Nå…det var noget med en plan for Katrine, vi kom fra – og at jeg efterhånden er trekvart pisseligeglad med uddannelsessystem, politikere, studenterhue og alt muligt andet.
Måske kom det ikke tydeligt nok frem i gårsdagens indlæg, da ordet ikke blev nævnt. Men Katrine sidder pt. midt i en depression, som hun langsomt forsøger at kravle op af. Det skal også siges, at alt jeg skriver her på bloggen omkring Katrine, er læst og godkendt af hende selv først. Hun magter bare ikke selv at fortælle lige nu, men vil gerne have historien ud.
Fakta er, at det overordnede mål som blev formuleret så smukt af min praktiserende læge, Jesper der tilbage i oktober ´13 også glæder for Katrine:
“Det gælder om at have det bedste liv du kan have, med de udfordringer du har”
Det nytter ikke noget, at presse det barn (undskyld, jeg ved du er 23 og selv mor, men for mig vil du altid være min lille pige) mere og forsøge at finde en kasse, der kan passe. Katrine er helt speciel og fuldstændig sin egen, og derfor er hun nødt til at skabe sig sin egen kasse. For som skrevet i går, er der efterhånden forsøgt ret mange kasser, og ingen har kunne rumme hendes intelligens.
Jeg ved, det er lige så tabu-belagt at snakke om sit barns høje intelligens, som at snakke psykisk sygdom, men når vi nu alligevel pærer rundt i tabuer herinde, så kan vi lige så godt tage det med også.
Lige nu gælder det først og fremmest om, at Katrine får noget ro. Og det har hun slet ikke fået endnu. Selvom hun har været sygemeldt en måned nu har der hele tiden været ting hun skulle forholde sig til – vil du komme til terminsprøverne? Vil du skrive syge-SSO? Hvornår vil du starte igen? Hvilke eksamener vil du op til? Hvad med din hue? Skal den afbestilles? Hestevogn?
Der er ALT andet end ro! Og det du´r bare ikke.
Som hun lige sagde:
Det er hårdt at skulle tage alle de beslutninger, når ens hjerne ikke fungerer, så den ikke er I STAND til at tage alle de beslutninger.
Hun skal helt ned i gear og have hjernen til at fungere igen, og så skal hun langsomt bygges op igen med gode oplevelser.
Dernæst skal Katrine have nogen succes-oplevelser. Hun skal væk fra taber-selvbilledet. Og det betyder hun skal væk fra uddannelsessystemet…eller ihvertfald det etablerede! Så vi har besluttet at bygge hendes egen uddannelse op lige så stille, når den tid kommer.
Målet er i sidste ende pt (og jeg understreger PT) at hun gerne vil være eventplanner, messearrangør, bryllups/fest-planlægger eller lignende – og holde nogen foredrag/arrangementer.
Jeg er rimelig godt (og her snakker jeg vendelbomål) velbevandret i salg, kommunikation, information osv. Så planen er mesterlære her ved “Moms Academy”- vi skal igennem, alt det som jeg laver til daglig og mere til.
Hovedpunkterne vil være:
Salgsprocessen
Kundeservice
Iværksætteri
Generel formidling
Pressemeddelelser
Nyhedsbreve
Blogindlæg
Artikler
Opbygning og vedligehold af hjemmesider
Sociale medier
Opbygning af foredrag
Afvikling af foredrag/præsentationsteknik
PowerPoints finurligheder (so much more than bullet points)
Videoredigering
Augmented Reality
Grafik/fotoredigering
Planlægning og opbygning af messestand
…og en hel masse mere…
Når hun er færdig med at suge til sig, så garanterer jeg for, at vi har en Katrine, der er er kravlet op af kassen og igen stritter med alle hendes takker i hjernen.
Måske er hun stadig ikke kommet videre i uddannelsesSYSTEMET, men der er fandeme sat system i hendes UDDANNELSE.
Og det er jo egentligt meget, meget vigtigere!
Efternote: Moms Academy er ikke SU-berettiget, så Katrine må selv slide for føden undervejs, når det engang bliver en realitet. I første omgang som foredragsholder om sit liv – både som High-IQ “samfundstaber” og som barn af en bipolar forælder alt efter målgruppens interesser. Se mere under “foredrag” og del endelig i dit netværk – men dette bliver ikke engang før tidligst til vinter.
Efterefternote: Når hjernen er begyndt at stritte med takkerne igen, så skal Katrine selvfølgelig til at se sig om efter en uddannelse i det etablerede system, hvis det er hendes ønske til den tid. Som der blev pointeret i en af kommentarerne fra i går, så er det dødsvært at finde sig et arbejde, hvis man ikke har det rigtige papir.
Igen bottom line øverst : Du er nødt til at lytte til din mavefornemmelse. Men det er ikke nok at lytte. Du skal også handle på det, den siger til dig. Ellers er dit arbejde spildt og historien gentager sig om et par år.
– og lidt til lærere, forældre og politikere: Prøv nu på at se børn, hvor de hver især er. Børn er forskellige, og det er altså okay, at behandle dem forskelligt, i stedet for at presse dem ned i kasser. Det er den eneste måde, vi kan få det fulde potentiale frem i den enkelte. Og så er det sgu ligegyldigt om barnet har boglige forudsætninger eller noget andet. ALLE børn har noget, de er gode til – det er vores opgave som voksne at finde og støtte det!
– og så kommer det jeg egentligt ville fortælle om:
I går havde jeg et par skønne timer med min store datter Katrine. Da jeg arbejder hjemmefra og hun pt går sygemeldt, så prøver vi, når der er godt vejr, at komme ud at gå en tur midt på dagen.
Det er win-win: hun kommer ud af lejligheden, og jeg får frisk energi til hjernen, så jeg er klar til dagens sidste par arbejdstimer.
Efter en dejlig lang gåtur i byens parker, slog vi os ned på terassen herhjemme.
Samtalen faldt helt naturligt på bloggen her og det store spring, jeg har taget, ved at offentliggøre den efter dens 1,5 års hemmelige tilværelse.
Du er bare så sej mor og jeg er bare så stor en taber…
Undskyld, HVAD? Den måtte jeg sgu lige have igen, for hvis der er noget, jeg synes min store datter er, så er det da netop sej.
