Bipolariteten

Minus 20 år!

Af

Som skrevet om i den post her, er der rigtig mange, der har travlt med at fortælle, at psykofarmaka cutter 20 år af din levetid, det forgifter dig og er dermed med til at slå dig ihjel.

– det var endnu et af de spørgsmål, jeg sendte mod min psykiater forleden.
(Et andet kan du se her)

Og han kom med akkurat samme forklaring, som jeg selv regnede med lå gemt i statestikkerne.

Hvis man renser dødelighedsstatestikken for psykisk syge for alt andet – selvmord (som jo er ret højt repræsenteret blandt psykisk syge), rygning (som også er ret højt repræsenteret blandt psykisk syge), alkohol (som ogs…you know the drill…), andet misbrug (…) osv. og ser på helt plain almindelig adfærd + medicin, så er der kun en lille overdødelighed, som man med rette MÅSKE kan tilskrive medicinen.

Jeg kunne næsten fristes til at komme med den lille lommefilosofiske betragtning, at ovenstående skræk-udtalelser, kan få folk til at droppe deres medicin på en kold tyrker uden at have fagkundskaben med ind over. (Jep…den hører jeg fra tid til anden praktiseret i flere forskellige Facebook-grupper)…og en kold tyrker kan i sig selv udløse tilbagefald, psykoser, dybe depressioner, tankemylder osv. Og…det er jo præcis i de tilfælde folk oftest tyr til selvmord – og profetien bliver selvopfyldende, for de er jo på papiret på psykofarmaka.

Ny diagnose…

Af

Jeg kan da også lige fortælle, at jeg har fået en ny diagnose smidt i nakken. Men det er en af dem, der er ret ok at have på sygdoms-CV´et 😉

Jeg holder jo stadig fast i min psykiater, og ser ham sådan hver 3.-4. måned – bare fordi det nu er meget trygt, sådan at have ham i baggrunden. Det sidste år har samtalerne nu mest drejet sig om, hvor godt det går, udveksling af gode erfaringer og spørgsmål, jeg har fået fra andre, som jeg ikke lige har kunne svare på.

For noget tid siden kom spørgsmålet op i en Facebook-gruppe, om man nogensinde kunne blive “rask” fra den her diagnose. Det sendte jeg straks afsted mod ham forleden. Det fik vi os en ret god snak omkring. Bl.a var en af hans konklusioner, at man ALDRIG skulle begynde at pille ved noget, der fungerer. (Noget vi faktisk også har konstateret temmelig mange gange under renoveringen af det her gamle ´50-er hus!!! Men det er en helt anden boldgade…).

Men holder man sig fra store eksperimenter som “nu vil jeg være medicinfri, fordi det går så godt” osv, så var hans erfaring, at når først man var stabil, havde lært sine reaktioner at kende og ellers sørgede for at passe sine mestringsstrategier, så kunne man leve fuldstændig normalt og uden problemer. – Udover hvad andre selvfølgelig også oplever.
Og så var det at ordene lød:

Din diagnose er “Bipolar i remmision”.

OkaY? Ja, jeg vidste da godt, jeg er helt, som jeg skal være og fortidens stress og svingninger er borte – men nu er det ligefrem sagt af fagkundskaben.

Det er sgu da ok fedt 😀

Romulus på recept?

Af

Skallerup Seaside Resort Romulus burde kunne fåes på recept!!!

Fandengaleme!

Jeg er helt sikker på at der ville kunne spares MANGE penge på stresssygemeldinger mv, hvis man blev losset derud 6 søndage i træk fra morgen til aften!

Heldigvis har jeg fantastiske Ole, der kunne stikke mig en recept på “et stk hele dagen i Romulus” i søndags, med ordre på at stille derude, når de åbnede og ikke komme hjem før luk.

Det var helt igennem rigtigt set af Ole, at det var lige det jeg havde brug for.

Romulus åbnede kl. 9 og 8.57 kørte jeg ind på parkeringspladsen, der var gabende tom. Det var Romulus også de første 2 timer, jeg var der.

Mig, mig selv og helt alene i verden!

Det var fuldstændig fantastisk, at have Romulus for mig selv. Og vand har bare en eller anden form for helende virkning og indbyder til dyb afslapning.

Sammen med de kontinuerlige skift fra iskoldt (8 grader) til temmelig hedt – saunagus med både lys, musik og æteriske olier (og en pænt lækker gusmester, der virkelig forstod at svinge håndklædet), gav det virkelig min krop den kickstart den havde behov for.

