Betragtninger

Yes! Hurra! – og alt muligt andet!

Af

“Nå Dorte, hvad er så det værste ved at have haft umedicineret/udiagnosticeret ADHD?”

Ultimativt at mit attention span har været så kort, at jeg aldrig kunne huske, hvor jeg havde lagt mine ting.Alt blev væk for mig – hele tiden, altid. Jeg har brugt oceaner af tid på at lede efter ting, jeg har fået væk.

Og så vil nogen måske mene, at det så ville være en god idé med mere struktur i hjemmet.Well… umuligt. Det krævede uanede mængder af hjernekapacitet = batteriet blev dødt alt for hurtigt.Jeg har forsøgt med faste pladser til de ting, der virkelig har været vigtige. Men det smuttede…ofte!

“Men sig mig så Dorte, hvad er så det bedste ved at være blevet medicineret mod ADHD?”

Det er ultimativt, at min koncentration, fokus og eksekutive funktioner har fået en hjælpende hånd “gratis” ( = jeg behøver ikke svømme en Ice mile for at blive skarp i hjernen et par timer).Jeg skal ikke bruge nær så meget hjernekapacitet i dagligdagen, og der er pludselig overskud til at få ryddet ud i skuffer og skabe.

“Og hvad er så det allerbedste fysiske bevis på det?”

Ja, altså – nu nævnte jeg jo lige Ice Miles, ikke. Da jeg lavede min første Ice Mile, fik jeg en isbjerg-halskæde af Ole i julegave. Når nu ikke Ice Milen kom med en officiel medalje, så mente han, at jeg skulle have en uofficiel. Som jeg endda også kunne bære hver dag uden at folk kikker underligt.

Det har nok været mit kæreste eje lige siden. Og jeg passede så godt på den. Den måtte ikke blive væk. Lige indtil at det blev den!Jeg har ledt efter den i mange, mange timer. Dage. Måneder. Og til sidst år. Jeg har været igennem skraldespande og dissekeret støvsugerposer (jep, flertal) minutiøst.

Men. Den. Var. Væk!

Jeg har begrædt tabet. Skammet mig over ikke at have passet bedre på den. Og forsøgt at komme videre og acceptere. At. Den. Var. Væk!

Lige indtil for 1/2 time siden, hvor jeg lige ville finde et hårspænde i mit skab på badeværelset. Der lå papir, en tom æske, et par gamle indlægssedler fra medicin og diverse (MEGET) andet rod.

Med mine nye eksekutive funktioner i behold, fik jeg lige tømt ud og smidt væk. Så kunne jeg da også lige stille alt pænt og sortere….

Og! Hvad er det der helt inde i hjørnet? En lille bunke af et eller andet… jeg får den ud og… det er min halskæde 😍😍😍 Det udløste et instant anfald af pyllerwåi i ynnern! Jeg er så kisteglad, lettet, overrasket og lykkelig.

Og jeg kan faktisk godt huske – NU – at jeg en aften var så træt, at jeg ikke orkede at gå ud med den på sin plads og derfor skubbede den helt ind i hjørnet på skabet.

“Det er en god plads, der bliver den ikke væk. Jeg skal bare huske, at det er her, jeg har lagt den”

*PUF*

Bonusfeature:
Min hals er blevet så tynd, at jeg nu kan bruge den sammen med den kæde, den er købt med. Som pænt har stået i sin æske i skabet siden nov. 2019. Hvorfor pokker jeg ikke lagde halskæden ned i æsken dengang, det fatter jeg ikke. Men som vi er begyndt at sige her i huset, når handlinger eller tanker ikke giver mening: “Fordi ADHD….🤷🏼‍♀️”

Mig med min halskæde

Dag to i mit nye liv

Af

Well – day two på ADHD-medicin er snart udløbet. Her kl 17 klinger effekten af dagens sidste pille af, så der er en chance for, at jeg kan sove i nat.

Men status er, at jeg i formiddag har fået lagt alt vores rene vasketøj sammen. Det har ellers boet i kurve nogenlunde sorteret de sidste mange uger. Bunkerne var blevet uoverskuelige og så lever de sit eget liv…

Men efter morgenmaden ryddede jeg spisebordet (det var egentlig en bedrift i sig selv) og i løbet af halvanden time var alt i pæne stabler, sorteret og på linje. Bare sådan lige.

