Stress-sårbarhedsmodellen

Stress-sårbarhedsmodellen giver et geni(g)alt overblik:

Jeg har slet ikke fået fortalt, at jeg er startet til psykoedukation – ikke som syg, men som pårørende til en anden. Her har vi bl.a. lært om stress-sårbarhedsmodellen.

Jeg kan ikke lade være med at sidde og blive lidt stolt, når vi gennemgår materialet. For stort set alle de gode guldkorn de kommer med – det er det, jeg har fundet ud af på egen hånd. Lidt andre rækkefølger, de kalder det noget andet osv. Men helt grundlæggende er det samme forløb, jeg har strikket sammen for mig selv via mit SygdomsCV og mit Manifest 2014.

Men det betyder ikke, at jeg ikke får en masse ud af undervisningen. Tværtimod. Jeg kan relatere helt vildt til meget af det. Noget er jeg enig i – andet ikke.

En af de ting vi blev præsenteret for sidst var stress-sårbarhedsmodellen. Og den ligger lige i tråd med mine erfaringer.

Jo mere stresset du er – jo mindre skal der til før du får en episode.
Jo mere sårbar du er, jo mindre stress skal der til, før du får en episode.

Stress kan både være fysisk og psykisk – og i min verden kan sårbarhed egentlig også være både fysisk og psykisk. For mig hænger det 100% sammen.

 

Stress-sårbarhedsmodellen generelt

 

Jeg har bare aldrig lige tænkt det indsat i et diagram på den her måde. Men nu kan jeg jo vildt godt lide at analysere på tingene, så stress-sårbarhedsmodellen føles perfekt til mig.

Og nu skrev jeg om min weekend i frit fald forleden. Og den passer jo simpelthen som et skoleeksempel ind i den her model:

 

Stress-sårbarhedsmodellen sygdom

1)
Fredag morgen starter jeg ud med rundstykker og 2 (TO!!!) morgensukkersnaskestadskager. Jeg VED sukker øger min hjernes fysiske sårbarhed. Jeg har før beskrevet det som om at min hjerne bliver hudløs.

2)
Lydchok på Springvandspladsen går direkte ind fordi min hjernes sårbarhed er høj.

3)
Jeg fortsætter med at stresse min krop både ved valget om at tage med til fest (og blive der lidt for længe), men der kommer også et par episoder udefra, som jeg ikke kunne have gjort så meget ved. Men pga den øgede sårbarhed går det galt.

4)
Katastrofeberedskabet i form af Romulus søndag sættes ind og får sænket stressen FULDSTÆNDIG – både psykisk, men også fysisk via kulde/varmechok

5)
Ugen igennem har jeg passet godt på mig selv og holds stressniveauet nede. Jeg har holdt mig 99% fra sukker, spist virkelig sundt og fået gået nogen lange ture. Langsomt er min sårbarhed faldet, og jeg føler nu at jeg er på rimelig sikker grund igen.

 

Kikker vi lidt tilbage på hvordan mit liv tidligere har været, så har jeg cyklet rundt i stress-sårbarhedsmodellen lige omkring katastrofelinjen:

 

Stress-sårbarhedsmodellen ond cirkel

 

1)
Jeg er blevet begejstret/optaget af noget nyt – job, interesse, whatever. Det er langsomt gået over i stress (egne og andres krav), hvor jeg har reageret ved at løbe endnu stærkere.

2)
Det er kammet over, men fordi jeg har haft en mega selvopholdelsesdrift og virkelig kørt på “tage mig sammen”, så har jeg klaret skærene langt hen ad vejen i det røde felt også, men haft totalt kaos indvendigt Samtidig blev min sårbarhed større og større og til sidst kollapser korthuset.

3)
Langtidssygemelding hvor stressen langsomt blev sat ned – men uden egentlig at have nogen redskaber. Jeg har brugt strik som terapi virkelig meget, og det er helt fantastisk. Men det tager tid, lang, lang tid at få sit stressniveau helt ned på den måde, og jeg har ikke rigtig vidst, hvor jeg ellers skulle sætte ind.

4)
Vel nede i det grønne felt igen, skulle jeg dæleme ud og have et job efter 1-2-3 års sygemelding. Nu kunne jeg igen klare hele verden og jeg holdt ikke det lave stressniveau så længe at min sårbarhed kom helt i bund

5)
Fordi min sårbarhed stadig var middel-høj skulle der mindre til næste gang for at sende mig i stressmøllen og ud over kanten. Og dette mønster har jeg kørt i 9 år indtil januar 2014.

