Lær at spotte en social bedrager. Jeg kan næsten ikke tro mine egne øjne. Hold kæft hvor gør det mig ked af det – og frustreret.
Det viser sig at, der er en virksomhed, der har solgt kurser til kommunerne i hvordan man kan spotte en social bedrager, der forsøger at lyve sig syg, for at få ydelser.
En af kursets overskrifter lød:
“Har du siddet overfor en sygemeldt borger, der ikke kan arbejde, men stadig holder ferie og går i biografen? Eller at borgeren svarer upræcist, tøvende eller gentager dine spørgsmål?
Så er der god sandsynlighed for, at personen simulerer sin sygdom”
Det er jo netop det at få gode oplevelser, man opfordres til på kurer i psykoedukation om det så er for depression, bipolar lidelse, psykoser mv… Så det giver “god sandsynlighed” at følge de strategier man lærer i forhold til sygdomshåndtering?
Lyt til dig selv, hold fri, gør ting, der gør dig glad, kom ud blandt folk, tag på café, lad være med at isolere dig, handl på dine symptomer osv osv… Tænk at det så er de ting, der bruges af kommunen til at “spotte en svindler”.
Og når din hjerne føles som rødgrød uden fløde eller havregrød der er brændt på…ja så svarer man sgu upræcist og tøvende – for der er sort inde i dit hoved!
Så næste relevante spørgsmål må være:
Gør et kort kursus kommunale folk dygtigere end en psykiater?
Det der er er jo lodret misforstået, stigmatiserende og fuldstændig helt og aldeles ude i hampen og vil ødelægge alt for den store procentdel, der IKKE snyder – i forsøget på at spotte den promille der gør.
– og jeg fatter slet ikke at et (kort) kursus for lægfolk, skal ruste dem bedre end alle de mange, mange år det tager at uddanne sig til psykiater! Det er jo en kompetenceoverskridelse af dimensioner!
Gad vide om det her er noget Hjørring Kommune benytter sig af? Jeg kunne næsten tro det, udfra min sidste oplevelse med en sagsbehandler på Jobcenteret….
Hirtshals har været på den anden ende torsdag til lørdag. Verdens første Naturfolkemøde har været i fuld gang. Det var et virkelig supergodt arrangement, hvor jeg brugte det meste af min tid på stranden sammen med Hirtshals vinterbaderforening “De kolde piger og drenge”.
Men lørdag bevægede jeg mig væk fra stranden for at høre foredrag ved Dorthe Varning Poulsen, Københavns Universitet, der har skrevet en ph.d omkring naturens indvirkning på soldater med PTSD: Naturbaseret terapi.
Det var uhyre interessant, og der var helt klar sammenhæng mellem naturbaseret terapi og soldaternes bedring. Terapien foregik i terapihaven Nacadia
Dorthe Varning Poulsen fortæller om sit ph.d. projekt med ptsd-ramte soldater og naturbaseret terapi
Tænk lige hvis terapihaver eller bare vores vilde natur kunne inddrages meget mere i behandlingen af stressramte og psykisk syge. Det ville da være en helt fantastisk måde at hjælpe folk på – og eneste mulige bivirkning kunne måske være en solskoldning.
Og samtidig vil det jo koster langt mindre end hvad der bliver postet i underlige kurser og meningsløse aktiveringer fra kommunens side. Naturen er gratis! Brug den!
Dorthe fortalte, at det kan være svært at få Naturbaseret terapi anerkendt. Det bliver lidt puttet i kassen “alternativt” selvom der altså er hardcore forskning bag, der viser at det hjælper. Derfor – del endelig budskabet!
I efteråret 2016 opstarter de en Masteruddannelse i Naturbaseret terapi og sundhedsfremme. Åhh, gad jeg da lige godt tage den. Men jeg må også være realistisk og sige, at det bliver desværre ikke mig, der deltager der. Men hold kæft hvor ville jeg gerne.
Og samtidig er jeg kommet til at reflektere over mine egne oplevelser i 2014, hvor jeg hver dag i 8 måneder, gik til og fra arbejde på Vendsyssel Historiske Museum gennem Hjørrings parker – Folkeparken, Svanelunden og Christiansgave i al slags vejr. Naturen her lige midt i byen må helt klart også have en finger med i spillet i forhold til den bedring, jeg oplevede, i løbet af 2014. Tjek lige den fantastiske natur jeg gik gennem hver eneste dag:
I Hjørrings parker finder man en masse vild natur, der er det perfekte sted hvis man skal ned i gear
Og det ligger også fuldstændig i tråd med mine oplevelser som vinterbader – hvor naturen pludselig også er kommet meget tæt på…
Jeg bliver mere og mere imponeret over hvad langtidsbadning i koldt vand kan gøre.