Ja, enlig ung mor med en søn på 3,5, 2 afbrudte ungdomsuddannelser, sygemeldt fra den tredje, som jeg nok også er nødt til at afbryde, så jeg også snart ender på kontanthjælp. Jeg er ingenting. Jeg er 23 år og har kun min 10. klasse. Det er sådan nogen som mig, de skriver om i avisen.
Det havde hun helt klart en pointe i – for der var ikke noget af det ovenstående, jeg sådan kunne benægte. Det var de rå facts om hendes liv. Men jeg kunne benægte, at hun ikke “var noget”, så det gik jeg i gang med:
Hør nu her, skat. Du er en helt fantastisk mor, der er så eminent til børneopdragelse, at du IKKE har/får en af de unger, de skriver om i avisen. Sebastian har tydelige grænser, han afprøver dem, du giver ham en chance for at ændre adfærd, og du udfører konsekvensen med de 2 minutter, hvis han ikke ændrer adfærden med det samme. Bagefter snakker I stille og roligt om, hvad det var der skete. DET burde der skrives mere om i avisen!
Det måtte hun så give MIG ret i, men det var efterfulgt af et “men, mor…” og så gentagelser af samfundets syn på hende… Pludselig gik det op for mig, at jeg var ved at gøre det, som folk så tit har gjort, når jeg er i en depression. Forsøger at sige, at “det nok skal gå”, “du bliver rask igen” og andre opmuntrende ting.
OG DET ENESTE DET HAR GJORT FOR MIG, ER AT JEG SYNKER ENDNU LÆNGERE NED I DYNDET
– for så kommer alle tankerne med “der er heller ingen der forstår mig, jeg er helt alene i det her”.
I stedet tog vi en snak om, hvorfor hun var endt der. Undervejs i snakken gik det op for mig, at vi rent faktisk skulle helt tilbage til børnehaven, for at finde første clue til mysteriet “Katrine som taber”.
En dag vi hentede hende, fik vi at vide hun havde været oppe at slås med en anden pige. Sådan ret alvorligt med slag, spark og måske også bid. Det kan jeg ikke huske, men det kan jeg snilt forestille mig, at min vilde unge kunne have fundet på. (Vi var nemlig ikke helt så gode til tydelig børneopdragelse som Katrine).
Nå, men det viste sig, at slåskampen var startet med et skænderi om en mariehøne. Eller rettere navnet på en mariehøne. Pigen påstod, at det der var en “mariehøne”, men Katrine var HELT sikker på at det var det ikke! Det var en Subcoxinella Septempunktata, for det havde hendes morfar selv lært hende! – og så udviklede det sig derfra….
Pædagogerne tog en snak med os, og de mente, at det var ikke nogen god idé, at hun lærte sådan noget i børnehavealderen. Det ville skade hendes udvikling. Okay, hun var vores første barn, vi var selv unge forældre og de var uddannede i børns udvikling, så vi tog en snak med morfar og bad ham skrue lidt ned for den finurlige indlæring.
Det er nok min allerstørste fejl som forælder overhovedet!
– for hvis der var nogen, der var god til børn, så var det min far. Han kun… nej, det må blive en anden post. (Note to self: lav en liste med alle de “anden post”, ellers glemmer du det)
Morfar lytter meget interesseret, mens Katrine viser ham, hvordan man vipti-vupti pusler et matematisk puslespil sammen. Foto: Lisbet Lyager
Næste clue kom i 1. klasse.
En dag blev vi ringet op af skoleinspektøren, at vi skulle hente Katrine. Hun havde slået og sparket sin dansklærer, fordi han havde været nødt til at bære/slæbe hende ned på kontoret, for hun ville ikke gå selv. Han hverken kunne eller ville have hende i klassen, når hun var fræk og svarede igen.
Man slår og sparker ikke sin lærer, det kunne vi som forældre kun bakke op om, så vi hentede vores barn, var sure og skældte ud. Igen, – vi var ikke helt gode som forældre til at håndtere tingene, eller også havde vi som nye skoleforældre, fået banket ind i hovedet gentagende gange, at “som forældre skal I bakke skolen op”, så det gjorde vi desværre.
Da Katrine skulle i seng, så jeg nogen blå mærker på hendes arm. Man kunne lige se fire fingre og en tommel rundt om hendes arm, der hvor læreren havde haft fat. Det var nok liiige voldsomt nok, men jeg kendte jo Katrine, og hun kunne VIRKELIG tage nogen raseri-ture, hvor jeg også måtte holde hende temmelig godt fast!
Nu var hun kølet helt ned, så vi snakkede om hvad der var sket. Hun gentog historien om, at læreren sagde hun havde været fræk og svaret igen. Hun så på mig med tårer i øjnene:
Jeg ved ikke, hvorfor han synes det, mor. Jeg spurgte jo bare.
Det viste sig, at Katrine havde spurgt om, hvorfor der var et H foran “hvorfor”. Hun havde fået svaret, at det var et stumt H og “det var der bare”. Hun havde gentaget “Jamen hvorFOR?” og fået ca. samme svar. Til sidst havde hun skreget “HVÅ-FOOOOOOOR???” og det var (i lærerens hoved, åbenbart) blevet tolket som, at ungen var fræk og svarede igen.
Jeg forstod udemærket Katrines spørgsmål – hun ville vide noget om den sproglige udvikling og hvilken årsag, der lå bag at et H blev stumt, og hvorfor det så stadig var der, når man ikke kunne høre det. Hun formåede bare ikke at udtrykke så komplekst et spørgsmål – derfor blev det bare til et “hvorFOR” gentaget ret mange gange.
Dengang var der vist ikke noget, der hed Google og internettet var ca begrænset til Use-net i min bevidsthed, så jeg kunne ikke give hende et ordentligt svar. I stedet gjorde jeg endnu en mega-brøler, som forælder:
Katrine, du er simpelthen bare nødt til, at lade være med at spørge og så bare gøre det, der bliver sagt. Lad nu være med, at begå alle de fejl, jeg gjorde, da jeg gik i skole.
Åh gud i himlen – snak da lige om at omsorgssvigte et barns intelligens!
