Betragtninger

Arbejdsglæde

Af

… det er ikke stressende i sig selv at have travlt, hvis man oplever glæde ved sit arbejde.

Citat: Bobby Zachariae

Sådan stod der i en artikel fra Jyllands-Posten omkring stress, der blev delt flittigt for et par uger siden på Facebook.

Sjovt som tingene pludseligt kan gå viralt – artiklen er fra januar 14, men ikke desto mindre rigtig god!

Artiklen handler i bund og grund om at ledelsesstilen på en arbejdsplads er meget afgørende for om medarbejderens bliver stressede.

Og hold kæft hvor er jeg enig!!!

De gange jeg har haft allermest TRAVLT og har arbejdet allerflest TIMER, har ikke været de gange, jeg har været allermest stresset.

Men de gange hvor jeg ikke er blevet lyttet til, blevet behandlet uretfærdigt, ikke værdsat for mine evner osv, har der ikke været lang vej til helvede for mig.

I tidernes morgen arbejdede jeg 5 år i medicinalbranchen. Og hvis der er noget, der er strømlinet er det den branche.

Jeg havde i min tid der 3 forskellige chefer og de formåede virkelig at skabe holdånd, motivation og arbejdsglæde. De formåede at se det bedste i os hver og fremelske det – og hjælpe os med det vi havde lidt udfordringer med. Jeg var successfuld og vandt den ene award efter den anden. Og løb selvfølgelig også lidt på hypomanien fra tid til anden 🙂

Men til sidst hvor det gik rigtig galt, var der hvor salgsdirektøren, begyndte at blande sig i de forskellige teams arbejde og træning. Vedkommende forstod slet ikke hvordan motivation og arbejdsglæde var nøglen til succes. Nej… Pisk og pres var det, der skulle til og det fik min nærmeste chef – der var ret utraditionel – at vide.

3 måneder senere var et yderst velfungerende salgsteam smadret fuldstændig og der var kun mig tilbage. I stedet for at gøre som de andre og skride, bed jeg tænderne sammen….og bragede ned uden jeg selv var klar over det.

Jeg har siden oplevet den “jeg-alene-vide”-mentalitet flere andre steder. Alle steder der var ejer-ledede. Dvs. hvor det var ejeren af firmaet, der også fungerede som chef – uden overhovedet at have ledelsesmæssige kompetencer.

Hvor andre nok ville tage et kæmpe opgør, har jeg altid haft en underlig tro på at andre selvfølgelig vidste, hvad de talte om – også når de ikke gjorde. Det var altid mig selv og mine evner, jeg tvivlede på. Og det har virkelig skabt forvirring i mit hoved, når nogen der burde have styr på tingene ikke havde.

Men den tvivl har jeg også smidt væk nu. For fremtiden stoler jeg meget mere på mig selv, mine evner og min viden.

Jeg VED, jeg er tæskedygtig, til det jeg laver. Jeg VED, jeg har en kæmpe viden omkring mit felt. Og jeg VED, at jeg aldrig mere vil finde mig i dårlig ledelse uden gensidig sparring!

Jeg skal bare have groet nogen kæmpenosser og så sparke de idioter, der stiller sig på tværs godt og grundigt i røven, så det er muligt at komme videre fremad!

Pisselækker! Jow, Jow :)

Af

  

Endnu en fantastisk dygtig, kreativ sjæl er diagnostiseret med bipolar lidelse. 

Mikael Persbrandt.

Han er noget så helt igennem pisselækker! Og meget af den lækkerhed kommer af hans udstråling. Og den udstråling kommer sikkert for en stor del af hans bipolaritet. Jeg er også bipolar og konkluderer derfor i bedste Erasmus Montanus stil, at jeg er pisselækker.

Q.E.D.

(Indsæt selv en storgrinende selvironisk smiley på passende steder)

Rettidig omhu

Af

Gode gamle Mærsk havde et valgsprog – rettidig omhu – og det tænker jeg tit på.

