Jeg var egentlig på vej i genbrugsbutikken i går – trængte lige til at få afløb for lidt indkøbstrang på den billige måde, men da jeg så gik forbi yndlingscaféen Happie drejede fødderne helt automatisk til højre og ind ad døren.
Jeg prøvede at holde dem på ret kurs, men ikke længe efter sad jeg ved disken med en af Vivis lækre the´er.
Jeg havde været på høreklinikken angående min lydoverfølsomhed og mit hoved var bare balleret balleret – og nej, det er ikke en skrivefejl og jeg kan godt tilføje endnu et balleret. Det er virkelig hyggeligt, at snakke med gutten derude, men der er altså ikke rigtig noget nyt under solen, som jeg ikke har fikset på egen hånd – udover at Bose Quiet Comfort Høretelefoner er født i helvede og noget der sådan ca. af princip ikke kommer ind under hjælpemidler i Hjørring kommune, selvom andre kommuner betaler dem. (Hey…du fik forøvrigt min blog-adresse…hvis du læser det her, vil jeg gerne have de der speciallavede hørepropper, du talte om 😉 ). Nå – det er helt helt indlæg for sig selv, for jeg er bestemt ikke enig i, at sådanne høretelefoner skulle være nogen onde sataner, der gør det hele meget værre – ihvertfald ikke for sådan nogen som mig, hvor lydoverfølsomheden har rod i et akut stresset hoved og ikke en overfølsom hørenerve.
Tilbage på Happie og min the. Jeg er så heldig, at have fundet denne lille oase i Hjørring, som jeg også efterhånden har skrevet lige så meget om som Romulus. Men når tiden og økonomien ikke lige er til Romulus, så kan en time eller to alene på Happie også gøre det.
Det er også “en helt anden verden”, som jeg også søger i Romulus. Der er så fedt indrettet derinde – og helt anderledes end herhjemme hvor der ikke er tænkt en fløjtende fis over indretningen. Det er jeg simpelthen så stor en spade til, når det ikke lige drejer sig om Halloween-udsmykning. Den får I også senere – for kæft man kan også få noget sjov ud af sådan et halvmanisk efterår.
På Happie er alt til salg (undtagen medarbejderne og disken). Mens jeg sad der i går, blev dette lækre lille voksbehandlede bord solgt. Vivi sætter selv borde og stole i stand – og der har som regel været udskiftning i møblementet fra besøg til besøg.
Ihhh guder hvor var jeg fristet, men jeg synes, det var ret godt klaret, at sidde ca. 30 cm fra dem her i halvanden time uden at give efter!
Tiden står stille derinde og der er ingen krav. Mit hoved var som sagt balleret efter en times snak på høreinstituttet, så jeg havde brug for ro og fred inden resten af dagen gik videre.
– og så er Vivi altså bare så sød og omsorgsfuld at the på Happie næsten tangerer Lone og Lavendel Dream. Men også kun næsten…
Gad vide hvad jeg egentlig ville sige med det her indlæg…nok ikke noget. Dagen skulle bare ned på papir bloggen. Så det må budskabet måske være…at der ikke altid behøver at være et budskab eller årsag. Sommetider må det godt være bare fordi….
Dog ikke miljø- og fødevareministeren, der er det oplagte valg i forhold til mit job, men stadig en minister!!
Det er skatteminister Karsten Lauritzen, der før valget lovede mig et møde i forbindelse med mit job som produktchef for ProbioCare Danmark. Og at han på trods af den nye status som minister, stadig har taget en time ud af hans travle kalender til et møde, der ikke er hans område, er sgu lidt vildt.
Jeg kan kun sige, at han er en politiker, der holder sine løfter – ihvertfald dem til mig 🙂
Selvom Karsten ikke er det umiddelbart oplagte valg i forhold til at introducere mikrobiologisk rengørings teknologi til landbruget, er det stadig et meget vigtigt møde. Du ved aldrig hvem folk kender – og alt andet lige giver det altså ret god mening, at sætte gang i snakken i krogene på Christiansborg. Jo flere fra regeringen, jeg taler med – jo bedre!
