Yes! Teknik og miljøudvalget vendte tommelen op. De har indstillet at der afsættes knap 200.000 kr til projektet i budgettet for 2018!
Må man godt sige Fucking Hell Yeah?
Det offentlige
Så er badesøen på dagsordnen!
Stor dag i dag!!!
I ved de der idéer man kan få, når man er en smule godt igang og der kun er 10 cm fra tanke til handling?
Som du kan læse om bl.a. her, er jeg issvømmer og manglede et sted med roligt vand at træne.
Og hvad er så mere nærliggende end lige at skrive et 8-siders oplæg til kommunen om at lave en eksisternede sø om til et rekreativt område, oprense søen og sørge for rent badevand… (den idé har jeg skrevet om her engang). Som tænkt så gjort, og 2 timer senere havde jeg fat i Knud fra kommunens Teknik og Miljø afdeling.
Det vil også været et fantastisk sted for borgerne i byen om sommeren – og måske kan det inspirere nogen til at blive vinterbadere eller ligefrem issvømmere.
For at gøre en lang historie kort. Efter et par fælles projektmøder med kommune, vandselsskab og nogen jeg ikke lige fik fat på hvem var – så er mit projekt på dagsordnen i Teknik og Miljøudvalget i dag.
Spændene om byrådet godkender og bevilliger pengene til projektet med oprensning af søen, der endte med at blive en anden, end den jeg har beskrevet tidligere. Projektet blev flyttet op til en sø lidt tættere på byen, hvor der i forvejen ny legeplads, motionsredskaber og en lækker cykel/løbe/gang-sti. En badesø med lækker sandbund, strandbred og klart vand vil supplere området helt perfekt.
Kryds lige fingre!
Det er ikke altid skidt at være bipolar, specielt når jeg har kunne nøjes med at komme på idéen (det tager ca 53 sekunder), skrive oplægget (ca 2 timer) og brainstorme til et par møder – og så overlade den videre opgave med at få fulgt tingene til dørs til andre.
Ja, der skal på et tidspunkt søges nogen penge til andre faciliteter (badebro, borde/bænke, grillbålplads og evt. omklædning/sauna) – men det er også nogen, jeg allerede har fået lovning på hjælp til (og ja, “at få lovning på” er et helt legitimt nordjysk udtryk, hahah – den gider jeg ikke diskutere med sprognørder igen-igen-igen)
Det er fandeme god udnyttelse af bipolare ressourser 😀
Efterskrift:
Faktisk var de skideglade for oplæg fra en borger, og efterlyste flere af de ting. Som de sagde så kunne de ikke sidde inde i afdelingen og gætte/opfinde hvad borgerne gerne ville have. Eller komme på alle de gode idéer selv. Så når det her forhåbentlig er kommet i stand, så har jeg en 10-20 andre gode idéer i kø. Heldigvis har jeg lært kun at tage et par stykker af gangen, hahah. Ej, lidt for sjov, men hermed en opfordring til alle om at åbne munden, istedet for bare at sidde hjemme og brokke sig over “det er også for dårligt kommunen ikke gør dit og dat”.
Min skriveblokering er pist væk
Hvor er I nogen dejlige læsere <3 Min skriveblokering er pist væk forsvundet.
Tusind tak for opbakningen. Selvom en enkelt kommunalt ansat for en stund fik taget min mojo fra mig, har I da godt nok givet mig den igen. Både her, i Facebook-beskeder og i den hemmelige gruppe.
Jeg kan mærke at den klump – den blokering – som var skabt, er løsnet. Både ved at det blev italesat her på bloggen, men også af jeres opbakning. Tak 🙂
Grunden til at det slog mig ud af kurs er nok også, at jeg personligt i de 12 år, jeg har haft kontakt med systemet, (stort set) kun mødt dygtige, empatiske, dedikerede ansatte rundt omkring. Der har kun været en jobkonsulent, der var lidt af en hat, men han forsøgte dog stadig at forstå og var ikke fordømmende.
