Mit Liv Arkiv - Side 10 af 14 -

Sygt system!

25. september 2015 Af Dorte

I går aftes så jeg udsendelsen “Patienten, der fik nok”.

Der har været så meget fokus på nogen mobiloptagelser af (ikke) rengjorte toiletter, at jeg havde fået en opfattelse af at det var rengøringsniveauet på sygehusene, der var vinklingen. – Og i og med at jeg sidder som produktchef i ProbioCare, der har løsningen på det problem, var det jo helt nærliggende at jeg skulle se udsendelsen.

Det blev meget hurtigt en tur down memory lane! Den behandling Michael Bech fik på Hvidovre Hospital, lå temmelig tæt på de oplevelser, der sendte mig ud over kanten i sin tid. Heldigvis var jeg kun ca 2 uger i helvede – hvor Michael var fanget i noget længere tid.

Jeg lå også i sengen og sms´ede efter hjælp hos de eksperter, jeg via mit daværende job kendte. Forsøgte at finde mening i det jeg blev udsat for, selvom der så tydeligt ikke var mening med noget som helst. Følselsen af at være helt alene og hvis ens liv, skal reddes, så må man selv tage affære og ansvar. Rædslen over det man oplever og frygten for hvordan det ender.

Men et er den måde, man som patient bliver behandlet på undervejs. Det der for alvor gav mig grumme flash backs, og gjorde mig fysisk dårlig, var Torben Mogensen, Vicedirektøren på Hvidovre Hospital. Den måde han kunne sidde og afvise alle anklager og spørgsmål. Gå i mod afdelingens eksperter. Gå i mod andre sygehuses eksperter. Gå i mod al sund fornuft. “Vi har ikke gjort noget forkert”… “Du får ikke en undskyldning af mig…”

…på et splitsekund kom de 2 års kamp jeg efterfølgende havde med samme glatte system bragende ind i knolden på mig. Den der frustration over at møde et klagesystem, hvor det gælder om at dække sig selv og hinanden ind og hvor selverkendelse er en by i Rusland.

Det eneste man egentlig bare gerne vil have er en undskyldning og sikre at det ikke sker for andre, men fordi de har så travlt med at lege utro ægtemænd (= benægt, benægt, benægt), så kommer de aldrig videre….

Vise ord fra chefen!

25. september 201523. september 2015 Af Dorte

Forleden talte jeg med en chef med personaleansvar (i en helt anden anledning), men snakken kom også til at falde på mit liv og bloggen her.

Vi kom ind på fordomme omkring psykisk syge, og det her med at turde være åben omkring sine udfordringer.

Jeg nævnte for hende at det netop var i forhold til arbejdsmarkedet, jeg havde haft de største betænkeligheder ved at være åben – tænk hvad en kommende arbejdsgiver ikke ville møde mig med af fordomme?
(Jeg er så også kommet dertil at jeg er trekvart ligeglad – hvis en arbejdsgiver vælger mig fra for nogen udfordringer, jeg er kommet så godt over – så er det godt nok their loss).

Men her var det så, at hun overraskede mig lidt – eller måske gjorde mine egne fordomme til skamme.

Jeg kunne altså aldrig finde på at vælge en kandidat fra på grund af psykiske udfordringer, hvis ellers personen var den rigtige til jobbet. Der er jo ingen af os, der kommer gennem livet uden et eller andet.

Og det har hun jo fuldstændig ret i! Men det overraskede mig alligevel lidt at høre det fra en chef. Sikke heldige hendes medarbejdere er 🙂

Hvorfor dog?

14. september 2015 Af Dorte

Jeg er blevet spurgt om ikke det er hårdt, at bruge så meget tid på at skrive her på bloggen. Og dertil kan jeg sige nej, det er det ikke 🙂

…det hjælper helt utroligt at få styr på mine tanker og få dem ned på “papir”. Jeg bearbejder oplevelser, holder styr på gode råd og strategier og al den funderen, jeg går med inde i hovedet, kommer ud et sted. Det er en eminent form for terapi for mig.

Jeg kunne sagtens bare skrive for mig selv i en dagbog, og det var også det jeg gjorde det første halvandet år af bloggens levetid. Det var kun mig selv, der havde adgang og kunne se, hvad jeg skrev. Men som jeg er kommet længere og længere i min recovery-proces, var det at stå ved hvem jeg er, og hvad jeg slås med en ret vigtig ting. Jeg behøver ikke længere finde på alle mulige dårlige undskyldninger for alt muligt. Dorte unplugged – take it or leave it. Langt de fleste det første og enkelte det sidste. Heldigvis faktisk til begge dele.

Nogen har også nævnt, at jeg deler meget ud af mig selv (heldigvis har ingen sagt “for” foran meget). Og jeg deler også meget. Jeg forsøger at holde bloggen personlig, og ikke dele de private ting. Det lykkes nogen gange bedre end andre.

