Inspireret af en pissesej gut, der har smidt ufatteligt mange kilo og nu dyrker læssevis af sport, vil jeg også lige lavet et Throwback Thursday. Og det er faktisk temmelig passende at lave det her på World Bipolar Day, hvor der over hele verden sættes fokus på Bipolar Lidelse.
Billedet fra september 2013 er det eneste billede fra den måned, hvor jeg præsterer noget, der kunne minde om et smil. Faktisk er det bare en grimasse, der vil være Chandlers forlovelsesfoto værdigt.
Som jeg efterhånden har skrevet om mange gange, var jeg helt kørt ned efter 10 års fejlbehandling, fejlmedicinering og fejlinformation om sygdommen. Førtidspensionen lurede og jeg var for første gang opgivende. “Er det her virkelig det, der skal være resten af mit liv?”. Min gamle psykiater sagde hele tiden: “Vi skal bare finde den rette medicin, så bliver du rask.” Men efter at have været igennem alt i lægehåndbogen, var endestationen snart nået og livet så ud til at blive ved med at være, som det nu var. For der kunne åbenbart ikke findes noget medicin, der kunne gøre mig rask.
Billedet fra 2017 er – uden snyd – det nyeste selfie, jeg har på min telefon. Samtidig har jeg ikke kunne finde et eneste billede, hvor mine øjne ikke har været inderligt glade og jeg har været lige ved at bryde sammen af grin – og ikke på den sygeligt maniske måde. Nej, den der “jeg er så glad helt nede i maven”-måde! Ja, jeg har stadig dage, der trækkes ud af kalenderen – psykisk influenza, som jeg kalder det. Men det er få og ikke værre end når andre har en omgang mavehalløj, spændingshovedpine eller forkølelse (hvilket jeg forøvrigt aldrig har noget af længere).
Men hvad var det der gjorde, at jeg pludselig efter så mange år fandt nøglen?
Som jeg også har skrevet om mange gange, mødte jeg i oktober 2013 for første gang en behandler (ny praktiserende læge), der sagde de gyldne ord :”Det handler ikke om at du skal blive rask, det handler om at du skal leve så godt et liv du kan, med de udfordringer du nu engang har”. OG derefter fortsatte han med, at give mig en helt lavpraktisk opskrift til hvad jeg skulle gå hjem og gøre de næste 14 dage indtil vi skulle ses igen.
I mit tilfælde var der 3 ting, er gjorde den store forskel:
Den opgivende erkendelse af, at den måde mit liv var, var uendeligt trist og jeg for alt i verden ville ændre det, hvis bare jeg kunne….
De helt rette ord fra min læge, der viste, at det kunne være muligt…
Den helt rette lavpraktiske information om HVORDAN
Og i bagspejlets klare lys er det fuldstændig hvad vi også brugte, da jeg var sælger i medicinalbranchen:
Svarerne på HVAD, HVORFOR og HVORDAN
– og så skal timingen af de tre bare være fuldstændig perfekt før det lykkes. Men når det lykkes er det fantastisk. Og min læge havde ret! Det er lige præcis som mit liv er nu, det handlede om.
Jeg har ALDRIG haft det så godt, som jeg har i dag. Jeg har ALDRIG gået efter så store mål, som jeg gør i dag. Jeg har ALDRIG følt mig så lykkelig, som jeg gør i dag.
I aften kl. 19 holder jeg oplæg sammen med praksissygeplejerske Dorthe Klemmensen på Frederikshavn Bibliotek om hvordan fokus kan gøre livet med Bipolar Lidelse lettere. Håber vi ses.
Jeg håber også, at alle, der har behov for at ændre deres liv, på et tidpunkt vil opleve den rette timing af HVAD, HVORFOR og HVORDAN, så der er motivation til og mulighed for at lægge det benhårde målrettede arbejde, der skal til for at lykkes.
Der findes to temmelig alvorlige bivirkninger ved psykofarmaka, som du virkelig bør kende til. Og det er både syge og pårørende, der SKAL kunne genkende begge tilstande. Heldigvis er de så sjældne, at du – eller din pårørende – højst sandsynligt aldrig vil komme ud for dem. Men du skal vide hvad det handler om, hvis de første tegn viser sig og reagere med det samme.
Jeg skynder mig lige at nævne dem:
Allergisk reaktion på medicinen (omtalt i dette indlæg)
Akatisi, der er en udpræget uro i kroppen, hvor det er umuligt at stå/sidde stille eller på nogen måde forholde sig i ro (omtalt i næste indlæg)
Som bipolar kender jeg til begge reaktioner. Den første bliver alle (eller burde blive), der får Lamotrigin advaret mod. Får man det mindste udslet er det bedre, at kontakte sin behandler en gang for meget, end en gang for lidt. Og akatisien kan jeg huske at jeg havde læst om i en artikel for år tilbage – men jeg kunne slet ikke huske ordet.
