Intelligent kontra klog – der er ret stor forskel!

intelligensInde i den lukkede og hemmelige Facebook-gruppe var der i dag en, der lavede et indlæg omkring intelligens, klogskab, livsklogskab og talent. Hvordan de forskellige ting defineres og hvor de kommer fra. Det synes jeg faktisk var så interessant, at jeg måtte lave et blogindlæg over mine betragtninger.

I Mensa har det tit været oppe at vende, det her med intelligent kontra klog, og der tror jeg alle er rimeligt enige. Derudover er der mange forskellige holdninger/definitioner af ordene – her er mine:

Intelligens (den traditionelle definition) siger noget om din evne til at se sammenhænge, logisk tænkning, indlæringsevne mv – altså en medfødt egenskab, der kan trænes til fuldt potentiale. Du kan aldrig udvikle din intelligens mere end dit iboende potentiale. Du kan sagtens være intelligent uden at have kunne udnytte det i nogen sammenhæng. Der findes faktisk en hel del på samfundets bund, der er dybt intelligente, men bare aldrig har haft mulighederne for at udnytte dette potentiale – evt pga social arv, mobning i skolen mv.

Klog – det kan du sagtens være uden at være intelligent. Det siger noget om hvor meget viden, du har. Den viden kan du godt have erhvervet dig ved knaldhårdt arbejde – hvor en person med højere intellligens måske kun havde behøvet at arbejde halvt så meget for samme viden.

Livsklog – det mener jeg, man er, hvis man har en social forståelse for sine medmennesker, har empati og evner at se ting i en større sammenhæng og ikke kun sin egen næsetip. Den livskloge hviler nok meget i sig selv – har en ro over sig. Har fundet fred med sig selv og sine omgivelser. Ret mange ældre/gamle mennesker er utroligt livskloge. Måske derfor jeg elsker at være sammen med folk på 70+. De er altså bare den tand dybere….Det samme gælder mennesker, der har været ude for en eller flere livskriser og har lært at tackle dem.

Talent kan udvikles gennem træning, træning og atter træning. Der er blevet vist flere gange at der skal ca 10.000 timers træning til, for at mestre noget så perfekt at man kan tale om at “han/hun har talent for det”. SELVFØLGELIG er er undtagelser, som 3-årige der sætter sig til klaveret og spiller Mozart eller synger som en engel.

Men generelt udvikles talent gennem en interesse, der er dyrket heftigt siden barnsben.

Edit: I den hemmelige Facebook-gruppe (se her hvordan du tilmelder dig) gik diskussionen lystigt, og der blev fremhævet at talent på en eller anden måde altid er medfødt, men det er bare ikke sikkert det kommer til udtryk. Ved hård træning kan man finpudse sit talent, så det skinner lysende og klart – og da nogen har mere medfødt talent end andre for en given ting, vil de kunne lyse hurtigere og med mindre træning. Nogen er supertalenter, som de ovennævnte 3-årige. Denne betragtning er jeg helt enig i så “I stand corrected” 🙂

Jeg hørte for et par år siden et foredrag med den tidligere fodboldspiller Rasmus Ankersen, der havde sat sig for at finde ud af hvorfor brasilianerne har så stort talent for fodbold. Jo, der er såmænd ikke andre udfoldelsesmuligheder for drengene i slumkvarterne end at spille foldbold – så det gør de fra morgen til aften fra de er helt små. Det giver altså nogen ret dygtige bold-ekvilibrister. – Og sådan fandt han talrige andre eksempler rundt om i verden.

For mit vedkommende sad jeg også strikkede stort set 24/7 (arh ok måske 10/7) i 4 år. Jeg startede helt fra bunden – kunne strikke ret/vrang, slå masker op, tage ind/ud og lukke af. Thats it. Jeg anede ikke en disse om at designe, men efter at have strikket…ja…bum bum…bare for at være realistisk… 6 timer x 300 dage x 4 år = 7.200 timer og været igennem utallige strikkeopskrifter, begyndte jeg at kunne se et logisk mønster i opbygningen, og kunne pludselig designe mine egne ting.

