Når nu man kommer til at fundere over tingene, gik det op for mig allerede i går eftermiddags at jeg har begået en megabrøler i forhold til Initiativ 2016! Faktisk en brøler, der vil betyde at jeg ikke vil lykkes, hvis ikke jeg får den rettet.
Og da en af mine kvinde-forbilleder, så også nævnte akkurat det samme i en kommentar på Facebook-siden, så er det bare med at få rettet med det samme!
Det drejer sig om målet! Det er jo helt forkert at målet skal være “et præsentablet hjem/have”. I de ord ligger at det er for andres skyld – det er for gæsters skyld og ikke for min! Så nu gør jeg som prinsessen: Dur ikke – væk!
I stedet lyder den overordnede formulering således:
At få hjem og have organiseret, så jeg finder den maksimale ro med mindst mulig indsats.
Et af underpunkterne kan så blive, at her skal være sådan, at jeg ikke behøver at fare forvildet og stresset rundt, hvis der pludselig skulle melde sig gæster med 5 minutters varsel. Selvom jeg egentlig har fundet fred med, at folk sgu må taget tingene som de er, hvis de vil besøge mig, så er det alligevel en stressfaktor, som hjernen ikke bare kan overrule.
Jeg vil også gerne takke for kommentarer på Facebook – flest som privat beskeder. Det bekræfter mig i, at det her ikke er noget man overhovedet behøver at have en diagnose eller andet for at have problemer med – og at det ikke er noget man overhovedet har lyst til at snakke højt om. Selv venner og bekendte, som jeg egentlig har anset for velorganiserede og altid have styr på hjemmet har indviet mig i dunkle hemmeligheder, der gør at hjemmet ser pænt ud, når jeg dukker op, selvom der måske er kaos bag lukkede døre og skabe.
Jeg er godt klar over, at jeg stadig skal steppe en hel del op for at få tingene organiseret så max ro med mindst mulig indsats nåes – men jeres kommentarer har gjort, at jeg ikke føler mig helt så alene om mit rod. Mit er bare lidt mere uorganiseret og fremme end andres 🙂
Jeg har også fået et par gode hjemmesider, der giver gode tips til at få organiseret tingene – bla www.flylady.com. Den skal jeg have tjekket lidt nærmere ud.
Jeg har set det smukkeste tæppe på bloggen Midgaard Naturals. Og da det samtidig passer perfekt til to af mine kæpheste indenfor strik: helt enkelt terapeutisk strik og perfekte, gennemførte afslutninger, ja så kunne jeg simpelthen ikke modstå at gå igang.
Jeg var i resteskuffenrestekassen resteværelset og fandt en del rester Supersoft i blå nuancer. Der var også et enkelt nøgle Coast i beige – perfekt til kanten. (Info til strikkenørder: 3 tråde Coast har nøjagtig samme strikkefasthed hos mig som 2 tråde Supersoft).
Så i forgårs blev der slået op og pindene har næsten ikke forladt mine hænder siden. Hold op hvor har jeg savnet bare at sidde og lade tankerne flyde ud i ingenting, mens hænderne arbejder rytmisk. Tænk at jeg kan skrive bog om strikketerapi, holde foredrag om strikketerapi og sågar lave både hjemmeside og Facebookside – og så alligevel glemme hvor god en indflydelse pindene har.
Det sidste års tid har jeg været utro med en hæklenål og stort set ikke strikket. Men det er godt nok slut nu. Det her tæppe….det bliver min følgesvend.
2015 lakker mod enden, og som sædvanligt kan jeg ikke lade være med at gøre status over året der er gået. Som i januar 2014, hvor jeg lavede “Manifest 2014”, startede jeg også 2015 ud med at skrive “Ambition 2015”. Men året skulle hurtigt vise sig slet ikke at passe til den ambition, og jeg besluttede, at den måtte udsættes et år eller to.
For 2015 overraskede sådan set lige fra begyndelsen, men jeg kan alligevel med stor glæde og stolthed sige, at jeg har været fuldstændig stabil hele året, med de små udsving som andre helt normale mennesker også oplever i løbet af sådan et år.
