Kommunen som samarbejdspartner

Det er virkelig vigtigt, at se kommunen som en samarbejdspartner, der kun vil en det bedste og starte ud med den tilgang, når du sygemeldes. De kan hjælpe med rigtig mange ting – bostøtte, mentorordning, langsom opstart i praktik, afprøvning til fleksjob, ressurseforløb og evt. førtidspension, selvom man jo nærmest skal stå med det ene ben i graven og det andet i urnen for at komme i betragtning til den.

Min oplevelse er, at hvis man samarbejder og viser vilje til – engang – at komme ud på arbejdsmarkedet, er viljen til at hjælpe meget, meget stor. Kan man ikke ret meget, så kan en mulighed være et job som fleksjobber med 1-2 timer ugentligt, hvor man passer et mindre (e.v.t. endda enmands-) firmas Facebookside/Instagram eller hvilken platform, man nu er god til.
Kommunen vil sikkert også gerne betale for et online-kursus i opbygning og pasning af firma-sider.

Det er tilladt at arbejde hjemmefra og selv planlægge tin tid, så med den tilgang til arbejdsmarkedet, kan man nå rigtig langt.

Jeg må så også indrømme, at da først min bipolare lidelse kom på banen i forhold til min første sygemelding (da jeg boede på Fyn), hvor det var (posttraumatisk) stress, der var på bordet, så ændrede holdningen sig lidt. Ved depressioner/stress er holdningen at du skal ud så hurtigt som muligt og gerne presses lidt. Mantraet “op i tid” bliver messet helt automatisk fra jobkonsulenterne (får de mon provision for klientens timer?). Men når målet pludselig er ikke at ryge i mani, så bliver bremsen godt nok slået i.

Derfor er det også vigtigt med en korrekt diagnose. Mange bipolare bliver først diagnostiseret korrekt efter mange år med diagnosen gentagende depressioner. Hypomanierne (let form for mani – type 2 bipolar) ses jo som “nu er du rask – fantastisk” både af kommune, arbejdsgiver, en selv og sine pårørende. Men det er du IKKE. Bipolar lidelse bliver man ikke “rask” af. Man kan leve med lidelsen helt normalt, hvis man lære at tackle sygdommen. Derfor er det vigtigt med rette hjælp både medicinsk (der er anderledes end ved depression), hjælp fra pårørende, egen indsigt og vilje, samt anden hjælp.

Den ene spasser, jeg har mødt i kommunesammenhæng, kunne jeg tryne i en mani, hvor jeg var superskarp og meget målrettet. Kaldte ind til stormøde med både jobkonsulent, sagsbehandler og chefen for afdelingen. Det endte med at chefen spurgte “hvad vil du gerne” og så fik jeg alle mine ønsker opfyldt. Jeg har krydset klinger med den pågældende jobkonsulent en gang siden, og du kan læse om mine seneste oplevelser med ham her og her

I samarbejdet med kommunen, er det også vigtigt, du har din ægtefælle/kæreste eller anden pårørende med på sidelinjen.

Ingen penge og vupti – så er du rask. Se her hvordan…eller?

moneyNu er jeg simpelthen nødt til at sige noget! Jeg har i alle mine år i kommunecirkusset stort set kun haft positive oplevelser og blevet mødt af kompetente, dygtige sagsbehandlere, der ville mig det bedste. Der har kun været en enkelt knap så heldig, men fred være med det.

Jeg holder fast i, at min oplevelse er, at jeg er blevet hjulpet virkelig godt. Og jeg har også været meget taknemmelig for den økonomiske hjælp, jeg har fået i form af sygedagpenge, revalidering og nu fleksjob. MEN….

Jeg forstår ikke, hvordan visse politikere kan tro, at vi bliver mere raske af at blive jagtet eller få færre penge. Psykiske lidelser (og alle andre lidelser for den sags skyld) bliver kun værre ved at tilføre en øget stress-faktor.

Vi er syge…ikke dumme, ugidelige eller bare plain nassere. Jeg tror vi alle (arh ok…måske 99,83% af os) virkelig gerne ville bytte sygdom ud med en fuldt funktionsdygtig plads på arbejdsmarkedet.

Eller det vil sige…jeg FORSTOD ikke. For pludselig slog det mig – politikerne og andre højtlønnede har jo deres fuldstændig på det tørre. De kommer aldrig i en situation, hvor de skal leve af sygedagpenge alene!!!

