Jeg har mailet med et par kapaciteter i den psykiatriske lægestand, og de synes sgu mine observationer om kulde/varme er interessante!!! Og de er enige i min teori om, at det er en fysiologisk reaktion, der har en direkte og øjeblikkelig indvirkning på psyken.
Jeg forsøgt at finde en forsker, der kunne have lyst til at kikke nærmere på det her, men som en læge sagde til mig:
Det er jo sådan set ligegyldigt med at få det videnskabeligt bevist, så længe det virker i praksis!
Og det har han jo fuldstændig ret i!
Så hvor ville jeg ønske Hjørring kommune ville lavet et pilotprojekt omkring det her, for det er jo hul i hovedet at bruge tusindvis af kommunale kroner på “stress-, angst- og depressionskurser”, kognitiv terapi og psykologer, hvis der er noget fysiologisk, der simpelthen bremser for, at man kan tage den (guldgrube af) viden ind, der er i disse tiltag. For slet ikke at tale om de menneskelige omkostninger, der er ved at have det så hamrende elendigt mange, mange uger i træk.
Tænk….bare tænk…hvis et par betalte ture i wellness-centeret med en fokuseret brug af faciliteterne, kunne hjælpe bare en lille del overnight!
En spurgte mig i går hvad forskellen er på koldt vand og strik – for det er jo ikke første gang jeg har “fundet de vises sten” i forhold til stress. Og det er helt rigtigt. I 2006 udgav jeg bogen “Strik og stress af”, om hvordan jeg havde strikket mig ud af et voldsomt stressnedbrud – faktisk det nedbrud, der ledte til min diagnose.
Den meget korte forklaring på forskellen er, at hvor strik er en langvarig proces, der langsomt og gradvist nedsætter niveauet af den alt for forhøjede cortisiol-mængde, så kan 2-3 timer i skiftevis koldt og varmt vand “fikse” mig på ja…de 2-3 timer!
Der er en øjeblikkelig effekt efter sådan et par timer og jeg har aldrig nogensinde før oplevet noget være så effektfuldt, så hurtigt.
Jeg har flere gange erfaret at noget, der før i tiden ville have ledt til 4 uger i sengen med ryggen ud mod verden og 1 års efterfølgende sygemelding og restitution med strikkepindene i sofaen, nu kan reddes i land ved en enkelt dag i Romulus eller i Frederikshavns Vinterbaderklub, med meget bevidst brug af kulden og varmen. Så kraftfuld er afgiftningen og udrensningen af stresshormonerne.
Som jeg nævnte i indslaget i går, så har jeg indsamlet en hel del videnskabelige artikler omkring nedkøling af kroppen – cryotherapy – som den form for terapi kaldes. Det er en ny terapiform, der bruges af topatleter. Deres ydeevne øges og den tid, de skal bruge på at komme sig over skader, reduceres.
Sammenholdt med den viden, der findes omkring ophold i sauna giver de to ting et meget klart billede af hvad, hvorfor og hvordan, den her vekslen virker. Jeg har også fundet et par studier, der direkte ser på den kombinerede effekt af sauna og vinterbadning.
Og det er virkelig kraftfulde ting, der sker i kroppen. Jeg har forsøgt at sammenfatte de forskelige teorier og facts på følgende grafik. Mit håb er at få gjort andre end min egen praktiserende læge og psykiater interesserede i det her, så er kan laves noget ordentligt forskning, der kan bekræfte at sådan er det.
Jeg er helt sikker på at mange mennesker kan hjælpes – og ikke bare folk med psykiske problemer. Ophobning af affaldsstoffer / inflammation har en finger med i spillet i SÅ mange sygdomme – lige fra gigt til chrons.
Men indtil da vil jeg arbejde videre med, at få beskrevet og underbygget det, som jeg har besluttet at kalde Cryoheating Therapy. På et tidspunkt må jeg også lave en grundig beskrivelse af, hvordan jeg er kommet til at elske, at ligge/svømme/sidde 10-15 minutter i træk i koldt vand. Sådan lidt en “how to do”-manual, hvis nogen skulle blive fristet til at tjekke et ud selv 🙂
Effekter af Cryoheating terapien. Stort set alt øger afgiftningen af kroppen og fjerner stresshormoner. Så selvom kroppen kortvarigt bliver udsat for “det gode”-stressrespons, så vil 2-5-8 timers vekselvirkning nedsætte det generelle stressniveau betragteligt – både fysisk og psykisk.
Så har jeg været en smut i studiet hos TV2Nord – og tænk…jeg kunne godt hænge ved. Faktisk synes jeg, det blev til et helt godt indslag omkring hvor godt det kolde vand er.
Her er billedet fra optagelserne i onsdags lige igen… Jeg var i vandet ca . et kvarter får fotografen fik alle de optagelser, han skulle bruge. Og som I kan høre på min stemme i indslaget, var det måske nok liiiiige rigeligt koldt 😀
NB – nederst i dette indlæg er links til en hel del af mine blogposts, der handler om hvordan jeg tager mig sammen på den gode og konstruktive måde.
