Vinterdepression? Sæt farve på livet!

En vinterdepression kan være en bitch! Men denne vinter har været meget ulig tidligere år!

Hvor jeg plejer at lukke mig inde, sidde i mørket og nærmest gå i hi – selv på dage med solrigt, frostklart vejr – , har denne vinter været præget af fantastiske naturoplevelser, strandture, udendørsliv og social aktivitet.

Jeg har faktisk en oplevelse af, at det slet ikke har været vinter. Selv ikke i januar hvor der var sne, frost og hårde minusgrader. Det var ikke vinter, det var bare sådan vejret lige var.

Det er gået op for mig, at jeg har forbundet vinterperioden/”vinter” – midt oktober til først i marts (alt efter forårets komme) – som noget der bare skulle overståes. Et frygteligt nødvendigt onde, der lå og spærrede for alt liv. Mentalt har vinteren for mig strakt sig langt ud over de definerede vinter-måneder.

Jeg har helt klart haft tendenser til vinterdepression

Jeg har de sidste mange år været “vintertræt” eller i “vinterhi” hvert eneste år. Jeg har kunne se fordelen i at, det har været tilladt at dovne den i sofaen, lukke sig inde og hygge med stearinlys og strikketøj (hvilket jo er skønt!), men det gør altså også bare noget ved kroppen – bl.a. at man ikke får et nødvendige sollys og det livgivende udendørsliv.

Jeg er generelt bare mere muggen, ugidelig og indelukket om vinteren og en årrække dykkede jeg helt.

Jeg tænker rigtig meget i billeder og jeg plejer at have et billede af året som en farvet tidslinje. Tidligere har året altid set sådan ud:

Sådan kan en vinterdepression let se ud

Vinteren har altid været farvet sort i mit hoved, kun lige afbrudt af den røde julefarve. Foråret er lysegrønt, påsken gul og sommeren varm rød, for at blive afløst af sort igen allerede ved oktober måned. Og det på trods af at oktober jo faktisk kan være både varm, solrig og temmelig smuk, men det mentale billede har altid været præget af at den sorte vinter er lige om hjørnet. Så jeg har aldrig lagret mindet om lækre oktober. Faktisk har jeg ofte allerede i august måned fået spoleret nuet ved at være trist over, at nu er sommeren ved at være forbi og der ligger sååååå mange måneder foran mig før den kommer igen. Og så har det været som om året har gået i ring….efter nytår, så kørte det hele i ring igen med den sorte farve først….

I år har været anderledes

Men altså – dette efterår og vinter har været fuldstændig anderledes – og uden spor af noget der kunne bare minde om en vinterdepression. Når jeg tænker tilbage, ser mit mentale billede af 2015 og frem til nu sådan ud:

Denne vinter har jeg ikke haft skyggen af en vinterdepression

Perioden har været langt mere farverig end ellers. Glade farver og ikke på noget tidspunkt sort. Ikke på noget tidspunkt muggen, idelukket og kedelig. Ikke på noget tidspunkt “vinter”. Og pilen med de glade farver går ligeud. Der er ingen køren i ring….

Jeg er simpelthen så dybt taknemmelig for, at jeg dengang i oktober bare sprang ud i det og sendte den mail til formanden for Frederikshavn Vinterbadere – selvom jeg godt nok var ved at fortryde, som du kan se i indlægget her.

Denne vinter har i bund og grund handlet om at have det SJOVT. Som en af mine nye venner i vinterbaderklubben sagde: Vi er jo som en flok børn, der leger!

Det er helt umuligt for mig, at få en vinterdepression, når man besøger sådan et sted jævnligt
At tage til stranden har været noget, jeg tidligere kun har gjort, når der har været virkelig varmt. Denne vinter tror jeg, jeg har været ved stranden flere gange, end jeg ellers har været i hele mit liv! Foto fra Rønnerhavnen, vinteren 2015.

Vinteren har budt på så mange fede oplevelser – nye venner i klubben, socialt liv i saunaen, masser af strandture, udendørsliv, fantastiske naturoplevelser – bl.a. en måge, der slog ned og tog en fisk 3 meter fra, hvor jeg svømmede -, badning i regnvejr, så der slog skomagerdrenge 10 cm op i luften, hyggesnak på stranden i det klareste solskin med kun et badehåndklæde omkring mig, svømning i grødis og det allerbedste – turen til Sibirien, hvor jeg lærte endnu flere skønne mennesker at kende.

VM i Sibirien var en fantastisk oplevelse
Peter, Nina, Lars, Lene, Morten, Lars, Mette, Catharina og jeg forrest. Sol, klar frost, musik og glade dage. Det var ingen problem at rende rundt i badetøj – tro det eller ej, det var skønt!

Vi var allesamen enige om, at det var en fantastisk “badeferie”, som vi rendte rundt der i badetøj i strålende sol og klar frost. Og hvilket boost af selvtillid, at gøre noget SÅ vildt – og samtidig opleve, at det faktisk slet ikke var noget “problem”. Det var bare sjovt og skide skørt!

Kulde er pludselig ikke koldt

Jeg har samtidig fået et helt andet forhold til kulde end tidligere. Den er ikke væmmelig længere – kulde er bare en anden følelse end varm.

DET er godt nok noget nyt for mig, der ALTID har pakket mig ind i tykke trøjer, dunfrakker, vanter, huer og store støvler. For ikke at tale om uldsokker i sengen, for bare at holde fødderne nogenlunde over frysepunktet.

Denne vinter har jeg tit taget afsted uden jakke, hvis jeg bare lige skulle hen at handle!