Derfor har jeg også altid forsvarret sagsbehandlere, jobkonsulenter osv med at “de er jo kun ude på at finde den bedste løsning for os”. Det har jeg også skrevet om et par gange på bloggen.
Samtidig har jeg heller aldrig personligt mødt de fordomme mod psykisk syge, som de her kampagner, jeg nævnte igår, retter sig mod. Jeg har endda sommetider syntes, at det nok var lige i overkanten, og at de selv-stigmatiserede mere end godt var.
Så pludselig at møde et menneske, der i den grad helt åbent var fordømmende, var noget af et chok – og det havde intet at gøre med med, hvad der kunne lade sig gøre, ikke lade sig gøre, bevillinger, lovgivning mv. gav i den grad skriveblokering af værste skuffe. Det var simpelthen personens grund-substans ikke at VILLE forstå.
Så der har været nogen ting, som jeg har måtte revidere i forhold til min opfattelse af tingene. Jeg har altid skrevet udfra en (måske naiv) forudsætning om, at det bare handlede om at forklare tingene godt nok. At omverdenen bare skulle oplyses om, hvordan det er at være os.
Men der er altså nogen, der ikke er interesserede i at blive klogere, i at forstå. Og der taler både jeg, andre bloggere (se fx. Tines og Hannes blogge, jeg varmt kan anbefale), diverse kampagner og patientforeninger for døve øren.
Det gav lige et par måneders skriveblokering, hvor der var larmende tavshed, selvom jeg igen og igen forsøgte at starte på diverse indlæg. Men det er jo slet ikke hos de uinteresserede, jeg skal lægge min energi – den skal bruges på jer, som mine ord hjælper. Tak for at minde mig om det.
Rigtig god søndag til jer alle.
Efterskrift:
På et eller andet tidspunkt vil den sagsbehandler møde mig igen. Enten i form af et personligt møde, et brev eller via jobcenterchefen. En kontakt hvor det er MIG der har taletid. Jeg har stadig en lille tro på,, at hun er interesseret i at blive bedre til sit job. Ellers er hun jo ikke et hak bedre end alle de fordomme hun har mod dovne, ugidelige sygemeldte borgere på kontanthjælp. Borgere, der åbenbart i hendes øjne kun er ude på at malke systemet. Men om det er for kontanthjælp eller en løn som sagsbehandler, der malkes. Det er i dette tilfælde vist hip som hap.
Motivationen, der blev væk….
Der har været ekstremt stille, her på bloggen de sidste par måneder. Jeg har simpelthen fuldstændig mistet motivationen til at dele mine tanker, mine betragtninger og min viden, tips og tricks om det at være bipolar.
Jeg er gået igang med flere indlæg, der så er rendt ud i sandet – simpelthen fordi jeg har følt, at det kan være ligemeget, hvad fanden jeg skriver.
Og jeg kan placere den manglende motivation helt præcist et sted. En helt igennem led kommunal sagsbehandler, jeg oplevede på tæt hold, da jeg var bisidder for en anden.
Hun var alt det, som kampagner fra EN AF OS, Depressionsforeningen, SIND, Psykiatrifonden osv er rettet mod: Fordomsfuld, bedrevidende og stigmatiserende.
Jeg har ikke ville skrive om det her, men jeg kommer ikke videre med min blog før jeg har fået det ud af systemet.
Undervejs i mødet kom hun med udtalelser som: “Jeg har da også dage, hvor jeg har lidt svært ved at komme ud af døren. Men så tager jeg mig lige sammen og det ender jo med, at blive en god dag alligevel. Det er sådan du skal tænke.” eller “Du er jo også nødt til at gøre noget selv, for at få det bedre…”
– det sagt til et menneske, der i den grad har arbejdet med sin bipolare sygdom og nu her 1½ år efter diagnosen har virkelig godt styr på, hvornår det er fuldstændig ro og fred, der skal til, hvornår det er bedst at møde verden og hvornår der skal sættes ind med diverse strategier, for at tage en episode i opløbet.