Derefter blev mellemste barnebarn inviteret på tur ud i det danske sommerland af mormor og morfar – is ved Café Fisk i Tversted (der hvor Jette med guffen er flyttet hen), leg på skovlegepladsen ved Tverstedsøerne og jeg måtte hive svævebane+barn op på podiet MINDST TYVE GANGE, MORMOR!!!

Utallige spørgsmål om mangt og meget, alt og intet og mange emner, der skulle vendes i det der bette hoved på bagsædet, mens turen gik videre havnen rundt i Hirtshals. Ved I hvorfor gymnastik hedder gymnastik? Det vidste Elias. Og så vidste vi det også lige pludseligt 😅

Vi diskuterede om gule fiskekuttere kunne indgå i gul-bil-legen. Jeg vandt ikke. “Mormor, den har ikke hjul!” Godt så! Jeg måtte bøje mig!

Flere gange undervejs følte jeg en dybfølt undren over, at mit hoved stadig var med mig. Det plejer at slå fra efter ca 1/2 times 20 spørgsmål til professoren (aka mig i mellemstebarnebarnets øjne).

Men nej. Ingen hjernetåge, ingen syle i ørerne ved mindste lyd. Og bedst at alt: ingen mormor, der kom til at vrisse eller tysse 👏👏👏.

Jeg forstår lige pludselig, hvorfor det er så helt ufatteligt fantastisk, at være sammen med de der unger! Det har det selvfølgelig altid været – men der har altid, altid, altid været en kæmpe regning at betale efterfølgende – og sommetider undervejs også.

Og det har bare lagt en kæmpe skygge hen over nogen ellers livsbekræftende timer. Og timer der altid har været doseret i små mængder. For der skulle gerne afleveres igen inden hende der den tyssende, trætte mormor, dukkede op. For hende har jeg hadet som pesten!

Som sagt ved jeg, at effekten klinger af her kl. 17ish. Jeg er meget spændt på, om hjernetåge og syle så kommer med tilbagevirkende kraft efter i dag.

Eller om det faktisk bare kan være sådan her helt almindeligt 😍

Men uanset – hold nu kæft en skøn dag, vi har haft. Jeg kan mærke helt ægte, ren kærlighed strømme helt nede fra storetæerne, op omkring hjertet og ud i hver en fiber i min krop.

Uden regning! Indtil videre 👍
Update føler engang i aften 😅

—-

Så er klokken blevet 3 timer over effekt-afklinge-tid, og nope, nein, nej….ingen regning, ingen syle, ingen hjernetåge. Kun mit normale unormale hoved med musik, tanker og summen….men det er jo bare som det plejer at være. Ingen yderligere regning eller konsekvenser fra dagen i dag. Og bedst af alt…ingen falden bevidstløs om på sofaen kl alt for tidligt.

Jeg er træt, men det er bare træt/søvnig/brugt – ikke fuldstændig lammet i hjernen. Spændende. Det tegner virkelig lovende….

Jeg har ADHD!

Af

Det her skrev jeg i søndags, men turde ikke poste alligevel. Der var alt for meget på spil, til at jeg turde være så ærlig.

Men den har eksisteret som “kladde” og nu dukkede den op igen, da jeg klikkede på status… så I får den.

——-

Jeg skrev for en måneds tid siden, at jeg havde fået henvisning til ADHD-udredning – men at ventetiden var 3-5 år 🤯

Selvom der egentlig stod “nyt tag” på vores opsparing, så besluttede vi, at det simpelthen var for lang tid at vente.

Jeg har brugt nok år af mit liv på at være fejldiagnosticeret (eller nærmere underdiagnosticeret) – og dermed ikke fået den optimale hjælp. Og heller ikke har kunne hjælpe mig selv optimalt, selvom jeg synes, jeg langt hen ad vejen har gjort et kæmpegodt stykke arbejde.

Men optimalt kræver jo, at man ved hvad man er oppe imod!! Og der har jeg bare stadig en blind makker, som jeg virkelig har brug for bekender kulør!

Så jeg er nu i fuld gang med et udredningsforløb. I den forbindelse har jeg lige udfyldt et kæmpelangt monsterskema, som jeg skal sende til psykiateren.

Og Holy moly….når man nærmest sætter kryds i alle felter, fordi ALT bare er supergenkendeligt enten direkte eller med et lille twist, så begynder man altså pludselig at tvivle på, om det kan være rigtigt! Der må simpelthen være noget galt!? Har jeg misforstået noget? Skal der være så mange krydser? Bør jeg slette nogen?