Det har også gjort, at jeg allerede nu føler, at sommeren med alle dens aktiviteter er godt på vej. Den sidste uges tid har jeg allerede siddet ude to aftner fra 18.30 til 21 med bål, snobrød og store smørklatter. Godt nok i føromtalte jakke og støvler, men altså….det har jeg aldrig gjort i marts måned før. Det er sådan noget, der har hørt juli til…

Et andet eksempel – forleden hvor vi gik en lang tur med krapylet (aka. vores rottweiler Thor) på stranden, smed jeg sko og strømer og gik i vandkanten – igen noget, der ellers kun har hørt sommeren til, men som på ingen måde var væmmelig-koldt.

Tæerne i vandkanten allerede i marts. Vinterdepression go home!

Jeg kan godt forstå at vinterbadere (sikkert også mig selv) kan lyde lidt religiøse i andres ører, når der siges at “det er naturens lykkepille” og “man kan ikke blive vinterdeprimeret/få en vinterdepression som vinterbader”.

Men jeg er helt enig i de udsagn, men de kræver lidt mere forklaring for at forstå. Derfor har jeg hermed forsøgt at give et indblik i, hvordan farverne på mit år pludselig er blevet forandret, så alle jer der synes, jeg er fuldstændig rablende gal – og helt uden geni-delen – når jeg hopper i vandet en vinterdag, for slet ikke at tale om en frossen flod i Sibirien, måske pludselig kan se fidusen.

Så alt i alt… jeg er ikke helt galt på den. Jeg har bare fået sat farver på livet!


Efterskrift:

Nu handler det jo ikke om at alle med en vinterdepression/depressive, bipolare osv bare skal ud og vinterbade og så er den skid slået. Der ligger jo SÅ meget mere arbejde bag, som følgere af bloggen også har set. Det er en langsom proces og en udvikling gennem de sidste 2 ½ år. Men i forhold til hvor jeg var i 2013, hvor året overvejende havde gråtoner i mellem det sorte – kun afløst af en skrigende hidsig lillapink en kort periode – så er det jo fantastisk at kunne se tilbage på et år, der har været så fyldt med farver. Men altså – processen er lang, og det nytter ikke noget at forcere den.

Her er mine vigtigste posts i forhold til at forklare hvordan jeg har gjort:

Erkendelse:
SygdomsCV
Stress/sårbarhedsmodellen
Derfor kan du ikke “tage dig sammen

Målsætning:
Manifest 2014

Evalueringer undervejs:
Status februar 2014
Status marts 2014
Status juni 2014
Status juli 2014

Strategier:
Så hold dog KÆFT hjerne 
7 lavpraktiske ting, der kan lukke kæften på min hjerne 
Reddet af Romulus 

Pårørende:
Snak sammen
Pårørendearbejde til UG med kryds og slange

Ild i ovnen!

For præcis et år siden brændeovnvar jeg gæsteblogger hos skønne Tine. Tine og jeg ser ret ens på det her med sygdom og bipolaritet, så vi har tit kontakt omkring vores blogindlæg, idéer og livet generelt.

Jeg tror faktisk det var det her anonyme gæsteindlæg, der gav mig sparket til at offentliggøre min blog et par dage senere. Indtil da var det jo kun mine øjne, der havde adgang.

Jeg fandt lige tilfældigt indlægget her i dag og derfor, vil jeg lige dele det her i sin fulde længde. Men husk lige at tjekke Tines blog ud – den kan man også blive ret klog af 🙂

 

Mit gæsteindlæg:

I december fik vi en skøn brændeovn stort set samtidig
med at vores fyr løb tør for olie. Det var sådan set ret godt timet. Der er virkelig mange fordele ved den brændeovn, men der er også et men…Tænder vi så voldsomt op, at vi kan varme hele huset op, er der ret stor chance for, at det ender galt og huset brænder ned. Derfor er vi nødt til at tilpasse ilden til pejsens størrelse og kan max smide 3 pinde på af gangen. Men så kan den også varme de rum op, vi bruger til hverdag.

Bliver der for varmt i køkken/alrummet, hvor den står, åbner vi en dør ned til værelsesgangen. Vi har en læderhandske på, når vi åbner lågen. Skuffen kan trækkes ud og give mere luft, hvis den er ved at dø ud.

I starten hvor vi ikke sådan helt kendte ovnen, havde vi både en spand med vand og en ildslukker i nærheden, så vi kunne reagere promte, hvis ilden blev for voldsom. Samtidig bruger vi også stadig optændingsblokke og -pinde, hvis ilden er gået ud.

Ovnens ankomst til huset var også det, der endelig fik min mand til at installere røgalarmer i stuen. Vi havde snakket om det tit “men det gør vi lige i morgen”. Nu er den der, og kan sige til i god tid, hvis tingene udvikler sig, når vi ikke lige er i nærheden. Det giver os tid til at reagere inden det er for sent.

Nu har vi lært brændeovnen at kende og den brænder stort set i døgndrift. Den har været vores eneste varmekilde stort set hele vinteren. Nogen måneder har vi kun brugt 400 kr på varme og så har vi virkelig hygget os ved flammerne, der midt i stuen.

Der er ikke noget bedre end at krybe sammen i lænestolen med lydbog og strikketøj, mens ilden buldrer lystigt og sparer os for ca 1500-2000 kr. om måneden.

Som mange andre bipolare, har jeg fået installeret en brændeovn indeni udover radiator og oliefyr – og sommetider løber mit oliefyr tør for olie. Det kan enten være pokkers varmt – eller iskoldt. Ilden brænder i os – og det er den ild, der sommetider blusser op og fortærer os. Men det et også den ild, der ofte distancerer os og gør os ekstremt kreative, målrettede og engagerede. Det er den ild, der gør at sygdommen oftest ikke spottes før efter flere depressioner – hypomanier er jo sådan set af “det gode”, så længe det ikke bliver for meget af det gode. Som med så meget andet her i livet.