Jeg har sommetider fået det lidt undrende spørgsmål “Hvorfor er det at du ikke bare kan tage dig sammen, når du får det skidt?”.
Ikke som sådan dømmende “tag dig nu sammen”, men en ægte undren over hvorfor man ikke KAN – for det gør almindelige mennesker jo, når livet er svært og “vi har jo alle ups and downs”.
Jeg har gjort mig nogen tanker om emnet og har følgende betragtninger.
Ja – til et helt almindeligt liv hører op- og nedture. Det kan slet ikke undgåes og i perioder kan man være stresset, ked af det, sorgfyldt, forelsket osv. Disse yderpoler stresser kroppen både fysisk og psykisk, men man kan godt tage sig sammen i en periode og fungere nogenlunde normalt i hverdagen. Fælles for disse perioder er, at de som regel går over igen.
Deadlinen på jobbet eller eksamen bliver overstået, uoverensstemmelserne med manden bliver løst, sorgen over et dødsfald bliver bearbejdet og erstattes af et savn, forelskelsen brænder ud eller går over i dyb kærlighed. Men kan har taget sig sammen i en periode for at klare skærerne.
Figur 1 viser sådan et almindeligt liv med det spænd, som raske mennesker har i deres følelser.
Figur 1: Det følelsesspekter en rask person svinger indenfor. I det spekter er der stort set altid mulighed for at tage sig sammen i en kortere periode indtil omstændighederne normaliseres igen. Derfor har mange raske en fornemmelse af, at det ikke er så svært at “tage sig sammen”, for det gør man fra tid til anden, for at klare udfordringer i livet. Inden for dette spekter kan hjernen og viljen styre og bestemme hvordan vi agerer.
En med bipolar lidelse er udstyret meget et meget videre spænd. Der er et følelsesmæssigt område både over og under normal-området, hvor hjernen og viljen ikke har noget at skulle have sagt. Det er ren biokemi, der raser rundt i kroppen, når først en bipolars yderpoler nåes. Dette ekstra spænd i følelser vil jeg sammenligne med den psykiske sårbarhed, som er beskrevet i stress/sårbarhedsmodellen. Se indlægget om her:
Figur 2 illustrerer dette ekstra spænd. I det røde felt findes hypomanier/manier og i det blå depressionerne. Når vi ser på det billede er det jo ret tydeligt, hvor meget længere os med bipolar lidelse KAN komme ud.
Derfor er normales version af “tag dig sammen” også helt anderledes end en bipolars version – eller andre psykisk sårbares version. Faktisk tager vi os tit helt gevaldigt sammen uden nogen overhovedet ved det – eller kan se det.
Figur 2: En med bipolar lidelse har et meget videre spænd i følelser og energiniveau. Det røde/ping illustrerer hypomanier/manier og det blå/sorte depressionerne.
Her på figur 3 har jeg forsøgt at illustrere forløbet af de forskellige episoder – hypomanier, manier og depressioner, og at vi i ret lang tid ligger højt på “tage sig sammen”-skalaen alene af den stress, vores indre udfordringer skaber. Jeg har ikke som sådan noget videnskabeligt belæg for at sige, at dette er den endegyldige sandhed om alle med bipolar lidelse, men det er heller ikke helt forkert 🙂 Jeg vælger dog at skrive “jeg” fra nu af, da jeg jo i bund og grund kun kan tale for mig selv.
Figur 3: De forskellige forløb for episoder. Jeg har en enkelt gang haft en mani (røde kurve) og derfor er min bipolaritet type 1. Det var dog efter en helt ekstrem situation, som jeg tror alle – også almindelige mennesker – ville have reageret psykisk på. Derudover har jeg kun oplevet hypomanier og depressioner.
Som regel startede en episode for mig med en form for stress eller pres, som jeg også nævnte under figur 1 – forelskelsen, eksamen, nyt job eller lignende. Som alle andre mennesker reagerer jeg ved at tage mig sammen, klare situationen og opretholde en normal hverdag. Jeg tog mig faktisk ofte så meget sammen, at jeg var totalt on-top, klarede meget mere end andre på kortere tid og udadtil virkede voldsomt stærk i situationen.
Det store problem var tidligere, at jeg ikke i tide formåede at stoppe op og geare ned, blive hjulpet og lade folk tage lidt over. Ved pres og stress reagerer jeg ved at løbe endnu hurtigere – tage mig sammen, om du vil – uagtet at jeg godt kan mærke indeni, at jeg kører på pumperne og de sidste reserver. Hjernen er stadig med og ved måske godt at der BURDE stoppes op, men altså…jeg er jo skidegod til at “tage mig sammen” og smække et overskudsagtigt smil på læberne.
