Long time, no see…

Holy moly, der er løbet meget vand i åen og slået mange bølger ind på stranden siden sidst.

Skrivelysten har været væk – og det har været en blanding af, at jeg ikke rigtig har haft mere at sige om min egen bipolare lidelse og at der har været 1000 andre ting i mit liv, der har presset sig på.

De daglige svømmeture, fokus på sund kost, de rette kosttilskud, motion, slow living osv, har gjort, at jeg i dag ikke har symptomer. Jeg er heller ikke medicineret længere. Men jeg har så til gengæld haft turen som pårørende i andre sammenhænge.

Og det er bare lige en tand mere besværligt at skrive om livet som pårørende. Det er en balancegang, som jeg ikke rigtig har orket oveni at håndtere tingene. Derfor tavshed.

I gang igen

Men nu her efter næsten et års corona-nedlukning, kan jeg godt mærke, at krisen kradser. Jeg er tilbage i sofavanen. Min badeklub er corona-lukket. Det er nemmere at blive siddene end at snørre løbeskoene. Det er hyggeligere at tage en plade chokolade end en bakke vindruer.

Det har endnu ikke påvirket mit humør i depressiv retning – udover den almene corona-håbløshed, som jeg tror vi alle er favnet af. Men min fysik er påvirket. Vægten er steget, kondien er i bund. Og alle de motionsløb og svømmestævner, som ellers var blevet en fast del af mit liv de sidste par år, giver ikke rigtig nogen motivation – de bliver sikkert aflyst.

Men jeg ved godt med min hjerne, at det er torskedumtåndsvagt! Hvis ikke jeg gør noget nu, så vil jeg ende i depression! Og så er katastrofen da først fuldendt. Det her er et tog, der stadig kan stoppes, men det er fandme nu, jeg skal i gang.

Og den rejse kan jeg jo sådan set lige så godt dokumentere – det gik jo glimrende dengang i 2014, hvor jeg brugte bloggen som vidne. Den forpligter og når jeg nu ikke lige har så mange andre rundt om, at stå til ansvar for, så må jeg stå til ansvar for mig selv her.

Bum! Snør skoene, moster!