Betragtninger

Rødvin og reflektioner…

Af

IMG_7109Jeg havde en temmelig interessant samtale med en af mine gode venner i går aftes….og nat. For vi fortsatte snakken til 04.23 fordi jeg virkelig var nødt til at forstå hvad der foregår inde i hovedet på ham. Og jeg ville virkelig gerne forklare hvad der foregår inde i hovedet på mig – og alle andre med en rimelig velbehandlet psykisk sygdom.

Han forstod simpelthen ikke, at jeg kunne være psykisk syg – han troede ikke på, at det var rigtigt ”for hvordan kan det være du kan det og det og det….” og sætningen ”jamen hvorfor kan du ikke bare tage dig sammen og deltage i det og det og det”, blev også nævnt et par gange.

Hans tilgang var en reel nysgerrighed og ikke den fordømmende. Han ville meget gerne forstå det, og jeg ville meget gerne forklare det. Samtidig ville jeg også meget gerne forstå, hvorfor han ikke forstod det.

Jeg kom med utallige eksempler på, hvordan jeg formår at tage en facade på og ”smil og vær glad” og netop tage mig sammen og deltage i det og det. – For derefter at ligge i krampegråd bag en lukket dør med et hoved, der er ved at eksplodere og hvor det føles som om der er en der står og sliber på min blottede hjerne med et grovkornet stykke sandpapir.

Jeg er ikke helt sikker på, at vi endte med at forstå hinanden, og det betyder heller ikke så meget. Vi havde en rigtig god dialog og en hyggelig nat. At det så er fuldstændig sindsygt i forhold til håndteringen af min sygdom, at sidde og drikke rødvin og snakke dybt til kl. 04.23 om morgenen, er en anden sag. Jeg skal ikke noget resten af weekenden og kan bruge den til at restituere. Jeg vurderede, at det ville være godt givet ud i forhold til den snak, vi havde.

Er der nogen af jer andre, der har nogen gode idéer til, hvordan jeg forklarer hvorfor og hvordan, jeg kan sidde her og have det så godt – og så samtidig være psykisk syg. For jeg rendte lidt tør for eksempler og argumenter sådan lige omkring kl. 03.56 😀

Findes der overhovedet noget godt ved en depression? Jo…det tror jeg

Af

Forleden skrev jeg lidt omkring intelligens kontra klog. I det indlæg var der også noget omkring det at være livsklog. Viis kunne man måske også kalde det.

Det har rumsteret i mit baghoved efterfølgende uden jeg sådan helt har kunne sætte fingeren på hvorfor. Der har været en eller anden sammenhæng, som jeg ikke kunne få op til overfladen.

Jeg er af den opfattelse, at depressioner er noget fanden har skabt i et anfald af virkelig rendyrket ondskab. Det er også det, jeg hører fra mange andre af de bipolare/depressionsramte, jeg har kontakt med:

Der findes INTET godt ved en depression!

Men jo…ved I hvad. Her til morgen slog det mig pludselig! Det gør der sgu, i den helt store sammenhæng som livet skal ses i.

dynd1

Når du har siddet under det rådnene slam, der dækker bunden af en stor ildelugtende algebefængt sø – når du har oplevet en tilstand værre end døden – når du har følt på din egen krop, hvor meget andre menneskers forståelse (eller mangel på samme) betyder for din situation – og ikke mindst: Når du har formået at kratte dig lige så langsomt op af dyndet med det yderste af neglene…

…så har du fået en kæmpe lære omkring livet og indsigt i det at være menneske.

Det er røv, nøgler, pissesurt og helt ad helvede til mens det står på – og vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt for ikke at ende der igen!!! Men når vi er kommet op igen, kan trække vejret ovenvande igen, så har vi altså en helt anden empati og forståelse for vores medmenneskers forskellige situationer. Vi har chancen for at blive det, som jeg i det tidligere indlæg kaldte livskloge.

Ingen ønsker selvfølgelig livskriser for andre eller for sig selv. Men når nu de skal uddeles med rund hånd, som de jo gør i løbet af et liv, så tror jeg næsten depressionen overordnet set måske er en af dem, man kan bruge til mest i det lange løb. Hvis ellers omgivelser, behandlere, familie mv forstår at tackle det rigtigt undervejs – og man selv er åben for reflektion og livslære efterfølgende.

Jeg pinner det lige ud:

Undervejs i en depression er det omgivelser, behandlere, familie mv der har ansvaret for en bedring! Den depressive magter det overhovedet ikke. Kan den depressive på nogen måde overskue det, vil det være en stor hjælp, hvis vedkommende tør åbne op og helt bundærligt fortæller hvordan det er indeni. Også selvom det er grimme tanker, der er derinde. Det er omgivelsernes ansvar at kunne rumme dem – de skal UD af den depressive, siges højt. Og sidder du midt i det lige nu, så husk at alle omkring dig hellere end gerne vil hjælpe dig, derfor er du nødt til at åbne op, for ellers aner de jo ikke hvilken hjælp de skal tilbyde.

