Shit, hvor har jeg tænkt den sætning mange gange, hvis et ønsket vægttab ikke er gået lige så hurtigt, som jeg havde planlagt det.
At spise SÅ sundt og SÅ restriktivt og være SÅ sulten i 2-3 uger og så har man måske kun tabt 200 g – det har tidligere sendt mig direkte tilbage i chipsposen.
Men det kan lige præcis ikke være lige meget. 200 g nedad er stadig 200 g nedad. Og det er slet ikke 400 g opad, som det måske ellers kunne have været.
Og det kan jo endda være, at det faktisk var minus 800 g fedt og plus 600 gram muskler…
Men at leve restriktivt og være sulten er simpelthen ikke en holdbar løsning på sigt. Ooooog derfor jeg har haft den sygeste yoyo-vægt de sidste 20 år.
Jeg kunne måske godt forledes til at tænke “lige meget” efter en juni måned, hvor status er, at jeg kun har tabt lige knap 1 kg. På en hel f*cking måned, hvor jeg har knoklet som en gal i FitnessX Metropol, Hjørring
Men mit mindset er helt anderledes denne gang. Jeg kæmper ikke for at “veje 80 kg på min fødselsdag”/”tabe mig 10 kg inden sommer”/”kunne passe den og den kjole til oktober”.
Nej, jeg kæmper for at jeg som 70-årig stadig kan være rask og rørig, at jeg som 75-årig stadig kan gå lange ture, at jeg som 80-årig stadig selv kan rejse mig fra sofaen og komme ud af sengen.
Mit mål er “brølstærk og med en balance, så jeg ikke er til at vælte”. Hverken fysisk eller psykisk!
Og sommertid er bare lig med pizzatid her på matriklen. Så at jeg har kunne mæske mig i den ene lækre pizza efter den anden OG samtidig bibeholde en nedadgående vægtkurve (og opadgående muskel%!!) er fanden fløjte mig en kæmpe succes!
Yay mig! Jeg er megastolt af mig selv! På trods af “et sølle kilo”, som jeg ville have tænkt førhen.
Det er de små skridt og den vedvarende indsats, der giver resultater i sidste ende.
Og så gælder det altså om samtidigt at leve, have det sjovt og spise noget god mad i gode venners lag 🙂
