Da jeg trænede op til mine Ice Miles vidste jeg fra starten, at det var en kæmpe elefant oppe på toppen af et gigantisk bjerg, der skulle besejres.
Jeg accepterede det helt umiddelbart, når de garvede issvømmere, jeg søgte råd hos, sagde, at det ville tage flere sæsoner at træne sig op til at kunne gennemføre en Ice mile.
Tålmodighed, vedholdenhed og små skridt i den rigtige retning fik mig i mål.
Den samme mentalitet har jeg med mig dennegang i min vægttabsrejse. Det her kommer til at tage flere sæsoner. Og det er helt okay.
For første gang hviler jeg fuldstændig i processen. Jeg ved hvad der skal til, og jeg gør det hver eneste dag. Små skridt.
Slow and steady wins the race.
Jeg vejer mig hver dag – det er talnørden i mig, der synes det er sjovt. Biomedicineren i mig synes det er dybt interessant, hvordan vægten kan svinge helt op til 1,5-2 kg fra dag til dag, alt efter tid på måneden, graden af træning dagen før, om jeg har spist noget, der holder væske tilbage osv osv osv.
Men svingningerne bliver noteret – og så betyder det ikke så meget mere. Sådan en lidt mindfulness tilgang til det. Jeg lægger mærke til det og så…nå ja.
Men derfor er det stadig sjovt, når jeg rammer en milepæl. Som jeg gjorde i går.
Nu er al den ekstra Ice mile- og coronavægt væk! Jeg er, hvor jeg slap for 5 år siden – så nu begynder det at blive sådan rigtig sjovt og for alvor.
I går var også dagen hvor jeg for første gang i 20 år (siden jeg startede på psykofarmaka og fik smadret min appetitregulering) ikke havde lyst til at spise op. Ikke fordi min mave var udspilet, overfyldt og øm – nej, bare fordi “nu er jeg ikke mere sulten og har ikke lyst til mere mad”. Og det vel at mærke efter en 1400 kcal dag…
Jeg. Kunne. Ikke. Spise. Op!
Det var en kæmpe oplevelse at føle sådan igen! Og en vigtig milepæl! Ihvertfald mentalt 😍
I går sagde min tri/bade/svømme/løbe-makker Torben også et par vigtige ord, da vi talte om det forestående 2024 Royal Run Brønderslev, som jeg lidt kækt har meldt mig til på 5 km ruten.
Jeg har strugglet lidt med, at jeg max kan løbe 2-3 minutter, og så går jeg.
Men Torben spurgte ind til hvorfor… Er du forpustet? Gør det ondt? Øhh, æhhh næææ….
Ok – så i dag blev mantraet under dagens løbetur “jamen gør det ondt?” Og nej. Det gjorde det ikke, og pludselig havde jeg løbet 4 km i træk. Sidste km blev til skiftevis gang og spurt og målet om de 5 km til Royal Run på under 50 minutter, skal vist revideres. (Og ja – jeg er en langsom løber – og stadig tung løber. Det skal nok ændre sig med tiden).
Men alt i alt, så tøffer jeg målbevidst stadig derudad. Stille og roligt. Der mangler stadig meget, men her efter 8 mdr er status minus 14,5 kg og markant øget muskelmasse 💪
Man kan begå to fejl…ikke at starte, og ikke at fuldføre. Jeg er startet utallige gange. Men denne gang fuldfører jeg!