Jeg kan varmt anbefale en tur derud. Det er så fuldstændig gennemført lavet og man er virkelig hensat til en anden verden. Virkeligheden eksisterer ikke derinde.

Romulus2

Romulus1

Pisselækker! Jow, Jow :)

Af

  

Endnu en fantastisk dygtig, kreativ sjæl er diagnostiseret med bipolar lidelse. 

Mikael Persbrandt.

Han er noget så helt igennem pisselækker! Og meget af den lækkerhed kommer af hans udstråling. Og den udstråling kommer sikkert for en stor del af hans bipolaritet. Jeg er også bipolar og konkluderer derfor i bedste Erasmus Montanus stil, at jeg er pisselækker.

Q.E.D.

(Indsæt selv en storgrinende selvironisk smiley på passende steder)

Rettidig omhu

Af

Gode gamle Mærsk havde et valgsprog – rettidig omhu – og det tænker jeg tit på.

De sidste par dage har jeg haft er lidt for travlt program og jeg bliver straks straffet med nætter uden ret meget søvn.

Det er allerførste tegn på at “somethings rotten” og det skal jeg handle på NU.

Så søndagen bliver for mit vedkommende tilbragt alene – og det betyder også uden mand/børn/hunde. Telefonen bliver lagt så meget væk som muligt og den mail, jeg havde lovet at sende om noget strik til en gammel veninde – den må vente til i morgen.

Der er INTET i hele verden, der er vigtigere end at få kursen rettet op.

I dag kan det klares med en sofa-søndag og så er jeg fuldstændig fit igen i morgen, men ignorerer jeg de her første tegn – måske fordi der er noget “jeg burde også” – så begynder snebolden lige så langsomt at blive større, og om er par uger så ruller den af sig selv. 

Og det ville før betyde 2-3 måneders stress gående over i hypomani – måske endda mani – og så kollaps i 6-10 mdrs depression og et års restitutionsfase. En søndag på sofaen ser ud som et ret godt alternativ…

Så nej – vi skal på niveau med personligt besøg af dronningen, før noget er “jeg burde også” i dag….

Efterskrift: Jeg ved ret mange af mine indlæg på en eller anden led handler om at vælge fra, sætte sig selv først og droppe “jeg burde også”. Der er flere grunde:

1) Det er stort set hver evig eneste dag jeg tager til/fra beslutninger

2) Jeg oplever, at det er det allerstørste problem, ikke bare hos psykisk syge, men også andre kroniske sygdomme.

3) Det er simpelthen THE KEY til et helt almindeligt stabilt liv for rigtig, rigtig mange

4) Jeg oplever, at mange med-syge er rigtig gode til at identificere, at de er for pressede – men handler ikke på det. Mest pga “jeg burde også” og virkelig stor ansvarsfølelse.

5) Det er i mine øjne ikke særlig anerkendt generelt blandt hverken syge, pårørende eller samfund at sige fra og smække benene op, for “tage sig sammen” har virkelig stor magt!

Kreativ tænkning?

Af

ideerDen her post er nok i virkeligheden bare mest til mig selv og en måde at få struktureret (og gemt) mine tanker omkring emnet – men du må gerne læse med 🙂

Et nyt studie har fundet en – omend meget lille – genetisk sammenhæng mellem bipolaritet og kreativitet.

The Guardian har beskrevet studiet her og du kan læse den bagvedliggende artikel i Nature Neuroscience her, hvis du er interesseret.

Jeg vil ikke kommentere nærmere på det, men det satte nogen tanker igang omkring kreativitet.

For der er ingen tvivl om, at jeg er totalt kreativ – det har jeg som sådan aldrig sat spørgsmålstegn ved, men nu blev jeg lidt nysgerrig.

Her er Google min evige ven:

Når der er noget jeg ikke ved, så undideerersøger jeg det – sådan lidt til overfladisk husbehov, ihvertfald, og så kan jeg altid gå nærmere ind i det, hvis jeg finder emnet interessant.

Det ledte mig til denne artikel fra Videnskab.dk omkring konvergent kontra divergent tænkning – ord jeg aldrig er stødt på før, men det giver jo mening. Divergent tænkning er en forudsætning for kreativitet, men en person, der udelukkende tænker divergent vil højest sandsynligt ikke kunne klare sig.