Kan jeg virkelig være SÅ typisk atypisk 😅🤯

Og så kicker det velkendte Imposter Syndrome ind! Bare ikke han tror, jeg har snydt! For det har jeg vitterligt ikke! Men det ser bare så vildt ud!

Jeg er så f^cking vant til at føle mig forkert og forsøge at “være en anden” – og som Phoebe ville sige: “…trying to dial down the crazy” – at det føles virkelig mærkeligt pludselig at kunne genkende ALT i de medfølgende eksempler.

Sidste samtale inden konklusionen er på tirsdag, og jeg er ærlig talt rædselsslagen for psykiaterens dom. Tænk hvis ikke, han synes, jeg hører til i ADHD-kassen? Hvor hører jeg så til? 🤯

Og til alle dem, der vil mene, at man ikke behøver at blive puttet i en kasse, at du er jo bare dig, at diagnoser er ligemeget – don’t comment. Det er ikke ligemeget.

Jeg har vanvittigt brug for at kunne dykke ned i den rette værktøjskasse for hjælp, for jeg har alt for længe accepteret et liv på 1/4 blus. Selvom jeg virkelig forsøger, at få det optimale ud af den 1/4, så kommer ethvert valg for mig med 3-4 fravalg + en middagslur.

Og jeg kan (og vil) simpelthen ikke bruge al min tid på at jagte dopamin enten i isvandet eller på en spinningcykel bare for at fungere nogenlunde.

Jeg vil fx også gerne kunne være sammen med mine børnebørn i mere end 2 timer inden min hjerne lukker ned. Eller måske endda se en hel film til ende 😱

Så jeg håber af hele mit hjerte at ADHD-medicin kan være “det rette medicin”, som min gamle inkompetente psykiater fra Middelfart fablede om, vi bare skulle finde.

Tænk hvis han viser sig, at få ret. Det vil virkelig være skæbnens totale ironi 😅🙈

——-

Tirsdag kl 11.15:
Jeg er den heldige indehaver af en ADHD-diagnose! Der var på ingen måde tvivl i psykiaterns sind og vi gik igang med medicinopstart med det samme.

Og her 1/2 time efter at første pille blev kastet i gabet, kan jeg så konstatere, at ham der det gamle fjols fra Middelfart sgu nok havde ret i at det drejede sig om rette medicin! Han skulle bare have brugt noget mere krudt på udredning og lidt mindre på automatik-diagnostik.

Det er en helt vanvittig forskel! Samme ro inde i mit hoved som under en Ice Mile!!!! Bare uden smerterne i hænder og fødder 😅

Jeg er 99% spændt på den rejse jeg har foran mig og 1% fucking bitter over, at det skulle tage 20 år at finde ud af (det damper hurtigt af – men shit altså….! Tyve år, Niller!!)

Pizzaparty i Grillhytten

Af

Jamen hurra for pokker en hyggelig aften vi havde i går! Der var gang i vores nye Gozney Dome fra 16.30-23 og en lind strøm af folk! 👏👏👏

Tusind tak til jer der kom og hjalp os med at rydde ud i både pizza, chips og citronmåner.

Tak til jer, der gerne ville være kommet, men skulle noget andet.

Tak fordi I er lige så begejstrede for vores have som vi er!

Tak fordi I er så meget nede på jorden og tager tingene som de er!

Tak fordi I har lyst til at være sammen med os, på den måde, som vi nu kan finde ud af.

For….

I mange, mange år har jeg ikke kunne udholde tanken om gæster…

Både fordi overskuddet bare ikke er særlig stort i hverdagen, fordi jeg er så ekstremt lydfølsom i forsamlinger indenfor, fordi her altid er mere eller mindre rodet, fordi jeg ikke orker at støvsuge, fordi vi altid har gang i 100 halvfærdige byggeomprojekter, fordi jeg lynhurtigt bliver drænet, fordi jeg har følt, jeg skulle leve op til nogen standarder, som jeg bare ikke kan leve op til 🤷🏼‍♀️ fordi – fordi – fordi….

Men aldrig fordi, jeg ikke havde lyst til at være sammen med jer!!!

Hos os er det virkelig det forhåndenværende søms princip. Virker tingene, så fint… så kan der godt gå 2 (eller 12! 😱) år før de sidste fodlister kommer op.

Og så kan man jo ikke invitere folk indenfor, vel?

Det kan man heller ikke når kun halvdelen af trægulvet i stuen er malet, fordi man gik i stå med det projekt for….hmmm….7 år siden 🤔 Fuck hvor har jeg slået mig selv i hovedet med det gulv mange gange.