Derfor kan det ofte være ret overraskende for omverdenen, at lige DU blev psykisk syg…at det var DIG, der gik ned med, hvad der først ligner stress og depression: “Jamen du plejer jo at klare alt”….

Det er også derfor, at det kan være så pokkers svært, at acceptere de begrænsninger, sygdommen lægger på os, men lærer vi først at tæmme ilden, så den brænder som et lille pænt bål, så er vi på rette vej og kan udnytte alle de fantastiske egenskaber som bipolariteten OGSÅ giver os.

Er psykisk influenza okay?

For noget tid siden var der fokus på familieliv/arbejdsliv osv i medierne – og der kom temmelig mange kommentarer om, at folk bare må tage sig sammen. Der var også kommentarer omkring sygedage og specielt en kommentar ramte mig i første omgang: ”Det er fandeme ikke i orden at pjække. Melder man sig syg så bliver man på sofaen under dynen!”

Så i dag vil jeg tage jer tilbage til den tid hvor ungerne var små og jeg havde fuldt tryk på karrieren. Der var en stor pærevælling og logistisk helvede i børnenes sportsaktiviteter, forældremøder, salgskonferencer, flyverdragter der SKULLE vaskes, aftenmøder, 72.000+ km om året på landevejen, spændende madpakker, og…og…og…

Når jeg ser tilbage, misbrugte jeg mig selv og min krop i helt ekstrem grad for at nå det hele og få alt til at hænge sammen.
Selv om jeg tit var segnefærdig, gjorde jeg netop det, som psykisk syge tit får skudt i skoene: ”hvorfor tager du dig ikke bare sammen?”. De gjorde jeg faktisk i helt ekstrem grad hele tiden. Eller næsten hele tiden.

Engang imellem tog det, som jeg dengang anså som en pjækkedag.

”Æhhh…host…host…jeg har simpelthen så ondt i halsen…host…host…her til morgen.”

Billede1Jeg vil hermed gerne sige ”Undskyld chef” – men ikke for at jeg meldte mig syg, men for at have løjet om årsagen. For gu´ var de da ej en pjækkedag! Det var en psykisk influenzadag!!!

Der var selvfølgelig nogen ikke-diagnostiserede, periodevise hypomanier ind over alle mine succeser på jobbet, men det blev holdt i skak med de der ”pjækdage” ind imellem, hvor jeg havde den sorteste samvittighed over at være blevet hjemme.

Men det gik faktisk rigtig godt et langt stykke hen ad vejen med de der klat-sygedage. De gjorde at jeg performede fænomenalt, havde høje salgstal, fik bonusser, vandt salgskonkurrencer, holdt mange aftenmøder og var seriøst god til at skabe tætte relationer til mine kunder. Og blev kåret til nordisk wow-vinder, årets sælger mv. Jeg var faktisk et kæmpe aktiv for salgsafdelingen! Punktum!

Men da den øverste salgsdirektør pludselig skulle til at strømline salgsafdelingen, og der blev sat fuld fokus på performance, effektivitet og fleksibilitet (men sørme kun var vores side)  begyndte tingene at skride. Min nærmeste chef var faktisk temmelig frustreret – hun forstod til fulde, hvordan man får det bedste ud af folk, men blev altså fuldstændig overtrumfet.

Nu tillod jeg ikke mig selv de her sygedage længere. Og fordi fokus nu var rettet SÅ meget ind på at yde max., knoklede jeg mig selv ind i en langvarig hypomani, måske endda grænsende til mani og efterfølgende kæmpe depression og alt var tabt på gulvet.

Ser man samlet set på tingene så var jeg ekstremt effektiv de første 3 år af min ansættelse og tjente gode penge hjem til firmaet. Der var balance i tingene, presset ja, men balance.

Det sidste år endte med først 3 måneders mærkelig adfærd (jeg er sikker på mine kolleger husker det stadig her 12 år efter), 6 måneders virkeligt ineffektivt salgsarbejde, kognitive evner på linje med en skål kold havregrød og til sidst sygemelding. En sygemelding som jeg igen begrundede fysisk. Dengang anede jeg ikke, at man rent faktisk godt kunne blive sygemeldt af andre årsager – det var jo pjæk! Så da min forstuvede fod ikke rigtig længere kunne forsvare, at jeg blev hjemme, fandt jeg mig hovedkulds et nyt job, sagde op og løb nærmest ud af døren. Jeg skulle bare væk – uden jeg vidste hvorfor.

Og dette sidste år af min ansættelse dengang, har helt sikkert kostet firmaet langt, langt flere penge end at betale for de der 8-10 ”psykiske influenza” sygedage, jeg havde om året.

Så… næste gang du er irriteret på en af dine kolleger/medarbejdere over lidt klatsygedage, så overvej bare et kort sekund, om de måske kan puttes i kassen ”psykisk influenza”. Det kunne jo være, der skulle tages en snak om firmaets tilrettelæggelse af arbejdsdagen, hvad der kan gøres anderledes og om der måske kan iværksættes forebyggende foranstaltninger. Det kan også være at de bare skal accepteres fordi samlet set performer medarbejderen langt over forventligt.

Sygdom behøver altså ikke være lig med dynen på sofaen, varm the, varmedunk og halsbolcher!!!

 

 

Brug Pippi-metoden :)

“Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt!

Pippi Langstrømpe

Jeg skrev forleden om at tænke som Pippi. Men et er at tænke…se her hvordan du kan komme fra tanke til handling.

