10 års jubilæum som Bipolar

Lige NU – her kl. 10 i dag d. 28/10-2014 – har jeg 10 års ”jubilæum”. I dag er det 10 år siden en overlæge på gastrokirurgisk afdelling,Odense Universitets Hospital sendte mig ud over kanten og ned i en kæmpe dyb afgrund. Jeg har tit tænkt på at fortælle min historie. Dengang skrev jeg mine oplevelser på OUH ned i detaljer. Det er ikke den I får her, men en meget forkortet version som jeg skrev ned for et par måneder siden…men alligvel bliver det langt.

I 200jubilæum4 arbejdede jeg som lægemiddelkonsulent med speciale i smertebehandling. Jeg var god til mit job og havde en ret stor ekspertviden på lige nøjagtig det område, der var anerkendt af mange af de læger jeg dagligt besøgte.

3 dage før vores stort anlagte kobberbryllupsfest med Halloweentema, får jeg blindtarmsbetændelse. Det er en onsdag, den bliver pillet ud ved en kikkertoperation og alt er godt – bortset fra at festen udskydes en uge. Jeg kommer hjem fredag, men får hen over weekenden tiltagende ondt, hvor blindtarmen har siddet.

Mandag bliver jeg via egen læge genindlagt til observation. Jeg ligger 3-4 timer i modtagelsen i et koldt rum. Jeg fryser og har ondt. Der kommer en sygeplejerske forbi et par enkelte gange, for at sige at de har travlt, og jeg lige må vente lidt længere. Det er, hvad det er, men jeg får mere og mere ondt, og de kan/vil ikke give mig smertestillende “for så kan lægen ikke observere dig korrekt” – det er også helt rigtigt, men det gjorde det ikke mindre pinefuldt.

Jeg bliver lovet, at så snart en læge har set mig, kan jeg få smertestillende. Der kommer endelig en læge, der beslutter at jeg skal videre i systemet. Jeg tror nu, at jeg kan blive smertelindret, men jeg skal først op på afdelingen, får jeg at vide. Endnu engang venter jeg lidt over en time,for der skal være en portør ledig. Endelig bliver jeg kørt på afdelingen. Igen tror jeg, at jeg kan få smertestillende, men der er travlt pga aftensmad, så jeg må lige vente. Der gør jeg selvfølgelig tålmodigt, men mønsteret for den næste uges indlæggelse er lagt:

Jeg har sindsygt ondt, jeg bliver lovet smertestillende, jeg får ikke den lovede lindring, må tigge og be´. Hvis jeg er heldig, er der er en læge tilstede eller kommer indenfor et par timer. Så skullle jeg vente på, at en sygeplejerske har tid til at hente det osv osv osv. Oftest får jeg morfin, og jeg kaster voldsomt op, fordi jeg er meget følsom overfor bivirkeninger på det præparat. (der er ikke noget bedre end at kaste op, når man har sindsygt ondt i maven – ironi forekommer). Da det er ikke en allergi overfor morfinen, men bare bivirkninger, får jeg at vide, at sådan er det bare, Dette vil jeg ikke acceptere, da WHO´s retningslinier indenfor smertebehandling siger noget andet.

Derfor starter møllen forfra med at håbe på, at der er en læge, der har tid til at tale med mig, tigge og be´ om et andet opiat, igennem en diskussion med en (ny) læge om det rimelige i, at de skal bruge et lidt dyrere præparat, vente på sygeplejerske osv osv.
Sådan foregik det ca hver 6. time fordi lægerne ikke noterede deres ordinationer i min medicinjournal, men bare gav “her og nu”-ordinationer. Det var så fuldstændig sindsygt og fucked up, at jeg næsten ikke tror på det, nu når jeg sidder og skriver det ned.

De fandt ud af, at jeg havde fået en byld efter operationen og jeg skulle derfor have antibiotika iv. Jeg havde efterhånden så ondt, at jeg kun kunne ligge i sengen og virkelig forsøge med alle meditations- og afslapningsmidler at flygte mentalt. Dem der har set mig i smerter ved, at jeg kan udholde temmelig meget, men det her var frygteligt. Jeg lå og kikkede på sekundviseren flytte sig og det blev mit faste holdepunkt, og jeg regnede ud, at den skulle flytte sig 21.600 gange fra gang til gang jeg måtte få smertestillende ( = begynde at argumentere for, at jeg havde smerter, ikke skulle have morfin osv = at der gik meget længere tid).