Ingen så, at jeg i de perioder rent faktisk tog mig voldsomt sammen, bare for at komme ud af døren. Bare for at tage telefonen. Bare for at åbne døren, når det ringede på. Andre ser kun det at alting går fint. Og sådan ved jeg også at mange af mine medfæller har det. Vi går jo ikke og siger – “jeg brugte lige to timer på at tage mig sammen til at turde tage bussen hen til dig”. Nej, man dukker bare op og lader som om alt er fint.
På et eller andet tidspunkt rammer jeg så “point of no return” og biokemien tager over – enten opad eller nedad.
Og så er det at det pludselig at ordene “jamen tag dig nu sammen og…whatever det nu er” lyder. Og DERFOR er det så forkert at sige dette til en der fx er dybt deprimeret. For det første har man gjort det meget længe og nu er der bare ikke mere tilbage, og for det andet, er der jo ikke noget man hellere ville – hvis man kunne.
Så istedet for som pårørende eller arbejdsgiver, at være uforstående overfor hvorfor man ikke bare kan…. , ja så skal man hellere anerkende, at personen faktisk har taget sig sammen temmelig længe. Og rose til skyerne og bakke op, hvis der tages en enkelt “forebyggende sygedag” hvor pilen sidder
Figur 4: “Tag dig sammen” bliver oftest brugt, når kurven er knækket enten den ene eller anden vej og det er tydeligt for andre, at der er noget galt. I manien – tag dig dog sammen og sæt dig ned og slap af eller depressionen: tag dig sammen og gå en tur. Problemet er bare, at man har taget sig sammen i flere uger, ja måneder, og nu er man ude over “tage sig sammen-spektret”.
I dag holder jeg mig stabil og indenfor “tage mig sammen”-spektret ved både at have opmærksomhed på kosten, kosttilskud/vitaminer, motion, koldtvandstræning og meget mere.
Jeg er overhovedet ikke bleg for, at tage mig sammen på den måde at jeg trækker stikket og melder fra til noget vigtigt med ½ times varsel – eller melder mig “forebyggende syg”. Hellere det end at ende med 2-4-6 måneders sygemelding igen.
Samtidig er mine pårørende også blevet meget mere opmærksomme på, hvordan de kan hjælpe mig til at undgå pres og stress. Og allervigtigst – der er ingen længere der siger “tag dig sammen”, og hvis nogen gør, så reagerer jeg ikke på anden måde, end at slå hælene i, sætte mig og strikke i sofaen eller tage ud i Romulus eller Østersøen 🙂
Faktisk tager jeg mig ret meget sammen hele tiden – på den gode måde – så jeg holder mig i tage-mig-sammen-spektret 🙂
Nu skrev jeg i min 2015 status at jeg aldrig nogen sinde før har tænkt så meget på min sygdom og at den aldrig nogensinde før har fyldt så lidt.
Det kan man jo egentlig sige er lidt selvmodsigende, men jeg vil forsøge at forklare forskellen.
De få måneder af gangen hvor jeg var stabil, fyldte min sygdom selvfølgelig ikke noget. Jeg glemte fuldstændig, at der var noget der hed stress og depressioner og troede fuldt og fast på, at jeg aldrig ville ende der igen! Jo godmorgen!
Jeg havde aldrig nogensinde fået en ordentlig forklaring på begrebet hypomanier. Jeg troede faktisk i min naivitet, at jeg sådan set kun havde haft et par enkelte tidspunkter med lidt fart på og så en enkelt mani efter min blindtarmsoperation som den, der egentlig var det man skulle undgå, for der var jeg ved at dø af væskemangel.
Jeg kan huske at jeg engang spurgte min daværende psykiater om manier egentlig var farlige, og hans svar var at så længe jeg ikke kom så langt ud som dengang eller lavede dumme ting, så var der som sådan ikke noget farligt ved en mani.
I dag kan jeg slet, slet ikke forstå at han svarede som han gjorde! For det gjorde at jeg bare fortsatte i samme skure. Så længe jeg ikke kom så langt ud at jeg var ved at dø, så var der ingen problemer i det kreative, engagerede, målrettede, arbejdsomme, fokuserede, sjove perioder med fart på.
Og grunden til at jeg endte i fullblown mani dengang for 10 år siden, var jo den helt sindsyge behandling, jeg var udsat for. Det var jo ikke min skyld at det gik så galt – derfor var det som sådan heller ikke noget, jeg skulle gå og frygte i hverdagen. Overlæger af den kaliber kommer man heldigvis kun meget, meget sjældent ud for.
Despressionerne var derimod et kæmpeproblem. Og jeg så dem aldrig før de kom tordnende og ramte mig som et 17 vognes godstog ud af det blå. Men det var jo ikke ud af det blå – der havde været tonsvis af tegn i flere måneder, som jeg først overså, så ignorerede og til sidst brugte al min energi på at overkomme ved at “tage mig sammen” – indtil jeg så pludselig lå slået helt til tælling i flere måneder, uden at ane hvorfor fanden det nu skete IGEN. Og DET fyldte fandeme i mit liv. Kors hvor de perioder fyldte. Både for mig, men så sandelig også for familien.