Men grunden til at det er SUPER vigtigt, at de pårørende kender disse to bivirkninger ved psykofarmaka, oplevede vi her i starten af december. Jeg var nede til min sædvanlige morgendukker – og havde for en gangs skyld ikke min telefon med. Underligt nok tænkte jeg lige i det jeg kørte afsted, at jeg burde tage den med – men sekundet efter blev jeg enig med mig selv om, at verden fandme da måtte kunne klare sig uden mig de 3 kvarter 🙂
Da jeg kommer hjem, taler Ole med Katrine i telefonen. Vores ældste datter, har desværre arvet min bipolaritet, men er normalt ret velfungerende (hun har jo i al beskedenhed den bedste tosse at lære efter, som hun siger.) I dag var hun bestemt ikke velfungerende. Hun var vågnet op kl. 07 med nogen underlige kløende småprikker. De udviklede sig hurtigt til at dække hele kroppen, og det var begyndt at klø mere og mere. Ole forsøgte at tale Katrine lidt til ro, så hun ikke panikkede fuldstændig over den her kløe. Og her er det så, at det pludselig gik op for mig, at jeg faktisk aldrig nogensinde har fortalt HAM om, at man faktisk skal gå en smule i panik – eller ihvertfald tage det meget seriøst – , hvis man oplever sådan en situation, når man er medicineret med Lamotrigin. Så jeg overtog røret og han kom afsted ud til Katrine, hvor hun nu havde vild kløe både udvendigt og indvendigt. Ole fik ringet 112, og det var både med blå blink, horn og fart på, da ambulancen kom.
En alvorlig allergisk reaktion på Lamotriginen sendte vores datter på sygehuset med både fart, horn og blå blink.
Nu var hun så medtaget, at ambulancefolkene var nødt til at give et ordentligt skud morfin – samtidig med at de skulle sikre sig at hendes vejrtræning ikke blev hæmmet. Ellers kunne hun slet ikke ligge stille på båren af bar kløe.
Vel inde i modtagelsen fik hun diverse medikamenter, der efterhånden tog toppen af kløen – godt hjulpet af mere morfin. Men hun lå som om, der var international loppekongres i sengen hos hende. Langsomt forsvandt de røde knopper, men blev erstattet af lange røde kradsemærker. Men oh ve, at prøve at forhindre hende i at klø.
Skadestuelægen begyndte at udspørge hende om, om hun havde taget noget medicin/hovedpinepiller/kosttilskud, hun ikke plejer, om hun havde spist noget, hun ikke plejer, citrusfrugter, tomater, om hun havde husdyr, brugt noget nyt vaskepulver, makeup, parfume osv osv osv. Både Katrine og jeg nævnte Lamotriginen, men da skadestuelægen hørte at hun havde fået det i en 10-11 måneder, afviste han hurtigt at det kunne være det.
Jeg bad, om ikke godt de ville ringe over på psykiatrisk og tale med en psykiater og evt. få ham til at komme og kikke på Katrine, for det er jo ikke kun i opstarten, man kan opleve allergiske reaktioner på Lamotrigin. Det blev overhørt de første to gange jeg spurgte. Tredje gang fik jeg et “Ja, ja – vi ER opmærksomme på det, men det er 95% sikkert ikke Lamotriginen, når hun har fået det så længe.” Og henvendt til Katrine: “Nu bestiller vi en priktest til dig, så vi kan finde ud af hvad du er allergisk overfor”.
Der må jeg indrømme, at jeg blev pissed. Jeg er r*vtræt af, at læger ikke lytter og jeg har oplevet en læge for meget til, at jeg vil finde mig i det. Men altså erfaringen fra dengang har også lært mig, at man ikke skal begynde at diskutere med “jeg alene vide”-lægetypen, så jeg tog Katrines telefon og fandt hendes kontaktperson fra distrikpsykiatriens telefonnr. og ringede til ham. Han sagde allerede i telefonen, at det desværre godt nok lød som lamotrigin-udløst og Katrine måtte under ingen omstændigheder tage det mere.
Ydermere gik der ikke mere end ½ time, så stod han ved hendes seng for at tjekke udslet og kløe ved selvsyn. Og hans dom var klar. Han var ret sikker på, at det med 95% sandsynlighed var lamotriginen.
Hvis ikke vi selv havde været så obs – eller hvis Katrine havde været alene afsted/jeg ikke havde været der – så havde hun nok taget sin medicin næste morgen, som den pligtopfyldende person hun er. Der var INGEN af de almindelige læger, vi var i kontakt med den dag, der af sig selv nævnte at det kunne være farligt at tage mere lamotrigin. Tværtimod havde vi en opfattelse af, at de syntes vi var lige vel hysteriske.
Havde hun taget sin medicin næste morgen, ja… i værste fald kunne det have været fatalt. SÅ….derfor…det er ikke nok at vi selv ved at vi skal være obs på Lamotrigin, kløe udslet, rødme – vi skal sørge for, at dem omkring os, også ved det. Og så skal vi virkelig heller ikke være bange for at tjekke op på oplysninger. Google, ring til en ven (her psykiatrien) eller spørg publikum (erfarne bipolare) eller på anden måde tag ansvar for både dig selv og dine pårørende.
Selvfølgelig må man ALDRIG stoppe med sin medicin, uden at ens læge er med inde over – men jeg vil faktisk lave den tilføjelse at jo… oplever du det her i en weekend, hvor du ikke kan få fat i din behandler, så vil det være på sin plads at stoppe med din medicin alligevel – men samtidig have pårørende omkring dig til at hjælpe dig igennem til mandag, hvor du som det første kontakter din behandler.