Når jeg kikker tilbage, kan jeg jo tydeligt se, at det Katrine lærte allerede som helt lille var, at hvis hun ville kommunikere med andre, måtte hun kravle ned på deres niveau, hun skulle tøjle sin nysgerrighed og bare gøre, som der blev sagt.
Hun var blevet banket intelligensmæssigt på plads og samtidig blevet psykisk stækket – og det fortsatte op gennem alle hendes skoleår, uden vi helt “så”, hvad der skete. Da vi i 8. klasse under en skole/hjem-samtale bad om hjælp fra PPR, var klasselærerens ord: “Der er jo ingen grund til at stemple hende”.
I hele barnets tid med pædagoger og lærere havde det handlet om at presse den her møgintelligente, vilde (skulle vi ikke kalde det “frustrerede” istedet?) unge ned i en kasse, der var alt, alt for lille til hendes videnbegær.
Fra at være en sprælsk 4-årig, der rendte i rumpen af sin morfar og sugede begærligt af al hans viden om naturen, landbrug, dyr, bogstaver, tal osv, var hun nu endelig blevet presset ned i kassen. Men undervejs var hun blevet stækket, depressiv og angst, men dog med et håb om at gymnasiet, ville blive en succes.
Det gjorde det så ikke. 2 måneder inden eksamen i 1. g, trak jeg stikket på Katrines vegne. Hun var desillusioneret, depressiv og hjernen slog helt fra – den lammende tomhed, som jeg kendte så godt, så jeg nu i min datters øjne. Jeg var nok den eneste, der virkelig kunne sætte mig ind i, hvordan hun havde det. Hun ville selv kæmpe videre, men i mit hoved var der ikke noget at gøre:
HUN var vigtigst – fuck 1. g!
De næste to forsøg endte også i fiasko. SOSU-grunduddannnelsen måtte opgives pga ekstrem kvalme og opkast gennem hele graviditeten med Sebastian. Optagelsesprøven til HF (da hun kun havde 9. klasse) blev droppet pga stress over et brudt forhold, så hun valgte at tage 10. klasse for at starte langsomt ud. 10. klasse blev en succes med gode karakterer, men skiftet til HF gik rent ud sagt ad helvede til.
Igen endte hun i en klasse, hvor det bestemt ikke var “fint” at være intelligent og videbegærlig. Snarere tværtimod, så livet blev endnu engang bestemt ikke let, og det er det i forvejen ikke som enlig ung mor, der skal få det hele til at fungere.
Et skift til HF i Aalborg blev løsningen for Katrine, der ikke gad at spilde 5 minutters krudt på at blive accepteret af en flok tøser, der ikke havde forstået, at man ikke skulle drikke af blonderingsvæsken, men kun putte den i håret.
Hun har haft et forrygende år i Aalborg. Gode venner, målrettet arbejde og ok fine karakterer…..og en knægt, der startede i børnehave og blev syg…og syg…og syg…
Hver gang Katrine var ovenpå, blev hun sparket ned igen. Hun har kæmpet som en løvinde og VILLE have huen til sommer. Alt mens hun blev mere og mere stresset, mere og mere presset – jo mere presset, jo hårdere kæmpede hun.
Men det var en ulige kamp. Hun slog Sisyfos med flere længder. Sebastian fik 2 omgange med Noro-virus (skid-og-kast-op-syge) her i foråret og fik selvfølgelig smittet Katrine lige i den uge, hvor der skulle skrives SSO (Større Skriftlig Opgave).
Jeg fandt hende fandeme onsdag formiddag foran computer, bøger og noter med en spand ved siden af.
HUN SKREV OPGAVE MENS HUN KASTEDE OP I STRIDE STRØMME og hendes lille krop rystede af kramper.
Den her målbevidste pige VILLE ikke melde sig syg!!
Så måtte jeg sgu tale med store bogsstaver. Vi fik ringet til skolen og jeg måtte nærmest bære hende ud i bilen og ind til lægen, så svag var hun af dehydrering og sygdom (hun er et bette nips på 50 kg – og nej…drop anorexitankerne – hun æder som en voksen mand).
Men nu var fraværet så højt og hjernen så tom, at jeg simpelthen måtte tage bestemmer-kasketten på og fik hende langtidssygemeldt. Meningen er, at hun er sygemeldt 2 måneder og så skal tage nogen af eksamenerne til sommer.
Den plan synes jeg bare ikke er heldig. Jeg synes faktisk den er ret U-heldig. Der er slet ikke ro nok på til at opbygningsfasen kan begynde. Jeg kender det jo fuldstændig fra mig selv. Det tager bare lang tid. Men det er tid man slet ikke har som ungt, psykisk stækket menneske.
Nej, uddannelsestoget kører og du er blevet tudet ørerne fulde fra alle steder om, at hvis ikke du sørger for at holde fast, så ender du som en taber….
Akkurat som Katrine sagde på terassen i går, at hun var.
Tja…jeg synes faktisk, hun er en vinder! Hun har bevist, at hun er villig til at kæmpe…hårdt. Men hun har vundet sig selv og har samtidig vundet en vigtig viden om essensen i livet:
Du er nødt til at lytte til din mavefornemmelse. Men det er ikke nok at lytte. Du skal også handle på det, den siger til dig. Ellers er dit arbejde spildt og historien gentager sig om et par år.
Efternote: Jeg er sådan set trekvart ligeglad og kold i røven over hvor meget, der end bliver truet med “du skal have en uddannelse, five-strikes-and-your-out, over 30” osv. Jeg har pga min sygdom fra hun var 12 år, ikke haft de ressourser, der skulle til, for at kæmpe hendes sag. Jeg indrømmer, at jeg har ladet stå til i årerne som kastebold mellem mani og depression. Udannelsessystemet har haft RIGELIGT chancer med mit højtintelligente barn. Og hvis der er nogen der er taber her, så er det fandeme uddannelsessystemet! Nu er jeg ovenpå igen og har fået lidt ressourser på kontoen. Så nu er det MIN chance og jeg kan helt sikkert gøre det ret meget bedre. Planen kommer i morgen.
Den her post er lidt lang. Derfor bliver essensen af bottom line lige gentaget heroppe:
Den kognitive forringelse er ikke statisk! Du kan få din evner igen! Det kræver bare ro, ingen stress og tid – lang tid!