Efter en depression er det dit eget ansvar at lære noget af depressionen og tage den lære med dig ud i livet. Hvis det du har været igennem, skal give bare en smule mening i den store sammenhæng, er det nu du skal på arbejde med dig selv. Hvorfor opstod den, hvad kunne der være gjort inden, hvordan kan jeg forhindre det sker igen, hvad kan jeg lære af den – og ikke mindst: hvad ville jeg ønske andre havde gjort for mig = hvordan kan jeg hjælpe venner/kolleger/familie, hvis jeg spotter de er på vej ned.

Men efter sådan en tur “råddent dynd tur/retur”, så har du altså virkelig noget menneskelig indsigt og en forståelse for det at have det skidt. Samtidig har du også lært, at det kan godt være at livet er lort med lort på…men det bliver altid godt igen. Jeg er holdt op med at frygte fremtiden (undtagen når mit hoved spasser med katastrofetanker…not so much fun), for livet kan (næsten) ikke bringe mig noget, som jeg ikke har prøvet at tackle før. Jeg har ro i mig. Og jeg kan bruge den erfaring, hvis jeg kommer ud for livskriser, der ikke ender i eller er en dyb depression.

For i den dybe depression er denne viden nok desværre bare gemt alt for langt væk under dyndet, men erfaringen ligger trods alt dybt inde i mig som en lille glød, der skal pustes liv i igen.

Med håbet om, at du aldrig kommer ud for det rådne dynd igen…

Kærligst Dorte

Ingen penge og vupti – så er du rask. Se her hvordan…eller?

Af

moneyNu er jeg simpelthen nødt til at sige noget! Jeg har i alle mine år i kommunecirkusset stort set kun haft positive oplevelser og blevet mødt af kompetente, dygtige sagsbehandlere, der ville mig det bedste. Der har kun været en enkelt knap så heldig, men fred være med det.

Jeg holder fast i, at min oplevelse er, at jeg er blevet hjulpet virkelig godt. Og jeg har også været meget taknemmelig for den økonomiske hjælp, jeg har fået i form af sygedagpenge, revalidering og nu fleksjob. MEN….

Jeg forstår ikke, hvordan visse politikere kan tro, at vi bliver mere raske af at blive jagtet eller få færre penge. Psykiske lidelser (og alle andre lidelser for den sags skyld) bliver kun værre ved at tilføre en øget stress-faktor.

Vi er syge…ikke dumme, ugidelige eller bare plain nassere. Jeg tror vi alle (arh ok…måske 99,83% af os) virkelig gerne ville bytte sygdom ud med en fuldt funktionsdygtig plads på arbejdsmarkedet.

Eller det vil sige…jeg FORSTOD ikke. For pludselig slog det mig – politikerne og andre højtlønnede har jo deres fuldstændig på det tørre. De kommer aldrig i en situation, hvor de skal leve af sygedagpenge alene!!!

Højtlønnede (mig selv incl. inden jeg blev syg) har stort set alle en firmabetalt pensionsordning HVORI DER ER EN SYGEFORSIKRING MED LØNSIKRING – der vel at mærke IKKE modregnes i sygedagpenge mv!

Jeg havde selv en lønsikring på 30% af min løn, så længe jeg var uarbejdsdygtig pga sygdom. Desværre var hverken jeg eller min daværende arbejdsgiver (der kunne have fået refusion i den tid de ventede på, at jeg kom tilbage) opmærksom på den krølle i pensionsordningen.

Jeg var alt for medtaget til overhovedet at være opmærksom på andet end bare at komme op om morgenen og måske…hvis det var en god dag…at sende ungerne et smil inden de skulle ud af døren og i skole.

Da jeg endelig blev obs på muligheden var anmeldesesfristen for længst overskredet…ærgeligt, men jeg gider ikke græde over spildt mælk – og heller ikke den mill det ca har kostet mig.

Men for at komme tilbage på sporet. Det er da klart, at man ikke kan se problemet, når man selv er sikret måske 40-50-60.000 om måneden, fordi sådanne forsikringer kan skrues sammen, så man får helt op til 70% af sin løn ved sygdom – igen vel at mærke oveni sygedagpengene.

Jeg skal være ærlig at sige, at jeg ikke har undersøgt om loven på dette område er blevet ændret….men et eller andet sted, begynder det at give mening i mit hoved med de underlige udmeldinger og holdninger til sygemeldte, jeg møder rundt omkring.

Intelligent kontra klog – der er ret stor forskel!

Af

intelligensInde i den lukkede og hemmelige Facebook-gruppe var der i dag en, der lavede et indlæg omkring intelligens, klogskab, livsklogskab og talent. Hvordan de forskellige ting defineres og hvor de kommer fra. Det synes jeg faktisk var så interessant, at jeg måtte lave et blogindlæg over mine betragtninger.