Men altså – jeg er slet ikke i tvivl om, at det er det rigtige for mig, at dele mine erfaringer her.

I forleden fik jeg også spørgsmålet, om jeg efterhånden ikke snart kunne leve af at være blogger. Og der må jeg igen sige nej, det kan jeg ikke 🙂 Selvom bloggen efterhånden har mange læsere, så er det et helt bevidst valg, at jeg ikke vil fylde siden med reklamer. Måske kommer det på et tidspunkt, det skal jeg ikke kunne sige, men pt. vil jeg holde den så ren som muligt.

Det her skal være mit fristed, hvor jeg skriver bare fordi jeg har lyst, og fordi jeg har noget på hjerte – og ikke fordi et indlæg skal kunne booste så og så mange reklamekroner. Men derfor er jeg da stadig vildt taknemmelig, når bloggen kaster noget af sig 🙂

“Lønnen” er for det første det, jeg som nævnt personligt får ud af mine skriverier, men den største belønning har jeg fået de to gange, der er landet en mail i min indbakke, hvor folk i krise med et planlagt selvmord nært forestående, har fået fornyet håb og tro på, at det kan lade sig gøre at leve et godt liv.

Det er den mest fantastiske følelse at læse sådan en mail, og jeg vil aldrig nogen sinde glemme det.

Samtidigt bliver der også flittigt drysset med “thumbs-up” kommentarer både i cyberspace og den virkelige verden, når jeg har folk på 2-mands-hånd. Emnerne er tit så ømtålelige, at der skal meget til for at folk tør skrive offentligt. Men jeg er dybt taknemmelig for jeres kommentarer i Brugsen, på Facebook-messenger, i den hemmelige gruppe og på min væg.

Alt i alt – bloggen er præcis som den skal være og jeg kan ikke undvære den for noget 🙂

Stress-sårbarhedsmodellen

19. april 201613. september 2015 Af Dorte

Stress-sårbarhedsmodellen giver et geni(g)alt overblik:

Jeg har slet ikke fået fortalt, at jeg er startet til psykoedukation – ikke som syg, men som pårørende til en anden. Her har vi bl.a. lært om stress-sårbarhedsmodellen.

Jeg kan ikke lade være med at sidde og blive lidt stolt, når vi gennemgår materialet. For stort set alle de gode guldkorn de kommer med – det er det, jeg har fundet ud af på egen hånd. Lidt andre rækkefølger, de kalder det noget andet osv. Men helt grundlæggende er det samme forløb, jeg har strikket sammen for mig selv via mit SygdomsCV og mit Manifest 2014.

Men det betyder ikke, at jeg ikke får en masse ud af undervisningen. Tværtimod. Jeg kan relatere helt vildt til meget af det. Noget er jeg enig i – andet ikke.

En af de ting vi blev præsenteret for sidst var stress-sårbarhedsmodellen. Og den ligger lige i tråd med mine erfaringer.

Jo mere stresset du er – jo mindre skal der til før du får en episode.
Jo mere sårbar du er, jo mindre stress skal der til, før du får en episode.

Stress kan både være fysisk og psykisk – og i min verden kan sårbarhed egentlig også være både fysisk og psykisk. For mig hænger det 100% sammen.

Jeg har bare aldrig lige tænkt det indsat i et diagram på den her måde. Men nu kan jeg jo vildt godt lide at analysere på tingene, så stress-sårbarhedsmodellen føles perfekt til mig.

Og nu skrev jeg om min weekend i frit fald forleden. Og den passer jo simpelthen som et skoleeksempel ind i den her model:

1)
Fredag morgen starter jeg ud med rundstykker og 2 (TO!!!) morgensukkersnaskestadskager. Jeg VED sukker øger min hjernes fysiske sårbarhed. Jeg har før beskrevet det som om at min hjerne bliver hudløs.

2)
Lydchok på Springvandspladsen går direkte ind fordi min hjernes sårbarhed er høj.

3)
Jeg fortsætter med at stresse min krop både ved valget om at tage med til fest (og blive der lidt for længe), men der kommer også et par episoder udefra, som jeg ikke kunne have gjort så meget ved. Men pga den øgede sårbarhed går det galt.

4)
Katastrofeberedskabet i form af Romulus søndag sættes ind og får sænket stressen FULDSTÆNDIG – både psykisk, men også fysisk via kulde/varmechok

5)
Ugen igennem har jeg passet godt på mig selv og holds stressniveauet nede. Jeg har holdt mig 99% fra sukker, spist virkelig sundt og fået gået nogen lange ture. Langsomt er min sårbarhed faldet, og jeg føler nu at jeg er på rimelig sikker grund igen.

