Yes! Hurra! – og alt muligt andet!

“Nå Dorte, hvad er så det værste ved at have haft umedicineret/udiagnosticeret ADHD?”

Ultimativt at mit attention span har været så kort, at jeg aldrig kunne huske, hvor jeg havde lagt mine ting.Alt blev væk for mig – hele tiden, altid. Jeg har brugt oceaner af tid på at lede efter ting, jeg har fået væk.

Og så vil nogen måske mene, at det så ville være en god idé med mere struktur i hjemmet.Well… umuligt. Det krævede uanede mængder af hjernekapacitet = batteriet blev dødt alt for hurtigt.Jeg har forsøgt med faste pladser til de ting, der virkelig har været vigtige. Men det smuttede…ofte!

“Men sig mig så Dorte, hvad er så det bedste ved at være blevet medicineret mod ADHD?”

Det er ultimativt, at min koncentration, fokus og eksekutive funktioner har fået en hjælpende hånd “gratis” ( = jeg behøver ikke svømme en Ice mile for at blive skarp i hjernen et par timer).Jeg skal ikke bruge nær så meget hjernekapacitet i dagligdagen, og der er pludselig overskud til at få ryddet ud i skuffer og skabe.

“Og hvad er så det allerbedste fysiske bevis på det?”

Ja, altså – nu nævnte jeg jo lige Ice Miles, ikke. Da jeg lavede min første Ice Mile, fik jeg en isbjerg-halskæde af Ole i julegave. Når nu ikke Ice Milen kom med en officiel medalje, så mente han, at jeg skulle have en uofficiel. Som jeg endda også kunne bære hver dag uden at folk kikker underligt.

Det har nok været mit kæreste eje lige siden. Og jeg passede så godt på den. Den måtte ikke blive væk. Lige indtil at det blev den!Jeg har ledt efter den i mange, mange timer. Dage. Måneder. Og til sidst år. Jeg har været igennem skraldespande og dissekeret støvsugerposer (jep, flertal) minutiøst.

Men. Den. Var. Væk!

Jeg har begrædt tabet. Skammet mig over ikke at have passet bedre på den. Og forsøgt at komme videre og acceptere. At. Den. Var. Væk!

Lige indtil for 1/2 time siden, hvor jeg lige ville finde et hårspænde i mit skab på badeværelset. Der lå papir, en tom æske, et par gamle indlægssedler fra medicin og diverse (MEGET) andet rod.

Med mine nye eksekutive funktioner i behold, fik jeg lige tømt ud og smidt væk. Så kunne jeg da også lige stille alt pænt og sortere….

Og! Hvad er det der helt inde i hjørnet? En lille bunke af et eller andet… jeg får den ud og… det er min halskæde 😍😍😍 Det udløste et instant anfald af pyllerwåi i ynnern! Jeg er så kisteglad, lettet, overrasket og lykkelig.

Og jeg kan faktisk godt huske – NU – at jeg en aften var så træt, at jeg ikke orkede at gå ud med den på sin plads og derfor skubbede den helt ind i hjørnet på skabet.

“Det er en god plads, der bliver den ikke væk. Jeg skal bare huske, at det er her, jeg har lagt den”

*PUF*

Bonusfeature:
Min hals er blevet så tynd, at jeg nu kan bruge den sammen med den kæde, den er købt med. Som pænt har stået i sin æske i skabet siden nov. 2019. Hvorfor pokker jeg ikke lagde halskæden ned i æsken dengang, det fatter jeg ikke. Men som vi er begyndt at sige her i huset, når handlinger eller tanker ikke giver mening: “Fordi ADHD….🤷🏼‍♀️”

Mig med min halskæde

Dag to i mit nye liv

Well – day two på ADHD-medicin er snart udløbet. Her kl 17 klinger effekten af dagens sidste pille af, så der er en chance for, at jeg kan sove i nat.

Men status er, at jeg i formiddag har fået lagt alt vores rene vasketøj sammen. Det har ellers boet i kurve nogenlunde sorteret de sidste mange uger. Bunkerne var blevet uoverskuelige og så lever de sit eget liv…

Men efter morgenmaden ryddede jeg spisebordet (det var egentlig en bedrift i sig selv) og i løbet af halvanden time var alt i pæne stabler, sorteret og på linje. Bare sådan lige.