Nætterne var helt uudholdelige, og på et tidspunkt begyndte jeg, at ligge og sutte på nogen stykker chokolade, jeg havde fået – med den tanke, at de måske kunne give lidt lindring, for jeg vidste, man var begyndt at give sukkeropløsning til neonatale børn, da man havde fundet ud af, at det kunne virke smertelindrende på dem. Fuldstændig ude i hampen for, hvad, der burde foregå på et moderne universitetshospital.

Som ugen gik, fik jeg mere og mere ondt også længere oppe, men fik at vide at det ikke kunne passe, nu jeg fik antibiotika. De undersøgte ikke mine ”påståede smerter” yderligere. Derfor blev holdningen blandt lægerne, at jeg måtte være ved at udvikle en afhængighed og det var derfor, jeg krævede at få opioater. Så jeg blev sat ned på panodil + ibumetin uden at tale med mig om det. Da sygeplejersken efter endnu en søvnløs nat (jeg var nu oppe på 5 døgn uden søvn) kom med 2 panodiler, knækkede filmen fuldstændig for mig og jeg brød grædende sammen, mens jeg på en ikke så pæn måde fortalte hende, at det var rendyrket tortur, det de havde gang i. Hun kunne jo selvfølgelig ikke gøre for det – hun var bare budbringeren.

Det resulterede i at selveste Hr. Ledende Overlæge på afdelingen tog stuegangen inde ved mig om formiddagen. Han lagde ud med at spørge meget deltagende til, hvordan det gik med mig. Jeg svarede, at det gik sådan set okay, hvis jeg da bare kunne blive ordentligt smertelindret. Så brød helvede ellers løs og han ændrede karakter på et splitsekund og bekyndte at – ikke råbe, men næsten – at jeg bare skulle droppe det, og komme ud af den seng og op og gå…det blev til en lang og grim kommunikation, der endte med at han råbte mig ind i hovedet fra 20 cms afstand: “GÅ – FORSVIND FRA MIN AFDELING. GÅ MED DIG! Her er det MIG, der bestemmer”.

Jeg var skræmt fra vid og sans og turde ikke blive der længere. Så alle slanger mv blev pillet af mig og ½ time senere hentede Ole mig – han måtte næsten bære mig ud i bilen og kørte direkte til vores egen læge, der var dybt chokeret over at se mig. Han bad os køre direkte til Middelfart Sygehus. Jeg var skrækslagen for at blive indlagt igen, men der var ikke andet at gøre, når jeg var så skidt og havde så mange smerter – og min antibiotikakur ikke var færdig.

Der blev jeg heldigvis mødt på en HELT anden måde. Min praktiserende læge havde ringet til dem og advaret dem. Så de stod klar med masser af smertestillende og en læge,der aede min hånd og sagde ”Her skal vi nok passe på dig, du kan få alt det smertestillende du overhovedet vil have”, Jeg blev akut-scannet og de fandt ud af at mine lunger var fyldt med vand – det var derfor det gjorde ondt ad helvede til. Men selv 3 dage i hospitalshimlen kunne ikke ændre på den uge på OUH, og min psyke var helt til rotterne og efter jeg kom hjem var jeg ved at kamme over i en psykose. Efterfølgende har jeg både fået diagnoserne Post Traumatisk Stress Disorder og Bipolar Affektiv Lidelse udløst af den traumatske oplevelse.

Psykiateren forklarede, at det jeg oplevede på sygehuset var at sidestille med tortur – der er en ulidelig smerte, der er en der har magten til at ændre på det, men ikke viljen…

Jeg klagede, ankede og ankede igen – men da mine skader var psykiske, var der desværre ikke noget at gøre…

Tilslut vil jeg gerne sige en kæmpetak til alle dem , der har båret mig gennem de efterfølgende år:

Min helt igennem fanstastiske mand, Oledu er min klippe, mit livsgrundlag og min soulmate. Du er der altid!

