Betragtninger

Du ser jo ikke syg ud? Nej, og det behøver jeg heller ikke

Af

Jeg plejer ikke at dele sådanne standard-beskeder, der florerer på Facebook. Selvfølgelig bakker jeg op om kernebudskabet, men jeg bryder mig ikke om standardbeskeder, hvor der ikke rigtig tilbydes en løsning , kun en skjult fordømmelse af “dem der ikke forstår”. For så er vi sådan set ligevidt.
“Hvem af mine rigtige venner vil kopiere?” – den giver mig altså ondt i maven, og jeg tror ikke den gør ret meget godt.
Der er så mange andre måder, jeg hellere vil forsøge at ændre verden på 🙂

“Du er jo så smuk…”

Hørte engang “jamen du er så ung og smuk (sagt om en anden – ikke mig, hahaha), hvordan kan du være syg”. Som om det kun er grimme, gamle mennesker, der er syge. Jeg synes faktisk, sådanne udsagn er lidt sjove og svarer ofte med et smil “smukke mennesker kan også blive ramt af en bil.” Så forstår folk sådan set ret hurtigt, hvor fjollede de lige har været.

Fordomme lukker jeg, før de opstår. Jeg tror ikke, jeg de sidste 3 år har indgået en relation uden de har fået “jeg er bipolar, det der tidl, hed maniodepressiv” i en bi-sætning, når det lige passede ind i samtalen. “Så, du vil måske opleve, at jeg sommetider sætter flere ting i søen, end jeg kan følge op på, og andre gange melder fra i sidste øjeblik. Men derudover er det ikke noget, der fylder”

Bum – så er den faktisk ikke ret meget længere.

Før bloggen her brugte jeg uanede mængder energi på, at folk “nok ville have fordomme om sådan en som mig”. Det kan ikke betale sig, og skaber ofte netop fordommene, fordi jeg selv havde skabt en forventning om at møde fordomme, allerede inden jeg mødte folk. Hvilket faktisk er temmelig fordomsfuldt 🙂

Jeg åbner gerne munden og fortæller om sygdommen, hvis nogen er interesserede. Men den behøver ikke fylde mere end den bi-sætning ovenfor, for at møde forståelse.

Jeg har kun en eneste gang oplevet fordomme, uvidenhed og nedladenhed i forbindelse med min sygdom – og det endda fra en i det professionelle system. Den måtte jeg lige sluge et par gange, det indrømmer jeg.

Alle andre steder synes jeg, forståelsen er helt i top, og det vil jeg langt hellere fokusere på at vedligeholde.
Måske sidder der nogen rundt omkring, der har valgt mig fra pga min lidelse – eller fordi jeg bare er for stor en mundfuld. Jeg aner det ikke, og det er ihvertfald ikke nogen, jeg i så fald har manglet i mit liv 🙂

Det perfekte Facebook-liv

I skrivende stund de 9 seneste billeder på min Instragramprofil. Jeg blive glad i maven 🙂

Ja, jeg deler også meget målrettet (stort set) kun de sjove, fede, fantastiske, glade og skønne ting, der sker i mit liv på Facebook og Instagram. Så tager jeg sommetider den lidt mere alvorlige del herinde, men altid vendt med et twist af håb. Det SKAL der være. Selv når alt er mudder.

Mht. FB og IG og det perfekte liv. Prøv at hør – ens liv består primært af fortid og fremtid. Nuet er kun lige nu. Om lidt er det fortid – og så er der et nyt nu i fremtiden. Og jeg vil saftsuseme have det maksimale ud af alle tre dele. Et møjtrælst nu, skal ikke fremhæves ved også at fylde i min mentale fortid, når det nu er overstået. Og det skal da slet, slet ikke have lov at ødelægge forventningen om alle de nu´er, der står i kø.

Livet består overvejende af minder, og når jeg kikker tilbage på specielt IG er det billeder af ene glade dage, der når jeg ser dem, giver mig bobler i maven. Det bekræfter mig i, at mit liv faktisk er pissefantastisk og de billeder giver mig energi til, at blive ved med at fokusere på de positive ting.

Og jeg må helt ærligt sige; er der nogen, der får det dårligt over, at “åh, mit liv er ikke så perfekt som hendes”, så er det virkelig ikke mit problem. Min IG er for min skyld. Vi skaber selv både fortid, nutid og fremtid.

De 3 dage i sidste uge, der foregik på sofaen med ørepropper 23 ud af døgnets 24 timer, gider jeg virkelig ikke fokusere på. De er kategoriseret som “psykisk influenza” og jeg er ovenpå igen. Men jeg er meget bevidst om, at de tre dage gjorde det muligt, efterfølgene at have overskud til at holde den mest fantastiske, fede fødselsdag i søndags. Så de 3 dage er helt okay, men behøver ikke mere opmærksomhed.

