Mit Liv

Arbejdsglæde

Af

… det er ikke stressende i sig selv at have travlt, hvis man oplever glæde ved sit arbejde.

Citat: Bobby Zachariae

Sådan stod der i en artikel fra Jyllands-Posten omkring stress, der blev delt flittigt for et par uger siden på Facebook.

Sjovt som tingene pludseligt kan gå viralt – artiklen er fra januar 14, men ikke desto mindre rigtig god!

Artiklen handler i bund og grund om at ledelsesstilen på en arbejdsplads er meget afgørende for om medarbejderens bliver stressede.

Og hold kæft hvor er jeg enig!!!

De gange jeg har haft allermest TRAVLT og har arbejdet allerflest TIMER, har ikke været de gange, jeg har været allermest stresset.

Men de gange hvor jeg ikke er blevet lyttet til, blevet behandlet uretfærdigt, ikke værdsat for mine evner osv, har der ikke været lang vej til helvede for mig.

I tidernes morgen arbejdede jeg 5 år i medicinalbranchen. Og hvis der er noget, der er strømlinet er det den branche.

Jeg havde i min tid der 3 forskellige chefer og de formåede virkelig at skabe holdånd, motivation og arbejdsglæde. De formåede at se det bedste i os hver og fremelske det – og hjælpe os med det vi havde lidt udfordringer med. Jeg var successfuld og vandt den ene award efter den anden. Og løb selvfølgelig også lidt på hypomanien fra tid til anden 🙂

Men til sidst hvor det gik rigtig galt, var der hvor salgsdirektøren, begyndte at blande sig i de forskellige teams arbejde og træning. Vedkommende forstod slet ikke hvordan motivation og arbejdsglæde var nøglen til succes. Nej… Pisk og pres var det, der skulle til og det fik min nærmeste chef – der var ret utraditionel – at vide.

3 måneder senere var et yderst velfungerende salgsteam smadret fuldstændig og der var kun mig tilbage. I stedet for at gøre som de andre og skride, bed jeg tænderne sammen….og bragede ned uden jeg selv var klar over det.

Jeg har siden oplevet den “jeg-alene-vide”-mentalitet flere andre steder. Alle steder der var ejer-ledede. Dvs. hvor det var ejeren af firmaet, der også fungerede som chef – uden overhovedet at have ledelsesmæssige kompetencer.

Hvor andre nok ville tage et kæmpe opgør, har jeg altid haft en underlig tro på at andre selvfølgelig vidste, hvad de talte om – også når de ikke gjorde. Det var altid mig selv og mine evner, jeg tvivlede på. Og det har virkelig skabt forvirring i mit hoved, når nogen der burde have styr på tingene ikke havde.

Men den tvivl har jeg også smidt væk nu. For fremtiden stoler jeg meget mere på mig selv, mine evner og min viden.

Jeg VED, jeg er tæskedygtig, til det jeg laver. Jeg VED, jeg har en kæmpe viden omkring mit felt. Og jeg VED, at jeg aldrig mere vil finde mig i dårlig ledelse uden gensidig sparring!

Jeg skal bare have groet nogen kæmpenosser og så sparke de idioter, der stiller sig på tværs godt og grundigt i røven, så det er muligt at komme videre fremad!

Pisselækker! Jow, Jow :)

Af

  

Endnu en fantastisk dygtig, kreativ sjæl er diagnostiseret med bipolar lidelse. 

Mikael Persbrandt.

Han er noget så helt igennem pisselækker! Og meget af den lækkerhed kommer af hans udstråling. Og den udstråling kommer sikkert for en stor del af hans bipolaritet. Jeg er også bipolar og konkluderer derfor i bedste Erasmus Montanus stil, at jeg er pisselækker.

Q.E.D.

(Indsæt selv en storgrinende selvironisk smiley på passende steder)

Sct. Hans foran fjerneren…

Af

  Sct. Hans Aften 2014

10 min før afgang mod Svanelunden blev jeg enig med mig selv om at smide mig på sofaen foran fjernsynet i stedet for.

Heldigvis har jeg skønne minder fra sidste år, så det bliver bål i tankerne i stedet. 