Difinitionerne er – citat fra artiklen :

Konvergent tænkning er domineret af strukturerede og analytiske tilgange, hvor man arbejder frem mod et bestemt mål. Madlavning er typisk præget af konvergent tænkning, hvor man følger en bestemt opskrift og når frem til at kreere en på forhånd udpeget ret med en bestemt smag og udseende.

Den divergente tænkning er således den, hvor man formår at tænke på måder, der adskiller sig fra andre mere konventionelle måder. At kokkerere kan således også appellere til divergent tænkning, hvis kokken for eksempel har mod på at tilføje en helt ny og i den sammenhæng hidtil ukendt ingrediens

…men altså – hvis du bare synes det er det mindste smule interessant hvor Lars Von Triers skøre tanker kommer fra, så læs artiklen. Det er faktisk megainteressant – børn er mestre i divergent tænkning.ideer

Men helt sikkert – min hjerne er mere divergent end konvergent. Under min uddannelse har jeg heldigvis lært at arbejde struktureret og analytisk frem mod et mål – ellers var mit hoved sgu stukket helt af (hvilket det jo også har gjort tidligere i pressede perioder). Og det er både en gave og en hæmsko at have så sprudlende et hoved.

Konstant popper nye idéer op, forbedringer til eksisterende produkter, anderledes måder at bruge ting på, løsningsforslag til problemer osv osv op i knolden på mig. Det myldrer rundt og der dannes associationer hurtigere end hurtigt.

Min hjerne er på kreativt overarbejde hele tiden, og den har let ved at løbe løbsk og blive begejstret – for ret tit er det altså fede ting, den udtænker. Men i “løbe løbsk”-perioderne er den konvergente tankegang en by i Rusland for mig – og som der også står i artiklen, kan man ikke klare sig.

Jeg er helt sikideerker på at det er nogen (speedede) biokemiske processer i hjernen, der gør at min hjerne opfører sig sådan og efter at jeg er blevet tøjlet med den rette medicin, er der kommet en god balance mellem konvergent og divergent tankegang i mit hoved.

Heldigvis stadig med en tydelig overvægt til den divergente tænkning, for den er en stor del af det, der definerer mig.

Efterskrift:
Når jeg tænker tilbage på de sidste 10-15 år, så har Ole og jeg tilsammen haft ret mange idéer (vi snakker over 10 minimum), som efter 8-10 år er dukket op på markedet.

Jeg husker specielt en, som vi i 2005 beskrev for vores bank. Efterfølgende kom de ved en fejl til at sende et internt notat til os, hvor vores bankdame havde skrevet, at vi var præget af en alt for alternativ tankegang og havde helt urealistiske idéer, der ingen fremtid havde.

Nå ja…den blev så lanceret sidste år af et udenlandsk firma… Urealistisk my ass – det var bare dig, der var ALT for konvergent i din tænkning. KO!

Efter-Efterskrift:
I skrivende stund, arbejder jeg, Katrine og Ole faktisk også med et nyt genialt produkt – fuldstændig enkelt, men løsningen på et stort problem. Idéen poppede i hovedet på mig forleden efter jeg så en video, der blev delt på Facebook. Efter lidt ping-pong med Ole og Katrine, fik vi sammen udviklet en prototype, der løser problemet helt enkelt. Nu må vi se, hvad det ender med….

Stik en porre i r*ven!

Af

Capsules with an antibiotic

Flere gange er jeg stødt på gulerødsfanatikere, der mener, at vi kan blive raske ved at stikke en porre i røven og danse i måneskin.
– bare sådan lidt groft sagt 🙂

Men udtalelser som “Det er en kendsgerning, at antipsykotisk medicin og antidepressiv medicin er kemikalier og dermed gift “, “antipsykotisk og antidepressiv medicin virker ikke”, “du dør 20 år tidligere, når du tager medicin”, “psykisk sygdom opstår af undertrykte og ubearbejdede følelser” giver mig simpelthen grønne knopper og lange patter!

Der kan være mange forskellige årsager til bipolariteten, som er den psykiske sygdom, jeg kan forholde mig til og har læst og ved mest om.

  • Nogen har barndomstraumer, der fucker deres system op
  • Andre har alt for meget stress i hverdagen, der speeder de biokemiske reaktioner op.
  • Nogen har en gen-fejl, der gør at de biokemiske signalstoffer ikke virker korrekt – eller Na/K pumpen er defekt, som den danske nobelpristager Jens Chr Schou lige har foreslået
  • Der er også foreslået en særlig variant, der rammer højtintelligente, simpelthen fordi deres hjerne kører for stærkt – igen biokemiske reaktioner, der løber løbsk.

