Yes! Hurra! – og alt muligt andet!

“Nå Dorte, hvad er så det værste ved at have haft umedicineret/udiagnosticeret ADHD?”

Ultimativt at mit attention span har været så kort, at jeg aldrig kunne huske, hvor jeg havde lagt mine ting.Alt blev væk for mig – hele tiden, altid. Jeg har brugt oceaner af tid på at lede efter ting, jeg har fået væk.

Og så vil nogen måske mene, at det så ville være en god idé med mere struktur i hjemmet.Well… umuligt. Det krævede uanede mængder af hjernekapacitet = batteriet blev dødt alt for hurtigt.Jeg har forsøgt med faste pladser til de ting, der virkelig har været vigtige. Men det smuttede…ofte!

“Men sig mig så Dorte, hvad er så det bedste ved at være blevet medicineret mod ADHD?”

Det er ultimativt, at min koncentration, fokus og eksekutive funktioner har fået en hjælpende hånd “gratis” ( = jeg behøver ikke svømme en Ice mile for at blive skarp i hjernen et par timer).Jeg skal ikke bruge nær så meget hjernekapacitet i dagligdagen, og der er pludselig overskud til at få ryddet ud i skuffer og skabe.

“Og hvad er så det allerbedste fysiske bevis på det?”

Ja, altså – nu nævnte jeg jo lige Ice Miles, ikke. Da jeg lavede min første Ice Mile, fik jeg en isbjerg-halskæde af Ole i julegave. Når nu ikke Ice Milen kom med en officiel medalje, så mente han, at jeg skulle have en uofficiel. Som jeg endda også kunne bære hver dag uden at folk kikker underligt.

Det har nok været mit kæreste eje lige siden. Og jeg passede så godt på den. Den måtte ikke blive væk. Lige indtil at det blev den!Jeg har ledt efter den i mange, mange timer. Dage. Måneder. Og til sidst år. Jeg har været igennem skraldespande og dissekeret støvsugerposer (jep, flertal) minutiøst.

Men. Den. Var. Væk!

Jeg har begrædt tabet. Skammet mig over ikke at have passet bedre på den. Og forsøgt at komme videre og acceptere. At. Den. Var. Væk!

Lige indtil for 1/2 time siden, hvor jeg lige ville finde et hårspænde i mit skab på badeværelset. Der lå papir, en tom æske, et par gamle indlægssedler fra medicin og diverse (MEGET) andet rod.

Med mine nye eksekutive funktioner i behold, fik jeg lige tømt ud og smidt væk. Så kunne jeg da også lige stille alt pænt og sortere….

Og! Hvad er det der helt inde i hjørnet? En lille bunke af et eller andet… jeg får den ud og… det er min halskæde 😍😍😍 Det udløste et instant anfald af pyllerwåi i ynnern! Jeg er så kisteglad, lettet, overrasket og lykkelig.

Og jeg kan faktisk godt huske – NU – at jeg en aften var så træt, at jeg ikke orkede at gå ud med den på sin plads og derfor skubbede den helt ind i hjørnet på skabet.

“Det er en god plads, der bliver den ikke væk. Jeg skal bare huske, at det er her, jeg har lagt den”

*PUF*

Bonusfeature:
Min hals er blevet så tynd, at jeg nu kan bruge den sammen med den kæde, den er købt med. Som pænt har stået i sin æske i skabet siden nov. 2019. Hvorfor pokker jeg ikke lagde halskæden ned i æsken dengang, det fatter jeg ikke. Men som vi er begyndt at sige her i huset, når handlinger eller tanker ikke giver mening: “Fordi ADHD….🤷🏼‍♀️”

Mig med min halskæde

Dag to i mit nye liv

Well – day two på ADHD-medicin er snart udløbet. Her kl 17 klinger effekten af dagens sidste pille af, så der er en chance for, at jeg kan sove i nat.

Men status er, at jeg i formiddag har fået lagt alt vores rene vasketøj sammen. Det har ellers boet i kurve nogenlunde sorteret de sidste mange uger. Bunkerne var blevet uoverskuelige og så lever de sit eget liv…

Men efter morgenmaden ryddede jeg spisebordet (det var egentlig en bedrift i sig selv) og i løbet af halvanden time var alt i pæne stabler, sorteret og på linje. Bare sådan lige.

Derefter blev mellemste barnebarn inviteret på tur ud i det danske sommerland af mormor og morfar – is ved Café Fisk i Tversted (der hvor Jette med guffen er flyttet hen), leg på skovlegepladsen ved Tverstedsøerne og jeg måtte hive svævebane+barn op på podiet MINDST TYVE GANGE, MORMOR!!!