Jeg får stadig kuldegysninger, når jeg tænker på, hvad det her kunne have været endt med – og forstår virkelig ikke at en skadestuelæge, der jo ikke sådan er de allermest erfarne læger i denne verden – ikke tager det lidt mere alvorligt, når vi råber vagt i gevær.
…og så er der bivirkning nr. 2. Aktatisien. Den historie kommer i næste indlæg, for det er allerede ved at være alt for langt det her.
Efterskrift: Det er vigtigt selv også at være opmærksom på at få indberettet det, hvis man oplever en bivirkning. Både kendte og ukendte. Hvis ikke bivirkningerne indberettes, så kan incidencen (hvor mange procent, der oplever den bivirkning), jo være alt for lavt angivet. Samtidig kan der også være bivirkninger, der ikke er fanget i de kliniske tests inden produktet blev frigivet. Du kan melde bivirkninger på lægemiddelstyrelsens hjemmeside her.
Efter indlægget her blev offentliggjort, har jeg fået en besked fra en læser, der vidste at Lamotrigin fra 1A Farma har været trukket tilbage for en periode. Derfor har jeg kontaktet Sandoz (som 1A Farma hører under) og meldt bivirkningen direkte til dem også. Det kan jo være vi er så usandsynligt snydeheldige, at der har været brugt et eller andet tilsætningsstof i forkerte mængder eller noget. For Katrine har haft stor glæde af selve den medicinske virkning.
Morgener kan godt starte skidt, men stadig blive til en god dag.
Og mange af “en god dag” er med til at holde mig stressfri, stabil og ved godt mod, så jeg sørger meget bevidst for, at få startet dagen ordentligt.
De dage, hvor sengen bare føles alt for god, er det ekstra vigtigt at være bevidst om at få startet godt ud.
I morges var jeg virkelig – virkelig – smadret, da jeg vågnede. Det var superfristende at vende sig om på den anden side og sove videre.
Sumpedage
Men den sidste uge har det været lidt for fristende, lidt for nemt at putte sig i sengen, sofahjørnet eller hvor det nu er. Gå lidt i hi. Udsætte vasketøjet, lade køkkenet sejle. Sidde med iPad´en og se Netflix – ikke at der er noget dårligt i at sumpe lidt med en god serie, bestemt ikke, men det skal ikke være hele dagen og i sammenhæng med alle de andre sumpe-ting.
Jeg ved af erfaring, at det er de første spæde tegn på noget, der eventuelt kunne udvikle sig til en depression, hvis bare jeg fortsætter den stil. Så da jeg kikkede på klokken i morges og den var 6.21, så var det bare med at tvinge sig “op og hop” – tage ansvaret for at få en god dag.
Jeg er stadig i “tage mig sammen fasen”, som jeg har skrevet om her og så er det dæleme bare med at gøre det, inden tingene (måske) løber så løbsk, at det ikke længere er muligt.
Kom – op og hop
Så, selvom der ikke var meget “op og hop” over mig, så fik jeg da bikini og morgenkåbe på og hældt kaffe i kruset.
Som en pædagogisk illustration kommer jeg her morgengrim, morgensur, morgentræt…det eneste positive var kaffen i kruset, da gemalen knipsede billedet.
Morgengrim, morgensur og morgentræt – men heldigvis med kaffe i kruset.
Jeg fik sat kursen mod Hirtshals, hvor helårsbaderklubben “De kolde piger og drenge” bader hver morgen kl. 7 (dog kl. 8 i weekenderne).
Det tager ca. 20 minutter at køre derop, og så kan jeg vågne i ro og mag. (Jo jo – jeg ER altså så vågen, når jeg tager afsted, at det er ok forsvarligt at køre bil)
Godt på vej er halvt fuldendt
Men undervejs sker det forunderlige – forventningens glæde kommer snigende og når jeg kører ind på P-pladsen er humøret for opadgående og morgentrætheden for nedadgående.
Efterhånden som der kommer flere og flere folk til bliver der udvekslet godmorgner og småsnak. Alene de glade hilsner giver også et boost og det er fuldstændig tilladt, at møde op i morgenkåbe, morgenhår og gammel make-up ned af kinderne (det kom sgu ikke lige af i går). Det er faktisk noget af det, der gør det temmelig sjovt. Kom som du er, tages virkelig bogstaveligt – ihvertfald for mig.
Vi kan næsten ikke vente med at klokken bliver 07.00, så vi kan gå de 50 meter ned til vandet. – Det er nemlig MEGET vigtigt, at klokken ikke er 06.59.30 – alle skal have mulighed for at nå frem og der opbygges næsten sådan en hel er det nu, nu, nu stemning.
Allerede når jeg når P-pladsen i Hirtshals og morgenhilsnerne fra de andre begynder at strømme ind, så er det altså svært at være morgenmut længere.
Og hold nu kæft hvor er det fedt at komme i bølgerne. Og sjovt! Jeg indrømmer gerne, at jeg løber ned til vandet. Akkurat som at være 8 år igen.