I Mensa har det tit været oppe at vende, det her med intelligent kontra klog, og der tror jeg alle er rimeligt enige. Derudover er der mange forskellige holdninger/definitioner af ordene – her er mine:

Intelligens (den traditionelle definition) siger noget om din evne til at se sammenhænge, logisk tænkning, indlæringsevne mv – altså en medfødt egenskab, der kan trænes til fuldt potentiale. Du kan aldrig udvikle din intelligens mere end dit iboende potentiale. Du kan sagtens være intelligent uden at have kunne udnytte det i nogen sammenhæng. Der findes faktisk en hel del på samfundets bund, der er dybt intelligente, men bare aldrig har haft mulighederne for at udnytte dette potentiale – evt pga social arv, mobning i skolen mv.

Klog – det kan du sagtens være uden at være intelligent. Det siger noget om hvor meget viden, du har. Den viden kan du godt have erhvervet dig ved knaldhårdt arbejde – hvor en person med højere intellligens måske kun havde behøvet at arbejde halvt så meget for samme viden.

Livsklog – det mener jeg, man er, hvis man har en social forståelse for sine medmennesker, har empati og evner at se ting i en større sammenhæng og ikke kun sin egen næsetip. Den livskloge hviler nok meget i sig selv – har en ro over sig. Har fundet fred med sig selv og sine omgivelser. Ret mange ældre/gamle mennesker er utroligt livskloge. Måske derfor jeg elsker at være sammen med folk på 70+. De er altså bare den tand dybere….Det samme gælder mennesker, der har været ude for en eller flere livskriser og har lært at tackle dem.

Talent kan udvikles gennem træning, træning og atter træning. Der er blevet vist flere gange at der skal ca 10.000 timers træning til, for at mestre noget så perfekt at man kan tale om at “han/hun har talent for det”. SELVFØLGELIG er er undtagelser, som 3-årige der sætter sig til klaveret og spiller Mozart eller synger som en engel.

Men generelt udvikles talent gennem en interesse, der er dyrket heftigt siden barnsben.

Edit: I den hemmelige Facebook-gruppe (se her hvordan du tilmelder dig) gik diskussionen lystigt, og der blev fremhævet at talent på en eller anden måde altid er medfødt, men det er bare ikke sikkert det kommer til udtryk. Ved hård træning kan man finpudse sit talent, så det skinner lysende og klart – og da nogen har mere medfødt talent end andre for en given ting, vil de kunne lyse hurtigere og med mindre træning. Nogen er supertalenter, som de ovennævnte 3-årige. Denne betragtning er jeg helt enig i så “I stand corrected” 🙂

Jeg hørte for et par år siden et foredrag med den tidligere fodboldspiller Rasmus Ankersen, der havde sat sig for at finde ud af hvorfor brasilianerne har så stort talent for fodbold. Jo, der er såmænd ikke andre udfoldelsesmuligheder for drengene i slumkvarterne end at spille foldbold – så det gør de fra morgen til aften fra de er helt små. Det giver altså nogen ret dygtige bold-ekvilibrister. – Og sådan fandt han talrige andre eksempler rundt om i verden.

For mit vedkommende sad jeg også strikkede stort set 24/7 (arh ok måske 10/7) i 4 år. Jeg startede helt fra bunden – kunne strikke ret/vrang, slå masker op, tage ind/ud og lukke af. Thats it. Jeg anede ikke en disse om at designe, men efter at have strikket…ja…bum bum…bare for at være realistisk… 6 timer x 300 dage x 4 år = 7.200 timer og været igennem utallige strikkeopskrifter, begyndte jeg at kunne se et logisk mønster i opbygningen, og kunne pludselig designe mine egne ting.

Det øvede, øvede og øvede jeg mig i og pillede op ca en million gange – og sådan endte jeg med at have talent for at designe. I dag, hvor jeg helt sikkert forlængst har passeret de 10.000 timer, kan jeg få en idé og så stort set skrive opskriften uden at have strikket en eneste maske. Når jeg så efterfølgene strikker modellen igennem – ja, så passer den og bliver som tænkt, med et par smårettelser undervejs. Det er et talent jeg bestemt ikke havde for 8 år siden

Det sjove er, at når vi ser på den logiske intelligens sådan lidt generelt (den der måles ved IQ tests) så er de folk der scorer mellem 115-125, dem der klarer sig bedst i erhvervslivet og bliver rige. Hvorimod dem, der ligger fra 130 og opefter aldrig tjener nogen penge, for de kommer som regel til at kede sig meget hurtigt og skifter job eller ligefrem erhverv (meget firkantede generaliserende kasser – I know)

Min IQ er målt i Mensa til 135 og jeg springer rundt i alt muligt forskelligt – uddannet molekylærbiolog, har været sælger i medicinalbranchen, strikdesigner, været med til at opbygge et kunsthus i en landsby, e-learningsekspert, augmented realitity ekspert og nu produktchef indenfor probiotiske rengøringsmidler (det er jo som ringen er sluttet: hjem til bakterier og molekyler igen) – godt afbrudt af gentagende sygemeldinger.

