Betragtninger Arkiv - Side 4 af 9 -

Jeg har købt en hårnål!

10. december 201510. december 2015 Af Dorte

Ikke bare en almindelig hårnål, men Gun-Britts “Hairpin” – en helt fænomenal fed en af slagsen. Den koster den nette sum af 129,-
….og hvorfor er det så, så specielt?

Jo, da jeg trykkede “send” til bestillingen, gik det op for mig hvordan jeg i mange år/perioder bare aldrig nogensinde købte sådan noget til mig selv. Det her lyder sikkert fuldstændig sindsygt i almindelige kvinders ører, men jeg var ikke “værdig” nok, til at der skulle bruges 129,- på en hårholdedims.

Det var ikke i Oles øjne, det var ikke i tøsernes øjne – nej, det var udelukkende i mine egne øjne.

Praktiske ting var okay – men ikke unødvendigt lækre ting. Der var så meget andet vigtigere, der skulle bruges penge på. Derfor har mine ønsker til fødselsdage, jul osv også altid været rimelig praktiske ting – der er jo ingen grund til at spilde penge på tjams.

Og følelsen var helt uafhængig af, om vi havde penge eller ej. Andres behov var vigtigere end mine – som jeg så det. Det tror jeg vist også jeg har skrevet om på bloggen engang.

Det er jo noget bullshit og pisseåndsvagt – det har været med til at holde mig fast i de depressive perioder og tanker.

Og…derfor var det så fedt, at finde den hårnål på nettet, jeg engang har set ved min vælgesøster Malene (du ved sådan en søs, der er din søs af hjerte og ikke biologi – jeg er beriget med hele to af sådanne <3 ) – og så bare købe den fordi jeg vil ha’ den og ikke vil vente til jul! Der gik det sgu op for mig hvor meget mine indre tanker har ændret sig.

Endelig begynder det at gå op for mig hvad de snakker om i L’oréal…

Because I’m worth it!

Den geniGALE medarbejder :)

30. oktober 2015 Af Dorte

Åhhh – jeg er simpelthen så GLAD!

Noget af det, der er allersværest ved at være bipolar, er at tænke på de perioder i sit liv, hvor man har været “alt for meget” p.g.a. enten hypomani eller mani. Og selvom jeg måske ikke har gjort så fucked up dumme ting som nogen af mine med-bippere – købt møbler til en patriciervilla, selvom man bor i en lille 2-værelses eller rejst til den anden ende af jorden på en pludselig indskydelse – , så har jeg dog været noget af en prøvelse for mange i mine omgivelser.

Forleden fik jeg en besked fra en af mine tidligere chefer, da hun gerne ville købe min reviderede bog “Strik og Stress af”.

Der har været et par episoder i mit ansættelsesforhold, som jeg har tænkt tilbage på med “for fanden da også…hvorfor gjorde du dog det…” og mærket den der “bipolare skam” som mange taler om. Jeg er næsten kommet dertil, hvor jeg kan tænke…ja, men det var sygdommen og så smide skammen.

Og…det kan da godt være, at det var sygdommen – men det ændrer jo altså ikke ved, at der er mennesker fra min fortid rundt omkring, jeg er sikker på synes, jeg har været en mundfuld at håndtere, og som jeg er træt af, har en forkert opfattelse af mig 🙂

Vi var et godt team dengang – ingen af os vidste bare ikke, hvad vi var oppe imod, og i et flip fra mani til dyb depression, sagde jeg op fra den ene dag til den anden og løb nærmest ud af døren.

Det er vist også meget typisk for bipolare…

Men altså – mailen fra min gamle chef var meget kærkommen og vi fik ret hurtigt grint af tingenes tilstand. Jeg har så pissemeget respekt for hende og hendes måde at være chef på, og håber virkelig vores veje vil krydses arbejdsmæssigt igen engang.