Det ligger helt i tråd med det “man siger” – at jo ældre du bliver som bipolar, jo mindre skal der til for at trigge en episode. Det er også det jeg har oplevet, men for mig er den gode nyhed, at det faktisk har kunne lykkes at vende denne onde cirkel.

 

Stress-sårbarhedsmodellen stabil

 

Sidst jeg var sygemeldt tog jeg igen de små skridt nedad stresstrappen, men forskellen var at jeg sørgede for at få nedsat både fysisk og psykisk stress. Det var alle fronter jeg satte ind på. Samtidig havde jeg også for første gang erkendelsen af at der skulle LANG rekreationstid til. Det var ikke nok bare at komme ned i det grønne felt. Jeg skulle helt ind i sikkerhed i nederste venstre hjørne.

Jo længere tid jeg er i det grønne felt jo lettere er det at holde mig i det nederste venstre hjørne. Og jo lettere er det at finde derned igen, når der lige kommer weekender som sidste weekend.

Men hvordan fanden kommer man så derned? Det ville sgu være let med en bette pille, der lige kan smide en derned, men sådan hænger verden desværre heldigvis ikke sammen.

Der er to akser på stress-sårbarhedsmodellen – så der er to ting, der kan pilles ved:

 

Sårbarheden:

Som jeg ser det, så er sårbarheden er en indre tilstand, som ikke kan ændres ret meget på sådan akut nu og her – undtagen med medicin. Medicinen kan give en form for “fysisk” robusthed i hovedet.

Terapi/psykologhjælp kan løsne op for nogen af de ting, der måske ligger i rygsækken, og når de er bearbejdet vil sårbarheden blive lavere.

Pårørende kan gøre meget for at skærme en, når man er sårbar. Tag snakken med kommunen, tømme postkassen og have kontakten til den perifære familie. Droppe bebrejdelserne, men i stedet være omsorgsfuld. Ole pakker mig lidt ind i vat, når jeg har det sådan 🙂

Jo længere tid jeg har været i det grønne felt, jo mindre sårbar er jeg blevet.

 

Stress:

Her er der til gengæld mulighed for at gøre noget helt akut.

Ryd kalenderen, tag væk, få familie/venner til at fylde fryseren med mad, der bare skal varmes op, få rengøringshjælp, få hjælp fra andre forældre til afhentning i institutioner, gå lange ture, hør stille stress-less musik (jeg kan anbefale Musicure nr. 7 – Horizon), sygemelde sig, gør noget godt for sig selv, wellness osv osv.

Her kan de pårørende virkelig komme på banen. Sørg for at tage bestemmerhatten på og forlang at kalenderen ryddes. Vær den der ringer og aflyser, få arrangeret alt det ovenstående. Tag i det hele taget ansvaret for, hvad der skal ske fx. sig “kom nu går vi en tur” – istedet for “har du lyst til at gå en tur”.

Det vil faktisk være en skidegod idé at I sammen laver en katastrofeberedskabsplan, så I begge ved, hvad der skal gøres, hvis det er ved at gå galt. Det kan redde et par episoder tørskoet i land.

 

Men hermed kan man også pludselig se, hvorfor medicin ikke kan stå alene. Det tager noget af sårbarheden, men alt stressen….det er sgu vores eget arbejde, der skal give pote her. Det nytter først noget, når vi også sætter ind med fornuftige strategier, men så er vi til gengæld også ret godt rustet til et stabilt liv i nederste venstre hjørne.

Jeg er bekymret!

Endnu engang er professor Poul Gøtzsche ude med riven efter medicinalindustrien og psykiatriens brug af psykofarmaka. Medierne har været fulde af indslag i forbindelse med udgivelsen af hans nyeste bog “Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse”, der udkommer i dag.

Jeg skal ikke udtale mig om, om han har en pointe, da jeg ikke har læst nogen af hans bøger endnu. Hvilket faktisk er for dårligt! Men jo…han har ganske givet en pointe.

Jeg har jo også selv oplevet hovedløs medicinering ved min tidligere psykiater, med ordene om “vi skal bare finde den rigtige medicin, så bliver du rask” – det holdt mig fast i 9 års rutchetur, for hver gang ny medicin blev prøvet og jeg blev stabil – så var jeg jo “rask” og fortsatte lige ud i en hypomani…og endnu en tur i møllen.

Så jo…Peter Gøtzsche har uden tvivl ret i, at der bør sættes kraftigt ind med mange andre ting i psykiatrien end lige piller. MEN…og der er et kæmpe MEN.