Det øvede, øvede og øvede jeg mig i og pillede op ca en million gange – og sådan endte jeg med at have talent for at designe. I dag, hvor jeg helt sikkert forlængst har passeret de 10.000 timer, kan jeg få en idé og så stort set skrive opskriften uden at have strikket en eneste maske. Når jeg så efterfølgene strikker modellen igennem – ja, så passer den og bliver som tænkt, med et par smårettelser undervejs. Det er et talent jeg bestemt ikke havde for 8 år siden

Det sjove er, at når vi ser på den logiske intelligens sådan lidt generelt (den der måles ved IQ tests) så er de folk der scorer mellem 115-125, dem der klarer sig bedst i erhvervslivet og bliver rige. Hvorimod dem, der ligger fra 130 og opefter aldrig tjener nogen penge, for de kommer som regel til at kede sig meget hurtigt og skifter job eller ligefrem erhverv (meget firkantede generaliserende kasser – I know)

Min IQ er målt i Mensa til 135 og jeg springer rundt i alt muligt forskelligt – uddannet molekylærbiolog, har været sælger i medicinalbranchen, strikdesigner, været med til at opbygge et kunsthus i en landsby, e-learningsekspert, augmented realitity ekspert og nu produktchef indenfor probiotiske rengøringsmidler (det er jo som ringen er sluttet: hjem til bakterier og molekyler igen) – godt afbrudt af gentagende sygemeldinger.

Men karriereplanlægning har der været INTET af. Jeg gør det, jeg synes er sjovt og når det ikke er sjovt længere – ja så finder jeg på noget nyt.

Jeg har et sjovt liv, men er aldrig kommet til at fastholde en karriere mere end 4-5 år ad gangen.

Så dem, der synes man er højrøvet og tror man er bedre end alle andre, fordi man drister sig til at tale høj intelligens, kan egentlig bare godt pakke sammen med deres jantelov og slet skjulte misundelse. Det er faktisk ikke særlig fedt altid at søge nye veje, ville videre, ikke kan holde ro i røven, altid kede sig når noget mestres og føle at ting omkring en går i slowmotion.

En af de virkelig højtintelligente unger på Claras skole – Mentiqa Nordjylland – der er en skole for børn med særlige forudsætninger, sagde det faktisk ret spot on :

Forestil dig at du bor på et opholdssted for evnesvage…ikke som pædagog, men som helt almindelig beboer og skal få en hverdag til at fungere blandt de andre beboere. Sådan havde jeg det før jeg kom på Mentiqa.

Drengen havde inden Mentiqa haft store problemer og været kraftigt medicineret pga ADHD og andre diagnoser – og efter skoleskiftet til mere jævnbyrdige kammerater, kunne medicinen droppes…tankevækkende.

Det handler ikke om, at synes man er “bedre”, men slet og ret et ønske om at blive forstået og høre til. Og det kan være meget svært for +140´ere.

….og skal jeg absolut være lidt selvfed her til sidst, så vil jeg mene, at jeg både er intelligent, klog, livsklog og har talent for flere ting.

Knitalot – vi gjorde det!!!

For noget tid siden skrev jeg et indlæg om at tage springet og forskellen på den bipolares, iværksætterens og den almindeliges mind-set. Ole og jeg tog i 2009 springet og søsatte Knitalot –  verdens første interaktive kollektion af strikdesign.
knitalot1
Det var en idé udsprunget af noget der var et problem, nemlig at man ikke kunne få strikkeopskriften i de størrelser og det gang man gerne ville have.
Jeg tænkte at det måtte da kunne lade sig gøre at lave en beregner, der tog højde for alt det
 
Alle syntes det var en smart idé, men alle havde samtidig travlt med at fortælle os at det ikke kunne lade sig gøre.
 
“Du har jo aldrig designet før, og har først lige lært at strikke, så det kan du ikke”
Jamen så må jeg lære det!
 
“Designmæssigt dur det ikke da babyer og voksne er dimensioneret forskelligt, så det kan du ikke”
– Jamen tak for oplysningen, så må jeg jo bare tage højde for det!
 