Vi har haft nogen meget hårde sidste dage og her i eftermiddag var der ikke mere overskud tilbage i mig. Faktisk var der udelukkende underskud. Som i helt og aldeles fuldstændig underskud. Som i den slags underskud, hvor de automatisk negative tanker begynder at lege fandango.
Der suppleres med en is mellem turene i vandet
Vi tog til Løkken og smed mig i vandet (8 gr). Der var kæmpebølger, der slog fuldstændig hen over mig og da jeg først fik lært at “fange dem”, var det en fest uden lige.
Jeg var i vandet i over 20 minutter (af to omgange – med en gammeldaws is i pausen til at køle af på 🙂 ) og kunne sagtens være blevet i bølgerne i længere tid, men manglede et par legekammerater – det bliver trods alt en smule trivielt at bodysurfe alene i længden.
– Specielt også når bølgerne var så voldsomme at min bikini hele tiden gled af…thank god jeg var så langt ude, at jeg kunne bilde mig selv ind, at tilskuerne på stranden måbede over mit langtidsophold og ikke mine forgæves forsøg på at holde alt indenbords. (Note to self: badedragt!)
Der var ingen tvivl om, at fysikken og biokemien var på knoklearbejde med at cope med situationen, og dermed fjerne stresshormoner, affaldsstoffer, frie radikaler, ufoldede proteiner og alt det andet, der giver rod i systemet.
Saunaen kan lejes for 50 kr pr. mand pr. time
Som altid – det magiske skete. Underskuddet er væk, hovedet klart, tankerne positive igen og nu lades der op med sofa og et par afsnit af Venner.
I morgen har jeg samlet en lille flok, og så drager vi afsted igen. Vi har planer om at leje saunaen og så virkelig få overskuddet skruet tilbage på max!
Tidligere var de gange hvor jeg faldt i et hul eller begyndte at geare op utallige. Jeg havde en fornemmelse af at bipolariteten kastede rundt med mig, som havde den lyst til.
Jeg kunne i mine bitre øjeblikke blive så irriteret over, at denne lortesygdom skulle stoppe mig igen og igen – lige som jeg troede det gik så godt. Jeg var slet ikke klar over, hvor stor en indflydelse mine handlinger havde på episoderne. Men mange episoder KAN faktisk forebygges/stoppes…problemet er bare at det er knaldhamrende svært – ja stort set umuligt – hvis ikke man aner, hvad pokker det er, der sker.
Men også i det daglige er det altså en god idé at lave lidt sygdomsanalyse i ny og næ – eller måske skal jeg kalde det episodeanalyse.
For de gange jeg laver en sygdomsanalyse, er når jeg af en eller anden grund er kommet ud af ligevægt.
Når hovedet pludselig føles som havregrød, når jeg begynder at glemme, når jeg bliver ekstremt lydoverfølsom, grådlabil eller pludselig har 1000 idéer, hvor alle skal udføres og ikke kun de bedste.
For det første er jeg blevet god til at stoppe op og komme på ret spor igen v.h.a. alle mine forskellige strategier, og det er jo fint. Men det skulle jo gerne være sådan, at jeg forebygger istedet for at blive bragt ud af ligevægt.
Og her er det, jeg efter hver gang lige laver lidt sygdomsanalyse:
Hvad var det der gik galt?
Har der været en helt specifik årsag? (Fx. en familieweekend, eksamen eller andet pres)
Hvis ja – kunne jeg have undgået den handling? Eller hvordan kunne jeg have handlet mere hensigtsmæssigt?
Hvis nej – har jeg generelt handlet anderledes den sidste tid?
Har der været mere stress på end normalt?
Konflikter på jobbet – i familien?
Har jeg spist for meget sukker/hvidt brød?
Har jeg ikke fået gået mine gåture?
Er det for længe siden jeg har været en tur i havet?
Har jeg ikke passet min alenetid?