Den retorik han buldrer frem med, gør INTET godt for sagen – udover at grave grøften større. Men det allerværste er – og det er det, der bekymrer mig helt vildt – er at de allermest sårbare, angste, paranoide, psykotiske – måske vil blive så skræmte af hans ord/retorik, at de stopper medicinen øjeblikkeligt.

Og så går det altså meget, meget galt!

 

Fødderne gik sine egne veje

Jeg var egentlig på vej i genbrugsbutikken i går – trængte lige til at få afløb for lidt indkøbstrang på den billige måde, men da jeg så gik forbi yndlingscaféen Happie drejede fødderne helt automatisk til højre og ind ad døren.

Jeg prøvede at holde dem på ret kurs, men ikke længe efter sad jeg ved disken med en af Vivis lækre the´er.

 

2015-08-27 15.06.59

 

Jeg havde været på høreklinikken angående min lydoverfølsomhed og mit hoved var bare balleret balleret – og nej, det er ikke en skrivefejl og jeg kan godt tilføje endnu et balleret. Det er virkelig hyggeligt, at snakke med gutten derude, men der er altså ikke rigtig noget nyt under solen, som jeg ikke har fikset på egen hånd – udover at Bose Quiet Comfort Høretelefoner er født i helvede og noget der sådan ca. af princip ikke kommer ind under hjælpemidler i Hjørring kommune, selvom andre kommuner betaler dem. (Hey…du fik forøvrigt min blog-adresse…hvis du læser det her, vil jeg gerne have de der speciallavede hørepropper, du talte om 😉 ). Nå – det er helt helt indlæg for sig selv, for jeg er bestemt ikke enig i, at sådanne høretelefoner skulle være nogen onde sataner, der gør det hele meget værre – ihvertfald ikke for sådan nogen som mig, hvor lydoverfølsomheden har rod i et akut stresset hoved og ikke en overfølsom hørenerve.

Tilbage på Happie og min the. Jeg er så heldig, at have fundet denne lille oase i Hjørring, som jeg også efterhånden har skrevet lige så meget om som Romulus. Men når tiden og økonomien ikke lige er til Romulus, så kan en time eller to alene på Happie også gøre det.

Det er også “en helt anden verden”, som jeg også søger i Romulus. Der er så fedt indrettet derinde – og helt anderledes end herhjemme hvor der ikke er tænkt en fløjtende fis over indretningen. Det er jeg simpelthen så stor en spade til, når det ikke lige drejer sig om Halloween-udsmykning. Den får I også senere – for kæft man kan også få noget sjov ud af sådan et halvmanisk efterår.

 

2015-08-27 14.36.30
På Happie er alt til salg (undtagen medarbejderne og disken). Mens jeg sad der i går, blev dette lækre lille voksbehandlede bord solgt. Vivi sætter selv borde og stole i stand – og der har som regel været udskiftning i møblementet fra besøg til besøg.

 

2015-08-27 15.08.27

 

 

2015-08-27 15.08.40
Ihhh guder hvor var jeg fristet, men jeg synes, det var ret godt klaret, at sidde ca. 30 cm fra dem her i halvanden time uden at give efter!

 

Tiden står stille derinde og der er ingen krav. Mit hoved var som sagt balleret efter en times snak på høreinstituttet, så jeg havde brug for ro og fred inden resten af dagen gik videre.

– og så er Vivi altså bare så sød og omsorgsfuld at the på Happie næsten tangerer Lone og Lavendel Dream. Men også kun næsten…

Gad vide hvad jeg egentlig ville sige med det her indlæg…nok ikke noget. Dagen skulle bare ned på papir bloggen. Så det må budskabet måske være…at der ikke altid behøver at være et budskab eller årsag. Sommetider må det godt være bare fordi….

Ministermøde!

Jeg skal holde møde med en minister i dag…!!

Dog ikke miljø- og fødevareministeren, der er det oplagte valg i forhold til mit job, men stadig en minister!!

Det er skatteminister Karsten Lauritzen, der før valget lovede mig et møde i forbindelse med mit job som produktchef for ProbioCare Danmark. Og at han på trods af den nye status som minister, stadig har taget en time ud af hans travle kalender til et møde, der ikke er hans område, er sgu lidt vildt.

Jeg kan kun sige, at han er en politiker, der holder sine løfter – ihvertfald dem til mig 🙂

Selvom Karsten ikke er det umiddelbart oplagte valg i forhold til at introducere mikrobiologisk rengørings teknologi til landbruget, er det stadig et meget vigtigt møde. Du ved aldrig hvem folk kender – og alt andet lige giver det altså ret god mening, at sætte gang i snakken i krogene på Christiansborg. Jo flere fra regeringen, jeg taler med – jo bedre!