Få forståelsen – ikke kræve på forhånd

Og nej, vi bør ikke dømme, hvad vi ikke forstår. Men det glipper også for mig sommetider, netop fordi jeg ikke forstår. Det er meget svært, at forholde sig til andres virkelighed, hvis vi ikke inddrages i den. Så har vi kun os selv som referenceramme – og folks glade billeder mv. på FB/IG. Vi kan ikke bare kræve, at folk skal udvise forståelse, men vi kan godt få den ved passende mængde information.

Min erfaring er, at hvis jeg inddrager de day-to-day relationer, jeg har ude i det virkelig liv, i den del af min virkelighed, der vil påvirke dem, så kan de også godt forholde sig til den og tage de fornødne hensyn til mig – og de gør det gerne.

Lige så vel som jeg er nødt til at få noget info fra en fibromyalgi-, diabetes-, lupus eller patient med andre usynlige sygdomme, om hvordan jeg kan hjælpe dem bedst muligt. Ellers har jeg jo ingen forudsætninger for at have en forståelse og tage de fornødne hensyn – hvor gerne jeg end ville 🙂

Styrer vores tanker vores gener? Biologien siger ja…

Af
Bruce Lipton Belief over biology tanker styrer vores gener
Bruce Lipton Belief over biology tanker styrer vores gener
Bruce Lipton fortæller om hvordan vores hjerne styrer generne… (Klik på billedet for at gå direkte til youtube, eller se foredraget nederst)

 

Jeg har set et yderst interessant foredrag på nettet omkring gener, arv, miljø og hvad det er, der rent faktisk styrer vores krop.

Ph.D i Udviklingsmæssig Cellebiologi, Dr. Bruce Lipton, der fortæller over emnet: “Biology or Belief”

Han kommer med den lidt provokerende påstand, at vores mindset, vores tanker er, hvad der styrer vores gener.

Jeg er uddannet Molekylær- og Cellebiolog, og har temmelig godt styr på, hvad der foregår på celleniveau. Ydermere har jeg også en uddannelse som lægemiddelkonsulent, så jeg har også en generelt overblik over krop, sygdomme, medicin mv.

I Bruce Liptons foredrag er der som sådan ikke noget, jeg ikke har vidst i forvejen. Det der virkelig gav mig en kæmpe aha-oplevelse, var den overordnede sammenhæng, som Bruce satte de forskellige processer ind i.

For biologisk set har manden helt ret!

Efter at have brugt en god time på Bruces (meget interessante) foredrag, er det jo simpelthen soleklart for mig, at jo… vi styrer vores gener meget, meget mere, end vi går og tror.

Jeg vil ikke gå i deltaljer med Bruces foredrag – for det fortjener, at du ser det selv. Men ganske grundlæggende styrer gener intet som helst.

Jeg vil prøve at foreklare det lidt lavpraktisk:

Gener er som opskrifter i en kogebog

Vores genom er som kogebogen på hylden. Fyldt med en masse forskellige opskrifter. Selvom den samme kogebog stod i alle køkkener i hele Danmark, vil udgaverne være forskellige.
Nogen har en udgave, hvor der er et par slåfejl i, nogen har en, hvor en eller flere af selve opskrifterne er desideret forkerte og andre har fået den komplet fejlfri udgave.

Det, der styrer, hvad den enkelte får at spise til aftensmad er både

  • hvor der handles
  • hvad der handles
  • hvilken opskrift i kogebogen, der vælges
  • hvor erfaren kokken er
  • osv…

Kogebogen styrer intet overhovedet i sig selv – akkurat ligesom generne intet styrer i sig selv. Det er diverse signalstoffer, der styrer, hvilke gener der udtrykkes hvornår.

Alle udgaver af den ovennævnte kogebog kan give et temmelig dårligt måltid mad – eller et udsøgt.

Dårlige, fordærvede råvarer kan ikke opveje selv den bedste og mest fejlfri kogebog. Men gode kvalitetsråvarer og en erfaren kok, kan godt få noget ok ud af selv en kogebog med fejl i (i varierende grad selvfølgelig).

Giver du et barn (eller for dens sags skyld en syg) masser af kærlighed, tryghed, rette stimuli, så vil det vokse og gro. Simpelthen fordi generne for vækst og opbygning bliver påvirket til at blive udtrykt.*  Men udsætter du barnet for mobning, følelseskulde og indpoder du dårligt selvværd i barnet, så vil barnet blive en skygge af, hvad det kunne have været. Stresshormoner gør at generne for kæmp eller flygt bliver udtrykt.

Næste gang du søger efter noget at se på Netflix for at slå en times tid ihjel, så gør dig selv den tjeneste at se Bruces foredrag her. Han er indlevende, dygtig og meget interessant at høre på. Og det giver så god mening – og er så anderledes – at jeg vil kalde det geni(g)alt.