Men karriereplanlægning har der været INTET af. Jeg gør det, jeg synes er sjovt og når det ikke er sjovt længere – ja så finder jeg på noget nyt.

Jeg har et sjovt liv, men er aldrig kommet til at fastholde en karriere mere end 4-5 år ad gangen.

Så dem, der synes man er højrøvet og tror man er bedre end alle andre, fordi man drister sig til at tale høj intelligens, kan egentlig bare godt pakke sammen med deres jantelov og slet skjulte misundelse. Det er faktisk ikke særlig fedt altid at søge nye veje, ville videre, ikke kan holde ro i røven, altid kede sig når noget mestres og føle at ting omkring en går i slowmotion.

En af de virkelig højtintelligente unger på Claras skole – Mentiqa Nordjylland – der er en skole for børn med særlige forudsætninger, sagde det faktisk ret spot on :

Forestil dig at du bor på et opholdssted for evnesvage…ikke som pædagog, men som helt almindelig beboer og skal få en hverdag til at fungere blandt de andre beboere. Sådan havde jeg det før jeg kom på Mentiqa.

Drengen havde inden Mentiqa haft store problemer og været kraftigt medicineret pga ADHD og andre diagnoser – og efter skoleskiftet til mere jævnbyrdige kammerater, kunne medicinen droppes…tankevækkende.

Det handler ikke om, at synes man er “bedre”, men slet og ret et ønske om at blive forstået og høre til. Og det kan være meget svært for +140´ere.

….og skal jeg absolut være lidt selvfed her til sidst, så vil jeg mene, at jeg både er intelligent, klog, livsklog og har talent for flere ting.

Vær egoistisk! Du kan ikke være andet bekendt!

Af

Jeg sætter lige endnu engang det vigtigste øverst: Det er virkelig, virkelig vigtigt, at vi sørger for at prioritere os selv. Alt andet kan vi ikke være bekendt! For hvis ikke vi gør det, så er det, at vi ender i depression og slet ikke fungerer. Det er det mest røvtrælse sted at være. 

I rigtig mange år har jeg nedprioriteret mig selv. Jeg kan se her i bagklogskabens klare lys, at jeg har kørt efter devisen:

Det er bedre at alle andre har det godt, end jeg har det godt!

Det er ret skræmmende, at jeg hver eneste gang jeg har været stabil har tilsidesat mig til fordel for børn, mand, hus, arbejde, uddannelse, gymnastikforeningsbestyrelser, arbejdsdage i børnehaven, lokalsamfundsudvikling, ungernes sportsaktiviteter, rengøring (arh, ok – det har jeg aldrig været god til), hundepasning osv osv osv.

Alt i mens jeg har lavet “anden”: Rolig på overfalden, men padler rundt som en sindsyg under vandet. Og ja…det endte med den ene stressperiode -> hypomani/mani -> depression efter den anden. Og jeg har faktisk aldrig forstået hvorfor. Jeg var jo sprudlende fuld af liv, når jeg endelig var stabil og ovenpå. Hvorfor skulle det så ramme mig igen og igen. Det var sgu ikke fair! Og det var virkelig en lortesygdom, der ramte ud af det blå….som om!

 

and

Jo flere gange jeg røg i fælden, jo længere ned kom jeg og jo længere tid tog det mig at komme op igen. Og så snart jeg var ovenpå igen var jeg endnu engang….

…hende, der altid deltog i diverse generalforsamlinger – og hvis hånd altid røg i vejret, hvis der manglede en til bestyrelsen, selvom jeg på forhånd havde aftalt med mig selv, at det IKKE skulle ske.

…hende, der altid deltog i forældrearrangementer i dagpleje/børnehave/skole/fritidsaktiviteter – og ret ofte var jeg også en af dem, der havde bagt eller stod for rengøringen bagefter.

…hende, der altid tog med til fastelavnsarrangementer med ungerne, istedet for bare at sætte dem af på dørtrinet – og selvfølgelig havde de hjemmelavede kostumer på.

…hende på jobbet, der altid ydede det ekstra – og altid var klar til at springe til hvis kolleger, havde brug for det.

…hende, der har hjulpet andre med at flytte, passe børn og køre på lossepladsen med byggeaffald.

…hende, der lavede de fedeste halloweenudsmykninger!

Jeg har været hende, der har følt, at hvis ikke min tid var 100% fyldt med gøremål, så var tiden spildt.

Det her skriver jeg ikke, for at sidde og pudse min glorie. Faktisk synes jeg slet ikke, der er noget at pudse, for jeg har også altid været hende, der har haft sindsyg dårlig samvittighed over ikke at kunne “gøre mere”og det har som sagt udløst den ene episode efter den anden, hvor jeg i lange perioder har kunne gøre lige præcis INTET.