Vores to dejlige tøser Katrin og Clara, der fik en noget anderledes barndom, end jeg havde håbet. Men de har taget det i stiv arm, og vores familiebånd er tættere og varmere end de flestes.

Min elskede Rikke, der stod ved min side og kom med garn og pinde, da jeg var allerlængst ude og skide. Du gav mig en redningsplanke, jeg efterfølgende har kunne holde fast i.

Min helt igennem fantastisk sagsbehandler Karin, der var et fast holdepunkt i mange år på min vej gennem systemet. Du kæmpede som en løve for og med mig – tak. Louise, der tog over og nu Line, der er med det sidste stykke på rejsen.

Så har der været mennesker, der har sagt det rigtige på det rigtige tidspunkt:

Min nye praktiserende læge i Hjørring, der gav mig de viseste ord af alle: ”Det her handler ikke om, at blive rask, det handler om, at du får det bedste liv du kan, med de udfordringer du har”

Og Anni, der under en clairvoyance senere sagde, jeg er ked af at sige det, men du kommer aldrig ud og arbejde på normale vilkår. Det siger ”dem omkring dig”. Det gav mig fuldstændig ro til at acceptere, at sådan var det. Det var ude af mine hænder. (Om man tror på det eller ej – fucking ligegyldigt, det var det jeg havde behov for at høre)

Og til allersidst – gruppen af ligesindede jeg har fået kontakt til på Faceboook. I er fantastiske. Jeg er ikke alene og vi har på trods af, at vi aldrig har mødtes IRL et venskab, jeg skatter meget højt. I ved selv, hvem I er.

Jeg ved, at jeg har mange andre tætte og gode venner, veninder, familie, kolleger, gamle klassekammerater og bekendte omkring mig. Jeg er meget, meget heldig på det punkt. Nogen af jer vil måske føle jer glemt her, når I ikke er nævnt. Det er I bestemt ikke. I har bare en anden plads i mit hjerte.  Men I skal bestemt også have tak, fordi I bare accepterer mig og mine luner. Tak fordi I forstår, at jeg sommetider bailer på jer med et kvarters varsel.

Til alle andre vil jeg sige, at lige gyldigt hvor svært livet er, hvor sort tingene ser ud og hvor lidt håb, der synes at være. Giv aldrig op. Jeg er på den anden side og har fået et helt fantastisk liv. Jeg er nogen oplevelser rigere og efterhånden kan jeg kikke tilbage – stadig med undren over at en læge kan handle sådan – men også med taknemmelighed over, at jeg er blevet så klog på livet.

Kærligheden overvinder alt….

Efterskrift:
I Marts 2012 fik jeg en form for oprejsning. Selv samme afdeling blev kulegravet, p.g.a. en skandale omkring kræftpatienters behandling på afdelingen. Det viste sig at der var store ledelsesmæssige problemer (who would have guessed???  -eller nærmere I told ya so!!!) og flere i ledelsen blev fyret. Det var også fremme i pressen, at der havde været flere patientklager gennem tiden. Så min klage var ikke forgæves i sidste ende!

Fuck! Mit køkken er eksploderet!

Hvis nu jeg bare lukker døren, og sætter mig og hækler…så forsvinder det nok….
(Kender I det…?)

køkken

Det gør I helt sikkert, for det er bare noget at det, der kan være svært ved at være bipolar. Der er så mange spændende ting, min hjerne hellere vil end sådanne kedelige, trivielle opgaver.

Jeg VED godt, det skal gøres…men jeg gør det åbenbart ikke.

En dør åbnes…

Så blev det dagen hvor jeg bekendte kulør på Facebook… heldigvis har jeg kun fået positive tilbagemeldinger. Pyha – det er jo slet ikke så slemt, at springe ud af skabet

kendte

Jeg er stolt over, at dele lidelse med følgende ekstremt dygtige, og på hver deres måde geniale mennesker. De er et lille udpluk af alle de kendte mennesker, der ligesom Robin Williams, lider/led af Bipolar Affektiv Lidelse.