Og lige et råd til pårørende, inden I får min historie: Lad være med, at bebrejde den syge noget. Bare tag nøglerne i køleskabet og hæng dem på deres plads. Uden at sige noget 🙂
Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg er blevet mødt af dette syn… (bortset lige fra nu her jeg skulle tage billedet…der lå de i min jakkelomme og ikke på sin plads. For hellerve også 🙂
I forlængelse af i går kom jeg til at tænke på at noget af det, der har skræmt mig mest igennem de sidste 10 år:
Om jeg skulle ende som helt gak-gak. Altså ikke galning, men simpelthen så udfordret på mine hjernemæssige evner, at jeg ville fungere på niveau med en selleri (og jeg kan virkelig ikke fordrage selleri).
Hvis jeg tænker nøjagtig 5 år tilbage i tiden – marts 2010 – så stod jeg på Håndarbejdsmessen i Middelfart og solgte garn. Vi havde tilbud på strømpegarn til 20 kr. Et pænt rundt beløb, der var til at holde styr på, tænkte jeg.
Det havde været en ret stressende periode op til. Der var meget at at få færdig til messen. Der skulle pakkes garn ned, printes opskrifter, ordnes brochurer, de sidste modeller skulle være færdige, plakater osv osv osv.
Så en lang køretur med en stor trailer hele vejen fra Hjørring til Middelfart, udpakning og så ellers opsætning af stand. Vi var ikke færdige før langt ud på aftenen og kørte så ellers løs fra morgenstunden, hvor messen åbnede.
Der var masser af mennesker, dårlige akustik i sådan en idrætshal, ufatteligt mange indtryk og ting at forholde sig til udover at passe biksen og fortælle om Knitalot.
Vi delte det op så Ole tog sig af salget og jeg af informationen omkring Knitalot. Til frokost overtog jeg hele standen, så Ole kunne få noget frokost.
På et tidspunkt kom en dame med 3 nøgler strømpegarn.
“3 nøgler…det bliver….det bliver…undskyld, jeg må lige tage min lommeregner” Min hjerne føltes som et stort hul. Der var HELT blankt. Det var så flovt og damen grinede lidt usikkert.
Jeg har fucking fået 11 i Mat A på Universitetet!!! Og 13-tallet glippede KUN pga en skrivefejl! Og her stod jeg og kunne ikke lægge to-og-to sammen, so to speak.
Det var første gang jeg oplevede, hvor skadet min hjerne var. Indtil da havde det været den klassiske med nøgler i køleskabet, pungen på badeværelseshylden og sågar strikketøjet i fryseren! Men det her – det var lammende.
Efterfølgende blev det ikke kun engang imellem, det der med nøglerne skete. Det blev reglen, at jeg aldrig kunne finde telefon, pung og nøgler på trods af, at de havde faste pladser i køkkenet.
Ole og ungerne jokede til at starte med om det, når jeg fes rundt inden jeg skulle ud af døren. Jeg prøvede at tage det lidt ovenfra og ned og grine med, alt imens jeg bandede mig selv langt væk indvendig og faktisk var dybt ulykkelig…inden i :/
Derfra gik det over til en let skælden ud og undren og i frustration over stressen, kunne der godt lyde et: “Nu ligger din pung her IGEN!” eller “Kan du da forfanden ikke lægge dine ting det samme sted?”
– Nej, det kunne jeg ikke, og det gjorde mig bare endnu mere ked af det – inden i – at det blev påpeget hele tiden 🙁
Der var lige så tomt inde i min hjerne, når jeg lagde tingene fra mig, som den dag på messen.
Jeg prøvede VIRKELIG på at huske det, når jeg stod og låste hoveddøren op, men alligevel glippede det, så snart jeg var indenfor. Jo mere jeg prøvede, jo værre blev det.
Til sidst fik jeg kommunikeret, at det simpelthen ikke var med vilje, at jeg gjorde det, og at jeg blev frustreret og ked af det. Jeg bad, om ikke de bare kunne lægge tingene på deres plads, uden at sige noget om det til mig, når de fandt dem rundt omkring i huset.
Det gjorde de og i løbet af de næste par måneder blev det bedre og bedre med min koncentration og hukommelse omkring pung, nøgler og telefon.
De kognitive evner kom langsomt tilbage, kun for at forsvinde igen, da jeg igen tog en tur med stress og dermed fik næste episode med mani og efterfølgende depression i august samme år. For fanden i helvede da! Men nu vidste vi da, hvad vi skulle gøre ved pung/nøgler/telefon-problemet.
Men musik, bøger, film osv kunne jeg stadig ikke koncentrere mig om overhovedet! Det var så også lidt en joke med det filmværk – at jeg altid faldt i søvn efter 15 minutter. Men det må jeg skrive om en anden gang.
Den her post er allerede blevet så lang, at det ikke er sikkert du er nået til enden.
Men bottom line herfra:
DET ER IKKE STATISK! DU KAN FÅ DINE EVNER IGEN. DET KRÆVER BARE RO, INGEN STRESS OG TID – LANG TID!
Efternote: Hold kæft, hvor er det her sjovt. Nu er det lige mig, der joker med mig selv! Jeg ville tage et billede af nøglerne i køleskabet til illustration – men de hang ikke på deres plads! – jeg fandt dem så ret hurtigt i min jakkelomme. Men…for fanden da 😀
Efterefternote: Jeg vil lige slå fast, at jeg overhovedet ikke bebrejder min familie, at de jokede/blev irriterede over, at jeg aldrig kunne finde mine ting. For det første er det umuligt, at forestille sig den lammende tomhed i hovedet, med mindre man har stået til en eksamen med klappen gået ned. Her var klappen bare nede i måneder i træk. Og for det andet – problemet løste sig (næsten) i det sekund, jeg rent faktisk fortalte, hvad jeg følte indeni og hvilken løsning, jeg troede kunne hjælpe mig.
Og for det tredje…nøgler i køleskabet og SPECIELT strikketøj i fryseren er pissesjovt, bare ikke når det sker 10-12 gange om dagen 🙂
Dagens blogindlæg er inspireret af en tråd på den hemmelige genigale Facebook-gruppe omkring, det at turde tage springet og føre vilde idéer ud i livet eller andet.
