Jeg – en gæsteblogger :)

Jeg har fået æren af at blive inviteret som gæsteblogger på Tine Legaard Holsts blog. Tine er en meget anerkendt blogger og informator om bipolar lidelse, så jeg var virkelig glad da Tine spurgte mig.

Det blev til en beskrivelse af min nye brændeovn:

I december fik vi en skøn brændeovn stort set samtidig med at vores fyr løb tør for olie, så det var sådan set ret godt timet.

Der er virkelig mange fordele ved den brændeovn, men der er også et men…

Tænder vi så voldsomt op, at vi kan varme hele huset op, er der ret stor chance for, at det ender galt og huset brænder ned. Derfor er vi nødt til at tilpasse ilden til pejsens størrelse og kan max smide 3 pinde på af gangen. Men så kan den også varme de rum op, vi bruger til hverdag.

Du kan læse hele mit indlæg på Tines blog, omkring den ild, der brænder i os bipolare…

De løse tæppers teori

forskel

Jeg har tænkt meget over psykisk sygdom vs. fysisk sygdom – specielt selvfølgelig i forhold til Bipolar Affektiv Lidelse. Egentligt er der virkelig ikke særlig stor forskel på de to ting, selvom mange bilder sig noget andet ind.
Sammenligner vi med et brækket ben, så er måske ikke helt så svært at se forskellen trods alt.
Først og fremmest gælder det jo om at forebygge, at benet i det hele taget brækker. Nogen mennesker har en større risiko for at brække benene end andre:

  • Nogen har svage knogler
  • Nogen kører på skateboard hver eftermiddag og laver diverse stunts.
  • Nogen træner sig for hurtigt op til et marathon.
  • Nogen har løse tæpper liggende på trappen.
  • Nogen går i alt for højhælede sko og vrikker om hele tiden.
  • …osv…osv…

Vi har alle en risiko for at brække benenet – nogen bare højere end andre.
Ligegyldigt hvor stærke knogler du har, hvor meget du passer på dig selv og hvor fornuftige sko du går i: Kommer der en bil og køre tilstrækkeligt hårdt ind i dig, så brækker du sgu benet.

Du kan også være heldig aldrig at blive påkørt – og så vil du aldrig opleve et brækket ben i hele dit liv.

Men risikoen er der…altid.

Brækker du benet skal det selvfølgelig behandles akut. Den brækkede knogle skal selvfølgelig på plads og er det et rigtig slemt brud, ja så kan det være du skal opereres og sættes sammen med søm og skruer.

Efter en 4-6-8 uger med gips, foden op og  krykker i hånden er brudet ved at være helet, men dit ben er tyndt og pistent når gipsen tages af – selvom du har lavet øvelser undervejs.

Derfor skal der genoptræning til – meget forsigtig i begyndelsen. Kun korte gå-ture, ikke meget vægt på i fitness-centeret og stadig godt med hvile ind i mellem. Med tiden bliver dit ben stærkere og stærkere og opnår efterhånden samme styrke, hvis ikke mere, som tiden går.

Stort set alle er enige om at det her er den allermest hensigtsmæssige måde at behandle et brækket ben på. Det er alment kendt at lægger man for hårdt ud når gipsen er kommet af – ja, så er der ret stor sandsynlighed for nye skader. Man kan endda risikere at skaden sidder i ledbånd og muskler og altså pludselig berører dele, der ikke i første omgang var skadet.

Så er der det med psyken… rent faktisk er psykiske sygdomme jo ikke noget, der bare opstår ud af det blå. Vi mennesker er en stor fysisk biokemisk maskine – også vores tanker, følelser og det vi kalder psyken er et produkt at en hulens masse biokemiske processer.

Når der går koks i biokemien i hjernen – ja, så kokser psyken.

Som med det brækkede ben har nogen mennesker en større risiko for at få koks i psyken…

 

  • Nogen kan være genetisk disponeret
  • Nogen har været udsat for en voldsom traumatisk oplevelse
  • Nogen har haft en crappy barndom med vold og svigt
  • Nogen har taget alt for mange stoffer
  • Nogen er alt for pressede og stressede i hverdagen
  • …osv…osv

Men fælles for os alle er at kommer der “en bil” og rammer os tilstrækkelig hårdt, så kan alle udvikle koks i psyken. Men langt de fleste undgår det heldigvis.

Men akkurat som med det brækkede ben, kan ingen vide sig sikre…

Og når manien eller depressionen rammer, så skal den behandles akut med medicin. Måske endda med indlæggelse.