Sådan er det ikke længere. I dag ved jeg, at jeg godt kan have gang i mange ting, jeg kan godt have flere bolde i luften og jeg kan godt være både fokuseret, målrettet og engageret uden at det behøver at løbe løbsk, så længe jeg også husker at slappe af, lade op og bare nyde livet.
Før var hvert minut i mine stabile/hurtige perioder, hvor jeg ikke lavede noget, lærte noget eller producerede noget bare spildtid. Og spildtid var det værste jeg vidste!
Men i dag ved jeg, at spildtid er noget nær, den vigtigste tid jeg har 🙂 Det er i spildtiden, jeg fundere. Det er i spildtiden, jeg lader op. Det er i spildtiden, jeg plejer MIG. Det er spildtiden, der gør jeg FUNGERER.
Og spildtiden fylder rigtig meget for mig nu – men som du kan se, er det en værdifuld og GOD tid.
Jeg er hele tiden bevidst om, at der skal være tid til spildtid. Jeg er hele tiden bevidst om de små tegn, jeg fuldstændig overså før. Og jeg er hele tiden bevidst om at reagere promte på de små tegn.
Og det gør at jeg fungerer uden nævneværdige problemer i et tempo, så andre mennesker også kan følge med – og ikke behøver bruge uger og måneder på at hive mig op igen, når jeg roder på bunden af livet.
Derfor kan man sige, at sygdommen fylder meget mere end før i min bevidsthed – men fylder meget mindre i mit liv.
Faktisk vil jeg trække den så langt, som til at sige at den eneste måde, den fylder på i mit liv er positivt. Jeg er blevet et langt mere bevidst menneske og har et langt større overblik over både liv, det sociale og arbejdet.
Hvordan jeg er endt her, har jeg skrevet om et par gange på bloggen. Her er top 5 over de poster, der kan hjælpe dig på vejen:
Det er tid til at gruble over Initiativ 2016, og her kan jeg virkelig godt bruge lidt inputs.
Ambition 2015 blev skrottet ret hurtigt, da der skete en hel masse andet godt, der skulle have attention i stedet for de fokuspunkter, jeg havde valgt.
Så i år forsøger jeg mig med lidt mere jordnære ting, som gerne skulle kunne overholdes, selv hvis kortene bliver blandet undervejs. Det handler om at få mine nære omgivelser i orden. Nu har jeg fået styr på mit indre kaos, og nu er det til til at tage fat på det ydre. For jeg er ved gud belastet både fra den bipolare side og fra højintellligens-siden.
Begge grupper kan have store problemer med at holde orden, få ordnet praktiske opgaver og generelt få styr på ting, som ikke synes “nødvendige”. Og jeg har virkelig ikke kunne se et formål med fx at rydde mit skrivebord eller strikkehjørne før tingene faldt ud over kanten:
Jeg ved hvad der ligger i de forskellige bunker og tingene skal jo frem næste dag.
Men altså – nu vil jeg gerne have sådan et hjem, hvor det ikke gør noget at der kommer uventede gæster, for jeg synes jo også, det er fedt, når der er bund i vasketøjet, alt ligger på sin plads og køkkenet ryddet. Sådan er det også sommetider her, men kun ca. ½ dag ad gangen.
Der kan jeg se en tydelig parallel til svingninger – jeg lader stå til i en uge/14 dage for så at bruge 5 timer på at knokle igennem og få alt ordet og så sander tingene til igen. Jeg ser simpelthen ikke hvornår, det er ved at gå galt – akkurat som jeg ikke så de første tegn på stress tidligere.
I 2014 fandt jeg nøglen til at kontrollere mine indre svingninger ved at gøre nogen helt konkrete tiltag – motion, sige nej, få søvn osv. Det var det, der skulle til før en stabil hverdag blev en vane. I dag er det jo hele tiden små tilrettelser, der gør at tingene bare kører uden problemer.
Jeg startede dengang med at formulere målet klart og tydeligt:
At have det så godt som jeg kan have det
-og derefter fylde på med what/why/how for de enkelte fokuspunkter. Har du en uddannelse indenfor salg vil du straks bemærke, at målet ikke var særlig SMART (specifik, målbart, acceptabelt, realistisk og tidsbestemt) formuleret – og det er helt med vilje. Det her er ikke en konkurrence om at vinde, nå over budget eller på anden måde præstere en give ting på et givet tidspunkt. Og det lykkedes jo meget godt, så jeg forsøger mig igen med et lidt mere fluffy mål end når jeg skriver forretningsplaner 🙂
Målet for Initiativ 2016 er derfor:
At hjem og have er så præsentabelt, som det nu er muligt for mig
Jeg aner bare ikke helt hvilken vej jeg skal gå for at nå det mål lettest muligt. Jeg er sikker på, at der også må være nogen initiativer, jeg kan fokusere på, som andre mennesker løbende gør, for at holde orden i hjemmet.