Har mine pårørende været ufølsomme eller for krævende? (den oplever jeg heldigvis ikke længere, men det er virkelig en stor faktor for mange)
Jeg tænker i det hele taget tiden op til igennem og forsøger at lære af det. På den måde kan jeg også finde ud af hvad jeg (måske) kan gøre anderledes en anden gang.
Temmelig ofte kan jeg finde årsagen til, at jeg er kommet ud af kurs. Det kan være noget så småt, som noget trælst, skingert og lidt for højt musik i supermarkedet. Men ok, så lærer jeg, at det altid er en god idé, at jeg har mine lydreducerende høretelefoner i lommen, så jeg kan tage dem i, mens jeg handler. Eller at det en anden gang er bedre bare at sætte kurven og så spise rugbrød til aftensmad.
På den måde samler jeg hele tiden erfaringer sammen, og kan håndtere situationer bedre og bedre dag for dag og lave små bitte justeringer i hverdagen, der gør at jeg ikke bliver bragt ud af fatning helt så tit.
Endnu en fantastisk modig, stærk ung pige har meldt sig som gæsteblogger. Lige pt. sidder hun på “den lukkede” – indlagt på sin lille søns 4 års fødselsdag forleden på eget initiativ. Jeg er så fuld af beundring for det overblik og indsigt i sin egen situation, at det ikke kan beskrives. Jeg er helt sikker på at du også vil få god gavn af dit ophold, som Anna, der beskrev sin indlæggelse her og at der venter meget godt fremover.
Tusind tak fordi du deler dine oplevelser fra “den lukkede”.
Dagbog fra “Den lukkede”
Folks reaktion når de hører begrebet “den lukkede”, så associerer de straks med fiksering, spændetrøjer, folk der snakker med sig selv, tror de er gud eller en anden skikkelse. De forbinder det faktisk med de galehuse, man havde i starten af de 19. århundrede. De stigmatiserer, de giver de psykiatriske afdeling og patienterne et rigtig dårligt ry. Bevares, der findes da nogle som stadig bliver fikseret, som tror de kan tale med gud, sågar at de er gud. Problematikken ligger i, at det faktisk er mindretallet som hører under den kategori.
Her sidder jeg, ung kvinde på 24 år, Bipolar, mor til en dreng på 4 år, nyligt fraskilt, på et lukket affektivt afsnit. Stemplet af omverdenen som hende, der sidder på den lukkede, som hende, der først og fremmest har svigtet sit barn pga. skilsmisse og nu “forlader” sit barn for at være skør på den lukkede.
Javel ja, sådan kan man også se på det.
Man kan også vende den om. Se det fra indersiden, bag ved hegnet og alle de låste døre. Det vil jeg gerne forsøge at give dig et lille indblik i fra de nu 5 dage jeg har været på “den lukkede”.
D. 18 april, 2016, på min søns 4 års fødselsdag svigtede min realitetssans, min evne til at få larmen i mit hoved til at holde op, min evne til at læse, skrive og huske. Kl. var 3 om natten, jeg magtede ikke mere, larmen overtog, min medicin virkede ikke, min safety medicin havde ingen effekt, jeg brød sammen. Fik med nød og næppe fundet nummeret til Psykiatrisk Akutmodtagelse i min tlf. bog, fik sat en aftale i stand. Min x-mand måtte hente min søn og jeg og køre af sted.
Ind på akutmodtagelsen, svare på lidt spørgsmål, få målt min puls, blodtryk osv. Derefter ind til en læge, snakke lidt også kom dommen. “du skal indlægges”.
Først blev jeg indlagt i akutmodtagelsen, derefter overført til et lukket affektivt afsnit, som har speciale i min lidelse, nemlig Bipolar (før i tiden kaldt maniodepressiv).
Her er langt fra som folks skrækhistorier beskriver. Jo jo, bevares, her er da nogle skæve eksistenser, men dem møder vi jo også nede i brugsen eller hos bageren. Her er lås på alle dørene, man overvåges mens man indtager sin medicin, men faktisk, så er det ikke værre.
Patienterne er pisse søde, ihvertfald dem som kan samle sig om en samtale. Vi hjælpes ad med at dække bord, lave mad nogle dage eller hvis nogen bare har brug for en snak. Vi hilser på hinandens familier når de kommer på besøg.
Selvom jeg er den yngste på afsnittet, faktisk så ung at de fleste kunne være mine forældre eller bedsteforældre, så føler jeg mig ikke udenfor.