Ved Hirtshals er der stort set altid bølger selv i helt stille vejr. Når man er helårsbader er kroppen også blevet eminent til temperaturregulering, så om det er vinter eller sommer – det er kun lige den første meter ud i vandet, jeg mærker vandets temperatur. Derefter er den “ligegyldig”.
Jeg er så heldig (endnu) at have en fedtprocent, der gør at jeg kan flyde ganske pænt. Det er fantastisk, at ligge der på ryggen og kikke op i skyerne, mens jeg bliver vugget op og ned. Eller som idag, hvor det var helt gråt overskyet, hvor jeg hoppede op over og igennem bølgerne sammen med min badebuddy Holger.
Og vupti – en god dag
Det kan simpelthen ikke undgåes, at sådan 10-15 minutters leg i bølgerne sætter det store grin på fjæset samtidig med, at jeg faktisk når at få pulsen op pga alt det hopperi ved hver bølge.
Men hvad med dig? Tænk over hvordan du kan få vendt den lidt trælse morgen til en god dag. Hvad skal der til? Er det bare 5 minutters ro og fred inden børnene skal vækkes? Skal du køre forbi skoven/parken og gå en kort tur? Er det en løbetur, der skal til?
Det er langt, langt lettere at holde overskuddet og glæden ved lige end at skulle kæmpe sig op, når først verden er væltet.
I følge stress/sårbarhedsmodellen, som jeg har skrevet om her, er det vigtigt at holde stress nede, så vores psykiske sårbarhed holdes i skak. Stressen kan vi gøre noget ved – sårbarheden er langt sværere.
Så prøv at få en god start og en god dag – hver dag…
Efter et kvarter i bølgerne, hvor vi flere gange brød ud i høj latter, når en ekstra stor bølge slog ind over os, ja så er humøret temmelig højt og dagen kan bare komme an
Godmorgen til alle – det kan kun blive en god dag for mig 🙂
Efterskrift: Som med meget andet, så er det i perioderne med overskud, at du skal sætte ind, så det overskud vedligeholdes. Som nævnt først i indlægget er det her, det er muligt at tage sig sammen. Desværre “glemmer” man (jeg selv incl. i 8 år) i de gode perioder, at man har en sårbarhed. Det er besnærende at tro at nu er man ovre det, nu er man rask. Men den går desværre ikke, hvis næste episode skal holdes fra døren. Forebyggelse er langt, langt lettere end at skulle gennem endnu en behandling af en episode.
Se kategorien Råd/Strategier for at få nogen af mine tips til, hvordan episoder kan forebygges.
Tidligere var de gange hvor jeg faldt i et hul eller begyndte at geare op utallige. Jeg havde en fornemmelse af at bipolariteten kastede rundt med mig, som havde den lyst til.
Jeg kunne i mine bitre øjeblikke blive så irriteret over, at denne lortesygdom skulle stoppe mig igen og igen – lige som jeg troede det gik så godt. Jeg var slet ikke klar over, hvor stor en indflydelse mine handlinger havde på episoderne. Men mange episoder KAN faktisk forebygges/stoppes…problemet er bare at det er knaldhamrende svært – ja stort set umuligt – hvis ikke man aner, hvad pokker det er, der sker.
Men også i det daglige er det altså en god idé at lave lidt sygdomsanalyse i ny og næ – eller måske skal jeg kalde det episodeanalyse.
For de gange jeg laver en sygdomsanalyse, er når jeg af en eller anden grund er kommet ud af ligevægt.
Når hovedet pludselig føles som havregrød, når jeg begynder at glemme, når jeg bliver ekstremt lydoverfølsom, grådlabil eller pludselig har 1000 idéer, hvor alle skal udføres og ikke kun de bedste.
For det første er jeg blevet god til at stoppe op og komme på ret spor igen v.h.a. alle mine forskellige strategier, og det er jo fint. Men det skulle jo gerne være sådan, at jeg forebygger istedet for at blive bragt ud af ligevægt.
Og her er det, jeg efter hver gang lige laver lidt sygdomsanalyse:
Hvad var det der gik galt?
Har der været en helt specifik årsag? (Fx. en familieweekend, eksamen eller andet pres)
Hvis ja – kunne jeg have undgået den handling? Eller hvordan kunne jeg have handlet mere hensigtsmæssigt?
Hvis nej – har jeg generelt handlet anderledes den sidste tid?
Har der været mere stress på end normalt?
Konflikter på jobbet – i familien?
Har jeg spist for meget sukker/hvidt brød?
Har jeg ikke fået gået mine gåture?
Er det for længe siden jeg har været en tur i havet?
Har jeg ikke passet min alenetid?
Har mine pårørende været ufølsomme eller for krævende? (den oplever jeg heldigvis ikke længere, men det er virkelig en stor faktor for mange)
Jeg tænker i det hele taget tiden op til igennem og forsøger at lære af det. På den måde kan jeg også finde ud af hvad jeg (måske) kan gøre anderledes en anden gang.
