Klappe klappe klappe

Min gode ven Per siger, jeg skal huske at klappe mig selv på skulderen…
Så jeg klapper lige løs

Et af mine skånehensyn på museet er at jeg skal sidde i fuldstændig RO. Jeg sidder over i billetsalget/caféen, fordi jeg går inden museet åbner kl. 11.

MEN i går kl. 10.15 tropper en 5.-6. klasse op med deres lærer og museets skoletjenestemand. De skal starte med at spise madpakker i caféen. Larmen steg til uanede højder, og akustikken er elendig derovre. Jeg kunne ikke tage mine ting og gå, for jeg havde ingen nøgle og kunne ikke komme ud!!!

Efter 10 minutter var jeg parat til nedsmeltning og havde bare lyst til at skrige “SÅ HOLD DOG KÆFT, UNGER!!!” og så ellers sætte mig ned og tude. Jeg havde helt kvalme, så balleret var mit hoved.
Jeg har ellers haft det så superpissegodt de sidste mange måneder – men i løbet af 10 minutter var jeg bombet HELT tilbage.

Og nu er det jeg klapper:

1)
Jeg fik sms´et efter en veninde, der også arbejder på museet og 2 millisekunder efter kom hun med en nøgle, så jeg kunne komme væk, i stedet for at “holde ud”.

2)
Jeg gik derefter direkte op til personalechefen og sagde vi skulle finde en anden løsning – og vupti, fiksede hun det lige med det samme.

3)
Jeg aflyste resten af eftermiddagens aftaler for at kunne holde min aftale med ungerne, om at komme hjem og spise

4)
Da det alligevel var for meget med to tøsers “jeg har ikke set min mor i en uge”-snak, lavede jeg en Maude og rejste mig midt i maden og gik ind og lagde mig

5)
Da de var kørt tog jeg 2 sovepiller (er godkendt af psykiateren – må tage helt op til 4 – men har altid kun taget 1) og sov til kl. 8.30 i morges

OG NU ER JEG FANDENFUCKME TILBAGE TIL SAMME NIVEAU, SOM I GÅR MORGES JEG STORSYNGENDE I BILEN KØRTE PÅ ARBEJDE!!! WUP WUP – JEG ER SÅ SEJ!!!
(sorry for den selvfede tilgang til tingene – det er Per´s skyld  )

Ingenting og alting kan vælte læsset

ARGH!!! – ja, der skal åbenbart ikke meget til at vælte min dag, selvom jeg grundlæggende har det godt pt. Blev blitzet i dag et sted, jeg egentlig troede man måtte køre 80, men det viste sig at være indenfor byskiltet. Så jeg håber bare på, at jeg ikke får en betinget frakendelse….  Men jeg har simpelthen været så sur på mig selv hele dagen, og slået mig med den største hammer i hovedet – jeg plejer ALTID at køre efter hastighedsgrænsen. Grrrrr! Men skal man se positivt på det, er det at jeg er ved at være i ok humør igen, men hold da op hvor kunne jeg bare ikke holde op med at tude i eftermiddags af bare skuffelse over mig selv

I dag skal jeg til møde med min sagsbehandler i jobcenteret. Det glæder jeg mig til, for Louise, har virkelig forstået, at det handler om at passe på os bipolare. Det hjælper også, at jeg ved psykiaterens hjælp har fået analyseret mig frem til, at mine episoder altid starter med en mani (oftest pga udefra kommende stress/pres) for derefter efter en 6-8 uger at slå over i dyb depression.

Det er som om det så lige pludseligt i mit eget hoved er “legalt” at jeg kun kan/skal arbejde en 8-10 timer om ugen og at det er meget vigtigt at jeg ikke bliver presset og stresset. Mantraet har jo ellers altid været “op i tid hurtigst muligt” fra flere kommunefolk…. det er det heldigvis ikke længere.

Måske andre af jer, kan bruge denne erfaring – for jeg synes tit, jeg har oplevet i mine depressive perioder, at blive presset mere end godt er “for det er jo godt at komme ud blandt andre” – men med mine reaktionsmøntre, kører jeg jo helt af sporet, hvis jeg bliver presset.

Stress -> Mani -> Depression – og så tager det IGEN 2-3 år at komme tilbage til normal tilstand :/

Et brev blev skrevet

Her er hvad jeg skrev i fredags, da jeg var ved at kamme over af raseri:
(jeg har erstattet navne med titler for at gøre det lidt blogvenligt) 

Hej ”jobkonsulent”

Jeg har altid ment, at klar og tydelig kommunikation er en af forudsætningerne for et godt og konstruktivt samarbejde. I det ligger også, at man ikke forsøger at forgøjle eller fortie ting. Åben og ærlig dialog, må være nøgleordene. Og jeg må indrømme, at jeg lige nu ikke synes, vores samarbejde er startet på det bedste grundlag!