*At gener “bliver udtrykt” er det fagord, der betyder, at det protein, som genet er koden for laves.

Min skriveblokering er pist væk

Af

Skriveblokering er vækHvor er I nogen dejlige læsere <3 Min skriveblokering er pist væk forsvundet.

Tusind tak for opbakningen. Selvom en enkelt kommunalt ansat for en stund fik taget min mojo fra mig, har I da godt nok givet mig den igen. Både her, i Facebook-beskeder og i den hemmelige gruppe.

Jeg kan mærke at den klump – den blokering – som var skabt, er løsnet. Både ved at det blev italesat her på bloggen, men også af jeres opbakning. Tak 🙂

Grunden til at det slog mig ud af kurs er nok også, at jeg personligt i de 12 år, jeg har haft kontakt med systemet, (stort set) kun mødt dygtige, empatiske, dedikerede ansatte rundt omkring. Der har kun været en jobkonsulent, der var lidt af en hat, men han forsøgte dog stadig at forstå og var ikke fordømmende.

Derfor har jeg også altid forsvarret sagsbehandlere, jobkonsulenter osv med at “de er jo kun ude på at finde den bedste løsning for os”. Det har jeg også skrevet om et par gange på bloggen.

Samtidig har jeg heller aldrig personligt mødt de fordomme mod psykisk syge, som de her kampagner, jeg nævnte igår, retter sig mod. Jeg har endda sommetider syntes, at det nok var lige i overkanten, og at de selv-stigmatiserede mere end godt var.

Så pludselig at møde et menneske, der i den grad helt åbent var fordømmende, var noget af et chok – og det havde intet at gøre med med, hvad der kunne lade sig gøre, ikke lade sig gøre, bevillinger, lovgivning mv. gav i den grad skriveblokering af værste skuffe. Det var simpelthen personens grund-substans ikke at VILLE forstå.

Så der har været nogen ting, som jeg har måtte revidere i forhold til min opfattelse af tingene. Jeg har altid skrevet udfra en (måske naiv) forudsætning om, at det bare handlede om at forklare tingene godt nok. At omverdenen bare skulle oplyses om, hvordan det er at være os.

Men der er altså nogen, der ikke er interesserede i at blive klogere, i at forstå. Og der taler både jeg, andre bloggere (se fx. Tines og Hannes blogge, jeg varmt kan anbefale), diverse kampagner og patientforeninger for døve øren.

Det gav lige et par måneders skriveblokering, hvor der var larmende tavshed, selvom jeg igen og igen forsøgte at starte på diverse indlæg. Men det er jo slet ikke hos de uinteresserede, jeg skal lægge min energi – den skal bruges på jer, som mine ord hjælper. Tak for at minde mig om det.

Rigtig god søndag til jer alle.

 

Efterskrift:
På et eller andet tidspunkt vil den sagsbehandler møde mig igen. Enten i form af et personligt møde, et brev eller via jobcenterchefen. En kontakt hvor det er MIG der har taletid. Jeg har stadig en lille tro på,, at hun er interesseret i at blive bedre til sit job. Ellers er hun jo ikke et hak bedre end alle de fordomme hun har mod dovne, ugidelige sygemeldte borgere på kontanthjælp. Borgere, der åbenbart i hendes øjne kun er ude på at malke systemet. Men om det er for kontanthjælp eller en løn som sagsbehandler, der malkes. Det er i dette tilfælde vist hip som hap.

Motivationen, der blev væk….

Af

Der har været ekstremt stille, her på bloggen de sidste par måneder. Jeg har simpelthen fuldstændig mistet motivationen til at dele mine tanker, mine betragtninger og min viden, tips og tricks om det at være bipolar.

Jeg er gået igang med flere indlæg, der så er rendt ud i sandet – simpelthen fordi jeg har følt, at det kan være ligemeget, hvad fanden jeg skriver.

Og jeg kan placere den manglende motivation helt præcist et sted. En helt igennem led kommunal sagsbehandler, jeg oplevede på tæt hold, da jeg var bisidder for en anden.

Hun var alt det, som kampagner fra EN AF OS, Depressionsforeningen, SIND, Psykiatrifonden osv er rettet mod: Fordomsfuld, bedrevidende og stigmatiserende.

Jeg har ikke ville skrive om det her, men jeg kommer ikke videre med min blog før jeg har fået det ud af systemet.

Undervejs i mødet kom hun med udtalelser som: “Jeg har da også dage, hvor jeg har lidt svært ved at komme ud af døren. Men så tager jeg mig lige sammen og det ender jo med, at blive en god dag alligevel. Det er sådan du skal tænke.” eller “Du er jo også nødt til at gøre noget selv, for at få det bedre…”

– det sagt til et menneske, der i den grad har arbejdet med sin bipolare sygdom og nu her 1½ år efter diagnosen har virkelig godt styr på, hvornår det er fuldstændig ro og fred, der skal til, hvornår det er bedst at møde verden og hvornår der skal  sættes ind med diverse strategier, for at tage en episode i opløbet.