At vende tankegangen i forhold til rengøring og desinfektion efter 60-70 års indoktrinering gøres ikke over night, så ting tager tid. Men når først den her kæmpe snebold ruller….så bliver den til en lavine! Vi kan sgu gøre Danmark MRSA-fri på 6 måneder og gøre grisene så sunde at kun 2-3% af dem behøver et enkelt skud af den allermest milde antibiotika! Det er da en sag at kæmpe for!
Tjek lige det billede fra forsøgsstalden. Det er altså en 23 år gammel stald, der bruges fuldt ud. Den er renere end mange køkkenborde!
På det helt personlige plan, synes jeg også, det er en kæmpesejr. For 10 år siden foreslog min sagsbehandler førtidspension. Det var dengang de rent faktisk var til at komme i nærheden af, men alligevel var der ikke sådan skidemeget håb om et fornuftigt arbejdsliv. For 2 år siden havde jeg næsten accepteret at resten af mit liv skulle foregå fra sofaen.
I dag kan jeg ved hele tiden at holde fokus og passe på mig selv altså holde møde med både den MRSA-ansvarlige på Christiansborg og nu her en minister. Godt nok stadig som fleksjobber og med ikke ret mange timer, men så er opgaven jo så bare, at udnytte de få timer max til vigtige møder og lade andre om tjamset.
Sorry, det lyder lidt selvfedt, men i dag vil jeg lige tillade mig selv at være selvfed – specielt set i lyset af gårsdagens blogindlæg.
Dengang troede jeg faktisk, at jeg havde det “godt”. At jeg var stabil. Og det var jeg sådan set også. Jeg var ikke dybt depressiv – og manisk var jeg da bestemt ikke. Jeg var leverpostej!
Se lige sådan et opslag her…det er da fortvivlende opgivende. Ingen fremtid – eller ihvertfald ikke en ønskværdig fremtid:
Dagen efter forsøger jeg mig med Strikkecaféen… No can do! En sølle ½ time, magter jeg. Jeg der 3-4 år tidligere kunne holde 4 timers workshops, hvor jeg var konstant på som underviser….
Og sølle 4 (FIRE) timer i efterårsferieåbne Fårup Sommerland koster en hel dag bagefter og hovedet intet kan:
…og et par dage efter er jeg stadig helt balleret. Og tjek lige – jeg sov til både 11.10 (ovenfor), kl. 13 og er her stolt over, at jeg denne dag er kommet op kl. 10??? WTF??? Mig, der ellers altid har været udpræget A-menneske og altid er stået op mellem 6 og 7 – også i weekenden (nogen vil måske sige, at DET er tegnet på, at jeg er helt kuk-kuk). Og hele dagen blev brugt på at lade op så det var muligt at komme ud 1½ time om aftenen:
Tænk at jeg har været ved at acceptere, at det her skulle være resten af mit liv. Det kunne det meget vel være blevet, hvis ikke det havde været for min tit omtalte nye praktiserende læge, der d. 23. oktober 2013 tog sig tid til at tale grundigt en hel time med mig. Undervejs sagde han de famøse ord, der skulle blive begyndelsen til et vendepunkt for mig:
Det her handler ikke om at du skal blive rask, det her handler om at du skal leve det bedste liv, du nu kan, med de udfordringer du har.
Der gik endnu et par måneder, hvor jeg kæmpede voldsomt med at holde hverdagen ovenvande. Men spiren var lagt. Da jeg så i begyndelsen af januar 2014 var på besøg hos en rigtig god veninde, som jeg ikke havde set længe, fik jeg det sidste spark. Hun var meget bekymret over, så meget jeg havde ændret mig, og heldigvis havde hun modet til at konfrontere mig. Det satte tanker igang og dagen efter skrev jeg sådan:
Hun gav mig sparket og jeg satte gang i Manifest 2014, der blev starten på et helt nyt og meget fantastisk liv. Læs mere om Manifestet ved at klikke på linket – men selve det færdige dokument er her:
Når jeg kikker tilbage, er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg var fejlmedicineret. Den type medicin er kendt for, at nogen bliver fuldstændig zombie-agtige og sover 18-20 timer i døgnet. Der var (for mig – andre har det fint med den type) alt for mange bivirkninger ved den medicin, jeg fik dengang – og jeg accepterede det bare!
