Er vildt glad for at være startet på arbejde igen og det endda et sted, hvor jeg virkelig føler mig velkommen og hvor der er brug for – og sættes pris på – mine kompetencer.
Arbejdsliv
På vej på museum!
Yes! Så er jeg på vej til museet – og har aftalt med min sagsbehandler at det tæller som afklaring i forhold til fleksjob og ikke “bare” aktivering/jobtræning
VHM here I come!
I dag skal jeg starte i afklaring på Vendsyssel Historiske Museum – det bliver supergodt. Jeg glæder mig HELT vildt. Både til det jeg skal lave (forhåbentligt også noget Aurasma), men også til af få kolleger igen.
Og til at få Bente som chef 🙂
Ingenting og alting kan vælte læsset
ARGH!!! – ja, der skal åbenbart ikke meget til at vælte min dag, selvom jeg grundlæggende har det godt pt. Blev blitzet i dag et sted, jeg egentlig troede man måtte køre 80, men det viste sig at være indenfor byskiltet. Så jeg håber bare på, at jeg ikke får en betinget frakendelse…. Men jeg har simpelthen været så sur på mig selv hele dagen, og slået mig med den største hammer i hovedet – jeg plejer ALTID at køre efter hastighedsgrænsen. Grrrrr! Men skal man se positivt på det, er det at jeg er ved at være i ok humør igen, men hold da op hvor kunne jeg bare ikke holde op med at tude i eftermiddags af bare skuffelse over mig selv
I dag skal jeg til møde med min sagsbehandler i jobcenteret. Det glæder jeg mig til, for Louise, har virkelig forstået, at det handler om at passe på os bipolare. Det hjælper også, at jeg ved psykiaterens hjælp har fået analyseret mig frem til, at mine episoder altid starter med en mani (oftest pga udefra kommende stress/pres) for derefter efter en 6-8 uger at slå over i dyb depression.
Det er som om det så lige pludseligt i mit eget hoved er “legalt” at jeg kun kan/skal arbejde en 8-10 timer om ugen og at det er meget vigtigt at jeg ikke bliver presset og stresset. Mantraet har jo ellers altid været “op i tid hurtigst muligt” fra flere kommunefolk…. det er det heldigvis ikke længere.
Måske andre af jer, kan bruge denne erfaring – for jeg synes tit, jeg har oplevet i mine depressive perioder, at blive presset mere end godt er “for det er jo godt at komme ud blandt andre” – men med mine reaktionsmøntre, kører jeg jo helt af sporet, hvis jeg bliver presset.
Stress -> Mani -> Depression – og så tager det IGEN 2-3 år at komme tilbage til normal tilstand :/
Et brev blev skrevet
Her er hvad jeg skrev i fredags, da jeg var ved at kamme over af raseri:
(jeg har erstattet navne med titler for at gøre det lidt blogvenligt)
Hej ”jobkonsulent”
Jeg har altid ment, at klar og tydelig kommunikation er en af forudsætningerne for et godt og konstruktivt samarbejde. I det ligger også, at man ikke forsøger at forgøjle eller fortie ting. Åben og ærlig dialog, må være nøgleordene. Og jeg må indrømme, at jeg lige nu ikke synes, vores samarbejde er startet på det bedste grundlag!
Vi to har tidligere krydset klinger, men det tror jeg måske ikke, du kan huske – det er trods alt ved at være en 5 år siden.
Jeg er meget tilhænger af second chances. Derfor bestemte jeg også straks, jeg hørte i telefonen, at det var dig, at selvfølgelig ville jeg give det en chance, og gå til vores fremtidige samarbejde med åbent sind.
Men jeg har arbejdet indenfor salg og kommunikation i mange år, og er yderst trænet i at opfatte små nuancer i kommunikationen. Og jeg må indrømme, at efter vores snak var mavefornemmelsen ikke god – der var ugler i mosen.
Det jeg forstod på vores samtale omkring en jobprøvning på ”arbejdsstedet” var, at du efter at have talt med ”personalechefen” i dag, kunne konstatere, at de ikke havde plads til mig, at der var 2 i kø foran mig og du begrundede det med, at der jo er mange, der er interesseret i at komme op på ”arbejdsstedet”. Du sagde også at der ikke var noget, der hindrede at jeg kunne komme på ”arbejdsstedet” efter det sted du havde valgt.
Jeg har tidligere været i jobprøvning på ”arbejdsstedet” med godt resultat og har haft meget glæde af “personalechefens” vejledning. Hun er en virkelig kompetent HR/personalechef, der ligesom jeg, foretrækker klar tale. Derfor undrede det mig, at hun ikke selv havde kontaktet mig, hvis hun alligevel ikke havde plads til mig – det ville ligne hende bedst.