Højtlønnede (mig selv incl. inden jeg blev syg) har stort set alle en firmabetalt pensionsordning HVORI DER ER EN SYGEFORSIKRING MED LØNSIKRING – der vel at mærke IKKE modregnes i sygedagpenge mv!

Jeg havde selv en lønsikring på 30% af min løn, så længe jeg var uarbejdsdygtig pga sygdom. Desværre var hverken jeg eller min daværende arbejdsgiver (der kunne have fået refusion i den tid de ventede på, at jeg kom tilbage) opmærksom på den krølle i pensionsordningen.

Jeg var alt for medtaget til overhovedet at være opmærksom på andet end bare at komme op om morgenen og måske…hvis det var en god dag…at sende ungerne et smil inden de skulle ud af døren og i skole.

Da jeg endelig blev obs på muligheden var anmeldesesfristen for længst overskredet…ærgeligt, men jeg gider ikke græde over spildt mælk – og heller ikke den mill det ca har kostet mig.

Men for at komme tilbage på sporet. Det er da klart, at man ikke kan se problemet, når man selv er sikret måske 40-50-60.000 om måneden, fordi sådanne forsikringer kan skrues sammen, så man får helt op til 70% af sin løn ved sygdom – igen vel at mærke oveni sygedagpengene.

Jeg skal være ærlig at sige, at jeg ikke har undersøgt om loven på dette område er blevet ændret….men et eller andet sted, begynder det at give mening i mit hoved med de underlige udmeldinger og holdninger til sygemeldte, jeg møder rundt omkring.

Ingenting og alting kan vælte læsset

ARGH!!! – ja, der skal åbenbart ikke meget til at vælte min dag, selvom jeg grundlæggende har det godt pt. Blev blitzet i dag et sted, jeg egentlig troede man måtte køre 80, men det viste sig at være indenfor byskiltet. Så jeg håber bare på, at jeg ikke får en betinget frakendelse….  Men jeg har simpelthen været så sur på mig selv hele dagen, og slået mig med den største hammer i hovedet – jeg plejer ALTID at køre efter hastighedsgrænsen. Grrrrr! Men skal man se positivt på det, er det at jeg er ved at være i ok humør igen, men hold da op hvor kunne jeg bare ikke holde op med at tude i eftermiddags af bare skuffelse over mig selv

I dag skal jeg til møde med min sagsbehandler i jobcenteret. Det glæder jeg mig til, for Louise, har virkelig forstået, at det handler om at passe på os bipolare. Det hjælper også, at jeg ved psykiaterens hjælp har fået analyseret mig frem til, at mine episoder altid starter med en mani (oftest pga udefra kommende stress/pres) for derefter efter en 6-8 uger at slå over i dyb depression.

Det er som om det så lige pludseligt i mit eget hoved er “legalt” at jeg kun kan/skal arbejde en 8-10 timer om ugen og at det er meget vigtigt at jeg ikke bliver presset og stresset. Mantraet har jo ellers altid været “op i tid hurtigst muligt” fra flere kommunefolk…. det er det heldigvis ikke længere.

Måske andre af jer, kan bruge denne erfaring – for jeg synes tit, jeg har oplevet i mine depressive perioder, at blive presset mere end godt er “for det er jo godt at komme ud blandt andre” – men med mine reaktionsmøntre, kører jeg jo helt af sporet, hvis jeg bliver presset.

Stress -> Mani -> Depression – og så tager det IGEN 2-3 år at komme tilbage til normal tilstand :/

Et brev blev skrevet

Her er hvad jeg skrev i fredags, da jeg var ved at kamme over af raseri:
(jeg har erstattet navne med titler for at gøre det lidt blogvenligt) 

Hej ”jobkonsulent”

Jeg har altid ment, at klar og tydelig kommunikation er en af forudsætningerne for et godt og konstruktivt samarbejde. I det ligger også, at man ikke forsøger at forgøjle eller fortie ting. Åben og ærlig dialog, må være nøgleordene. Og jeg må indrømme, at jeg lige nu ikke synes, vores samarbejde er startet på det bedste grundlag!

Vi to har tidligere krydset klinger, men det tror jeg måske ikke, du kan huske – det er trods alt ved at være en 5 år siden.

Jeg er meget tilhænger af second chances. Derfor bestemte jeg også straks, jeg hørte i telefonen, at det var dig, at selvfølgelig ville jeg give det en chance, og gå til vores fremtidige samarbejde med åbent sind.

Men jeg har arbejdet indenfor salg og kommunikation i mange år, og er yderst trænet i at opfatte små nuancer i kommunikationen. Og jeg må indrømme, at efter vores snak var mavefornemmelsen ikke god – der var ugler i mosen.