Men….

De sidste måneder er erkendelsen om, at min bipolare lidelse (som jeg ikke har mærket noget til i de 7 år nu, jeg har været medicinfri) bygger på en udiagnostiseret ADHD og nok også autisme (ifgl min psykolog), langsomt blevet større.

Efter diverse tests, er jeg på ingen måde selv i tvivl længere og min læge har henvist mig til udredning – 3-5 års ventetid – med mindre jeg betaler selv. Systemet er “fantastisk” og det skal jeg nok komme mere ind på en anden gang.

Erkendelsen af, at jeg er oppe imod noget på det område, der får alle mine ufærdige projekter til at give mening, har virkelig sat mig fri.

Jeg KAN ikke afslutte kedelige projekter. Mine tanker roder som et mikadospil og så roder det også omkring mig. Der er en grund til at tingene er som de er.

Og så er det sgu fantastisk, at vi har fundet en måde at have gæster på, som bare passer lige præcis til os!

Og jer også åbenbart 😍 Vi glæder os allerede til næste gang 👏👏

Puslespil 2024

Af

Jeg er i gang et projekt, som jeg nok ikke helt har turde formulere for mig selv. Før nu!

Der har været stille på bloggen om den bipolare lidelse og mange andre ting har fyldt. Og det er fordi det lige præcis også er sådan i mit liv. Min bipolare lidelse har ikke stukket hovedet frem siden for meget længe siden. Lige nu i de her dage er det 10-året for Manifest 2014! Dvs. det er 10 år siden, at jeg tog fat om nældens rod og gik i gang med det benhårde arbejde at forstå den her sygdom.

Kikker jeg tilbage, så kan jeg se, at det tog mig ca ½ år at komme “on top” – men jeg snublede også flere gange efterfølgende. Forskellen var, at jeg lynhurtigt kunne tage ansvar og reagere. Hvor jeg førhen virkelig forsøgte at tage mig sammen og kæmpe, kæmpe, kæmpe.

Det er sjovt, at det at smide håndklædet i ringen rettidigt (og også før “almindelige mennesker” synes det kan være nødvendigt) er lige præcis det, der er nøglen til den her sygdom. Hellere 2-3 dages sygemelding/fred og ro/afbud, når man kan mærke noget ulmer end at kæmpe igennem og ende med 5-6-7 måneder eller mere, når man brager sammen.

Nå – det var Manifest 2014, der gav mig den indsigt. Og gav mig indsigt i hvor vigtigt det er med sund kost, regelmæssig livsførelse, søvn og motion for at forebygge episoder.

I efteråret 2017 var jeg via de strategier og min issvømning så afbalanceret, at jeg kunne stoppe med den medicin, jeg ellers havde troet skulle være en livslang behandling. Det skete i tæt, tæt samarbejde med min nye psykiater, som jeg godt vil hylde for den helt igennem fantastiske behandling, han gav mig.

Han SÅ mig og han så MIG. Og han gav mig modet til at trappe ud af medicinen. Virkelig et unikt og empatisk menneske, som har betydet helt utroligt meget. Tak <3

Årerne efter har handlet meget om at finde ud af livet og bare være i det. Finde ud af hvem jeg er, når nu ikke jeg kunne arbejde så meget længere. Det blev til et mål om at komme til tops i min sport. Det blev min identitet at være langdistance issvømmer, og det der med at lave en Ice Mile, blev virkelig en ledestjerne. Kunne jeg det, så kunne jeg alt (indenfor mine begrænsninger selvfølgelig).

De sidste to år efter det største mål blev nået – de 5 Ice Miles – har jeg brugt tiden på at fundere over, hvad mon det næste er. Der har været lidt vadested over det, hvilket jo også kan være superfint og nødvendigt.

Jeg troede egentligt, at vintersæson 2023/24 skulle være sæsonnen hvor jeg gentog succesen og måske nappede et par Ice Miles mere. Og endnu en Jedi Polar Bear. Men… argh… jeg følte bare ikke mojo´en.

Derimod har jeg gentagende gange forsøgt at tabe de +35 kg, som jeg tog på i det første halve år efter jeg kom i behandling med psykopharmaka (i 2004). Det er sgu aldrig lykkedes sådan helt og holdent, og et lille pip fra en læge om, at min krop jo holdt på alt hvad den overhovedet kan holde på af isolation, når jeg brugte så langt tid i det kolde vand hver uge, fik sat gang i tankerne.