De sidste par dage har jeg haft er lidt for travlt program og jeg bliver straks straffet med nætter uden ret meget søvn.

Det er allerførste tegn på at “somethings rotten” og det skal jeg handle på NU.

Så søndagen bliver for mit vedkommende tilbragt alene – og det betyder også uden mand/børn/hunde. Telefonen bliver lagt så meget væk som muligt og den mail, jeg havde lovet at sende om noget strik til en gammel veninde – den må vente til i morgen.

Der er INTET i hele verden, der er vigtigere end at få kursen rettet op.

I dag kan det klares med en sofa-søndag og så er jeg fuldstændig fit igen i morgen, men ignorerer jeg de her første tegn – måske fordi der er noget “jeg burde også” – så begynder snebolden lige så langsomt at blive større, og om er par uger så ruller den af sig selv. 

Og det ville før betyde 2-3 måneders stress gående over i hypomani – måske endda mani – og så kollaps i 6-10 mdrs depression og et års restitutionsfase. En søndag på sofaen ser ud som et ret godt alternativ…

Så nej – vi skal på niveau med personligt besøg af dronningen, før noget er “jeg burde også” i dag….

Efterskrift: Jeg ved ret mange af mine indlæg på en eller anden led handler om at vælge fra, sætte sig selv først og droppe “jeg burde også”. Der er flere grunde:

1) Det er stort set hver evig eneste dag jeg tager til/fra beslutninger

2) Jeg oplever, at det er det allerstørste problem, ikke bare hos psykisk syge, men også andre kroniske sygdomme.

3) Det er simpelthen THE KEY til et helt almindeligt stabilt liv for rigtig, rigtig mange

4) Jeg oplever, at mange med-syge er rigtig gode til at identificere, at de er for pressede – men handler ikke på det. Mest pga “jeg burde også” og virkelig stor ansvarsfølelse.

5) Det er i mine øjne ikke særlig anerkendt generelt blandt hverken syge, pårørende eller samfund at sige fra og smække benene op, for “tage sig sammen” har virkelig stor magt!

Kreativ tænkning?

Af

ideerDen her post er nok i virkeligheden bare mest til mig selv og en måde at få struktureret (og gemt) mine tanker omkring emnet – men du må gerne læse med 🙂

Et nyt studie har fundet en – omend meget lille – genetisk sammenhæng mellem bipolaritet og kreativitet.

The Guardian har beskrevet studiet her og du kan læse den bagvedliggende artikel i Nature Neuroscience her, hvis du er interesseret.

Jeg vil ikke kommentere nærmere på det, men det satte nogen tanker igang omkring kreativitet.

For der er ingen tvivl om, at jeg er totalt kreativ – det har jeg som sådan aldrig sat spørgsmålstegn ved, men nu blev jeg lidt nysgerrig.

Her er Google min evige ven:

Når der er noget jeg ikke ved, så undideerersøger jeg det – sådan lidt til overfladisk husbehov, ihvertfald, og så kan jeg altid gå nærmere ind i det, hvis jeg finder emnet interessant.

Det ledte mig til denne artikel fra Videnskab.dk omkring konvergent kontra divergent tænkning – ord jeg aldrig er stødt på før, men det giver jo mening. Divergent tænkning er en forudsætning for kreativitet, men en person, der udelukkende tænker divergent vil højest sandsynligt ikke kunne klare sig.

Difinitionerne er – citat fra artiklen :

Konvergent tænkning er domineret af strukturerede og analytiske tilgange, hvor man arbejder frem mod et bestemt mål. Madlavning er typisk præget af konvergent tænkning, hvor man følger en bestemt opskrift og når frem til at kreere en på forhånd udpeget ret med en bestemt smag og udseende.