Vi er generelt ekstremt kreative, ofte meget intelligente og besidder uanede resourser. Vi skal bare lære at tøjle de vildeste manier og tackle de dybeste depressioner. Det har ramt mig dybt, at Robin valgte livet fra – jeg ved præcis hvordan han har haft det i det sekund, han sparkede stolen væk. Heldigvis har jeg altid haft fantastiske mennesker omkring mig, der aldrig har ladet mine sorte stunder komme så vidt.

Jeg har temmelig sikkert været syg siden jeg mistede min mor som 14-årig, men blev først diagnosticeret i forbindelse med mine lange sygemeldinger med stress.
Sidste år fik jeg ny praktiserende læge, og han har vendt bøtten fuldstændig for mig. “Det drejer sig ikke om at blive rask, det drejer sig om at leve bedst muligt med den udfordring du har”. Det har jeg virkelig taget til mig og ved den kæmpe indsats jeg har gjort de sidste 10 måneder, hvor jeg har været inde over kost, medicinering, søvn, motion, “lær at sige nej” og meget, meget andet, er jeg nu kommet dertil at ja…jeg har det bedre end jeg har haft siden jeg var 12-13 år gammel. Der er pludselig igen overskud til at høre musik, fejre Claras fødselsdag i byen, besøge venner, deltage i familiefester, læse bøger, gå i biografen og alt det andet, der hører med til et godt liv.

Jeg føler nu, at jeg er der, hvor jeg kan udnytte det kæmpe potentiale den bipolare lidelse også er – og måske med tiden lære at se den som den største gave.

Jeg har længe overvejet at smide facaden og bare bekende kulør, men jeg gider ikke, at alle mine handlinger skal ses i lyset af “hun er nok manisk”. For fakta er, at jeg bare ganske grundlæggende er fyldt med energi, vildskab, sjov og ballade uden at det har noget med sygelig mani at gøre. Det er over 1½ år siden, jeg sidst har haft en manisk episode – så jeg tror sgu jeg har lært at styre det. Derudover har jeg en utrolig fantastisk familie tæt omkring mig, der ud over mig selv, også er ret garvede i at spotte, hvornår jeg bare er genial og fyldt med energi – og hvornår det er manien, der begynder at tage fat i mig.

Jeg er lykkelig for at være kommet hertil i mit liv – og føler derfor smerteligt dybt med så genialt et menneske som Robin Williams, samt alle de mange andre, der føler at eneste udvej er at vælge livet fra.

Robin…jeg tror ikke, du er helt væk. Jeg tror, du sidder i junglen og venter på, at der er en, der slår en 5´er eller 8´er. Ære være dit minde.

Redneck for fuld udblæsning

Ok…jeg ER fandeme syg i potten – Har lige haft mini-fredags-mani og fået gjort hytten rent. Er I klar over hvor svært det er at svinge gulvskrubben, samtidig med man hopper rundt og danser Rednex-dans, mens man skråler med på Cotton Eye Joe….!

Godt naboerne ikke så mig, så var jeg blevet indlagt

[jwplayer mediaid=”338″]

Manifest 2014 – status juli

Så er der gået en utrolig varm juli måned.

Der har været lidt slinger i valsen mht kosten, hvor jeg har spist kornprodukter et par gange og også været i slikskålen.

Jeg har gjort den observation, at de gange hvor jeg har fået for mange hurtige kulhydrater/ren sukker, har mit hoved næste dag været meget trælst. Lyd- og lysoverfølsom og som om hjernen er ”hudløs”. Der er ingen filter. Det går over igen efter en 18-24 timer uden sukker. Så fra nu af er det simpelthen slut med at tro, ”det nok går”. Min hjerne reagerer på samme måde på sukker, som når jeg er dybt stresset.

Mht arbejdet går det godt. Jeg har fået afsluttet projektet oppe i 60´er udstillingen og tiden er sat op til 14 timer ugentligt. Jeg er ikke fuldt effektiv i alle timerne – skal hvile hovedet fra tid til anden. Det drejer sig måske om 2 x 15 minutter pr dag (2 timer i alt på ugen). Arbejdstiden skal fra i dag sættes op til 16 timer, og det bliver spændende – jeg tror det lykkes.