Kikker vi lidt tilbage på hvordan mit liv tidligere har været, så har jeg cyklet rundt i stress-sårbarhedsmodellen lige omkring katastrofelinjen:

1)
Jeg er blevet begejstret/optaget af noget nyt – job, interesse, whatever. Det er langsomt gået over i stress (egne og andres krav), hvor jeg har reageret ved at løbe endnu stærkere.

2)
Det er kammet over, men fordi jeg har haft en mega selvopholdelsesdrift og virkelig kørt på “tage mig sammen”, så har jeg klaret skærene langt hen ad vejen i det røde felt også, men haft totalt kaos indvendigt Samtidig blev min sårbarhed større og større og til sidst kollapser korthuset.

3)
Langtidssygemelding hvor stressen langsomt blev sat ned – men uden egentlig at have nogen redskaber. Jeg har brugt strik som terapi virkelig meget, og det er helt fantastisk. Men det tager tid, lang, lang tid at få sit stressniveau helt ned på den måde, og jeg har ikke rigtig vidst, hvor jeg ellers skulle sætte ind.

4)
Vel nede i det grønne felt igen, skulle jeg dæleme ud og have et job efter 1-2-3 års sygemelding. Nu kunne jeg igen klare hele verden og jeg holdt ikke det lave stressniveau så længe at min sårbarhed kom helt i bund

5)
Fordi min sårbarhed stadig var middel-høj skulle der mindre til næste gang for at sende mig i stressmøllen og ud over kanten. Og dette mønster har jeg kørt i 9 år indtil januar 2014.

Det ligger helt i tråd med det “man siger” – at jo ældre du bliver som bipolar, jo mindre skal der til for at trigge en episode. Det er også det jeg har oplevet, men for mig er den gode nyhed, at det faktisk har kunne lykkes at vende denne onde cirkel.

Sidst jeg var sygemeldt tog jeg igen de små skridt nedad stresstrappen, men forskellen var at jeg sørgede for at få nedsat både fysisk og psykisk stress. Det var alle fronter jeg satte ind på. Samtidig havde jeg også for første gang erkendelsen af at der skulle LANG rekreationstid til. Det var ikke nok bare at komme ned i det grønne felt. Jeg skulle helt ind i sikkerhed i nederste venstre hjørne.

Jo længere tid jeg er i det grønne felt jo lettere er det at holde mig i det nederste venstre hjørne. Og jo lettere er det at finde derned igen, når der lige kommer weekender som sidste weekend.

Men hvordan fanden kommer man så derned? Det ville sgu være let med en bette pille, der lige kan smide en derned, men sådan hænger verden ~~desværre~~ heldigvis ikke sammen.

Der er to akser på stress-sårbarhedsmodellen – så der er to ting, der kan pilles ved:

Sårbarheden:

Som jeg ser det, så er sårbarheden er en indre tilstand, som ikke kan ændres ret meget på sådan akut nu og her – undtagen med medicin. Medicinen kan give en form for “fysisk” robusthed i hovedet.

Terapi/psykologhjælp kan løsne op for nogen af de ting, der måske ligger i rygsækken, og når de er bearbejdet vil sårbarheden blive lavere.

Pårørende kan gøre meget for at skærme en, når man er sårbar. Tag snakken med kommunen, tømme postkassen og have kontakten til den perifære familie. Droppe bebrejdelserne, men i stedet være omsorgsfuld. Ole pakker mig lidt ind i vat, når jeg har det sådan 🙂

Jo længere tid jeg har været i det grønne felt, jo mindre sårbar er jeg blevet.

Stress:

Her er der til gengæld mulighed for at gøre noget helt akut.

Ryd kalenderen, tag væk, få familie/venner til at fylde fryseren med mad, der bare skal varmes op, få rengøringshjælp, få hjælp fra andre forældre til afhentning i institutioner, gå lange ture, hør stille stress-less musik (jeg kan anbefale Musicure nr. 7 – Horizon), sygemelde sig, gør noget godt for sig selv, wellness osv osv.

Her kan de pårørende virkelig komme på banen. Sørg for at tage bestemmerhatten på og forlang at kalenderen ryddes. Vær den der ringer og aflyser, få arrangeret alt det ovenstående. Tag i det hele taget ansvaret for, hvad der skal ske fx. sig “kom nu går vi en tur” – istedet for “har du lyst til at gå en tur”.

Det vil faktisk være en skidegod idé at I sammen laver en katastrofeberedskabsplan, så I begge ved, hvad der skal gøres, hvis det er ved at gå galt. Det kan redde et par episoder tørskoet i land.

