Derfor har jeg troet, jeg har været nødt til at gemme tingen, for at gemme følelsen/mindet. Men der er det en kæmpe hjælp at tage et billede af whatever det så end er.
Et eksempel: Selv min fars gamle videokamera, der nok er ca 100 år gammelt (næsten) har jeg gemt, fordi det minder mig om alle hans fortællinger fra hans rejser. Det virker ikke længere…så hvorfor gemmer jeg det dog? Det og andet lignende fylder ½ skab i vores gang – så jeg faktisk ikke har plads til mit tøj. Hvorfor? HVORFOR er det ikke kylet ud? Fordi det minder mig om far, men det billede jeg har taget af hans kamera, giver mig fuldstændig de samme minder. Så ud med tingen og gem mindet. (Bortset fra at jeg hellere må tjekke om det er SÅ gammelt at det faktisk skal betegnes som en museumsgenstand og dermed kommer ind under økonomisk værdi, tøhø 😀 )
Well – så har 2016 overrasket på den fede måde allerede.
En af mine store idoler, issvømmeren Mette BL Thomsen, som jeg har fulgt på youtube de sidste måneder, har inviteret til VM i issvømning i Sibirien 8.-12. marts. Og muligvis er det min bipolare fanden-i-voldsked, der gør tricket. Men jeg har altså tænkt mig at sætte alle sejl ind på at komme afsted. (Eller også så skal jeg bare lade være med at overfortolke, hvad pokker jeg end gør, og bare være mig 🙂 )
Men altså – alle sejl er sat og jeg har fået stykket en sponsoransøgning sammen, som jeg skal have sendt rundt til diverse virksomheder.
Kan du se potentialet for din virksomhed eller kender du nogen, der kender nogen osv…så del endelig. Det her det SKAL lykkes!
Så har jeg fået formuleret og finpudset Initiativ 2016, der handler om at få skabt rolige omgivelser med mindst muligt arbejde. Det er ligefør det burde printes ud og sætte i glas og ramme, men indtil videre må det nøjes med at komme op at hænge her på blog-væggen.