Det første døgn var helt mærkeligt. Jeg lå jo bare her og lå. Jeg var ikke ude, men lå bare i min seng. Tænkte på verden udenfor, hvordan min søn havde det, hvilken lortemor jeg var, sådan at skride på hans 4 års fødselsdag. Heldigvis fik vi lov at få lidt privatliv så han kunne komme og fejre sin fødselsdag sammen med mig. Så kunne jeg holde den kørende lidt igen.
Andet døgn var noget helt andet, jeg nød at være her, jeg havde ro, jeg var umyndiggjort og HOLD NU KÆFT hvor var det rart! Al larmen i mit hoved forsvandt stille og roligt, ganske ganske stille og roligt.
De følgende dage var dog lidt besværet pga. medicin der ikke ville virke og ben der var smadrede af bivirkninger. En lille tur på knapt 1 km tog små 40 minutter, men jeg gjorde det!
Jeg giver ikke op, jeg er kun lige blevet indlagt og har en lang og sej kamp foran mig. Jeg kan få styr på min lidelse, jeg kan komme til at leve et liv på lige fod med alle andre. Jeg kan droppe tanken om at være en lortemor, jeg kan være supermor!
JEG kan være lige hvad JEG har lyst til at være!
I denne her verden kan det være hårdt at være ung og være anderledes. Det kan være strengt at være psykisk syg i et ungdomsliv, for man skal hele tiden tage forbehold. “Kan jeg håndtere mængden af mennesker til den her fest? Kan jeg drikke når jeg får min medicin? Kan jeg hænge ud med mine venner som jeg kunne før jeg fik diagnose? Vil mine venner mig overhovedet?
De her ting er lidt et tabu. Derfor tør mange ikke at sige noget.
Her har jeg kun at sige.. SPEAK UP! Uden din stemme der fortæller om hvem du er og hvordan du har det, så vil det forties og vi ender tilbage med stigmatiseringen.
Der vil altid være nogle som falder fra, som ikke kan kapere at man er anderledes. But who cares? DU ved hvad du er og DU ved hvad du har lyst til!
Til sidst er der kun to ord jeg vil skrive for denne gang
Jeg har aldrig selv været derude, hvor en indlæggelse har været nødvendig -hverken frivilligt eller via en tvangsindlæggelse. Eller dvs. min gamle praktiserende læge foreslog i første omgang indlæggelse der i 2004, hvor jeg havde mit store sammenbrud, men fordi jeg havde en pårørende (gemalen), der fuldstændig tog ansvaret for at tage sig 100% af mig, kunne jeg blive hjemme. Så det er en del om bipolariteten, jeg ikke kan tale med om.
Men fakta er, at den her sygdom kan være så lumsk, at man pludselig ikke selv kan se, hvad der er bedst for en – specielt inden man er diagnostiseret og kender de rette strategier. Derfor kan det ende med tvangsindlæggelse.
Det vil sige hvor lægen bestemmer at man SKAL indlægges og det evt. bliver med politiets hjælp. Jeg forestiller mig at det må være en meget voldsom oplevelse.
Det vil jeg gerne berøre her på bloggen også – det nytter ikke at alt bare handler om strategier, gode råd og how-to-do..
Der er ægte, levende mennesker, der kæmper en kamp – også hårdere end jeg har gjort, – og det er vigtigt at fortælle om.
Derfor har jeg spurgt rundt i netværket om der er nogen, der ville dele deres erfaringer og Anna giver her et meget fint indblik i hendes tvangsindlæggelse. Jeg er meget, meget glad for at du deler, Anna <3
Annas indlæggelse:
… Vil gerne fortælle min historie, om tvangsindlæggelse. Jeg har siden min tidligste teenage år, lidt af depressioner, efterfølgende er hypomanierne kommet. (Lider af bipolar2)
Da jeg var 17 år gammel ramte jeg et stort sort hul i mit liv, jeg var så langt nede at jeg blev ligeglad, og havde blot et ønske om at alle skulle lade mig være, og at jeg ikke var værd at elske.
Jeg låste døren til min lejlighed, stoppede alt kontakt, og var alene i min lejlighed i 4 døgn, uden nogen former for mad, røg cigaretter, drak vodka, og tog lidt piller (sove piller) var så ligeglad med hvordan jeg så ud, mit hjem var ulækkert, jeg havde virkelig bare givet op.