Det kan være en stor mundfuld at kaste sig ud i nyt alene, når man ikke aner hoved eller hale i hvor man skal starte eller ende. Så nu får du den model, jeg plejer at følge:

  1. Google – internettet er efterhånden så gammelt at der helt 100% er en derude, der har siddet og undret sig over samme problem.
  2. Youtube er en guldgrube af viden, der er meget nem at gå til. Der ligger et uendeligt antal af “how-to-do”-videoer, der trin for trin guider dig igennem, om du vil lære at lægge fliser i baggangen eller ja, indsætte en kontaktformular på din hjemmeside.
  3. Spørg i dit netværk – spørg på Facebook, ring til en ven. Har folk ikke selv tid til at hjælpe dig, så kan de næsten altid pege dig i en ny retning. Det kan være lidt af et detektivarbejde, men det er jo også sjovt i sig selv.
  4. Prøv dig frem – vær ikke bange for at eksperimentere lidt. Du kan få nogen værdifulde erfaringer i hvad du IKKE skal gøre – så er du straks tætter på, hvad du SKAL gøre 😀

Det er en kæmpe tilfredsstillelse (ihvertfald for mig), selv at kunne løse et problem, klare en udfordring,  eller fremstille et produkt, som jeg ikke anede noget om inden, jeg gik i gang.

Det er altså vigtigt for mig med sådanne små sejre ind imellem, og jeg sørger for at gemme dem i min mentale rygsæk til en dag hvor alt bare er trist, gråt og håbløst indeni mig.

Og jeg tror også på at det er vigtigt for andre. Fx. har jeg en strikkeveninde – Sisse -, der virkelig tog min “jeg kan alt”-prædiken til sig og for en 2-3 år siden kastede sig fra begynderniveau med huer på tykke pinde, direkte ud i et stort, mønsterstrikket sjal med dobbeltkant.

Det første blev der kæmpet med men….hold nu kæft hvor var det flot! Og hold nu kæft hvor var hun med al mulig rette stolt. Og jeg med.

Men det var intet imod, da jeg 6 måneder senere modtog endnu et billede – dennegang med hendes eget designede sjal og med farver hun selv havde valgt ud. Jeg har aldrig set så smukt en version af de stor-sjaler før!

 

sisse1
Sisses første sjal, som hun kastede sig ud i efter kun at have strikket huer på store pinde osv. Kanten er dobbelt og det er bare så smukt håndværk. Foto: Sisse Pia Hedegaard Thomassen

 

sisse2
Sjal nr. to som Sisse selv komponerede og valgte farver til. Det er så ubeskriveligt smukt, synes jeg. Foto: Sisse Pia Hedegaard Thommasen

 

Så….kast dig ud i det..du kan godt!

Cryoheating!

Jeg har mailet med et par kapaciteter i den psykiatriske lægestand, og de synes sgu mine observationer om kulde/varme er interessante!!! Og de er enige i min teori om, at det er en fysiologisk reaktion, der har en direkte og øjeblikkelig indvirkning på psyken.

Jeg forsøgt at finde en forsker, der kunne have lyst til at kikke nærmere på det her, men som en læge sagde til mig:

Det er jo sådan set ligegyldigt med at få det videnskabeligt bevist, så længe det virker i praksis!

Og det har han jo fuldstændig ret i!

Så hvor ville jeg ønske Hjørring kommune ville lavet et pilotprojekt omkring det her, for det er jo hul i hovedet at bruge tusindvis af kommunale kroner på “stress-, angst- og depressionskurser”, kognitiv terapi og psykologer, hvis der er noget fysiologisk, der simpelthen bremser for, at man kan tage den (guldgrube af) viden ind, der er i disse tiltag. For slet ikke at tale om de menneskelige omkostninger, der er ved at have det så hamrende elendigt mange, mange uger i træk.

Tænk….bare tænk…hvis et par betalte ture i wellness-centeret med en fokuseret brug af faciliteterne, kunne hjælpe bare en lille del overnight!

 

 

logo_therapy_gennemsigtigt

 

 

Forskel på koldt vand og strik?

En spurgte mig i går hvad forskellen er på koldt vand og strik – for det er jo ikke første gang jeg har “fundet de vises sten” i forhold til stress. Og det er helt rigtigt. I 2006 udgav jeg bogen “Strik og stress af”, om hvordan jeg havde strikket mig ud af et voldsomt stressnedbrud – faktisk det nedbrud, der ledte til min diagnose.

strikogstressaf

Den meget korte forklaring på forskellen er, at hvor strik er en langvarig proces, der langsomt og gradvist nedsætter niveauet af den alt for forhøjede cortisiol-mængde, så kan 2-3 timer i skiftevis koldt og varmt vand “fikse” mig på ja…de 2-3 timer!

Der er en øjeblikkelig effekt efter sådan et par timer og jeg har aldrig nogensinde før oplevet noget være så effektfuldt, så hurtigt.

Jeg har flere gange erfaret at noget, der før i tiden ville have ledt til 4 uger i sengen med ryggen ud mod verden og 1 års efterfølgende sygemelding og restitution med strikkepindene i sofaen, nu kan reddes i land ved en enkelt dag i Romulus eller i Frederikshavns Vinterbaderklub, med meget bevidst brug af kulden og varmen. Så kraftfuld er afgiftningen og udrensningen af stresshormonerne.

Som jeg nævnte i indslaget i går, så har jeg indsamlet en hel del videnskabelige artikler omkring nedkøling af kroppen – cryotherapy – som den form for terapi kaldes. Det er en ny terapiform, der bruges af topatleter. Deres ydeevne øges og den tid, de skal bruge på at komme sig over skader, reduceres.