Så i stedet for flere Ice Miles gjorde jeg som alle store sportsfolk (tøhø) – jeg pensionerede mig selv som langdistance issvømmer og trak i fitness-tøjet.

Det er og bliver en lang rejse, som jeg også har delt noget om før – og kommer til at dele mere om fremover.

Men nu kommer vi så til det mål, som jeg ikke har turde formulere sådan rigtigt før:

Jeg vil fandme tilbage til mit 32-årige jeg! Bare ældre, klogere og sundere.

Så hermed… det er ikke Manifest 2014, men derimod Puslespil 2024:

Jeg vil tilbage i samme vægt og form
Jeg vil kunne udnytte mit arbejdsmæssige potentiale fuldt ud
Jeg vil kunne være noget for børn/familie/venner på et noget højere niveau end nu.
Jeg vil finde hende frem, som i første omgang blev stresset max ud af en alt for ambitiøs salgsdirektør og en efterfølgende smadret til atomer af en enormt led og arrogant overlæge.

Jeg har lært sindsygt meget på den rejse, jeg har været på de sidste 20 år. Og jeg kan se nu, at stort set alt hvad jeg har foretaget mig i de 20 år, har været små stumper af det puslespil, der engang var mig – og nu er jeg ved at kunne se det fulde billede igen.

Jeg mangler et par år endnu, og der er noget viden som også skal på plads, men jeg skal nok få det samlet <3

Kickstartet!

Af

Merete har virkelig fået mig kickstartet igen. Vi tog til stranden i går for at bade – og hun diskede op med både bål, varm kaffe og bløde lammeskind til stolene.

Det blev til 2 timers hyggesnak og nyden, mens bålet knitrede og bølgerne roligt slog ind i nærheden.

Efterfølgende blev det til en 7 kms gåtur! Lige så nemt, det er at falde i de dårlige vaner, lige så nemt er det, at finde de gode frem igen, hvis man får lidt hjælp.

Og det havde jeg brug for – jeg kunne ikke have vendt skuden alene….

Inkompetente professionelle gør livet sværere end det kunne være

Af

Inkompetente professionelle, der er ansat til at hjælpe, kan gøre meget skade.

I vores familie er vi så “heldige” at bipolaritet er arveligt på den kvindelige side. Heldig i gåseøjne fordi det jo selvfølgelig er overmåde pisseirriterende at have en psykisk udfordring – men det kan faktisk også stå uden gåseøjnene.

For i og med at vi er flere kvinder, der har samme udfordringer, kan vi også lære af hinanden og hinandens erfaringer. Samtidig har vi også en større forståelse for hinandens reaktioner og behov. Det betyder også, at vi tilsammen besidder en meget stor indsigt i sygdommen – hvad virker og hvad virker ikke i forhold til at leve et stabilt liv.

Forsinket recovery

Et par få gange har vi været udsat for inkompetente behandlere i det psykiatriske system og sagsbehandlere i det kommunale. Der er ingen tvivl om, at det har forsinket min recovery og min evne til at finde vejen, at jeg de første 10 år ikke satte alvorlige spørgsmålstegn ved min daværende psykiaters kompetencer.

Men som man også kan følge på bloggen her, ændrede det sig heldigvis i 2014, og jeg føler virkelig jeg har fået skovlen under bipolariteten. For mig føles bipolariteten oftest som en force, en styrke – men desværre har mange års op- og nedture før 2014, sat sit præg på mine kognitive evner.

  • Jeg bliver hurtigere træt
  • Jeg kan have svært ved at koncentrere mig
  • Jeg kan have svært ved at følge en samtale
  • Jeg har det svært med unødvendige lyde (smasken, et ur der tikker, en kuglepen, der klikkes på osv)
  • Jeg har behov for mere hvile end andre
  • Jeg har behov for alene-tid uden påvirkninger

Jeg har i det hele taget brug for, at kunne tage tingene i mit tempo. Men gør jeg det og tager hensyn til mig selv, så fungerer jeg faktisk temmelig godt 🙂 Og jeg kan mærke, at jeg for hver dag, der går på den måde bliver mere og mere velfungerende.

Men helt ærligt….det er fandeme røv, at en inkompetent behandling og information om sygdommen har gjort, at jeg har de udfordringer. Det var slet ikke nødvendigt, at det endte der.