Jeg har fået et overblik over mit liv og mine reaktioner, som jeg aldrig har haft før. Det er stadig år 2014, der står som fuldstændig skelsættende for mig, men 2015 har vist, at det her er langtidsholdbart.
Jeg har fundet nøglen til mit liv – og jeg bruger den.
Jeg plejer at sige, at jeg aldrig nogensinde har tænkt så meget på min sygdom, som jeg gør nu – og aldrig nogensinde har den fyldt så lidt. Alle de småjusteringer, jeg stort set umærkeligt laver hver eneste dag, gør, at jeg på ingen måde føler mig hæmmet.
Arbejdsmæssigt har 2015 budt på store udfordringer. Nyt job, nye ansvarsområder, frustrationer, en opsigelse, Ole har startet firma, hvor jeg blev ansat og tilbud om at overtage agenturet på PIP konceptet til landbruget. Det sidste gør mig vanvittigt stolt. Det ser jeg som en kæmpeanerkendelse af min (og Oles) viden, indsats hele året og dedikation til projekt “MRSAfrit Danmark”. Men på trods af både prøvelser, modgang og udfordringer, samt sejre, anderkendelse og fejringer, så har jeg holdt den slagne vej. Det er virkelig en linedans over Grand Canyon, hvor jeg tager et lille bitte skridt af gangen, men sørger for at sætte foden præcis det rette sted, holde mange pauser undervejs og få al den hjælp undervejs, jeg har brug for. Så arbejdsmæssigt har 2015 været et fantastisk godt år, som jeg virkelig er stolt af.
En rigtig glad lille hollandsk pattegris, der er født i en stald, hvor mikromiljøet er sundt og stabilt. Denne lille fyr har 98% chance for at undgå sygdom og antibiotika-behandling frem til den skal slagtes.
Herhjemme havde jeg en ambition om, at vi skulle have huset renoveret færdigt. Vi er også kommet videre, men slet ikke så langt, som jeg havde håbet. Men det skyldes ret meget ovenstående. Jeg har prioriteret ro, fred og mig selv, når arbejdstimerne var overstået. Heldigvis har vi nået det vigtigste – separering af kloak og regnvand. Det var sgu bare sure penge at bruge i og med det var pålagt alle husstande på vejen af kommunen og ikke fordi det var “nødvendigt”. Men heller ikke det kunne slå mig ud og vi går 2016 i møde med en bredere indkørsel og det vil lette ret meget i hverdagen, i og med den tidligere var fra 1955 og bestemt ikke var dimensioneret til nutidens biler!
Det krævede besøg af de store maskiner, at få både træer og jord væk, så der kunne laves regnvandseparering.
Personligt har 2015 været året, hvor jeg virkelig har fået “egoismen” ind under huden. Men det er den gode egoisme, der gør at både jeg, arbejde, kontakten til venner/familie osv fungerer. Den gode egoisme giver mig det stabile overskud, der også holder i længden.
Den helt store vinder her, har været Romulus i Skallerup Seaside Resort og beslutningen om, at de ca 300 kr en dag derude koster (incl. frokost) ALTID er godt givet ud. Tidligere har jeg syntes, at det var alt for dyrt, men det skal jo ses i forhold til, hvad jeg får ud af det. Og er 300 kr engang hver 3.-4. uge, det der bl.a. skal til for at holde mig kørende, så er det jo faktisk billigt sluppet.
At jeg i oktober skiftede Romulus ud med Frederikshavn Vinterbaderklub, var dog alligevel overvejende af økonomiske årsager. Men det skiftede lynhurtigt til at være en socialt fristed, hvor det nu er de hyggelige snakke i saunaen og fællesskabet, jeg savner, hvis der går for lang tid mellem besøgene. Alle er supersøde og selvom det tit er nye mennesker, jeg møder derude (vi er 145 medlemmer), så har jeg kun oplevet en enestående imødekommenhed, interesse og en snak, der går lystigt. Specielt når jeg fortæller, at årsagen til at jeg er startet i klubben er, at vinterbadningen kombineret med sauna kan holde min bipolaritet i skak. Jeg oplever en ægte interesse i både sygdommen, bloggen og strategier og har kun haft positive oplevelser ved at være åben om mine psykiske udfordringer.