Men hermed kan man også pludselig se, hvorfor medicin ikke kan stå alene. Det tager noget af sårbarheden, men alt stressen….det er sgu vores eget arbejde, der skal give pote her. Det nytter først noget, når vi også sætter ind med fornuftige strategier, men så er vi til gengæld også ret godt rustet til et stabilt liv i nederste venstre hjørne.

Mindfulness overalt i naturen

20. april 20169. september 2015 Af Dorte

Du kan finde Mindfulness i alt hvad du laver

Jeg har tidligere gået på et “Stress, angst og depressionskursus” for sygemeldte borgere gennem kommunen. Der skulle vi bl.a. lære mindfulness, og det er bestemt en god ting. Problemet var bare at min hjerne slet ikke var klar til at lære noget nyt. Den var stresset og de automatiske tanker kørte afsted på fuld speed.

Det endte med at det blev lidt en “dunken i hovedet” på mig selv, fordi ikke engang det, som vil kunne gøre, at jeg får det bedre, kunne jeg finde ud af.

Men jeg har alligevel fået idéen om mindfulness med mig derfra og nu hvor jeg er ovenpå, kan jeg sagtens udnytte de små lommer af opmærksomhed, der ligger overalt, hvis man er….nå ja…opmærksom 🙂

Mit naturlige Mindfulness-moment

I morges tog jeg en gåtur gennem byens parker – akkurat som sidste år hvor det var mit faste morgenritual på vej til historisk museum, hvor jeg var i arbejdsprøvning.

En helt nyslået græsplæne med perler af dug var simpelthen alt for fristende, der i morgensolen. Sandalerne blev smidt og tæerne kom på græs.

Det blev et helt Mindfullness-moment – duggen var kold, græsset kildede og jeg kunne mærke det klistre til tæerne. Under fodsålerne var det blødt og fjedrende. Alt i alt helt anderledes end sandalernes faste bund.

Jeg fortsatte i bare tæer resten af vejen og det blev en helt sport at finde forskellige underlag som fusserne kunne mærke.

Det blev til den grusede stis lidt skarpe stik, blødt køligt mudder op mellem tæerne, grov asfalts hårde knudrede overflade, soltørt græs og langt uslået græs.

Alt i alt fik jeg startet dagen med begge ben godt plantet. Det her med sådan virkelig at mærke på omgivelserne er en af mine strategier, når bufferzonen skal udvides. Få nogen lidt anderledes føleimpulser i kroppen, flytter mit fokus væk fra hovedet og aktiverer nervesystemet. Det hjalp ihvertfald at blive kildet under fødderne af koldt græs 😀

mindfulness på græsplæne — Den her nyslåede og dugvåde plæne var bare ikke til at slå for!

mindfulness på tør græsplæne — Lidt længere henne var plænen ikke slået, men der havde solen tilgengæld fået magt: Langt, varmt, tørt græs.

mindfulness på jord — Jeg kom også forbi et sted med rent, fast jord som sti.

mindfulness i blødt mudder — …og blødt køligt mudder…

Astfaltstien har jeg åbenbart synes var så kedelig at se på at den ikke fortjente et billede…nå ja, sådan kan man lige ødelægge helheden. Men følelsen sidder stadig i mine fødder, så helt væk er det ikke 🙂

På samme måde kan du også prøve at få mere opmærksomhed og kropsfornemmelse ind i din hverdag. Jeg har opdaget at Mindfulness ikke er noget, der skal foregå oppe i mit hoved, men nede i min krop.

Overalt er der forskellige typer overflader du kan røre ved, der er dufte, der er små lyde eller forskellige temperature. Prøv engang imellem at tage to sekunder og lægge mærke til dem. Langsomt vil du blive trænet op til at være mere mindful i hverdagen, og hjernen vil automatisk få glæde af teknikken.

Joey and Janice´s day of fun!

8. september 20158. september 2015 Af Dorte

I dag var det Katrine, der havde en rigtig øv-dag. Allerede i morges var dagen væltet, og da jeg også snilt kunne trænge til at få tanket yderligere op i tanken, så besluttede jeg at hive hende med til Sæby Svømmebad. En af læserne af bloggen har foreslået at tage derud, når pengene er små. Der er også sauna, dampbad og koldtvandsbassin – og boblebade, noget Romulus ikke har.

Så herut med Katrine og mig. Vi var selvfølgelig helt med på, at det ikke var Romulus. Og det var helt okay, for prisen var bestemt heller ikke Romulus-pris. Der var også det, der skulle være i en wellness-afdeling, men den der fuldstændige zen-afslapnings-meditations-tilstand, som jeg opnår i Romulus, var ikke til at finde. Der var for mange snakkende mennesker, men samtidig en rigtig hyggelig stemning, men det var ikke lige det vi søgte. Men ingen tvivl om, at vi var velkomne blandt Svømmebadets faste brugere og blev taget godt imod.