Efterskrift:
Jeg vil så også sige at jeg slet ikke er i tvivl om at jeg var en ret dygtig medarbejder i de neutrale perioder og perioderne med hypmani. For dælanduleme, jeg fik kørt noget igennem! Og vandt også den ene award efter den anden i salgsorganisationen. Så heldigvis ved jeg også, at den side af sagen er med mig fra min fortid. I dag hvor jeg har lært at balancere tingene og udnytte alle goderne ved bipolariteten – kreativiteten, de skøre indfald, ud-af-boksen-tænkning, jeg-gør-det-bare, osv – og samtidig undgå faldgruberne, så sidder jeg i en rigtig stærk position, som jeg er virkelig stolt af. Den information vil jeg virkelig gerne give videre til dagens erhvervsliv, for en bipolar medarbejder kan være guld værd – det kræver bare, at både chef og medarbejderen selv VED at man er bipolar. Tjek mit foredrag ud her.

Strik og stress af…. JEG ER STOLT!!!

19. oktober 201519. oktober 2015 Af Dorte

Ok – nu siger jeg noget, som jeg aldrig har sagt offentligt før:

Jeg har altid været lidt flov over min bog “Strik og Stress af” – ikke pga teksten og opskrifterne, dem er der sgu ikke noget i vejen med, men den rigtige bog så slet ikke ud som den bog, jeg havde forestillet mig, da jeg skrev på den.

Den har altid føltes SÅ forkert – det var slet ikke sådan min bog skulle se ud. Inde i mit hoved var der lækre billeder fra stranden, rolige duche farver og flotte tegninger.

Jeg havde i sin tid SÅ mange diskussioner med Politikens Forlag omkring det grafiske udtryk, som jeg mildest talt altid har hadet som pesten. Desværre afviste de blankt, at vi selv måtte stå for grafik og billeder – uden overhovedet at have set nogen forslag fra os.

I stedet aftalte vi, at de skulle sende et par forskellige forslag til illustrationer og så kunne jeg vælge udtryk derudfra. Det skete aldrig. I stedet sendte de 2 måneder senere de færdige tegninger til hele bogen! Og jeg var mildest talt grædefærdig. De lignede påklædningsdukker tegnet af en 12-årig (jeg undskylder til jer piger, der kan tegne – det var ikke tilfældet her) og som var farvelagt af en 8-årig med billige farveblyanter.

Heldigvis fik jeg samlet mod nok til at ringe til forlaget og sige…no way! Vi havde en klar aftale om, at de skulle sende FORSLAG, inden der skulle laves tegninger til hele bogen.

Endnu engang aftalte vi, at de skulle lave FORSLAG til grafisk udtryk….og endnu engang fik jeg stukket færdigredigerede illustrationer i hånden uden jeg havde set skyggen af forslag. De var om muligt endnu grimmere end påklædningsdukkerne, men nu var det take it or leave it. Det blev IKKE lavet om!

Faktisk havde jeg allermest lyst til at sige ”leave it”, men det var alligevel over 1 års on/off arbejde, der ville blive skyllet ud og budskabet var også vigtigt. Så selvom maven ikke havde det helt godt, blev bogen udgivet.

Men som sagt…stolt af den var jeg ikke.

MEN DET ER JEG NU!!!

Vi har fået overdraget rettighederne fra Politikens Forlag og vi har gennemredigeret den, så nu er den lige sådan som den skal være.

Godt nok er udtrykket fra selve illustrationerne bibeholdt, men i en væsentlig forbedret form. Der er tilføjet lækre, relevante billeder (i stedet for latterlige generelle iStock-fotos), farverne er blevet støvede og skrifttyperne er lige som de skal være.

For første gang i 9 år er jeg virkelig STOLT af “Strik og Stress af”. Sådan helt ind i knoglerne!

Bogen kan bestilles som pdf ved at sende en mail til osl@probiocare.dk og den koster den nette sum af 50,- kr. (medsend mobilnr. for nem betaling via MobilePay)

strikogstressaf

Snak med dine pårørende <3

20. april 201610. oktober 2015 Af Dorte

Hvad er det vigtigste i forhold til pårørende?