Jeg spurgte fx. flere gange min tidl. psykiater om det kunne være farligt at være lettere manisk/manisk – og nej, det afviste han. Så længe jeg ikke lavede dumme impulsive ting som at smadre økonomien, være utro eller forære huset til en hjemløs, fordi det er synd, vedkommende ikke har et sted at bo, så var der intet farligt i det. I følge ham var selve hypomanien/manien ikke farlig for hjernen eller kunne give hjerneskader. Derfor omfavnede jeg selvfølgelig hypomanien, når den viste sig. Den gjorde mig mentalt skarp, energifyldt, effektiv. Jeg var overskudsagtig, sjov og havde det jo fantastisk i de perioder. Jeg har altid haft “min fornuft” med mig, så når det ikke kunne skade, hvorfor så ikke nyde perioderne, nu jeg havde været depressiv så længe.

Og der er da ikke noget, der er mere lodret forkert!!!!

Hver eneste episode om det så er en depression eller en mani slider på hjernen, og gør dig mere og mere følsom overfor stress. Han glemte også lige at fortælle mig, at hypomanier/manier, stort set også ender med at man kollapser i en depression. Så det er en nedadgående spiral, hvis ikke det stoppes! Hvis ikke man tidligt lærer at holde sit stressniveau på et minimum, så bliver det kun værre og værre. Det er stress/sårbarhedsmodellen om igen, som jeg har beskrevet i deltaljer her.

Havde jeg da for pokker bare fået noget psykoedukation, som det hedder (uddannelse i sygdommen, symptomer og strategier) dengang, kunne jeg måske have været endnu bedre fungerende i dag.

Forskning viser at folk, der er velmedicinerede og samtidig får uddannelse i sygdom og strategier har 80% chance for at undgå nye episoder!!! Hvor det for velmedicinerede uden psykoedukation kun er 50%, der undgår nye episoder. Ja tak, den kan jeg skrive under på, som en af dem, der lå i det hul.

Men skidt – som sagt, så synes jeg alt i alt at det går fint. Jeg har accepteret en lur i ny og næ, jævnlige besøg i Romulus, at der helst skal havbades hver morgen, at jeg skal gå lange ture osv osv osv. Ting der jo faktisk ikke er helt dårlige at have i et hvilket som helst liv 🙂

Middagslur i Romulus er den ultimative hvile for en træt hjerne

Men derfor ligger det mig meget på sinde, at hjælpe andre i tide, så de ikke ender med samme kognitive udfordringer. Det er også en af bevæggrundene for min blog. Men allerhelst vil jeg selvfølgelig gerne hjælpe familiens unge mennesker, så de ikke behøver at gennemgå den ene cyklus efter den anden af stress, mani og depression. Og dermed med tiden opleve funktionsnedsættelser i samme grad.

De unge lytter heldigvis, men desværre har specielt Katrine, også været udsat for inkompetence, hos de professionelle, der er burde hjælpe hende. Jeg har skrevet om både sagsbehandler og skadestuelæge, der var fortvivlende uvidende om psykisk sygdom.

Sommetider kan det godt føles som et Sisifos-arbejde at være psykisk sårbar, og jeg forstår slet ikke, hvordan de familier, der ikke har erfaringen med bipolaritet, klarer sig. For slet ikke at tale om de tilfælde, hvor den syge er “alene” og måske også modarbejdes af sin nærmeste familie og venner.

Det må være umenneskeligt hårdt. Også langt hårdere end det overhovedet behøver at være.

 

Er vi i gang med at skabe næste generation af psykisk syge?

Af

– og bliver den langt større end den “burde”?

Nedenstående er fra en af de mange artikler om de alvorligt stress-ramte børn og unge, der har fyldt medierne de sidste dage: Her behandler de stressramte børn

 

Screendump, TV2

Og hvorfor det netop er Stinna Winther, der blev ramt af stress, har hun også selv en forklaring på:

– Jeg har haft mange store forventninger til mig selv, og jeg ville være perfekt på alle områder i mit liv. Både i skolen, til håndbold og som ven, siger hun og fortæller, at forventningspresset kommer indefra:

– Men det kommer af, at vi tror, at andre forventer noget af os. Tidligere har man nok været bedre til at lytte til sit hoved. I dag får vi at vide, at vi bare skal kæmpe videre, og det udmunder i, at kroppen selv bliver nødt til at sige stop.

Det er så fortvivlende, at vi har skabt et samfund, med så kæmpestort et forventningspres, at mange børn og unge ender med kropsrelateret stress.

Og det er da hjerteskærende at den unge kvinde i artiklen, tror at det er hende selv, der har skabt presset indefra….

Hvad vil du være når du bliver stor?