– og der er sikkert mange andre årsager også. Det eneste “fact” i den her forbindelse er at man simpelthen ikke ved nok om årsagerne og det er nødvendigt at prøve sig lidt frem – både medicinsk og terapeutisk. 

At jeg så er udfordret på alle de ovennævnte punkter gør det sådan set ikke lettere for mig personligt – eller så alligevel, for så kender jeg da opgaven, og har flere forskellige punkter jeg kan sætte ind. Og det har jeg også gjort.

JEG ikke kan leve uden medicinen og Manifest 2014 (der måske kan sidestilles med den berømte porre i røven) har ændret MIT liv!Det ene udelukker ikke det andet – de er faktisk afhængige af hinanden. Uden medicinen lukker mit system fuldstændig ned og jeg kan på ingen måde overskue tingene i Manifestet og så har vi balladen. Omvendt – medicinen kan slet ikke klare opgaven alene – det er bevist igennem 9 års rutcheture.

Jeg bliver sgu så træt, når der bliver meldt kategorisk ud omkring enten medicin, psykoterapi eller andet. Vi er forskellige mennesker, vores sygdom kan have forskellig oprindelse og vi er nødt til at blive behandlet indviduelt.
 
Fint nok at der er nogen, der klarer sig fantastisk uden medicin og udelukkende via psykoterapeutisk hjælp. Men derfra til så kategorisk at udtale, at psykofarmaka ikke virker er simpelthen noget bullshit af værste skuffe, og kan i værste fald gøre at letpåvirkelig personer, dropper medicinen.
 

At tro man kan helgardere sin røv ved at skrive “Jeg opfordrer selvfølgelig ikke til, at man dropper medicinen uden kontakt til sin læge” eller hvilken formulering, jeg nu har set i utallige indlæg på Facebook, er noget fis, når næste sætning er et af de ovenstående kategoriske udsagn.Vi er så letpåvirkelig en gruppe og nogen har måske paranoide tanker eller katastrofetanker, der gør at de simpelthen ikke tør vente til psykiateren tager telefonen.

Jeg kender til folk, der er sikre på de er ved at dø af knoglekræft, hvis benet værker en smule efter en dag med havearbejde :/ Tænk på hvor forfærdeligt det må være at leve med den angst. Og så pludselig også få angsten for at de piller, der rent faktisk hjælper en, pludselig kan slå en ihjel!

 
Jeg synes det er uetisk at melde så kategorisk ud omkring psykofarmaka, som jeg ser flere steder både af lægfolk, i pressen og velmenende perifære bekendte.Men jeg synes så også det er uetisk at mange psykiatere bare hiver receptblokken, med ordene “vi skal bare lige finde den rigtige medicin, så bliver du rask”.Nuancer, tak!

Manifest 2014 er fundet frem!

Af

I forlængelse af min snak med min søde veninde på Happie i går, gik det op for mig at der var alt for mange ting i Manifest 2014, der lige så stille var smuttet for mig.

Kosten har indeholdt for meget sukker, hvidt brød, pasta og mælkeprodukter – og der er røget mere og mere slik og chokolade ned, som jeg er blevet mere og mere presset.

Samtidig er gå-turerne blevet omsat til “jeg er nødt til at tage bilen”, fordi jeg har skulle have computer, vareprøver mv med til møder. Og så er der blevet handlet på vejen, i stedet for at gå op efter hverdagens småting.

Og det er fandeme ikke særlige smart og hjælper bestemt ikke med til at holde bufferzonen bred.

Så Manifest 2014 er blevet fundet frem og støvet af og fra i dag er der fuld fokus på alle punkter igen. Samtidig har jeg kikket mine daglige kosttilskud igennem, og det er gået op for mig, at jeg er løbet tør for en meget kraftig antioxidant, der i flere studier har vist sig at have en gavnlig effekt på bipolar lidelse. Jeg køber kosttilskuddet i England – jeg glemte bare at bestille det med sidst og har ikke tænkt videre over det.

Heldigvis kan det også købes på apotektet her i DK – det er bare ca 10 gange dyrere, men hvad gør man ikke for at få det bedre, mens man venter på sin pakke.

Kosten har jeg allerede gjort noget ved. Morgenmaden her i dag består af melon og serranoskinke – ikke flere hvide luftboller til mig, selvom det var dejlig nemt og hurtigt!

Der er indkøbt masser af frugt, æg, bacon, nødder, laks, rejer, salat osv, så nu skal tingene optimeres på alle fronter.