Man skulle tro dette billede var fra en sommerdag, men det er faktisk taget i december. Mødet med Østersøen ved vintertide har været efterårets store oplevelse.
Det leder mig til nok min største bedrift i 2015. Bloggen her. At jeg i marts fandt modet til at offentliggøre den diagnose (og hemmelighed), jeg har båret på siden dengang i 2004, hvor der blev sat navn på. Modet kom jo selvfølgelig af at jeg via Manifest 2014 havde fundet nøglen til det gode, stabile liv. At jeg havde overskuddet og roen til at møde verden med oprejst pande. At jeg nu kontrollerer sygdommen og ikke omvendt. Modet kom også af ønsket om at dele mine erfaringer og måske inspirere andre til at finde deres vej, og der gik ikke længe før de første beskeder landede i min indbakke på Facebook. Det er også en af de ting jeg kikker tilbage på med stolthed.
Det har fjernet ret meget indre stress, at jeg ikke ALTID behøver at opretholde facaden af at “det går forrygende”. Og det har jeg så kunne kanalisere over i at koncentrere mig om at “få det til at gå forrygene.” Det har været en fantastisk aha-oplevelse, som jeg ønsker andre også må få.
Når jeg kikker tilbage på 2015 har der også været hårde tider, udfordringer, der ikke har været sjove, ting, der har slået mig til tælling. Men hvor jeg før i tiden kunne dvæle, gruble og puste dem op, har jeg lært at lægge dem på hylden efter endt behandling, for det er ikke dem, der skal fylde i mit liv.
Der også mange andre begivenheder, der fortjener at blive nævnt, men det får være for nu. Hvad 2016 bringer af glæder og udfordringer er aldrig til at vide, men jeg går ind i året med visheden om, at ligegyldigt hvad, så kan jeg ikke slåes af pinden.
Jeg har altid elsket at lave hjemmelavede gaver. Sikkert fordi det var noget min mor og jeg altid gjorde som barn. Hun var ultrakreativ og fandt altid på skæve, sjove ting – det har jeg heldigvis arvet fra hende. Samtidig er der også en tendens til at bipolare procentvis er mere kreative end almen-befolkningen. Noget med at hjernen er bedre til at danne associationer. (Det er også det, der løber løbsk sommetider, men heldigvis har jeg nu lært at styre mine indfald).
Jeg har selv haft en masse idéer i tidens løb, men internettet er jo fyldt med alverdens fede, fede ting man kan lave selv. Specielt Pinterest er en guldgrube.
Så de sidste 14 dages tid er gået med at surfe og søge. Kæft hvor er der mange sjove ting, jeg gerne vil lave. Og hvor jeg tidligere blev nærmest helt panisk, hvis ikke jeg fik udført ALLE de idéer, jeg havde i mit hoved, har jeg i år stille og roligt udvalgt dem jeg synes var sjovest – og som jeg vel og mærke havde tid til at lave. Undervejs skete der også det at min kreative hjerne udviklede videre på idéerne fra Pinterest og en hjemmelavet vandmand endte med at blive noget helt, helt andet.
Hvad vil jeg ikke afsløre endnu, for jeg tror modtageren læser med her 🙂
Det er også blevet til andre personlige gaver undervejs, og det er noget af det jeg synes er det allerbedste ved hjemmelavede gaver. At der er mulighed for at vise modtageren at hey…jeg har faktisk lagt mærke til dig og brugt tid på dig.
Beklager billedkvaliteten – screendump fra Facebook.
Se lige den her Shemar More sprællemand, som Katrines faster lavede til hende for 2 år siden… den var virkelig årets grin og den bedste gave! (Se videoen på Facebook her) Hun havde lagt mærke til at Katrine og jeg altid likede hans billeder på Facebook og en overgang ALTID taggede hinanden med “wup wup lækkermås-tid” når der var Criminal Minds på programmet.