Den divergente tænkning er således den, hvor man formår at tænke på måder, der adskiller sig fra andre mere konventionelle måder. At kokkerere kan således også appellere til divergent tænkning, hvis kokken for eksempel har mod på at tilføje en helt ny og i den sammenhæng hidtil ukendt ingrediens

…men altså – hvis du bare synes det er det mindste smule interessant hvor Lars Von Triers skøre tanker kommer fra, så læs artiklen. Det er faktisk megainteressant – børn er mestre i divergent tænkning.ideer

Men helt sikkert – min hjerne er mere divergent end konvergent. Under min uddannelse har jeg heldigvis lært at arbejde struktureret og analytisk frem mod et mål – ellers var mit hoved sgu stukket helt af (hvilket det jo også har gjort tidligere i pressede perioder). Og det er både en gave og en hæmsko at have så sprudlende et hoved.

Konstant popper nye idéer op, forbedringer til eksisterende produkter, anderledes måder at bruge ting på, løsningsforslag til problemer osv osv op i knolden på mig. Det myldrer rundt og der dannes associationer hurtigere end hurtigt.

Min hjerne er på kreativt overarbejde hele tiden, og den har let ved at løbe løbsk og blive begejstret – for ret tit er det altså fede ting, den udtænker. Men i “løbe løbsk”-perioderne er den konvergente tankegang en by i Rusland for mig – og som der også står i artiklen, kan man ikke klare sig.

Jeg er helt sikideerker på at det er nogen (speedede) biokemiske processer i hjernen, der gør at min hjerne opfører sig sådan og efter at jeg er blevet tøjlet med den rette medicin, er der kommet en god balance mellem konvergent og divergent tankegang i mit hoved.

Heldigvis stadig med en tydelig overvægt til den divergente tænkning, for den er en stor del af det, der definerer mig.

Efterskrift:
Når jeg tænker tilbage på de sidste 10-15 år, så har Ole og jeg tilsammen haft ret mange idéer (vi snakker over 10 minimum), som efter 8-10 år er dukket op på markedet.

Jeg husker specielt en, som vi i 2005 beskrev for vores bank. Efterfølgende kom de ved en fejl til at sende et internt notat til os, hvor vores bankdame havde skrevet, at vi var præget af en alt for alternativ tankegang og havde helt urealistiske idéer, der ingen fremtid havde.

Nå ja…den blev så lanceret sidste år af et udenlandsk firma… Urealistisk my ass – det var bare dig, der var ALT for konvergent i din tænkning. KO!

Efter-Efterskrift:
I skrivende stund, arbejder jeg, Katrine og Ole faktisk også med et nyt genialt produkt – fuldstændig enkelt, men løsningen på et stort problem. Idéen poppede i hovedet på mig forleden efter jeg så en video, der blev delt på Facebook. Efter lidt ping-pong med Ole og Katrine, fik vi sammen udviklet en prototype, der løser problemet helt enkelt. Nu må vi se, hvad det ender med….

Jeg har da egentlig været temmelig arrogant…

Af

Jeg har gået og tænkt meget over det her med, at jeg “valgte fra” i weekenden, “jeg burde” og “dårlig samvittighed”.

(Hvis ikke du har læst mit tidligere indlæg om hvorfor, jeg valgte weekendens tur fra, så se her, inden du læser videre)

Hold kæft hvor har jeg været egoistisk og arrogant…. TIDLIGERE!!!
(nok ikke sådan helt i ordenes egentlige betydninger, men her på bloggen bliver tingene sat lidt på spidsen)

Vi lader lige som om denne weekends Legolandtur foregik for 3 år siden. Så ville det have forløbet således:

Dorte tænker: Åhhh, jeg magter det ikke. Men jeg burde. Jeg har sagt A, så må jeg også sige B. Nu har vi jo aftalt. Jeg kan ikke tillade mig at melde fra. Jeg bare bide tænderne sammen og holde ud. For Bertrams skyld. Jeg kan ikke være bekendt, at svigte ham. Jeg er nødt til at tage med, ellers bliver Bertram ked af det.

Og så er det lige vi hopper op i nutiden og jeg tænker…WHAT????

Helt ærligt, din arrogante kælling (Ole siger det oprindeligt betyder “lille kærlig en”, så jeg må godt). For hvis skyld, er det lige, du gør det der? Det kan da kun være din egen!