Det er jo kendetegnende for mange bipolare, at vi under hypomanier ingen grænser har. Verden er en stor legeplads og den skal udnyttes bigtime. Hjernen kører hurtigere og arbejder kreativt, ved hele tiden at danne associationer. Forhindringer bliver til muligheder og alt kan lade sig gøre. Hvor mange automatisk tænker “det kan jeg ikke”, “det går aldrig godt” eller slet og ret “det er ikke interessant”, så vil den bipolare hjerne ofte bare springe ud i tingene, finde et eller andet interessant ved emnet og rent faktisk udføre idéerne.
Og det er da den FEDESTE egenskab og noget rigtig mange arbejdspladser efterspørger – hvis det ikke kammer over!
Det er nok den egenskab jeg er aller, aller mest glad for at have. Og jeg tror “no limits” hænger sammen med min bipolaritet og ikke intelligens. Men det er min intelligens, der sørger for at det ikke er fucked up stupid, det jeg tidligere har lavet i hypomanier – og endda heller ikke i den vilde mani, der kickstartede det hele i okt 2004, hvor jeg var ret effektiv (læs: alt, alt for meget).
Jeg bliver i stedet helt ufatteligt konstruktiv, kreativ og målrettet og det er først, når jeg oplever begrænsninger, jeg ikke selv kan finde en vej ud af, jeg bliver stresset, presset og ender depressiv.
Heldigvis er jeg kommet dertil de sidste par år, at jeg kan styre disse egenskaber og ved nogenlunde, hvor mange bolde jeg kan kaste op i luften for også at kunne gribe dem igen. Det giver ro til ikke at blive toppresset over begrænsninger, for så er der plads til at lægge ting til side en stund og gribe nogen af de bolde, der ligger og venter på at blive bragt i spil.
Jeg har prøvet at illustrere min hjerne i forhold til den almindelige gennemsnitsdansker og i forhold til (den ikke-bipolare) iværksætter/designer/kunstner.
Jeg har tidligere feset frem og tilbage over jernbanesporet og blevet ramt af det ene tog efter det andet og endt som en lille krøllet sort ting i det ene hjørne, men efter jeg har lært, hvad der skal til for at holde mig på sporet kan jeg tage turen rundt uden at toget rammer.
Denne post handler ikke om hvordan, jeg undgår at krydse sporet, men hvis du selv vil igang med processsen, skal du overveje følgende:
Hvor er sporet (dvs hvor går din grænse mellem kreativt tænkende, no limits og så der hvor det kammer over og løber løbsk?
Hvilke situationer, har tidligere fået dig til at træde over sporet?
Hvad kan du helt konkret selv gøre, for at undgå at overtræde sporet?
Jeg har tænkt meget over psykisk sygdom vs. fysisk sygdom – specielt selvfølgelig i forhold til Bipolar Affektiv Lidelse. Egentligt er der virkelig ikke særlig stor forskel på de to ting, selvom mange bilder sig noget andet ind.
Sammenligner vi med et brækket ben, så er måske ikke helt så svært at se forskellen trods alt.
Først og fremmest gælder det jo om at forebygge, at benet i det hele taget brækker. Nogen mennesker har en større risiko for at brække benene end andre:
Nogen har svage knogler
Nogen kører på skateboard hver eftermiddag og laver diverse stunts.
Nogen træner sig for hurtigt op til et marathon.
Nogen har løse tæpper liggende på trappen.
Nogen går i alt for højhælede sko og vrikker om hele tiden.
…osv…osv…
Vi har alle en risiko for at brække benenet – nogen bare højere end andre.
Ligegyldigt hvor stærke knogler du har, hvor meget du passer på dig selv og hvor fornuftige sko du går i: Kommer der en bil og køre tilstrækkeligt hårdt ind i dig, så brækker du sgu benet.
Du kan også være heldig aldrig at blive påkørt – og så vil du aldrig opleve et brækket ben i hele dit liv.
Men risikoen er der…altid.
Brækker du benet skal det selvfølgelig behandles akut. Den brækkede knogle skal selvfølgelig på plads og er det et rigtig slemt brud, ja så kan det være du skal opereres og sættes sammen med søm og skruer.
Efter en 4-6-8 uger med gips, foden op og krykker i hånden er brudet ved at være helet, men dit ben er tyndt og pistent når gipsen tages af – selvom du har lavet øvelser undervejs.
Derfor skal der genoptræning til – meget forsigtig i begyndelsen. Kun korte gå-ture, ikke meget vægt på i fitness-centeret og stadig godt med hvile ind i mellem. Med tiden bliver dit ben stærkere og stærkere og opnår efterhånden samme styrke, hvis ikke mere, som tiden går.
Stort set alle er enige om at det her er den allermest hensigtsmæssige måde at behandle et brækket ben på. Det er alment kendt at lægger man for hårdt ud når gipsen er kommet af – ja, så er der ret stor sandsynlighed for nye skader. Man kan endda risikere at skaden sidder i ledbånd og muskler og altså pludselig berører dele, der ikke i første omgang var skadet.
Så er der det med psyken… rent faktisk er psykiske sygdomme jo ikke noget, der bare opstår ud af det blå. Vi mennesker er en stor fysisk biokemisk maskine – også vores tanker, følelser og det vi kalder psyken er et produkt at en hulens masse biokemiske processer.
Når der går koks i biokemien i hjernen – ja, så kokser psyken.
Som med det brækkede ben har nogen mennesker en større risiko for at få koks i psyken…
Nogen kan være genetisk disponeret
Nogen har været udsat for en voldsom traumatisk oplevelse
Nogen har haft en crappy barndom med vold og svigt
Nogen har taget alt for mange stoffer
Nogen er alt for pressede og stressede i hverdagen
…osv…osv
Men fælles for os alle er at kommer der “en bil” og rammer os tilstrækkelig hårdt, så kan alle udvikle koks i psyken. Men langt de fleste undgår det heldigvis.
Men akkurat som med det brækkede ben, kan ingen vide sig sikre…
Og når manien eller depressionen rammer, så skal den behandles akut med medicin. Måske endda med indlæggelse.