Jeg har oplevet, at det er meget vigtigt for mig med faste procedurer og meget klare ”forretningsgange” – fx slog det mig lidt ud, at jeg uforvarende kom til at lave en fejl, som jeg sådan set ikke var skyld i, da jeg mente jeg fulgte forretningsgangen.

Men ellers går det fremad hver dag, og jeg er ikke så skrøbelig længere. Fx sagde min store datter Katrine forleden, at det var vildt underligt ikke at skulle ”passe på mig” længere. Det er første gang i 10 år (siden hun var 12) at hun har oplevet, at kunne slappe af og ikke være bekymret. Den er selvfølgelig hård at sluge, men vi blev enige om at glæde os over, at jeg har det så godt, at hun har kunne slippe bekymringerne.

Jeg er begyndt, at kunne bruge mine sociale aktiviteter på noget JEG har lyst til, i stedet for sociale ”pligter” og det er så befriende og giver mig meget mere energi i hverdagen. Før første gang i 10-12 år føler jeg, at jeg har fået mit liv tilbage som det var engang – bare meget bedre, fordi jeg nu for det første har en livserfaring, men også ved hvor faldgruberne er, så jeg ikke ryger hverken op eller ned.

Jeg er begyndt at sætte mig selv først, og sørge for at JEG er glad og omgiver mig nu med mennesker, der gør MIG glad og giver energi. Jeg er blevet meget bedre til at sige fra overfor ting, andre har en forventning om, at jeg burde deltage i. Det frigiver tid, plads og energi til de aktiviteter, der gør mig godt og giver mig energi i stedet for at dræne mig.

Jeg er dog stadig meget opmærksom på udsving, og på at reagere med det samme hvis noget går i den ene eller anden retning. Jeg kan efterhånden og tydeligt mærke forskel på en begyndende hypomani og almindelig glad/energifyldt, og det er virkelig skønt, at jeg ikke behøver at være bange for at være glad.

Mit søvnmønster er blevet meget bedre, jeg tror langt om længe min krop er blevet normal igen efter tiden på Seroquel. Jeg har hørt fra flere, at det kan tage 6-8 måneder, før ens søvnmønster er normalt igen og man kan sove uden hjælp. Det gør, at jeg heller ikke er så træt om dagen længere, og at min døgnrytme nu er kommet ind i en helt almindelig hverdagsgænge.

Selvom vi har fået bil igen, går jeg stadig meget  – og vil heller gå op i byen end at tage bilen. Samtidig har jeg også ”lært” hvor nemt det er at bruge toget, når jeg skal til Vrå eller Aalborg. Det giver en fantastisk ro ikke at ”have ansvaret” for transporten, men bare følge med. Det stresser mig åbenbart mere end jeg var klar over at køre bil. Der er mange indtryk at forholde sig til og småbeslutninger, der skal tages hele tiden.

Så ønskejobbet engang må meget gerne kunne nås med offentlig transport, cykel eller på gå-ben.

Manifest 2014 – status juni

Så er der gået endnu en måned – og faktisk fik jeg ikke gjort status for maj måned, så der er gået 2 måneder. Og samtidig er der gået ½ år siden jeg lavede mit Manifest 2014. Så denne opfølgning er en temmelig vigtig milepæl for mig.

Det overordnede mål ”Jeg vil være stabil i min sygdom og  have det så godt som jeg kan have det” er stort set opnået. Jeg vil sige at jeg har det rigtig, rigtig godt – stabiliteten er der også, men med små afstikkere opad. Men hvor jeg før red på bølgen og glædede mig over ENDELIG at være rask, ved jeg nu at det er første tegn på den nedtur, der altid fulgte en periode med mani.

Og for mig er de begyndende manier meget nemmere at håndtere end nedturen. Så jeg er nu MEGET obs på at de ikke får lov at udvikle sig. Kemi i halsen og så sove en 14-16 timer i streg + tage den med ro den efterfølgende uge. Det har holdt de store svingninger fra døren.

Jeg har haft en episode, hvor det var ved at gå galt. Min hjerne VILLE ikke overgive sig og falde i søvn. Det endte med 4 sovepiller (max døgndosis) og 2 store glas snaps. Men så var jeg også rebootet, da jeg vågnede igen. Det er dejligt at jeg har fået magten over sygdommen i stedet for de sidste 10 år, hvor det har været omvendt.