Jeg svarer på det 4.døgn min mor, som jeg dog havde haft lidt kontakt med (havde ladet som om alt var fint, men hun kunne godt fornemme det ikke var, hun kender mig og mit sind, har tidligere forsøgt selvmord 3 gange med OD af piller.) Hun skriver en SMS med at komme forbi lige hurtigt, og det siger jeg ok til.
Min mor havde taget vagtlægen med og har forklaret ham min forhistorie. Han spørger mig selvfølgelig hvordan jeg har det, og jeg har det fint fastholder jeg, og gentager mig selv og siger at de bare skal lade mig være.
Han kommer frem til han vurderer mig til at være til fare for mig selv. (Jeg var også meget tynd, havde også en begyndene spiseforstyrrelse på daværende tidspunkt) jeg forstår ikke alvoren i det lægen siger, og faktisk er jeg ligeglad.
Han foreslår, at jeg kan tage med min mor hjem, men det vil jeg heller ikke. Vil bare være alene, helt alene. Han fortæller mig, han bliver nød til at tvangsindlæggelse mig, men jeg hører faktisk ikke hvad han siger, og bliver ved med at sige, jeg skal blive her.
Der kommer lidt efter 2 betjente ind ad min dør, og jeg får muligheden for at rejse mig og gå med mange gange men nægter (det var som om det hele omkring mig ikke eksisterede). Til sidst går politiet hen til mig og tager fat i mine arme, og så rejser jeg mig selv samtidig med de har fat i mig. Kunne ikke overskue at stritte imod.
Blev så indlagt, og fik taget alt hvad der kunne være en mulighed for at gøre skade på mig selv. F.eks. ligther, oplader osv. Hver gang jeg gik på toilet, stod der en foran døren (personalet). Jeg spiste en lille smule mad (nok til at det nogenlunde tilfredsstillede personalet), men jeg kastede ofte maden op ude på toilettet.
Jeg snakkede med forskellige fagfolk, (læger, psykolog osv.) og efter 5 dage blev jeg flyttet over på den åbne afdeling og blev udskrevet, fordi jeg havde fået tilknyttet psykolog og psykiater og kom på antidepr.medicin. Efterfølgende fik jeg min diagnose bipolar2
Jeg er taknemmelig i dag for jeg blev indlagt, fordi det var det, der satte min behandling i gang, og jeg blev udredt og fik min diagnose.
Så enkelt er mit budskab i dag! Antiinflammatorisk kost har været det, der gav startskuddet til min “helbredelse” dengang i januar 2014, hvor jeg skrev Manifest 2014.
Jeg er sikker på at inflammation (en let betændelsestilstand, der skyldes affaldsstoffer, frie radikaler mv i kroppen) har en stor del af skylden for “havregrødshoved” og niveauet af fysiologisk stress i kroppen. Samtidig ved vi i dag at mange (fysiske) sygdomme skyldes eller forværres af inflammation. Men jeg er sikker på at det også gælder de psykiske.
Frie radikaler dannes i kroppen af flere forskellige ting: Rygning, forurening, mangel på motion, dårlig kost – specielt junkfood og generelt stress.
Og jeg er også sikker på, at det er en ond cirkel, hvor disse ting giver fysiologisk stress i kroppen via frie radikaler – og i og med stress også giver frie radikaler i kroppen, så kører bussen derudaf.
Jeg har flere strategier til at reducere inflammationen i min krop – bl.a. Cryoheating.
Men kosten spiller også en kæmperolle for mig (og helt sikkert også for andre) og derfor har jeg gennem tiderne haft fokus på at spise antiinflammatorisk. I nogen perioder er det lykkes mig med fuld fokus, og andre er jeg faldet tilbage i de gamle, dårlige vaner.
Men når jeg kikker tilbage er der ingen tvivl. De generelt gode perioder i mit liv, er der hvor jeg har haft fokus på antiinflammatorisk kost.
Hvad er antiinflammatorisk kost?
Antiinflammatorisk kost har fokus på madvarer, der er rig på antioxidanter. Antioxidanter modvirker de frie radikaler, så de ikke kan lave ravage i kroppen.