Derefter blev mellemste barnebarn inviteret på tur ud i det danske sommerland af mormor og morfar – is ved Café Fisk i Tversted (der hvor Jette med guffen er flyttet hen), leg på skovlegepladsen ved Tverstedsøerne og jeg måtte hive svævebane+barn op på podiet MINDST TYVE GANGE, MORMOR!!!

Utallige spørgsmål om mangt og meget, alt og intet og mange emner, der skulle vendes i det der bette hoved på bagsædet, mens turen gik videre havnen rundt i Hirtshals. Ved I hvorfor gymnastik hedder gymnastik? Det vidste Elias. Og så vidste vi det også lige pludseligt 😅

Vi diskuterede om gule fiskekuttere kunne indgå i gul-bil-legen. Jeg vandt ikke. “Mormor, den har ikke hjul!” Godt så! Jeg måtte bøje mig!

Flere gange undervejs følte jeg en dybfølt undren over, at mit hoved stadig var med mig. Det plejer at slå fra efter ca 1/2 times 20 spørgsmål til professoren (aka mig i mellemstebarnebarnets øjne).

Men nej. Ingen hjernetåge, ingen syle i ørerne ved mindste lyd. Og bedst at alt: ingen mormor, der kom til at vrisse eller tysse 👏👏👏.

Jeg forstår lige pludselig, hvorfor det er så helt ufatteligt fantastisk, at være sammen med de der unger! Det har det selvfølgelig altid været – men der har altid, altid, altid været en kæmpe regning at betale efterfølgende – og sommetider undervejs også.

Og det har bare lagt en kæmpe skygge hen over nogen ellers livsbekræftende timer. Og timer der altid har været doseret i små mængder. For der skulle gerne afleveres igen inden hende der den tyssende, trætte mormor, dukkede op. For hende har jeg hadet som pesten!

Som sagt ved jeg, at effekten klinger af her kl. 17ish. Jeg er meget spændt på, om hjernetåge og syle så kommer med tilbagevirkende kraft efter i dag.

Eller om det faktisk bare kan være sådan her helt almindeligt 😍

Men uanset – hold nu kæft en skøn dag, vi har haft. Jeg kan mærke helt ægte, ren kærlighed strømme helt nede fra storetæerne, op omkring hjertet og ud i hver en fiber i min krop.

Uden regning! Indtil videre 👍
Update føler engang i aften 😅

—-

Så er klokken blevet 3 timer over effekt-afklinge-tid, og nope, nein, nej….ingen regning, ingen syle, ingen hjernetåge. Kun mit normale unormale hoved med musik, tanker og summen….men det er jo bare som det plejer at være. Ingen yderligere regning eller konsekvenser fra dagen i dag. Og bedst af alt…ingen falden bevidstløs om på sofaen kl alt for tidligt.

Jeg er træt, men det er bare træt/søvnig/brugt – ikke fuldstændig lammet i hjernen. Spændende. Det tegner virkelig lovende….

Jeg har ADHD!

Det her skrev jeg i søndags, men turde ikke poste alligevel. Der var alt for meget på spil, til at jeg turde være så ærlig.

Men den har eksisteret som “kladde” og nu dukkede den op igen, da jeg klikkede på status… så I får den.

——-

Jeg skrev for en måneds tid siden, at jeg havde fået henvisning til ADHD-udredning – men at ventetiden var 3-5 år 🤯

Selvom der egentlig stod “nyt tag” på vores opsparing, så besluttede vi, at det simpelthen var for lang tid at vente.

Jeg har brugt nok år af mit liv på at være fejldiagnosticeret (eller nærmere underdiagnosticeret) – og dermed ikke fået den optimale hjælp. Og heller ikke har kunne hjælpe mig selv optimalt, selvom jeg synes, jeg langt hen ad vejen har gjort et kæmpegodt stykke arbejde.

Men optimalt kræver jo, at man ved hvad man er oppe imod!! Og der har jeg bare stadig en blind makker, som jeg virkelig har brug for bekender kulør!

Så jeg er nu i fuld gang med et udredningsforløb. I den forbindelse har jeg lige udfyldt et kæmpelangt monsterskema, som jeg skal sende til psykiateren.

Og Holy moly….når man nærmest sætter kryds i alle felter, fordi ALT bare er supergenkendeligt enten direkte eller med et lille twist, så begynder man altså pludselig at tvivle på, om det kan være rigtigt! Der må simpelthen være noget galt!? Har jeg misforstået noget? Skal der være så mange krydser? Bør jeg slette nogen?