Efter min mening er tid og nærvær, den allervigtigste resurse vi har. Tid er penge, siger vi. Men alligevel synes jeg, der er en kraftig tendens til, at julegaver gøres op i penge. Og i min verden er det fuldstændig overskruet, når jeg kan læse både på Facebook og i medierne at julen er ødelagt for sine børn, fordi der ikke er råd til iPhones, spillekonsoller og dyrt mærkevaretøj. Det er altså forventninger, vi selv har skabt fra de var små. Den kan vi ikke lægge over på “de andre børn får…”. Jeg ved godt, at man ikke bare kan springe ud som superkreativ, men gaver til så mange penge, kan jeg slet ikke forholde mig til. Vi lærte det selv på den hårde måde første jul med Katrine. Vi havde købt en farlig-fin gåbil til hende, er kunne alverdens ting. Men gaven, der tog prisen som den bedste i den 10 mdr gamle unges øjne, var en rød mariehønebold fra Morfar. Den bedste gave Clara fik i 3-års gave var også fra Morfar – 5 ruller tape “som jeg helt selv må bruge uden at spørge???” Jeg tror mere det er vore voksnes behov for at give store gaver lige fra bebs er født, der skaber en forventning senere hen…
I går havde jeg Sebastian – barnebarnet på 4 – på besøg. Han hjalp stille og roligt med at lave de sidste julegaver. Selvom noget af det var lidt avanceret og ikke lige for børnefingre kunne han sagtens sidde på skødet af mig, mens jeg forklarede, hvordan jeg gjorde. Han nød det og syntes det var vildt hyggeligt. Og det samme har tøserne gjort, da de var små.
Hjemmelavet er altså ikke ensbetydende med crappy-julegave (selvom jeg må indrømme, at jeg har set mange mærkelige ting bragt hjem fra børnehave/sfo, hvor jeg forventes at sige “neeej, hvor er det fiiiint” over et håndtryk klasket på et stykke papir – det synes jeg så ikke helt det er, men anderkender at de voksne sådanne steder måske ikke har tid til mere). Hjemmelavet kan fint være en fed opgradering af ting, vi ellers ville gå ud og købe.
En af de bedste julegaver, jeg har givet mine tøser, var da de var 2 og 6 år gamle (1998). Jeg havde fundet et væld af billeder af dem, familie, ferier, fra børnehaven, skolen osv frem, beskåret dem, så de var ens i størrelse og via PowerPoint (dengang var der ikke så avancerede grafik-programmer – ihvertfald ikke nogen jeg kunne finde ud af), placeret dem 3 x 3 på et A4 papir. 8 ark med billeder ialt – dvs. 72 billeder i alt.
De blev printet ud 2 gange og så var der 8 spilleplader og tilhørende brikker – voila billedlotteri med vores egne minder. Jeg ved ikke hvor mange gange der gennem tiden er blevet sagt “Hvem har Clara med en rød spand på legepladsen på Bøsøre Camping”.
Sidste år var det et Ludospil, der fik en opgradering, med billeder af niecens og nevøens værelse som “hjem” og brikker med deres billeder på. Ja, jeg synes, det er fedt og det koster stort set ingen penge at lave, hvis man har en computer, printer og papir – og evt noget gennemsigtigt, selvklæbende folie (alternativt en laminator), så plade og brikker beskyttes.
Faktisk har Katrine og jeg snakket om at lave en kreativ gave-blog længe. Med skabeloner og forklaringer så også ikke-kreative kan være med. Men igen – i forhold til tidligere, hvor jeg tvangshandlingsmæssigt ville være kastet mig over den med det samme, har jeg nu lært at styre mine indfald. Så…engang når jeg ikke har mere at sige her eller har fået overskud til det, kan det være den idé bliver støvet af og vakt til live 🙂
Nu vil jeg få pakket de sidste ting ind og lade julefreden sænke sig over matriklen.
Ikke bare en almindelig hårnål, men Gun-Britts “Hairpin” – en helt fænomenal fed en af slagsen. Den koster den nette sum af 129,-
….og hvorfor er det så, så specielt?
Jo, da jeg trykkede “send” til bestillingen, gik det op for mig hvordan jeg i mange år/perioder bare aldrig nogensinde købte sådan noget til mig selv. Det her lyder sikkert fuldstændig sindsygt i almindelige kvinders ører, men jeg var ikke “værdig” nok, til at der skulle bruges 129,- på en hårholdedims.