Ikke en eneste gang spurgte sagsbehandleren ind til borgerens situation og hvordan hun taklede sin sygdom. Hun sad bare og konstaterede. Samtidig blev de strategier, som der er arbejdet hårdt med i samarbejde med psykiatrien nedgjort og brugt mod borgeren:

“Ja, jeg kunne da også godt tænke mig, at rive en dag ud af kalenderen og tage i wellness istedet for at gå på arbejde…”

Ja, det er sådan en normal, rask person tænker – men tro mig, som kronisk syg vil man rent faktisk hellere gå på arbejde end droppe alle aftaler, for at gøre hvad der skal til, for at undgå næste langtidssygemelding (og måske indlæggelser). For det er det, det ender med, hvis man bare fortsætter kursen mod enten skyerne eller det mudrede dynd.

For det er jo ikke kun arbejde, skole eller trælse opgaver, man kan blive nødt til at droppe med få timers varsel – det er også sjove, hyggelige familieting, venindeture og sociale arrangementer.

Tænker jeg tilbage på de sidste to år, hvor jeg endelig har fundet vejen til stabilitet, har jeg udover nogen enkelte sygedage fra job også måtte droppe:

  • Genforeningsfest med min folkeskoleklasse
  • Legolandtur med familien
  • Min svigerindes fødselsdag
  • Min mands fødselsdag, hvor jeg lå i sengen med høreværn, mens hele familien var her.
  • Hele pinsen (vi takker den omtalte sagsbehandler, der var godt på vej til at sende mig ned i det mørkeste hul)
  • Diverse aftalte venindebesøg
  • En ferietur (ja, selv ferie kan være ekstremt stressende)

Andre ting har jeg deltaget i, selvom jeg burde være blevet hjemme, da de kostede flere dages recovery:

  • Fætter/kusinefest med min mands familie (gensyn efter 20 år)
  • Familieweekend i Lalandia

Og så er der heldigvis også ting jeg har kunne deltage i, uden det har kostet efterfølgende, fordi jeg er gået tidligere hjem end de andre:

  • 3 x studenterfest
  • 25 års genforeningsfest på gymnasiet

Sagsbehandleren vil nok aldrig nogensinde kunne forstå, at det ikke bare er hyggenygge at have en psykisk udfordring, der giver carte blanche til at blive hjemme fra arbejde, for som hun også sagde: “Det er ikke mit job at vide noget om bipolar lidelse”.

Men hvis jeg dropper bloggen pga hende, har ignorancen vundet. Så har jeg stiltiende samtykket i, at hun nok har ret.

…og det har hun på ingen måde!

 

Kursus: Spot en social bedrager! – hvad pokker er meningen?

Af

Lær at spotte en social bedrager. Jeg kan næsten ikke tro mine egne øjne. Hold kæft hvor gør det mig ked af det – og frustreret.

Det viser sig at, der er en virksomhed, der har solgt kurser til kommunerne i hvordan man kan spotte en social bedrager, der forsøger at lyve sig syg, for at få ydelser.

En af kursets overskrifter lød:

“Har du siddet overfor en sygemeldt borger, der ikke kan arbejde, men stadig holder ferie og går i biografen? Eller at borgeren svarer upræcist, tøvende eller gentager dine spørgsmål?
Så er der god sandsynlighed for, at personen simulerer sin sygdom”


Kilde: Avisen.dk, Dårlig etik? Kommuner køber kurser i sygdomssvindel

Gør det dig til social bedrager?

Det er jo netop det at få gode oplevelser, man opfordres til på kurer i psykoedukation om det så er for depression, bipolar lidelse, psykoser mv… Så det giver “god sandsynlighed” at følge de strategier man lærer i forhold til sygdomshåndtering?

Lyt til dig selv, hold fri, gør ting, der gør dig glad, kom ud blandt folk, tag på café, lad være med at isolere dig, handl på dine symptomer osv osv… Tænk at det så er de ting, der bruges af kommunen til at “spotte en svindler”.

Og når din hjerne føles som rødgrød uden fløde eller havregrød der er brændt på…ja så svarer man sgu upræcist og tøvende – for der er sort inde i dit hoved!

Så næste relevante spørgsmål må være:

Gør et kort kursus kommunale folk dygtigere end en psykiater?

Det der er er jo lodret misforstået, stigmatiserende og fuldstændig helt og aldeles ude i hampen og vil ødelægge alt for den store procentdel, der IKKE snyder – i forsøget på at spotte den promille der gør.

