I forgårs fik jeg pludselig kolde fødder med det her VM i issvømning. Ikke så meget pga den frosne flod og den Sibiriske kulde…men….shit, må jeg egentlig tage afsted, når jeg nu er fleksjobber?
Jeg må indrømme, at jeg ikke havde tænkt tanken til at starte med, men resolut greb jeg knoglen og ringede til fleksteamet, for at få afklaret reglerne. Akkurat som jeg gjorde, inden jeg offentliggjorde bloggen. Jeg gider overhovedet ikke gå og bekymre mig over, om jeg nu gør noget galt.
Det var en, der hed Rikke, jeg skulle tale med – og hun var optaget. Så jeg måtte vente med at forelægge mine planer til i går.
Da jeg fik fat i hende, var hun meget forstående og spurgte ind til både træning, tur osv og så ville hun læse op på min sag, tage den med sin faglige vejleder og vende tilbage i dag.
Puha – det kunne godt give lidt ondt i maven natten over, men jeg er efterhånden blevet ret god til at skyde de bekymringer fra mig, som jeg ikke kan gøre noget ved alligevel.
Og det viste sig at være godt, jeg ikke ødelagde min nattesøvn over det, for Rikke har lige ringet.
De er alle i afdelingen begejstrede for, at de har en fleksjobber, der har fået det så godt, at hun kan tage til VM. Der står jo i mine papirer fra oktober 2013, at førtidspension var inde i overvejelserne.
Så rent faktisk vil de håbe, jeg vinder, finder masser af sponsorer, kommer i pressen og i det hele taget fortæller vidt og bredt om, hvad man kan nå, hvis man har det rette mål og får den rette støtte.
For der er ingen tvivl om at Hjørring Kommune har støttet mig på rette måde hele vejen igennem mine sygdomsperioder og nu her som fleksjobber.
Så…jeg tager den hele vejen for Hjørring!