Sidste weekend spøger stadig bagerst i hovedet. Hvorfor var det at det gik så smooth og hvorfor var det, at Ole var så forstående? For 5-10 år siden ville det være endt med sure miner, irritation, tårer og nedbrudte følelser – rent ud sagt kaos.

Ole er, som jeg skrev, blevet helt eminent i pårørenderollen, men det vil også være forkert af mig, med de ord at lægge alt ansvaret for os syges velbefindende over på de pårørende:

I kan bare være mere tålmodige med os, så har vi det fint. Det er faktisk jeres skyld, at vi har det dårligt og bliver syge igen og igen!

Øhhh, NEJ. Den er sgu ikke fair.

For det første har sygdommen altså sit eget liv i mange tilfælde – så en joke vi synes var sjov for en uge siden, kan slå os helt ud hvis det er en dårlig dag.
For det andet er det altså helt utrolig svært for pårørende at aflæse vores indre tanker – og derfor kan de uforvarende komme til at gøre det forkerte i situationen.
Og for det tredie er det jo fuldstændig umuligt, når vi ikke løbende lukker op og fortæller ærligt om, hvordan vi har det inden i.

For mit eget vedkommene har jeg brugt mange år på at opretholde en facade af “det går fint”, brugt ufattelige mængder energi på “at tage mig sammen”, slået mig selv i hovedet med “jeg bør kunne klare det og det, for det kan andre” og den allerværste: “Hvis bare jeg ikke siger højt, hverken for mig selv eller andre, hvordan jeg virkelig føler helt dybt indeni, så går det nok væk igen.”

Det er så forkert. Vores pårørende kan ikke hjælpe, hvis ikke vi er hudløst ærlige. Min erfaring har været, at det sekund jeg begyndte at åbne op og fortælle om, hvordan det så ud indeni mig, der løsnede knuden. Der er ingen (eller rettelse, kun meget få – læs her), der er ude efter at udnytte vores svagheder. Langt de fleste står klar med åbne arme, når de endelig får en flig af vores virkelighed, og specielt hvad det er vi har brug for.

Lige så mange gange jeg sagde “pas nu på” og andre bekymrende udsagn, sagde jeg også “det er ikke fordi jeg tvivler på dine evner, men min film kører på katastrofe indeni”. Jeg sagde højt, hvor bange jeg var, hvor bekymret jeg var og jeg sagde flere gange, at det var inden i MIG, det foregik.

Jeg tog ansvaret for mine irrationelle reaktioner og Ole tog ansvaret for at løsne op for dem.

Men intet af dette kunne være sket, hvis ikke jeg havde åbnet munden og fortalt ærligt om mit indre kaos!

Så…thumbs up til os begge to!

Kommunikation og erkendelse mellem syg og pårørende er en af nøglepunkterne til et godt liv. Målet for alle må være som min kloge læge sagde dengang for 2 år siden:

At leve det bedste liv med de udfordringer, du nu engang har.

Det gælder også for vores pårørende. I er nu engang stuck with us – så lad os sammen få det bedste ud af det.

Vi syge skal skal åbne op, og vores pårørende skal anerkende og påskønne, at vi gør det. Samtidig skal vi være lydhøre for, at det ikke altid er lige let af have med os at gøre.

Er en situation gået skævt – jamen så snak om det. Det er meget bedre at få svesken på disken. Fortæl, hvorfor du blev ked af det, vred, irriteret. Få en snak om det, og find ud af hvad der kan gøres for at forhindre, at det sker igen. Det er meget bedre end at bruge de næste 2-4-6 uger på en indre dialog, der ender med automatisk negative tanker…den vej ved vi godt hvor fører hen!!!

Vi skal hjælpe hinanden og påskønne hinanden – men frem for alt skal vi respektere hinanden.