Ikke en eneste gang spurgte sagsbehandleren ind til borgerens situation og hvordan hun taklede sin sygdom. Hun sad bare og konstaterede. Samtidig blev de strategier, som der er arbejdet hårdt med i samarbejde med psykiatrien nedgjort og brugt mod borgeren:
“Ja, jeg kunne da også godt tænke mig, at rive en dag ud af kalenderen og tage i wellness istedet for at gå på arbejde…”
Ja, det er sådan en normal, rask person tænker – men tro mig, som kronisk syg vil man rent faktisk hellere gå på arbejde end droppe alle aftaler, for at gøre hvad der skal til, for at undgå næste langtidssygemelding (og måske indlæggelser). For det er det, det ender med, hvis man bare fortsætter kursen mod enten skyerne eller det mudrede dynd.
For det er jo ikke kun arbejde, skole eller trælse opgaver, man kan blive nødt til at droppe med få timers varsel – det er også sjove, hyggelige familieting, venindeture og sociale arrangementer.
Tænker jeg tilbage på de sidste to år, hvor jeg endelig har fundet vejen til stabilitet, har jeg udover nogen enkelte sygedage fra job også måtte droppe:
- Genforeningsfest med min folkeskoleklasse
- Legolandtur med familien
- Min svigerindes fødselsdag
- Min mands fødselsdag, hvor jeg lå i sengen med høreværn, mens hele familien var her.
- Hele pinsen (vi takker den omtalte sagsbehandler, der var godt på vej til at sende mig ned i det mørkeste hul)
- Diverse aftalte venindebesøg
- En ferietur (ja, selv ferie kan være ekstremt stressende)
Andre ting har jeg deltaget i, selvom jeg burde være blevet hjemme, da de kostede flere dages recovery:
- Fætter/kusinefest med min mands familie (gensyn efter 20 år)
- Familieweekend i Lalandia
Og så er der heldigvis også ting jeg har kunne deltage i, uden det har kostet efterfølgende, fordi jeg er gået tidligere hjem end de andre:
- 3 x studenterfest
- 25 års genforeningsfest på gymnasiet
Sagsbehandleren vil nok aldrig nogensinde kunne forstå, at det ikke bare er hyggenygge at have en psykisk udfordring, der giver carte blanche til at blive hjemme fra arbejde, for som hun også sagde: “Det er ikke mit job at vide noget om bipolar lidelse”.
Men hvis jeg dropper bloggen pga hende, har ignorancen vundet. Så har jeg stiltiende samtykket i, at hun nok har ret.
…og det har hun på ingen måde!
Kursus: Spot en social bedrager! – hvad pokker er meningen?
Lær at spotte en social bedrager. Jeg kan næsten ikke tro mine egne øjne. Hold kæft hvor gør det mig ked af det – og frustreret.
Det viser sig at, der er en virksomhed, der har solgt kurser til kommunerne i hvordan man kan spotte en social bedrager, der forsøger at lyve sig syg, for at få ydelser.
En af kursets overskrifter lød:
“Har du siddet overfor en sygemeldt borger, der ikke kan arbejde, men stadig holder ferie og går i biografen? Eller at borgeren svarer upræcist, tøvende eller gentager dine spørgsmål?
Så er der god sandsynlighed for, at personen simulerer sin sygdom”
Kilde: Avisen.dk, Dårlig etik? Kommuner køber kurser i sygdomssvindel
Gør det dig til social bedrager?
Det er jo netop det at få gode oplevelser, man opfordres til på kurer i psykoedukation om det så er for depression, bipolar lidelse, psykoser mv… Så det giver “god sandsynlighed” at følge de strategier man lærer i forhold til sygdomshåndtering?
Lyt til dig selv, hold fri, gør ting, der gør dig glad, kom ud blandt folk, tag på café, lad være med at isolere dig, handl på dine symptomer osv osv… Tænk at det så er de ting, der bruges af kommunen til at “spotte en svindler”.
Og når din hjerne føles som rødgrød uden fløde eller havregrød der er brændt på…ja så svarer man sgu upræcist og tøvende – for der er sort inde i dit hoved!