Jeg greb derfor knoglen og ringede til hende, og det var en temmelig interessant samtale. ”personalechefen” forstår slet ikke, hvordan du har kunne få det ud af den samtale, I havde, som du gjorde.
- Der er fint plads til mig.
- Der er ikke for mange i jobprøvning i forhold til fastansatte.
- Der er ikke andre i køen foran mig.
- ”personalechefen” har ikke truffet aftaler om jobprøvning med andre.
- Hun vil rigtig gerne have mig på museet.
- Der er relevante opgaver til mig.
Jeg kan starte på ”arbejdsstedet” 10. marts, hvis det er aktuelt, og jeg går ud fra, at det også er den dato, der er i spil på det sted du har valgt.
Formålet med denne jobprøvning er at komme i gang og starte meget langsomt op – samtidig med at der holdes godt snor i mig! Mit problem er jo ikke at ”komme op i tid”, som er mantraet for flere af jer – mit problem er jo tværtimod, at jeg stikker derudaf med 100 km i timen, hvis ikke jeg har kompetente folk omkring mig, der kan råbe vagt i gevær og bremse mig, når de første tegn på mani viser sig. Derfor synes jeg, det er yderst relevant med en jobprøvning på ”arbejdsstedet”, hvor ”personalechefen” tidligere har vist sig, at være god til at spotte de tidlige tegn hos mig.
Jeg ved ikke hvor filmen knækker – om du virkelig har misforstået ”arbejdsstedet” godt og grundigt. Men med den udmelding jeg fik fra dig i dag – sammenholdt med den snak, jeg har haft med ”arbejdsstedet” – kan jeg næsten ikke tro andet, end der er en skjult dagsorden. Og det kan jeg simpelthen ikke arbejde med. Vi må have så meget respekt for hinanden og den opgave det er at få mig ud på arbejdsmarkedet igen, at vi kommunikerer ærligt. Jeg er veluddannet, intelligent og yderst interesseret i at vende tilbage til arbejdsmarkedet på de vilkår, jeg nu kan klare. Ja, jeg har en psykisk lidelse, men jeg er ikke dum!
Du får EN chance for at forklare dig, og lad være med at fornærme min intelligens ved at komme med nye søforklaringer – det har jeg sgu været medlem af MENSA for længe til!
Jeg kommer gerne til mødet på onsdag, for at høre hvad de kan tilbyde det sted du har valg, men du skal vide at jeg ikke synes, det her er optimalt og næste skridt vil være at bede om en anden jobkonsulent, hvis ikke vi kommer tilbage på ret spor temmelig hurtigt.
Vh
Her er så hvad jeg endte med at sende, da jeg var kølet ned:
Hej ”jobkonsulent”
Jeg undrer mig lidt…
Det jeg forstod på vores samtale omkring en jobprøvning på ”arbejdsstedet” var, at de ikke havde plads til mig og at der var 2 i kø foran mig. Jeg siger til dig, at det forstår jeg ikke (jeg kom vist endda – ganske spontant – til at udbryde ”det er løgn!”), da jeg har en aftale med”personalechefen” om at komme derop. Men du fortæller, at du har talt med “personalechefen” så sent som i dag (fredag) og der ikke er plads til mig på ”arbejdsstedet”. Du begrundede det med, at der jo er mange, der er interesseret i at komme derop. Du sagde også, at der ikke var noget, der hindrede, at jeg kunne komme på ”arbejdsstedet” efter det sted du har valg.
Jeg har tidligere været i jobprøvning på ”arbejdsstedet” med godt resultat og har haft meget glæde af “personalechefens” vejledning. Hun er en virkelig kompetent HR/personalechef, der ligesom jeg, foretrækker klar tale. Derfor undrede det mig meget, at hun ikke selv havde kontaktet mig, hvis hun var nødt til at bryde vores aftale – det ville ligne hende bedst.
Jeg greb derfor knoglen og ringede til hende, og det var en temmelig interessant samtale. “personalechefen” forstår slet ikke, hvordan du har kunne få det ud af den samtale, I havde, som du gjorde.
- Der er fint plads til mig.
- Der er ikke for mange i jobprøvning i forhold til fastansatte.
- Der er ikke andre i køen foran mig.
- “personalechefen” har ikke truffet aftaler om jobprøvning med andre.
- Hun vil rigtig gerne have mig på “arbejdsstedet”.
- Der er relevante opgaver til mig.
Jeg kan starte på ”arbejdsstedet” 10. marts, og jeg går ud fra, at det også er den dato, der er i spil på det sted du har valg.