Hvor er det skræmmende at tænke på – og hvor er det skræmmende at tænke på, at der måske er mange andre derude, der går rundt som tilskuer til sit eget liv. Acceptere at det er sådan det er…
Det KAN selvfølgelig være, at det ER sådan det er. At alt er prøvet. Og så er det virkelig lort med lort på! Virkelig! Og lidt mere lort oveni.
Men er der bare den mindste mulighed for, at der er noget andet medicin, der kan hjælpe, noget der ikke er prøvet endnu eller på anden vis kan lindre bivirkningerne så meget, at man kan få overskuddet til at gøre de ting, man selv kan gøre….så håber jeg, at der bare er en enkelt eller to, der med det indlæg her, har fået det spark, som min veninde gav mig der først i januar 2014.
Vi skal simpelthen ikke finde os i, at bivirkninger gør os mere syge end selve sygdommen!!!
Men….husk lige…du må aldrig – aldrig – begynde at fifle med din medicin uden din psykiater er inde over! Aldrig! Det er vigtigt at der er en fagperson, der kan følge dig tæt!
I går havde jeg endnu en fantastisk dag i Romulus. Mit absolut foretrukne mig-selv-sted. Og jeg ved jeg har skrevet om Romulus før, men altså….jo mere jeg besøger stedet, jo mere går det op for mig, hvad det er det kan.
Romulus er inspireret af og opbygget som termalbadene i det gamle Rom. Indretningen, belysningen, fontænerne, de gamle kampesten, behagelig musik og derudover diverse termalbade. Helt fantastisk! Men jeg har nok aldrig helt forstået den rigtigt dybe, helbredene mening med Romulus før det sidste års tid.
Det centrale atrium i Romulus, hvor en stor fontæne samtidig fungerer som bænk. Til venstre er indgangen til dambade, sauna og det kolde gys på 8 grader. Bagerst ses hvileområdet med udsigt mod vanden og til højre er indgangene til de 4 termalbade.
Jeg har været i Romulus mange gange, siden det blev bygget i 2004/5 for det er ingen hemmelighed at jeg virkelig elsker wellnesscentre.
I starten syntes jeg, at nok var det totalt flot lavet, gennemført og med en fantastisk stemning, men jeg manglede nogen “ordentlige” boblebade mv. For altså…Hvad grin er der ved bassiner med forskellige temperaturer? Kunne man ikke bare have nøjedes med et varmt og et koldt? Så så ellers overload af nogen andet tjams.
Og det kan jeg så sige nu at…nej, det kan man ikke!
Meningen er, at kroppen langsomt varmes op via badene på først 26 grader, så 34 grader, 36 grader og så til sidst 38 grader – for så at tage det kolde gys i badet med 8 grader varmt koldt vand. Kombineret med den rigtig hede temperatur i sauna og dampbade, får kroppen virkelig en indre workout!
Oplevelsen i Romulus starter i badet på 26 grader. Jeg har tidligere hoppet dette over og gået direkte på de varmere bade…det er en fejl! De 26 grader passer perfekt til at man kommer heeelt ned i gear. Og indretningen er så smart, at hovedet kan hvile på den ene ende af bassinet og fødderne på den anden. Det er muligt at slappe FULDSTÆNDIG af, når jeg ligger der:
26 grader
Når jeg efterhånden – og det tager ihvertfald en halv times tid – begynder at småfryse i de 26 grader, går turen over i badet på 34 grader. Temperaturforskellen fra de 26 til de 34 grader mærkes ret markant. Badet på 34 grader er efter min mening det smukkeste i Romulus, med en hvælvet kuppel over et cirkulært indelukke. Ulempen ved dette bad er, at man er nødt til at sidde op. Der er ikke nogen umiddelbare steder man kan lægge hovedet og bare flyde – men så er det jo så heldigt, at jeg er så godt polstret, at det bestemt ikke er noget problem for mig at flyde af mig selv. Man må se fordelene i selv de største ulemper 😀
34 grader
Efter turen i de 34 grader fortsætter jeg ind ved siden af i 36 grader. Her er mit yndlingsslappeafrum. Er du heldig, og der ikke er ret mange besøgende, kan man få sig placeret for enden af dam-brædtet med hovedet på kanten og benene på “stolen” og under bordet. Så ligger man fuldstændig totalt perfekt og temperaturen gør også, at jeg ikke kommer til at fryse, ligegyldigt hvor længe jeg ligger der! Men pas på….i går lykkedes det mig at falde i søvn der! Måske ikke så sikkerhedsmæssigt korrekt, men jeg trøster mig med, at jeg var så afslappet som jeg kunne være, og der var ingen mulighed for at glide under vandet – men altså alligevel….don´t try this yourself!