Det var ikke i Oles øjne, det var ikke i tøsernes øjne – nej, det var udelukkende i mine egne øjne.
Praktiske ting var okay – men ikke unødvendigt lækre ting. Der var så meget andet vigtigere, der skulle bruges penge på. Derfor har mine ønsker til fødselsdage, jul osv også altid været rimelig praktiske ting – der er jo ingen grund til at spilde penge på tjams.
Og følelsen var helt uafhængig af, om vi havde penge eller ej. Andres behov var vigtigere end mine – som jeg så det. Det tror jeg vist også jeg har skrevet om på bloggen engang.
Det er jo noget bullshit og pisseåndsvagt – det har været med til at holde mig fast i de depressive perioder og tanker.
Og…derfor var det så fedt, at finde den hårnål på nettet, jeg engang har set ved min vælgesøster Malene (du ved sådan en søs, der er din søs af hjerte og ikke biologi – jeg er beriget med hele to af sådanne <3 ) – og så bare købe den fordi jeg vil ha’ den og ikke vil vente til jul! Der gik det sgu op for mig hvor meget mine indre tanker har ændret sig.
Endelig begynder det at gå op for mig hvad de snakker om i L’oréal…
Altså….nu tror jeg helt sikkert nogen vil synes at jeg lever lidt vel op til bloggens titel. Men fakta er at min kreative hjerne udtænkte noget pissesmart hillbilly-agtigt (efter ping-pong med en vinterbader-ven, der havde lavet noget lignende), der rent faktisk virkede totalt efter hensigten!
Et billigt strandtelt fundet i gemmerne, en ditto pressening og så vores damprenser….vipti-vupti: Dampbad i haven!
Kønt var det ikke, men til gengæld så meget billigere, hurtigere at stille op (og pille ned igen) og tilfredsstillende for en kreativ sjæl, at det jeg havde inde i hovedet virkede…
Jeg skal selvfølgelig have forbedret på idé og design, så dampbadet bliver så optimalt som muligt – bl.a. skal jeg have købt nogen flamingo-plader til at lægge på fliserne, som teltet kan stilles på. Når det bliver rigtig koldt udenfor skal jeg også overveje noget med noget isolering omkring. Skal jeg fortsætte hillbilly-stilen bliver det måske nogen billige dyner fra Larsen eller lignende.
Men alt i alt – så har jeg fået mig mit eget lille flytbare wellness-hjørne i baghaven.
Efterskrift: Har du ikke en damprenser har min dampbads-pingpong-ven, lavet sit dampbad med en riskoger. Det kræver bare lidt modifikationer, og jeg er ikke inde i, hvordan han har gjort.
Da vi startede med at renovere huset her, købte vi en damprenser, så vi kunne få tapeten af væggene. Den har levet en hengemt tilværelse de sidste 3 år, men nu får den en renæssance.
Strandteltet blev fundet frem – jeg ejer ikke et almindeligt telt, men det ville nok være noget nemmere med sådan et.
En billig presenning hen over, et par sten rundt i kanten, et par tøjklemmer og så ellers bare slangen fra damprenseren ind…..
Og vipti-vupti…så er der sgu dampbad og wellness til fruen 😀
Så er det tid til endnu engang at få rettet mit fokus til! Den der dobbelthage og manglende kæbelinje på TV-indslaget satte da lige trumf på.
Så aftensnacken består af rødbedeskiver tørret i ovnen. Med en smule salt smager de faktisk bedre end selv de sourcream’n’onion chips, jeg ellers godt kan være lidt forfalden til (jaja, der er en grund til den dobbelthage – det har været lidt for hyggeligt på det sidste). How to do:
Tænd ovnen på 220 grader
Skræl en 3-4 rødbeder og snit dem i tynde skiver på et mandolinjern eller råkostjernet.
Læg dem på en bageplade med bagepapir og drys med salt
Bag ca 10 minutter, hvorefter du lige holder godt øje med dem indtil de begynder at blive let brune i kanten.
Endelig…efter en tur i kommunecirkus, har jeg modtaget de lydreducerende hovedtelefoner, der virkelig betyder en kæmpeforskel for mig, når mit hoved kager totalt.
