En af de helt store fordele ved at være bipolar, er at der er ufatteligt kort fra tanke til handling, når det lige stikker mig. (Ok nej, det er bullshit. Det har ikke en skid med bipolariteten at gøre i det her tilfælde, men det lød da meget godt).
Men som skrevet så gjort og skoene kom på. Ret tæt på hvor vi bor, er der etableret en gang/cykelsti gennem et parkområde – og langs med den sti er der opstillet fem stationer med ude-motionsredskaber.
Jeg har tit tænkt – TÆNKT – på at bruge dem, men så melder alle tankerne sig: Det kan jeg nok ikke finde ud af. Jeg ved ikke hvordan man gør. Der er sikkert også en hel masse, der kikker. Tænk hvis jeg dummer mig. Jeg må nok hellere bare lade være.
Og det er virkelig bare så topmærkeligt, for i mange andre sammenhænge er jeg jo knaldhamrende ligeglad med hvad folk tænker om mig. Men det er ting jeg KENDER og ved, jeg mestrer – fx er jeg virkelig ligeglad med at optræde i badedragt foran 1250 andre deltagere + et utal af tilskuere, når bare det foregår midt om vinteren i Sibirien 😀
Men de her motionsredskaber…not so much.
Dagens mission
Så jeg besluttede at dagens mission skulle være at besøge alle fem stationer og fotografere vejledningerne. Så kan jeg i ro og mag herhjemme lægge en plan.
Undervejs kom jeg også forbi legepladsen nede i parken. Og der slog det mig! Hold nu kæft altså, hvor er det kedeligt at være voksen!
ALLE motionsredskaberne var sådan: hop over her, lav armbøjninger der, lav knæbøjninger osv. Intet af det er sgu da SJOVT! Det ene redskab, der kunne give en lille smule kildren i maven og et stumt ekko af barndommens hvin var mærket: “This play equipment is recommended for children 2-12 years”.
Argh! Man kan jo lige så godt lægge sig til at dø langsomt. Hvilket jeg faktisk er ved, hvis ikke jeg får min vægtøgning stoppet.
Kan I huske da man var barn og kæmpede for at kravle op over bagkanten på legetårnet eller drønede op af stigen til rutchebanen for at blive belønnet med suget når man susede ned igen? Eller hvordan mavemusklerne kunne være totalt ømme, når man havde gynget gyngen med det store traktordæk helt op i himlen?
Der er jo ingen belønning i at kravle op af et lodret stigestativ, hvis ikke man kan rutche ned igen!
It sucks!
Jeg må lige re-tænke det her, for jeg skal ud og have det sjovt! Lige så sjovt som jeg har det med mine badevenner i bølgerne. Der er vi som børn, der leger! Hopper i bølgerne. Hviner højt, når vi bliver væltet omkuld. Skraldgriner, når vinden tager vores tøj og man må løbe i bar røv hen ad stranden for at fange sit håndklæde. Og belønningen med kaffen i saunaen, hvor vi fortsatte latteren og samtidig også fik ordnet både verdenssituationen og det nære.
Jeg cyklede gladeligt 2 x 18 km hver vej for det. Der var en big-time belønning i de cykelture. Men der er ikke noget ved at cykle til Hirtshals og kikke på en tom bænk og en låst sauna….
Der er heller ikke meget sjov ved at hoppe over en grøn stang bare for at hoppe over den grønne strang…
Forslag til SJOV modtages meget gerne!