“Matematisk kan det ikke lade sig gøre, det vil blive alt for store beregninger”
– well, de klarede at beregne en hel Storebæltsbro, så mon ikke også en bette trøje kan lade sig gøre
 
“IT-teknisk kan det ikke lade sig gøre, en server kan slet ikke sættes sådan op”
– Ok, der kom jeg til kort, det kunne folk sagtens bilde mig ind for det anede jeg ikke en bjælde om, men igen…altså RET mange andre systemer rundt omkring virker (undtagen det offentliges 😉 ) Heldigvis vidste Ole at det bare var et spørgsmål om at finde de rigtige mennesker, og så løste vi også det problem
 
“Økonomisk vil det være dumt – hvad vil I tjene penge på?”
Det er jo et vægtigt argument i forhold til NORMALE mennesker. Men den bipolare hjerne (eller…min ihvertfald) er fuldstændig ligeglad med økonomiske konsekvenser, bare den har det sjovt og den laver noget genialt.
(Note to self: ansæt en til at holde styr på økonomien næste gang)
 
Men vi gjorde det! Vi tog springet!
 
Og fejlede i bankens, revisorens og mange andres øjne – økonomisk.
 
Men vi lykkedes big time i vores egne øjne for www.knitalot.dk lykkedes. Jeg løste alle problemerne undervejs og siden blev verdens første hele kollektion af interaktive strikkeopskrifter.
Det er da vildt STORT.
 
Efternote: Det er lidt sjovt, at jeg uden problemer kunne arbejde 40-60-80 timer om ugen uden at blive manisk – kun effektiv og produktiv. I den tid gjorde jeg også rigtig mange gode ting for mig selv – og strikkede en hulens masse. Men i det øjeblik, jeg fik fokus flyttet fra MIN forretning og der begyndte at komme forhindringer jeg ikke kunne gøre noget ved (økonomi mv) og der ikke fandtes flere muligheder, SÅ blev jeg stresset og presset.
Efter-efternote: Jeg har været presset så mange gange efterhånden, at jeg IKKE længere kan arbejde 40-60-80 timer om ugen. Ikke engang 37 :/ Jeg er nede på sølle 14 timer, fordi min hjerne har brug for at køle max af ind imellem arbejdstimerne. Det er eddermaneme irriterende! Så lov mig at gøre alt hvad du kan, for at forebygge stress og episoder. De spiser sgu din hjerne bid for bid.

 

uddannelsesSYSTEM eller system i UDDANNELSEN?

Nå…det var noget med en plan for Katrine, vi kom fra –  og at jeg efterhånden er trekvart pisseligeglad med uddannelsessystem, politikere, studenterhue og alt muligt andet.

Måske kom det ikke tydeligt nok frem i gårsdagens indlæg, da ordet ikke blev nævnt. Men Katrine sidder pt. midt i en depression, som hun langsomt forsøger at kravle op af. Det skal også siges, at alt jeg skriver her på bloggen omkring Katrine, er læst og godkendt af hende selv først. Hun magter bare ikke selv at fortælle lige nu, men vil gerne have historien ud.

Fakta er, at det overordnede mål som blev formuleret så smukt af min praktiserende læge, Jesper der tilbage i oktober ´13 også glæder for Katrine:

“Det gælder om at have det bedste liv du kan have, med de udfordringer du har”

Det nytter ikke noget, at presse det barn (undskyld, jeg ved du er 23 og selv mor, men for mig vil du altid være min lille pige) mere og forsøge at finde en kasse, der kan passe. Katrine er helt speciel og fuldstændig sin egen, og derfor er hun nødt til at skabe sig sin egen kasse. For som skrevet i går, er der efterhånden forsøgt ret mange kasser, og ingen har kunne rumme hendes intelligens.

Jeg ved, det er lige så tabu-belagt at snakke om sit barns høje intelligens, som at snakke psykisk sygdom, men når vi nu alligevel pærer rundt i tabuer herinde, så kan vi lige så godt tage det med også.