Så det blev til et par gange frem og tilbage mellem dampbad, sauna og det kolde vand og ikke mere. Derudover er Katrine så slank, at det tager ca 2 splitsekunder, så er hendes knogler frossen til is. Der tager det nok ca. ½ time med mig, med det spæklag jeg render rundt med. Der er fordele ved alt.

Men jo…Katrine kunne også mærke hvordan det hjalp med temperaturskiftene, men det var bare ikke helt nok til at gøre tricket for hende. Vi sad lidt og hyggesnakkede i et par stole, da det gik op for os at vi med adgangen til wellness-afdelingen samtidig også havde adgang til svømmehallen…Se det var noget, der kunne bruges. Den der store blå vandrutchebane trak gevaldigt i legebarnet i os begge, men først måtte Katrine altså lige en tur ind i fortet.

Jeg skal forskåne jer for levende billeder – eller billeder i det hele taget – af fruen her i vandrutchebanen, selvom jeg havde det pissesjovt, men hende den bette kunne fint hænge ved kameraet. Det er sgu lige til at blive glad i låget af. Og det blev hun 🙂

Efterskrift:
Nå ja…sorry for overskriften. Men ALT kan relateres til Venner i min verden. Og det her det var virkelig “Day of fun”.

En weekend i frit fald….

20. april 20167. september 2015 Af Dorte

Det kan hurtigt gå galt

Hold nu kæft…bare fordi det går godt, skal jeg godt nok ikke lige tro at den hellige gral er vel forvaret. Ohh no. Der skal ikke andet til end et par lussinger og lidt ufornuft i hurtig rækkefølge, for at tippe læsset.

En af dem var noget så uforudset som en tur op i midtbyen i fredags. Jeg havde glemt, at der var Hjørring Live og ca 1000 mennesker i midtbyen. Det gjorde nu ikke så meget og vi landede lige midt i kåringen af Årets Hometown Hero. Ret spændende da Venligboerne også var nomineret, så det skulle jeg helt sikkert se.

Ingen problemer overhovedet. MEN – så…. Da vinderen blev udråbt og den ventede fanfare blev afspillet var det ikke bare “afspillet”. Det var en lyd, der var 5 cm fra hovedhøjtalerne ved Roskilde Festival værdig. Så høj at det gjorde ondt i ørerne ikke bare på mig, men at dømme efter andres ansigtsudtryk også på dem.

lydoverfølsomhed — Someone….træk lige stikket til mixeren!

Men den eksplosion og chok det gav inde i mit hoved, var nok til en kædereaktion af adrenalin, cortisol og alt muligt andet. Kun fordi jeg efter 20 år i denne mølle har udviklet en helt eminent selvkontrol undgik jeg en total nedsmeltning med hulkende krampegråd i fosterstilling midt på Springvandspladsen.

Fanfaren fortsatte over i stort set ligeså høj musik og flere begyndte at søge væk. Jeg var godt klar over at “søge væk” ikke ville være den umiddelbare ok option, for det ville tage for lang tid – så istedet stod jeg som en anden sur dame med fingrene dybt begravet i ørerne.

Men de 10 sekunder pillede ALT forsvar væk fra min hjerne og efterlod den blottet og åben for alle indtryk. Heldigvis skulle Ole og jeg videre rundt en del af byen, hvor der ikke var så mange mennesker, så jeg kunne lige så stille fatte mig. Facaden var stadig smilende og intakt, når vi uundgåeligt mødte ret mange venner og bekendte. Men indeni var min hjerne en gang rødgrød.

Når jeg har det sådan, skal der slet ingenting til at vælte mig videre – og et par andre episoder fredag og lørdag sendte mig helt ud over kanten i frit fald.

Heldigvis har jeg en rigtig god gruppe af med-bippere, som stod klar med opbakning fredag aften og nat, hvor jeg var alene hjemme. Det hjalp lidt og tingene så ud til at bære.

Fest lørdag aften

Lørdag aften skulle vi til fest hos noget familie vi ikke har set i mange, mange år. Sidst der var komsammen for “den unge del” var for 17 år siden! Det er så i mellemtiden blevet til “den midaldrende del”. Jeg havde virkelig, virkelig lyst til at tage med – men også virkelig, virkelig brug for ikke at gøre det. Den første vandt – for en gangs skyld gad jeg simpelthen ikke det fornuftige valg. Jeg havde allieret mig med en plan der hed en af tre:

bare køre Ole derud, hilse på og gå
bare køre Ole derud, hilse på, få en enkelt øl og gå
bare køre Ole derud, hilse på, få en enkelt øl og spise med og gå

alkohol fest lydoverfølsomhed — Der var rigeligt vin og øl på bordet, men når jeg nu var så ufornuftig at tage med – så måtte jeg trods alt være så fornuftig, ikke at udsætte min kvadrede hjerne for opløsningsmidler… Men hold kæft hvor kan det bare være surt at være “fornuftig”, når man bare gerne vil være med 🙂

Det var så skidehamrende hyggeligt, at jeg endte med at blive til både dessert og kaffe og et par timers hyggesnak – jeg holdt mig til den enkelte øl og så ellers vand for resten. Det tog mig 3 forsøg at rejse mig og køre hjem og til sidst var det Ole, der nærmest tog mig i albuen og sendte mig hjemad. Og det var først ude i bilen, hvor der var stilhed, at det gik op for mig, at nu var der bare ikke mere hjerne tilbage.