Der skal ro og aflastning til. Der skal gips og krykker til i form af praktisk hjælp i hverdagen. Nogen skal tage ansvaret og byrderne fra en.
Efter en periode med ro – og længden afhænger helt af det individuelle tilfælde – så kan genoptræningsperioden begynde. Små skridt ud i verden. Ud og få gode oplevelser – måske wellness, caféture og besøg hos venner. Blive tryg ved verden igen.
Den tid tager ofte langt længere tid end både vi selv, omgivelserne og specielt kommunen/politikerne har. Men akkurat som med det brækkede ben – risikoen for yderligere skader er alt for stor, hvis denne del forceres.
Men får vi tid, ro, rum til helingsprocessen og genoptræningen kan vi blive stærkere end før.
Desværre forceres den sidste del af processen ofte alt for meget og vi hænger fast i dårlige mønstre.
Akkurat som hvis de løse tæpper på trappen ikke blev fjernet….
Jeg er meget, meget positivt overrasket over den ændring jeg har følt den sidste uge, efter jeg startede med at tage N-acetyl-cystein.
Min koncentration/kognitive evner er blevet væsentligt bedre og det plejer at være tegn på en begyndende mani.
Jeg er også gladere, mere livlig, frisk og kæk – hvilket også plejer at være tegn på begyndende mani.
MEN – den sidste uge har jeg sovet bedre og bedre om natten og det er bestemt ikke tegn på begyndende mani. Tværtimod har jeg haft svært ved at sove mere end 2-3 timer i træk de sidste måneder…så det er helt nyt for mig det her.
Jeg har heller ikke den der kløende uro i kroppen, ingen talepres, ingen uimodståelig virketrang – jeg kan sagtens sætte mig med min hæklenål uden af fare op hver gang jeg kommer i tanke om vasketøj eller andet jeg liiiige skal.
Der er bare ro på….men med en boblende glæde…interessant! 🙂
Så er det dagen med det obligatoriske tilbageblik på året. Jeg må sige at jeg begejstres (og forundres) over, hvor meget man kan nå at ændre i sit liv på et år, hvis man går målrettet efter det. Mange har nok set videoen med den danske knægt, der går fra at være en tynd splejs til et muskelbundt på et år.
Sådan har året også været for mig. 4. januar sidste år tog jeg en beslutning og skrev Manifest 2014! Nu skulle 10 års rutchetur med sygdom fandeme losses i røven på alle punkter. Det var ikke bare de sædvanlige nytårsforsætter, der holder de første dage af januar. Nej, det var en målsætning for hele året og en beskrivelse af vejen til målet for hvert enkelt punkt. Se mere i denne post
Flere gange undervejs har jeg gjort status og givet mig selv konstruktiv kritik på hvert punkt.
Tit og ofte – specielt i starten af året måtte jeg skrive “dette punkt, har jeg glemt at holde fokus på i denne måned. Det vil jeg prøve at fokusere på i måneden, der kommer”. Men nu her ved årets slutning er jeg kommet omkring alle punkter og fået dem inkorporeret som en naturlig del af min hverdag. Og jeg må sige at missionen lykkedes. Mit liv har ændret sig 180 grader – til det positive!
Jeg vil hermed erklære Manifest 2014 for gennemført. De næste par dage vil jeg summe over Ambition 2015 og opfordre alle, der ikke er tilfredse med livet, til tage den gave det næste år er, og gøre det til året, hvor tingene ændrede sig.
Husk…bare fordi du ikke lykkes i løbet af de første 14 dage af januar, betyder det ikke at du skal opgive. Du har hele året! Vi snakkes ved 31. dec 2015.
Lige NU – her kl. 10 i dag d. 28/10-2014 – har jeg 10 års ”jubilæum”. I dag er det 10 år siden en overlæge på gastrokirurgisk afdelling,Odense Universitets Hospital sendte mig ud over kanten og ned i en kæmpe dyb afgrund. Jeg har tit tænkt på at fortælle min historie. Dengang skrev jeg mine oplevelser på OUH ned i detaljer. Det er ikke den I får her, men en meget forkortet version som jeg skrev ned for et par måneder siden…men alligvel bliver det langt.
I 2004 arbejdede jeg som lægemiddelkonsulent med speciale i smertebehandling. Jeg var god til mit job og havde en ret stor ekspertviden på lige nøjagtig det område, der var anerkendt af mange af de læger jeg dagligt besøgte.
3 dage før vores stort anlagte kobberbryllupsfest med Halloweentema, får jeg blindtarmsbetændelse. Det er en onsdag, den bliver pillet ud ved en kikkertoperation og alt er godt – bortset fra at festen udskydes en uge. Jeg kommer hjem fredag, men får hen over weekenden tiltagende ondt, hvor blindtarmen har siddet.
Mandag bliver jeg via egen læge genindlagt til observation. Jeg ligger 3-4 timer i modtagelsen i et koldt rum. Jeg fryser og har ondt. Der kommer en sygeplejerske forbi et par enkelte gange, for at sige at de har travlt, og jeg lige må vente lidt længere. Det er, hvad det er, men jeg får mere og mere ondt, og de kan/vil ikke give mig smertestillende “for så kan lægen ikke observere dig korrekt” – det er også helt rigtigt, men det gjorde det ikke mindre pinefuldt.
Jeg bliver lovet, at så snart en læge har set mig, kan jeg få smertestillende. Der kommer endelig en læge, der beslutter at jeg skal videre i systemet. Jeg tror nu, at jeg kan blive smertelindret, men jeg skal først op på afdelingen, får jeg at vide. Endnu engang venter jeg lidt over en time,for der skal være en portør ledig. Endelig bliver jeg kørt på afdelingen. Igen tror jeg, at jeg kan få smertestillende, men der er travlt pga aftensmad, så jeg må lige vente. Der gør jeg selvfølgelig tålmodigt, men mønsteret for den næste uges indlæggelse er lagt:
Jeg har sindsygt ondt, jeg bliver lovet smertestillende, jeg får ikke den lovede lindring, må tigge og be´. Hvis jeg er heldig, er der er en læge tilstede eller kommer indenfor et par timer. Så skullle jeg vente på, at en sygeplejerske har tid til at hente det osv osv osv. Oftest får jeg morfin, og jeg kaster voldsomt op, fordi jeg er meget følsom overfor bivirkeninger på det præparat. (der er ikke noget bedre end at kaste op, når man har sindsygt ondt i maven – ironi forekommer). Da det er ikke en allergi overfor morfinen, men bare bivirkninger, får jeg at vide, at sådan er det bare, Dette vil jeg ikke acceptere, da WHO´s retningslinier indenfor smertebehandling siger noget andet.