Vi to har tidligere krydset klinger, men det tror jeg måske ikke, du kan huske – det er trods alt ved at være en 5 år siden.

Jeg er meget tilhænger af second chances. Derfor bestemte jeg også straks, jeg hørte i telefonen, at det var dig, at selvfølgelig ville jeg give det en chance, og gå til vores fremtidige samarbejde med åbent sind.

Men jeg har arbejdet indenfor salg og kommunikation i mange år, og er yderst trænet i at opfatte små nuancer i kommunikationen. Og jeg må indrømme, at efter vores snak var mavefornemmelsen ikke god – der var ugler i mosen.

Det jeg forstod på vores samtale omkring en jobprøvning på ”arbejdsstedet” var, at du efter at have talt med ”personalechefen” i dag, kunne konstatere, at de ikke havde plads til mig, at der var 2 i kø foran mig og du begrundede det med, at der jo er mange, der er interesseret i at komme op på ”arbejdsstedet”. Du sagde også at der ikke var noget, der hindrede at jeg kunne komme på ”arbejdsstedet” efter det sted du havde valgt.

Jeg har tidligere været i jobprøvning på ”arbejdsstedet” med godt resultat og har haft meget glæde af “personalechefens” vejledning. Hun er en virkelig kompetent HR/personalechef, der ligesom jeg, foretrækker klar tale. Derfor undrede det mig, at hun ikke selv havde kontaktet mig, hvis hun alligevel ikke havde plads til mig – det ville ligne hende bedst.

Jeg greb derfor knoglen og ringede til hende, og det var en temmelig interessant samtale. ”personalechefen” forstår slet ikke, hvordan du har kunne få det ud af den samtale, I havde, som du gjorde.

 

  • Der er fint plads til mig.
  • Der er ikke for mange i jobprøvning i forhold til fastansatte.
  • Der er ikke andre i køen foran mig.
  • ”personalechefen” har ikke truffet aftaler om jobprøvning med andre.
  • Hun vil rigtig gerne have mig på museet.
  • Der er relevante opgaver til mig.

Jeg kan starte på ”arbejdsstedet” 10. marts, hvis det er aktuelt, og jeg går ud fra, at det også er den dato, der er i spil på det sted du har valgt.

Formålet med denne jobprøvning er at komme i gang og starte meget langsomt op – samtidig med at der holdes godt snor i mig! Mit problem er jo ikke at ”komme op i tid”, som er mantraet for flere af jer – mit problem er jo tværtimod, at jeg stikker derudaf med 100 km i timen, hvis ikke jeg har kompetente folk omkring mig, der kan råbe vagt i gevær og bremse mig, når de første tegn på mani viser sig. Derfor synes jeg, det er yderst relevant med en jobprøvning på ”arbejdsstedet”, hvor ”personalechefen” tidligere har vist sig, at være god til at spotte de tidlige tegn hos mig.

Jeg ved ikke hvor filmen knækker – om du virkelig har misforstået ”arbejdsstedet” godt og grundigt. Men med den udmelding jeg fik fra dig i dag – sammenholdt med den snak, jeg har haft med ”arbejdsstedet” – kan jeg næsten ikke tro andet, end der er en skjult dagsorden. Og det kan jeg simpelthen ikke arbejde med. Vi må have så meget respekt for hinanden og den opgave det er at få mig ud på arbejdsmarkedet igen, at vi kommunikerer ærligt. Jeg er veluddannet, intelligent og yderst interesseret i at vende tilbage til arbejdsmarkedet på de vilkår, jeg nu kan klare. Ja, jeg har en psykisk lidelse, men jeg er ikke dum!

Du får EN chance for at forklare dig, og lad være med at fornærme min intelligens ved at komme med nye søforklaringer – det har jeg sgu været medlem af MENSA for længe til!

Jeg kommer gerne til mødet på onsdag, for at høre hvad de kan tilbyde det sted du har valg, men du skal vide at jeg ikke synes, det her er optimalt og næste skridt vil være at bede om en anden jobkonsulent, hvis ikke vi kommer tilbage på ret spor temmelig hurtigt.

Vh

 

Her er så hvad jeg endte med at sende,  da jeg var kølet ned:

Hej ”jobkonsulent”

Jeg undrer mig lidt…

Det jeg forstod på vores samtale omkring en jobprøvning på ”arbejdsstedet” var, at de ikke havde plads til mig og at der var 2 i kø foran mig. Jeg siger til dig, at det forstår jeg ikke (jeg kom vist endda – ganske spontant – til at udbryde ”det er løgn!”), da jeg har en aftale med”personalechefen” om at komme derop. Men du fortæller, at du har talt med “personalechefen” så sent som i dag (fredag) og der ikke er plads til mig på ”arbejdsstedet”. Du begrundede det med, at der jo er mange, der er interesseret i at komme derop. Du sagde også, at der ikke var noget, der hindrede, at jeg kunne komme på ”arbejdsstedet” efter det sted du har valg.