Lige nu gælder det først og fremmest om, at Katrine får noget ro. Og det har hun slet ikke fået endnu. Selvom hun har været sygemeldt en måned nu har der hele tiden været ting hun skulle forholde sig til – vil du komme til terminsprøverne? Vil du skrive syge-SSO? Hvornår vil du starte igen? Hvilke eksamener vil du op til? Hvad med din hue? Skal den afbestilles? Hestevogn?
Der er ALT andet end ro! Og det du´r bare ikke.

Som hun lige sagde:

Det er hårdt at skulle tage alle de beslutninger, når ens hjerne ikke fungerer, så den ikke er I STAND til at tage alle de beslutninger.

Hun skal helt ned i gear og have hjernen til at fungere igen, og så skal hun langsomt bygges op igen med gode oplevelser.

Dernæst skal Katrine have nogen succes-oplevelser. Hun skal væk fra taber-selvbilledet. Og det betyder hun skal væk fra uddannelsessystemet…eller ihvertfald det etablerede! Så vi har besluttet at bygge hendes egen uddannelse op lige så stille, når den tid kommer.

Målet er i sidste ende pt (og jeg understreger PT) at hun gerne vil være eventplanner, messearrangør, bryllups/fest-planlægger eller lignende – og holde nogen foredrag/arrangementer.

Jeg er rimelig godt (og her snakker jeg vendelbomål) velbevandret i salg, kommunikation, information osv. Så planen er mesterlære her ved “Moms Academy”- vi skal igennem, alt det som jeg laver til daglig og mere til.

Hovedpunkterne vil være:

  • Salgsprocessen
  • Kundeservice
  • Iværksætteri
  • Generel formidling
  • Pressemeddelelser
  • Nyhedsbreve
  • Blogindlæg
  • Artikler
  • Opbygning og vedligehold af hjemmesider
  • Sociale medier
  • Opbygning af foredrag
  • Afvikling af foredrag/præsentationsteknik
  • PowerPoints finurligheder (so much more than bullet points)
  • Videoredigering
  • Augmented Reality
  • Grafik/fotoredigering
  • Planlægning og opbygning af messestand
  • …og en hel masse mere…

Når hun er færdig med at suge til sig, så garanterer jeg for, at vi har en Katrine, der er er kravlet op af kassen og igen stritter med alle hendes takker i hjernen.

Måske er hun stadig ikke kommet videre i uddannelsesSYSTEMET, men der er fandeme sat system i hendes UDDANNELSE.

Og det er jo egentligt meget, meget vigtigere!

 

skolesystem1

 

Efternote: Moms Academy er ikke SU-berettiget, så Katrine må selv slide for føden undervejs, når det engang bliver en realitet. I første omgang som foredragsholder om sit liv – både som High-IQ “samfundstaber” og som barn af en bipolar forælder alt efter målgruppens interesser. Se mere under “foredrag” og del endelig i dit netværk – men dette bliver ikke engang før tidligst til vinter.

 

Efterefternote: Når hjernen er begyndt at stritte med takkerne igen, så skal Katrine selvfølgelig til at se sig om efter en uddannelse i det etablerede system, hvis det er hendes ønske til den tid. Som der blev pointeret i en af kommentarerne fra i går, så er det dødsvært at finde sig et arbejde, hvis man ikke har det rigtige papir.

 

 

Taber på kontanthjælp – eller High-IQ kid, der blev stækket allerede i børnehaven?

Igen bottom line øverst :
Du er nødt til at lytte til din mavefornemmelse. Men det er ikke nok at lytte. Du skal også handle på det, den siger til dig. Ellers er dit arbejde spildt og historien gentager sig om et par år.

– og lidt til lærere, forældre og politikere:
Prøv nu på at se børn, hvor de hver især er. Børn er forskellige, og det er altså okay, at behandle dem forskelligt, i stedet for at presse dem ned i kasser. Det er den eneste måde, vi kan få det fulde potentiale frem i den enkelte. Og så er det sgu ligegyldigt om barnet har boglige forudsætninger eller noget andet. ALLE børn har noget, de er gode til – det er vores opgave som voksne at finde og støtte det!

