Mandag pakkede jeg min nyindkøbte rygsæk og satte igen kursen mod Hjørring busstation.
Rygsækken er et genbrugsfund til 100 kr – stort set ubrugt og superfin! Jeg spottede den på lang afstand, som den lå der forleden i vinduet hos Dansk Folkehjælp og tiggede om at komme med på eventyr. Så det kom den selvfølgelig.
Jeg lavede lige et stop ved føtex udfra det gode råd “man må ikke gå ned på chokolade”. Det blev taget seriøst!
Bussen tog mig til Tversted og efter 10 minutters venten ved stoppestedet kom en fin flexbil og kørte mig helt ud til Tverstedsøerne. Det er første gang jeg har benyttet mig af “plustur”, men bestemt ikke sidste. Det er da helt genialt. Og det bliver ikke mindre genialt af, at “plustur” er gratis frem til juli. Ja tak! (Det bestilles via Rejseplanen og du skal lave en profil og tilknytte dit kreditkort, men pt. opkræves ingen betaling for turen)
(Edit: jeg sender lige en stor tak til NT – Nordjyllands Trafikselskab for den helt utroligt komfortable befordring og kan kun anbefale andre, at tjekke diverse geniale muligheder for bevægelse fra A til B ud inde på Rejseplanen 👍)
Ved Tverstedsøerne startede jeg ud med at tisse af. Hvis der er noget, jeg har lært af mine ture her, så er det, at du altid skal tisse “når du kan” – og ikke vente til “når du skal” 😅. Det er bare virkelig besværligt at slås med rygsæk, bukser og grannåle.
Det blev også til morgenmad på en bænk og opfyldning af vandflaskerne, så ryggen igen ramte de 16 kg.
Kursen blev sat mod nord og ved hundemarken var der et leben af firbenede venner. Et par passerede mig med en lille gravhund, der virkelig gerne ville snakkes med. Men desværre måtte jeg sige til den, at den altså var for lille. Sød, men for lille. Var jeg gået ned i knæ for at nå den, var jeg aldrig kommet op igen. Jeg fik forudanelser om og associationer til en skildpadde på ryggen…
Videre af skovvejen sendte jeg et taknemmeligt blik mod Stokmøllen og shelterpladsen der, mens jeg mindedes overnatningen i sidste uge. Jeg kommer helt sikkert igen.
En lille sti førte mig ned til stranden, der dog ikke var helt så øde, som sidst. Langt ude i horisonten mod syd kunne en hundelufter skimtes, men da jeg skulle nordpå mod Skiveren, var det ikke noget, der forstyrrede mit åsyn.
Det var en smule skræmmende, at passere de store våde områder hvor vand strømmede ud fra klitterne. Der har jo været historier om folk fanget i kviksand længere sydpå på vestkysten – så telefonen kom lige fra lårlommen i bukserne til jakkelommen. Bare sådan hvis nu.
Pludselig blev stilheden brudt af en livlig knevren og latter. Mest af alt mindede det om lyden fra vores morgner ved bordet på Husmoderstranden. Jeg kikkede rundt, men stadig ikke et øje. Spillede mine sanser mig et puds?
Men nej – 100 m længere fremme på kanten af klitten, sad 2 kvinder med tæppe, kaffe, madkurv og nød formiddagen i solen. Der blev sendt et hjerteligt hej afsted og jeg fik et “god tur” og vinken tilbage.
Efter en velfortjent pause og dagens første strømpeskift, var jeg klar til den sidste km mod Skiveren. Det at få tørre strømper på er simpelthen en udsøgt fornøjelse. Tak til hvem det nu var, der engang skrev om det i en gruppe på Facebook.
Ved Skiveren gik jeg op af Råbjergvej. Den skulle jeg følge 7,7 km og det var godt nok lige før det havde sendt mig til tælling.
Smukt landskab, ja vist – men også bare lige asfaltvej ret fremad. Og så tilmeld med en lille, men meget konstant og vedvarende stigning!
Jeg vil sige så meget, at det var hårdt arbejde! Der blev holdt pause og tanket vand, kaffe og chokolade på kroppen for hver 2,5 km. Samt luftet fusser og hvilet ryg. Og nydt både landskab og øjeblikket.