Jeg har tidligere været i jobprøvning på ”arbejdsstedet” med godt resultat og har haft meget glæde af “personalechefens” vejledning. Hun er en virkelig kompetent HR/personalechef, der ligesom jeg, foretrækker klar tale. Derfor undrede det mig meget, at hun ikke selv havde kontaktet mig, hvis hun var nødt til at bryde vores aftale – det ville ligne hende bedst.

Jeg greb derfor knoglen og ringede til hende, og det var en temmelig interessant samtale. “personalechefen” forstår slet ikke, hvordan du har kunne få det ud af den samtale, I havde, som du gjorde.

  • Der er fint plads til mig.
  • Der er ikke for mange i jobprøvning i forhold til fastansatte.
  • Der er ikke andre i køen foran mig.
  • “personalechefen” har ikke truffet aftaler om jobprøvning med andre.
  • Hun vil rigtig gerne have mig på “arbejdsstedet”.
  • Der er relevante opgaver til mig.

Jeg kan starte på ”arbejdsstedet” 10. marts, og jeg går ud fra, at det også er den dato, der er i spil på det sted du har valg.

Formålet med denne jobprøvning er at komme i gang og starte meget langsomt op – samtidig med, at der holdes godt snor i mig! Mit problem er jo ikke at ”komme op i tid”, som er mantraet for flere af jer – mit problem er jo tværtimod, at jeg stikker derudaf med 100 km i timen for efterfølgende at kollapse i depression. Det kræver, at jeg har kompetente folk omkring mig, der kan råbe vagt i gevær og bremse mig, når de første tegn på mani viser sig. Derfor synes jeg, det er yderst relevant med en jobprøvning på ”arbejdsstedet”, hvor “personalechefen” tidligere har vist sig, at være god til at spotte de tidlige tegn hos mig.

Jeg ved ikke hvor filmen knækker – om du virkelig har misforstået “personalechefen” så godt og grundigt eller der er en skjult dagsorden. Men vi må have så meget respekt for hinanden og den opgave det er at få mig ud på arbejdsmarkedet igen, at vi kommunikerer ærligt og direkte. Jeg er veluddannet, intelligent og yderst interesseret i at vende tilbage til arbejdsmarkedet på de vilkår, jeg nu kan klare. Ja, jeg har en psykisk lidelse, men jeg er ikke dum! Derfor vil jeg gerne høre din forklaring på det her, og jeg kommer gerne til mødet på onsdag, for at høre hvad de kan tilbyde på det sted du har valg, selvom ”arbejdsstedet” stadig er min helt klare førsteprioritet baseret på min sygdomshistorie.

Mvh

Manifest 2014 – status februar

Så er der gået en måned mere, og det er tid at gøre delstatus for mit Manifest 2014:

Medicinskiftet er nu fuldstændig overstået. De problemer jeg havde i starten med ikke at sove om natten pga manglende seroquel er overstået. Jeg sover godt nu.
Samtidig er den seksuelle dysfunktion også et overstået kapitel – yay! (undskyld børn). Hold kæft hvor er det skønt, at der nu igen er forskel på om det er næsen eller noget andet der trykkes på. Thumbs up til min mand, for at have holdt det ud et helt år.

Mit hoved har det så meget bedre. Jeg kan holde ud at høre en smule musik igen og film/lydbøger kan jeg også koncentrere mig om.
gråstær
Måneden har også budt på en længe ventet operation for Grå Stær – det er helt fantastisk ikke at være halv-blind på det ene øje. Muligvis har dette også en del af skylden for, at mit hoved ikke er så træt længere.

Stenalderkosten er kommet ind under huden, og jeg tænker ikke længere over at jeg “spiser anderledes”. Om jeg har tabt mig yderligere ved jeg ikke – det er ved at være et stykke tid siden, jeg har vejet mig, men vægttab var jo heller ikke målet som sådan.

Motion…ja. ja…jeg TÆNKER da på det hver dag  Heldigvis er vejret ved at blive bedre, så mon ikke snart jeg kan tage mig sammen til gåturerne.

Ikke deltage i så mange sociale ting: Her er der sket det, at jeg pludselig har overskud til at lave 2-3 ting på en dag, hvor jeg før måtte nøjes med 1. Det er skønt!