Søvnen går det op og ned med. Jeg er ekstremt følsom overfor forstyrrelser – manden der snorker, hunden der gør i søvne, fugle der pipper fra kl 4 (skyd det lort). Men jeg har lært at blive liggende og slappe af  – skyde tanker fra mig, så kroppen og hjernen alligevel får hvile, selvom jeg ligger vågen. De sidste 2 uger har det dog gået meget bedre med søvnen, så jeg krydser fingre for at min hjerne nu er ved at komme så langt ned i gear, at den kan finde ud af det selv fremover.

Kosten kører derudad som den har gjort de sidste mange måneder. Jeg tænker ikke over det længere og min vægt har stabiliseret sig på omkring de 78-79 kg. Det er et vægttab på ca 15 kg. Jeg får rigtig mange af mine kcal fra fedt og det kan jeg mærke at min krop har rigtig godt af. Biokemisk giver det god mening for mig, når man lige ryster de sidste 40 års indoktrinering af kostråd af sig.

Hjernen er en stor fedtklump, der skal være fedt omkring vores nervebaner (ellers kortslutter de) alle vores celler, har en cellevæg af fedtmolekyler. Så selvfølgelig skal vi indtage noget fedt. Den fedt der ophobes i fedscellerne er lagring af overskydende kcal – så så længe, jeg sørger for ikke at spise flere kcal end jeg forbruger, vil jeg ikke ophobe fedt.  Samtidig tør kroppen godt ”give slip” på det lagrede fedt – for nu får den jo tilført dagligt de mængder den skal bruge. Jeg kan faktisk huske, at min biokemilærer på universitetet talte om det samme, men dengang syntes vi jo han var helt ude i hampen. Men her 15 år efter må jeg sq give ham ret – det virker i praksis.

Vi har endelig fået bil igen – men jeg fortsætter mine gåture. Jeg bliver simpelthen stresset af at køre bil inde i byen. Der sker alt for meget alt for hurtigt. Så den bliver kun brugt, hvis jeg skal på længere ture. Det er lidt win/win – sparer penge og jeg får min motion.

Mht at deltage i sociale arrangementer, har det også fundet et helt naturligt leje, der passer godt til mig. Skal vi noget større, som fx i morgen hvor vi skal til havefest hos nogen venner, ja så planlægger jeg en ”fridag” dagen inden og dagen efter. Det fungerer helt perfekt.

Det indre kaos er der efterhånden taget hånd om – fysisk og psykisk. Så jeg har brugt tid på det ydre – mit ydre – de sidste to måneder. Hver morgen har jeg brugt ca 45 minutter på badeværelset. Holdt mig selv op på at der både skal bades, smørres bodylotion på, bruges parfume, lægges make-up og sættes hår. Samtidig skal tøjet også være i orden HVER dag. Også fridage. Og det skal gøres om morgenen, og ikke sådan halvt op af formiddagen.

Jeg skal være klar til at gå ud af døren, hvis fx min veninde inviterer på kaffe. Jeg har kaldt det min ”30 days of beauty”-challenge. – selvom det ikke lige er 30 dage, men det lyder godt 🙂 De morgener hvor jeg har husket det, har jeg taget et selfie  og jeg har lavet en collage med billederne, som jeg kan hænge i soveværelset til minde om at jeg KAN se godt ud (nogen dage dog bedre end andre), hvis jeg skulle falde ned i dybet igen.

Det var vist det for nu…det her fylder over en A4 side i Word…jeg tør slet ikke tænke på hvor lang den her status bliver på bloggen

21dayBeautyChallenge 🙂

For sent ude med talende valgplakater

Sommetider synes jeg, det er PISSEirriterende at have lidt (meget, vil nogen sikkert mene 😉 ) kuk i kysen og skulle passe på mig selv, så jeg ikke bare kan gribe de idéer, jeg får, og føre dem ud i livet.