Temmelig ofte kan jeg finde årsagen til, at jeg er kommet ud af kurs. Det kan være noget så småt, som noget trælst, skingert og lidt for højt musik i supermarkedet. Men ok, så lærer jeg, at det altid er en god idé, at jeg har mine lydreducerende høretelefoner i lommen, så jeg kan tage dem i, mens jeg handler. Eller at det en anden gang er bedre bare at sætte kurven og så spise rugbrød til aftensmad.
På den måde samler jeg hele tiden erfaringer sammen, og kan håndtere situationer bedre og bedre dag for dag og lave små bitte justeringer i hverdagen, der gør at jeg ikke bliver bragt ud af fatning helt så tit.
Grøntsagsjuice er en skidegod måde at få antioxidanter på. Jeg har længe ønsket mig en Juicer eller presser så jeg selv kunne lave grøntsagsjuice eller frugtjuice. – Og en blender til at lave ditto smoothies. Forleden spurgte min veninde, hvorfor jeg ikke bare brugte en stavblender?
Øhhh…Hmmm…Tjaaa….for det første fordi jeg ikke havde tænkt, jeg kunne det – og for det andet fordi jeg ikke har en 🙂 Men det er der rådet bod på nu.
Jeg købte den kraftigste jeg lige kunne finde til en ok fornuftig pris: Tefal 700 Watt med metalbund og så gik jeg i krig. Det har betydet, at jeg stort set har levet af grøntsagsjuice og smoothies med bær og frugt lige siden.
I forhold til antiinflamatorisk kost, er det helt klart grøntsagsjuicerne, der tager prisen. Og da jeg er 100% sikker på at inflammation og affaldsstoffer har en stor fed finger med i spillet, når jeg har “havregrødshoved”, så kommer her et par af de eksperimenter, jeg har haft succes med:
Opskrifter på grøntsagsjuice / smoothie:
Broccoli/tomat/havtorn – smoothie:
3-4 buketter broccoli
3-4 tomater (eller 6-7 cherrytomater)
0,5 dl havtornesaft (Jeg køber en hammergod en i Fakta)
1-1,5 dl vand
Blendes med stavblender i en 3-4 minutter til alt er opløst. Alt efter om det er juice- eller smoothiekonsistens du er ude efter kan du tilsætte mere eller mindre af havtornesaft/vand. Smag til med saften.
Citron/banan/hyldeblomst juice / smootie
1 banan
1/4 økologisk citron med skal (fjern kernerne)
0,5 dl konc. hyldeblomst saft
1-1,5 dl vand
Blendes med stavblender i en 3-4 minutter til alt er opløst. Alt efter om det er juice- eller smoothiekonsistens du er ude efter kan du tilsætte mere eller mindre af hyldeblomst saft/vand. Smag til med saften. Smagen kom til at ligge ret tæt på en god gammeldags citronfromage…ikke dårligt!
Blendes med stavblender i en 3-4 minutter til alt er opløst. Alt efter om det er juice- eller smoothiekonsistens du er ude efter kan du tilsætte mere eller mindre af hyldeblomst saft/vand. Smag til med saften.
Bemærkninger:
Det er bare med at kaste sig ud i det og forsøge at eksperimentere med forskellige grøntsager og frugter. Sommetider har jeg smagt nogen temmelig kedelige grøntsagsjuicer med en fad smag.
Derfor kombinerer jeg med forskellige slags saft, for at give en god smag – og evt. også noget A38 eller lignende, hvis jeg vil have en “rigtig” smoothie-konsistens. Det også godt med en banan, hvis det er smoothie du er ude efter.
Så altså – en stavblender til 369,- kan rigeligt dække mit behov for juice og smoothie indtil videre- og så fylder den jo intet i skuffen frem for sådan et stort juice-monstrum, som jeg hånden på hjertet sikkert heller ikke gider gøre rent.
Nu elsker jeg frugtkød i min juice, så den let grynede konsistens der altid vil være, når der blendes frem for presses, er helt super – i mine øjne. Men kan du ikke lide frugtkød i din juice, så er denne metode nok ikke det bedste valg, med mindre du holder dig til bløde frugter og grøntsager som tomater og agurker.
En vinterdepression kan være en bitch! Men denne vinter har været meget ulig tidligere år!
Hvor jeg plejer at lukke mig inde, sidde i mørket og nærmest gå i hi – selv på dage med solrigt, frostklart vejr – , har denne vinter været præget af fantastiske naturoplevelser, strandture, udendørsliv og social aktivitet.
Jeg har faktisk en oplevelse af, at det slet ikke har været vinter. Selv ikke i januar hvor der var sne, frost og hårde minusgrader. Det var ikke vinter, det var bare sådan vejret lige var.
Det er gået op for mig, at jeg har forbundet vinterperioden/”vinter” – midt oktober til først i marts (alt efter forårets komme) – som noget der bare skulle overståes. Et frygteligt nødvendigt onde, der lå og spærrede for alt liv. Mentalt har vinteren for mig strakt sig langt ud over de definerede vinter-måneder.
Jeg har helt klart haft tendenser til vinterdepression
Jeg har de sidste mange år været “vintertræt” eller i “vinterhi” hvert eneste år. Jeg har kunne se fordelen i at, det har været tilladt at dovne den i sofaen, lukke sig inde og hygge med stearinlys og strikketøj (hvilket jo er skønt!), men det gør altså også bare noget ved kroppen – bl.a. at man ikke får et nødvendige sollys og det livgivende udendørsliv.