I de perioder har jeg ikke haft det godt – og min familie har bestemt heller ikke! Der har de måtte trække det ufattelig store læs at have mig på slæb. Og DER har vi virkelig kunne tale om, at have dårlig samvittighed – så dårlig, at jeg i lange perioder, var overbevist om, at de var bedre tjent uden mig.

Derfor kommer den lige igen: Det er virkelig, virkelig vigtigt, at vi sørger for at prioritere os selv. Alt andet kan vi ikke være bekendt! For hvis ikke vi gør det, så er det, at vi ender i depression og slet ikke fungerer. Det er det mest røvtrælse sted at være. Det er ganske forfærdeligt, og det skal jeg nok prøve at beskrive en anden gang, men man fatter det nok ikke helt, før man har prøvet det.

Det er vigtigt, at vi har balance i tingene, og også gerne med en overvægt af egenomsorg. Og det er ikke den egenomsorg, som jeg har bildt mig ind i mange, mange år:

Jamen JEG synes det er sjovt at lave fastelavnskostumer, JEG synes det er fedt at sidde i bestyrelser, JEG kan godt li´ at hjælpe med at flytte.

Glem det. Det kan godt være, du synes det er sjovt, spændende og interessant – men det tager alligevel tid fra EGENomsorgen.

De eneste tidspunkter jeg sådan har fattet det på er de perioder, hvor jeg har forsøgt at komme mig. De perioder, hvor jeg har siddet med et strikketøj i hånden stort set 24/7. Det har jeg beskrevet i min bog “Strik og stress af”. Det har jeg prædiket til utallige foredrag.

Og alligevel har jeg fuldstændig har glemt mine egne ord, så snart jeg var ovenpå igen. Hvor dum kan man være? Det eneste “job” jeg har kunne klare i længere tid i perioden 2005-2012, har været tiden som selvstændig med Knitalot. Men arbejdet der var også 80% egoisme og 20% hårdt arbejde – og en fantastisk chef 😉

Og egoismen er altså bare så vigtig, at have med i det, vi gør. Det går ikke ud over andre. Men det går ud over andre, hvis ikke vi har den i baghovedet.

Derfor vil jeg nok også vende tilbage til emnet igen og igen her på bloggen. Om ikke andet så for at fastholde mig selv i at være egoistisk!

En kaffedrikkende belgier viste vej til mine skånehensyn…

Af

kaffe_01For et par år siden – måske i et anfald af overmod og overstadighed grænsende til let hypomani, det skal jeg ikke kunne sige – søgte jeg et fuldtidsjob som sælger i et medicinalfirma. Vel vidende at der ikke er noget der hedder “fuldtids”job i den branche, når der på kontrakten står “37 timer uden højeste tjenetid”. Så snakker vi altså way more end fuldtid!

På det tidspunkt havde jeg det godt og stabilt, men var desværre dengang ikke klar over, at der ikke er noget der hedder “at blive rask”. Og når samtidig “blive rask” i min bog betød gang i 1000 forskellige projekter, arbejde ca 60-70 timer om ugen OG være med i diverse bestyrelser, betød det at jeg ikke altid liiige sørgede for at tage hensyn til mig selv. Så selvfølgelig skulle jeg søge det her hamrende spændende job, når du jeg mente, jeg var “blevet rask” og det gjorde jeg.

Jeg kom til samtale med den danske teamleder og salgschef – og det var jo fuldstændig fantastisk at være back on track. Jeg kørte med klatten, og blev inviteret til samtale med deres europæiske chef.

Og her fik jeg så endnu et eksempel på hvordan mennesker, der har let til stress bliver påvirket af alle mulige andre ting end lige præcis den opgave de sidder med.

Jobsamtalen skulle foregå på engelsk. Det vidste jeg i forvejen og det havde jeg forberedt mig på. Jobsamtalen skulle foregår på et hotel, for der var europæisk salgskonference i firmaet, så derfor var chefen i Danmark. Det var jeg også forberedt på.

Hvad jeg ikke var forberedt på var:

  • at han var 20 minutter forsinket, uden at jeg fik nogen forklaring i receptionen, så jeg nåede at blive ret nervøs over, om jeg nu også var ankommet på det rette tidspunkt.
  • at der ikke var booket et lokale til os, så jobsamtalen skulle foregå ude i et fællesareal
  • at det var i en kaffepause i konferencen, så der var FYLDT omkring os med de andre salgskonsulenter fra firmaet, der klirrede med kaffekopper og summende talte sammen, så det var meget svært at få ørenlyd
  • at de sad og skævede nysgerrigt over til vores bord
  • at chefen var belgier og talte engelsk værre end i “‘Allo ‘allo”

Man kan selvfølgelig indvende at “Det SKAL du kunne holde til” som en vis anden chef jeg har været udsat for engang sagde, men fakta er at alle de der udenomspåvirkninger intet havde at gøre med, hvor dygtig jeg ville være til mit arbejde, hvor jeg ville sidde alene ude i en bil og tage ind til besøg hos praktiserende læger. Jeg tror nu også at ret mange andre ville være blevet påvirket negativt i den situation.