Derfor starter møllen forfra med at håbe på, at der er en læge, der har tid til at tale med mig, tigge og be´ om et andet opiat, igennem en diskussion med en (ny) læge om det rimelige i, at de skal bruge et lidt dyrere præparat, vente på sygeplejerske osv osv.
Sådan foregik det ca hver 6. time fordi lægerne ikke noterede deres ordinationer i min medicinjournal, men bare gav “her og nu”-ordinationer. Det var så fuldstændig sindsygt og fucked up, at jeg næsten ikke tror på det, nu når jeg sidder og skriver det ned.
De fandt ud af, at jeg havde fået en byld efter operationen og jeg skulle derfor have antibiotika iv. Jeg havde efterhånden så ondt, at jeg kun kunne ligge i sengen og virkelig forsøge med alle meditations- og afslapningsmidler at flygte mentalt. Dem der har set mig i smerter ved, at jeg kan udholde temmelig meget, men det her var frygteligt. Jeg lå og kikkede på sekundviseren flytte sig og det blev mit faste holdepunkt, og jeg regnede ud, at den skulle flytte sig 21.600 gange fra gang til gang jeg måtte få smertestillende ( = begynde at argumentere for, at jeg havde smerter, ikke skulle have morfin osv = at der gik meget længere tid).
Nætterne var helt uudholdelige, og på et tidspunkt begyndte jeg, at ligge og sutte på nogen stykker chokolade, jeg havde fået – med den tanke, at de måske kunne give lidt lindring, for jeg vidste, man var begyndt at give sukkeropløsning til neonatale børn, da man havde fundet ud af, at det kunne virke smertelindrende på dem. Fuldstændig ude i hampen for, hvad, der burde foregå på et moderne universitetshospital.
Som ugen gik, fik jeg mere og mere ondt også længere oppe, men fik at vide at det ikke kunne passe, nu jeg fik antibiotika. De undersøgte ikke mine ”påståede smerter” yderligere. Derfor blev holdningen blandt lægerne, at jeg måtte være ved at udvikle en afhængighed og det var derfor, jeg krævede at få opioater. Så jeg blev sat ned på panodil + ibumetin uden at tale med mig om det. Da sygeplejersken efter endnu en søvnløs nat (jeg var nu oppe på 5 døgn uden søvn) kom med 2 panodiler, knækkede filmen fuldstændig for mig og jeg brød grædende sammen, mens jeg på en ikke så pæn måde fortalte hende, at det var rendyrket tortur, det de havde gang i. Hun kunne jo selvfølgelig ikke gøre for det – hun var bare budbringeren.
Det resulterede i at selveste Hr. Ledende Overlæge på afdelingen tog stuegangen inde ved mig om formiddagen. Han lagde ud med at spørge meget deltagende til, hvordan det gik med mig. Jeg svarede, at det gik sådan set okay, hvis jeg da bare kunne blive ordentligt smertelindret. Så brød helvede ellers løs og han ændrede karakter på et splitsekund og bekyndte at – ikke råbe, men næsten – at jeg bare skulle droppe det, og komme ud af den seng og op og gå…det blev til en lang og grim kommunikation, der endte med at han råbte mig ind i hovedet fra 20 cms afstand: “GÅ – FORSVIND FRA MIN AFDELING. GÅ MED DIG! Her er det MIG, der bestemmer”.
Jeg var skræmt fra vid og sans og turde ikke blive der længere. Så alle slanger mv blev pillet af mig og ½ time senere hentede Ole mig – han måtte næsten bære mig ud i bilen og kørte direkte til vores egen læge, der var dybt chokeret over at se mig. Han bad os køre direkte til Middelfart Sygehus. Jeg var skrækslagen for at blive indlagt igen, men der var ikke andet at gøre, når jeg var så skidt og havde så mange smerter – og min antibiotikakur ikke var færdig.
Der blev jeg heldigvis mødt på en HELT anden måde. Min praktiserende læge havde ringet til dem og advaret dem. Så de stod klar med masser af smertestillende og en læge,der aede min hånd og sagde ”Her skal vi nok passe på dig, du kan få alt det smertestillende du overhovedet vil have”, Jeg blev akut-scannet og de fandt ud af at mine lunger var fyldt med vand – det var derfor det gjorde ondt ad helvede til. Men selv 3 dage i hospitalshimlen kunne ikke ændre på den uge på OUH, og min psyke var helt til rotterne og efter jeg kom hjem var jeg ved at kamme over i en psykose. Efterfølgende har jeg både fået diagnoserne Post Traumatisk Stress Disorder og Bipolar Affektiv Lidelse udløst af den traumatske oplevelse.
Psykiateren forklarede, at det jeg oplevede på sygehuset var at sidestille med tortur – der er en ulidelig smerte, der er en der har magten til at ændre på det, men ikke viljen…
Jeg klagede, ankede og ankede igen – men da mine skader var psykiske, var der desværre ikke noget at gøre…
Tilslut vil jeg gerne sige en kæmpetak til alle dem , der har båret mig gennem de efterfølgende år:
Min helt igennem fanstastiske mand, Oledu er min klippe, mit livsgrundlag og min soulmate. Du er der altid!
Vores to dejlige tøser Katrin og Clara, der fik en noget anderledes barndom, end jeg havde håbet. Men de har taget det i stiv arm, og vores familiebånd er tættere og varmere end de flestes.
Min elskede Rikke, der stod ved min side og kom med garn og pinde, da jeg var allerlængst ude og skide. Du gav mig en redningsplanke, jeg efterfølgende har kunne holde fast i.
Min helt igennem fantastisk sagsbehandler Karin, der var et fast holdepunkt i mange år på min vej gennem systemet. Du kæmpede som en løve for og med mig – tak. Louise, der tog over og nu Line, der er med det sidste stykke på rejsen.