Der er flere forskellige forslag til antiinflammatorisk kost, men jeg har fundet frem til nogen retningslinjer, der fungerer for mig. Det gælder både om at det skal være sundt, men også at jeg kan holde det ud i længden: (Dem med specielt mange antioxidanter, har jeg markeret med kursiv)
Grøntsager mv:
Grønkål Broccoli
Blomkål (kan rives groft og bruges som ris)
Avokado
Gulerødder
Gul/Rød/Grøn Peber
Champingnon
Agurk
Tomat
Salat (primært iceberg, rucola)
Frugt/bær:
Jordbær, blåbær og hindbær. Her har jeg afveget principperne om ingen sukker og ingen hvidt brød, men jeg hylder også, at gøre tingene indbydende.
Melon
Æbler
Bananer Appelsiner og andre citrusfrugter
Vindruer
Blommer
Pærer
Jordbær Blåbær (dem man kan købe i butikkerne er en udenlandsk sort, der slet ikke er så gode som den danske sort. Jeg har derfor tænkt mig at plante et par buske af sorten Vaccinium myrtillus i et surbundsbed i haven) Havtorn (kan samles ved de danske kyster i august)
Fede fisk:
Jeg topper tit laksen med lidt kaviar, for at gøre det ekstra lækkert
Laks Sild Makrel
Rejer
Muslinger
Torskerogn
Sundt fedt:
Olivenolie Rapsolie
Kokosolie
Nødder/frø:
Forskellige nødder – her jordnødder, hasselnødder, valnødder og mandler
Mandler
Valnødder
Hasselnødder
Jordnødder (peanuts)
Andre nødder
Hørfrø
Sesamfrø
Solsikkekerner
Note: vær obs på at der er mange kalorier i nødder, så du skal ikke grovæde peanuts hver aften.
Kød/Andet:
Æg
Serranoskinke
Kylling
Svinekød
(en enkelt gang imellem en god oksebøf)
En hel pakke pålægfx. hamburgerryg, roastbeef, kylling)
Kornprodukter:
Groft brød med rug og byg
Grød med fuldkorn (rug, byg, havre)
Kogte fuldkorn (perlebyg og perlerug)
Note: Jeg forsøger, at holde igen med kornprodukterne. De vigtige fibre får jeg så rigeligt fra alle de grøntsager, jeg spiser.
Mælkeprodukter:
Fed ost
Yoghurt naturel
evt. hytteost
Note: Det er minimalt, hvad jeg spiser af mælkeprodukter, calcium/magnesium mv. fåes også fra grøntsager, ellers tager jeg dem som kosttilskud.
Lækkersulten:
Nødder i alle afskygninger – saltede, honningristede mv
Tørrede bananer
Rosiner
SugarSnaps (ærter)
Radiser
Agurker i stænger
Gulerødder i stænger
Udskåret frugt
Smoothies (se indlægget her)
Tørrede grøntsager/frugter (snit dem meget tyndt og tør dem v. 50-80 grader i ovnen en 5-6 timer evt. natten over)
Dette undgår jeg, så vidt muligt:
Sukker
Hvidt brød
Kartofler
Ris
Pasta
Sodavand
Alkohol i store mængder (et enkelt glas rødvin/en øl i ny og næ er dejligt)
Afsluttende noter:
Det er ikke sådan jeg er fanatisk med ovenstående, men det er helt sikkert at de perioder hvor jeg efterlever disse principper, så har min krop – og dermed min psyke – det meget, meget bedre. Jeg har også observeret at det er meget nemmere at komme ud og motionere, når jeg spiser en sund kost – og at motionen, motiverer til at følge den sunde kost.
Både motion og kost er jo nøgen af nøgle-faktorerne til at holde sig stabil og ovenpå, men det er supersvært at praktisere, hvis først man ER stresset eller ER nede i depressionen.
Så mit råd er at starte de gode vaner på tidspunkter hvor du er stabil og har overskuddet til at have fokus på kost eller motion (hvad du starter med, tror jeg ikke er så vigtigt – for som sagt er min erfaring at det ene stort set automatisk tager det andet med sig).
For præcis et år siden var jeg gæsteblogger hos skønne Tine. Tine og jeg ser ret ens på det her med sygdom og bipolaritet, så vi har tit kontakt omkring vores blogindlæg, idéer og livet generelt.
Jeg tror faktisk det var det her anonyme gæsteindlæg, der gav mig sparket til at offentliggøre min blog et par dage senere. Indtil da var det jo kun mine øjne, der havde adgang.