– og så kommer det jeg egentligt ville fortælle om:

I går havde jeg et par skønne timer med min store datter Katrine. Da jeg arbejder hjemmefra og hun pt går sygemeldt, så prøver vi, når der er godt vejr, at komme ud at gå en tur midt på dagen.

Det er win-win: hun kommer ud af lejligheden, og jeg får frisk energi til hjernen, så jeg er klar til dagens sidste par arbejdstimer.

Efter en dejlig lang gåtur i byens parker, slog vi os ned på terassen herhjemme.2015-03-24 13.33.28

Samtalen faldt helt naturligt på bloggen her og det store spring, jeg har taget, ved at offentliggøre den efter dens 1,5 års hemmelige tilværelse.

Du er bare så sej mor og jeg er bare så stor en taber…

Undskyld, HVAD? Den måtte jeg sgu lige have igen, for hvis der er noget, jeg synes min store datter er, så er det da netop sej.

Ja, enlig ung mor med en søn på 3,5, 2 afbrudte ungdomsuddannelser, sygemeldt fra den tredje, som jeg nok også er nødt til at afbryde,  så jeg også snart ender på kontanthjælp. Jeg er ingenting. Jeg er 23 år og har kun min 10. klasse. Det er sådan nogen som mig, de skriver om i avisen.

Det havde hun helt klart en pointe i – for der var ikke noget af det ovenstående, jeg sådan kunne benægte. Det var de rå facts om hendes liv. Men jeg kunne benægte, at hun ikke “var noget”, så det gik jeg i gang med:

Hør nu her, skat. Du er en helt fantastisk mor, der er så eminent til børneopdragelse, at du IKKE har/får en af de unger, de skriver om i avisen. Sebastian har tydelige grænser, han afprøver dem, du giver ham en chance for at ændre adfærd, og du udfører konsekvensen med de 2 minutter, hvis han ikke ændrer adfærden med det samme. Bagefter snakker I stille og roligt om, hvad det var der skete. DET burde der skrives mere om i avisen!

Det måtte hun så give MIG ret i, men det var efterfulgt af et “men, mor…” og så gentagelser af samfundets syn på hende… Pludselig gik det op for mig, at jeg var ved at gøre det, som folk så tit har gjort, når jeg er i en depression. Forsøger at sige, at “det nok skal gå”, “du bliver rask igen” og andre opmuntrende ting.

OG DET ENESTE DET HAR GJORT FOR MIG, ER AT JEG SYNKER ENDNU LÆNGERE NED I DYNDET

– for så kommer alle tankerne med “der er heller ingen der forstår mig, jeg er helt alene i det her”.

I stedet tog vi en snak om, hvorfor hun var endt der. Undervejs i snakken gik det op for mig, at vi rent faktisk skulle helt tilbage til børnehaven, for at finde første clue til mysteriet “Katrine som taber”.

En dag vi hentede hende, fik vi at vide hun havde været oppe at slås med en anden pige. Sådan ret alvorligt med slag, spark og måske også bid. Det kan jeg ikke huske, men det kan jeg snilt forestille mig, at min vilde unge kunne have fundet på. (Vi var nemlig ikke helt så gode til tydelig børneopdragelse som Katrine).

Nå, men det viste sig, at slåskampen var startet med et skænderi om en mariehøne. Eller rettere navnet på en mariehøne. Pigen påstod, at det der var en “mariehøne”, men Katrine var HELT sikker på at det var det ikke! Det var en Subcoxinella Septempunktata, for det havde hendes morfar selv lært hende! – og så udviklede det sig derfra….

Pædagogerne tog en snak med os, og de mente, at det var ikke nogen god idé, at hun lærte sådan noget i børnehavealderen. Det ville skade hendes udvikling. Okay, hun var vores første barn, vi var selv unge forældre og de var uddannede i børns udvikling, så vi tog en snak med morfar og bad ham skrue lidt ned for den finurlige indlæring.

Det er nok min allerstørste fejl som forælder overhovedet!

– for hvis der var nogen, der var god til børn, så var det min far. Han kun… nej, det må blive en anden post. (Note to self: lav en liste med alle de “anden post”, ellers glemmer du det)

morfar
Morfar lytter meget interesseret, mens Katrine viser ham, hvordan man vipti-vupti pusler et matematisk puslespil sammen. Foto: Lisbet Lyager

 

Næste clue kom i 1. klasse.