Så næste relevante spørgsmål må være:
Gør et kort kursus kommunale folk dygtigere end en psykiater?
Det der er er jo lodret misforstået, stigmatiserende og fuldstændig helt og aldeles ude i hampen og vil ødelægge alt for den store procentdel, der IKKE snyder – i forsøget på at spotte den promille der gør.
– og jeg fatter slet ikke at et (kort) kursus for lægfolk, skal ruste dem bedre end alle de mange, mange år det tager at uddanne sig til psykiater! Det er jo en kompetenceoverskridelse af dimensioner!
Gad vide om det her er noget Hjørring Kommune benytter sig af? Jeg kunne næsten tro det, udfra min sidste oplevelse med en sagsbehandler på Jobcenteret….
Shit – hvad siger kommunen?
I forgårs fik jeg pludselig kolde fødder med det her VM i issvømning. Ikke så meget pga den frosne flod og den Sibiriske kulde…men….shit, må jeg egentlig tage afsted, når jeg nu er fleksjobber?
Jeg må indrømme, at jeg ikke havde tænkt tanken til at starte med, men resolut greb jeg knoglen og ringede til fleksteamet, for at få afklaret reglerne. Akkurat som jeg gjorde, inden jeg offentliggjorde bloggen. Jeg gider overhovedet ikke gå og bekymre mig over, om jeg nu gør noget galt.
Det var en, der hed Rikke, jeg skulle tale med – og hun var optaget. Så jeg måtte vente med at forelægge mine planer til i går.
Da jeg fik fat i hende, var hun meget forstående og spurgte ind til både træning, tur osv og så ville hun læse op på min sag, tage den med sin faglige vejleder og vende tilbage i dag.
Puha – det kunne godt give lidt ondt i maven natten over, men jeg er efterhånden blevet ret god til at skyde de bekymringer fra mig, som jeg ikke kan gøre noget ved alligevel.
Og det viste sig at være godt, jeg ikke ødelagde min nattesøvn over det, for Rikke har lige ringet.
De er alle i afdelingen begejstrede for, at de har en fleksjobber, der har fået det så godt, at hun kan tage til VM. Der står jo i mine papirer fra oktober 2013, at førtidspension var inde i overvejelserne.
Så rent faktisk vil de håbe, jeg vinder, finder masser af sponsorer, kommer i pressen og i det hele taget fortæller vidt og bredt om, hvad man kan nå, hvis man har det rette mål og får den rette støtte.
For der er ingen tvivl om at Hjørring Kommune har støttet mig på rette måde hele vejen igennem mine sygdomsperioder og nu her som fleksjobber.
Så…jeg tager den hele vejen for Hjørring!
QuietComfort in my ear!
Endelig…efter en tur i kommunecirkus, har jeg modtaget de lydreducerende hovedtelefoner, der virkelig betyder en kæmpeforskel for mig, når mit hoved kager totalt.
(For tekniknørder er det InEar Bose QuietComfort 20, vi taler om)
Men vejen har sandelig ikke været let – og det endte også med at jeg måtte slå et par sving undervejs.
Baggrunden er, at jeg havde lånt sådan et par høretelefoner af en i familien bare for lige at prøve om de kunne hjælpe på mit hoved. Og hold nu KÆFT en forskel de har gjort, når hovedet kegler. Teknologien i dem går ind og udsender modsatrettede lydbølger ind i øret, således at støj udefra udlignes. Og så er der bare….“Största möjliga tyssstnad”!
Derfor søgte jeg om hovedtelefonerne som hjælpemiddel allerede d. 12/5. (Se forøvrigt her hvordan du søger hjælpemidler) og har efterfølgende gået til “udredning” på “Syn og Hørelse klinikken” på Sygehus Vendsyssel. Konsulentens første udmelding var der, at “kommunen aldrig giver disse hovedtelefoner, som hjælpemiddel”. I og med at det var ham, der skulle vurdere hvilket hjælpemiddel, der ville være bedst i min situation, vidste jeg jo godt at det dermed var hans generelle holdning, at disse høretelefoner ikke var meget bevendt. Og de efterfølgende gange fik jeg nærmest bekræftet, at de var lavet af den onde selv.
