Endnu en fuldstændig vidunderlig rute er begået. Denne gang Fosdalen/Tranum sammen med Gitte.
Jeg har et eller andet med, at eventyr ud i det blå, skal være sådan virkelig eventyr. Og dertil hører i min verden tog eller bus. At drage ud. Ikke bare sætte sig ind i bilen.
Så jeg lagde ud med tog til Lindholm og derefter bus til Fjerritslev. Det giver bare sådan en ferie-vibe, selvom jeg denne gang ikke havde det store skjold med. Kun en lille dagstursrygsæk.
Da bus nr. 70 nåede Fjerritslev kunne jeg på lang afstand se Gittes lille røde bil holde og ventet på mig. Der blev vinket ivrigt både fra bus og bil. Det er over et år siden, vi sidst har været på tur sammen, og gensynsglæden var stor.
Vi kørte ud til rutens start, og så gik det ellers af træstier ned i Fosdalen. Det er som at komme til en helt anden verden. Lidt ala Jurassic Park – dog uden frygten for T-rexs og Velociraptorer.
Bakker dækket med bregner, høje træer, der lukker lyset ude, slugter med træbroer, store sten og våde sko. Og jeg måtte hurtigt sande, at når det går ned…så går det også op.
Ruten bød på nogen ret modbydelige trappestigninger, for en der ikke er i vandreform. Men Gitte var sød til at vente – og det blev ikke bare halvejs oppe, men også både en fjerdedelsvejs og trefjerdedelsvejs. Men kampen mod trapperne blev belønnet med de mest fantastiske udkiksposter jævnt fordelt på ruten. Et kæmpe vue ud over landskabet, der blev skabt for mange år siden af isens tryk.
Ruten fortsatte temmelig kuperet på tværs af de forskellige dale, og der var virkelig træning for baller og lår. Ikke et ondt ord om FitnessX, men det her var både kønnere og sjovere. Hvis nu jeg går ruten en gang om ugen, så tror jeg formen bliver fantastisk. Og så kan det være jeg lidt lettere kan komme gennem passagerne, der deler de forskellige områder med dyr.
Lige pt. kan jeg konstatere, at jeg er lige under ko-størrelse i bredden. Der var ikke så meget som en centimeter at give af, når jeg gik gennem passagerne.
Bedst som pulsen var høj og sveden sprang kunne vi høre en rumlen i det fjerne, og Gitte konstaterede at det jo selvfølgelig tordner ”som det plejer”, når vi to hitter naturen sammen. Det blev til den mest vidunderlige, lette sommerregn og det var meget tiltrængt.
Og så var det ikke bare ved Uggerby, at Kong Hans havde spillet naturen et puds. Pludselig kom vi ud til et område hvor træerne var blevet lagt ned som tændstikker. Det var så tydeligt, at vinden var kommet op gennem slugten, ramt træerne og så var dominoeffekten total.
Et sted hang et skilt på en gren. Jeg blev grebet af en spirrende glæde. Var det mon Bro-, Tunnel-, og Færgeministeriet, der havde været på spil igen? Men ak…det var bare den lokale orienteringsklub, der havde sat en post. (Og har du ingen anelse om, hvad jeg fabler om – så se mit forrige opslag)
Ruten, som er relativt nylavet, var virkelig godt afmærket. På intet tidspunkt var jeg som førstegangsgænger af den i tvivl om vejen. Og den var alsidig og afvekslende. Man slår et sving – og endnu engang belønnes man med et skue ud over landskabet. Vitterligt så langt øjet rakte. Og ikke længe efter står man midt i skoven igen, for så pludselig at stige til vejrs på en kæmpe gravhøj.
Der var jeg lidt ved at opgive ævred. Gitte havde meget optimistisk sagt ca 20 minutter tidligere, at NU var der ikke flere stigninger tilbage. Well, vi var ikke helt enige om definitionen af en stigning. Brugt med brugt på – men heldigvis var stigningen rigt dækket af blåbærbuske, der stod og lokkede med det blå guld på vejen opad. Og endnu et fantastisk udsigtsspot ventede – selvfølgelig, vil jeg næsten sige efterhånden – på toppen.
Aldrig har jeg gået en lignende rute. Den kan varmt anbefales. Men tro ikke at de 11-12 km kan gåes i samme tempo, som du normalt går 11-12 km i 
Det er ikke bare pauserne undervejs opad, du skal indregne. Det er også alle de gange, du er nødt til at stoppe op med sådan en helt ægte, betaget wauw-følelse i maven.
Trætte, glade og fyldt op af Moder Naturs lyksagligheder kørte vi tilbage til civilisationen og en velfortjent kop kaffe hos Gitte, der dog blev til et glas isvand, for jeg er holdt op med at drikke kaffe 
Tak fordi du ville med, Gitte. Hvor har jeg savnet dig, og hvor har jeg nydt vores tur