Nu var det ret heldigt, at jobsamtalen kom til at foregå på den måde, så jeg ikke fik jobbet, men jeg har efterfølgende tænkt meget over denne situation. Specielt dengang jeg skulle beskrive hvilke skånehensyn, jeg skulle have nedskrevet i en kontrakt med en fremtidig arbejdsgiver (og som også står i min kontrakt nu):

  1. Mulighed for eget kontor
  2. Ingen ringende telefoner
  3. Ingen generende lys/lydpåvirkninger.
  4. Ingen afbrydelser i arbejdsflow
  5. Tæt kontakt med nærmeste leder
  6. Tydelig ledelse
  7. Afgrænsede opgaver både med over- og underlægger

Faktisk synes jeg, at det er temmelig utroligt, at det er nødvendigt at have pkt. 3-7 med som specifikke SKÅNEHENSYN. Det er da virkelig helt almindelige gode arbejdsforhold og god ledelse.

Jeg er måske blevet lidt skadet – eller forvænt, er det nok nærmere – fra mine nærmeste chefer i medicinalbranchen inden jeg gik ned. Jeg har arbejdet under 3 forskellige teamledere – og de har alle været (og er) eminente chefer, så selvom jeg nok også havde både depressive og hypomaniske episoder i disse år, så slog de ikke voldsomt igennem, før “point break” i oktober 2004.

Jeg tror VIRKELIG, at chefkulturen på dagens arbejdsmarkedet har meget at sige over, om man tager den store tur i stressmøllen og måske ender som depressiv/bipolar.

Mine første 3 chefer formåede at få det bedste ud af mig som medarbejder – hvor jeg efterfølgende er stødt på nogen klaphatte af karat. Men dem fortæller jeg nok om en anden gang…

Hvordan kan man blive “afsluttet” med en livslang lidelse? I don´t get it!

Af

stampJeg har simpelthen den mest fantastiske psykiater! Og jeg holder rigtig godt fast i ham!

Jeg har hørt flere andre bipolare fortælle, at de er “blevet afsluttet” – oftest efter et forløb i distriktspsykiatrien. Og det forstår jeg simpelthen overhovedet ikke en hujende fis af.

Bipolar lidelse er en livslang følgesvend, som sagtens kan “gå i dvale” eller “være stabil” – men det er altså også en dynamisk sygdom, der kan give udsving, hvis vi bliver tilstrækkeligt påvirket. Stress, ulykker, dødsfald eller – også helt uden årsag.

Og der er det altså tvingende nødvendigt med hurtig hjælp. Der kan også være brug for løbende småjusteringer af medicin, både den faste og diverse pn medikamenter (pn = efter behov) selvom man egentlig er stabil.

Derfor synes jeg aldrig, vi bipolare kan betegnes som “afsluttede”. Jeg synes helt klart, at vi burde være tilknyttet en speciallæge “for life”, selvom vi måske i lange perioder bare er “passivt medlem af klubben”.

Så kan vi bruge vedkommende, de perioder vi har behov for det, og i andre perioder måske kun komme et par gange om året til servicetjek.

Selvom jeg nu har det rigtig, rigtig godt – og helt oprigtigt tror på, at min lidelse ikke vil få den store negative indflydelse på resten af mit liv, så håber jeg ikke, jeg får et afsluttet-stempel i panden.

Min psykiater er en af de mange krykker, jeg kan gøre brug af, selvom jeg ikke ser ham så tit – og jo flere krykker, jo nemmere er det altså at holde balancen.

Derfor vil jeg opfordre dig til – hvis du på nogen måde føler du har brug for en lignende krykke i baghånden, at få en henvisning til en privatpraktiserende psykiater. Man kan indvende at det er dyrt for samfundet, men helt ærligt så tror jeg, i det lange løb at det er dyrere at lade være. Både menneskeligt og samfundsøkonomisk.

Knitalot – vi gjorde det!!!

Af
For noget tid siden skrev jeg et indlæg om at tage springet og forskellen på den bipolares, iværksætterens og den almindeliges mind-set. Ole og jeg tog i 2009 springet og søsatte Knitalot –  verdens første interaktive kollektion af strikdesign.
knitalot1
Det var en idé udsprunget af noget der var et problem, nemlig at man ikke kunne få strikkeopskriften i de størrelser og det gang man gerne ville have.
Jeg tænkte at det måtte da kunne lade sig gøre at lave en beregner, der tog højde for alt det
 
Alle syntes det var en smart idé, men alle havde samtidig travlt med at fortælle os at det ikke kunne lade sig gøre.
 
“Du har jo aldrig designet før, og har først lige lært at strikke, så det kan du ikke”
Jamen så må jeg lære det!
 
“Designmæssigt dur det ikke da babyer og voksne er dimensioneret forskelligt, så det kan du ikke”
– Jamen tak for oplysningen, så må jeg jo bare tage højde for det!
 