Sammenholdt med den viden, der findes omkring ophold i sauna giver de to ting et meget klart billede af hvad, hvorfor og hvordan, den her vekslen virker. Jeg har også fundet et par studier, der direkte ser på den kombinerede effekt af sauna og vinterbadning.

Og det er virkelig kraftfulde ting, der sker i kroppen. Jeg har forsøgt at sammenfatte de forskelige teorier og facts på følgende grafik. Mit håb er at få gjort andre end min egen praktiserende læge og psykiater interesserede i det her, så er kan laves noget ordentligt forskning, der kan bekræfte at sådan er det.

Jeg er helt sikker på at mange mennesker kan hjælpes – og ikke bare folk med psykiske problemer. Ophobning af affaldsstoffer / inflammation har en finger med i spillet i SÅ mange sygdomme – lige fra gigt til chrons.

Men indtil da vil jeg arbejde videre med, at få beskrevet og underbygget det, som jeg har besluttet at kalde Cryoheating Therapy. På et tidspunkt må jeg også lave en grundig beskrivelse af, hvordan jeg er kommet til at elske, at ligge/svømme/sidde 10-15 minutter i træk i koldt vand. Sådan lidt en “how to do”-manual, hvis nogen skulle blive fristet til at tjekke et ud selv 🙂

 

effekter
Effekter af Cryoheating terapien. Stort set alt øger afgiftningen af kroppen og fjerner stresshormoner. Så selvom kroppen kortvarigt bliver udsat for “det gode”-stressrespons, så vil 2-5-8 timers vekselvirkning nedsætte det generelle stressniveau betragteligt – både fysisk og psykisk.

Pippi-metoden

Foto: Jacob Forsell

 

Min hjerne er indrettet sådan, at den går helt i baglås, når der er noget, jeg ikke kan finde ud af. Eller dvs. den går ikke i baglås – den bliver stædig.

Så i dag har jeg siddet og nørdet rundt i sådan noget hjemmesidehalløj, for at komme lidt ud over “jeg skriver lige et indlæg og indsætter et billede”.

Og dælanduleme…jeg har både fået fundet, installeret og tilpasset en kontaktformular, så der ikke bare står “enter your email”.

Der er sørme også kommet en slider i toppen af bloggens forside med de seneste indlæg. Ikke fordi det måske er så brugbart – man kan jo bare scrolle – men fordi jeg kan! 😀 (edit: den er så blevet fjernet igen, fordi den bare var grim, dum og i vejen 😀 )

En af mine kæpheste (af ret mange efterhånden) er, at man kan alt…men sommetider har man bare ikke lært endnu, hvordan man gør!

“Det kan jeg ikke finde ud af” har jeg tit hørt, når jeg tidligere lavede workshops eller underviste i strikketeknikker. Og det er altså bare ikke rigtigt og ubevidst siger vi til os selv at vi er dumme og uduelige, og det har jeg oplevet flere gange, kan være med til at trække folk i den forkerte retning.

Vi er nødt til at vende vores tankegang og sige som fantastiske Pippi Langstrømpe:

DET HAR JEG IKKE PRØVET FØR, SÅ DET KAN JEG SIKKERT GODT

Faktisk så kan man ret meget. Man har bare ikke lært hvordan endnu…..

 

Derfor kan du ikke “tage dig sammen”

NB – nederst i dette indlæg er links til en hel del af mine blogposts, der handler om hvordan jeg tager mig sammen på den gode og konstruktive måde.


 

Jeg har sommetider fået det lidt undrende spørgsmål “Hvorfor er det at du ikke bare kan tage dig sammen, når du får det skidt?”.

Ikke som sådan dømmende “tag dig nu sammen”, men en ægte undren over hvorfor man ikke KAN – for det gør almindelige mennesker jo, når livet er svært og “vi har jo alle ups and downs”.

Jeg har gjort mig nogen tanker om emnet og har følgende betragtninger.

Ja – til et helt almindeligt liv hører op- og nedture. Det kan slet ikke undgåes og i perioder kan man være stresset, ked af det, sorgfyldt, forelsket osv. Disse yderpoler stresser kroppen både fysisk og psykisk, men man kan godt tage sig sammen i en periode og fungere nogenlunde normalt i hverdagen. Fælles for disse perioder er, at de som regel går over igen.

Deadlinen på jobbet eller eksamen bliver overstået, uoverensstemmelserne med manden bliver løst, sorgen over et dødsfald bliver bearbejdet og erstattes af et savn, forelskelsen brænder ud eller går over i dyb kærlighed. Men kan har taget sig sammen i en periode for at klare skærerne.

Figur 1 viser sådan et almindeligt liv med det spænd, som raske mennesker har i deres følelser.

tage_sig_sammen_01
Figur 1: Det følelsesspekter en rask person svinger indenfor. I det spekter er der stort set altid mulighed for at tage sig sammen i en kortere periode indtil omstændighederne normaliseres igen. Derfor har mange raske en fornemmelse af, at det ikke er så svært at “tage sig sammen”, for det gør man fra tid til anden, for at klare udfordringer i livet. Inden for dette spekter kan hjernen og viljen styre og bestemme hvordan vi agerer.

 

En med bipolar lidelse er udstyret meget et meget videre spænd. Der er et følelsesmæssigt område både over og under normal-området, hvor hjernen og viljen ikke har noget at skulle have sagt. Det er ren biokemi, der raser rundt i kroppen, når først en bipolars yderpoler nåes. Dette ekstra spænd i følelser vil jeg sammenligne med den psykiske sårbarhed, som er beskrevet i stress/sårbarhedsmodellen. Se indlægget om her:

Stress/sårbarhedsmodellen

Figur 2 illustrerer dette ekstra spænd. I det røde felt findes hypomanier/manier og i det blå depressionerne. Når vi ser på det billede er det jo ret tydeligt, hvor meget længere os med bipolar lidelse KAN komme ud.