En dag blev vi ringet op af skoleinspektøren, at vi skulle hente Katrine. Hun havde slået og sparket sin dansklærer, fordi han havde været nødt til at bære/slæbe hende ned på kontoret, for hun ville ikke gå selv. Han hverken kunne eller ville have  hende i klassen, når hun var fræk og svarede igen.

Man slår og sparker ikke sin lærer, det kunne vi som forældre kun bakke op om, så vi hentede vores barn, var sure og skældte ud. Igen, – vi var ikke helt gode som forældre til at håndtere tingene, eller også havde vi som nye skoleforældre, fået banket ind i hovedet gentagende gange, at “som forældre skal I bakke skolen op”, så det gjorde vi desværre.

Da Katrine skulle i seng, så jeg nogen blå mærker på hendes arm. Man kunne lige se fire fingre og en tommel rundt om hendes arm, der hvor læreren havde haft fat. Det var nok liiige voldsomt nok, men jeg kendte jo Katrine, og hun kunne VIRKELIG tage nogen raseri-ture, hvor jeg også måtte holde hende temmelig godt fast!

Nu var hun kølet helt ned, så vi snakkede om hvad der var sket. Hun gentog historien om, at læreren sagde hun havde været fræk og svaret igen. Hun så på mig med tårer i øjnene:

Jeg ved ikke, hvorfor han synes det, mor. Jeg spurgte jo bare.

Det viste sig, at Katrine havde spurgt om, hvorfor der var et H foran “hvorfor”. Hun havde fået svaret, at det var et stumt H og “det var der bare”. Hun havde gentaget “Jamen hvorFOR?” og fået ca. samme svar. Til sidst havde hun skreget “HVÅ-FOOOOOOOR???” og det var (i lærerens hoved, åbenbart) blevet tolket som, at ungen var fræk og svarede igen.

Jeg forstod udemærket Katrines spørgsmål – hun ville vide noget om den sproglige udvikling og hvilken årsag, der lå bag at et H blev stumt, og hvorfor det så stadig var der, når man ikke kunne høre det. Hun formåede bare ikke at udtrykke så komplekst et spørgsmål – derfor blev det bare til et “hvorFOR” gentaget ret mange gange.

Dengang var der vist ikke noget, der hed Google og internettet var ca begrænset til Use-net i min bevidsthed, så jeg kunne ikke give hende et ordentligt svar. I stedet gjorde jeg endnu en mega-brøler, som forælder:

Katrine, du er simpelthen bare nødt til, at lade være med at spørge og så bare gøre det, der bliver sagt. Lad nu være med, at begå alle de fejl, jeg gjorde, da jeg gik i skole.

Åh gud i himlen – snak da lige om at omsorgssvigte et barns intelligens!

Når jeg kikker tilbage, kan jeg jo tydeligt se, at det Katrine lærte allerede som helt lille var, at hvis hun ville kommunikere med andre, måtte hun kravle ned på deres niveau, hun skulle tøjle sin nysgerrighed og bare gøre, som der blev sagt.

Hun var blevet banket intelligensmæssigt på plads og samtidig blevet psykisk stækket – og det fortsatte op gennem alle hendes skoleår, uden vi helt “så”, hvad der skete. Da vi i 8. klasse  under en skole/hjem-samtale bad om hjælp fra PPR, var klasselærerens ord: “Der er jo ingen grund til at stemple hende”.

I hele barnets tid med pædagoger og lærere havde det handlet om at presse den her møgintelligente, vilde (skulle vi ikke kalde det “frustrerede” istedet?) unge ned i en kasse, der var alt, alt for lille til hendes videnbegær.

Fra at være en sprælsk 4-årig, der rendte i rumpen af sin morfar og sugede begærligt af al hans viden om naturen, landbrug, dyr, bogstaver, tal osv, var hun nu endelig blevet presset ned i kassen. Men undervejs var hun blevet stækket, depressiv og angst, men dog med et håb om at gymnasiet, ville blive en succes.