Hav en rigtig dejlig solskins-efterårsdag med dine kære <3

Pårørendearbejde til UG med kryds og slange!

20. april 20165. oktober 2015 Af Dorte

Pårørende er en vigtig del af din stabilitet

Pårørende kan gøre rigtig meget for, at man kommer godt gennem en dag! Jeg har sagt det før – og jeg siger det gerne igen! Det, der bare er en kæmpe udfordring, er at vide hvad… I går oplevede jeg på nærmeste hold skoleeksemplet på, hvordan det skal gøres!

Vi har nemlig haft gang i et stort projekt. Et ret stort træ ved vores hoveddør måtte lade livet. For det første hang det ind over vores tag med mosklædte tagplader til følge. For det andet var det også begyndt at hænge ind over nabo-Kajs tag. Og så tager det ufatteligt meget lys og sidst men ikke mindst – det står i vejen for noget kloak-arbejde, vi skal have lavet mandag.

Så ned med det!

Ole er hamrende sej med en motorsav og har også arbejdet i skoven i sin ungdom, så jeg er logisk set slet ikke i tvivl om hans evner. Men alligevel fes jeg rundt med helt irriterende mange “pas nu på´er” og “tror du ikke du også skal have den gren ned?”

Der var hele to andre meget kloge træ-mænd, der uafhængigt af hinanden havde sagt, at det ikke var noget problem at lægge træet ned. Men i og med at det skulle falde PRÆCIST ned i vores indkørsel for at undgå både vores og Kajs tag, så var jeg sådan pænt bekymret.

Og når det så toppes med min helt fænomenalt udviklede katastrofetænkning, så er der lagt op til kraftige “hysterisk-kælling-reaktioner”. Og her er det at jeg virkelig må give et kæmpe cadeau til min mand! For hold da op han tacklede det flot. Jeg er ikke helt klar over, om han rent faktisk var bevidst om, hvad han gjorde, eller det efterhånden bare er kommet så meget ind under huden på ham, at han helt ubevidst bare tog ret store hensyn til mig.

Ole tog nemlig mine udbrud helt køligt, og tog sig den tid det nu tog at forklare og vise mig, hvor han havde tænk sig at skære. Han tog langt flere grene af end nødvendigt og ikke en eneste gang kom der et vredt “så hold dog kæft igen”. Og jeg tror altså, at det var omkring 10-12 gange, jeg spurgte “er du nu SIKKER???” sådan jævnt fordelt hen over et par timer. – Og så tog han den lige forfra for Prins Knud.

Katastrofetankerne kører på automatik

Han ved, hvordan min hjerne kører i overload i sådanne situationer. Han ved, hvordan jeg har en indre film kørende af træet, der kvaser Kajs hus. Han ved, at jeg i tankerne allerede sidder på sygehuset, mens de piller en motorsav ud af benet på ham.

I og med han har fuldt sikkerhedsudstyr på, vil det med benet logisk set ikke kunne ske – men det kan det alligevel godt i min hjerne, for den tænker ikke helt logisk. Følelser trumfer fuldstændigt logikken.

Men i stedet for – hvad der ville have været helt forståeligt – at blive pisseirriteret over, at jeg ikke stolede på hans evner, tog hans sig altså tiden til at deale med mig. Og jo flere gange han roligt fik forklaret logikken for mig, jo mere formåede den at tage over istedet for følelserne.

Det tog sikkert både ½ og 1 times tid længere, at få træet lagt ned (fuldstændig perfekt, btw) end hvis han bare havde bedt mig holde kæft, og lade ham passe sit arbejde. Men havde han gjort det, havde mit hoved stresset fuldstændig op, og jeg havde været færdig de næste mange dage. Nu havde han i stedet den fordel, at jeg kunne deltage i oprydningsarbejdet.

Win – win.

