Koldt vand gør underværker
Jeg bliver mere og mere imponeret over hvad langtidsbadning i koldt vand kan gøre.
Vi har haft nogen meget hårde sidste dage og her i eftermiddag var der ikke mere overskud tilbage i mig. Faktisk var der udelukkende underskud. Som i helt og aldeles fuldstændig underskud. Som i den slags underskud, hvor de automatisk negative tanker begynder at lege fandango.
Vi tog til Løkken og smed mig i vandet (8 gr). Der var kæmpebølger, der slog fuldstændig hen over mig og da jeg først fik lært at “fange dem”, var det en fest uden lige.
Jeg var i vandet i over 20 minutter (af to omgange – med en gammeldaws is i pausen til at køle af på 🙂 ) og kunne sagtens være blevet i bølgerne i længere tid, men manglede et par legekammerater – det bliver trods alt en smule trivielt at bodysurfe alene i længden.
– Specielt også når bølgerne var så voldsomme at min bikini hele tiden gled af…thank god jeg var så langt ude, at jeg kunne bilde mig selv ind, at tilskuerne på stranden måbede over mit langtidsophold og ikke mine forgæves forsøg på at holde alt indenbords. (Note to self: badedragt!)
Der var ingen tvivl om, at fysikken og biokemien var på knoklearbejde med at cope med situationen, og dermed fjerne stresshormoner, affaldsstoffer, frie radikaler, ufoldede proteiner og alt det andet, der giver rod i systemet.
Som altid – det magiske skete. Underskuddet er væk, hovedet klart, tankerne positive igen og nu lades der op med sofa og et par afsnit af Venner.
I morgen har jeg samlet en lille flok, og så drager vi afsted igen. Vi har planer om at leje saunaen og så virkelig få overskuddet skruet tilbage på max!