Det gjorde det så ikke. 2 måneder inden eksamen i 1. g, trak jeg stikket på Katrines vegne. Hun var desillusioneret, depressiv og hjernen slog helt fra – den lammende tomhed, som jeg kendte så godt, så jeg nu i min datters øjne. Jeg var nok den eneste, der virkelig kunne sætte mig ind i, hvordan hun havde det. Hun ville selv kæmpe videre, men i mit hoved var der ikke noget at gøre:

HUN var vigtigst – fuck 1. g!

De næste to forsøg endte også i fiasko. SOSU-grunduddannnelsen måtte opgives pga ekstrem kvalme og opkast gennem hele graviditeten med Sebastian. Optagelsesprøven til HF (da hun kun havde 9. klasse) blev droppet pga stress over et brudt forhold, så hun valgte at tage 10. klasse for at starte langsomt ud. 10. klasse blev en succes med gode karakterer, men skiftet til HF gik rent ud sagt ad helvede til.

Igen endte hun i en klasse, hvor det bestemt ikke var “fint” at være intelligent og videbegærlig. Snarere tværtimod, så livet blev endnu engang bestemt ikke let, og det er det i forvejen ikke som enlig ung mor, der skal få det hele til at fungere.

Et skift til HF i Aalborg blev løsningen for Katrine, der ikke gad at spilde 5 minutters krudt på at blive accepteret af en flok tøser, der ikke havde forstået, at man ikke skulle drikke af blonderingsvæsken, men kun putte den i håret.

Hun har haft et forrygende år i Aalborg. Gode venner, målrettet arbejde og ok fine karakterer…..og en knægt, der startede i børnehave og blev syg…og syg…og syg…

Hver gang Katrine var ovenpå, blev hun sparket ned igen. Hun har kæmpet som en løvinde og VILLE have huen til sommer. Alt mens hun blev mere og mere stresset, mere og mere presset  –  jo mere presset, jo hårdere kæmpede hun.

Men det var en ulige kamp. Hun slog Sisyfos med flere længder. Sebastian fik 2 omgange med Noro-virus (skid-og-kast-op-syge) her i foråret og fik selvfølgelig smittet Katrine lige i den uge, hvor der skulle skrives SSO (Større Skriftlig Opgave).

Jeg fandt hende fandeme onsdag formiddag foran computer, bøger og noter med en spand ved siden af.

HUN SKREV OPGAVE MENS HUN KASTEDE OP I STRIDE STRØMME og hendes lille krop rystede af kramper.

Den her målbevidste pige VILLE ikke melde sig syg!!

Så måtte jeg sgu tale med store bogsstaver. Vi fik ringet til skolen og jeg måtte nærmest bære hende ud i bilen og ind til lægen, så svag var hun af dehydrering og sygdom (hun er et bette nips på 50 kg – og nej…drop anorexitankerne – hun æder som en voksen mand).

Men nu var fraværet så højt og hjernen så tom, at jeg simpelthen måtte tage bestemmer-kasketten på og fik hende langtidssygemeldt. Meningen er, at hun er sygemeldt 2 måneder og så skal tage nogen af eksamenerne til sommer.

Den plan synes jeg bare ikke er heldig. Jeg synes faktisk den er ret U-heldig. Der er slet ikke ro nok på til at opbygningsfasen kan begynde. Jeg kender det jo fuldstændig fra mig selv. Det tager bare lang tid. Men det er tid man slet ikke har som ungt, psykisk stækket menneske.

Nej, uddannelsestoget kører og du er blevet tudet ørerne fulde fra alle steder om, at hvis ikke du sørger for at holde fast, så ender du som en taber….

Akkurat som Katrine sagde på terassen i går, at hun var.

Tja…jeg synes faktisk, hun er en vinder! Hun har bevist, at hun er villig til at kæmpe…hårdt. Men hun har vundet sig selv og har samtidig vundet en vigtig viden om essensen i livet:

Du er nødt til at lytte til din mavefornemmelse. Men det er ikke nok at lytte. Du skal også handle på det, den siger til dig. Ellers er dit arbejde spildt og historien gentager sig om et par år.