At vende tankegangen i forhold til rengøring og desinfektion efter 60-70 års indoktrinering gøres ikke over night, så ting tager tid. Men når først den her kæmpe snebold ruller….så bliver den til en lavine! Vi kan sgu gøre Danmark MRSA-fri på 6 måneder og gøre grisene så sunde at kun 2-3% af dem behøver et enkelt skud af den allermest milde antibiotika! Det er da en sag at kæmpe for!

Tjek lige det billede fra forsøgsstalden. Det er altså en 23 år gammel stald, der bruges fuldt ud. Den er renere end mange køkkenborde!

2015-04-15 14.10.07
På det helt personlige plan, synes jeg også, det er en kæmpesejr. For 10 år siden foreslog min sagsbehandler førtidspension. Det var dengang de rent faktisk var til at komme i nærheden af, men alligevel var der ikke sådan skidemeget håb om et fornuftigt arbejdsliv. For 2 år siden havde jeg næsten accepteret at resten af mit liv skulle foregå fra sofaen.

I dag kan jeg ved hele tiden at holde fokus og passe på mig selv altså holde møde med både den MRSA-ansvarlige på Christiansborg og nu her en minister. Godt nok stadig som fleksjobber og med ikke ret mange timer, men så er opgaven jo så bare, at udnytte de få timer max til vigtige møder og lade andre om tjamset.

Sorry, det lyder lidt selvfedt, men i dag vil jeg lige tillade mig selv at være selvfed – specielt set i lyset af gårsdagens blogindlæg.

 

Skræmmende tilbageblik

….men også meget livsbekræftende!

Jeg har lige været ved at kikke tilbage til bloggens spæde start, da den endnu var hemmelig. Det var inden Manifest 2014, inden SygdomsCV, inden kompetent ny praktiserenede læge og inden konfronterende veninde.

Dengang troede jeg faktisk, at jeg havde det “godt”. At jeg var stabil. Og det var jeg sådan set også. Jeg var ikke dybt depressiv – og manisk var jeg da bestemt ikke. Jeg var leverpostej!

Se lige sådan et opslag her…det er da fortvivlende opgivende. Ingen fremtid – eller ihvertfald ikke en ønskværdig fremtid:

tilbage4

Dagen efter forsøger jeg mig med Strikkecaféen… No can do! En sølle ½ time, magter jeg. Jeg der 3-4 år tidligere kunne holde 4 timers workshops, hvor jeg var konstant på som underviser….

tilbage3

 

Og sølle 4 (FIRE) timer i efterårsferieåbne Fårup Sommerland koster en hel dag bagefter og hovedet intet kan:

 

tilbage2

 

…og et par dage efter er jeg stadig helt balleret. Og tjek lige – jeg sov til både 11.10 (ovenfor), kl. 13 og er her stolt over, at jeg denne dag er kommet op kl. 10??? WTF??? Mig, der ellers altid har været udpræget A-menneske og altid er stået op mellem 6 og 7 – også i weekenden (nogen vil måske sige, at DET er tegnet på, at jeg er helt kuk-kuk). Og hele dagen blev brugt på at lade op så det var muligt at komme ud 1½ time om aftenen:

tilbage1

Tænk at jeg har været ved at acceptere, at det her skulle være resten af mit liv. Det kunne det meget vel være blevet, hvis ikke det havde været for min tit omtalte nye praktiserende læge, der d. 23. oktober 2013 tog sig tid til at tale grundigt en hel time med mig. Undervejs sagde han de famøse ord, der skulle blive begyndelsen til et vendepunkt for mig:


Det her handler ikke om at du skal blive rask, det her handler om at du skal leve det bedste liv, du nu kan, med de udfordringer du har.

 

Der gik endnu et par måneder, hvor jeg kæmpede voldsomt med at holde hverdagen ovenvande. Men spiren var lagt. Da jeg så i begyndelsen af januar 2014 var på besøg hos en rigtig god veninde, som jeg ikke havde set længe, fik jeg det sidste spark. Hun var meget bekymret over, så meget jeg havde ændret mig, og heldigvis havde hun modet til at konfrontere mig. Det satte tanker igang og dagen efter skrev jeg sådan:

 

tilbage5

Hun gav mig sparket og jeg satte gang i Manifest 2014, der blev starten på et helt nyt og meget fantastisk liv. Læs mere om Manifestet ved at klikke på linket – men selve det færdige dokument er her:

manifest_billede

Når jeg kikker tilbage, er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg var fejlmedicineret. Den type medicin er kendt for, at nogen bliver fuldstændig zombie-agtige og sover 18-20 timer i døgnet. Der var (for mig – andre har det fint med den type) alt for mange bivirkninger ved den medicin, jeg fik dengang – og jeg accepterede det bare!

