Dagligdag

Den her post er lidt lang. Derfor bliver essensen af bottom line lige gentaget heroppe:

Den kognitive forringelse er ikke statisk! Du kan få din evner igen! Det kræver bare ro, ingen stress og tid – lang tid!

Og lige et råd til pårørende, inden I får min historie:
Lad være med, at bebrejde den syge noget. Bare tag nøglerne i køleskabet og hæng dem på deres plads. Uden at sige noget 🙂

 

I forlængelse af i går kom jeg til at tænke på at noget af det, der har skræmt mig mest igennem de sidste 10 år:

Om jeg skulle ende som helt gak-gak. Altså ikke galning, men simpelthen så udfordret på mine hjernemæssige evner, at jeg ville fungere på niveau med en selleri (og jeg kan virkelig ikke fordrage selleri).

Hvis jeg tænker nøjagtig 5 år tilbage i tiden – marts 2010 – så stod jeg på Håndarbejdsmessen i Middelfart og solgte garn. Vi havde tilbud på strømpegarn til 20 kr. Et pænt rundt beløb, der var til at holde styr på, tænkte jeg.

Det havde været en ret stressende periode op til. Der var meget at at få færdig til messen. Der skulle pakkes garn ned, printes opskrifter, ordnes brochurer, de sidste modeller skulle være færdige, plakater osv osv osv.

Så en lang køretur med en stor trailer hele vejen fra Hjørring til Middelfart, udpakning og så ellers opsætning af stand. Vi var ikke færdige før langt ud på aftenen og kørte så ellers løs fra morgenstunden, hvor messen åbnede.

Der var masser af mennesker, dårlige akustik i sådan en idrætshal, ufatteligt mange indtryk og ting at forholde sig til udover at passe biksen og fortælle om Knitalot.

Vi delte det op så Ole tog sig af salget og jeg af informationen omkring Knitalot. Til frokost overtog jeg hele standen, så Ole kunne få noget frokost.

På et tidspunkt kom en dame med 3 nøgler strømpegarn.

“3 nøgler…det bliver….det bliver…undskyld, jeg må lige tage min lommeregner” Min hjerne føltes som et stort hul. Der var HELT blankt. Det var så flovt og damen grinede lidt usikkert.

Jeg har fucking fået 11 i Mat A på Universitetet!!! Og 13-tallet glippede KUN pga en skrivefejl! Og her stod jeg og kunne ikke lægge to-og-to sammen, so to speak.

Det var første gang jeg oplevede, hvor skadet min hjerne var. Indtil da havde det været den klassiske med nøgler i køleskabet, pungen på badeværelseshylden og sågar strikketøjet i fryseren! Men det her – det var lammende.

Efterfølgende blev det ikke kun engang imellem, det der med nøglerne skete. Det blev reglen, at jeg aldrig kunne finde telefon, pung og nøgler på trods af, at de havde faste pladser i køkkenet.

Ole og ungerne jokede til at starte med om det, når jeg fes rundt inden jeg skulle ud af døren. Jeg prøvede at tage det lidt ovenfra og ned og grine med, alt imens jeg bandede mig selv langt væk indvendig og faktisk var dybt ulykkelig…inden i :/

Derfra gik det over til en let skælden ud og undren og i frustration over stressen, kunne der godt lyde et: “Nu ligger din pung her IGEN!” eller “Kan du da forfanden ikke lægge dine ting det samme sted?”

– Nej, det kunne jeg ikke, og det gjorde mig bare endnu mere ked af det – inden i – at det blev påpeget hele tiden 🙁

Der var lige så tomt inde i min hjerne, når jeg lagde tingene fra mig, som den dag på messen.

Jeg prøvede VIRKELIG på at huske det, når jeg stod og låste hoveddøren op, men alligevel glippede det, så snart jeg var indenfor. Jo mere jeg prøvede, jo værre blev det.

Til sidst fik jeg kommunikeret, at det simpelthen ikke var med vilje, at jeg gjorde det, og at jeg blev frustreret og ked af det. Jeg bad, om ikke de bare kunne lægge tingene på deres plads, uden at sige noget om det til mig, når de fandt dem rundt omkring i huset.

Det gjorde de og i løbet af de næste par måneder blev det bedre og bedre med min koncentration og hukommelse omkring pung, nøgler og telefon.

De kognitive evner kom langsomt tilbage, kun for at forsvinde igen, da jeg igen tog en tur med stress og dermed fik næste episode med mani og efterfølgende depression i august samme år. For fanden i helvede da! Men nu vidste vi da, hvad vi skulle gøre ved pung/nøgler/telefon-problemet.

Men musik, bøger, film osv kunne jeg stadig ikke koncentrere mig om overhovedet! Det var så også lidt en joke med det filmværk – at jeg altid faldt i søvn efter 15 minutter. Men det må jeg skrive om en anden gang.

Den her post er allerede blevet så lang, at det ikke er sikkert du er nået til enden.

Men bottom line herfra:

DET ER IKKE STATISK! DU KAN FÅ DINE EVNER IGEN. DET KRÆVER BARE RO, INGEN STRESS OG TID – LANG TID!

Efternote: Hold kæft, hvor er det her sjovt. Nu er det lige mig, der joker med mig selv! Jeg ville tage et billede af nøglerne i køleskabet til illustration – men de hang ikke på deres plads! – jeg fandt dem så ret hurtigt i min jakkelomme. Men…for fanden da 😀

Efterefternote: Jeg vil lige slå fast, at jeg overhovedet ikke bebrejder min familie, at de jokede/blev irriterede over, at jeg aldrig kunne finde mine ting. For det første er det umuligt, at forestille sig den lammende tomhed i hovedet, med mindre man har stået til en eksamen med klappen gået ned. Her var klappen bare nede i måneder i træk.
Og for det andet – problemet løste sig (næsten) i det sekund, jeg rent faktisk fortalte, hvad jeg følte indeni og hvilken løsning, jeg troede kunne hjælpe mig.
Og for det tredje…nøgler i køleskabet og SPECIELT strikketøj i fryseren er pissesjovt, bare ikke når det sker 10-12 gange om dagen 🙂