Tage episoder i opløbet: Efter min totale nedsmeltning forleden over jobkonsulenten tog jeg ekstra medicin, og fik slået en begyndende mani udløst af den ekstreme vrede, ned. Det ville jeg ikke have gjort for bare et halvt år siden – så jeg har lært noget undervejs

Så alt i alt – februar har været endnu en god måned for mig, og målet om at have det så godt, som jeg nu kan have det, er forbavsende tæt på. Nu skal det bare holde ved

Ris til knolden

Jeg har syet en rispose til at lægge på hovedet, når jeg skal sove. Håber det kan holde styr på tankerne.

Det er også supergod, at sidde med på benene…

Jeg skal bare have fat i sådan en kædedyne. Den bliver nok en smule besværlig at lave selv – så jeg må have søgt kommunen om den som hjælpemiddel.

varmepude

Tag et aflangt stykke stof, læg det dobbelt og sy siderne sammen, så du har en pose.

Sy kanaler ned gennem posen.

Fyld alle kanalerne med 2-3 cm grødris og sy på tværs ca 5 cm oppe. Det er ikke helt vigtigt med antallet af cm – men det er vigtigt at puden ikke er proppet for hårdt

Gentag fyld/sy til du har fået hele posen fyldt.

Sy sammen øverst.

Note: Jeg har efterfølgende fundet ud af, at posen er velegnet til varmepude. Giv den ca 2 minutter i mikrobølgeovnen ved fuld effekt (hold godt øje undervejs og ryst den evt et par gange)

Anbefaling

Her været i Aalborg i dag for at få lavet en speciallægeerklæring bestilt af kommunen. Jeg har med vilje IKKE ville tænke for meget over den og være nervøs, men…..SIKKE EN LETTELSE!!!!

Lægen var skide sød og forstående OG…. Taa daaaa…. vil anbefale flexjob med skånehensyn!

Ny vin på gamle flasker eller deromkring

Jeg skal have ny medicin – eller gammel, om man vil.

Jeg har været ved psykiateren i Frederikshavn i dag og vi blev enige om at udtrappe Seroquellen og trappe mig op på Lamotrigin. Håber det kan gøre noget ved min lammende træthed.

Jeg har opdaget at min skjoldbruskkirtel er hævet – det bekymrede ham lidt. Jeg skal til lægen med det senere i dag og LPH sagde, at jeg skulle sørge for at få taget stofskiftetal, så det kan blive tjekket.

Men jeg er bare glad for at jeg skal af Seroquel og prøve Lamotrigin igen. Håber det vil have samme gode stemningsstabilisserende effekt, nu jeg har lært, at jeg er nødt til at passe på mig selv.

Har også ringet til kommunen ang. en kædedyne og de sender et ansøgningsskema i dag.

Manifest 2014

Så har jeg fået summet over, hvad det er, der skal til for at nå målet

At have det så godt som jeg kan have det

Det har egentlig været en ret god øvelse at det her med at kikke lidt ovenfra på livet og identificere problemområder, tænke over hvad der kan gøres og så beskrive vejen til målet.

Akkurat som i fordums tid som sælger, hvor vi på et tidspunkt arbejdede meget med what-why-how idéen.

  • Hvad er det, du vil?
  • Hvorfor vil du det?
  • Hvordan vil du gøre det?

Her kan jeg sige:

  • Jeg vil have det bedste liv, jeg kan have
  • Fordi det vil være spild af godt liv, hvis ikke jeg får det godt!
  • Ved at have fokus på problemområder og evaluere hver måned

Jeg har nu fundet de områder, der er de helt store problemer for mig – jeg har allerede været lidt indenom kosten her på bloggen – men nu har jeg fået skrevet det hele sammen til Manifest 2014.

 

manifest_billede

Øjenåbner!

Jeg har tænk meget over det, min veninde sagde til mig i går.

Hun håbede ikke, at jeg ville tage det ilde op. Det har jeg bestemt ikke gjort, tværtimod. Hendes ord om at, hun følte, jeg var meget udeltagende, bare sad og betragtede verden og ikke var med har sat tanker igang. For hun havde ret. Jeg var lukket inde i min egen lille boble og var egentlig lidt ligeglad med samtalen, det var okay for mig bare at sidde ved bordet med min kaffekop

Sådan havde hun aldrig set mig før, og hun var bekymret for mig.

Og her gik jeg og troede at jeg havde det “godt” – eller ihvertfald så godt som jeg nu kan have det. Men jeg vil sgu ikke være udeltagende i mit eget liv. Jeg vil være med. Jeg vil leve og ikke bare overleve.

Det var altså lidt en øjenåbner.

Så jeg har været i tænkeboks og udover det her med Stenalderkosten er der også bare en hel masse andre ting, der skal kikkes på.

Mit mål er, som min læge sagde i oktober, at jeg skal have det så godt som jeg overhovedet kan have det!

Jeg vil ikke nøjes.

Så jeg er gået igang med processen Manifest 2014. Hvad er det, der skal til og hvad kan jeg selv gøre?