36 grader
Det sidste af de varme termalbade er på 38 grader og det er så skønt indrettet at der fra tid til anden kommer kaskader af vand ud af et rør. Det er virkelig godt for ryg og nakke. Men belært af egen erfaring, kommer jeg lige et godt råd til jer piger: Hold lige godt fast i bikinistropperne!!!
38 grader
Nu er der så mulighed for at fortsætte enten i dampbadet eller saunaen, hvis du vil hedes endnu mere op, men første gang jeg tager turen rundt, hopper jeg direkte i det kolde gys. Og det sjove er, at efter jeg er begyndt at bruge Romulus på den tiltænkte måde, har min krop vænnet sig til de forskellige temperaturpåvirkninger. Så det kolde er nu bare en anderledes følelse – ikke en ubehagelig følelse, bare anderledes.
Så jeg synes, det er virkelig skønt, at glide ned i det kolde vand og blive kølet. Når lige den første vejrtrækning med et lille indbygget gisp er overstået, breder der sig en behagelig følelse i kroppen. Jeg kan sagtens stå i det kolde vand i både 5 og 10 minutter – og alle andre kikker yderst mærkeligt på mig. Specielt når jeg dykker så langt ned, at det kun lige er øjne, næse og mund, der er ovenvande.
8 grader
Noget af det nyeste de har fået i Skallerup Seaside Resort, som Romulus er en del af, er en kæmpestor sansesauna med plads til 72 personer!
3 gange om dagen afholdes saunagus med nogen fantastisk dygtige gus-meste. Her bliver alle sanser stimuleret med musik, æteriske olier, isterninger og varme svirp når gus-mesteren svinger håndklædet. Nogen gus-mestre har fokus på lidt meditation undervejs, nogen fokuserer mere på de forskellige dufte og andre på noget tredie. Det gør det virkelig spændende – for hver gang er en ny oplevelse. Og de er alle dygtige på hver deres måde og har deres egen stil. Det kan jeg rigtig godt lide!
Sansesaunaen
I går nåede jeg samtlige tre gus og blev derfor heglet rigtig godt igennem de forskellige temperaturer.
En af gus-mestrene derude fortalte mig baggrunden for, at temperaturskiftene har en så helt igennem god virkning på kroppen. Når kroppen og dermed hjernen varmes op, så tror kroppen den har feber og immunsystemet aktiveres for at fjerne den infektion, der må være årsagen. Når man så 15-20 minutter efter dykker ned i det kolde vand, tænker hjernen – puha, nu er feberen overstået – og går igang med at fjerne de affaldsstoffer som immunsystemet har fanget i kroppen. Samtidig udvider blodårerne i hjernen sig også i varmen – og trækker sig sammen i kulden. Min egen fortolkning er, at det må give en fysisk motion af hjernen, som der af gode grunde ikke er muligt ellers – uvides – trække sammen – udvides – trække sammen – udvides….
Jeg magter ikke lige den helt store forklaring med blodtryk, hvide blodlegemer, T-hjælper-celler osv – nøjes bare med at konstatere, at det lyder meget plausiblet, og at jeg ihvertfald kan mærke en stor forandring i den følelse, jeg har i krop og hoved, efter jeg er begyndt at bruge temperaturerne meget aktivt derude.
Så alt i alt er jeg kommet frem til, at Romulus behandler min krop, sjæl og sind på 4 måder:
Den totale meditation og afslappelse
Den sanselige påvirkning via temperaturerne
Aktivering af immunsystemet
Den fysiske “motion” af min hjerne
Det vil sige at Romulus er meget, meget mere end bare “det er fedt”. Romulus kan være en meget aktiv behandlingsform. Og min joke fra et tidligere indlæg med at Romulus burde kunne fåes på recept, er måske ikke så stor en joke alligevel.