Kan jeg virkelig være SÅ typisk atypisk 😅🤯

Og så kicker det velkendte Imposter Syndrome ind! Bare ikke han tror, jeg har snydt! For det har jeg vitterligt ikke! Men det ser bare så vildt ud!

Jeg er så f^cking vant til at føle mig forkert og forsøge at “være en anden” – og som Phoebe ville sige: “…trying to dial down the crazy” – at det føles virkelig mærkeligt pludselig at kunne genkende ALT i de medfølgende eksempler.

Sidste samtale inden konklusionen er på tirsdag, og jeg er ærlig talt rædselsslagen for psykiaterens dom. Tænk hvis ikke, han synes, jeg hører til i ADHD-kassen? Hvor hører jeg så til? 🤯

Og til alle dem, der vil mene, at man ikke behøver at blive puttet i en kasse, at du er jo bare dig, at diagnoser er ligemeget – don’t comment. Det er ikke ligemeget.

Jeg har vanvittigt brug for at kunne dykke ned i den rette værktøjskasse for hjælp, for jeg har alt for længe accepteret et liv på 1/4 blus. Selvom jeg virkelig forsøger, at få det optimale ud af den 1/4, så kommer ethvert valg for mig med 3-4 fravalg + en middagslur.

Og jeg kan (og vil) simpelthen ikke bruge al min tid på at jagte dopamin enten i isvandet eller på en spinningcykel bare for at fungere nogenlunde.

Jeg vil fx også gerne kunne være sammen med mine børnebørn i mere end 2 timer inden min hjerne lukker ned. Eller måske endda se en hel film til ende 😱

Så jeg håber af hele mit hjerte at ADHD-medicin kan være “det rette medicin”, som min gamle inkompetente psykiater fra Middelfart fablede om, vi bare skulle finde.

Tænk hvis han viser sig, at få ret. Det vil virkelig være skæbnens totale ironi 😅🙈

——-

Tirsdag kl 11.15:
Jeg er den heldige indehaver af en ADHD-diagnose! Der var på ingen måde tvivl i psykiaterns sind og vi gik igang med medicinopstart med det samme.

Og her 1/2 time efter at første pille blev kastet i gabet, kan jeg så konstatere, at ham der det gamle fjols fra Middelfart sgu nok havde ret i at det drejede sig om rette medicin! Han skulle bare have brugt noget mere krudt på udredning og lidt mindre på automatik-diagnostik.

Det er en helt vanvittig forskel! Samme ro inde i mit hoved som under en Ice Mile!!!! Bare uden smerterne i hænder og fødder 😅

Jeg er 99% spændt på den rejse jeg har foran mig og 1% fucking bitter over, at det skulle tage 20 år at finde ud af (det damper hurtigt af – men shit altså….! Tyve år, Niller!!)

Cykelmyggen på tur

Okay – jeg har haft den her racercykel til at stå siden før corona. Der har været mange undskyldninger for, at den ikke blev luftet.

Men nyt hjul og nye dæk+slanger eliminerede næsten min frygt for punkteringer og – well, jeg kan jo altid ringe til en ven, hvis det går helt galt.

Så i dag hvor jeg skulle til møde i Brønderslev, blev cyklen fundet frem.

Cykeltøj og -sko på, en sommerkjole, sandaler og let jakke i rygsækken og så afsted.

På vej ud af Hjørring øvede jeg maaaange gange i at klikke ud af pedalerne. Jeg ved ikke helt hvad jeg har haft størst frygt for – at ende punkteret meget langt væk eller at glemme at (eller ikke kunne) klikke ud ved et lyskryds.

Ude af Hjørring blev der sat turbo på på vej mod Vrå. Holy Moly timerne på BodyBiken i FitnessX Metropol, Hjørring har givet pote. Det gik hurtigere end med el-cyklen, også selvom disciplinen var nærmere storslalom end cykelløb.

Elendig cykelsti! Hullet, sammenfalden, græstotter der gror gennen asfalten og fyldt med grus, småsten og glasskår.

Så var det virkelig fantastisk at nå til kommunegrænsen, hvor Brønderslev bød på ny, sort, lækker asfalt.

Vel fremme blev cykelsko udskiftet med sandaler og sommerkjolen røg over top og cykelshorts – voila! Forvandlingen fra MAWIL til normal var total.

Møde blev holdt og endnu engang lavede jeg en forvandling, der kunne være Clark Kent værdig.

Turen hjem gik endnu bedre, vinden var en lille bitte smule med mig nu og det gik tjept mod Hjørring med hvæsende åndedræt.