Jeg har selv nogen idéer, men jeg kan altså virkelig bruge jeres hjælp. Har I nogen ordensregler I følger? Gode tips? Er der nogen indretningsmuligheder, der gør at tingene ser mere ordentlige ud med en mindre indsats? Hvad er vigtigst at fokusere på? Næstvigtigst? Det er simpelthen what og how jeg mangler 🙂
Hvilke initiativer kan jeg gøre herhjemme, som kan få “Initiativ 2016” til at lykkes?
2015 lakker mod enden, og som sædvanligt kan jeg ikke lade være med at gøre status over året der er gået. Som i januar 2014, hvor jeg lavede “Manifest 2014”, startede jeg også 2015 ud med at skrive “Ambition 2015”. Men året skulle hurtigt vise sig slet ikke at passe til den ambition, og jeg besluttede, at den måtte udsættes et år eller to.
For 2015 overraskede sådan set lige fra begyndelsen, men jeg kan alligevel med stor glæde og stolthed sige, at jeg har været fuldstændig stabil hele året, med de små udsving som andre helt normale mennesker også oplever i løbet af sådan et år.
Jeg har fået et overblik over mit liv og mine reaktioner, som jeg aldrig har haft før. Det er stadig år 2014, der står som fuldstændig skelsættende for mig, men 2015 har vist, at det her er langtidsholdbart.
Jeg har fundet nøglen til mit liv – og jeg bruger den.
Jeg plejer at sige, at jeg aldrig nogensinde har tænkt så meget på min sygdom, som jeg gør nu – og aldrig nogensinde har den fyldt så lidt. Alle de småjusteringer, jeg stort set umærkeligt laver hver eneste dag, gør, at jeg på ingen måde føler mig hæmmet.
Arbejdsmæssigt har 2015 budt på store udfordringer. Nyt job, nye ansvarsområder, frustrationer, en opsigelse, Ole har startet firma, hvor jeg blev ansat og tilbud om at overtage agenturet på PIP konceptet til landbruget. Det sidste gør mig vanvittigt stolt. Det ser jeg som en kæmpeanerkendelse af min (og Oles) viden, indsats hele året og dedikation til projekt “MRSAfrit Danmark”. Men på trods af både prøvelser, modgang og udfordringer, samt sejre, anderkendelse og fejringer, så har jeg holdt den slagne vej. Det er virkelig en linedans over Grand Canyon, hvor jeg tager et lille bitte skridt af gangen, men sørger for at sætte foden præcis det rette sted, holde mange pauser undervejs og få al den hjælp undervejs, jeg har brug for. Så arbejdsmæssigt har 2015 været et fantastisk godt år, som jeg virkelig er stolt af.
En rigtig glad lille hollandsk pattegris, der er født i en stald, hvor mikromiljøet er sundt og stabilt. Denne lille fyr har 98% chance for at undgå sygdom og antibiotika-behandling frem til den skal slagtes.
Herhjemme havde jeg en ambition om, at vi skulle have huset renoveret færdigt. Vi er også kommet videre, men slet ikke så langt, som jeg havde håbet. Men det skyldes ret meget ovenstående. Jeg har prioriteret ro, fred og mig selv, når arbejdstimerne var overstået. Heldigvis har vi nået det vigtigste – separering af kloak og regnvand. Det var sgu bare sure penge at bruge i og med det var pålagt alle husstande på vejen af kommunen og ikke fordi det var “nødvendigt”. Men heller ikke det kunne slå mig ud og vi går 2016 i møde med en bredere indkørsel og det vil lette ret meget i hverdagen, i og med den tidligere var fra 1955 og bestemt ikke var dimensioneret til nutidens biler!
Det krævede besøg af de store maskiner, at få både træer og jord væk, så der kunne laves regnvandseparering.
Personligt har 2015 været året, hvor jeg virkelig har fået “egoismen” ind under huden. Men det er den gode egoisme, der gør at både jeg, arbejde, kontakten til venner/familie osv fungerer. Den gode egoisme giver mig det stabile overskud, der også holder i længden.
Den helt store vinder her, har været Romulus i Skallerup Seaside Resort og beslutningen om, at de ca 300 kr en dag derude koster (incl. frokost) ALTID er godt givet ud. Tidligere har jeg syntes, at det var alt for dyrt, men det skal jo ses i forhold til, hvad jeg får ud af det. Og er 300 kr engang hver 3.-4. uge, det der bl.a. skal til for at holde mig kørende, så er det jo faktisk billigt sluppet.
