Nå, der er ikke helt gået en måned endnu, men der er mange gode grunde til at evaluere lidt tidligt. Det er jo trods alt januar og det har været lidt sejt at få gang i tingene igen efter jul/nytår.
Men keep showing up og trust the process viser sig endnu engang at give pote og tingene rykker sig igen. Jeg har ikke ændret i noget – gør som jeg har gjort de sidste 4 mdr. Men jeg gør det. Også når jeg får nogen dage, hvor det føles lidt håbløst. Så igen: Keep showing up – trust the process.
Desværre har jeg ikke nogen RIGTIGE før billeder… altså fra day one! Men jeg fik taget mig sammen til at tage billeder 6 uger inde i processen. Det er 3 mdr siden, så i dag tog jeg nye billeder:
Samme sted, i det samme lys og i samme tøj (bortset fra at trusserne er 2 nr mindre)
Det her er hvad der sker ved 3 måneders vedholdenhed, fokus på kosten og tung styrketræning! Jeg er temmelig overrasket over forskellen.
Hvis ikke du gider se mig i undertøj, så scroll, scroll, scroll… men på den anden side, der er vist ikke nogen her, der ikke har set mig i badedragt 🤣🙈 )
Og jeg ikke ikke sige det nok:
Sørg for at få taget de før-billeder!!!!
Det er det, der betyder noget, når tallet på vægten, ikke viser, det man gerne vil have, det viser. Vi er hjernevaskede af den vægt, og jeg kan heller ikke selv helt slippe den.
Jeg er i gang et projekt, som jeg nok ikke helt har turde formulere for mig selv. Før nu!
Der har været stille på bloggen om den bipolare lidelse og mange andre ting har fyldt. Og det er fordi det lige præcis også er sådan i mit liv. Min bipolare lidelse har ikke stukket hovedet frem siden for meget længe siden. Lige nu i de her dage er det 10-året for Manifest 2014! Dvs. det er 10 år siden, at jeg tog fat om nældens rod og gik i gang med det benhårde arbejde at forstå den her sygdom.
Kikker jeg tilbage, så kan jeg se, at det tog mig ca ½ år at komme “on top” – men jeg snublede også flere gange efterfølgende. Forskellen var, at jeg lynhurtigt kunne tage ansvar og reagere. Hvor jeg førhen virkelig forsøgte at tage mig sammen og kæmpe, kæmpe, kæmpe.
Det er sjovt, at det at smide håndklædet i ringen rettidigt (og også før “almindelige mennesker” synes det kan være nødvendigt) er lige præcis det, der er nøglen til den her sygdom. Hellere 2-3 dages sygemelding/fred og ro/afbud, når man kan mærke noget ulmer end at kæmpe igennem og ende med 5-6-7 måneder eller mere, når man brager sammen.
Nå – det var Manifest 2014, der gav mig den indsigt. Og gav mig indsigt i hvor vigtigt det er med sund kost, regelmæssig livsførelse, søvn og motion for at forebygge episoder.
I efteråret 2017 var jeg via de strategier og min issvømning så afbalanceret, at jeg kunne stoppe med den medicin, jeg ellers havde troet skulle være en livslang behandling. Det skete i tæt, tæt samarbejde med min nye psykiater, som jeg godt vil hylde for den helt igennem fantastiske behandling, han gav mig.
Han SÅ mig og han så MIG. Og han gav mig modet til at trappe ud af medicinen. Virkelig et unikt og empatisk menneske, som har betydet helt utroligt meget. Tak <3
Årerne efter har handlet meget om at finde ud af livet og bare være i det. Finde ud af hvem jeg er, når nu ikke jeg kunne arbejde så meget længere. Det blev til et mål om at komme til tops i min sport. Det blev min identitet at være langdistance issvømmer, og det der med at lave en Ice Mile, blev virkelig en ledestjerne. Kunne jeg det, så kunne jeg alt (indenfor mine begrænsninger selvfølgelig).
De sidste to år efter det største mål blev nået – de 5 Ice Miles – har jeg brugt tiden på at fundere over, hvad mon det næste er. Der har været lidt vadested over det, hvilket jo også kan være superfint og nødvendigt.
Jeg troede egentligt, at vintersæson 2023/24 skulle være sæsonnen hvor jeg gentog succesen og måske nappede et par Ice Miles mere. Og endnu en Jedi Polar Bear. Men… argh… jeg følte bare ikke mojo´en.
Derimod har jeg gentagende gange forsøgt at tabe de +35 kg, som jeg tog på i det første halve år efter jeg kom i behandling med psykopharmaka (i 2004). Det er sgu aldrig lykkedes sådan helt og holdent, og et lille pip fra en læge om, at min krop jo holdt på alt hvad den overhovedet kan holde på af isolation, når jeg brugte så langt tid i det kolde vand hver uge, fik sat gang i tankerne.
Så i stedet for flere Ice Miles gjorde jeg som alle store sportsfolk (tøhø) – jeg pensionerede mig selv som langdistance issvømmer og trak i fitness-tøjet.