Jeg kan i princippet godt se hans pointe. Er du lydoverfølsom (med en overaktiv hørenerve), skal du trænes i at vænne dig til lydene omkring dig. Lukker du bare lydene ude, ja så vil du bare være endnu mere lydoverfølsom, når du tager høreværnene/hovedtelefonerne af igen.
Derfor brugte vi et par gange på at gennemgå strategier osv – ja…alt det som jeg jo sådan set HAR været igennem siden starten af Manifest 2014. Der ER bare ikke mere at hente på den konto.
I langt de fleste situationer klarer jeg jo også tingene fint uden skærmning. Min hørenerve er på ingen måde overaktiv. Det er sgu min hjerne, der er det.
Sommetider skal den altså bare have FRED!!! Der er bare nogen tilfælde, hvor mit hoved er så smadret, at alternativet til lydreducerenede hovedtelefoner har været, at ligge inde i sengen med 3 puder og 2 dyner over hovedet i forsøget på at få en smule fred i hjernen.
Samtidig er de fuldstændig nødvendige når jeg skal tale i telefon i forbindelse med jobbet. Jo sværere eller vigtigere samtalen er, jo mere jeg skal koncentrere mig, jo hurtigere bliver mit hoved træt, og alle mulige lyde begynder at pible ind i hovedet og gøre mig endnu mere ukoncentreret og træt. Der er simpelthen overload – tærsklen sidder bare lavt for mig, selvom jeg har hævet den betydeligt via alle mine strategier.
Efter 10 minutter i telefonen, hvor jeg taler big issues med den MRSA-ansvarlige i Landbrug og Fødevarer eller en dyrlæge med masser af spørgsmål, så er jeg en mellemting mellem ribsgelé og det hunden kaster op, når han har ædt for meget græs, hvis der er baggrundsstøj. Og så er der kun sofaen tilbage den dag. Mildest talt irriterende, når jeg nu havde løsningen og fundet den holdbar.
Nå – men som I også kan se her, så var gutten ikke til at hugge eller stikke i.
Min psykiater rystedet bare opgivende på hovedet, da jeg viderebragte forklaringerne derude fra. Der er altså kæmpeforskel på “almindelig” lydoverfølsomhed og så den type, der skyldes psykisk stress/sårbarhed/sygdom. Så inden afslaget kom i hus, trak jeg stikket og kontaktede min fleksjobsrådgiver i stedet. Vi havde tidligere talt om høretelefonerne som et hjælpemiddel til mit arbejde, men fordi jeg havde sendt en generel ansøgning, lod vi den køre.
Men i og med at det faktisk er ret nødvendigt for mig på jobbet, at kunne koncentrere mig om vigtige telefonsamtaler – og at ret meget af mit arbejde består af telefonsamtaler – så er de hovedtelefoner et vigtigt arbejdsredskab for mig. Derfor kunne Jobcenteret uden problemer godkende min ansøgning.
Så – det betyder, at jeg nu har fået sådan et par øreduttelutter med lydreducerende teknologi. Det er noget siden de ankom på matriklen, og jeg er SÅ glad for dem. Pludselig er jeg ikke længere lammetævetræt i hovedet efter ½ time i telefonen.
Det har betydet en kæmpeforskel i min dagligdag.
Jeg husker selvfølgelig på, at det er helvede selv, jeg stikker i ørerne hver gang…..jeg skulle jo nødigt ende som hovedtelefonsmisbruger 😉
…!
SUK!
12.05.15: Dorte ansøger om en kædedyne ved kommunen
12.05.15: Dorte får en kvittering på, at der er søgt
14.05.15: Dorte ringer til kommunen, da der står højest 16 ugers behandlingstid, for at høre, om kommunens behandlingstid evt. i gennemsnit er kortere, da jeg virkelig har behov for den dyne. Dorte får at vide at: “Nu er det jo ikke sådan, at det er et akut fysisk problem.” Dorte tænker – nej, det er sgu meget godt. Men det er fandme snart akut psykisk, hvis ikke jeg får sovet ordentligt!