Selvom jeg havde haft planer om en hyggelig nussesøndag i haven med ro og fred, gik det hurtigt op for mig, at der var der akut brug for krisebehandling. Søndag morgen startede nemlig med den nedsmeltning, der egentlig havde ventet siden Springvandspladsen. Så der var bare ikke andet at gøre end at sende mig ud i Romulus til intensiv kulde/varmeterapi.

Og når man sammenlagt tilbringer over halvanden time (og ja…jeg tog tid) on/off i deres 8 grader kolde bassin, med hovedet så meget under vand, at kun næse og øjne titter op, så er det fordi hjernen virkelig er overkørt. Mine hænder og fødder var lige ved at krampe flere gange, men hjernen nød det i fulde drag.

cryoheating kuldeterapi — Ja, ja. Køn er man ikke, når man plasker rundt med vådt hår og ingen makeup. Men der skal vist billedbeviser til, for at nogen vil tro på, at jeg rent faktisk ER i det kolde bassin. – og bloggen viser i forvejen alle de ikke-kønne sider ved mig, så jeg overlever nok dette billede også 😀

Jeg fandt til sidst en teknik, hvor jeg kunne ligge på tværs med fødderne på den ene kant og hænderne på den anden – så kunne jeg tvinge mig til at ligge i vandet ca 8-10 minutter af gangen. Vi kan vist godt være enige om, at vi er ret meget ude over “wellness”, men at man ligger der af ren og skær nødvendighed.

Som altid – det forunderlige skete langsomt i løbet af dagen. Mit hoved blev bedre og bedre. Ikke fikset helt så godt som andre gange, men udgangspunktet har dæleme heller aldrig været så dårligt før.

Da jeg kom hjem, havde Ole knoklet på med rengøring hele dagen, og det hjalp også gevaldigt på et ikke helt så stresset hoved.

I nat har jeg sovet, sovet, sovet – og selvom jeg stadig er sårbar, så er det frie fald stoppet og jeg er sikkert tilbage på kanten og med målbevidste skridt på vej helt ind i sikkerhed.

Efterskrift:
Jeg har faktisk overvejet om de her intensive kulde/varmechok, hvor jeg går direkte fra 15 minutters saunagus ved 130 grader til 10 minutter med hovedet under 8 grader ~~varmt~~ koldt vand kan have lidt samme virkning for hjernen som electrochok – bare med den fordel, at det ikke påvirker min hukommelse og kognitive evner. Jeg har aldrig prøvet ECT behandling, så jeg har ingen personlig erfaring at sammenligne de to ting med. Men jeg skal helt klart have gennemsøgt den videnskabelige litteratur, for at se om nogen har undersøgt det.

– nu med galaxer!

30. august 2015 Af Dorte

Sommetider kan en rigtig fed dag opstå sådan fuldstændig spontant og ud af ingenting….

Katrine har fået de flotteste lange negle – og da vi begge fra naturens hånd (tøhø) er udstyret med de mest latterlige tynde, trekantede nogen af slagsen, har vi aldrig troet, det kunne lade sig gøre naturligt. Men nu har hende den bette altså fået de flotteste lange negle ved at have fuld fokus på neglepleje, filen og lakeren.

Igen må jeg erkende, at er der noget man gerne vil, så er det fokus og målrettethed, der er løsningen, ligegyldigt hvor umuligt det end ser ud. Og tro mig…vores negle har været helt umulige, lige siden jeg for første gang var i min mors makeuppung og Katrine var i min.

Nå – men Katrine har givet mig troen på, at det kan lade sig gøre, så nu er jeg gået all in med neglebåndsolie, kosttilskud og styrkende base coat. Der er blevet slugt youtube-videoer med de mest fantastiske designs.

Designs som jeg har set masser af på Pinterest, men aldrig gidet pinne, for det ville aldrig komme til at se fedt ud på mine negle – med mindre jeg fik acrylnegle. Og jeg har fået Ole til at love mig, at hvis jeg nogenside snakker om acrylnegle igen, så lægger han mig i håndjernene! (Og nej…ikke DEN slags håndjern. Han er vagt og har sådan nogen rigtige nogen hængende i bæltet). Mine små, tynde negle spasser helt ud, hvis de bliver lukket inde under acryl – selvom det umiddelbart ser virkelig flot ud.