Det jeg forstod på vores samtale omkring en jobprøvning på ”arbejdsstedet” var, at du efter at have talt med ”personalechefen” i dag, kunne konstatere, at de ikke havde plads til mig, at der var 2 i kø foran mig og du begrundede det med, at der jo er mange, der er interesseret i at komme op på ”arbejdsstedet”. Du sagde også at der ikke var noget, der hindrede at jeg kunne komme på ”arbejdsstedet” efter det sted du havde valgt.

Jeg har tidligere været i jobprøvning på ”arbejdsstedet” med godt resultat og har haft meget glæde af “personalechefens” vejledning. Hun er en virkelig kompetent HR/personalechef, der ligesom jeg, foretrækker klar tale. Derfor undrede det mig, at hun ikke selv havde kontaktet mig, hvis hun alligevel ikke havde plads til mig – det ville ligne hende bedst.

Jeg greb derfor knoglen og ringede til hende, og det var en temmelig interessant samtale. ”personalechefen” forstår slet ikke, hvordan du har kunne få det ud af den samtale, I havde, som du gjorde.

 

  • Der er fint plads til mig.
  • Der er ikke for mange i jobprøvning i forhold til fastansatte.
  • Der er ikke andre i køen foran mig.
  • ”personalechefen” har ikke truffet aftaler om jobprøvning med andre.
  • Hun vil rigtig gerne have mig på museet.
  • Der er relevante opgaver til mig.

Jeg kan starte på ”arbejdsstedet” 10. marts, hvis det er aktuelt, og jeg går ud fra, at det også er den dato, der er i spil på det sted du har valgt.

Formålet med denne jobprøvning er at komme i gang og starte meget langsomt op – samtidig med at der holdes godt snor i mig! Mit problem er jo ikke at ”komme op i tid”, som er mantraet for flere af jer – mit problem er jo tværtimod, at jeg stikker derudaf med 100 km i timen, hvis ikke jeg har kompetente folk omkring mig, der kan råbe vagt i gevær og bremse mig, når de første tegn på mani viser sig. Derfor synes jeg, det er yderst relevant med en jobprøvning på ”arbejdsstedet”, hvor ”personalechefen” tidligere har vist sig, at være god til at spotte de tidlige tegn hos mig.

Jeg ved ikke hvor filmen knækker – om du virkelig har misforstået ”arbejdsstedet” godt og grundigt. Men med den udmelding jeg fik fra dig i dag – sammenholdt med den snak, jeg har haft med ”arbejdsstedet” – kan jeg næsten ikke tro andet, end der er en skjult dagsorden. Og det kan jeg simpelthen ikke arbejde med. Vi må have så meget respekt for hinanden og den opgave det er at få mig ud på arbejdsmarkedet igen, at vi kommunikerer ærligt. Jeg er veluddannet, intelligent og yderst interesseret i at vende tilbage til arbejdsmarkedet på de vilkår, jeg nu kan klare. Ja, jeg har en psykisk lidelse, men jeg er ikke dum!

Du får EN chance for at forklare dig, og lad være med at fornærme min intelligens ved at komme med nye søforklaringer – det har jeg sgu været medlem af MENSA for længe til!

Jeg kommer gerne til mødet på onsdag, for at høre hvad de kan tilbyde det sted du har valg, men du skal vide at jeg ikke synes, det her er optimalt og næste skridt vil være at bede om en anden jobkonsulent, hvis ikke vi kommer tilbage på ret spor temmelig hurtigt.

Vh

 

Her er så hvad jeg endte med at sende,  da jeg var kølet ned:

Hej ”jobkonsulent”

Jeg undrer mig lidt…

Det jeg forstod på vores samtale omkring en jobprøvning på ”arbejdsstedet” var, at de ikke havde plads til mig og at der var 2 i kø foran mig. Jeg siger til dig, at det forstår jeg ikke (jeg kom vist endda – ganske spontant – til at udbryde ”det er løgn!”), da jeg har en aftale med”personalechefen” om at komme derop. Men du fortæller, at du har talt med “personalechefen” så sent som i dag (fredag) og der ikke er plads til mig på ”arbejdsstedet”. Du begrundede det med, at der jo er mange, der er interesseret i at komme derop. Du sagde også, at der ikke var noget, der hindrede, at jeg kunne komme på ”arbejdsstedet” efter det sted du har valg.