At jeg i oktober skiftede Romulus ud med Frederikshavn Vinterbaderklub, var dog alligevel overvejende af økonomiske årsager. Men det skiftede lynhurtigt til at være en socialt fristed, hvor det nu er de hyggelige snakke i saunaen og fællesskabet, jeg savner, hvis der går for lang tid mellem besøgene. Alle er supersøde og selvom det tit er nye mennesker, jeg møder derude (vi er 145 medlemmer), så har jeg kun oplevet en enestående imødekommenhed, interesse og en snak, der går lystigt. Specielt når jeg fortæller, at årsagen til at jeg er startet i klubben er, at vinterbadningen kombineret med sauna kan holde min bipolaritet i skak. Jeg oplever en ægte interesse i både sygdommen, bloggen og strategier og har kun haft positive oplevelser ved at være åben om mine psykiske udfordringer.
Man skulle tro dette billede var fra en sommerdag, men det er faktisk taget i december. Mødet med Østersøen ved vintertide har været efterårets store oplevelse.
Det leder mig til nok min største bedrift i 2015. Bloggen her. At jeg i marts fandt modet til at offentliggøre den diagnose (og hemmelighed), jeg har båret på siden dengang i 2004, hvor der blev sat navn på. Modet kom jo selvfølgelig af at jeg via Manifest 2014 havde fundet nøglen til det gode, stabile liv. At jeg havde overskuddet og roen til at møde verden med oprejst pande. At jeg nu kontrollerer sygdommen og ikke omvendt. Modet kom også af ønsket om at dele mine erfaringer og måske inspirere andre til at finde deres vej, og der gik ikke længe før de første beskeder landede i min indbakke på Facebook. Det er også en af de ting jeg kikker tilbage på med stolthed.
Det har fjernet ret meget indre stress, at jeg ikke ALTID behøver at opretholde facaden af at “det går forrygende”. Og det har jeg så kunne kanalisere over i at koncentrere mig om at “få det til at gå forrygene.” Det har været en fantastisk aha-oplevelse, som jeg ønsker andre også må få.
Når jeg kikker tilbage på 2015 har der også været hårde tider, udfordringer, der ikke har været sjove, ting, der har slået mig til tælling. Men hvor jeg før i tiden kunne dvæle, gruble og puste dem op, har jeg lært at lægge dem på hylden efter endt behandling, for det er ikke dem, der skal fylde i mit liv.
Der også mange andre begivenheder, der fortjener at blive nævnt, men det får være for nu. Hvad 2016 bringer af glæder og udfordringer er aldrig til at vide, men jeg går ind i året med visheden om, at ligegyldigt hvad, så kan jeg ikke slåes af pinden.
Jeg har altid elsket at lave hjemmelavede gaver. Sikkert fordi det var noget min mor og jeg altid gjorde som barn. Hun var ultrakreativ og fandt altid på skæve, sjove ting – det har jeg heldigvis arvet fra hende. Samtidig er der også en tendens til at bipolare procentvis er mere kreative end almen-befolkningen. Noget med at hjernen er bedre til at danne associationer. (Det er også det, der løber løbsk sommetider, men heldigvis har jeg nu lært at styre mine indfald).
Jeg har selv haft en masse idéer i tidens løb, men internettet er jo fyldt med alverdens fede, fede ting man kan lave selv. Specielt Pinterest er en guldgrube.
Så de sidste 14 dages tid er gået med at surfe og søge. Kæft hvor er der mange sjove ting, jeg gerne vil lave. Og hvor jeg tidligere blev nærmest helt panisk, hvis ikke jeg fik udført ALLE de idéer, jeg havde i mit hoved, har jeg i år stille og roligt udvalgt dem jeg synes var sjovest – og som jeg vel og mærke havde tid til at lave. Undervejs skete der også det at min kreative hjerne udviklede videre på idéerne fra Pinterest og en hjemmelavet vandmand endte med at blive noget helt, helt andet.
Hvad vil jeg ikke afsløre endnu, for jeg tror modtageren læser med her 🙂
Det er også blevet til andre personlige gaver undervejs, og det er noget af det jeg synes er det allerbedste ved hjemmelavede gaver. At der er mulighed for at vise modtageren at hey…jeg har faktisk lagt mærke til dig og brugt tid på dig.
Beklager billedkvaliteten – screendump fra Facebook.
Se lige den her Shemar More sprællemand, som Katrines faster lavede til hende for 2 år siden… den var virkelig årets grin og den bedste gave! (Se videoen på Facebook her) Hun havde lagt mærke til at Katrine og jeg altid likede hans billeder på Facebook og en overgang ALTID taggede hinanden med “wup wup lækkermås-tid” når der var Criminal Minds på programmet.