Jeg har ihvertfald taget den beslutning, at det er mindst hver 3.-4. uge jeg skal en tur derud. Og en tur i denne forstand er altså fra 9 morgen til ved 17-18 tiden om aftenen! For os der ikke bor i en af deres hytter, koster en indgangsbillet 250 kr (undtagen lørdag 300,-). Da jeg ikke kan leve en hel dag af den friske frugt + læskedrikke der findes ad libitum, så bestiller jeg altid en sandwich til frokost. I alt bliver det 305 kr for 8-9 timers behanding. Vi snakker altså ca 35 kr i timen! Det er en billig pris for så meget velvære 🙂 – for ikke at tale om, at det er billigt sluppet for at undgå en tur mere i stressmøllen!
Jeg håber virkelig du under dig selv en tur derud – det er et sandt himmerige på jord!
Efterskrift 15. august: Jeg har efterfølgende fundet ud af, at man rent faktisk kan lave indlæg sponsoreret af diverse firmaer, hvis man skriver en disclaimer om at indlægget er sponsoreret. Så jeg vil lige gøre det modsatte: Dette indlæg er IKKE sponsoreret af Romulus, men hvis der skulle være nogen derude, der har lyst til at give bloggen et nuanceret præg, så er jeg bestemt åben for forslag 😀
Faktisk har jeg tænkt mig, at skrive rundt til et par af de steder, jeg synes ser allermest spændende ud i behandlingsøjemed…nu må vi se…
Skallerup Seaside Resort Romulus burde kunne fåes på recept!!!
Fandengaleme!
Jeg er helt sikker på at der ville kunne spares MANGE penge på stresssygemeldinger mv, hvis man blev losset derud 6 søndage i træk fra morgen til aften!
Heldigvis har jeg fantastiske Ole, der kunne stikke mig en recept på “et stk hele dagen i Romulus” i søndags, med ordre på at stille derude, når de åbnede og ikke komme hjem før luk.
Det var helt igennem rigtigt set af Ole, at det var lige det jeg havde brug for.
Romulus åbnede kl. 9 og 8.57 kørte jeg ind på parkeringspladsen, der var gabende tom. Det var Romulus også de første 2 timer, jeg var der.
Mig, mig selv og helt alene i verden!
Det var fuldstændig fantastisk, at have Romulus for mig selv. Og vand har bare en eller anden form for helende virkning og indbyder til dyb afslapning.
Sammen med de kontinuerlige skift fra iskoldt (8 grader) til temmelig hedt – saunagus med både lys, musik og æteriske olier (og en pænt lækker gusmester, der virkelig forstod at svinge håndklædet), gav det virkelig min krop den kickstart den havde behov for.
Jeg kan varmt anbefale en tur derud. Det er så fuldstændig gennemført lavet og man er virkelig hensat til en anden verden. Virkeligheden eksisterer ikke derinde.
Gode gamle Mærsk havde et valgsprog – rettidig omhu – og det tænker jeg tit på.
De sidste par dage har jeg haft er lidt for travlt program og jeg bliver straks straffet med nætter uden ret meget søvn.
Det er allerførste tegn på at “somethings rotten” og det skal jeg handle på NU.
Så søndagen bliver for mit vedkommende tilbragt alene – og det betyder også uden mand/børn/hunde. Telefonen bliver lagt så meget væk som muligt og den mail, jeg havde lovet at sende om noget strik til en gammel veninde – den må vente til i morgen.
Der er INTET i hele verden, der er vigtigere end at få kursen rettet op.
I dag kan det klares med en sofa-søndag og så er jeg fuldstændig fit igen i morgen, men ignorerer jeg de her første tegn – måske fordi der er noget “jeg burde også” – så begynder snebolden lige så langsomt at blive større, og om er par uger så ruller den af sig selv.
Og det ville før betyde 2-3 måneders stress gående over i hypomani – måske endda mani – og så kollaps i 6-10 mdrs depression og et års restitutionsfase. En søndag på sofaen ser ud som et ret godt alternativ…
Så nej – vi skal på niveau med personligt besøg af dronningen, før noget er “jeg burde også” i dag….