Jeg har tidligere været i jobprøvning på ”arbejdsstedet” med godt resultat og har haft meget glæde af “personalechefens” vejledning. Hun er en virkelig kompetent HR/personalechef, der ligesom jeg, foretrækker klar tale. Derfor undrede det mig meget, at hun ikke selv havde kontaktet mig, hvis hun var nødt til at bryde vores aftale – det ville ligne hende bedst.

Jeg greb derfor knoglen og ringede til hende, og det var en temmelig interessant samtale. “personalechefen” forstår slet ikke, hvordan du har kunne få det ud af den samtale, I havde, som du gjorde.

  • Der er fint plads til mig.
  • Der er ikke for mange i jobprøvning i forhold til fastansatte.
  • Der er ikke andre i køen foran mig.
  • “personalechefen” har ikke truffet aftaler om jobprøvning med andre.
  • Hun vil rigtig gerne have mig på “arbejdsstedet”.
  • Der er relevante opgaver til mig.

Jeg kan starte på ”arbejdsstedet” 10. marts, og jeg går ud fra, at det også er den dato, der er i spil på det sted du har valg.

Formålet med denne jobprøvning er at komme i gang og starte meget langsomt op – samtidig med, at der holdes godt snor i mig! Mit problem er jo ikke at ”komme op i tid”, som er mantraet for flere af jer – mit problem er jo tværtimod, at jeg stikker derudaf med 100 km i timen for efterfølgende at kollapse i depression. Det kræver, at jeg har kompetente folk omkring mig, der kan råbe vagt i gevær og bremse mig, når de første tegn på mani viser sig. Derfor synes jeg, det er yderst relevant med en jobprøvning på ”arbejdsstedet”, hvor “personalechefen” tidligere har vist sig, at være god til at spotte de tidlige tegn hos mig.

Jeg ved ikke hvor filmen knækker – om du virkelig har misforstået “personalechefen” så godt og grundigt eller der er en skjult dagsorden. Men vi må have så meget respekt for hinanden og den opgave det er at få mig ud på arbejdsmarkedet igen, at vi kommunikerer ærligt og direkte. Jeg er veluddannet, intelligent og yderst interesseret i at vende tilbage til arbejdsmarkedet på de vilkår, jeg nu kan klare. Ja, jeg har en psykisk lidelse, men jeg er ikke dum! Derfor vil jeg gerne høre din forklaring på det her, og jeg kommer gerne til mødet på onsdag, for at høre hvad de kan tilbyde på det sted du har valg, selvom ”arbejdsstedet” stadig er min helt klare førsteprioritet baseret på min sygdomshistorie.

Mvh

April? You kiddin´me?

I dag sov jeg til kl. 9. Jeg kan godt mærke, jeg sover noget mere, efter jeg har fået sat dosis op på seroquel.

Men det gør ikke så meget, for mens jeg er vågen har jeg det godt!

Jeg fik også ringet til Susanne på kommunen ang. speciallægeerklæringen som jeg er indkaldt til  d. 7/4.

Det holder jo slet ikke….!

Fuck…bare fuck!

Har fået brev fra SKAT…. De mener, jeg skylder dem omkring 250.000 efter salget af Skovhuset.

Hold kæft hvor er jeg træt af det…! Jeg er så skide træt af, at jeg har kæmpet og knoklet for kunne blive selvforsørgende, istedet for bare at tage den førtidspension.

Jeg kan jo se hvordan andre omkring mig har fået pension – og her straffes jeg, fordi jeg ikke har ville være en byrde. Men det er slut nu…. Jeg gi’r op!

Arrrggghhhhhhhhhh!!!!!!!!

For helvede… jeg har kvalme, mit hoved synger og jeg har allermest lyst til at råbe “Fucking lortemøde hos fucking lortekommune”

…men det er jo fordi de simpelthen ikke kan sætte sig ind i hvordan vores hovedet er indrettet.

Jeg er sikker på at der var et par af de andre deltagere, der har det som mig nu. Ole spottede dem også…

Infomøde hos kommunen

I dag har jeg været til infomøde for sygemeldte…. 20-22 mennesker stuvet sammen i et lille mødelokale og så ellers bare info på info! De talte meget hurtigt og uden pauser og allerede efter 5 minutter var mit hoved balleret.

Heldigvis var Ole med, så han kunne lytte for mig.

Efter mødet gik jeg op og sagde til hende, at hun talte alt, alt for hurtigt og folk med stressrelaterede sygemeldinger var tabt for længst.

Det var godt at få det sagt…..