(For tekniknørder er det InEar Bose QuietComfort 20, vi taler om)
Men vejen har sandelig ikke været let – og det endte også med at jeg måtte slå et par sving undervejs.
Baggrunden er, at jeg havde lånt sådan et par høretelefoner af en i familien bare for lige at prøve om de kunne hjælpe på mit hoved. Og hold nu KÆFT en forskel de har gjort, når hovedet kegler. Teknologien i dem går ind og udsender modsatrettede lydbølger ind i øret, således at støj udefra udlignes. Og så er der bare….“Största möjliga tyssstnad”!
Derfor søgte jeg om hovedtelefonerne som hjælpemiddel allerede d. 12/5. (Se forøvrigt her hvordan du søger hjælpemidler) og har efterfølgende gået til “udredning” på “Syn og Hørelse klinikken” på Sygehus Vendsyssel. Konsulentens første udmelding var der, at “kommunen aldrig giver disse hovedtelefoner, som hjælpemiddel”. I og med at det var ham, der skulle vurdere hvilket hjælpemiddel, der ville være bedst i min situation, vidste jeg jo godt at det dermed var hans generelle holdning, at disse høretelefoner ikke var meget bevendt. Og de efterfølgende gange fik jeg nærmest bekræftet, at de var lavet af den onde selv.
Jeg kan i princippet godt se hans pointe. Er du lydoverfølsom (med en overaktiv hørenerve), skal du trænes i at vænne dig til lydene omkring dig. Lukker du bare lydene ude, ja så vil du bare være endnu mere lydoverfølsom, når du tager høreværnene/hovedtelefonerne af igen.
Derfor brugte vi et par gange på at gennemgå strategier osv – ja…alt det som jeg jo sådan set HAR været igennem siden starten af Manifest 2014. Der ER bare ikke mere at hente på den konto.
I langt de fleste situationer klarer jeg jo også tingene fint uden skærmning. Min hørenerve er på ingen måde overaktiv. Det er sgu min hjerne, der er det.
Sommetider skal den altså bare have FRED!!! Der er bare nogen tilfælde, hvor mit hoved er så smadret, at alternativet til lydreducerenede hovedtelefoner har været, at ligge inde i sengen med 3 puder og 2 dyner over hovedet i forsøget på at få en smule fred i hjernen.
Samtidig er de fuldstændig nødvendige når jeg skal tale i telefon i forbindelse med jobbet. Jo sværere eller vigtigere samtalen er, jo mere jeg skal koncentrere mig, jo hurtigere bliver mit hoved træt, og alle mulige lyde begynder at pible ind i hovedet og gøre mig endnu mere ukoncentreret og træt. Der er simpelthen overload – tærsklen sidder bare lavt for mig, selvom jeg har hævet den betydeligt via alle mine strategier.
Efter 10 minutter i telefonen, hvor jeg taler big issues med den MRSA-ansvarlige i Landbrug og Fødevarer eller en dyrlæge med masser af spørgsmål, så er jeg en mellemting mellem ribsgelé og det hunden kaster op, når han har ædt for meget græs, hvis der er baggrundsstøj. Og så er der kun sofaen tilbage den dag. Mildest talt irriterende, når jeg nu havde løsningen og fundet den holdbar.
Nå – men som I også kan se her, så var gutten ikke til at hugge eller stikke i.
Min psykiater rystedet bare opgivende på hovedet, da jeg viderebragte forklaringerne derude fra. Der er altså kæmpeforskel på “almindelig” lydoverfølsomhed og så den type, der skyldes psykisk stress/sårbarhed/sygdom. Så inden afslaget kom i hus, trak jeg stikket og kontaktede min fleksjobsrådgiver i stedet. Vi havde tidligere talt om høretelefonerne som et hjælpemiddel til mit arbejde, men fordi jeg havde sendt en generel ansøgning, lod vi den køre.
Men i og med at det faktisk er ret nødvendigt for mig på jobbet, at kunne koncentrere mig om vigtige telefonsamtaler – og at ret meget af mit arbejde består af telefonsamtaler – så er de hovedtelefoner et vigtigt arbejdsredskab for mig. Derfor kunne Jobcenteret uden problemer godkende min ansøgning.