 

skolesystem

 

Efternote: Jeg er sådan set trekvart ligeglad og kold i røven over hvor meget, der end bliver truet med “du skal have en uddannelse, five-strikes-and-your-out, over 30” osv. Jeg har pga min sygdom fra hun var 12 år, ikke haft de ressourser, der skulle til, for at kæmpe hendes sag. Jeg indrømmer, at jeg har ladet stå til i årerne som kastebold mellem mani og depression. Udannelsessystemet har haft RIGELIGT chancer med mit højtintelligente barn. Og hvis der er nogen der er taber her, så er det fandeme uddannelsessystemet! Nu er jeg ovenpå igen og har fået lidt ressourser på kontoen. Så nu er det MIN chance og jeg kan helt sikkert gøre det ret meget bedre. Planen kommer i morgen.

No limits – verden venter!

Dagens blogindlæg er inspireret af en tråd på den hemmelige genigale Facebook-gruppe omkring, det at turde tage springet og føre vilde idéer ud i livet eller andet.
verden

Det er jo kendetegnende for mange bipolare, at vi under hypomanier ingen grænser har. Verden er en stor legeplads og den skal udnyttes bigtime. Hjernen kører hurtigere og arbejder kreativt, ved hele tiden at danne associationer. Forhindringer bliver til muligheder og alt kan lade sig gøre. Hvor mange automatisk tænker “det kan jeg ikke”, “det går aldrig godt” eller slet og ret “det er ikke interessant”, så vil den bipolare hjerne ofte bare springe ud i tingene, finde et eller andet interessant ved emnet og rent faktisk udføre idéerne.

Og det er da den FEDESTE egenskab og noget rigtig mange arbejdspladser efterspørger – hvis det ikke kammer over!

Det er nok den egenskab jeg er aller, aller mest glad for at have. Og jeg tror “no limits” hænger sammen med min bipolaritet og ikke intelligens. Men det er min intelligens, der sørger for at det ikke er fucked up stupid, det jeg tidligere har lavet i hypomanier – og endda heller ikke i den vilde mani, der kickstartede det hele i okt 2004, hvor jeg var ret effektiv (læs: alt, alt for meget).

Jeg bliver i stedet helt ufatteligt konstruktiv, kreativ og målrettet og det er først, når jeg oplever begrænsninger, jeg ikke selv kan finde en vej ud af, jeg bliver stresset, presset og ender depressiv.

Heldigvis er jeg kommet dertil de sidste par år, at jeg kan styre disse egenskaber og ved nogenlunde, hvor mange bolde jeg kan kaste op i luften for også at kunne gribe dem igen. Det giver ro til ikke at blive toppresset over begrænsninger, for så er der plads til at lægge ting til side en stund og gribe nogen af de bolde, der ligger og venter på at blive bragt i spil.

Jeg har prøvet at illustrere min hjerne i forhold til den almindelige gennemsnitsdansker og i forhold til (den ikke-bipolare) iværksætter/designer/kunstner.

Jeg har tidligere feset frem og tilbage over jernbanesporet og blevet ramt af det ene tog efter det andet og endt som en lille krøllet sort ting i det ene hjørne, men efter jeg har lært, hvad der skal til for at holde mig på sporet kan jeg tage turen rundt uden at toget rammer.

hjerner

Denne post handler ikke om hvordan, jeg undgår at krydse sporet, men hvis du selv vil igang med processsen, skal du overveje følgende:

  1. Hvor er sporet (dvs hvor går din grænse mellem kreativt tænkende, no limits og så der hvor det kammer over og løber løbsk?
  2. Hvilke situationer, har tidligere fået dig til at træde over sporet?
  3. Hvad kan du helt konkret selv gøre, for at undgå at overtræde sporet?

Forbandet Klog 1

Clara er lige så intelligent som os forældre og går ude på Mentiqa Nordjylland, en skole for børn med særlige forudsætninger.

TV2Nord har fulgt børnene på Mentiqa i flere måneder, og det er der kommet en hel programrække ud af.

Du kan se første afsnit her:
(kan ikke ses på iPhone)