1. Jeg har set Bertram måske 5 gange i mit liv. Han er den skønneste 12-årige knægt, jeg kender, og jeg ville ønske at jeg havde mere med ham at gøre til daglig og også kendte ham bedre. Men fakta er at Bertram nok ikke sådan helt ved hvem jeg er – udover “Dorte på Facebook” og “Mormors kusine”. Når jeg tænker tilbage på mig selv som 12-årig…helt ærligt. Så var der da ikke noget værre end de her gamle fjerne slægtninge, der skulle høre alt om ens liv, drømme og fremtid. Jeg ville da meget hellere være sammen med mine kusiner og fætre end at snakke med en gammel tante.

Tænk at tro at Bertrams dag ville blive SÅ meget bedre, ved at jeg var der. Eller ligefrem ødelagt, hvis ikke jeg var der! Han havde sin mor, sin bror, sine morforældre og to yndlingskusiner. Det er da dem han har lyst til at være sammen med – ikke mig.

(Her må jeg indrømme at jeg tillægger Bertram nogen tanker, som jeg rent faktisk ikke tror, han har – han er en fantastisk knægt, der interesserer sig meget for andre mennesker. Men – det er for eksemplets skyld – og nok også dybest set lidt rigtigt)

2. Hvis jeg var taget med “for de andres skyld”, havde jeg måske fået nedsmeltning efter en times tid….og været nødt til at lukke festen for min del af familien og tage hjem. Not særlig fedt og bestemt ikke særlig hensynsfuldt.

3. Havde jeg formået at holde ud – ja, så ville de andre stadig have skulle tage hensyn til mig hele dagen. Og gået med en evig bekymring for, om jeg nu var okay. Ole og pigerne ville aflæse hvert et ansigtstræk på mig, for at tage tingene i opløbet – ikke særlig afslappende og hyggeligt.

4. Havde Bertram undervejs fundet ud af, at jeg udelukkende var taget med for hans skyld og faktisk ikke havde det særlig godt…så ville den skønne knægt have fået en god portion dårlig samvittighed. Og det er da det sidste han skal have.

Derfor er jeg kommet frem til at det ville have været en arrogant og egoistisk handling, hvis jeg var taget med for “de andres skyld”…

Bottom line: Inden du får dårlig samvittighed over at vælge fra – så gør dig selv den tjeneste at gennemanalysere situationen og gør så hvad der er bedst for dig. Det viser sig oftest, at være bedst for alle parter.

 

At måtte vælge fra…

Af

I dag har jeg måtte skære helt ind til benet og virkelig være en kælling og vælge fra.

Jeg har indstillet min kusines barnebarn til Falck og Børneulykkesfondens “Den gyldne Sofus” fordi han sidste år redede sin lillebrors liv, ved at lave heimlich-manøvren på ham flere gange, da den bette lort havde fået et stort stykke kød galt i halsen.

Bertram blev udvalgt af dommerpanelet sammen med 4 andre børnehelte til at blive fejret i Legoland i dag, hvor den endelige vinder af “Den gyldne Sofus” skal findes.

Lige i dette øjeblik står de sikkert på scenen og bliver hyldet. Og jeg og min familie var som indstillere også inviteret med til fejringen.

Men grundet de sidste 3-4 ugers pres og min afstøvning af Manifestet, ja…så har jeg valgt, at vi melder fra.

Det er pisseirriterende!

– jeg vil sindsygt gerne være med til at fejre Bertram.
– jeg vil sindsygt gerne gratis i Legoland.
– og jeg vil sindsygt gerne se den del af familien.

Men når det så er sagt, så ved jeg, at jeg pt. ikke kan tåle en dag med minimum 2-2½ times kørsel hver vej, en lang dag ude med masser af indtryk, mange mennesker og trængsel, lyde, musik mv.