Dorte væbner sig med tålmodighed og tjekker 16 uger af frem i kalenderen.
24.08.2015: Dorte ringer til Visationen for at høre til ansøgningen, da der er gået ca. 15 uger – ingen ledige medarbejdere…
25.08.2015: Dorte ringer til…..
26.08.15: Kommunens telefoner er lukkede
27.08.15: Dorte ringer til….
31.08.15: Dorte ringer til Visationen. “Nej, du har ikke sendt en ansøgning på kædedyne”, Dorte tjekker e-boks…jo, jo…der er en kvittering på ansøgningen.
31.08.15: Dorte ringer til Visationen igen. “Okay…jamen du kommer ikke til at vente lige så lang tid igen ihvertfald.”
Dorte tager på Happie…!
Sådan søger du hjælpemidler
Der findes hjælpemidler, der kan give os en bedre hverdag. Jeg har hørt om mange, der er blevet hjulpet godt af fx. kæde- eller kugledyner, der kan give en dybere og mere rolig søvn.
Jeg har selv i forbindelse med mit Manifest 2014 overvejet at søge kommunen om en bevilling til en dyne, men kom aldrig videre med den vej, da mine søvnproblemer var meget on/off.
Og jeg har efterhånden talt med flere, der også har TÆNKT på at søge en dyne eller andet, men er gået i stå i forbindelse med at skrive ansøgningen. Derfor dette indlæg, der forhåbentlig kan give en idé om, hvordan den udformes bedst muligt.
Jeg har fundet en god beskrivelse af hele hjælpemiddelområdet på Borger.dk. Der er også her du søger. Klik her. Det er vigtigt lige at bemærke dette uddrag:
Kommunen skal yde støtte til et hjælpemiddel, hvis hjælpemidlet i væsentlig grad:
– kan afhjælpe de varige følger af din nedsatte funktionsevn
– kan lette dagligdagen i dit hjem
– er nødvendigt i dit arbejdsliv
Som du også kan læse, er det ikke helt ligegyldigt hvordan du laver din ansøgning.
For at øge chancerne for at få godkendt en bevilling af kommunen, har jeg forsøgt at pinne det ud i punktform, så det er mere overskueligt.
- Hvad er det du søger om?
- Beskrivelse af produktet
- Prisen (produkter under 500 kr godkendes ikke, det skal du selv betale)
- evt link til brochure/information fra firmaet
- Hvorfor søger du?
- Hvilket problem har du?
- Hvordan er problemet relateret til din sygdom?
- Hvilke gener har du ved problemet?
- Hvad har du gjort for at afhjælpe problemet
- Hvorfor har disse tiltag ikke virket (hvis et billigere produkt/tiltag kan afhjælpe generne, vil du få et afslag eller godkendelse til dette produkt)
- Hvordan vil produktet kunne afhjælpe problemet?
- Testperiode af produktet
- Hvordan har produktet hjulpet i forhold til andre tiltag?
- Hvad har du fået ud af det?
- Fakta: fx. Søvn øget fra 4 timer/nat til 8 timer/nat
- Udbyttet: bedre livskvalitet og mere overskud til mine børn/arbejde/osv
- Dokumentation fra fagpersoner/pårørende
- Udtalelse fra behandler – praktiserende læge/speciallæge omkring problemet og den gode effekt i testperioden.
- Evt. udtalelse fra arbejdsgiver, der kan bevidne den øgede arbejdsevne i testperioden.
- Evt. udtalelse fra pårørende, der kan bevidne den gode effekt i testperioden og hvad det har betydet for livskvalitet.
Hos firmaet Zibo Athene, der er forhandler af kædedyner i DK er det muligt at få lov at afprøve dynen i en periode. Det er jo ret heldigt i forhold til punkt 3-4.