Efter min mening er tid og nærvær, den allervigtigste resurse vi har. Tid er penge, siger vi. Men alligevel synes jeg, der er en kraftig tendens til, at julegaver gøres op i penge. Og i min verden er det fuldstændig overskruet, når jeg kan læse både på Facebook og i medierne at julen er ødelagt for sine børn, fordi der ikke er råd til iPhones, spillekonsoller og dyrt mærkevaretøj. Det er altså forventninger, vi selv har skabt fra de var små. Den kan vi ikke lægge over på “de andre børn får…”. Jeg ved godt, at man ikke bare kan springe ud som superkreativ, men gaver til så mange penge, kan jeg slet ikke forholde mig til. Vi lærte det selv på den hårde måde første jul med Katrine. Vi havde købt en farlig-fin gåbil til hende, er kunne alverdens ting. Men gaven, der tog prisen som den bedste i den 10 mdr gamle unges øjne, var en rød mariehønebold fra Morfar. Den bedste gave Clara fik i 3-års gave var også fra Morfar – 5 ruller tape “som jeg helt selv må bruge uden at spørge???” Jeg tror mere det er vore voksnes behov for at give store gaver lige fra bebs er født, der skaber en forventning senere hen…
I går havde jeg Sebastian – barnebarnet på 4 – på besøg. Han hjalp stille og roligt med at lave de sidste julegaver. Selvom noget af det var lidt avanceret og ikke lige for børnefingre kunne han sagtens sidde på skødet af mig, mens jeg forklarede, hvordan jeg gjorde. Han nød det og syntes det var vildt hyggeligt. Og det samme har tøserne gjort, da de var små.
Hjemmelavet er altså ikke ensbetydende med crappy-julegave (selvom jeg må indrømme, at jeg har set mange mærkelige ting bragt hjem fra børnehave/sfo, hvor jeg forventes at sige “neeej, hvor er det fiiiint” over et håndtryk klasket på et stykke papir – det synes jeg så ikke helt det er, men anderkender at de voksne sådanne steder måske ikke har tid til mere). Hjemmelavet kan fint være en fed opgradering af ting, vi ellers ville gå ud og købe.
En af de bedste julegaver, jeg har givet mine tøser, var da de var 2 og 6 år gamle (1998). Jeg havde fundet et væld af billeder af dem, familie, ferier, fra børnehaven, skolen osv frem, beskåret dem, så de var ens i størrelse og via PowerPoint (dengang var der ikke så avancerede grafik-programmer – ihvertfald ikke nogen jeg kunne finde ud af), placeret dem 3 x 3 på et A4 papir. 8 ark med billeder ialt – dvs. 72 billeder i alt.
De blev printet ud 2 gange og så var der 8 spilleplader og tilhørende brikker – voila billedlotteri med vores egne minder. Jeg ved ikke hvor mange gange der gennem tiden er blevet sagt “Hvem har Clara med en rød spand på legepladsen på Bøsøre Camping”.
Sidste år var det et Ludospil, der fik en opgradering, med billeder af niecens og nevøens værelse som “hjem” og brikker med deres billeder på. Ja, jeg synes, det er fedt og det koster stort set ingen penge at lave, hvis man har en computer, printer og papir – og evt noget gennemsigtigt, selvklæbende folie (alternativt en laminator), så plade og brikker beskyttes.
Faktisk har Katrine og jeg snakket om at lave en kreativ gave-blog længe. Med skabeloner og forklaringer så også ikke-kreative kan være med. Men igen – i forhold til tidligere, hvor jeg tvangshandlingsmæssigt ville være kastet mig over den med det samme, har jeg nu lært at styre mine indfald. Så…engang når jeg ikke har mere at sige her eller har fået overskud til det, kan det være den idé bliver støvet af og vakt til live 🙂
Nu vil jeg få pakket de sidste ting ind og lade julefreden sænke sig over matriklen.
Noget af det, der er allersværest ved at være bipolar, er at tænke på de perioder i sit liv, hvor man har været “alt for meget” p.g.a. enten hypomani eller mani. Og selvom jeg måske ikke har gjort så fucked up dumme ting som nogen af mine med-bippere – købt møbler til en patriciervilla, selvom man bor i en lille 2-værelses eller rejst til den anden ende af jorden på en pludselig indskydelse – , så har jeg dog været noget af en prøvelse for mange i mine omgivelser.
Forleden fik jeg en besked fra en af mine tidligere chefer, da hun gerne ville købe min reviderede bog “Strik og Stress af”.
Der har været et par episoder i mit ansættelsesforhold, som jeg har tænkt tilbage på med “for fanden da også…hvorfor gjorde du dog det…” og mærket den der “bipolare skam” som mange taler om. Jeg er næsten kommet dertil, hvor jeg kan tænke…ja, men det var sygdommen og så smide skammen.
Og…det kan da godt være, at det var sygdommen – men det ændrer jo altså ikke ved, at der er mennesker fra min fortid rundt omkring, jeg er sikker på synes, jeg har været en mundfuld at håndtere, og som jeg er træt af, har en forkert opfattelse af mig 🙂
Vi var et godt team dengang – ingen af os vidste bare ikke, hvad vi var oppe imod, og i et flip fra mani til dyb depression, sagde jeg op fra den ene dag til den anden og løb nærmest ud af døren.
Det er vist også meget typisk for bipolare…
Men altså – mailen fra min gamle chef var meget kærkommen og vi fik ret hurtigt grint af tingenes tilstand. Jeg har så pissemeget respekt for hende og hendes måde at være chef på, og håber virkelig vores veje vil krydses arbejdsmæssigt igen engang.