Så hvor end jeg gerne ville med, og hvor end jeg synes jeg burde, så har jeg valgt fra. Jeg ved det er det bedste, og jeg har næsten ikke dårlig samvittighed. Jeg ved at den gren af familien forstår – og det elsker jeg dem for.

For 2 år siden var jeg taget med og havde været brækket ned lang tid efter.
For 1 år siden havde jeg nok takket nej, men havde haft den sorteste samvittighed.
I dag takker jeg også nej, og har det godt med det.

Jeg har indset, at det ikke er fair for andre, at deltage i noget “for deres skyld” og fordi “jeg burde” og at de så hele dagen skal tage hensyn til mig, og dybest set godt kan se, at jeg ikke har det godt.

Jeg sender alle mine tanker til Bertram og er hamrende stolt af ham – og hamrende glad for at vi stadig har Hannibal <3

Stik en porre i r*ven!

Af

Capsules with an antibiotic

Flere gange er jeg stødt på gulerødsfanatikere, der mener, at vi kan blive raske ved at stikke en porre i røven og danse i måneskin.
– bare sådan lidt groft sagt 🙂

Men udtalelser som “Det er en kendsgerning, at antipsykotisk medicin og antidepressiv medicin er kemikalier og dermed gift “, “antipsykotisk og antidepressiv medicin virker ikke”, “du dør 20 år tidligere, når du tager medicin”, “psykisk sygdom opstår af undertrykte og ubearbejdede følelser” giver mig simpelthen grønne knopper og lange patter!

Der kan være mange forskellige årsager til bipolariteten, som er den psykiske sygdom, jeg kan forholde mig til og har læst og ved mest om.

  • Nogen har barndomstraumer, der fucker deres system op
  • Andre har alt for meget stress i hverdagen, der speeder de biokemiske reaktioner op.
  • Nogen har en gen-fejl, der gør at de biokemiske signalstoffer ikke virker korrekt – eller Na/K pumpen er defekt, som den danske nobelpristager Jens Chr Schou lige har foreslået
  • Der er også foreslået en særlig variant, der rammer højtintelligente, simpelthen fordi deres hjerne kører for stærkt – igen biokemiske reaktioner, der løber løbsk.

– og der er sikkert mange andre årsager også. Det eneste “fact” i den her forbindelse er at man simpelthen ikke ved nok om årsagerne og det er nødvendigt at prøve sig lidt frem – både medicinsk og terapeutisk. 

At jeg så er udfordret på alle de ovennævnte punkter gør det sådan set ikke lettere for mig personligt – eller så alligevel, for så kender jeg da opgaven, og har flere forskellige punkter jeg kan sætte ind. Og det har jeg også gjort.

JEG ikke kan leve uden medicinen og Manifest 2014 (der måske kan sidestilles med den berømte porre i røven) har ændret MIT liv!Det ene udelukker ikke det andet – de er faktisk afhængige af hinanden. Uden medicinen lukker mit system fuldstændig ned og jeg kan på ingen måde overskue tingene i Manifestet og så har vi balladen. Omvendt – medicinen kan slet ikke klare opgaven alene – det er bevist igennem 9 års rutcheture.

Jeg bliver sgu så træt, når der bliver meldt kategorisk ud omkring enten medicin, psykoterapi eller andet. Vi er forskellige mennesker, vores sygdom kan have forskellig oprindelse og vi er nødt til at blive behandlet indviduelt.
 
Fint nok at der er nogen, der klarer sig fantastisk uden medicin og udelukkende via psykoterapeutisk hjælp. Men derfra til så kategorisk at udtale, at psykofarmaka ikke virker er simpelthen noget bullshit af værste skuffe, og kan i værste fald gøre at letpåvirkelig personer, dropper medicinen.
 

At tro man kan helgardere sin røv ved at skrive “Jeg opfordrer selvfølgelig ikke til, at man dropper medicinen uden kontakt til sin læge” eller hvilken formulering, jeg nu har set i utallige indlæg på Facebook, er noget fis, når næste sætning er et af de ovenstående kategoriske udsagn.Vi er så letpåvirkelig en gruppe og nogen har måske paranoide tanker eller katastrofetanker, der gør at de simpelthen ikke tør vente til psykiateren tager telefonen.