Jeg er generelt bare mere muggen, ugidelig og indelukket om vinteren og en årrække dykkede jeg helt.
Jeg tænker rigtig meget i billeder og jeg plejer at have et billede af året som en farvet tidslinje. Tidligere har året altid set sådan ud:
Vinteren har altid været farvet sort i mit hoved, kun lige afbrudt af den røde julefarve. Foråret er lysegrønt, påsken gul og sommeren varm rød, for at blive afløst af sort igen allerede ved oktober måned. Og det på trods af at oktober jo faktisk kan være både varm, solrig og temmelig smuk, men det mentale billede har altid været præget af at den sorte vinter er lige om hjørnet. Så jeg har aldrig lagret mindet om lækre oktober. Faktisk har jeg ofte allerede i august måned fået spoleret nuet ved at være trist over, at nu er sommeren ved at være forbi og der ligger sååååå mange måneder foran mig før den kommer igen. Og så har det været som om året har gået i ring….efter nytår, så kørte det hele i ring igen med den sorte farve først….
I år har været anderledes
Men altså – dette efterår og vinter har været fuldstændig anderledes – og uden spor af noget der kunne bare minde om en vinterdepression. Når jeg tænker tilbage, ser mit mentale billede af 2015 og frem til nu sådan ud:
Perioden har været langt mere farverig end ellers. Glade farver og ikke på noget tidspunkt sort. Ikke på noget tidspunkt muggen, idelukket og kedelig. Ikke på noget tidspunkt “vinter”. Og pilen med de glade farver går ligeud. Der er ingen køren i ring….
Jeg er simpelthen så dybt taknemmelig for, at jeg dengang i oktober bare sprang ud i det og sendte den mail til formanden for Frederikshavn Vinterbadere – selvom jeg godt nok var ved at fortryde, som du kan se i indlægget her.
Denne vinter har i bund og grund handlet om at have det SJOVT. Som en af mine nye venner i vinterbaderklubben sagde: Vi er jo som en flok børn, der leger!
At tage til stranden har været noget, jeg tidligere kun har gjort, når der har været virkelig varmt. Denne vinter tror jeg, jeg har været ved stranden flere gange, end jeg ellers har været i hele mit liv! Foto fra Rønnerhavnen, vinteren 2015.
Vinteren har budt på så mange fede oplevelser – nye venner i klubben, socialt liv i saunaen, masser af strandture, udendørsliv, fantastiske naturoplevelser – bl.a. en måge, der slog ned og tog en fisk 3 meter fra, hvor jeg svømmede -, badning i regnvejr, så der slog skomagerdrenge 10 cm op i luften, hyggesnak på stranden i det klareste solskin med kun et badehåndklæde omkring mig, svømning i grødis og det allerbedste – turen til Sibirien, hvor jeg lærte endnu flere skønne mennesker at kende.
Peter, Nina, Lars, Lene, Morten, Lars, Mette, Catharina og jeg forrest. Sol, klar frost, musik og glade dage. Det var ingen problem at rende rundt i badetøj – tro det eller ej, det var skønt!
Vi var allesamen enige om, at det var en fantastisk “badeferie”, som vi rendte rundt der i badetøj i strålende sol og klar frost. Og hvilket boost af selvtillid, at gøre noget SÅ vildt – og samtidig opleve, at det faktisk slet ikke var noget “problem”. Det var bare sjovt og skide skørt!
Kulde er pludselig ikke koldt
Jeg har samtidig fået et helt andet forhold til kulde end tidligere. Den er ikke væmmelig længere – kulde er bare en anden følelse end varm.
DET er godt nok noget nyt for mig, der ALTID har pakket mig ind i tykke trøjer, dunfrakker, vanter, huer og store støvler. For ikke at tale om uldsokker i sengen, for bare at holde fødderne nogenlunde over frysepunktet.
Denne vinter har jeg tit taget afsted uden jakke, hvis jeg bare lige skulle hen at handle!
Det har også gjort, at jeg allerede nu føler, at sommeren med alle dens aktiviteter er godt på vej. Den sidste uges tid har jeg allerede siddet ude to aftner fra 18.30 til 21 med bål, snobrød og store smørklatter. Godt nok i føromtalte jakke og støvler, men altså….det har jeg aldrig gjort i marts måned før. Det er sådan noget, der har hørt juli til…
Et andet eksempel – forleden hvor vi gik en lang tur med krapylet (aka. vores rottweiler Thor) på stranden, smed jeg sko og strømer og gik i vandkanten – igen noget, der ellers kun har hørt sommeren til, men som på ingen måde var væmmelig-koldt.
Jeg kan godt forstå at vinterbadere (sikkert også mig selv) kan lyde lidt religiøse i andres ører, når der siges at “det er naturens lykkepille” og “man kan ikke blive vinterdeprimeret/få en vinterdepression som vinterbader”.