De talende valgplakater var Claus Mørkbak Høyrup, Venstre og jeg tæt på, at realisere til kommunalvalget sidste år…og allerede sidste folketingsvalg, havde jeg idéen :/

[jwplayer mediaid=”390″]

Manifest 2014 – status april

Så er endnu en måned afsluttet og vanen tro, gør jeg status. Jeg har valgt at gøre det herinde på bloggen, da jeg stort set ikke benytter bipolar-gruppen på Facebook længere. Der er så mange nye derinde, at de bare vil tænke…øhhh, hvad er det lige kælllingen snakker om med det der mani…manifest..er hun mon manisk?

Nå – men marts måned blev så måneden, hvor jeg STORT SET IKKE HAR TÆNKT OVER, AT JEG HAR BAL!!!!

Vi får først bil igen om ca 3 uger, så jeg får virkelig travet nogen km. I går lavede jeg for sjov en ruteberegning inde på IFORMs hjemmeside, og kom på på små 10 km gået i går. Jeg regner med, at jeg hver dag ca går 5-6 km. – Og det SKAL jeg blive ved med selvom vi får bil igen! Jeg vil kun bruge den på regnvejrsdage…! Det at være nødt til at bruge 20-30 minutter på at transportere sig (gå) fra sted til sted, gør at jeg kommer HELT ned i gear – tror sq det er temmelig essentielt, faktisk.

Kosten kører som den plejer – med en smule udskejelser. Men det er så meget inde under huden, at jeg ikke tænker over det. Det er blevet et helt aktivt, bevidst tilvalg, når jeg vælger at smage et par pommesfrites, tage et stk chokolade eller en franskbrødsmad. Heldigvis er min krop så styrket efter 4 måneders stenalder, at den ikke længere går i hovedpine-koma over at få lidt hvidt brød

Medicinen kører…ingen ændringer der.

Afklaringen i forhold til flex kører også stille og roligt. Min sag er lagt ind til lægekonsulenten, så nu ligger det i hænderne på “de onde”…men jeg spekulerer ikke en tøddel over det.

At jeg lige fik smidt en fysisk lortediagnose i nakken forleden, er slugt igen. I og med ingen kan sige om det tager ½ år, 2 år, 10 år, 30 år før jeg ikke kan gå og sidde for smerter – eller at jeg aldrig mærker mere til den – så har jeg valgt at tro på det sidste.

De sidste 2 måneder har jeg fået overskud til at leve livet, som vi gerne vil have det internt i vores ægteskab herhjemme, og det er helt fantastisk!

I forhold til at være social og ikke have for mange jern i ilden, så har det virket at være meget striks med aftaler de første 2-3 måneder af 2014. I marts måned her har jeg overhovedet ikke tænker over hvor mange aftaler jeg har lavet/ikke lavet. Eller…dvs…når jeg kikker tilbage, kan jeg se at jeg har overholdt det med ikke at lave for mange – jeg har bare ikke TÆNKT over det…det må vel betyde, at det at træne det helt bevidst har hjulpet, så jeg nu har ændret adfærd UBEVIDST.

Jeg synes, at de ændringer, jeg har fokuseret så kraftigt på de sidste måneder, har givet MAX payback i form af, hvor godt jeg har det nu.

Jeg tror på….fuldt og fast…at fortsætter jeg denne stil, så vil BAL være beated for good! Måneden har bla budt på:

  • En deadline på arbejdet, der pludselig var rykket 14 dage frem = Dorte havde SINDSYGT travlt og måtte arbejde over man/tirs i påsken Det gav træthed, men derudover ingen symptome
  • Skærmydsler med manden, hvor jeg en times tid havde lyst til at hoppe ned i depressionsdybet, men ikke lod mig rive med, som jeg plejer
  • Endnu en lortesygdom, men det er tacklet og kan nu igen ses på med humor.
  • Flere sociale aktiviteter, der ikke på nogen måde ligner noget, der kamme over i mani.

– og det her er faktisk først noget, jeg opfatter nu, hvor jeg reflekterer over tingene! FUCK HVOR ER DET FEDT! I LOVE MY LIFE!!!!!

Kan I alle have en fantastisk weekend, hvis I ellers nåede så langt i det her alt for lange indlæg

Knus Dorte

PS – jeg har psykiaterens ord for at det ikke går FOR godt…tænk at vi altid vil have den i baghovedet. Frygten for at have det godt…der er sq egentligt trist….