Et sted efter Vrå måtte jeg have en tår af den medbragte vandflaske.

Jeg er stadig ikke helt sikker nok på cyklen til at turde fumle med vandflaske af og i holderen, mens jeg kører (sådan en racer er faktisk pisselivlig!), så jeg besluttede at gøre holdt på toppen af næste bakke.

Jeg var megagod, til at huske alt…næsten:

☑️Ned i let gear, så cyklen er til at starte igen

☑️Tjek om der er nogen cykler bag mig, når jeg stopper

☑️Styre udenom småsten, græstotter og huller

❌Klikke ud….hov nej, den glemte jeg så 😅🙈

Så i slowmotion vælter cyklen lige så pænt til siden med mig, da jeg forsøger at sætte benet på jorden.

Jeg endte i det smukkeste rullefald ned i græsset, fortsatte rullet ned i grøften og jeg nåede lige at tænke “shit, jeg håber ikke der er vand i, for så bliver jeg sgu våd”

Men den var knastør og med langt græs, så det var det blødeste fald ever.

Næste tanke var, jeg skal sgu have et billede af himlen hernede med langt græs og mine ben lige op i luften, for det er dæleme for sjovt, det her – da jeg hører en bil stoppe for at tjekke til mig.

Så i bedste tegneseriestil kravler jeg op ad grøften, stikker hovedet op og sender ham en thumbs up…. Der måtte to til før han helt troede på, at jeg var okay og kørte videre.

Jeg håber ret meget, det var en Tesla, han kørte i, så det er på dashcam og jeg måske kan finde ham, når nu jeg slår det op på Facebook.
For det må virkelig, virkelig have set sjovt ud 😅😅😅

Mig op på cyklen igen – det eneste sårede var stoltheden – og så grinede jeg ellers hele vejen hen til Hvashøj Vejbod, hvor jeg havde besluttet længe før mit stunt, at jeg skulle have hvil og jordbær.

Det sidste stykke ind i Hjørring gik helt uden drama – men jeg var nok mere klikket ud end klikket i det sidste stykke 😅

Så lærte jeg det – heldigvis på den bløde måde 🙂

“Så kan det hele også bare være ligemeget…!”

Shit, hvor har jeg tænkt den sætning mange gange, hvis et ønsket vægttab ikke er gået lige så hurtigt, som jeg havde planlagt det.

At spise SÅ sundt og SÅ restriktivt og være SÅ sulten i 2-3 uger og så har man måske kun tabt 200 g – det har tidligere sendt mig direkte tilbage i chipsposen.

Men det kan lige præcis ikke være lige meget. 200 g nedad er stadig 200 g nedad. Og det er slet ikke 400 g opad, som det måske ellers kunne have været.

Og det kan jo endda være, at det faktisk var minus 800 g fedt og plus 600 gram muskler…

Men at leve restriktivt og være sulten er simpelthen ikke en holdbar løsning på sigt. Ooooog derfor jeg har haft den sygeste yoyo-vægt de sidste 20 år.

Jeg kunne måske godt forledes til at tænke “lige meget” efter en juni måned, hvor status er, at jeg kun har tabt lige knap 1 kg. På en hel f*cking måned, hvor jeg har knoklet som en gal i FitnessX Metropol, Hjørring

Men mit mindset er helt anderledes denne gang. Jeg kæmper ikke for at “veje 80 kg på min fødselsdag”/”tabe mig 10 kg inden sommer”/”kunne passe den og den kjole til oktober”.

Nej, jeg kæmper for at jeg som 70-årig stadig kan være rask og rørig, at jeg som 75-årig stadig kan gå lange ture, at jeg som 80-årig stadig selv kan rejse mig fra sofaen og komme ud af sengen.

Mit mål er “brølstærk og med en balance, så jeg ikke er til at vælte”. Hverken fysisk eller psykisk!

Og sommertid er bare lig med pizzatid her på matriklen. Så at jeg har kunne mæske mig i den ene lækre pizza efter den anden OG samtidig bibeholde en nedadgående vægtkurve (og opadgående muskel%!!) er fanden fløjte mig en kæmpe succes!

Yay mig! Jeg er megastolt af mig selv! På trods af “et sølle kilo”, som jeg ville have tænkt førhen.

Det er de små skridt og den vedvarende indsats, der giver resultater i sidste ende.

Og så gælder det altså om samtidigt at leve, have det sjovt og spise noget god mad i gode venners lag 🙂