Jeg har lavet en beskrivelse af hvordan en ansøgning kan udformes:
EKSEMPEL – DU SKAL SELVFØLGELIG UDFORME ANSØGNINGEN SÅ DEN PASSER TIL DIG OG DINE OPLEVELSER:
Jeg søger om en kædedyne fra firmaet Zibo Athene. Dynen koster xxxx kr. Dynen er beskrevet nærmere på www.ziboathene.dk/kaededynen/
Jeg søger om en kædedyne, da jeg igennem længere tid har lidt af søvnproblemer, der gør at jeg har svært ved at fungere normalt i hverdagen. Jeg er meget træt dagen igennem og det går ud over både hukommelse og kognitive evner. Problemet skyldes højest sandsynlig en bivirkning af den medicin, jeg får mod Bipolar Affektiv Lidelse. Søvnløshed er den oftest forekommende bivirkning ved det præparat, jeg får. Samtidig begyndte mine søvnproblemer samtidig med skiftet til nuværende medicin. Det er ikke muligt at udskifte medicinen, da jeg har været igennem mange forskellige medikamenter, for endelig at finde et, der har den ønskede stemningsstabiliserende virkning.
Jeg har derfor forsøgt en del forskellige andre tiltag for at afhjælpe mine problemer. Bl.a.:
- Ingen kaffe/the
- Lange gåture
- Afslapningstime inden sengetid
- Meditations cd´er
- Baldriandråber
- Varmetæppe
- Varme bade
- Lavendelduft
- Mørklægningsgardin, samt sovebriller
- Flytte i gæsteværelset med max ro
Ingen af disse tiltag har afhjulpet mine søvnproblemer andet end meget kortvarigt (2-3 dage), heller ikke kombinationen af dem alle. Eneste mulighed jeg har haft for sammenhængende søvn er v.h.a sovepiller, og de har ikke afhjulpet generne i om dagen, da jeg har følt mig meget “zombie-agtig” – samt ret hurtigt udviklet en afhængighed og dermed forværret problemet.
Jeg har derfor lånt en kædedyne fra Zibo Athene og testet den i 3 uger. I de 3 uger har jeg oplevet en meget forbedret søvn. Jeg sover både dybere og i længere tid ad gangen. Jeg er nu oppe på at sove mellem 7,5 og 8 timer i træk, hvor jeg tidligere max sov ca 3 timer i træk. I forhold til de andre tiltag jeg har prøvet, er effekten af dynen vedvarende, og jeg har for første gang i flere år oplevet en periode på mere end 3-4 dage med god søvn hver nat. Dette kan jeg også mærke i min dagligdag, hvor mine kognitive evner langsomt er ved at forbedres. Jeg er ikke så irritabel længere – en ting jeg ikke selv var klar over, at jeg var.
Alt i alt har dynen forbedret min livskvalitet væsentligt, hvilket mine pårørende også har bemærket.
Herefter kan du indhente udtalelser fra pårørende og arbejdsgiver. Om din kommune selv indhenter udtalelser fra dine behandlere eller du selv skal vedlægge dem, er vist lidt forskelligt. Men det er altid en god idé, at du fortæller din behandler, at du søger om et hjælpemiddel – og evt. hører om han/hun har andre ting, der ville være (mere) relevante at søge om
Jeg håber du har fået lidt inspiration til hvordan en ansøgning udformes.
Og husk så lige at der er masser af ting derude, der kan hjælpe os i hverdagen – hjælpemidler er ikke kun, hvis man har behov for forhøjede toiletsæder eller en kørestol.
Styr på tingene!
I dag har jeg haft besøg af kommunens fleksjobambassadør, hvor vi skulle diskutere detaljer i mit nye job.
Det her bliver MEGET bedre end de sidste 6 måneders meget mærkelige oplevelse, kan jeg allerede sige nu.
Nu er der styr på tingene og jeg vil kikke fremad og prøve ikke at dvæle for meget ved tidligere frustrationer.
Det kan simpelthen ikke betale sig andet…