Efterskrift:
Jeg oplever desværre sommetider, at pårørende og syge går skævt af hinanden. Specielt måske i sådanne situationer, som den her. For hold nu kæft, hvor må det være irriterende med bekymrende kommentarer – det blot gentages 10 minutter efter man ER blevet enige om, at alt er i orden. Men jeg tror også, det er svært for pårørende at forstå hvordan den film, ser ud, der kører for vores indre blik. Mange i min situation ser lige så levende katastrofebilleder, som jeg. Fantasien gør virkelig et godt job og kroppen stresser fuldstændigt. Det er den stress, der er giftig for de næste dages velbefindende og ved at få et irriteret “hold kæft” eller andet, så øges stressen bare yderligere. Så… overvej hvordan I sammen kan mindske stressen, selvom du som pårørende, måske nok synes, at det er sgu for pjattet. Det betyder meget mere end du forestiller dig.

Kulde og magnetisme i stedet for ETC

20. april 20164. oktober 2015 Af Dorte

Alternativer til ETC

Der findes andre påvirkninger af hjernen, der virker mod depression/mani end ETC og som samtidig FREMMER de kognitive egenskaber. Som skrevet før har jeg erfaret at kulde er et særdeles effektivt våben, og endnu engang har jeg nu her konstateret, hvordan “en hel masse” x 5-8 minutter i Romulus´ kar med 8 grader koldt vand, har kunne gøre mirakler for mit hoved.

Og hold da op hvor er det godt jeg har fundet det loop hole! For ellers ved jeg virkelig ikke hvad jeg skulle have gjort – eller jo…så var det måske sygemelding og 2-3 måneder i sofahjørnet med strikketøjet, der skulle til. Det er helt utroligt at en depression about to happen, kan fikses på en dag.

Jeg har haft kontakt med et par psykiatere, som synes teorien om kuldepåvirkning lyder temmelig interessant – og fundet flere mulige forklaringer lidt tættere på end før.

Et forskerhold under ledelse af den danske forsker Maiken Nedergaard, professor i neurologi ved Rochester University, New York, fundet ud af at skadelige proteinstoffer udvaskes af hjernen, når vi sover. Museforsøg viser at den plads, der er mellem hjernecellerne øges med 60% når vi sover, fordi hjælpercellerne i hjernen skrumper, når vi sover. Det giver plads til, at der kan udveksles interstitial væske (det væske der ligger mellem hjernecellerne) med rygmarvsvæsken. Derved “skylles” hjernen fri for skadelige proteiner.

Du kan læse mere her: Brain may flush out toxins during sleep

Nu er min lille lommefilosofiske teori at kulde/varmeterapien blandt andet også virker ved at aktivere det glymfatiske system, som denne væskeudveksling kaldes. – At hjernen bliver skyllet fri for de skadelige stoffer på samme måde som ved søvn.

Efter sådan en 6-8 timers kulde/varme føles hovedet netop…udhvilet. Men med stor lyst til at komme hjem og “sove videre”.

Et mega-plus (hvis det her holder vand) er også, at jeg så samtidig forebygger Altzheimers og andre af de demenssygdomme, man mener kan kobles til ophobning af de skadelige proteinstoffer i hjernen.

Magnetisme og vågne timer i stedet for ETC

Jeg har også fundet et par andre interessante artikler. Den første fortæller om et forskerhold, der har haft held til at kurere en depression eller bipolar episode via en svag magnetisk stimulation af hjernen – sådan i løbet af nærmest 20 minutter:

New treatment for depression shows immediate results

Samtidig har et dansk forskerhold haft held til at kurere depression ved vågenterapi. Det kan du læse mere om her:

Ny behandling: Psykiatriske patienter skal holdes vågne i 36 timer i træk

Dvs – der er gang i ret meget forskning i forhold til alternative metoder til at kick-starte hjernen.

Er der nogen, der lige kender en studerende, der mangler et godt projekt? Jeg er sikker på at kulde/varmechok var et emne, der kunne kaste noget interessant af sig.

