Book et foredrag om issvømning
Jeg tager ud og holder foredrag om issvømning, da det at formidle, fortælle og begejstre er noget af det, jeg holder allermest af. Jeg har i sin tid turneret Danmark tyndt med mit foredrag “Strik og stress af” og senest foredrag omkring bipolaritet – se her.
En så skør ting som at hoppe i isvand i Sibirien, kræver også en nærmere forklaring – og kalder på en hel del reflektioner, som jeg gerne vil dele.
Der ligger nemlig meget mere bag end bare “skør idé”. Faktisk så meget at jeg til efterår16 og forår17 sæsonnen, tilbyder hele 3 forskellige vinkler på min deltagelse, alt efter målgruppe.
Fra førtidskandidat til VM
Her kommer tilhørerne med på hele min rejse fra Manifest 2014 til VM i issvømning Sibirien. Fra hvordan jeg sad og overvejede førtidspension med min daværende sagsbehandler efter 10 års gentagende sygemeldinger til nu, hvor jeg er velfungerende, i job og skal til VM i noget rejseforsikringen kalder ekstremsport. Min sagsbehandler og hele det kommunale system har en stor rolle i denne fremgang, og jeg vil gerne fortælle den positive historie og samtidig inspirere og motivere de professionelle, der håndterer os i det daglige.
Foredraget er målrettet jobcentre, sygedagpengeafdellinger, fleksjobafdelinger, psykiatriske afdelinger, distriktspsykiatrien mv.
Fyrre, fed og….ekstremsvømmer!
I oktober 2015 startede jeg som forsigtig vinterbader, men fandt hurtigt ud af at jeg har en formidabel evne til at være i det kolde vand lang tid. Jeg blev inspireret til at issvømme og i marts 2016 deltog jeg i VM i vintersvømning i Sibirien.
Selvom jeg har taget 30 kg på, er fyldt 40 (shhh….45) og ifølge ordsproget burde være færdig, tilhører jeg nu en lille gruppe af ekstrem issvømmere.
Foredraget vil have fokus på perioden op til VM, og hvordan jeg mentalt og fysisk trænede op til sådan en udfordring. Hvordan finder man på at svømme i is? Hvorfor hopper man i det hele taget i bølgerne en iskold og blæsende januar-dag? Hvad gør det ved kroppen fysisk- helt ned på biokeminiveau? Hvordan kommer man i gang, hvis lysten melder sig?
Foredraget vil både være let selvironisk, krydret med billeder/video fra træning og turen til Sibirien, men samtidig også en kort overgang være præget af en smule alvor, da jeg også kommer ind på, hvordan det kolde vand, kan bremse en begyndende episode for mig, hvad enten den er depressiv eller manisk.
Foredraget er målrettet den almindeligt interesserede tilhører på biblioteker, organisationer, foreninger, klubber, aftenskoler mv.
Salgstræning i isvand
(og nej – bare rolig. Ingen skal smides i vandet – med mindre de har lyst)
Forberedelse til VM i issvømning på kun 2 måneder? Det er en udfordring på linje med årets salgsmål!
Foredraget vil handle om hvordan jeg bruger al min viden fra mit liv i salg/marketing, til at sætte SMARTmål for mine ekstreme mål, what/why/how, SWOT-analyse osv.
Hvordan sætter man sig i det hele taget mentalt op til at hoppe i et bassin hugget ud af isen i en tilfrosset flod i Sibirien? Hvor finder man idéen og motivationen til så skørt et projekt? Og hvordan finansieres sådan et projekt på kun 15-20 dage? Jeg kommer også ind på det næste store mål, der er endnu mere ekstremt: biPOLAR ICEswim 2018 – 906 meter i Ilulissat Isfjord kun iført badedragt.
Foredraget vil blive krydret med billeder/video af både træning, udfordringerne undervejs og selve deltagelsen i VM.
DU KAN ALT – BARE MÅLSÆTNINGEN ER KORREKT DEFINERET!
Det gælder både privat, i sportsverdenen og ikke mindst i erhvervslivet!
Foredraget er målrettet virksomheder, primært salgtræning, som optakt til salgsmøder, – konferencer eller almindelig motivation
Kontakt mig på 40118037 og lad os tage en uforpligtende snak.