Derfor er normales version af “tag dig sammen” også helt anderledes end en bipolars version – eller andre psykisk sårbares version. Faktisk tager vi os tit helt gevaldigt sammen uden nogen overhovedet ved det – eller kan se det.

 

tage_sig_sammen_02
Figur 2: En med bipolar lidelse har et meget videre spænd i følelser og energiniveau. Det røde/ping illustrerer hypomanier/manier og det blå/sorte depressionerne.

 

Her på figur 3 har jeg forsøgt at illustrere forløbet af de forskellige episoder – hypomanier, manier og depressioner, og at vi i ret lang tid ligger højt på “tage sig sammen”-skalaen alene af den stress, vores indre udfordringer skaber. Jeg har ikke som sådan noget videnskabeligt belæg for at sige, at dette er den endegyldige sandhed om alle med bipolar lidelse, men det er heller ikke helt forkert 🙂 Jeg vælger dog at skrive “jeg” fra nu af, da jeg jo i bund og grund kun kan tale for mig selv.

 

tage_sig_sammen_03
Figur 3: De forskellige forløb for episoder. Jeg har en enkelt gang haft en mani (røde kurve) og derfor er min bipolaritet type 1. Det var dog efter en helt ekstrem situation, som jeg tror alle – også almindelige mennesker – ville have reageret psykisk på. Derudover har jeg kun oplevet hypomanier og depressioner.

 

Som regel startede en episode for mig med en form for stress eller pres, som jeg også nævnte under figur 1 – forelskelsen, eksamen, nyt job eller lignende. Som alle andre mennesker reagerer jeg ved at tage mig sammen, klare situationen og opretholde en normal hverdag. Jeg tog mig faktisk ofte så meget sammen, at jeg var totalt on-top, klarede meget mere end andre på kortere tid og udadtil virkede voldsomt stærk i situationen.

Det store problem var tidligere, at jeg ikke i tide formåede at stoppe op og geare ned, blive hjulpet og lade folk tage lidt over. Ved pres og stress reagerer jeg ved at løbe endnu hurtigere – tage mig sammen, om du vil – uagtet at jeg godt kan mærke indeni, at jeg kører på pumperne og de sidste reserver. Hjernen er stadig med og ved måske godt at der BURDE stoppes op, men altså…jeg er jo skidegod til at “tage mig sammen” og smække et overskudsagtigt smil på læberne.

Ingen så, at jeg i de perioder rent faktisk tog mig voldsomt sammen, bare for at komme ud af døren. Bare for at tage telefonen. Bare for at åbne døren, når det ringede på. Andre ser kun det at alting går fint. Og sådan ved jeg også at mange af mine medfæller har det. Vi går jo ikke og siger – “jeg brugte lige to timer på at tage mig sammen til at turde tage bussen hen til dig”. Nej, man dukker bare op og lader som om alt er fint.

På et eller andet tidspunkt rammer jeg så “point of no return” og biokemien tager over – enten opad eller nedad.

Og så er det at det pludselig at ordene “jamen tag dig nu sammen og…whatever det nu er” lyder. Og DERFOR er det så forkert at sige dette til en der fx er dybt deprimeret. For det første har man gjort det meget længe og nu er der bare ikke mere tilbage, og for det andet, er der jo ikke noget man hellere ville – hvis man kunne.

Så istedet for som pårørende eller arbejdsgiver, at være uforstående overfor hvorfor man ikke bare kan…. , ja så skal man hellere anerkende, at personen faktisk har taget sig sammen temmelig længe. Og rose til skyerne og bakke op, hvis der tages en enkelt “forebyggende sygedag” hvor pilen sidder

 

 

tage_sig_sammen_04
Figur 4: “Tag dig sammen” bliver oftest brugt, når kurven er knækket enten den ene eller anden vej og det er tydeligt for andre, at der er noget galt. I manien – tag dig dog sammen og sæt dig ned og slap af eller depressionen: tag dig sammen og gå en tur. Problemet er bare, at man har taget sig sammen i flere uger, ja måneder, og nu er man ude over “tage sig sammen-spektret”.

 

I dag holder jeg mig stabil og indenfor “tage mig sammen”-spektret ved både at have opmærksomhed på kosten, kosttilskud/vitaminer, motion, koldtvandstræning og meget mere.

Jeg er overhovedet ikke bleg for, at tage mig sammen på den måde at jeg  trækker stikket og melder fra til noget vigtigt med ½ times varsel – eller melder mig “forebyggende syg”. Hellere det end at ende med 2-4-6 måneders sygemelding igen.

Samtidig er mine pårørende også blevet meget mere opmærksomme på, hvordan de kan hjælpe mig til at undgå pres og stress. Og allervigtigst – der er ingen længere der siger “tag dig sammen”, og hvis nogen gør, så reagerer jeg ikke på anden måde, end at slå hælene i, sætte mig og strikke i sofaen eller tage ud i Romulus eller Østersøen 🙂

Faktisk tager jeg mig ret meget sammen hele tiden – på den gode måde – så jeg holder mig i tage-mig-sammen-spektret 🙂

Top 5 blogpost til et stabilt liv

Nu skrev jeg i min 2015 status at jeg aldrig nogen sinde før har tænkt så meget på min sygdom og at den aldrig nogensinde før har fyldt så lidt.