Efterskrift: Jeg ved ret mange af mine indlæg på en eller anden led handler om at vælge fra, sætte sig selv først og droppe “jeg burde også”. Der er flere grunde:
1) Det er stort set hver evig eneste dag jeg tager til/fra beslutninger
2) Jeg oplever, at det er det allerstørste problem, ikke bare hos psykisk syge, men også andre kroniske sygdomme.
3) Det er simpelthen THE KEY til et helt almindeligt stabilt liv for rigtig, rigtig mange
4) Jeg oplever, at mange med-syge er rigtig gode til at identificere, at de er for pressede – men handler ikke på det. Mest pga “jeg burde også” og virkelig stor ansvarsfølelse.
5) Det er i mine øjne ikke særliganerkendt generelt blandt hverken syge, pårørende eller samfund at sige fra og smække benene op, for “tage sig sammen” har virkelig stor magt!
Jeg har gået og tænkt meget over det her med, at jeg “valgte fra” i weekenden, “jeg burde” og “dårlig samvittighed”.
(Hvis ikke du har læst mit tidligere indlæg om hvorfor, jeg valgte weekendens tur fra, så se her, inden du læser videre)
Hold kæft hvor har jeg været egoistisk og arrogant…. TIDLIGERE!!! (nok ikke sådan helt i ordenes egentlige betydninger, men her på bloggen bliver tingene sat lidt på spidsen)
Vi lader lige som om denne weekends Legolandtur foregik for 3 år siden. Så ville det have forløbet således:
Dorte tænker: Åhhh, jeg magter det ikke. Men jeg burde. Jeg har sagt A, så må jeg også sige B. Nu har vi jo aftalt. Jeg kan ikke tillade mig at melde fra. Jeg bare bide tænderne sammen og holde ud. For Bertrams skyld. Jeg kan ikke være bekendt, at svigte ham. Jeg er nødt til at tage med, ellers bliver Bertram ked af det.
Og så er det lige vi hopper op i nutiden og jeg tænker…WHAT????
Helt ærligt, din arrogante kælling (Ole siger det oprindeligt betyder “lille kærlig en”, så jeg må godt). For hvis skyld, er det lige, du gør det der? Det kan da kun være din egen!
1. Jeg har set Bertram måske 5 gange i mit liv. Han er den skønneste 12-årige knægt, jeg kender, og jeg ville ønske at jeg havde mere med ham at gøre til daglig og også kendte ham bedre. Men fakta er at Bertram nok ikke sådan helt ved hvem jeg er – udover “Dorte på Facebook” og “Mormors kusine”. Når jeg tænker tilbage på mig selv som 12-årig…helt ærligt. Så var der da ikke noget værre end de her gamle fjerne slægtninge, der skulle høre alt om ens liv, drømme og fremtid. Jeg ville da meget hellere være sammen med mine kusiner og fætre end at snakke med en gammel tante.
Tænk at tro at Bertrams dag ville blive SÅ meget bedre, ved at jeg var der. Eller ligefrem ødelagt, hvis ikke jeg var der! Han havde sin mor, sin bror, sine morforældre og to yndlingskusiner. Det er da dem han har lyst til at være sammen med – ikke mig.
(Her må jeg indrømme at jeg tillægger Bertram nogen tanker, som jeg rent faktisk ikke tror, han har – han er en fantastisk knægt, der interesserer sig meget for andre mennesker. Men – det er for eksemplets skyld – og nok også dybest set lidt rigtigt)
2. Hvis jeg var taget med “for de andres skyld”, havde jeg måske fået nedsmeltning efter en times tid….og været nødt til at lukke festen for min del af familien og tage hjem. Not særlig fedt og bestemt ikke særlig hensynsfuldt.
3. Havde jeg formået at holde ud – ja, så ville de andre stadig have skulle tage hensyn til mig hele dagen. Og gået med en evig bekymring for, om jeg nu var okay. Ole og pigerne ville aflæse hvert et ansigtstræk på mig, for at tage tingene i opløbet – ikke særlig afslappende og hyggeligt.
4. Havde Bertram undervejs fundet ud af, at jeg udelukkende var taget med for hans skyld og faktisk ikke havde det særlig godt…så ville den skønne knægt have fået en god portion dårlig samvittighed. Og det er da det sidste han skal have.