Så – det betyder, at jeg nu har fået sådan et par øreduttelutter med lydreducerende teknologi. Det er noget siden de ankom på matriklen, og jeg er SÅ glad for dem. Pludselig er jeg ikke længere lammetævetræt i hovedet efter ½ time i telefonen.
Det har betydet en kæmpeforskel i min dagligdag.
Jeg husker selvfølgelig på, at det er helvede selv, jeg stikker i ørerne hver gang…..jeg skulle jo nødigt ende som hovedtelefonsmisbruger 😉
InEar Bose QuietComfort 20 – min nye allerbedste ven, når hovedet kegler.
Jeg gjorde det sgu! Sommetider er det altså bare det bedste at blive smidt ud i tingene, så der ikke rigtig er nogen vej udenom og ikke er for meget tid til at overveje.
Jeg havde den fedeste formiddag i går! Egentlig havde jeg bestemt at der skulle tages masser af billeder som dokumentation, hvis jeg hoppede i, men det glemte jeg fuldstændig. Jeg var 100% tilstede fra det øjeblik jeg sagde hej til den første og bedste, jeg mødte, og så glemte jeg alt om blog og billeder.
Jeg havde jo sat forkvinden, Birgitte i stævne derude, men min indre GPS passede ikke helt, så klokken var 20 min i, da jeg kørte ind på parkeringspladsen.
Jeg greb posen med badetøj og det allerstørste håndklæde, jeg havde kunne finde i skabet (note to self: køb det allerstørste badelagen, du kan finde i byen!) og gik med målbevidste skridt mod Frederikshavn Vinterbaderes hytter. På vejen mødte jeg en hundelufter, godt pakket ind i jakke, halstørklæde og hue: “De er igang derhenne – god fornøjelse”.
Således heppet videre drejede jeg om hjørnet til den første hytte. Stod lidt fortabt og anede ikke hvor jeg skulle gå ind, men i det samme kom en håndklædeklædt kvinde. Hun gik straks igang med at vise mig til rette, men da en mand parkerede sin cykel, blev jeg enig med kvinden om at han hellere måtte overtage, da han trods alt havde en lidt bedre påklædning til en tour 🙂
Han har helt frisk på at forklare mig alt om koder til døren, lidt om klubben og hvordan det hele foregik.
“Der er altså ikke sådan mand/dame omklædning og du bestemmer helt selv om du vil have badetøj på”. Jeg kunne jo godt se hvad normen var, men hvad jeg valgte, det kommer ikke på bloggen 😉
Jeg tog mit håndklæde, der altså skal skiftes til et badelagen(!), omkring mig og gik med de andre i samlet flok de små 30 meter ned til vandet.
Gyset var ikke så stort i og med, at jeg er vant til koldere vand i Romulus. De andre mente også, at vandet var temmelig varmt. “Det er sgu stadig 2-cifret!” som en tørt bemærkede, da en anden debut-bader hvinede lidt.
Men der var alligevel noget helt specielt i at sidde i det salte havvand med de frysende hundeluftere i store jakker på stien og mågerne i luften.
Da de andre gik op, havde jeg faktisk lyst til at blive i vandet, men jeg fulgte trop op til saunaen. På vejen plukkede vi havtornebær, så vi også lige fik dagens boost af c-vitaminer gange en million.
I saunaen gik snakken lystigt og det var virkelig, virkelig hyggeligt. På skift gik små flokke mod vandet til flere dyp, og jeg tror jeg nåede 4-5 ture i vandet, inden der var lukketid for saunaen.
Jeg er så fuldstændig og helt enormt hooked. Både på stemningen, menneskene, det fede ved at gøre det, det kolde vand, den varme sauna og alt det andet, der ikke kan beskrives med ord!
Jeg er så hooked at jeg fluks har lavet en ny kategori her på bloggen: Vinterbad! Jeg kan slet ikke vente med at skulle mod Frederikshavn igen!
Lige 3 sekunder inden jeg satte mig i bilen, kom jeg i tanke om det der med billedbeviser. Her er jeg med vådt hår på ved ud i virkeligheden igen!