Det kan man jo egentlig sige er lidt selvmodsigende, men jeg vil forsøge at forklare forskellen.

De få måneder af gangen hvor jeg var stabil, fyldte min sygdom selvfølgelig ikke noget. Jeg glemte fuldstændig, at der var noget der hed stress og depressioner og troede fuldt og fast på, at jeg aldrig ville ende der igen! Jo godmorgen!

Jeg havde aldrig nogensinde fået en ordentlig forklaring på begrebet hypomanier. Jeg troede faktisk i min naivitet, at jeg sådan set kun havde haft et par enkelte tidspunkter med lidt fart på og så en enkelt mani efter min blindtarmsoperation som den, der egentlig var det man skulle undgå, for der var jeg ved at dø af væskemangel.

Jeg kan huske at jeg engang spurgte min daværende psykiater om manier egentlig var farlige, og hans svar var at så længe jeg ikke kom så langt ud som dengang eller lavede dumme ting, så var der som sådan ikke noget farligt ved en mani.

I dag kan jeg slet, slet ikke forstå at han svarede som han gjorde! For det gjorde at jeg bare fortsatte i samme skure. Så længe jeg ikke kom så langt ud at jeg var ved at dø, så var der ingen problemer i det kreative, engagerede, målrettede, arbejdsomme, fokuserede, sjove perioder med fart på.

Og grunden til at jeg endte i fullblown mani dengang for 10 år siden, var jo den helt sindsyge behandling, jeg var udsat for. Det var jo ikke min skyld at det gik så galt – derfor var det som sådan heller ikke noget, jeg skulle gå og frygte i hverdagen. Overlæger af den kaliber kommer man heldigvis kun meget, meget sjældent ud for.

Despressionerne var derimod et kæmpeproblem. Og jeg så dem aldrig før de kom tordnende og ramte mig som et 17 vognes godstog ud af det blå. Men det var jo ikke ud af det blå – der havde været tonsvis af tegn i flere måneder, som jeg først overså, så ignorerede og til sidst brugte al min energi på at overkomme ved at “tage mig sammen” – indtil jeg så pludselig lå slået helt til tælling i flere måneder, uden at ane hvorfor fanden det nu skete IGEN. Og DET fyldte fandeme i mit liv. Kors hvor de perioder fyldte. Både for mig, men så sandelig også for familien.

Sådan er det ikke længere. I dag ved jeg, at jeg godt kan have gang i mange ting, jeg kan godt have flere bolde i luften og jeg kan godt være både fokuseret, målrettet og engageret uden at det behøver at løbe løbsk, så længe jeg også husker at slappe af, lade op og bare nyde livet.

Før var hvert minut i mine stabile/hurtige perioder, hvor jeg ikke lavede noget, lærte noget eller producerede noget bare spildtid. Og spildtid var det værste jeg vidste!

Men i dag ved jeg, at spildtid er noget nær, den vigtigste tid jeg har 🙂 Det er i spildtiden, jeg fundere. Det er i spildtiden, jeg lader op. Det er i spildtiden, jeg plejer MIG. Det er spildtiden, der gør jeg FUNGERER.

Og spildtiden fylder rigtig meget for mig nu – men som du kan se, er det en værdifuld og GOD tid.

Jeg er hele tiden bevidst om, at der skal være tid til spildtid. Jeg er hele tiden bevidst om de små tegn, jeg fuldstændig overså før. Og jeg er hele tiden bevidst om at reagere promte på de små tegn.

Og det gør at jeg fungerer uden nævneværdige problemer i et tempo, så andre mennesker også kan følge med – og ikke behøver bruge uger og måneder på at hive mig op igen, når jeg roder på bunden af livet.

Derfor kan man sige, at sygdommen fylder meget mere end før i min bevidsthed – men fylder meget mindre i mit liv.

Faktisk vil jeg trække den så langt, som til at sige at den eneste måde, den fylder på i mit liv er positivt. Jeg er blevet et langt mere bevidst menneske og har et langt større overblik over både liv, det sociale og arbejdet.

Hvordan jeg er endt her, har jeg skrevet om et par gange på bloggen. Her er top 5 over de poster, der kan hjælpe dig på vejen:

 

Manifest 2014 – giver dig mål

SygdomsCV – giver dig overblik og erkendelse

Så hold kæft hjerne – giver dig redskaber

7 lavpraktiske ting, der kan lukke kæften på min hjerne – giver dig redskaber

Stress/sårbarhedsmodellen – giver overblik

 

Status år 2015

2015 lakker mod enden, og som sædvanligt kan jeg ikke lade være med at gøre status over året der er gået. Som i januar 2014, hvor jeg lavede “Manifest 2014”, startede jeg også 2015 ud med at skrive “Ambition 2015”. Men året skulle hurtigt vise sig slet ikke at passe til den ambition, og jeg besluttede, at den måtte udsættes et år eller to.

For 2015 overraskede sådan set lige fra begyndelsen, men jeg kan alligevel med stor glæde og stolthed sige, at jeg har været fuldstændig stabil hele året, med de små udsving som andre helt normale mennesker også oplever i løbet af sådan et år.

Jeg har fået et overblik over mit liv og mine reaktioner, som jeg aldrig har haft før. Det er stadig år 2014, der står som fuldstændig skelsættende for mig, men 2015 har vist, at det her er langtidsholdbart.

Jeg har fundet nøglen til mit liv – og jeg bruger den.

Jeg plejer at sige, at jeg aldrig nogensinde har tænkt så meget på min sygdom, som jeg gør nu – og aldrig nogensinde har den fyldt så lidt. Alle de småjusteringer, jeg stort set umærkeligt laver hver eneste dag, gør, at jeg på ingen måde føler mig hæmmet.