Utallige spørgsmål om mangt og meget, alt og intet og mange emner, der skulle vendes i det der bette hoved på bagsædet, mens turen gik videre havnen rundt i Hirtshals. Ved I hvorfor gymnastik hedder gymnastik? Det vidste Elias. Og så vidste vi det også lige pludseligt 😅

Vi diskuterede om gule fiskekuttere kunne indgå i gul-bil-legen. Jeg vandt ikke. “Mormor, den har ikke hjul!” Godt så! Jeg måtte bøje mig!

Flere gange undervejs følte jeg en dybfølt undren over, at mit hoved stadig var med mig. Det plejer at slå fra efter ca 1/2 times 20 spørgsmål til professoren (aka mig i mellemstebarnebarnets øjne).

Men nej. Ingen hjernetåge, ingen syle i ørerne ved mindste lyd. Og bedst at alt: ingen mormor, der kom til at vrisse eller tysse 👏👏👏.

Jeg forstår lige pludselig, hvorfor det er så helt ufatteligt fantastisk, at være sammen med de der unger! Det har det selvfølgelig altid været – men der har altid, altid, altid været en kæmpe regning at betale efterfølgende – og sommetider undervejs også.

Og det har bare lagt en kæmpe skygge hen over nogen ellers livsbekræftende timer. Og timer der altid har været doseret i små mængder. For der skulle gerne afleveres igen inden hende der den tyssende, trætte mormor, dukkede op. For hende har jeg hadet som pesten!

Som sagt ved jeg, at effekten klinger af her kl. 17ish. Jeg er meget spændt på, om hjernetåge og syle så kommer med tilbagevirkende kraft efter i dag.

Eller om det faktisk bare kan være sådan her helt almindeligt 😍

Men uanset – hold nu kæft en skøn dag, vi har haft. Jeg kan mærke helt ægte, ren kærlighed strømme helt nede fra storetæerne, op omkring hjertet og ud i hver en fiber i min krop.

Uden regning! Indtil videre 👍
Update føler engang i aften 😅

—-

Så er klokken blevet 3 timer over effekt-afklinge-tid, og nope, nein, nej….ingen regning, ingen syle, ingen hjernetåge. Kun mit normale unormale hoved med musik, tanker og summen….men det er jo bare som det plejer at være. Ingen yderligere regning eller konsekvenser fra dagen i dag. Og bedst af alt…ingen falden bevidstløs om på sofaen kl alt for tidligt.

Jeg er træt, men det er bare træt/søvnig/brugt – ikke fuldstændig lammet i hjernen. Spændende. Det tegner virkelig lovende….

Jeg har ADHD!

Det her skrev jeg i søndags, men turde ikke poste alligevel. Der var alt for meget på spil, til at jeg turde være så ærlig.

Men den har eksisteret som “kladde” og nu dukkede den op igen, da jeg klikkede på status… så I får den.

——-

Jeg skrev for en måneds tid siden, at jeg havde fået henvisning til ADHD-udredning – men at ventetiden var 3-5 år 🤯

Selvom der egentlig stod “nyt tag” på vores opsparing, så besluttede vi, at det simpelthen var for lang tid at vente.

Jeg har brugt nok år af mit liv på at være fejldiagnosticeret (eller nærmere underdiagnosticeret) – og dermed ikke fået den optimale hjælp. Og heller ikke har kunne hjælpe mig selv optimalt, selvom jeg synes, jeg langt hen ad vejen har gjort et kæmpegodt stykke arbejde.

Men optimalt kræver jo, at man ved hvad man er oppe imod!! Og der har jeg bare stadig en blind makker, som jeg virkelig har brug for bekender kulør!

Så jeg er nu i fuld gang med et udredningsforløb. I den forbindelse har jeg lige udfyldt et kæmpelangt monsterskema, som jeg skal sende til psykiateren.

Og Holy moly….når man nærmest sætter kryds i alle felter, fordi ALT bare er supergenkendeligt enten direkte eller med et lille twist, så begynder man altså pludselig at tvivle på, om det kan være rigtigt! Der må simpelthen være noget galt!? Har jeg misforstået noget? Skal der være så mange krydser? Bør jeg slette nogen?

Kan jeg virkelig være SÅ typisk atypisk 😅🤯

Og så kicker det velkendte Imposter Syndrome ind! Bare ikke han tror, jeg har snydt! For det har jeg vitterligt ikke! Men det ser bare så vildt ud!

Jeg er så f^cking vant til at føle mig forkert og forsøge at “være en anden” – og som Phoebe ville sige: “…trying to dial down the crazy” – at det føles virkelig mærkeligt pludselig at kunne genkende ALT i de medfølgende eksempler.

Sidste samtale inden konklusionen er på tirsdag, og jeg er ærlig talt rædselsslagen for psykiaterens dom. Tænk hvis ikke, han synes, jeg hører til i ADHD-kassen? Hvor hører jeg så til? 🤯

Og til alle dem, der vil mene, at man ikke behøver at blive puttet i en kasse, at du er jo bare dig, at diagnoser er ligemeget – don’t comment. Det er ikke ligemeget.