Efterskrift: Jeg vil så også sige at jeg slet ikke er i tvivl om at jeg var en ret dygtig medarbejder i de neutrale perioder og perioderne med hypmani. For dælanduleme, jeg fik kørt noget igennem! Og vandt også den ene award efter den anden i salgsorganisationen. Så heldigvis ved jeg også, at den side af sagen er med mig fra min fortid. I dag hvor jeg har lært at balancere tingene og udnytte alle goderne ved bipolariteten – kreativiteten, de skøre indfald, ud-af-boksen-tænkning, jeg-gør-det-bare, osv – og samtidig undgå faldgruberne, så sidder jeg i en rigtig stærk position, som jeg er virkelig stolt af. Den information vil jeg virkelig gerne give videre til dagens erhvervsliv, for en bipolar medarbejder kan være guld værd – det kræver bare, at både chef og medarbejderen selv VED at man er bipolar. Tjek mit foredrag ud her.
Sidste weekend spøger stadig bagerst i hovedet. Hvorfor var det at det gik så smooth og hvorfor var det, at Ole var så forstående? For 5-10 år siden ville det være endt med sure miner, irritation, tårer og nedbrudte følelser – rent ud sagt kaos.
Ole er, som jeg skrev, blevet helt eminent i pårørenderollen, men det vil også være forkert af mig, med de ord at lægge alt ansvaret for os syges velbefindende over på de pårørende:
I kan bare være mere tålmodige med os, så har vi det fint. Det er faktisk jeres skyld, at vi har det dårligt og bliver syge igen og igen!
Øhhh, NEJ. Den er sgu ikke fair.
For det første har sygdommen altså sit eget liv i mange tilfælde – så en joke vi synes var sjov for en uge siden, kan slå os helt ud hvis det er en dårlig dag.
For det andet er det altså helt utrolig svært for pårørende at aflæse vores indre tanker – og derfor kan de uforvarende komme til at gøre det forkerte i situationen.
Og for det tredie er det jo fuldstændig umuligt, når vi ikke løbende lukker op og fortæller ærligt om, hvordan vi har det inden i.
For mit eget vedkommene har jeg brugt mange år på at opretholde en facade af “det går fint”, brugt ufattelige mængder energi på “at tage mig sammen”, slået mig selv i hovedet med “jeg bør kunne klare det og det, for det kan andre” og den allerværste: “Hvis bare jeg ikke siger højt, hverken for mig selv eller andre, hvordan jeg virkelig føler helt dybt indeni, så går det nok væk igen.”
Det er så forkert. Vores pårørende kan ikke hjælpe, hvis ikke vi er hudløst ærlige. Min erfaring har været, at det sekund jeg begyndte at åbne op og fortælle om, hvordan det så ud indeni mig, der løsnede knuden. Der er ingen (eller rettelse, kun meget få – læs her), der er ude efter at udnytte vores svagheder. Langt de fleste står klar med åbne arme, når de endelig får en flig af vores virkelighed, og specielt hvad det er vi har brug for.
Lige så mange gange jeg sagde “pas nu på” og andre bekymrende udsagn, sagde jeg også “det er ikke fordi jeg tvivler på dine evner, men min film kører på katastrofe indeni”. Jeg sagde højt, hvor bange jeg var, hvor bekymret jeg var og jeg sagde flere gange, at det var inden i MIG, det foregik.
Jeg tog ansvaret for mine irrationelle reaktioner og Ole tog ansvaret for at løsne op for dem.
Men intet af dette kunne være sket, hvis ikke jeg havde åbnet munden og fortalt ærligt om mit indre kaos!
Så…thumbs up til os begge to!
Kommunikation og erkendelse mellem syg og pårørende er en af nøglepunkterne til et godt liv. Målet for alle må være som min kloge læge sagde dengang for 2 år siden:
At leve det bedste liv med de udfordringer, du nu engang har.
Det gælder også for vores pårørende. I er nu engang stuck with us – så lad os sammen få det bedste ud af det.
Vi syge skal skal åbne op, og vores pårørende skal anerkende og påskønne, at vi gør det. Samtidig skal vi være lydhøre for, at det ikke altid er lige let af have med os at gøre.
Er en situation gået skævt – jamen så snak om det. Det er meget bedre at få svesken på disken. Fortæl, hvorfor du blev ked af det, vred, irriteret. Få en snak om det, og find ud af hvad der kan gøres for at forhindre, at det sker igen. Det er meget bedre end at bruge de næste 2-4-6 uger på en indre dialog, der ender med automatisk negative tanker…den vej ved vi godt hvor fører hen!!!
Vi skal hjælpe hinanden og påskønne hinanden – men frem for alt skal vi respektere hinanden.
Hav en rigtig dejlig solskins-efterårsdag med dine kære <3