Arbejdsmæssigt har 2015 budt på store udfordringer. Nyt job, nye ansvarsområder, frustrationer, en opsigelse, Ole har startet firma, hvor jeg blev ansat og tilbud om at overtage agenturet på PIP konceptet til landbruget. Det sidste gør mig vanvittigt stolt. Det ser jeg som en kæmpeanerkendelse af min (og Oles) viden, indsats hele året og dedikation til projekt “MRSAfrit Danmark”. Men på trods af både prøvelser, modgang og udfordringer, samt sejre, anderkendelse og fejringer, så har jeg holdt den slagne vej. Det er virkelig en linedans over Grand Canyon, hvor jeg tager et lille bitte skridt af gangen, men sørger for at sætte foden præcis det rette sted, holde mange pauser undervejs og få al den hjælp undervejs, jeg har brug for. Så arbejdsmæssigt har 2015 været et fantastisk godt år, som jeg virkelig er stolt af.

 

2015-04-15 14.17.16
En rigtig glad lille hollandsk pattegris, der er født i en stald, hvor mikromiljøet er sundt og stabilt. Denne lille fyr har 98% chance for at undgå sygdom og antibiotika-behandling frem til den skal slagtes.

 

Herhjemme havde jeg en ambition om, at vi skulle have huset renoveret færdigt. Vi er også kommet videre, men slet ikke så langt, som jeg havde håbet. Men det skyldes ret meget ovenstående. Jeg har prioriteret ro, fred og mig selv, når arbejdstimerne var overstået. Heldigvis har vi nået det vigtigste – separering af kloak og regnvand. Det var sgu bare sure penge at bruge i og med det var pålagt alle husstande på vejen af kommunen og ikke fordi det var “nødvendigt”. Men heller ikke det kunne slå mig ud og vi går 2016 i møde med en bredere indkørsel og det vil lette ret meget i hverdagen, i og med den tidligere var fra 1955 og bestemt ikke var dimensioneret til nutidens biler!

 

2015-10-22 09.38.00
Det krævede besøg af de store maskiner, at få både træer og jord væk, så der kunne laves regnvandseparering.

 

Personligt har 2015 været året, hvor jeg virkelig har fået “egoismen” ind under huden. Men det er den gode egoisme, der gør at både jeg, arbejde, kontakten til venner/familie osv fungerer. Den gode egoisme giver mig det stabile overskud, der også holder i længden.

Den helt store vinder her, har været Romulus i Skallerup Seaside Resort og beslutningen om, at de ca 300 kr en dag derude koster (incl. frokost) ALTID er godt givet ud. Tidligere har jeg syntes, at det var alt for dyrt, men det skal jo ses i forhold til, hvad jeg får ud af det. Og er 300 kr engang hver 3.-4. uge, det der bl.a. skal til for at holde mig kørende, så er det jo faktisk billigt sluppet.

 

At jeg i oktober skiftede Romulus ud med Frederikshavn Vinterbaderklub, var dog alligevel overvejende af økonomiske årsager. Men det skiftede lynhurtigt til at være en socialt fristed, hvor det nu er de hyggelige snakke i saunaen og fællesskabet, jeg savner, hvis der går for lang tid mellem besøgene. Alle er supersøde og selvom det tit er nye mennesker, jeg møder derude (vi er 145 medlemmer), så har jeg kun oplevet en enestående imødekommenhed, interesse og en snak, der går lystigt. Specielt når jeg fortæller, at årsagen til at jeg er startet i klubben er, at vinterbadningen kombineret med sauna kan holde min bipolaritet i skak. Jeg oplever en ægte interesse i både sygdommen, bloggen og strategier og har kun haft positive oplevelser ved at være åben om mine psykiske udfordringer.

2015-10-27 15.32.54
Man skulle tro dette billede var fra en sommerdag, men det er faktisk taget i december. Mødet med Østersøen ved vintertide har været efterårets store oplevelse.

Det leder mig til nok min største bedrift i 2015. Bloggen her. At jeg i marts fandt modet til at offentliggøre den diagnose (og hemmelighed), jeg har båret på siden dengang i 2004, hvor der blev sat navn på. Modet kom jo selvfølgelig af at jeg via Manifest 2014 havde fundet nøglen til det gode, stabile liv. At jeg havde overskuddet og roen til at møde verden med oprejst pande. At jeg nu kontrollerer sygdommen og ikke omvendt. Modet kom også af ønsket om at dele mine erfaringer og måske inspirere andre til at finde deres vej, og der gik ikke længe før de første beskeder landede i min indbakke på Facebook. Det er også en af de ting jeg kikker tilbage på med stolthed.

 

Billede1

 

Det har fjernet ret meget indre stress, at jeg ikke ALTID behøver at opretholde facaden af at “det går forrygende”. Og det har jeg så kunne kanalisere over i at koncentrere mig om at “få det til at gå forrygene.” Det har været en fantastisk aha-oplevelse, som jeg ønsker andre også må få.

Når jeg kikker tilbage på 2015 har der også været hårde tider, udfordringer, der ikke har været sjove, ting, der har slået mig til tælling. Men hvor jeg før i tiden kunne dvæle, gruble og puste dem op, har jeg lært at lægge dem på hylden efter endt behandling, for det er ikke dem, der skal fylde i mit liv.

Der også mange andre begivenheder, der fortjener at blive nævnt, men det får være for nu. Hvad 2016 bringer af glæder og udfordringer er aldrig til at vide, men jeg går ind i året med visheden om, at ligegyldigt hvad, så kan jeg ikke slåes af pinden.

Rigtig godt nytår til jer alle…