Jeg fandt lige tilfældigt indlægget her i dag og derfor, vil jeg lige dele det her i sin fulde længde. Men husk lige at tjekke Tines blog ud – den kan man også blive ret klog af 🙂
Mit gæsteindlæg:
I december fik vi en skøn brændeovn stort set samtidig
med at vores fyr løb tør for olie. Det var sådan set ret godt timet. Der er virkelig mange fordele ved den brændeovn, men der er også et men…Tænder vi så voldsomt op, at vi kan varme hele huset op, er der ret stor chance for, at det ender galt og huset brænder ned. Derfor er vi nødt til at tilpasse ilden til pejsens størrelse og kan max smide 3 pinde på af gangen. Men så kan den også varme de rum op, vi bruger til hverdag.
Bliver der for varmt i køkken/alrummet, hvor den står, åbner vi en dør ned til værelsesgangen. Vi har en læderhandske på, når vi åbner lågen. Skuffen kan trækkes ud og give mere luft, hvis den er ved at dø ud.
I starten hvor vi ikke sådan helt kendte ovnen, havde vi både en spand med vand og en ildslukker i nærheden, så vi kunne reagere promte, hvis ilden blev for voldsom. Samtidig bruger vi også stadig optændingsblokke og -pinde, hvis ilden er gået ud.
Ovnens ankomst til huset var også det, der endelig fik min mand til at installere røgalarmer i stuen. Vi havde snakket om det tit “men det gør vi lige i morgen”. Nu er den der, og kan sige til i god tid, hvis tingene udvikler sig, når vi ikke lige er i nærheden. Det giver os tid til at reagere inden det er for sent.
Nu har vi lært brændeovnen at kende og den brænder stort set i døgndrift. Den har været vores eneste varmekilde stort set hele vinteren. Nogen måneder har vi kun brugt 400 kr på varme og så har vi virkelig hygget os ved flammerne, der midt i stuen.
Der er ikke noget bedre end at krybe sammen i lænestolen med lydbog og strikketøj, mens ilden buldrer lystigt og sparer os for ca 1500-2000 kr. om måneden.
Som mange andre bipolare, har jeg fået installeret en brændeovn indeni udover radiator og oliefyr – og sommetider løber mit oliefyr tør for olie. Det kan enten være pokkers varmt – eller iskoldt. Ilden brænder i os – og det er den ild, der sommetider blusser op og fortærer os. Men det et også den ild, der ofte distancerer os og gør os ekstremt kreative, målrettede og engagerede. Det er den ild, der gør at sygdommen oftest ikke spottes før efter flere depressioner – hypomanier er jo sådan set af “det gode”, så længe det ikke bliver for meget af det gode. Som med så meget andet her i livet.
Derfor kan det ofte være ret overraskende for omverdenen, at lige DU blev psykisk syg…at det var DIG, der gik ned med, hvad der først ligner stress og depression: “Jamen du plejer jo at klare alt”….
Det er også derfor, at det kan være så pokkers svært, at acceptere de begrænsninger, sygdommen lægger på os, men lærer vi først at tæmme ilden, så den brænder som et lille pænt bål, så er vi på rette vej og kan udnytte alle de fantastiske egenskaber som bipolariteten OGSÅ giver os.
I dag er det min fødselsdag (yay!) og dagen er allerede startet helt fantastisk.
For nogen uger siden søgte jeg Jascha Fonden om et legat på 12 indgange til Romulus, således at det er behovet og ikke økonomien, der bestemmer hvornår jeg kan tage derud.
Jeg må indrømme, at jeg har frygtet sommeren noget og spekuleret vildt over geni(g)ale løsninger, der kunne sikre mig regelmæssigt “vinterbadning”.
Men – tadaaa – da jeg åbnede min mail her til morgen, så lå der en besked om, at fonden har besluttet, at efterkomme min ansøgning.
Det kan altså godt betale sig, at søge lidt i legatjunglen og få skudt en ansøgning afsted.
Der er meget hjælp at hente out-there, både ved kommunen (jeg har fået både kædedyne og lydreducerende hovedtelefoner) og nu også et legat. Det er bare med at tage imod al den hjælp, der tilbydes rundt omkring i målet om “at få det bedste liv du kan have, med de udfordringer du nu engang har har”.
For noget tid siden var der fokus på familieliv/arbejdsliv osv i medierne – og der kom temmelig mange kommentarer om, at folk bare må tage sig sammen. Der var også kommentarer omkring sygedage og specielt en kommentar ramte mig i første omgang: ”Det er fandeme ikke i orden at pjække. Melder man sig syg så bliver man på sofaen under dynen!”