– og jeg fatter slet ikke at et (kort) kursus for lægfolk, skal ruste dem bedre end alle de mange, mange år det tager at uddanne sig til psykiater! Det er jo en kompetenceoverskridelse af dimensioner!
 
Gad vide om det her er noget Hjørring Kommune benytter sig af? Jeg kunne næsten tro det, udfra min sidste oplevelse med en sagsbehandler på Jobcenteret….

Naturmødet 2016 – Naturbaseret terapi

Af

Foredrag om Naturbaseret terapi

Hirtshals har været på den anden ende torsdag til lørdag. Verdens første Naturfolkemøde har været i fuld gang. Det var et virkelig supergodt arrangement, hvor jeg brugte det meste af min tid på stranden sammen med Hirtshals vinterbaderforening “De kolde piger og drenge”.

Men lørdag bevægede jeg mig væk fra stranden for at høre foredrag ved Dorthe Varning Poulsen, Københavns Universitet, der har skrevet en ph.d omkring naturens indvirkning på soldater med PTSD: Naturbaseret terapi.

Det var uhyre interessant, og der var helt klar sammenhæng mellem naturbaseret terapi og soldaternes bedring. Terapien foregik i terapihaven Nacadia

Download Dorthes ph.d. bog her, hvis du er interesseret i forskningen bag.

2016-05-28 11.59.12
Dorthe Varning Poulsen fortæller om sit ph.d. projekt med ptsd-ramte soldater og naturbaseret terapi

 

Tænk lige hvis terapihaver eller bare vores vilde natur kunne inddrages meget mere i behandlingen af stressramte og psykisk syge. Det ville da være en helt fantastisk måde at hjælpe folk på – og eneste mulige bivirkning kunne måske være en solskoldning.

Og samtidig vil det jo koster langt mindre end hvad der bliver postet i underlige kurser og meningsløse aktiveringer fra kommunens side. Naturen er gratis! Brug den!

Dorthe fortalte, at det kan være svært at få Naturbaseret terapi anerkendt. Det bliver lidt puttet i kassen “alternativt” selvom der altså er hardcore forskning bag, der viser at det hjælper. Derfor – del endelig budskabet!

I efteråret 2016 opstarter de en Masteruddannelse i Naturbaseret terapi og sundhedsfremme. Åhh, gad jeg da lige godt tage den. Men jeg må også være realistisk og sige, at det bliver desværre ikke mig, der deltager der. Men hold kæft hvor ville jeg gerne.

Og samtidig er jeg kommet til at reflektere over mine egne oplevelser i 2014, hvor jeg hver dag i 8 måneder, gik til og fra arbejde på Vendsyssel Historiske Museum gennem Hjørrings parker – Folkeparken, Svanelunden og Christiansgave i al slags vejr. Naturen her lige midt i byen må helt klart også have en finger med i spillet i forhold til den bedring, jeg oplevede, i løbet af 2014. Tjek lige den fantastiske natur jeg gik gennem hver eneste dag:

 

Naturterapi_collage
I Hjørrings parker finder man en masse vild natur, der er det perfekte sted hvis man skal ned i gear

 

Og det ligger også fuldstændig i tråd med mine oplevelser som vinterbader – hvor naturen pludselig også er kommet meget tæt på…

På med skoene – ud i naturen!

 



 

 

 

Koldt vand og høje bølger

Af

Koldt vand gør underværker

Jeg bliver mere og mere imponeret over hvad langtidsbadning i koldt vand kan gøre.

Vi har haft nogen meget hårde sidste dage og her i eftermiddag var der ikke mere overskud tilbage i mig. Faktisk var der udelukkende underskud. Som i helt og aldeles fuldstændig underskud. Som i den slags underskud, hvor de automatisk negative tanker begynder at lege fandango.

Koldt vand suppleres med en is
Der suppleres med en is mellem turene i vandet

Vi tog til Løkken og smed mig i vandet (8 gr). Der var kæmpebølger, der slog fuldstændig hen over mig og da jeg først fik lært at “fange dem”, var det en fest uden lige.

Jeg var i vandet i over 20 minutter (af to omgange – med en gammeldaws is i pausen til at køle af på 🙂 ) og kunne sagtens være blevet i bølgerne i længere tid, men manglede et par legekammerater – det bliver trods alt en smule trivielt at bodysurfe alene i længden.

– Specielt også når bølgerne var så voldsomme at min bikini hele tiden gled af…thank god jeg var så langt ude, at jeg kunne bilde mig selv ind, at tilskuerne på stranden måbede over mit langtidsophold og ikke mine forgæves forsøg på at holde alt indenbords. (Note to self: badedragt!)