Nå – men som sædvanligt var jeg i går oppe før både fanden, hans oldemor og alle andre. Morgenkaffe, hækletøj og iPadden indstillet på youtube-kanalerne Meliney.coms og Nails by Kizzy. Pludselig dukkede den her op….woooow:

[jwplayer mediaid=”1153″]

Jeg har bare et eller andet med galaxer – jeg har også malet en T-shirt engang, så teknikken er ikke ukendt. Om end der her unægteligt ret meget mindre at male på end på en T-shirt.

Samtidig er mit lager af neglelak begrænset til en hudfarvet, en guld til tæerne og lidt over/underlak, så jeg måtte ringe til en ven – Katrine!

Hun har efterhånden fået samlet sig lidt forskelligt sammen, så mon ikke jeg kunne finde de farver jeg skulle bruge i hendes lager.

Heldigvis var Katrine med på en hyggedag i neglelakkens tegn. Jeg tror aldrig, hun opfattede, at det ikke var hende, men hendes neglelakker, der trak denne gang 😀 – ej pjat. Det er altid så hyggeligt omkring hendes spisebord.

Og det blev til en hel eftermiddag/aften omkring det spisebord, for det tager LANG tid at få 10 galaxer ned på neglene – specielt dem på højre hånd!…suk…

Men jeg synes faktisk, det lykkedes meget godt, af at det var første forsøg – så det blev fejret på behørig vis ud på aftenen!

Efterskrift:
Her er de sådan lidt tættere på, så man faktisk kan se, at man kan se ud i rummet. Det bliver sjovt om en 2-3-4 måneder, når der er lidt mere at male på… Jeg burde nok så bare have gjort det her som 23-årig og ikke som 43-årig. Men fuck det….det er sjovt!

Fødderne gik sine egne veje

28. august 2015 Af Dorte

Jeg var egentlig på vej i genbrugsbutikken i går – trængte lige til at få afløb for lidt indkøbstrang på den billige måde, men da jeg så gik forbi yndlingscaféen Happie drejede fødderne helt automatisk til højre og ind ad døren.

Jeg prøvede at holde dem på ret kurs, men ikke længe efter sad jeg ved disken med en af Vivis lækre the´er.

Jeg havde været på høreklinikken angående min lydoverfølsomhed og mit hoved var bare balleret balleret – og nej, det er ikke en skrivefejl og jeg kan godt tilføje endnu et balleret. Det er virkelig hyggeligt, at snakke med gutten derude, men der er altså ikke rigtig noget nyt under solen, som jeg ikke har fikset på egen hånd – udover at Bose Quiet Comfort Høretelefoner er født i helvede og noget der sådan ca. af princip ikke kommer ind under hjælpemidler i Hjørring kommune, selvom andre kommuner betaler dem. (Hey…du fik forøvrigt min blog-adresse…hvis du læser det her, vil jeg gerne have de der speciallavede hørepropper, du talte om 😉 ). Nå – det er helt helt indlæg for sig selv, for jeg er bestemt ikke enig i, at sådanne høretelefoner skulle være nogen onde sataner, der gør det hele meget værre – ihvertfald ikke for sådan nogen som mig, hvor lydoverfølsomheden har rod i et akut stresset hoved og ikke en overfølsom hørenerve.

Tilbage på Happie og min the. Jeg er så heldig, at have fundet denne lille oase i Hjørring, som jeg også efterhånden har skrevet lige så meget om som Romulus. Men når tiden og økonomien ikke lige er til Romulus, så kan en time eller to alene på Happie også gøre det.

Det er også “en helt anden verden”, som jeg også søger i Romulus. Der er så fedt indrettet derinde – og helt anderledes end herhjemme hvor der ikke er tænkt en fløjtende fis over indretningen. Det er jeg simpelthen så stor en spade til, når det ikke lige drejer sig om Halloween-udsmykning. Den får I også senere – for kæft man kan også få noget sjov ud af sådan et halvmanisk efterår.

2015-08-27 14.36.30 — På Happie er alt til salg (undtagen medarbejderne og disken). Mens jeg sad der i går, blev dette lækre lille voksbehandlede bord solgt. Vivi sætter selv borde og stole i stand – og der har som regel været udskiftning i møblementet fra besøg til besøg.

2015-08-27 15.08.40 — Ihhh guder hvor var jeg fristet, men jeg synes, det var ret godt klaret, at sidde ca. 30 cm fra dem her i halvanden time uden at give efter!

Tiden står stille derinde og der er ingen krav. Mit hoved var som sagt balleret efter en times snak på høreinstituttet, så jeg havde brug for ro og fred inden resten af dagen gik videre.