Det er og bliver en lang rejse, som jeg også har delt noget om før – og kommer til at dele mere om fremover.
Men nu kommer vi så til det mål, som jeg ikke har turde formulere sådan rigtigt før:
Jeg vil fandme tilbage til mit 32-årige jeg! Bare ældre, klogere og sundere.
Så hermed… det er ikke Manifest 2014, men derimod Puslespil 2024:
Jeg vil tilbage i samme vægt og form Jeg vil kunne udnytte mit arbejdsmæssige potentiale fuldt ud Jeg vil kunne være noget for børn/familie/venner på et noget højere niveau end nu. Jeg vil finde hende frem, som i første omgang blev stresset max ud af en alt for ambitiøs salgsdirektør og en efterfølgende smadret til atomer af en enormt led og arrogant overlæge.
Jeg har lært sindsygt meget på den rejse, jeg har været på de sidste 20 år. Og jeg kan se nu, at stort set alt hvad jeg har foretaget mig i de 20 år, har været små stumper af det puslespil, der engang var mig – og nu er jeg ved at kunne se det fulde billede igen.
Jeg mangler et par år endnu, og der er noget viden som også skal på plads, men jeg skal nok få det samlet <3
Njahhh – jeg synes faktisk “gammel me” klarer det ret godt!
Men der er gået en måned og dvs det er tid til endnu en evaluering – det hjælper til med at holde fokus.
Og jeg kan kun sige, at det går planmæssigt 👍
Vægten efter nytår var (en lillebitte smule) lavere end før jul – hvilket jo er en kæmpesucces! Og så er det jo bare at fortsætte som jeg har gjort hidtil, men uden julens udskejelser og søde sager.
At tage til træning i FitnessX er ikke længere en “tage sig sammen ting”. Det er bare noget, jeg gør – og som jeg glæder mig til. Faktisk så er hviledage sådan nogen, hvor jeg godt lige kan snige en Bike-time på lav intensitet ind, bare fordi det er hyggeligt 🙈
Det har krævet 4 måneder med diciplin at komme dertil – og diciplinen skal sikkert findes frem igen fra tid til anden, hvis/når lysten og motivationen svigter.
Keep showing up!
Men nu er det jo januar og måske er der et par stykker derude, som gerne vil i gang. Jeg kan kun sige: Gør det! Det giver simpelthen så meget i hverdagen, at styrke og balance er i orden.
Som før nævnt tracker jeg alt hvad jeg spiser i en app – LifeSum. Den holder styr på kalorier og fordelingen af makronæringsstoffer. Kulhydrater, protein og fedt. Jeg spiser ca 120 gram protein pr. dag – og så fylder jeg ellers bare på indtil jeg rammer dagens kcal-indtag. Det er nemt, enkelt og det virker.
En anden app, jeg er glad for er Happy Scale. Jeg tracker min vægt, og den giver trendlines for i hvilken retning det går. Jeg har brugt den on/off de sidste 5 år og shit en gang elevator…lige der sort på hvidt 🙈 Det er så tydeligt at se hvor godt jeg var på vej i ‘19, så kom første Ice mile sæson, der gik direkte over i corona, lidt fokus og så anden Ice mile sæson. Slut prut – fokus all the way!
Hvis bare jeg kontinuerligt sørger for at bruge de to app’s, så går det fint – og når jeg tror, jeg selv kan styre det, så går det – ja, skal vi bare sige knap så fint.
Det er simpelthen bare sådan det er, og det må jeg jo så bare indrette mig efter. Uanset hvor kedeligt, trælst og besværligt, jeg så end synes, det måtte være.
Som en af mine venner skrev i en kommentar til mig engang: Det er nemt, at gøre livet hårdt – og det er hårdt, at gøre livet nemt. Lige nu synes jeg virkelig mit liv er nemt – men jeg giver ham ret i, at det kræver hårdt arbejde. Men hellere hårdt arbejde end hårdt liv ❤️ Jeg har prøvet begge dele, og ved hvad jeg foretrækker 🙂
I september købte jeg mig, den flotteste røde kjole, som jeg skulle bruge til årets julefrokoster – jeg drømte om, hvor flot den ville være på, når jeg kom til december. Det var den også, men jeg kunne også godt se, at det ikke ville vare længe inden den var for stor.
Men mine søde unger gav mig en ny til jul i en størrelse mindre – og meget passende med nytårets bombe in mente – i kongeblå. Kæmpe motivation at min yndlingskjole kan følge med mig ned i størrelse 😅 Jeg må have den i L og M også 😍
En anden kæmpe motivationsfaktor er, at jeg i september lavede en aftale et år ude i fremtiden med Gitte, en ung kvinde som jeg virkelig beundrer. Vi skal gå til Brønderslev (igen), og sidst vi tog turen aftalte vi, at næste gang, så ville jeg være i lige så god form, som hun er kommet.
Jeg glæder mig helt vildt og tænker på det næsten dagligt: “Du skal bare fortsætte som nu, så når du det i fin stil”.
Det bliver et fantastisk selfie med os to ved Brønderslev Rådhus 😍