Kan du huske indlægget her – hvor det spørgsmål netop var en central kilde til frustration.
Det er ikke et pres, der kommer indefra en selv. Børn er ikke født med et indre pres om at være perfekte. Nej det er sgi påduttet, helt fra vi er små, men måske ganske umærkeligt for den unge selv. Det er desværre typisk, at man selv påtager sig skylden.
Mine unger (der nu er ca. samme alder som kvinden i artiklen) blev fx. I SJETTE KLASSE sat til at udfylde uddannelsesbøger, hvor de skulle redegøre for, hvad de ville arbejde med som voksne og vejen dertil. Der var koblet uu-vejleder på klasserne, som de holdt jævnlige møder med. Der blev virkelig sat fuldt blus på forventningspresset og “hvad vil du være når du bliver stor”. Min barndoms “de ve´jeg ik…” gik bestemt ikke.

I en lang periode var de dybt stressede over, at de for det første ikke vidste hvad de ville, og for det andet efterfølgende heller ikke at kunne beslutte sig for en udddannelse, selv efter diverse karrierehjul, online værktøjer og gennemtrævling af uddannelseshjemmesider. Hvis ikke de udfyldte karriereplanen, så faldt der brænde ned. Til sidst måtte vi bare udfylde skidtet og så ellers være enige om internt i familien, at det kun var rent proforma, og de skulle glemme alt om, hvad de ville være som voksne.

Den mølle har Stinna sikkert også været igennem, for det var obligatorisk for de årgange. Efter et par år fandt “de kloge” så ud af at det nok ikke var så skide hensigtsmæssigt at tvinge børn i den alder til sådanne karriereforløb. I dag er eksperimenterne med vores børn så genoptaget via heldagsskolen og inklusion. Jeg aner ikke andet om det, end det jeg har læst i aviserne, så jeg kan ikke udtale mig personligt. Men når børnelæger, sygehuse osv råber vagt i gevær, så skal vi godt nok tage tingene seriøst!

Det er superfint at nogen børn trives med heldagsskole, inklusion, nationale tests, målsætninger osv – men vi er altså også nødt til at anerkende, at nogen ikke gør og at det for andre, er direkte skadeligt.

Skaber vi et problem i fremtiden allerede nu?

Nogen vil klare sig fint igennem, men det er desværre yderst velkendt, at en latent sårbarhed eller et arveligt anlæg, kan udløses via et traume af en slags = overmåde mange stresshormoner i kroppen. Det er også velkendt at langvarig stress og depression kan føre til degeneration af visse områder i hjernen hos voksne. Hvad sker er så ikke lige i børns uudviklede hjerner ved den samme påvirkning? Hjerner, der skal udvikle sig og rustes til resten af livet.

Jeg tror desværre at den stigning, vi ser nu her med stressede børn og unge kommer til at give et boom i andelen af voksne med psykiske sygdomme om 10-20 år.

Det her er så himmelråbende tosset og total gambling med en hel generation af børn….

Efterskrift:
Det er faktisk først nu, som jeg skriver dette, at det går op for mig at den periode der i 6.-8. klasse måske kan have været medudløsende faktor til, at min store datter også er blevet diagnostiseret med bipolar lidelse. Jeg har altid tilskrevet det, at min sygdomsperiode i 2004-2005 måtte have skylden. Men det var jo på akkurat samme tid som de første krav til hende begyndte at dukke op om uddannelsesplanlægning. Jeg fralægger mig lige 50% af de hammerslag, jeg har givet mig selv i hovedet i tidens løb….

Podcast – foredrag fra World Bipolar Day

Af

I Torsdags – på World Bipolar Day – holdt jeg foredrag på Frederikshavns Bibliotek sammen med praksissygeplejerske Dorthe Klemmensen. Aftenen var arrangeret af Depressionsforeningen og blev en virkelig fin aften.

Arne Hansen fra Dialog på Frederikshavn Lokalradio optog vores oplæg, der var basis for den efterfølgende diskussion, der selvfølgelig ikke blev optaget. Tilhørerne skulle have lov til at stille spørgsmål i trygge rammer.

Dorthe Klemmensen fortalte først overordnet om sygdommen, så rammerne var ridset op og efterfølgende fortalte jeg kort om min baggrund/sygehistorie, og satte derefter fokus på Manifest 2014.

praksissygeplejerske Dorthe Klemmesen behandler
Dorthe Klemmensen fortæller, foto Arne Hansen

Jeg er efterfølgende blevet kontaktet af et par stykker – bl.a en nydiagnostiseret – der fandt god viden og håb i aftenen. Det er simpelthen det hele værd! Hold kæft hvor det glæder mig, at jeg måske kan være med til, at nogen kommer lidt lettere frem til det gode liv som bipolar.

