Betragtninger

For præcis et år siden var jeg gæsteblogger hos skønne Tine. Tine og jeg ser ret ens på det her med sygdom og bipolaritet, så vi har tit kontakt omkring vores blogindlæg, idéer og livet generelt.

Jeg tror faktisk det var det her anonyme gæsteindlæg, der gav mig sparket til at offentliggøre min blog et par dage senere. Indtil da var det jo kun mine øjne, der havde adgang.

Jeg fandt lige tilfældigt indlægget her i dag og derfor, vil jeg lige dele det her i sin fulde længde. Men husk lige at tjekke Tines blog ud – den kan man også blive ret klog af 🙂

Mit gæsteindlæg:

I december fik vi en skøn brændeovn stort set samtidig
med at vores fyr løb tør for olie. Det var sådan set ret godt timet. Der er virkelig mange fordele ved den brændeovn, men der er også et men…Tænder vi så voldsomt op, at vi kan varme hele huset op, er der ret stor chance for, at det ender galt og huset brænder ned. Derfor er vi nødt til at tilpasse ilden til pejsens størrelse og kan max smide 3 pinde på af gangen. Men så kan den også varme de rum op, vi bruger til hverdag.

Bliver der for varmt i køkken/alrummet, hvor den står, åbner vi en dør ned til værelsesgangen. Vi har en læderhandske på, når vi åbner lågen. Skuffen kan trækkes ud og give mere luft, hvis den er ved at dø ud.

I starten hvor vi ikke sådan helt kendte ovnen, havde vi både en spand med vand og en ildslukker i nærheden, så vi kunne reagere promte, hvis ilden blev for voldsom. Samtidig bruger vi også stadig optændingsblokke og -pinde, hvis ilden er gået ud.

Ovnens ankomst til huset var også det, der endelig fik min mand til at installere røgalarmer i stuen. Vi havde snakket om det tit “men det gør vi lige i morgen”. Nu er den der, og kan sige til i god tid, hvis tingene udvikler sig, når vi ikke lige er i nærheden. Det giver os tid til at reagere inden det er for sent.

Nu har vi lært brændeovnen at kende og den brænder stort set i døgndrift. Den har været vores eneste varmekilde stort set hele vinteren. Nogen måneder har vi kun brugt 400 kr på varme og så har vi virkelig hygget os ved flammerne, der midt i stuen.

Der er ikke noget bedre end at krybe sammen i lænestolen med lydbog og strikketøj, mens ilden buldrer lystigt og sparer os for ca 1500-2000 kr. om måneden.

Som mange andre bipolare, har jeg fået installeret en brændeovn indeni udover radiator og oliefyr – og sommetider løber mit oliefyr tør for olie. Det kan enten være pokkers varmt – eller iskoldt. Ilden brænder i os – og det er den ild, der sommetider blusser op og fortærer os. Men det et også den ild, der ofte distancerer os og gør os ekstremt kreative, målrettede og engagerede. Det er den ild, der gør at sygdommen oftest ikke spottes før efter flere depressioner – hypomanier er jo sådan set af “det gode”, så længe det ikke bliver for meget af det gode. Som med så meget andet her i livet.

Derfor kan det ofte være ret overraskende for omverdenen, at lige DU blev psykisk syg…at det var DIG, der gik ned med, hvad der først ligner stress og depression: “Jamen du plejer jo at klare alt”….

Det er også derfor, at det kan være så pokkers svært, at acceptere de begrænsninger, sygdommen lægger på os, men lærer vi først at tæmme ilden, så den brænder som et lille pænt bål, så er vi på rette vej og kan udnytte alle de fantastiske egenskaber som bipolariteten OGSÅ giver os.

2015 lakker mod enden, og som sædvanligt kan jeg ikke lade være med at gøre status over året der er gået. Som i januar 2014, hvor jeg lavede “Manifest 2014”, startede jeg også 2015 ud med at skrive “Ambition 2015”. Men året skulle hurtigt vise sig slet ikke at passe til den ambition, og jeg besluttede, at den måtte udsættes et år eller to.

For 2015 overraskede sådan set lige fra begyndelsen, men jeg kan alligevel med stor glæde og stolthed sige, at jeg har været fuldstændig stabil hele året, med de små udsving som andre helt normale mennesker også oplever i løbet af sådan et år.

Jeg har fået et overblik over mit liv og mine reaktioner, som jeg aldrig har haft før. Det er stadig år 2014, der står som fuldstændig skelsættende for mig, men 2015 har vist, at det her er langtidsholdbart.

Jeg har fundet nøglen til mit liv – og jeg bruger den.

Jeg plejer at sige, at jeg aldrig nogensinde har tænkt så meget på min sygdom, som jeg gør nu – og aldrig nogensinde har den fyldt så lidt. Alle de småjusteringer, jeg stort set umærkeligt laver hver eneste dag, gør, at jeg på ingen måde føler mig hæmmet.