Du kan læse mine andre indlæg om emnet her:

Hypothermi og hjernen

En weekend i frit fald

Rejsen til Romulus

Sygt system!

25. september 2015 Af Dorte

I går aftes så jeg udsendelsen “Patienten, der fik nok”.

Der har været så meget fokus på nogen mobiloptagelser af (ikke) rengjorte toiletter, at jeg havde fået en opfattelse af at det var rengøringsniveauet på sygehusene, der var vinklingen. – Og i og med at jeg sidder som produktchef i ProbioCare, der har løsningen på det problem, var det jo helt nærliggende at jeg skulle se udsendelsen.

Det blev meget hurtigt en tur down memory lane! Den behandling Michael Bech fik på Hvidovre Hospital, lå temmelig tæt på de oplevelser, der sendte mig ud over kanten i sin tid. Heldigvis var jeg kun ca 2 uger i helvede – hvor Michael var fanget i noget længere tid.

Jeg lå også i sengen og sms´ede efter hjælp hos de eksperter, jeg via mit daværende job kendte. Forsøgte at finde mening i det jeg blev udsat for, selvom der så tydeligt ikke var mening med noget som helst. Følselsen af at være helt alene og hvis ens liv, skal reddes, så må man selv tage affære og ansvar. Rædslen over det man oplever og frygten for hvordan det ender.

Men et er den måde, man som patient bliver behandlet på undervejs. Det der for alvor gav mig grumme flash backs, og gjorde mig fysisk dårlig, var Torben Mogensen, Vicedirektøren på Hvidovre Hospital. Den måde han kunne sidde og afvise alle anklager og spørgsmål. Gå i mod afdelingens eksperter. Gå i mod andre sygehuses eksperter. Gå i mod al sund fornuft. “Vi har ikke gjort noget forkert”… “Du får ikke en undskyldning af mig…”

…på et splitsekund kom de 2 års kamp jeg efterfølgende havde med samme glatte system bragende ind i knolden på mig. Den der frustration over at møde et klagesystem, hvor det gælder om at dække sig selv og hinanden ind og hvor selverkendelse er en by i Rusland.

Det eneste man egentlig bare gerne vil have er en undskyldning og sikre at det ikke sker for andre, men fordi de har så travlt med at lege utro ægtemænd (= benægt, benægt, benægt), så kommer de aldrig videre….

Vise ord fra chefen!

25. september 201523. september 2015 Af Dorte

Forleden talte jeg med en chef med personaleansvar (i en helt anden anledning), men snakken kom også til at falde på mit liv og bloggen her.

Vi kom ind på fordomme omkring psykisk syge, og det her med at turde være åben omkring sine udfordringer.

Jeg nævnte for hende at det netop var i forhold til arbejdsmarkedet, jeg havde haft de største betænkeligheder ved at være åben – tænk hvad en kommende arbejdsgiver ikke ville møde mig med af fordomme?
(Jeg er så også kommet dertil at jeg er trekvart ligeglad – hvis en arbejdsgiver vælger mig fra for nogen udfordringer, jeg er kommet så godt over – så er det godt nok their loss).

Men her var det så, at hun overraskede mig lidt – eller måske gjorde mine egne fordomme til skamme.

Jeg kunne altså aldrig finde på at vælge en kandidat fra på grund af psykiske udfordringer, hvis ellers personen var den rigtige til jobbet. Der er jo ingen af os, der kommer gennem livet uden et eller andet.

Og det har hun jo fuldstændig ret i! Men det overraskede mig alligevel lidt at høre det fra en chef. Sikke heldige hendes medarbejdere er 🙂

Re-run af de kognitive evner

4. oktober 201521. september 2015 Af Dorte

Engang i marts skrev jeg et indlæg omkring de kognitive vanskeligheder, som både jeg og mange andre, har oplevet efter gentagende episoder. Hvordan det er muligt at overvinde dem og at de ikke er permanente.