Du kan høre Arne Hansens podcasts her:

Dorthe Klemmensen, praksissygeplejerske, Falck Lægehus Frederikshavn

Mit indlæg

Du kan se mine slides fra foredraget her

 

Jeg tager over, foto Arne Hansen

World Bipolar Day og Throwback Thursday

Af

Inspireret af en pissesej gut, der har smidt ufatteligt mange kilo og nu dyrker læssevis af sport, vil jeg også lige lavet et Throwback Thursday. Og det er faktisk temmelig passende at lave det her på World Bipolar Day, hvor der over hele verden sættes fokus på Bipolar Lidelse.

Billedet fra september 2013 er det eneste billede fra den måned, hvor jeg præsterer noget, der kunne minde om et smil. Faktisk er det bare en grimasse, der vil være Chandlers forlovelsesfoto værdigt.

 

Som jeg efterhånden har skrevet om mange gange, var jeg helt kørt ned efter 10 års fejlbehandling, fejlmedicinering og fejlinformation om sygdommen. Førtidspensionen lurede og jeg var for første gang opgivende. “Er det her virkelig det, der skal være resten af mit liv?”. Min gamle psykiater sagde hele tiden: “Vi skal bare finde den rette medicin, så bliver du rask.” Men efter at have været igennem alt i lægehåndbogen, var endestationen snart nået og livet så ud til at blive ved med at være, som det nu var. For der kunne åbenbart ikke findes noget medicin, der kunne gøre mig rask.

Billedet fra 2017 er – uden snyd – det nyeste selfie, jeg har på min telefon. Samtidig har jeg ikke kunne finde et eneste billede, hvor mine øjne ikke har været inderligt glade og jeg har været lige ved at bryde sammen af grin – og ikke på den sygeligt maniske måde. Nej, den der “jeg er så glad helt nede i maven”-måde! Ja, jeg har stadig dage, der trækkes ud af kalenderen – psykisk influenza, som jeg kalder det. Men det er få og ikke værre end når andre har en omgang mavehalløj, spændingshovedpine eller forkølelse (hvilket jeg forøvrigt aldrig har noget af længere).

Men hvad var det der gjorde, at jeg pludselig efter så mange år fandt nøglen?

Som jeg også har skrevet om mange gange, mødte jeg i oktober 2013 for første gang en behandler (ny praktiserende læge), der sagde de gyldne ord :”Det handler ikke om at du skal blive rask, det handler om at du skal leve så godt et liv du kan, med de udfordringer du nu engang har”. OG derefter fortsatte han med, at give mig en helt lavpraktisk opskrift til hvad jeg skulle gå hjem og gøre de næste 14 dage indtil vi skulle ses igen.

I mit tilfælde var der 3 ting, er gjorde den store forskel:

  1. Den opgivende erkendelse af, at den måde mit liv var, var uendeligt trist og jeg for alt i verden ville ændre det, hvis bare jeg kunne….
  2. De helt rette ord fra min læge, der viste, at det kunne være muligt…
  3. Den helt rette lavpraktiske information om HVORDAN

Og i bagspejlets klare lys er det fuldstændig hvad vi også brugte, da jeg var sælger i medicinalbranchen:

Svarerne på HVAD, HVORFOR og HVORDAN

– og så skal timingen af de tre bare være fuldstændig perfekt før det lykkes. Men når det lykkes er det fantastisk. Og min læge havde ret! Det er lige præcis som mit liv er nu, det handlede om.

Jeg har ALDRIG haft det så godt, som jeg har i dag. Jeg har ALDRIG gået efter så store mål, som jeg gør i dag. Jeg har ALDRIG følt mig så lykkelig, som jeg gør i dag.

I aften kl. 19 holder jeg oplæg sammen med praksissygeplejerske Dorthe Klemmensen på Frederikshavn Bibliotek om hvordan fokus kan gøre livet med Bipolar Lidelse lettere. Håber vi ses.

Jeg håber også, at alle, der har behov for at ændre deres liv, på et tidpunkt vil opleve den rette timing af HVAD, HVORFOR og HVORDAN, så der er motivation til og mulighed for at lægge det benhårde målrettede arbejde, der skal til for at lykkes.

 

Facebook