Det er fuldstændig helt og aldeles okay, for jeg har haft en skøn dag og en dejlig aften med Ole, Clara og besøg af Katrine, Chris og Sebastian. Der er ingen grund til at overgøre det.
Hav en dejlig aften 🙂

At måtte vælge fra…

Af

I dag har jeg måtte skære helt ind til benet og virkelig være en kælling og vælge fra.

Jeg har indstillet min kusines barnebarn til Falck og Børneulykkesfondens “Den gyldne Sofus” fordi han sidste år redede sin lillebrors liv, ved at lave heimlich-manøvren på ham flere gange, da den bette lort havde fået et stort stykke kød galt i halsen.

Bertram blev udvalgt af dommerpanelet sammen med 4 andre børnehelte til at blive fejret i Legoland i dag, hvor den endelige vinder af “Den gyldne Sofus” skal findes.

Lige i dette øjeblik står de sikkert på scenen og bliver hyldet. Og jeg og min familie var som indstillere også inviteret med til fejringen.

Men grundet de sidste 3-4 ugers pres og min afstøvning af Manifestet, ja…så har jeg valgt, at vi melder fra.

Det er pisseirriterende!

– jeg vil sindsygt gerne være med til at fejre Bertram.
– jeg vil sindsygt gerne gratis i Legoland.
– og jeg vil sindsygt gerne se den del af familien.

Men når det så er sagt, så ved jeg, at jeg pt. ikke kan tåle en dag med minimum 2-2½ times kørsel hver vej, en lang dag ude med masser af indtryk, mange mennesker og trængsel, lyde, musik mv.

Så hvor end jeg gerne ville med, og hvor end jeg synes jeg burde, så har jeg valgt fra. Jeg ved det er det bedste, og jeg har næsten ikke dårlig samvittighed. Jeg ved at den gren af familien forstår – og det elsker jeg dem for.

For 2 år siden var jeg taget med og havde været brækket ned lang tid efter.
For 1 år siden havde jeg nok takket nej, men havde haft den sorteste samvittighed.
I dag takker jeg også nej, og har det godt med det.

Jeg har indset, at det ikke er fair for andre, at deltage i noget “for deres skyld” og fordi “jeg burde” og at de så hele dagen skal tage hensyn til mig, og dybest set godt kan se, at jeg ikke har det godt.

Jeg sender alle mine tanker til Bertram og er hamrende stolt af ham – og hamrende glad for at vi stadig har Hannibal <3

Manifest 2014 er fundet frem!

Af

I forlængelse af min snak med min søde veninde på Happie i går, gik det op for mig at der var alt for mange ting i Manifest 2014, der lige så stille var smuttet for mig.

Kosten har indeholdt for meget sukker, hvidt brød, pasta og mælkeprodukter – og der er røget mere og mere slik og chokolade ned, som jeg er blevet mere og mere presset.

Samtidig er gå-turerne blevet omsat til “jeg er nødt til at tage bilen”, fordi jeg har skulle have computer, vareprøver mv med til møder. Og så er der blevet handlet på vejen, i stedet for at gå op efter hverdagens småting.

Og det er fandeme ikke særlige smart og hjælper bestemt ikke med til at holde bufferzonen bred.

Så Manifest 2014 er blevet fundet frem og støvet af og fra i dag er der fuld fokus på alle punkter igen. Samtidig har jeg kikket mine daglige kosttilskud igennem, og det er gået op for mig, at jeg er løbet tør for en meget kraftig antioxidant, der i flere studier har vist sig at have en gavnlig effekt på bipolar lidelse. Jeg køber kosttilskuddet i England – jeg glemte bare at bestille det med sidst og har ikke tænkt videre over det.

Heldigvis kan det også købes på apotektet her i DK – det er bare ca 10 gange dyrere, men hvad gør man ikke for at få det bedre, mens man venter på sin pakke.

Kosten har jeg allerede gjort noget ved. Morgenmaden her i dag består af melon og serranoskinke – ikke flere hvide luftboller til mig, selvom det var dejlig nemt og hurtigt!