Nu her kan jeg lægge endnu et halvt år til min erfaring: Jo længere tid jeg sørger for at passe på mig selv og undgå stress, jo bedre bliver mine kognitive evner.

I dag har jeg stort set ingen problemer – i hvertfald ikke andre end dem andre oplever.

Dette godt nok skrevet efter jeg i aftes rendte rundt med min taske over skulderen, mens jeg febrilsk ledte efter…min taske. Ok ja…der var mit hoved også lidt blæst. Du har helt garanteret gjort noget lignende 🙂

Men – jeg synes indlægget fra marts er så godt, og der er kommet så mange nye læsere til, at det fortjener en re-run.

Hav en fantastisk mandag 🙂

Kognitive evner – eller hvordan nøglerne kom ud af køleskabet 🙂

Hvorfor dog?

14. september 2015 Af Dorte

Jeg er blevet spurgt om ikke det er hårdt, at bruge så meget tid på at skrive her på bloggen. Og dertil kan jeg sige nej, det er det ikke 🙂

…det hjælper helt utroligt at få styr på mine tanker og få dem ned på “papir”. Jeg bearbejder oplevelser, holder styr på gode råd og strategier og al den funderen, jeg går med inde i hovedet, kommer ud et sted. Det er en eminent form for terapi for mig.

Jeg kunne sagtens bare skrive for mig selv i en dagbog, og det var også det jeg gjorde det første halvandet år af bloggens levetid. Det var kun mig selv, der havde adgang og kunne se, hvad jeg skrev. Men som jeg er kommet længere og længere i min recovery-proces, var det at stå ved hvem jeg er, og hvad jeg slås med en ret vigtig ting. Jeg behøver ikke længere finde på alle mulige dårlige undskyldninger for alt muligt. Dorte unplugged – take it or leave it. Langt de fleste det første og enkelte det sidste. Heldigvis faktisk til begge dele.

Nogen har også nævnt, at jeg deler meget ud af mig selv (heldigvis har ingen sagt “for” foran meget). Og jeg deler også meget. Jeg forsøger at holde bloggen personlig, og ikke dele de private ting. Det lykkes nogen gange bedre end andre.

Men altså – jeg er slet ikke i tvivl om, at det er det rigtige for mig, at dele mine erfaringer her.

I forleden fik jeg også spørgsmålet, om jeg efterhånden ikke snart kunne leve af at være blogger. Og der må jeg igen sige nej, det kan jeg ikke 🙂 Selvom bloggen efterhånden har mange læsere, så er det et helt bevidst valg, at jeg ikke vil fylde siden med reklamer. Måske kommer det på et tidspunkt, det skal jeg ikke kunne sige, men pt. vil jeg holde den så ren som muligt.

Det her skal være mit fristed, hvor jeg skriver bare fordi jeg har lyst, og fordi jeg har noget på hjerte – og ikke fordi et indlæg skal kunne booste så og så mange reklamekroner. Men derfor er jeg da stadig vildt taknemmelig, når bloggen kaster noget af sig 🙂

“Lønnen” er for det første det, jeg som nævnt personligt får ud af mine skriverier, men den største belønning har jeg fået de to gange, der er landet en mail i min indbakke, hvor folk i krise med et planlagt selvmord nært forestående, har fået fornyet håb og tro på, at det kan lade sig gøre at leve et godt liv.

Det er den mest fantastiske følelse at læse sådan en mail, og jeg vil aldrig nogen sinde glemme det.

Samtidigt bliver der også flittigt drysset med “thumbs-up” kommentarer både i cyberspace og den virkelige verden, når jeg har folk på 2-mands-hånd. Emnerne er tit så ømtålelige, at der skal meget til for at folk tør skrive offentligt. Men jeg er dybt taknemmelig for jeres kommentarer i Brugsen, på Facebook-messenger, i den hemmelige gruppe og på min væg.

Alt i alt – bloggen er præcis som den skal være og jeg kan ikke undvære den for noget 🙂