Gåturerne bliver genoptaget fra NU – og så er det egentlig fuldstændig ligegyldigt at vejret er røvelendigt! Vinterjakken må findes frem, hvis det er det, der skal til.

Kalenderen osv er der allerede luget i – nu er det tid til at gøre alt det, jeg SELV kan gøre. Akkurat som var det en rigtig influenza og begyndende lungebetændelse – der er også noget, der kan gøres udover at ligge på sofaen.

Min søde veninde fik sat gang i min kampgejst i går – og ja…jeg har sgu “taget mig sammen”, men det er ikke den der almindelige biden tænderne sammen og holden ud – det er kampgejst af den rigtige, opbyggende slags.

Der er virkelig så vigtigt at lytte til sin krop – men det nytter kun hvis man også handler på det kroppen fortæller en. Ellers er det bare en katastrofe, man står og ser på udvikle sig uden at gribe ind.

 

Kommunen som samarbejdspartner

Af

Det er virkelig vigtigt, at se kommunen som en samarbejdspartner, der kun vil en det bedste og starte ud med den tilgang, når du sygemeldes. De kan hjælpe med rigtig mange ting – bostøtte, mentorordning, langsom opstart i praktik, afprøvning til fleksjob, ressurseforløb og evt. førtidspension, selvom man jo nærmest skal stå med det ene ben i graven og det andet i urnen for at komme i betragtning til den.

Min oplevelse er, at hvis man samarbejder og viser vilje til – engang – at komme ud på arbejdsmarkedet, er viljen til at hjælpe meget, meget stor. Kan man ikke ret meget, så kan en mulighed være et job som fleksjobber med 1-2 timer ugentligt, hvor man passer et mindre (e.v.t. endda enmands-) firmas Facebookside/Instagram eller hvilken platform, man nu er god til.
Kommunen vil sikkert også gerne betale for et online-kursus i opbygning og pasning af firma-sider.

Det er tilladt at arbejde hjemmefra og selv planlægge tin tid, så med den tilgang til arbejdsmarkedet, kan man nå rigtig langt.

Jeg må så også indrømme, at da først min bipolare lidelse kom på banen i forhold til min første sygemelding (da jeg boede på Fyn), hvor det var (posttraumatisk) stress, der var på bordet, så ændrede holdningen sig lidt. Ved depressioner/stress er holdningen at du skal ud så hurtigt som muligt og gerne presses lidt. Mantraet “op i tid” bliver messet helt automatisk fra jobkonsulenterne (får de mon provision for klientens timer?). Men når målet pludselig er ikke at ryge i mani, så bliver bremsen godt nok slået i.

Derfor er det også vigtigt med en korrekt diagnose. Mange bipolare bliver først diagnostiseret korrekt efter mange år med diagnosen gentagende depressioner. Hypomanierne (let form for mani – type 2 bipolar) ses jo som “nu er du rask – fantastisk” både af kommune, arbejdsgiver, en selv og sine pårørende. Men det er du IKKE. Bipolar lidelse bliver man ikke “rask” af. Man kan leve med lidelsen helt normalt, hvis man lære at tackle sygdommen. Derfor er det vigtigt med rette hjælp både medicinsk (der er anderledes end ved depression), hjælp fra pårørende, egen indsigt og vilje, samt anden hjælp.

Den ene spasser, jeg har mødt i kommunesammenhæng, kunne jeg tryne i en mani, hvor jeg var superskarp og meget målrettet. Kaldte ind til stormøde med både jobkonsulent, sagsbehandler og chefen for afdelingen. Det endte med at chefen spurgte “hvad vil du gerne” og så fik jeg alle mine ønsker opfyldt. Jeg har krydset klinger med den pågældende jobkonsulent en gang siden, og du kan læse om mine seneste oplevelser med ham her og her. 

I samarbejdet med kommunen, er det også vigtigt, du har din ægtefælle/kæreste eller anden pårørende med på sidelinjen.

Hvil i fred…

Af

3d rendering / candle light close-up

Bipolar Lidelse er en af de tunge psykiatriske lidelser. Mange vælger desværre livet fra i de sorteste stunder. Jeg har selv haft ønsket og længslen efter at dø.

I dag har jeg desværre fået meddelelsen om, at en i mit netværk valgte denne løsning.

Kæreste du, jeg håber du fandt den fred, du søgte. Mine tanker går til dig og dine nærmeste…

Hvil i fred <3

Facebook