Så har der været mennesker, der har sagt det rigtige på det rigtige tidspunkt:
Min nye praktiserende læge i Hjørring, der gav mig de viseste ord af alle: ”Det her handler ikke om, at blive rask, det handler om, at du får det bedste liv du kan, med de udfordringer du har”
Og Anni, der under en clairvoyance senere sagde, jeg er ked af at sige det, men du kommer aldrig ud og arbejde på normale vilkår. Det siger ”dem omkring dig”. Det gav mig fuldstændig ro til at acceptere, at sådan var det. Det var ude af mine hænder. (Om man tror på det eller ej – fucking ligegyldigt, det var det jeg havde behov for at høre)
Og til allersidst – gruppen af ligesindede jeg har fået kontakt til på Faceboook. I er fantastiske. Jeg er ikke alene og vi har på trods af, at vi aldrig har mødtes IRL et venskab, jeg skatter meget højt. I ved selv, hvem I er.
Jeg ved, at jeg har mange andre tætte og gode venner, veninder, familie, kolleger, gamle klassekammerater og bekendte omkring mig. Jeg er meget, meget heldig på det punkt. Nogen af jer vil måske føle jer glemt her, når I ikke er nævnt. Det er I bestemt ikke. I har bare en anden plads i mit hjerte. Men I skal bestemt også have tak, fordi I bare accepterer mig og mine luner. Tak fordi I forstår, at jeg sommetider bailer på jer med et kvarters varsel.
Til alle andre vil jeg sige, at lige gyldigt hvor svært livet er, hvor sort tingene ser ud og hvor lidt håb, der synes at være. Giv aldrig op. Jeg er på den anden side og har fået et helt fantastisk liv. Jeg er nogen oplevelser rigere og efterhånden kan jeg kikke tilbage – stadig med undren over at en læge kan handle sådan – men også med taknemmelighed over, at jeg er blevet så klog på livet.
Kærligheden overvinder alt….
Efterskrift: I Marts 2012 fik jeg en form for oprejsning. Selv samme afdeling blev kulegravet, p.g.a. en skandale omkring kræftpatienters behandling på afdelingen. Det viste sig at der var store ledelsesmæssige problemer (who would have guessed??? -eller nærmere I told ya so!!!) og flere i ledelsen blev fyret. Det var også fremme i pressen, at der havde været flere patientklager gennem tiden. Så min klage var ikke forgæves i sidste ende!
Så blev det dagen hvor jeg bekendte kulør på Facebook… heldigvis har jeg kun fået positive tilbagemeldinger. Pyha – det er jo slet ikke så slemt, at springe ud af skabet
Jeg er stolt over, at dele lidelse med følgende ekstremt dygtige, og på hver deres måde geniale mennesker. De er et lille udpluk af alle de kendte mennesker, der ligesom Robin Williams, lider/led af Bipolar Affektiv Lidelse.
Vi er generelt ekstremt kreative, ofte meget intelligente og besidder uanede resourser. Vi skal bare lære at tøjle de vildeste manier og tackle de dybeste depressioner. Det har ramt mig dybt, at Robin valgte livet fra – jeg ved præcis hvordan han har haft det i det sekund, han sparkede stolen væk. Heldigvis har jeg altid haft fantastiske mennesker omkring mig, der aldrig har ladet mine sorte stunder komme så vidt.
Jeg har temmelig sikkert været syg siden jeg mistede min mor som 14-årig, men blev først diagnosticeret i forbindelse med mine lange sygemeldinger med stress.
Sidste år fik jeg ny praktiserende læge, og han har vendt bøtten fuldstændig for mig. “Det drejer sig ikke om at blive rask, det drejer sig om at leve bedst muligt med den udfordring du har”. Det har jeg virkelig taget til mig og ved den kæmpe indsats jeg har gjort de sidste 10 måneder, hvor jeg har været inde over kost, medicinering, søvn, motion, “lær at sige nej” og meget, meget andet, er jeg nu kommet dertil at ja…jeg har det bedre end jeg har haft siden jeg var 12-13 år gammel. Der er pludselig igen overskud til at høre musik, fejre Claras fødselsdag i byen, besøge venner, deltage i familiefester, læse bøger, gå i biografen og alt det andet, der hører med til et godt liv.
Jeg føler nu, at jeg er der, hvor jeg kan udnytte det kæmpe potentiale den bipolare lidelse også er – og måske med tiden lære at se den som den største gave.
Jeg har længe overvejet at smide facaden og bare bekende kulør, men jeg gider ikke, at alle mine handlinger skal ses i lyset af “hun er nok manisk”. For fakta er, at jeg bare ganske grundlæggende er fyldt med energi, vildskab, sjov og ballade uden at det har noget med sygelig mani at gøre. Det er over 1½ år siden, jeg sidst har haft en manisk episode – så jeg tror sgu jeg har lært at styre det. Derudover har jeg en utrolig fantastisk familie tæt omkring mig, der ud over mig selv, også er ret garvede i at spotte, hvornår jeg bare er genial og fyldt med energi – og hvornår det er manien, der begynder at tage fat i mig.
Jeg er lykkelig for at være kommet hertil i mit liv – og føler derfor smerteligt dybt med så genialt et menneske som Robin Williams, samt alle de mange andre, der føler at eneste udvej er at vælge livet fra.
Robin…jeg tror ikke, du er helt væk. Jeg tror, du sidder i junglen og venter på, at der er en, der slår en 5´er eller 8´er. Ære være dit minde.
Totalt off-topic… men måske andre kan have glæde af min ligning 🙂
Har lige fået at vide af en af min datters FB-venner (der ikke kender mig – måske derfor), at hvis jeg bare er halvt så lækker som min datter, vil jeg ikke få fred, hvis jeg trækker i bikini….
Men i og med at jeg er ca dobbelt så stor som det bette nips af en datter, jeg har, så valgte jeg at se lidt matematisk på det:
4 arbejdede jeg som lægemiddelkonsulent med speciale i smertebehandling. Jeg var god til mit job og havde en ret stor ekspertviden på lige nøjagtig det område, der var anerkendt af mange af de læger jeg dagligt besøgte.