Derfor er jeg kommet frem til at det ville have været en arrogant og egoistisk handling, hvis jeg var taget med for “de andres skyld”…
Bottom line: Inden du får dårlig samvittighed over at vælge fra – så gør dig selv den tjeneste at gennemanalysere situationen og gør så hvad der er bedst for dig. Det viser sig oftest, at være bedst for alle parter.
I dag har jeg måtte skære helt ind til benet og virkelig være en kælling og vælge fra.
Jeg har indstillet min kusines barnebarn til Falck og Børneulykkesfondens “Den gyldne Sofus” fordi han sidste år redede sin lillebrors liv, ved at lave heimlich-manøvren på ham flere gange, da den bette lort havde fået et stort stykke kød galt i halsen.
Bertram blev udvalgt af dommerpanelet sammen med 4 andre børnehelte til at blive fejret i Legoland i dag, hvor den endelige vinder af “Den gyldne Sofus” skal findes.
Lige i dette øjeblik står de sikkert på scenen og bliver hyldet. Og jeg og min familie var som indstillere også inviteret med til fejringen.
Men grundet de sidste 3-4 ugers pres og min afstøvning af Manifestet, ja…så har jeg valgt, at vi melder fra.
Det er pisseirriterende!
– jeg vil sindsygt gerne være med til at fejre Bertram.
– jeg vil sindsygt gerne gratis i Legoland.
– og jeg vil sindsygt gerne se den del af familien.
Men når det så er sagt, så ved jeg, at jeg pt. ikke kan tåle en dag med minimum 2-2½ times kørsel hver vej, en lang dag ude med masser af indtryk, mange mennesker og trængsel, lyde, musik mv.
Så hvor end jeg gerne ville med, og hvor end jeg synes jeg burde, så har jeg valgt fra. Jeg ved det er det bedste, og jeg har næsten ikke dårlig samvittighed. Jeg ved at den gren af familien forstår – og det elsker jeg dem for.
For 2 år siden var jeg taget med og havde været brækket ned lang tid efter.
For 1 år siden havde jeg nok takket nej, men havde haft den sorteste samvittighed.
I dag takker jeg også nej, og har det godt med det.
Jeg har indset, at det ikke er fair for andre, at deltage i noget “for deres skyld” og fordi “jeg burde” og at de så hele dagen skal tage hensyn til mig, og dybest set godt kan se, at jeg ikke har det godt.
Jeg sender alle mine tanker til Bertram og er hamrende stolt af ham – og hamrende glad for at vi stadig har Hannibal <3
Når nøden er allerstørst, så er jeg virkelig velsignet med gode folk omkring mig. Der gik ikke mere end 10 minutter fra mit sidste indlæg kom på bloggen og jeg havde delt det på Facebook, før jeg fik en besked fra en fantastisk kvinde, at mine ord lige var det hun havde behov for at høre. – Og i næste åndedrag havde vi aftalt en spontan-date på Happie, Hjørrings oase. Bare os to – frokost og masser af kaffe.
Stille og rolig samtale om livet, når det er svært, udfordringer, tanker, fremtiden, alting, ingenting og lige det, der ligger derimellem. Selvom det var svære emner, vi havde på bordet her i formiddag, så var det virkelig egenomsorg på højt plan og jeg gik styrket ud i virkeligheden igen…det tror jeg måske, vi begge gjorde. I hvert fald lettede for en stund.
Det viser, at det er en god idé at vise sine svage sider, at åbne op når tingene er trælse og heller ikke være bange for at erkende, at man er pt. er sårbar. Det giver 100-fold igen og vi griber hinanden.
Tusind tak, du fantastiske veninde. Vi ses ikke tit, men når vi gør, så er det virkelig ægte.
Når nøden er allerstørst, så er jeg virkelig velsignet med gode folk omkring mig. Der gik ikke mere end 10 minutter fra mit sidste indlæg kom på bloggen og jeg havde delt det på Facebook, før jeg fik en besked fra en fantastisk kvinde, at mine ord lige var det hun havde behov for at høre. – Og i næste åndedrag havde vi aftalt en spontan-date på 