Der skal ro og aflastning til. Der skal gips og krykker til i form af praktisk hjælp i hverdagen. Nogen skal tage ansvaret og byrderne fra en.

Efter en periode med ro – og længden afhænger helt af det individuelle tilfælde – så kan genoptræningsperioden begynde. Små skridt ud i verden. Ud og få gode oplevelser – måske wellness, caféture og besøg hos venner. Blive tryg ved verden igen.

Den tid tager ofte langt længere tid end både vi selv, omgivelserne og specielt kommunen/politikerne har. Men akkurat som med det brækkede ben – risikoen for yderligere skader er alt for stor, hvis denne del forceres.

Men får vi tid, ro, rum til helingsprocessen og genoptræningen kan vi blive stærkere end før.

Desværre forceres den sidste del af processen ofte alt for meget og vi hænger fast i dårlige mønstre.

Akkurat som hvis de løse tæpper på trappen ikke blev fjernet….

Kunne det virkelig være så let?

Jeg har gjort noget galt! Pillet ved min medicin uden at tale med psykiateren først, men…. Det var sgu nødvendigt!

På trods af at det sidste år har gået helt fantastisk har der været en stor ting, jeg bare ikke har kunne få til at fungere!

SØVNEN!

Max 2-3 timers søvn i træk og så – pling! Lysvågen!

Jeg har prøvet alt:

Ingen kaffe/the

Lange gåture

Meditations cd’er

Baldriandråber

Varmetæppe

Varme brusebade

Lavendelduft

Flytte i gæsteværelset med max ro

….osv osv osv….

Den eneste mulighed for sammenhængende søvn var sovepiller!

Sidste torsdag blev jeg pludselig opmærksom på at den hyppigste bivirkning på min medicin er…tadaaaaa: søvnløshed!

På det tidspunkt var jeg så balleret i hovedet at det måtte briste eller bære. Jeg aftalte med Ole at jeg skulle tage halv dosis og så skulle han ellers holde godt øje med om jeg ville få nogen negative symptomer i løbet af weekenden.

Natten til fredag sov jeg 7 timer i træk!!!!

Jeg er et endnu nyere menneske end før. Hold op hvor god søvn betyder meget for ens funktionsniveau.

Tirsdag måtte jeg så gå bodsgang hos min psykiater – det er simpelthen no go at vi psykisk syge piller ved medicinen selv! Men han syntes faktisk det var helt okay med den måde jeg havde gjort det på – for det andet var slet ikke holdbart.

Det håber jeg dette er – indtil videre går det fantastisk 🙂

Fokus, for fanden!

Hold nu op hvor jeg synes det er hårdt at der altid skal være noget udefrakommende, der skal vælte læsset.

Endelig har jeg fundet mig et hamrende godt job, som jeg virkelig trives i, men så er Sebastian syg og skal passes, jeg skal hjælpe den ældste med skolen og hunden skal til dyrlæge.

Og alt det gerne på en gang.

Jeg har været nødt til at tage den beslutning i dag, at JEG skal have fokus på MIG, på MIT arbejde og på MINE hobbies – og ikke redde verden for alle andre.

Det er simpelthen for åndsvagt andet…..

NAC

Jeg er meget, meget positivt overrasket over den ændring jeg har følt den sidste uge, efter jeg startede med at tage N-acetyl-cystein.

Min koncentration/kognitive evner er blevet væsentligt bedre og det plejer at være tegn på en begyndende mani.

Jeg er også gladere, mere livlig, frisk og kæk – hvilket også plejer at være tegn på begyndende mani.

MEN – den sidste uge har jeg sovet bedre og bedre om natten og det er bestemt ikke tegn på begyndende mani. Tværtimod har jeg haft svært ved at sove mere end 2-3 timer i træk de sidste måneder…så det er helt nyt for mig det her.

Jeg har heller ikke den der kløende uro i kroppen, ingen talepres, ingen uimodståelig virketrang – jeg kan sagtens sætte mig med min hæklenål uden af fare op hver gang jeg kommer i tanke om vasketøj eller andet jeg liiiige skal.

Der er bare ro på….men med en boblende glæde…interessant! 🙂

Had/kærlighed

Har et had/kærlighedsforhold til Seroquel. Som daglig medicin gør det mig sløv, udeltagende og ligeglad med alt. Men som pn er det fantastisk, specielt når man som jeg, er bange for stormvejr.

Sov fra både Dagmar og Egon.

Hvordan har du det med stormvejr?