Men jeg er helt enig i de udsagn, men de kræver lidt mere forklaring for at forstå. Derfor har jeg hermed forsøgt at give et indblik i, hvordan farverne på mit år pludselig er blevet forandret, så alle jer der synes, jeg er fuldstændig rablende gal – og helt uden geni-delen – når jeg hopper i vandet en vinterdag, for slet ikke at tale om en frossen flod i Sibirien, måske pludselig kan se fidusen.
Så alt i alt… jeg er ikke helt galt på den. Jeg har bare fået sat farver på livet!
Efterskrift:
Nu handler det jo ikke om at alle med en vinterdepression/depressive, bipolare osv bare skal ud og vinterbade og så er den skid slået. Der ligger jo SÅ meget mere arbejde bag, som følgere af bloggen også har set. Det er en langsom proces og en udvikling gennem de sidste 2 ½ år. Men i forhold til hvor jeg var i 2013, hvor året overvejende havde gråtoner i mellem det sorte – kun afløst af en skrigende hidsig lillapink en kort periode – så er det jo fantastisk at kunne se tilbage på et år, der har været så fyldt med farver. Men altså – processen er lang, og det nytter ikke noget at forcere den.
Her er mine vigtigste posts i forhold til at forklare hvordan jeg har gjort:
Jeg havde et mål om at evaluere på Initiativ 2016 hver måned omkring d. første – men så gik der lige VM og issvømning i den.
Det er for så vidt helt ok – jeg er tilhænger af at afvige fra stien, når bare man ved at man gør det og hvorfor.
Initiativ 2016 har da heller ikke fået den opmærksomhed, som jeg havde ønsket og forventet. Men der er da alligevel sket en del på den front.
Før det første – og vigtigste – har jeg fået identificeret, hvad det er der går galt gang på gang. Det er altså alfa og omega, når der er et problem, man skal have løst. Dernæst har jeg også fundet ud af hvad, der skal gøres, for at nå målet om et ryddeligt hjem uden alt for meget arbejde i det.
Så kommer vi til selve implementeringen. Det svinger sgu lidt både i kvalitet og kvantitet. Men jeg har alligevel fået ryddet ud og sorteret i vores viltualiekammer (DET er store ting!) og i et værelse der var endt som pulterkammer, uden jeg egentlig vidste hvordan, det lige var sket.
Kender I det med at en dag åbner man døren og så er rummet på mærkværdig vis fyldt!
Samtidig har jeg i dag fået gjort baghaven forårsklar, fyld traileren og fejet fliser. Og forhåbentligt får vi lavet vores indkørsel og forhave færdig i starten af april – hvis flisemanden kan presse os ind i et travlt program.
Så alt i alt synes jeg, vi er ret godt på vej – og man skal jo huske, at man har et helt år til at nå sit nytårsforsæt.
Bare fordi man ikke lige når det de første 14 dage af januar, behøver man ikke opgive projektet 🙂
For præcis et år siden var jeg gæsteblogger hos skønne Tine. Tine og jeg ser ret ens på det her med sygdom og bipolaritet, så vi har tit kontakt omkring vores blogindlæg, idéer og livet generelt.
Jeg tror faktisk det var det her anonyme gæsteindlæg, der gav mig sparket til at offentliggøre min blog et par dage senere. Indtil da var det jo kun mine øjne, der havde adgang.
Jeg fandt lige tilfældigt indlægget her i dag og derfor, vil jeg lige dele det her i sin fulde længde. Men husk lige at tjekke Tines blog ud – den kan man også blive ret klog af 🙂
Mit gæsteindlæg:
I december fik vi en skøn brændeovn stort set samtidig
med at vores fyr løb tør for olie. Det var sådan set ret godt timet. Der er virkelig mange fordele ved den brændeovn, men der er også et men…Tænder vi så voldsomt op, at vi kan varme hele huset op, er der ret stor chance for, at det ender galt og huset brænder ned. Derfor er vi nødt til at tilpasse ilden til pejsens størrelse og kan max smide 3 pinde på af gangen. Men så kan den også varme de rum op, vi bruger til hverdag.
Bliver der for varmt i køkken/alrummet, hvor den står, åbner vi en dør ned til værelsesgangen. Vi har en læderhandske på, når vi åbner lågen. Skuffen kan trækkes ud og give mere luft, hvis den er ved at dø ud.
I starten hvor vi ikke sådan helt kendte ovnen, havde vi både en spand med vand og en ildslukker i nærheden, så vi kunne reagere promte, hvis ilden blev for voldsom. Samtidig bruger vi også stadig optændingsblokke og -pinde, hvis ilden er gået ud.
Ovnens ankomst til huset var også det, der endelig fik min mand til at installere røgalarmer i stuen. Vi havde snakket om det tit “men det gør vi lige i morgen”. Nu er den der, og kan sige til i god tid, hvis tingene udvikler sig, når vi ikke lige er i nærheden. Det giver os tid til at reagere inden det er for sent.
Nu har vi lært brændeovnen at kende og den brænder stort set i døgndrift. Den har været vores eneste varmekilde stort set hele vinteren. Nogen måneder har vi kun brugt 400 kr på varme og så har vi virkelig hygget os ved flammerne, der midt i stuen.
Der er ikke noget bedre end at krybe sammen i lænestolen med lydbog og strikketøj, mens ilden buldrer lystigt og sparer os for ca 1500-2000 kr. om måneden.