– og så er Vivi altså bare så sød og omsorgsfuld at the på Happie næsten tangerer Lone og Lavendel Dream. Men også kun næsten…

Gad vide hvad jeg egentlig ville sige med det her indlæg…nok ikke noget. Dagen skulle bare ned på ~~papir~~ bloggen. Så det må budskabet måske være…at der ikke altid behøver at være et budskab eller årsag. Sommetider må det godt være bare fordi….

Skræmmende tilbageblik

23. august 201523. august 2015 Af Dorte

….men også meget livsbekræftende!

Jeg har lige været ved at kikke tilbage til bloggens spæde start, da den endnu var hemmelig. Det var inden Manifest 2014, inden SygdomsCV, inden kompetent ny praktiserenede læge og inden konfronterende veninde.

Dengang troede jeg faktisk, at jeg havde det “godt”. At jeg var stabil. Og det var jeg sådan set også. Jeg var ikke dybt depressiv – og manisk var jeg da bestemt ikke. Jeg var leverpostej!

Se lige sådan et opslag her…det er da fortvivlende opgivende. Ingen fremtid – eller ihvertfald ikke en ønskværdig fremtid:

Dagen efter forsøger jeg mig med Strikkecaféen… No can do! En sølle ½ time, magter jeg. Jeg der 3-4 år tidligere kunne holde 4 timers workshops, hvor jeg var konstant på som underviser….

Og sølle 4 (FIRE) timer i efterårsferieåbne Fårup Sommerland koster en hel dag bagefter og hovedet intet kan:

…og et par dage efter er jeg stadig helt balleret. Og tjek lige – jeg sov til både 11.10 (ovenfor), kl. 13 og er her stolt over, at jeg denne dag er kommet op kl. 10??? WTF??? Mig, der ellers altid har været udpræget A-menneske og altid er stået op mellem 6 og 7 – også i weekenden (nogen vil måske sige, at DET er tegnet på, at jeg er helt kuk-kuk). Og hele dagen blev brugt på at lade op så det var muligt at komme ud 1½ time om aftenen:

Tænk at jeg har været ved at acceptere, at det her skulle være resten af mit liv. Det kunne det meget vel være blevet, hvis ikke det havde været for min tit omtalte nye praktiserende læge, der d. 23. oktober 2013 tog sig tid til at tale grundigt en hel time med mig. Undervejs sagde han de famøse ord, der skulle blive begyndelsen til et vendepunkt for mig:

Det her handler ikke om at du skal blive rask, det her handler om at du skal leve det bedste liv, du nu kan, med de udfordringer du har.

Der gik endnu et par måneder, hvor jeg kæmpede voldsomt med at holde hverdagen ovenvande. Men spiren var lagt. Da jeg så i begyndelsen af januar 2014 var på besøg hos en rigtig god veninde, som jeg ikke havde set længe, fik jeg det sidste spark. Hun var meget bekymret over, så meget jeg havde ændret mig, og heldigvis havde hun modet til at konfrontere mig. Det satte tanker igang og dagen efter skrev jeg sådan:

Hun gav mig sparket og jeg satte gang i Manifest 2014, der blev starten på et helt nyt og meget fantastisk liv. Læs mere om Manifestet ved at klikke på linket – men selve det færdige dokument er her:

Når jeg kikker tilbage, er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg var fejlmedicineret. Den type medicin er kendt for, at nogen bliver fuldstændig zombie-agtige og sover 18-20 timer i døgnet. Der var (for mig – andre har det fint med den type) alt for mange bivirkninger ved den medicin, jeg fik dengang – og jeg accepterede det bare!

Hvor er det skræmmende at tænke på – og hvor er det skræmmende at tænke på, at der måske er mange andre derude, der går rundt som tilskuer til sit eget liv. Acceptere at det er sådan det er…

Det KAN selvfølgelig være, at det ER sådan det er. At alt er prøvet. Og så er det virkelig lort med lort på! Virkelig! Og lidt mere lort oveni.

Men er der bare den mindste mulighed for, at der er noget andet medicin, der kan hjælpe, noget der ikke er prøvet endnu eller på anden vis kan lindre bivirkningerne så meget, at man kan få overskuddet til at gøre de ting, man selv kan gøre….så håber jeg, at der bare er en enkelt eller to, der med det indlæg her, har fået det spark, som min veninde gav mig der først i januar 2014.

Vi skal simpelthen ikke finde os i, at bivirkninger gør os mere syge end selve sygdommen!!!

Men….husk lige…du må aldrig – aldrig – begynde at fifle med din medicin uden din psykiater er inde over! Aldrig! Det er vigtigt at der er en fagperson, der kan følge dig tæt!