Hvor er det skræmmende at tænke på – og hvor er det skræmmende at tænke på, at der måske er mange andre derude, der går rundt som tilskuer til sit eget liv. Acceptere at det er sådan det er…

Det KAN selvfølgelig være, at det ER sådan det er. At alt er prøvet. Og så er det virkelig lort med lort på! Virkelig! Og lidt mere lort oveni.

Men er der bare den mindste mulighed for, at der er noget andet medicin, der kan hjælpe, noget der ikke er prøvet endnu eller på anden vis kan lindre bivirkningerne så meget, at man kan få overskuddet til at gøre de ting, man selv kan gøre….så håber jeg, at der bare er en enkelt eller to, der med det indlæg her, har fået det spark, som min veninde gav mig der først i januar 2014.

Vi skal simpelthen ikke finde os i, at bivirkninger gør os mere syge end selve sygdommen!!!

Men….husk lige…du må aldrig – aldrig – begynde at fifle med din medicin uden din psykiater er inde over! Aldrig! Det er vigtigt at der er en fagperson, der kan følge dig tæt!

Psykopater!!!

Nu er jeg efterhånden stødt på et par stykker igennem mit liv – og via mit Sygdoms CV, som jeg skrev om forleden, kan jeg se at hver eneste gang sådan en personlighedstype tidligere har været (for) tæt på mig, så er det endt galt….for mig :/

Derfor har jeg undersøgt emnet og lært tegnene at kende. Det gør, at jeg kan være ekstra obs på folk, der har psykopatiske handlemåder og passe på mig selv fremover.

Og inden jeg kommer længere ned i dette indlæg, vil lige slå fast at det KUN er en psykiater, der efter gentagende samtaler, kan diagnostisere, om der er tale om diagnosen psykopati. Vi har alle psykopatiske handlemåder/træk i større eller mindre grad – der hvor filmen knækker, er når disse træk fylder alt for meget. Og diagnose eller ej – det er DIG der vurderer, når det er for meget.

Når vi hører ordet psykopat, tænker de fleste massemorder eller lignende. Men langt de fleste er helt almindelige mennesker – eller dvs. næsten helt almindelige mennesker. For der er temmelig meget alligevel, der adskiller hverdagspsykopaten fra dig og mig.

Der er mange forskellige etiketter, der bliver sat på denne personlighedstype – psykopat, sociopat, dissosiativ personlighedsforstyrelse og andre har også været i spil. Jeg er sådan set lidt ligeglad med hvad alt det der hedder. Jeg har lært at være på vagt overfor mennesker der:

  • er beregnende
  • har et kæmpe ego
  • fralægger sig ansvar
  • skyder skylden på andre
  • manipulerer
  • lyver
  • ikke overholder de sociale spilleregler (fx springer over i køen)
  • ikke besidder empati
  • siger hvad der lige passer i situationen til eget bedste
  • kun tager hensyn til sig selv
  • er arrogante
  • er uetiske
  • skifter fra indladene/sød til aggresiv/kynisk på et spiltsekund

(En længere liste kan findes her)

Hvis det så samtidig kædes sammen med et privatliv, hvor der er mange skiftende forhold, en udpræget risikoadfærd, ligeglad med andres sikkerhed/liv/førlighed – ja så bimler alle mine alarmklokker MEGET HØJT!

Du har garanteret også stødt på mennesker, hvor du tænker, hvad fanden har de gang i? Hvad skete der lige der? Hvorfor er det pludselig ufatteligt hårdt at komme på arbejde? Hvorfor nedgør og håner denne mand, der var helt vild med mig i starten af forholdet, mig lige pludselig? Det er nok også min fejl det hele…..

Min – og mange andres erfaringer, se bogliste nederst – siger at denne personlighedstype kun tænker på egne interesser, tænker ufatteligt kortsigtet og “samvittighed” er et ikke-eksisterende ord i vedkommendes ordbog. De aner simpelthen ikke hvad den følelse er – og undrer sig dybt over hvorfor vi andre overhovedet bruger 10 sekunder på at have “dårlig samvittighed” over et eller andet.