Der er indkøbt masser af frugt, æg, bacon, nødder, laks, rejer, salat osv, så nu skal tingene optimeres på alle fronter.

Gåturerne bliver genoptaget fra NU – og så er det egentlig fuldstændig ligegyldigt at vejret er røvelendigt! Vinterjakken må findes frem, hvis det er det, der skal til.

Kalenderen osv er der allerede luget i – nu er det tid til at gøre alt det, jeg SELV kan gøre. Akkurat som var det en rigtig influenza og begyndende lungebetændelse – der er også noget, der kan gøres udover at ligge på sofaen.

Min søde veninde fik sat gang i min kampgejst i går – og ja…jeg har sgu “taget mig sammen”, men det er ikke den der almindelige biden tænderne sammen og holden ud – det er kampgejst af den rigtige, opbyggende slags.

Der er virkelig så vigtigt at lytte til sin krop – men det nytter kun hvis man også handler på det kroppen fortæller en. Ellers er det bare en katastrofe, man står og ser på udvikle sig uden at gribe ind.

 

Veninder er guld værd!

Af

2015-05-15 14.58.48Når nøden er allerstørst, så er jeg virkelig velsignet med gode folk omkring mig. Der gik ikke mere end 10 minutter fra mit sidste indlæg kom på bloggen og jeg havde delt det på Facebook, før jeg fik en besked fra en fantastisk kvinde, at mine ord lige var det hun havde behov for at høre. – Og i næste åndedrag havde vi aftalt en spontan-date på Happie, Hjørrings oase. Bare os to – frokost og masser af kaffe.

Stille og rolig samtale om livet, når det er svært, udfordringer, tanker, fremtiden, alting, ingenting og lige det, der ligger derimellem. Selvom det var svære emner, vi havde på bordet her i formiddag, så var det virkelig egenomsorg på højt plan og jeg gik styrket ud i virkeligheden igen…det tror jeg måske, vi begge gjorde. I hvert fald lettede for en stund.

Det viser, at det er en god idé at vise sine svage sider, at åbne op når tingene er trælse og heller ikke være bange for at erkende, at man er pt. er sårbar. Det giver 100-fold igen og vi griber hinanden.

Tusind tak, du fantastiske veninde. Vi ses ikke tit, men når vi gør, så er det virkelig ægte.

Psykisk influenza

Af

Der er ret stille på bloggen lige pt. Jeg er fladere end flad! Fuldstændig brugt op. Så brugt op at jeg ikke engang kunne huske passworded til admin-delen af bloggen, selvom Ole lige har ændret det til noget, jeg burde kunne huske.

Som altid kommer en ulykke ikke alene og de sidste 14 dage – 3 uger har godt nok budt på nogen rigtig hårde oplevelser, samtidig med de sidste 3 måneder, der har været mere end udfordrende på jobbet. 

På trods af de udfordringer, har jeg formået at holde mig stabil og oppe i gear, uden det er kammet over. Både jeg selv, familien og mine tætteste venner har faktisk været imponerede over hvor godt det har gået.

Men de sidste 3 uger har både budt på kommunale skrankepaver af værste skuffe, yderligere jobmæssigt pis og lidt udfordringer i familien.

Den sidste uge har været spændt hårdt med møder, jeg har arbejdet på at få i kalenderen i flere måneder. Og på trods at at jeg faktisk er blevet opsagt pr. 31/5 (hvilket faktisk er en lettelse), ville jeg gennemføre – jeg svigter ikke mine kunder og kontakter på falderebet.

Det var kalkuleret med en hård uge med indlagt afslapning og det skulle nok gå.

Det sidste hårde spark kom midt i ugen, hvor der lige kom flyvende en lussing ind fra højre. Den var hård at sluge og psykisk tog det fuldstændig vanvittigt hårdt på mig og efterlod mig totalt mørbanket. Men utroligt nok ser det ud til at gå.

Min bufferzone, som jeg har kæmpet hårdt for at udvide siden jeg skrev Manifest 2014, skrumpede overnight ind til ca 5 millimeter. 