Jeg har vanvittigt brug for at kunne dykke ned i den rette værktøjskasse for hjælp, for jeg har alt for længe accepteret et liv på 1/4 blus. Selvom jeg virkelig forsøger, at få det optimale ud af den 1/4, så kommer ethvert valg for mig med 3-4 fravalg + en middagslur.

Og jeg kan (og vil) simpelthen ikke bruge al min tid på at jagte dopamin enten i isvandet eller på en spinningcykel bare for at fungere nogenlunde.

Jeg vil fx også gerne kunne være sammen med mine børnebørn i mere end 2 timer inden min hjerne lukker ned. Eller måske endda se en hel film til ende 😱

Så jeg håber af hele mit hjerte at ADHD-medicin kan være “det rette medicin”, som min gamle inkompetente psykiater fra Middelfart fablede om, vi bare skulle finde.

Tænk hvis han viser sig, at få ret. Det vil virkelig være skæbnens totale ironi 😅🙈

——-

Tirsdag kl 11.15:
Jeg er den heldige indehaver af en ADHD-diagnose! Der var på ingen måde tvivl i psykiaterns sind og vi gik igang med medicinopstart med det samme.

Og her 1/2 time efter at første pille blev kastet i gabet, kan jeg så konstatere, at ham der det gamle fjols fra Middelfart sgu nok havde ret i at det drejede sig om rette medicin! Han skulle bare have brugt noget mere krudt på udredning og lidt mindre på automatik-diagnostik.

Det er en helt vanvittig forskel! Samme ro inde i mit hoved som under en Ice Mile!!!! Bare uden smerterne i hænder og fødder 😅

Jeg er 99% spændt på den rejse jeg har foran mig og 1% fucking bitter over, at det skulle tage 20 år at finde ud af (det damper hurtigt af – men shit altså….! Tyve år, Niller!!)

Pizzaparty i Grillhytten

Jamen hurra for pokker en hyggelig aften vi havde i går! Der var gang i vores nye Gozney Dome fra 16.30-23 og en lind strøm af folk! 👏👏👏

Tusind tak til jer der kom og hjalp os med at rydde ud i både pizza, chips og citronmåner.

Tak til jer, der gerne ville være kommet, men skulle noget andet.

Tak fordi I er lige så begejstrede for vores have som vi er!

Tak fordi I er så meget nede på jorden og tager tingene som de er!

Tak fordi I har lyst til at være sammen med os, på den måde, som vi nu kan finde ud af.

For….

I mange, mange år har jeg ikke kunne udholde tanken om gæster…

Både fordi overskuddet bare ikke er særlig stort i hverdagen, fordi jeg er så ekstremt lydfølsom i forsamlinger indenfor, fordi her altid er mere eller mindre rodet, fordi jeg ikke orker at støvsuge, fordi vi altid har gang i 100 halvfærdige byggeomprojekter, fordi jeg lynhurtigt bliver drænet, fordi jeg har følt, jeg skulle leve op til nogen standarder, som jeg bare ikke kan leve op til 🤷🏼‍♀️ fordi – fordi – fordi….

Men aldrig fordi, jeg ikke havde lyst til at være sammen med jer!!!

Hos os er det virkelig det forhåndenværende søms princip. Virker tingene, så fint… så kan der godt gå 2 (eller 12! 😱) år før de sidste fodlister kommer op.

Og så kan man jo ikke invitere folk indenfor, vel?

Det kan man heller ikke når kun halvdelen af trægulvet i stuen er malet, fordi man gik i stå med det projekt for….hmmm….7 år siden 🤔 Fuck hvor har jeg slået mig selv i hovedet med det gulv mange gange.

Men….

De sidste måneder er erkendelsen om, at min bipolare lidelse (som jeg ikke har mærket noget til i de 7 år nu, jeg har været medicinfri) bygger på en udiagnostiseret ADHD og nok også autisme (ifgl min psykolog), langsomt blevet større.

Efter diverse tests, er jeg på ingen måde selv i tvivl længere og min læge har henvist mig til udredning – 3-5 års ventetid – med mindre jeg betaler selv. Systemet er “fantastisk” og det skal jeg nok komme mere ind på en anden gang.

Erkendelsen af, at jeg er oppe imod noget på det område, der får alle mine ufærdige projekter til at give mening, har virkelig sat mig fri.

Jeg KAN ikke afslutte kedelige projekter. Mine tanker roder som et mikadospil og så roder det også omkring mig. Der er en grund til at tingene er som de er.

Og så er det sgu fantastisk, at vi har fundet en måde at have gæster på, som bare passer lige præcis til os!

Og jer også åbenbart 😍 Vi glæder os allerede til næste gang 👏👏