I deres kølvand ligger en masse ødelagte skæbner, firmaer, afdelinger osv – alt efter hvor personen har haft sit virke.

De sidste par måneder har jeg snakket med flere veninder/bekendte/tidl. kolleger og andre, der har kunne fortælle grumme historier. Både fra arbejdslivet med en chef eller kollega som psykopat og fra privatlivet med en psykopatisk partner, ven, eller veninde.

Der er skræmmende, så mange der har fået liv og sjæl kværnet rundt pga sådan en personlighed – og det er skræmmende, så ensom man føler sig omkring det. Og det allermest skræmmende er næsten, hvor grundlæggende ens historierne er – om det er en chef, en partner, en kollega osv…grundlæggende er mønstret det samme.

Ifgl mange kilder er ca. 2% af befolkningen psykopater – og på chefgangene er det 10%. Denne forskel skyldes at magt og prestige ofte følger af psykopatens handlemåder – til at starte med – og at magt og præstige i den grad tiltaler psykopaten. Det kan du læse meget mere om i bogen “Psykopater i Jakkesæt”.

Derfor vil ALLE mennesker på et eller andet tidspunkt i deres liv få en psykopat tæt på. Det er bare ikke sikkert vi er klar over, at det er det, det handler om.

Som regnestykket jeg lavede i dette indlæg…kik på din Facebook venneliste, og lav et gennemsnit:

100 venner: ca 2 psykopater

200 venner: ca 4 psykopater

300 venner: ca 6 psykopater

400 venner: ca 8 psykopater

500… fortsæt selv

Og med tanke på den skade helt almindelige hverdagspsykopater kan gøre i dit liv – så gør dig selv den tjeneste at lær trækkene at kende. Og gør dig selv den tjeneste at handle, så snart du opdager, hvad du har med at gøre.

Og den smarteste handling er: LØB! Og løb hurtigt! Se dig ikke tilbage, men vær parat til at modstå smooth talk. Iflg “de kloge” er det helt ufatteligt svært at ændre en psykopats handlemønstre.

Det kan selvfølgelig ikke altid lade sig gøre at cutte forbindelsen, men så må du lære at tackle mønstrene hensigtsmæssigt. Det er der mange, der har skrevet gode bøger om, så det vil jeg overlade til dem. Så hvis du på nogen måde genkender et eller andet af det her, hos en i din omgangskreds, så vil jeg anbefale dig at læse en eller flere af følgene bøger – eller google emnet – inden du er blevet kørt ned.

Alene et kort møde med en med disse træk kan blive skæbnesvangert – alt efter hvor svag du er, når jeres veje krydses. Set i bakspejlet kan jeg godt genkende typen….

psykopat
Bogliste:

Psykopater i Jakkesæt af Sanne Udsen

Parasitter i Habitter af Sanne Udsen
(Disse to kan også lånes på ereolen – bibliotekernes app til udlån af e- og lydbøger)

Hverdagens Psykopater af Henrik Day 

Fanget i en psykopats net af af Henriette Dregaard Jensen

Jeg vil bare lige sige det, Tine sagde :)

I formiddags har jeg forsøgt at skrive et indlæg, der bare ikke har villet, som jeg ville. Jeg er nok startet en 5-6 gange og har slettet lige så mange gange.

Til sidst opgav jeg – og det var der nok en grund til 🙂 For det er ikke mere end en time siden, fantastiske Tine Leegaard Holst skrev de ord på sin blog, som jeg ikke kunne formulere omkring forskellig håndtering af det at have en kronisk sygdom.

Tak for ordene, Tine…
I andre: Smut over på Tines blog og læs med her 🙂

Sådan søger du hjælpemidler

Der findes hjælpemidler, der kan give os en bedre hverdag. Jeg har hørt om mange, der er blevet hjulpet godt af fx. kæde- eller kugledyner, der kan give en dybere og mere rolig søvn.

Jeg har selv i forbindelse med mit Manifest 2014 overvejet at søge kommunen om en bevilling til en dyne, men kom aldrig videre med den vej, da mine søvnproblemer var meget on/off.

Og jeg har efterhånden talt med flere, der også har TÆNKT på at søge en dyne eller andet, men er gået i stå i forbindelse med at skrive ansøgningen. Derfor dette indlæg, der forhåbentlig kan give en idé om, hvordan den udformes bedst muligt.