“Matematisk kan det ikke lade sig gøre, det vil blive alt for store beregninger”
– well, de klarede at beregne en hel Storebæltsbro, så mon ikke også en bette trøje kan lade sig gøre
 
“IT-teknisk kan det ikke lade sig gøre, en server kan slet ikke sættes sådan op”
– Ok, der kom jeg til kort, det kunne folk sagtens bilde mig ind for det anede jeg ikke en bjælde om, men igen…altså RET mange andre systemer rundt omkring virker (undtagen det offentliges 😉 ) Heldigvis vidste Ole at det bare var et spørgsmål om at finde de rigtige mennesker, og så løste vi også det problem
 
“Økonomisk vil det være dumt – hvad vil I tjene penge på?”
Det er jo et vægtigt argument i forhold til NORMALE mennesker. Men den bipolare hjerne (eller…min ihvertfald) er fuldstændig ligeglad med økonomiske konsekvenser, bare den har det sjovt og den laver noget genialt.
(Note to self: ansæt en til at holde styr på økonomien næste gang)
 
Men vi gjorde det! Vi tog springet!
 
Og fejlede i bankens, revisorens og mange andres øjne – økonomisk.
 
Men vi lykkedes big time i vores egne øjne for www.knitalot.dk lykkedes. Jeg løste alle problemerne undervejs og siden blev verdens første hele kollektion af interaktive strikkeopskrifter.
Det er da vildt STORT.
 
Efternote: Det er lidt sjovt, at jeg uden problemer kunne arbejde 40-60-80 timer om ugen uden at blive manisk – kun effektiv og produktiv. I den tid gjorde jeg også rigtig mange gode ting for mig selv – og strikkede en hulens masse. Men i det øjeblik, jeg fik fokus flyttet fra MIN forretning og der begyndte at komme forhindringer jeg ikke kunne gøre noget ved (økonomi mv) og der ikke fandtes flere muligheder, SÅ blev jeg stresset og presset.
Efter-efternote: Jeg har været presset så mange gange efterhånden, at jeg IKKE længere kan arbejde 40-60-80 timer om ugen. Ikke engang 37 :/ Jeg er nede på sølle 14 timer, fordi min hjerne har brug for at køle max af ind imellem arbejdstimerne. Det er eddermaneme irriterende! Så lov mig at gøre alt hvad du kan, for at forebygge stress og episoder. De spiser sgu din hjerne bid for bid.

 

At være eller ikke være bipolar – eller hvordan en rullestol skaber afstand…

Af

wheelchair_fyH1xD9d.jpgJeg omtaler mig selv som bipolar. Jeg siger, at jeg er bipolar – og sommetider siger jeg, at jeg har Bipolar Affektiv Lidelse.

Det er sådan rimeligvis i flæng og hvad der lige falder naturligt i samtalen.

Oftest bliver det dog til at jeg ER bipolar. På samme måde som jeg ER glad, jeg ER ked af det, jeg ER sulten, jeg ER lykkelig.

For mange betyder det meget, at vi ikke ER lidelsen, men HAR den. Det betyder ikke så meget for mig, men jeg oplever tit at blive rettet på. Jeg ved ikke, om det er noget psykiatere har fundet på, for at vi bedre skal kunne acceptere sygdommen? Måske. Og det synes jeg egentligt er fint, og jeg kan sagtens forstå argumentet, men…

Da jeg var barn, boede min farmor på plejehjem. Jeg holdt meget af at gå ned i “terapien”, hvor de ældre lavede alle mulige hobbyting. Jeg fik tit lov til at være med og det var rigtig hyggeligt at sidde og småsludre.

Engang satte jeg mig ved siden af en dame i kørestol. Jeg spurgte hende om ikke det var trælst at sidde i rullestol. Så fik jeg en belæring om, at det IKKE var en rullestol, men en KØREstol.  Jeg forstod ikke helt forskellen, udover at jeg havde fornærmet hende 🙁

Vi fik aldrig snakket om det at sidde i sådan en stol, ikke at kunne gå og hvordan hun var endt der – og der gik ret lang tid, inden jeg turde spørge nogen om deres handicap igen.

Jeg oplever det samme med talemåden har/er bipolar. Det er superfint, hvis det hjælper den enkelte til at acceptere sin sygdom, at man ikke ER lidelsen, men HAR den. Helt okay. Vi gør hver især hvad vi kan for at acceptere, forstå og lindre.

Men jeg synes det er trist, når det at man bruger ordet HAR eller ER gøres til et issue i en samtale, der handler om noget helt andet.

Vi vil gerne have dialogen med venner, bekendte, familie, kolleger mv, og vi håber at de rent faktisk tør spørge ind til det at være (have) bipolar. Vi vil gerne have dialogen i stedet for at de går med – ofte forkerte – fordomme/forestillinger/frygt inden i. Men hvis det første de bliver mødt med er en belæring om, at de har brugt et forkert ord, så er afstanden skabt med det samme.