Arbejdsmæssigt har 2015 budt på store udfordringer. Nyt job, nye ansvarsområder, frustrationer, en opsigelse, Ole har startet firma, hvor jeg blev ansat og tilbud om at overtage agenturet på PIP konceptet til landbruget. Det sidste gør mig vanvittigt stolt. Det ser jeg som en kæmpeanerkendelse af min (og Oles) viden, indsats hele året og dedikation til projekt “MRSAfrit Danmark”. Men på trods af både prøvelser, modgang og udfordringer, samt sejre, anderkendelse og fejringer, så har jeg holdt den slagne vej. Det er virkelig en linedans over Grand Canyon, hvor jeg tager et lille bitte skridt af gangen, men sørger for at sætte foden præcis det rette sted, holde mange pauser undervejs og få al den hjælp undervejs, jeg har brug for. Så arbejdsmæssigt har 2015 været et fantastisk godt år, som jeg virkelig er stolt af.

Herhjemme havde jeg en ambition om, at vi skulle have huset renoveret færdigt. Vi er også kommet videre, men slet ikke så langt, som jeg havde håbet. Men det skyldes ret meget ovenstående. Jeg har prioriteret ro, fred og mig selv, når arbejdstimerne var overstået. Heldigvis har vi nået det vigtigste – separering af kloak og regnvand. Det var sgu bare sure penge at bruge i og med det var pålagt alle husstande på vejen af kommunen og ikke fordi det var “nødvendigt”. Men heller ikke det kunne slå mig ud og vi går 2016 i møde med en bredere indkørsel og det vil lette ret meget i hverdagen, i og med den tidligere var fra 1955 og bestemt ikke var dimensioneret til nutidens biler!

Personligt har 2015 været året, hvor jeg virkelig har fået “egoismen” ind under huden. Men det er den gode egoisme, der gør at både jeg, arbejde, kontakten til venner/familie osv fungerer. Den gode egoisme giver mig det stabile overskud, der også holder i længden.

Den helt store vinder her, har været Romulus i Skallerup Seaside Resort og beslutningen om, at de ca 300 kr en dag derude koster (incl. frokost) ALTID er godt givet ud. Tidligere har jeg syntes, at det var alt for dyrt, men det skal jo ses i forhold til, hvad jeg får ud af det. Og er 300 kr engang hver 3.-4. uge, det der bl.a. skal til for at holde mig kørende, så er det jo faktisk billigt sluppet.

At jeg i oktober skiftede Romulus ud med Frederikshavn Vinterbaderklub, var dog alligevel overvejende af økonomiske årsager. Men det skiftede lynhurtigt til at være en socialt fristed, hvor det nu er de hyggelige snakke i saunaen og fællesskabet, jeg savner, hvis der går for lang tid mellem besøgene. Alle er supersøde og selvom det tit er nye mennesker, jeg møder derude (vi er 145 medlemmer), så har jeg kun oplevet en enestående imødekommenhed, interesse og en snak, der går lystigt. Specielt når jeg fortæller, at årsagen til at jeg er startet i klubben er, at vinterbadningen kombineret med sauna kan holde min bipolaritet i skak. Jeg oplever en ægte interesse i både sygdommen, bloggen og strategier og har kun haft positive oplevelser ved at være åben om mine psykiske udfordringer.

Det leder mig til nok min største bedrift i 2015. Bloggen her. At jeg i marts fandt modet til at offentliggøre den diagnose (og hemmelighed), jeg har båret på siden dengang i 2004, hvor der blev sat navn på. Modet kom jo selvfølgelig af at jeg via Manifest 2014 havde fundet nøglen til det gode, stabile liv. At jeg havde overskuddet og roen til at møde verden med oprejst pande. At jeg nu kontrollerer sygdommen og ikke omvendt. Modet kom også af ønsket om at dele mine erfaringer og måske inspirere andre til at finde deres vej, og der gik ikke længe før de første beskeder landede i min indbakke på Facebook. Det er også en af de ting jeg kikker tilbage på med stolthed.

Det har fjernet ret meget indre stress, at jeg ikke ALTID behøver at opretholde facaden af at “det går forrygende”. Og det har jeg så kunne kanalisere over i at koncentrere mig om at “få det til at gå forrygene.” Det har været en fantastisk aha-oplevelse, som jeg ønsker andre også må få.

Når jeg kikker tilbage på 2015 har der også været hårde tider, udfordringer, der ikke har været sjove, ting, der har slået mig til tælling. Men hvor jeg før i tiden kunne dvæle, gruble og puste dem op, har jeg lært at lægge dem på hylden efter endt behandling, for det er ikke dem, der skal fylde i mit liv.

Der også mange andre begivenheder, der fortjener at blive nævnt, men det får være for nu. Hvad 2016 bringer af glæder og udfordringer er aldrig til at vide, men jeg går ind i året med visheden om, at ligegyldigt hvad, så kan jeg ikke slåes af pinden.

Rigtig godt nytår til jer alle…