Jeg kender til folk, der er sikre på de er ved at dø af knoglekræft, hvis benet værker en smule efter en dag med havearbejde :/ Tænk på hvor forfærdeligt det må være at leve med den angst. Og så pludselig også få angsten for at de piller, der rent faktisk hjælper en, pludselig kan slå en ihjel!

 
Jeg synes det er uetisk at melde så kategorisk ud omkring psykofarmaka, som jeg ser flere steder både af lægfolk, i pressen og velmenende perifære bekendte.Men jeg synes så også det er uetisk at mange psykiatere bare hiver receptblokken, med ordene “vi skal bare lige finde den rigtige medicin, så bliver du rask”.Nuancer, tak!

Veninder er guld værd!

Af

2015-05-15 14.58.48Når nøden er allerstørst, så er jeg virkelig velsignet med gode folk omkring mig. Der gik ikke mere end 10 minutter fra mit sidste indlæg kom på bloggen og jeg havde delt det på Facebook, før jeg fik en besked fra en fantastisk kvinde, at mine ord lige var det hun havde behov for at høre. – Og i næste åndedrag havde vi aftalt en spontan-date på Happie, Hjørrings oase. Bare os to – frokost og masser af kaffe.

Stille og rolig samtale om livet, når det er svært, udfordringer, tanker, fremtiden, alting, ingenting og lige det, der ligger derimellem. Selvom det var svære emner, vi havde på bordet her i formiddag, så var det virkelig egenomsorg på højt plan og jeg gik styrket ud i virkeligheden igen…det tror jeg måske, vi begge gjorde. I hvert fald lettede for en stund.

Det viser, at det er en god idé at vise sine svage sider, at åbne op når tingene er trælse og heller ikke være bange for at erkende, at man er pt. er sårbar. Det giver 100-fold igen og vi griber hinanden.

Tusind tak, du fantastiske veninde. Vi ses ikke tit, men når vi gør, så er det virkelig ægte.

Min mand – den afgørende faktor!

Af

 

Ham her – han er bare så helt afgørende for mit velbefindende!
Vi har – efter de første par års obligatoriske sliben kanter – et helt fantastisk parløb, hvor vi har et fælles mål om at vi skal have det så godt som muligt. Både sammen og hver for sig. 

Det lyder måske sødsuppeagtigt, men fakta er, at når jeg er nede er Ole min faste klippe, der skærmer mig mod omgivelserne – og når jeg har det godt, så både tilgiver jeg og griner af, at han pisser i ovnen, når han har været i byen med dørmandskollegerne (den er intern mellem mig og alle mine Facebook-venner – historien kommer nok på bloggen en dag).

Vi hygger os i hinandens selskab, er bedste venner og har ingen hemmeligheder for hinanden. Derudover fjoller vi stadig rundt som et par forelskede teenagere – holder i hånd, kysser og nusser hinanden i nakken i køen i Netto på trods af at der er over 24 år siden vi flyttede sammen.

Det er specielt vigtigt med sådan et parløb, når den ene part er psykisk letpåvirkelig – Ole bygger mig op istedet for at nedbryde. Dermed er det jo også en direkte fordel for Ole, at han magter at yde den indsats, det er at holde hånden lidt over mig. 

Alt andet lige er det jo noget skønnere med en velfungerende kone end end, der fastholdes i den psykiske sygdom.

Derfor er det også min pligt som syg, at skatte på den hjælp han yder og forsøge at holde urimelighederne på et minimum, når jeg har mine luner.

Vi skal passe på hinanden <3

Efternote: SELVFØLGELIG har der været temmelig mange ups and downs i vores ægteskab – det kan slet ikke undgåes, når den ene part er bipolar, tøhø. Men vi er blevet gode til at tackle uenighederne – og kan godt være enige om at være uenige…

Facebook