Som mange andre bipolare, har jeg fået installeret en brændeovn indeni udover radiator og oliefyr – og sommetider løber mit oliefyr tør for olie. Det kan enten være pokkers varmt – eller iskoldt. Ilden brænder i os – og det er den ild, der sommetider blusser op og fortærer os. Men det et også den ild, der ofte distancerer os og gør os ekstremt kreative, målrettede og engagerede. Det er den ild, der gør at sygdommen oftest ikke spottes før efter flere depressioner – hypomanier er jo sådan set af “det gode”, så længe det ikke bliver for meget af det gode. Som med så meget andet her i livet.
Derfor kan det ofte være ret overraskende for omverdenen, at lige DU blev psykisk syg…at det var DIG, der gik ned med, hvad der først ligner stress og depression: “Jamen du plejer jo at klare alt”….
Det er også derfor, at det kan være så pokkers svært, at acceptere de begrænsninger, sygdommen lægger på os, men lærer vi først at tæmme ilden, så den brænder som et lille pænt bål, så er vi på rette vej og kan udnytte alle de fantastiske egenskaber som bipolariteten OGSÅ giver os.
I dag er det min fødselsdag (yay!) og dagen er allerede startet helt fantastisk.
For nogen uger siden søgte jeg Jascha Fonden om et legat på 12 indgange til Romulus, således at det er behovet og ikke økonomien, der bestemmer hvornår jeg kan tage derud.
Jeg må indrømme, at jeg har frygtet sommeren noget og spekuleret vildt over geni(g)ale løsninger, der kunne sikre mig regelmæssigt “vinterbadning”.
Men – tadaaa – da jeg åbnede min mail her til morgen, så lå der en besked om, at fonden har besluttet, at efterkomme min ansøgning.
Det kan altså godt betale sig, at søge lidt i legatjunglen og få skudt en ansøgning afsted.
Der er meget hjælp at hente out-there, både ved kommunen (jeg har fået både kædedyne og lydreducerende hovedtelefoner) og nu også et legat. Det er bare med at tage imod al den hjælp, der tilbydes rundt omkring i målet om “at få det bedste liv du kan have, med de udfordringer du nu engang har har”.
Akkurat som mit hjemmefiksede dampbad, så er jeg endnu engang ude i en genigal løsning.
LIGE ovre på den anden side af vejen ligger en nyetableret sø i et stort grønt område. Søen er en udvidelse af et eksisterende vådområde i forbindelse med en omfattende vandplan for Hjørring Kommune.
Den oprindelige bæk, der nu er udvidet, plejer at blive kaldt Mågbækken og som barn var det alles skræk at blive smidt derned…. Den var virkelig ulækker og afledte alverdens spildevand fra den industri, der tidligere lå i Hjørring Centrum. Så jeg har aldrig tænkt på søen som en mulig svømmesø, før min veninde, der nyligt er flyttet til vejen, foreslog det. Hun har helt sikkert ikke den samme grundlæggende aversion fra barndommen mod Mågbækken.
Hun er også vinterbader, så hun så bare hvor oplagt, nemt og bekvemt, det ville være.
Det var så samtidig et glimrende eksempel på, hvordan jeg lige havde en mental bariere. der fuldstændig blokerede for en logisk løsning og afviste den inden den overhovedet er udtænkt. (Jeg minder lige mig selv om Pippimetoden og min begejstring for børn og deres manglende blokeringer….lyt og lær, for pokker)
Men ansporet af min venindes forslag tog jeg lige en runde i går for at tjekke søen ud på tæt hold med “svømmebriller” på – og det var en behagelig overraskelse.
Vandet er temmelig klart, bunden ok fast og den er fin lang, så der også kan svømmes ordentlige længder.
På naturstyrelsens hjemmeside fandt jeg, at det er tilladt at svømme i alle statslige, kommunale og kirkelige søer i Danmark – men på eget ansvar selvfølgelig. (Der kan være specifikke forbud, der skal respekteres).
Jeg gav kommunen et kald i dag for lige at høre hvad de havde af oplysninger på søen. Den er et par meter dyb og ham jeg talte med fra Park og Vej sagde at vandkvaliteten lå et sted mellem regnvand og drikkevand.
Vandplanen for Hjørring har givet pote!
Der er dog ikke mulighed for, at kommunen vil sætte en badebro op, for ligefrem opfordre kommunens borgere til at bade der, vil de ikke. Men jeg skulle være velkommen til at slå mig løs på eget ansvar.
Og det ansvar tager jeg gerne. Efter have slugt et par mundfulde eller tre af brunt Sibirisk flodvand, der smager som kloak lugter, så er klart dansk regnvand ikke noget, der på nogen måde kan afskrække 🙂
Nu skal jeg så bare lige komme mig over, at bilisterne på en af Hjørrings mest befærdede veje har frit udkik til badedragt, sølvbadehætte og svømmebriller, men forhåbentlig kan det da få dem til at sænke farten en smule 🙂
Nu jeg ved at vandet er i orden, så er den jo totalt indbydende!
Jeg tog en vandprøve i går – klar og lugtfri. efter at have stået et døgn, er der ingen ændring.