Formålet med denne jobprøvning er at komme i gang og starte meget langsomt op – samtidig med, at der holdes godt snor i mig! Mit problem er jo ikke at ”komme op i tid”, som er mantraet for flere af jer – mit problem er jo tværtimod, at jeg stikker derudaf med 100 km i timen for efterfølgende at kollapse i depression. Det kræver, at jeg har kompetente folk omkring mig, der kan råbe vagt i gevær og bremse mig, når de første tegn på mani viser sig. Derfor synes jeg, det er yderst relevant med en jobprøvning på ”arbejdsstedet”, hvor “personalechefen” tidligere har vist sig, at være god til at spotte de tidlige tegn hos mig.
Jeg ved ikke hvor filmen knækker – om du virkelig har misforstået “personalechefen” så godt og grundigt eller der er en skjult dagsorden. Men vi må have så meget respekt for hinanden og den opgave det er at få mig ud på arbejdsmarkedet igen, at vi kommunikerer ærligt og direkte. Jeg er veluddannet, intelligent og yderst interesseret i at vende tilbage til arbejdsmarkedet på de vilkår, jeg nu kan klare. Ja, jeg har en psykisk lidelse, men jeg er ikke dum! Derfor vil jeg gerne høre din forklaring på det her, og jeg kommer gerne til mødet på onsdag, for at høre hvad de kan tilbyde på det sted du har valg, selvom ”arbejdsstedet” stadig er min helt klare førsteprioritet baseret på min sygdomshistorie.
Mvh
Fuck en spade!
Hold nu kæft, jeg er bare gal!
Min jobkonsulent har lige haft ringet at jeg skal til møde på UCN angående en praktikplads! WTF? UCN?
Jeg har forlængst lavet en aftale med Bente oppe på museet om at komme derop. Jeg havde endda fået at vide at det ville være rigtig fint hvis jeg selv kunne finde en plads et sted, der kunne opfylde mine skånehensyn.
Han havde endda den frækhed at sige at han havde talt med Bente, og det var hende, der sagde at der ikke var plads til mig.
Det ville ligne Bente så dårligt, at jeg slet ikke kunne forestille mig det, så jeg greb knoglen og ringede til hende.
Hun var lidt uforstående, for “vi har da en aftale, jeg har da lovet dig du må komme herop”.
Uhhh! Det får han sgu lige et brev om!
Anbefaling
Her været i Aalborg i dag for at få lavet en speciallægeerklæring bestilt af kommunen. Jeg har med vilje IKKE ville tænke for meget over den og være nervøs, men…..SIKKE EN LETTELSE!!!!
Lægen var skide sød og forstående OG…. Taa daaaa…. vil anbefale flexjob med skånehensyn!
Arrrggghhhhhhhhhh!!!!!!!!
For helvede… jeg har kvalme, mit hoved synger og jeg har allermest lyst til at råbe “Fucking lortemøde hos fucking lortekommune”…
…men det er jo fordi de simpelthen ikke kan sætte sig ind i hvordan vores hovedet er indrettet.
Jeg er sikker på at der var et par af de andre deltagere, der har det som mig nu. Ole spottede dem også…
Clairvoyance
Spøgelsesjagten med Anni forleden endte med en aftale om, at jeg kunne få en clairvoyance, fordi hun skal øve sig inden hun springer ud som Clairvoyant for alvor.
Det blev en meget bevæget stund, hvor der blev sagt nogen sandheder.
Blandt andet kikkede Anni på mig på et tidspunkt og sagde:
Jeg bliver altså nødt til at sige det her til dig. Du kommer aldrig ud på arbejdsmarkedet igen på normale vilkår. Du er nødt til at kikke i en anden retning. Det siger dem omkring dig.
Med det samme var det som om mine skuldre faldt ned på plads. Nu er det ikke op til mig længere. Jeg ved faktisk ikke helt om jeg tror på “sådan noget”, men hvis dem omkring mig siger at jeg skal droppe tanken om 37 timer – så er det det, jeg må gøre.
Jeg har jo også godt vidst det hele tiden – jeg har bare ikke ville indrømme det overfor mig selv.
Men hold op hvor har jeg ro i sjælen nu.
As good as it gets
Siden jeg sygemeldte mig for 14 dage siden, vil jeg sige at mit humør har været stabilt. Sygemeldingen har givet mig ro til at gøre hvad der skal til for at “passe på mig selv”.
Men det vil sige, at jeg pt også er “så god som jeg kan regne med at blive” – uden at være manisk. – Og der har jeg helt klart nogen begrænsninger i forhold til hvordan jeg var for bare 3-4 år siden, inden jeg var på min sidste arbejdsplads.
Det er simpelthen så skræmmende, hvis det her er resten af mit liv