Jeg har fundet en god beskrivelse af hele hjælpemiddelområdet på Borger.dk. Der er også her du søger. Klik her. Det er vigtigt lige at bemærke dette uddrag:

Kommunen skal yde støtte til et hjælpemiddel, hvis hjælpemidlet i væsentlig grad:
– kan afhjælpe de varige følger af din nedsatte funktionsevn
– kan lette dagligdagen i dit hjem
– er nødvendigt i dit arbejdsliv

kædedyne

Som du også kan læse, er det ikke helt ligegyldigt hvordan du laver din ansøgning.

For at øge chancerne for at få godkendt en bevilling af kommunen, har jeg forsøgt at pinne det ud i punktform, så det er mere overskueligt.

  1. Hvad er det du søger om?
    1. Beskrivelse af produktet
    2. Prisen (produkter under 500 kr godkendes ikke, det skal du selv betale)
    3. evt link til brochure/information fra firmaet
  2. Hvorfor søger du?
    1. Hvilket problem har du?
    2. Hvordan er problemet relateret til din sygdom?
    3. Hvilke gener har du ved problemet?
    4. Hvad har du gjort for at afhjælpe problemet
    5. Hvorfor har disse tiltag ikke virket (hvis et billigere produkt/tiltag kan afhjælpe generne, vil du få et afslag eller godkendelse til dette produkt)
  3. Hvordan vil produktet kunne afhjælpe problemet?
    1. Testperiode af produktet
    2. Hvordan har produktet hjulpet i forhold til andre tiltag?
    3. Hvad har du fået ud af det?
      1. Fakta: fx. Søvn øget fra 4 timer/nat til 8 timer/nat
      2. Udbyttet: bedre livskvalitet og mere overskud til mine børn/arbejde/osv
  4. Dokumentation fra fagpersoner/pårørende
    1. Udtalelse fra behandler – praktiserende læge/speciallæge omkring problemet og den gode effekt i testperioden.
    2. Evt. udtalelse fra arbejdsgiver, der kan bevidne den øgede arbejdsevne i testperioden.
    3. Evt. udtalelse fra pårørende, der kan bevidne den gode effekt i testperioden og hvad det har betydet for livskvalitet.

Hos firmaet Zibo Athene, der er forhandler af kædedyner i DK er det muligt at få lov at afprøve dynen i en periode. Det er jo ret heldigt i forhold til punkt 3-4.

Jeg har lavet en beskrivelse af hvordan en ansøgning kan udformes:

EKSEMPEL – DU SKAL SELVFØLGELIG UDFORME ANSØGNINGEN SÅ DEN PASSER TIL DIG OG DINE OPLEVELSER:

 

Jeg søger om en kædedyne fra firmaet Zibo Athene. Dynen koster xxxx kr. Dynen er beskrevet nærmere på www.ziboathene.dk/kaededynen/

Jeg søger om en kædedyne, da jeg igennem længere tid har lidt af søvnproblemer, der gør at jeg har svært ved at fungere normalt i hverdagen. Jeg er meget træt dagen igennem og det går ud over både hukommelse og kognitive evner. Problemet skyldes højest sandsynlig en bivirkning af den medicin, jeg får mod Bipolar Affektiv Lidelse. Søvnløshed er den oftest forekommende bivirkning ved det præparat, jeg får. Samtidig begyndte mine søvnproblemer samtidig med skiftet til nuværende medicin. Det er ikke muligt at udskifte medicinen, da jeg har været igennem mange forskellige medikamenter, for endelig at finde et, der har den ønskede stemningsstabiliserende virkning.

Jeg har derfor forsøgt en del forskellige andre tiltag for at afhjælpe mine problemer. Bl.a.:

  • Ingen kaffe/the
  • Lange gåture
  • Afslapningstime inden sengetid
  • Meditations cd´er
  • Baldriandråber
  • Varmetæppe
  • Varme bade
  • Lavendelduft
  • Mørklægningsgardin, samt sovebriller
  • Flytte i gæsteværelset med max ro

Ingen af disse tiltag har afhjulpet mine søvnproblemer andet end meget kortvarigt (2-3 dage), heller ikke kombinationen af dem alle. Eneste mulighed jeg har haft for sammenhængende søvn er v.h.a sovepiller, og de har ikke afhjulpet generne i om dagen, da jeg har følt mig meget “zombie-agtig” – samt ret hurtigt udviklet en afhængighed og dermed forværret problemet.