Der var ingen tvivl om, at fysikken og biokemien var på knoklearbejde med at cope med situationen, og dermed fjerne stresshormoner, affaldsstoffer, frie radikaler, ufoldede proteiner og alt det andet, der giver rod i systemet.

tøndesauna sauna mobilsauna koldt vand
Saunaen kan lejes for 50 kr pr. mand pr. time

Som altid – det magiske skete. Underskuddet er væk, hovedet klart, tankerne positive igen og nu lades der op med sofa og et par afsnit af Venner.

I morgen har jeg samlet en lille flok, og så drager vi afsted igen. Vi har planer om at leje saunaen og så virkelig få overskuddet skruet tilbage på max!

Lav en sygdomsanalyse – se her hvordan

Af

Sygdomsanalyse kan hjælpe dig fremover

Tidligere var de gange hvor jeg faldt i et hul eller begyndte at geare op utallige. Jeg havde en fornemmelse af at bipolariteten kastede rundt med Sygdomsanalysemig, som havde den lyst til.

Jeg kunne i mine bitre øjeblikke blive så irriteret over, at denne lortesygdom skulle stoppe mig igen og igen – lige som jeg troede det gik så godt. Jeg var slet ikke klar over, hvor stor en indflydelse mine handlinger havde på episoderne. Men mange episoder KAN faktisk forebygges/stoppes…problemet er bare at det er knaldhamrende svært – ja stort set umuligt – hvis ikke man aner, hvad pokker det er, der sker.

Her kan det være en supergod idé at få det store overblik ved at skrive et SygdomsCV, som jeg har beskrevet her og tænke stress-sårbarhedsmodellen igennem i forhold til.

Men også i det daglige er det altså en god idé at lave lidt sygdomsanalyse i ny og næ – eller måske skal jeg kalde det episodeanalyse.

For de gange jeg laver en sygdomsanalyse, er når jeg af en eller anden grund er kommet ud af ligevægt.

Når hovedet pludselig føles som havregrød, når jeg begynder at glemme, når jeg bliver ekstremt lydoverfølsom, grådlabil eller pludselig har 1000 idéer, hvor alle skal udføres og ikke kun de bedste.

For det første er jeg blevet god til at stoppe op og komme på ret spor igen v.h.a. alle mine forskellige strategier, og det er jo fint. Men det skulle jo gerne være sådan, at jeg forebygger istedet for at blive bragt ud af ligevægt.

Og her er det, jeg efter hver gang lige laver lidt sygdomsanalyse:

 

  • Hvad var det der gik galt?
  • Har der været en helt specifik årsag? (Fx. en familieweekend, eksamen eller andet pres)
    • Hvis ja – kunne jeg have undgået den handling? Eller hvordan kunne jeg have handlet mere hensigtsmæssigt?
    • Hvis nej – har jeg generelt handlet anderledes den sidste tid?
  • Har der været mere stress på end normalt?
  • Konflikter på jobbet – i familien?
  • Har jeg spist for meget sukker/hvidt brød?
  • Har jeg ikke fået gået mine gåture?
  • Er det for længe siden jeg har været en tur i havet?
  • Har jeg ikke passet min alenetid?
  • Har mine pårørende været ufølsomme eller for krævende? (den oplever jeg heldigvis ikke længere, men det er virkelig en stor faktor for mange)

Jeg tænker i det hele taget tiden op til igennem og forsøger at lære af det. På den måde kan jeg også finde ud af hvad jeg (måske) kan gøre anderledes en anden gang.

Temmelig ofte kan jeg finde årsagen til, at jeg er kommet ud af kurs. Det kan være noget så småt, som noget trælst, skingert og lidt for højt musik i supermarkedet. Men ok, så lærer jeg, at det altid er en god idé, at jeg har mine lydreducerende høretelefoner i lommen, så jeg kan tage dem i, mens jeg handler. Eller at det en anden gang er bedre bare at sætte kurven og så spise rugbrød til aftensmad.

På den måde samler jeg hele tiden erfaringer sammen, og kan håndtere situationer bedre og bedre dag for dag og lave små bitte justeringer i hverdagen, der gør at jeg ikke bliver bragt ud af fatning helt så tit.

 

 

Dagbog fra den lukkede, vol. 1

Af

Den lukkede

 

 

Endnu en fantastisk modig, stærk ung pige har meldt sig som gæsteblogger. Lige pt. sidder hun på “den lukkede” – indlagt på sin lille søns 4 års fødselsdag forleden på eget initiativ. Jeg er så fuld af beundring for det overblik og indsigt i sin egen situation, at det ikke kan beskrives. Jeg er helt sikker på at du også vil få god gavn af dit ophold, som Anna, der beskrev sin indlæggelse her og at der venter meget godt fremover.

Tusind tak fordi du deler dine oplevelser fra “den lukkede”.