Og tænk hvis folk ikke tør spørge ind af frygt for uforvarende at være politisk ukorrekt….

Men hvad siger du? ER du bipolar eller HAR du bipolar affektiv lidelse? Og hvad med jer pårørende eller såkaldt normale? Har I oplevet ikke at turde spørge?

 

Er du bange for mig?

Af

bangeformig

 

I dag er det World Bipolar Day og det sætter Depressionsforeningen fokus på med kampagnen “Er du bange for mig?”, da en undersøgelse viste at ret mange faktisk var bange for folk med Bipolar Affektiv Lidelse.

Og det fik mig til at reflektere lidt over det her med frygt og fordomme – om der måske var nogen, der var bange for mig.

Og nej – jeg tror helt ærligt ikke, jeg er stødt på nogen, der har været bange for mig (men nok et par enkelte, der har været skræmt over, at jeg pludselig er blevet rigtig (berettiget) vred på dem – specielt fordi jeg plejer at have VIRKELIG lang lunte).

Det kan godt være, at der har været mennesker, der aldrig ville have taget kontakt til mig, hvis de havde vidst på forhånd, at jeg var bipolar.

Det ved jeg faktisk 100%, at der er, for jeg har selv spurgt nogen af mine nyeste bekendte i forbindelse med, at jeg ville lave dette indlæg. Svaret var samstemmende: NEJ, det ville de ikke – men de er alligevel glade for at have lært mig at kende.

Der sidder sikkert også en god del derude, som har fravalgt første kontakt, fordi rygterne om min sygdom måske er løbet i forvejen. Det kan også være, at jeg med bloggen her, har afskåret mig fra visse fremtidige bekendtskaber. So be it, their loss.

Det jeg vil frem til er, at det ikke er MIG, folk er bange for, men sygdommen. Eller rettere de handlinger sygdommen – MÅSKE – ville kunne få mig til at gøre. Den frygt stammer af uvidenhed – og det fact at “almindelige meneskers” viden om bipolar lidelse/maniodepressivitet, stammer fra pressen, hvor man har læst om nogen ret voldsomme ting folk har gjort under manier/psykoser.

Og skal jeg være ærlig, så ville det også skræmme mig at møde en manisk i psykose for fuld udblæsning, fordi det kan være ret svært at håndtere og forstå. Specielt hvis man ikke ved hvad det handler om.

Men langt størstedelen af tiden er bipolare altså helt almindeligt reagerende mennesker – og mange vil aldrig komme ud i en manisk psykose. Og endnu færre vil være farlige i den tilstand – reagere underligt ja, men ikke farlige.

Hvis vi kikker lidt matematisk på det (og jeg har tendenser til at blive ret matemanisk, når jeg skal analysere et problem), så ved vi at ca. 2-3 % af befolkningen lider af Bipolar Affektiv Lidelse. Kik på din Facebook-venneliste – hvor mange venner har du? En 2-300? Flere…? Prøv at se her:

200 venner: 4-6 bipolare

300 venner: 6-9 bipolare

400 venner: 8-12 bipolare

500 venner: 10-15 bipolare

60…ej fortsæt selv.

Prøv at hør her….vi er derude. Som helt almindelige mennesker. Du opdager os ikke rigtig, for vi er ikke så meget anderledes end dig selv.

Bipolar lidelse er ret ofte en kamp i vores indre – faktisk så kan det du opfatter som skide sjov, gang i den, festens midtpunkt, workaholic og hamrende charmerende lige præcis være det, der ofte kendetegner en hypomani (stadiet inden manisk). Kroppen kan bare ikke holde til “gang i den” over en længere periode og der kollapses i en depression – men den side af mig ser du bare ikke, for der gemmer jeg mig bag nedrullede gardiner.

Så…tag det helt roligt, der er ingen grund til at være bange for mig – eller Stine – eller Mads – eller en af de mange andre, du kan møde på www.erdubangeformig.dk

Efternote: Tætte pårørende har som regel ikke noget valg, hvis en af deres kære bliver ramt. De er med helt tæt på og kender jo personen på godt og ondt inden. Derfor vil sygdommen ofte ikke definere billedet af den person.

Der hvor fordomme kan være et rigtigt stort problem, er i forhold til ny kæreste, bekendte eller arbejdsmarkedet. Det er også i forhold til arbejdsmarkedet, at jeg har haft de allerstørste forbehold i forhold til at være åben. Men efter jeg blev meget bevidst om, at mange af de egenskaber jeg har, som arbejdsgiverne virkelig sætter pris på, skyldes min bipolaritet, så frygter jeg det ikke længere.

Har du frygt for at din arbejdsplads skal “opdage” at du har Bipolar Affektiv Lidelse eller ville du ønske de vidste mere? Så foreslå evt. ledelsen mit foredrag “Den genigale medarbejder”

Facebook