Jeg har derfor lånt en kædedyne fra Zibo Athene og testet den i 3 uger. I de 3 uger har jeg oplevet en meget forbedret søvn. Jeg sover både dybere og i længere tid ad gangen. Jeg er nu oppe på at sove mellem 7,5 og 8 timer i træk, hvor jeg tidligere max sov ca 3 timer i træk. I forhold til de andre tiltag jeg har prøvet, er effekten af dynen vedvarende, og jeg har for første gang i flere år oplevet en periode på mere end 3-4 dage med god søvn hver nat. Dette kan jeg også mærke i min dagligdag, hvor mine kognitive evner langsomt er ved at forbedres. Jeg er ikke så irritabel længere – en ting jeg ikke selv var klar over, at jeg var.

Alt i alt har dynen forbedret min livskvalitet væsentligt, hvilket mine pårørende også har bemærket.

Herefter kan du indhente udtalelser fra pårørende og arbejdsgiver. Om din kommune selv indhenter udtalelser fra dine behandlere eller du selv skal vedlægge dem, er vist lidt forskelligt. Men det er altid en god idé, at du fortæller din behandler, at du søger om et hjælpemiddel – og evt. hører om han/hun har andre ting, der ville være (mere) relevante at søge om

Jeg håber du har fået lidt inspiration til hvordan en ansøgning udformes.

Og husk så lige at der er masser af ting derude, der kan hjælpe os i hverdagen – hjælpemidler er ikke kun, hvis man har behov for forhøjede toiletsæder eller en kørestol.

Minus 20 år!

Som skrevet om i den post her, er der rigtig mange, der har travlt med at fortælle, at psykofarmaka cutter 20 år af din levetid, det forgifter dig og er dermed med til at slå dig ihjel.

– det var endnu et af de spørgsmål, jeg sendte mod min psykiater forleden.
(Et andet kan du se her)

Og han kom med akkurat samme forklaring, som jeg selv regnede med lå gemt i statestikkerne.

Hvis man renser dødelighedsstatestikken for psykisk syge for alt andet – selvmord (som jo er ret højt repræsenteret blandt psykisk syge), rygning (som også er ret højt repræsenteret blandt psykisk syge), alkohol (som ogs…you know the drill…), andet misbrug (…) osv. og ser på helt plain almindelig adfærd + medicin, så er der kun en lille overdødelighed, som man med rette MÅSKE kan tilskrive medicinen.

Jeg kunne næsten fristes til at komme med den lille lommefilosofiske betragtning, at ovenstående skræk-udtalelser, kan få folk til at droppe deres medicin på en kold tyrker uden at have fagkundskaben med ind over. (Jep…den hører jeg fra tid til anden praktiseret i flere forskellige Facebook-grupper)…og en kold tyrker kan i sig selv udløse tilbagefald, psykoser, dybe depressioner, tankemylder osv. Og…det er jo præcis i de tilfælde folk oftest tyr til selvmord – og profetien bliver selvopfyldende, for de er jo på papiret på psykofarmaka.

Ny diagnose…

Jeg kan da også lige fortælle, at jeg har fået en ny diagnose smidt i nakken. Men det er en af dem, der er ret ok at have på sygdoms-CV´et 😉

Jeg holder jo stadig fast i min psykiater, og ser ham sådan hver 3.-4. måned – bare fordi det nu er meget trygt, sådan at have ham i baggrunden. Det sidste år har samtalerne nu mest drejet sig om, hvor godt det går, udveksling af gode erfaringer og spørgsmål, jeg har fået fra andre, som jeg ikke lige har kunne svare på.

For noget tid siden kom spørgsmålet op i en Facebook-gruppe, om man nogensinde kunne blive “rask” fra den her diagnose. Det sendte jeg straks afsted mod ham forleden. Det fik vi os en ret god snak omkring. Bl.a var en af hans konklusioner, at man ALDRIG skulle begynde at pille ved noget, der fungerer. (Noget vi faktisk også har konstateret temmelig mange gange under renoveringen af det her gamle ´50-er hus!!! Men det er en helt anden boldgade…).

Men holder man sig fra store eksperimenter som “nu vil jeg være medicinfri, fordi det går så godt” osv, så var hans erfaring, at når først man var stabil, havde lært sine reaktioner at kende og ellers sørgede for at passe sine mestringsstrategier, så kunne man leve fuldstændig normalt og uden problemer. – Udover hvad andre selvfølgelig også oplever.
Og så var det at ordene lød:

Din diagnose er “Bipolar i remmision”.

OkaY? Ja, jeg vidste da godt, jeg er helt, som jeg skal være og fortidens stress og svingninger er borte – men nu er det ligefrem sagt af fagkundskaben.

Det er sgu da ok fedt 😀