 

Dagbog fra “Den lukkede”

Folks reaktion når de hører begrebet “den lukkede”, så associerer de straks med fiksering, spændetrøjer, folk der snakker med sig selv, tror de er gud eller en anden skikkelse. De forbinder det faktisk med de galehuse, man havde i starten af de 19. århundrede. De stigmatiserer, de giver de psykiatriske afdeling og patienterne et rigtig dårligt ry. Bevares, der findes da nogle som stadig bliver fikseret, som tror de kan tale med gud, sågar at de er gud. Problematikken ligger i, at det faktisk er mindretallet som hører under den kategori.

Her sidder jeg, ung kvinde på 24 år, Bipolar, mor til en dreng på 4 år, nyligt fraskilt, på et lukket affektivt afsnit. Stemplet af omverdenen som hende, der sidder på den lukkede, som hende, der først og fremmest har svigtet sit barn pga. skilsmisse og nu “forlader” sit barn for at være skør på den lukkede.

Javel ja, sådan kan man også se på det.

Man kan også vende den om. Se det fra indersiden, bag ved hegnet og alle de låste døre. Det vil jeg gerne forsøge at give dig et lille indblik i fra de nu 5 dage jeg har været på “den lukkede”.

D. 18 april, 2016, på min søns 4 års fødselsdag svigtede min realitetssans, min evne til at få larmen i mit hoved til at holde op, min evne til at læse, skrive og huske. Kl. var 3 om natten, jeg magtede ikke mere, larmen overtog, min medicin virkede ikke, min safety medicin havde ingen effekt, jeg brød sammen. Fik med nød og næppe fundet nummeret til Psykiatrisk Akutmodtagelse i min tlf. bog, fik sat en aftale i stand. Min x-mand måtte hente min søn og jeg og køre af sted.
Ind på akutmodtagelsen, svare på lidt spørgsmål, få målt min puls, blodtryk osv. Derefter ind til en læge, snakke lidt også kom dommen. “du skal indlægges”.
Først blev jeg indlagt i akutmodtagelsen, derefter overført til et lukket affektivt afsnit, som har speciale i min lidelse, nemlig Bipolar (før i tiden kaldt maniodepressiv).

Her er langt fra som folks skrækhistorier beskriver. Jo jo, bevares, her er da nogle skæve eksistenser, men dem møder vi jo også nede i brugsen eller hos bageren. Her er lås på alle dørene, man overvåges mens man indtager sin medicin, men faktisk, så er det ikke værre.
Patienterne er pisse søde, ihvertfald dem som kan samle sig om en samtale. Vi hjælpes ad med at dække bord, lave mad nogle dage eller hvis nogen bare har brug for en snak. Vi hilser på hinandens familier når de kommer på besøg.
Selvom jeg er den yngste på afsnittet, faktisk så ung at de fleste kunne være mine forældre eller bedsteforældre, så føler jeg mig ikke udenfor.

Det første døgn var helt mærkeligt. Jeg lå jo bare her og lå. Jeg var ikke ude, men lå bare i min seng. Tænkte på verden udenfor, hvordan min søn havde det, hvilken lortemor jeg var, sådan at skride på hans 4 års fødselsdag. Heldigvis fik vi lov at få lidt privatliv så han kunne komme og fejre sin fødselsdag sammen med mig. Så kunne jeg holde den kørende lidt igen.

Andet døgn var noget helt andet, jeg nød at være her, jeg havde ro, jeg var umyndiggjort og HOLD NU KÆFT hvor var det rart! Al larmen i mit hoved forsvandt stille og roligt, ganske ganske stille og roligt.

De følgende dage var dog lidt besværet pga. medicin der ikke ville virke og ben der var smadrede af bivirkninger. En lille tur på knapt 1 km tog små 40 minutter, men jeg gjorde det!

Jeg giver ikke op, jeg er kun lige blevet indlagt og har en lang og sej kamp foran mig. Jeg kan få styr på min lidelse, jeg kan komme til at leve et liv på lige fod med alle andre. Jeg kan droppe tanken om at være en lortemor, jeg kan være supermor!

JEG kan være lige hvad JEG har lyst til at være!

I denne her verden kan det være hårdt at være ung og være anderledes. Det kan være strengt at være psykisk syg i et ungdomsliv, for man skal hele tiden tage forbehold. “Kan jeg håndtere mængden af mennesker til den her fest? Kan jeg drikke når jeg får min medicin? Kan jeg hænge ud med mine venner som jeg kunne før jeg fik diagnose? Vil mine venner mig overhovedet?
De her ting er lidt et tabu. Derfor tør mange ikke at sige noget.
Her har jeg kun at sige.. SPEAK UP! Uden din stemme der fortæller om hvem du er og hvordan du har det, så vil det forties og vi ender tilbage med stigmatiseringen.
Der vil altid være nogle som falder fra, som ikke kan kapere at man er anderledes. But who cares? DU ved hvad du er og DU ved hvad du har lyst til!

Til sidst er der kun to ord jeg vil skrive for denne gang

FUCK STIGMA!!!

