For et par år siden – måske i et anfald af overmod og overstadighed grænsende til let hypomani, det skal jeg ikke kunne sige – søgte jeg et fuldtidsjob som sælger i et medicinalfirma. Vel vidende at der ikke er noget der hedder “fuldtids”job i den branche, når der på kontrakten står “37 timer uden højeste tjenetid”. Så snakker vi altså way more end fuldtid!
På det tidspunkt havde jeg det godt og stabilt, men var desværre dengang ikke klar over, at der ikke er noget der hedder “at blive rask”. Og når samtidig “blive rask” i min bog betød gang i 1000 forskellige projekter, arbejde ca 60-70 timer om ugen OG være med i diverse bestyrelser, betød det at jeg ikke altid liiige sørgede for at tage hensyn til mig selv. Så selvfølgelig skulle jeg søge det her hamrende spændende job, når du jeg mente, jeg var “blevet rask” og det gjorde jeg.
Jeg kom til samtale med den danske teamleder og salgschef – og det var jo fuldstændig fantastisk at være back on track. Jeg kørte med klatten, og blev inviteret til samtale med deres europæiske chef.
Og her fik jeg så endnu et eksempel på hvordan mennesker, der har let til stress bliver påvirket af alle mulige andre ting end lige præcis den opgave de sidder med.
Jobsamtalen skulle foregå på engelsk. Det vidste jeg i forvejen og det havde jeg forberedt mig på. Jobsamtalen skulle foregår på et hotel, for der var europæisk salgskonference i firmaet, så derfor var chefen i Danmark. Det var jeg også forberedt på.
Hvad jeg ikke var forberedt på var:
- at han var 20 minutter forsinket, uden at jeg fik nogen forklaring i receptionen, så jeg nåede at blive ret nervøs over, om jeg nu også var ankommet på det rette tidspunkt.
- at der ikke var booket et lokale til os, så jobsamtalen skulle foregå ude i et fællesareal
- at det var i en kaffepause i konferencen, så der var FYLDT omkring os med de andre salgskonsulenter fra firmaet, der klirrede med kaffekopper og summende talte sammen, så det var meget svært at få ørenlyd
- at de sad og skævede nysgerrigt over til vores bord
- at chefen var belgier og talte engelsk værre end i “‘Allo ‘allo”
Man kan selvfølgelig indvende at “Det SKAL du kunne holde til” som en vis anden chef jeg har været udsat for engang sagde, men fakta er at alle de der udenomspåvirkninger intet havde at gøre med, hvor dygtig jeg ville være til mit arbejde, hvor jeg ville sidde alene ude i en bil og tage ind til besøg hos praktiserende læger. Jeg tror nu også at ret mange andre ville være blevet påvirket negativt i den situation.
Nu var det ret heldigt, at jobsamtalen kom til at foregå på den måde, så jeg ikke fik jobbet, men jeg har efterfølgende tænkt meget over denne situation. Specielt dengang jeg skulle beskrive hvilke skånehensyn, jeg skulle have nedskrevet i en kontrakt med en fremtidig arbejdsgiver (og som også står i min kontrakt nu):
- Mulighed for eget kontor
- Ingen ringende telefoner
- Ingen generende lys/lydpåvirkninger.
- Ingen afbrydelser i arbejdsflow
- Tæt kontakt med nærmeste leder
- Tydelig ledelse
- Afgrænsede opgaver både med over- og underlægger
Faktisk synes jeg, at det er temmelig utroligt, at det er nødvendigt at have pkt. 3-7 med som specifikke SKÅNEHENSYN. Det er da virkelig helt almindelige gode arbejdsforhold og god ledelse.
Jeg er måske blevet lidt skadet – eller forvænt, er det nok nærmere – fra mine nærmeste chefer i medicinalbranchen inden jeg gik ned. Jeg har arbejdet under 3 forskellige teamledere – og de har alle været (og er) eminente chefer, så selvom jeg nok også havde både depressive og hypomaniske episoder i disse år, så slog de ikke voldsomt igennem, før “point break” i oktober 2004.
Jeg tror VIRKELIG, at chefkulturen på dagens arbejdsmarkedet har meget at sige over, om man tager den store tur i stressmøllen og måske ender som depressiv/bipolar.
Mine første 3 chefer formåede at få det bedste ud af mig som medarbejder – hvor jeg efterfølgende er stødt på nogen klaphatte af karat. Men dem fortæller jeg nok om en anden gang…