Men langt om længe kom stien jeg skulle indad, og tingene blev lidt mere interessante. Bla kunne milen ses ret forude.
En tyr på en mark fyldt med kvier og kalve, syntes åbenbart også, det var lidt for interessant med mig på stien. Jeg skulle ihvertfald ikke stoppe op og fotografere ham. 3 skridt meget målbevidst fremad fik også mig meget målbevidst fremad.
Hvis det er fra den mark en dødfødt kalv for nyligt (muligvis) blev fortæret af den vendsysselske ulv, så kan man jo ikke fortænke far-tyr i af være lidt alert.
Men det fik da tankerne til at spinne. Er det her ikke lige GW781ms foretrukne område?
Og ikke mere end 200 meter fra målet – “Shelteret i Bunken Klitplantage” – faldt jeg over svaret. Eller ikke faldt sådan i bogstaveligste forstand, heldigvis, men noget der umiskendeligt lignede en ulvel*rt lå lige der midt på stien.
Men igen kunne de fantastiske medlemmer af gruppen Friluftskvinder lige vende tankespinnet den rigtige vej. Et hurtigt opslag i gruppen, da jeg var vel henne i shelteret, kunne fortælle om ingen fare, men med chancen for en fed naturoplevelse, hvis jeg holdt øje omkring skumring/daggry.
Så det var planen! Jeg fik pakket ud, lavet en hurtig gang sen frokost og så hoppede jeg ellers i posen og gjorde mig så stille som muligt.
Og nok også for stille. Ihvertfald vågnede jeg ikke før 22.30 igen. 😅 Der var både aftensmad og skumring forlængst passé, så jeg nøjedes med at børste tænder og vende mig om på den anden side og sove videre.
Daggryet kom og gik uden ulv i sigte, og jeg bestemte, at når man ikke har fået aftensmad, så må man gerne spise chili con carne til morgenmad. Eller det må man jo sådan set altid, hvis man har lyst….
Jeg gav mig god tid og nød morgenen inden det var tid at fortsætte på farten. Lige udenfor indgangen til shelterområdet stod et skilt med “udsigt”. Den måtte jeg se!
Så opad – opad – opad og derefter op på en lille platform. Hvorfor pokker jeg ikke havde efterladt rygsækken ved foden af stien, ved jeg ikke. Det var lige en learning-by-not-doing til næste gang.
Men slidet var besværet værd. Fuldstændig fabelagtigt vue ud over området og Råbjerg Mile. Næste gang skal en kikkert med om halsen!
Jeg gik videre rundt og fortsatte hen til “Tudsehav” – en betagende sø med colafarvet vand. Akkurat som den velkendte Store Økssø, hvor jeg har svømmet mange kilometer. Jeg modstod fristelsen til at svømme i en ukendt sø alene ude midt i ingenting, selvom Ole bl.a. gav mig et letvægtshåndklæde i fødselsdagsgave. Jeg må vente til jeg har nogen med, der kan holde øje.
Via appen ViewRanger kunne jeg se et virvar af små stier, så jeg kastede mig ud i det og krydsede ind over området for forhåbentlig at finde retning mod Hulsig Station.
Igen smukt, smukt landskab og jeg kunne godt få tanken, at der ikke var et menneske i mange kilometers omkreds. Som i virkelig mange.
På et tidspunkt ramte jeg en grusvej og Hulsig Station var ikke længere langt væk. Jeg skridtede raskt afsted, og på et tidspunkt vil jeg lige tjekke Rejseplanen for at se hvornår toget mod Hjørring afgår. 9 minutter havde jeg! Til 900 meter. Her nyttede “rask afsted” ikke, så det blev kapgang med fuld oppakning.
Men selvom jeg virkelig gjorde en indsats, så kørte toget lige som jeg rundede hjørnet ved stationen. Høj puls og hurtigt åndedræt blev vekslet til en time i solen med benene oppe, kaffe i koppen og chokolade i hånden. Det var ikke et helt dårligt bytte trods alt.
Toget viste sig endelig i det fjerne og dennegang var det så det, der bragte mig fra eventyrland tilbage til Hjørring.
Men jeg vender tilbage – snart!