Så i dag vil jeg tage jer tilbage til den tid hvor ungerne var små og jeg havde fuldt tryk på karrieren. Der var en stor pærevælling og logistisk helvede i børnenes sportsaktiviteter, forældremøder, salgskonferencer, flyverdragter der SKULLE vaskes, aftenmøder, 72.000+ km om året på landevejen, spændende madpakker, og…og…og…
Når jeg ser tilbage, misbrugte jeg mig selv og min krop i helt ekstrem grad for at nå det hele og få alt til at hænge sammen.
Selv om jeg tit var segnefærdig, gjorde jeg netop det, som psykisk syge tit får skudt i skoene: ”hvorfor tager du dig ikke bare sammen?”. De gjorde jeg faktisk i helt ekstrem grad hele tiden. Eller næsten hele tiden.
Engang imellem tog det, som jeg dengang anså som en pjækkedag.
”Æhhh…host…host…jeg har simpelthen så ondt i halsen…host…host…her til morgen.”
Jeg vil hermed gerne sige ”Undskyld chef” – men ikke for at jeg meldte mig syg, men for at have løjet om årsagen. For gu´ var de da ej en pjækkedag! Det var en psykisk influenzadag!!!
Der var selvfølgelig nogen ikke-diagnostiserede, periodevise hypomanier ind over alle mine succeser på jobbet, men det blev holdt i skak med de der ”pjækdage” ind imellem, hvor jeg havde den sorteste samvittighed over at være blevet hjemme.
Men det gik faktisk rigtig godt et langt stykke hen ad vejen med de der klat-sygedage. De gjorde at jeg performede fænomenalt, havde høje salgstal, fik bonusser, vandt salgskonkurrencer, holdt mange aftenmøder og var seriøst god til at skabe tætte relationer til mine kunder. Og blev kåret til nordisk wow-vinder, årets sælger mv. Jeg var faktisk et kæmpe aktiv for salgsafdelingen! Punktum!
Men da den øverste salgsdirektør pludselig skulle til at strømline salgsafdelingen, og der blev sat fuld fokus på performance, effektivitet og fleksibilitet (men sørme kun var vores side) begyndte tingene at skride. Min nærmeste chef var faktisk temmelig frustreret – hun forstod til fulde, hvordan man får det bedste ud af folk, men blev altså fuldstændig overtrumfet.
Nu tillod jeg ikke mig selv de her sygedage længere. Og fordi fokus nu var rettet SÅ meget ind på at yde max., knoklede jeg mig selv ind i en langvarig hypomani, måske endda grænsende til mani og efterfølgende kæmpe depression og alt var tabt på gulvet.
Ser man samlet set på tingene så var jeg ekstremt effektiv de første 3 år af min ansættelse og tjente gode penge hjem til firmaet. Der var balance i tingene, presset ja, men balance.
Det sidste år endte med først 3 måneders mærkelig adfærd (jeg er sikker på mine kolleger husker det stadig her 12 år efter), 6 måneders virkeligt ineffektivt salgsarbejde, kognitive evner på linje med en skål kold havregrød og til sidst sygemelding. En sygemelding som jeg igen begrundede fysisk. Dengang anede jeg ikke, at man rent faktisk godt kunne blive sygemeldt af andre årsager – det var jo pjæk! Så da min forstuvede fod ikke rigtig længere kunne forsvare, at jeg blev hjemme, fandt jeg mig hovedkulds et nyt job, sagde op og løb nærmest ud af døren. Jeg skulle bare væk – uden jeg vidste hvorfor.
Og dette sidste år af min ansættelse dengang, har helt sikkert kostet firmaet langt, langt flere penge end at betale for de der 8-10 ”psykiske influenza” sygedage, jeg havde om året.
Så… næste gang du er irriteret på en af dine kolleger/medarbejdere over lidt klatsygedage, så overvej bare et kort sekund, om de måske kan puttes i kassen ”psykisk influenza”. Det kunne jo være, der skulle tages en snak om firmaets tilrettelæggelse af arbejdsdagen, hvad der kan gøres anderledes og om der måske kan iværksættes forebyggende foranstaltninger. Det kan også være at de bare skal accepteres fordi samlet set performer medarbejderen langt over forventligt.
Sygdom behøver altså ikke være lig med dynen på sofaen, varm the, varmedunk og halsbolcher!!!