Tvangsindlæggelse på psyk

Af

tvangsindlæggelse bipolar

Tvangsindlæggelse på røde papirer

Jeg har aldrig selv været derude, hvor en indlæggelse har været nødvendig -hverken frivilligt eller via en tvangsindlæggelse. Eller dvs. min gamle praktiserende læge foreslog i første omgang indlæggelse der i 2004, hvor jeg havde mit store sammenbrud, men fordi jeg havde en pårørende (gemalen), der fuldstændig tog ansvaret for at tage sig 100% af mig, kunne jeg blive hjemme. Så det er en del om bipolariteten, jeg ikke kan tale med om.

Men fakta er, at den her sygdom kan være så lumsk, at man pludselig ikke selv kan se, hvad der er bedst for en – specielt inden man er diagnostiseret og kender de rette strategier. Derfor kan det ende med tvangsindlæggelse.

Det vil sige hvor lægen bestemmer at man SKAL indlægges og det evt. bliver med politiets hjælp. Jeg forestiller mig at det må være en meget voldsom oplevelse.

Det vil jeg gerne berøre her på bloggen også – det nytter ikke at alt bare handler om strategier, gode råd og how-to-do..

Der er ægte, levende mennesker, der kæmper en kamp – også hårdere end jeg har gjort, – og det er vigtigt at fortælle om.

Derfor har jeg spurgt rundt i netværket om der er nogen, der ville dele deres erfaringer og Anna giver her et meget fint indblik i hendes tvangsindlæggelse. Jeg er meget, meget glad for at du deler, Anna <3

Annas indlæggelse:

 

… Vil gerne fortælle min historie, om tvangsindlæggelse. Jeg har siden min tidligste teenage år, lidt af depressioner, efterfølgende er hypomanierne kommet. (Lider af bipolar2)

Da jeg var 17 år gammel ramte jeg et stort sort hul i mit liv, jeg var så langt nede at jeg blev ligeglad, og havde blot et ønske om at alle skulle lade mig være, og at jeg ikke var værd at elske.

Jeg låste døren til min lejlighed, stoppede alt kontakt, og var alene i min lejlighed i 4 døgn, uden nogen former for mad, røg cigaretter, drak vodka, og tog lidt piller (sove piller) var så ligeglad med hvordan jeg så ud, mit hjem var ulækkert, jeg havde virkelig bare givet op.

Jeg svarer på det 4.døgn min mor, som jeg dog havde haft lidt kontakt med (havde ladet som om alt var fint, men hun kunne godt fornemme det ikke var, hun kender mig og mit sind, har tidligere forsøgt selvmord 3 gange med OD af piller.) Hun skriver en SMS med at komme forbi lige hurtigt, og det siger jeg ok til.

Min mor havde taget vagtlægen med og har forklaret ham min forhistorie. Han spørger mig selvfølgelig hvordan jeg har det, og jeg har det fint fastholder jeg, og gentager mig selv og siger at de bare skal lade mig være.

Han kommer frem til han vurderer mig til at være til fare for mig selv. (Jeg var også meget tynd, havde også en begyndene spiseforstyrrelse på daværende tidspunkt) jeg forstår ikke alvoren i det lægen siger, og faktisk er jeg ligeglad.

Han foreslår, at jeg kan tage med min mor hjem, men det vil jeg heller ikke. Vil bare være alene, helt alene. Han fortæller mig, han bliver nød til at tvangsindlæggelse mig, men jeg hører faktisk ikke hvad han siger, og bliver ved med at sige, jeg skal blive her.

Der kommer lidt efter 2 betjente ind ad min dør, og jeg får muligheden for at rejse mig og gå med mange gange men nægter (det var som om det hele omkring mig ikke eksisterede). Til sidst går politiet hen til mig og tager fat i mine arme, og så rejser jeg mig selv samtidig med de har fat i mig. Kunne ikke overskue at stritte imod.

Blev så indlagt, og fik taget alt hvad der kunne være en mulighed for at gøre skade på mig selv. F.eks. ligther, oplader osv. Hver gang jeg gik på toilet, stod der en foran døren (personalet). Jeg spiste en lille smule mad (nok til at det nogenlunde tilfredsstillede personalet), men jeg kastede ofte maden op ude på toilettet.

Jeg snakkede med forskellige fagfolk, (læger, psykolog osv.) og efter 5 dage blev jeg flyttet over på den åbne afdeling og blev udskrevet, fordi jeg havde fået tilknyttet psykolog og psykiater og kom på antidepr.medicin. Efterfølgende fik jeg min diagnose bipolar2

Jeg er taknemmelig i dag for jeg blev indlagt, fordi det var det, der satte min behandling i gang, og jeg blev udredt og fik min diagnose.

I dag er jeg meget mere stabil.

– Anna, 21 år

Facebook