Normalt ville jeg på nuværende tidspunkt “være stærk”, “tage mig sammen” og “holde ud” – og så brage fuldstændig helt og aldeles ned om 1-2-3 måneder. Og det er det, jeg altid er blevet rost for i krisetider – både min mors død da jeg var 14, diverse kritiske sygdomme, min fars død, da Katrine valgte at blive alene med Sebastian osv. 

AltId har det lydt “hvor er det godt de har dig, hvor er det godt du er stærk, du håndterer kriser virkelig godt”.

Men ved I hvad – nej, jeg har aldrig håndteret kriser godt! I kriser skal man pleje og passe på sig selv, istedet for at  tage sig sammen. 

Ingen siger til en influenzaramt med 40 i feber og en begyndende lungebetændelse “hvor er det godt du tager dig sammen og klare tingene alligevel.”

Derfor har jeg – klog af skade – de sidste 2 dage luget ud i de stressfaktorer, jeg har kunne gøre noget ved, bedt om hjælp, hvor det kunne lade sig gøre og så har jeg ellers tænkt mig at “have psykisk influenza” på sofaen de næste 4-5 dage, måske afbrudt af en tur i Romulus, alenebesøg på Hjørrings nye fantastiske café Happie og lange gåture. Egenomsorg og egenpleje.

Ole er som altid en klippe, som selv det værste stormvejr ikke kan ryste. Og det er sgu godt, når resten af verden ryster.

Jeg glæder mig til at slippe tøjlerne en uges tid og bare være mig med mig selv inden jeg starter nyt job 1/6 (så heldig er jeg nemlig).

Jeg er ikke nervøs – det er træls lige nu, men jeg ved hvordan det skal håndteres, så det går over igen.

Rigtig god pinse allesammen 🙂

Når mænd er værst….eller sjovest! Vol. 1

Af

5faserr

 

Ja, ja…jeg kan jo lige så godt springe ud i det, når nu jeg har lettet låget for en god historie.
– Og da jeg har håneret et år og så er det slut, er det snart til at kunne se en ende på.

26. juli 2014 kunne jeg lave følgende status på Facebook:
Når man har været bællerstiv…og har gjort nogen lidt uheldige ting i sin brandert, er der som regel 5 faser, man skal igennem:

1. REN FORNÆGTELSE
“Det passer ikke, det har jeg aldrig gjort, jamen jeg HAR ikke…, jeg har slet ikke…, det kunne jeg ALDRIG finde på, det er fandeme ikke mig….osv osv osv”

Så kommer der beviser på banen – enten i form af vidneforklaringer eller billedbeviser, og det trigger næste fase:

2. TVIVLEN
“Ej…det kan jeg da ikke have gjort? Det må da være en anden…ikke? Du tager pis på mig ikke? Men..nej…det har jeg bare ikke gjort? Eller har jeg? Jeg kan ikke huske det! Måske…ej?

Efter lidt tid, går sandhedens gru op for en, og så kommer den værste fase:

3. FLOVHEDEN
“Du siger det fandeme ikke til nogen, shirt hvor er det flovt, ej..jeg graver mig ned. IKKE et ord til nogen. Jeg vil IKKE have du fortæller det. OG det skal SLET IKKE på facebook”

Alt efter hvor selvironisk, man er anlagt, tager det kortere eller længere tid at nå næste fase:

4: GRINEFASEN
“Hold kæft det er sjovt…hvor er det sygt. Nøj, hvor har jeg været fuld (ja, det ved jeg). Hahahahahahah….så langt ude….hahahahaha….

Og så…ENDELIG…sidste fase:

5. PRALEFASEN
Her indser Ole, at han nu er et fuldgyldigt medlem af “de unge og vilde mænner” fra Buddy Holly, der alle kan prale med at have lavet fuldstændig fucked up syge ting i deres brandert. Det ender nok endda med, at han selv poster billedbeviserne inde i deres lukkede gruppe…

I og med at staklen stadig sover….ja, så er vi ikke engang i fase 1 endnu. Så der er LANG vej endnu, inden jeg fortæller hele historien. Hvis ikke jeg er blevet slået ihjel inden for bare at have antydet, at der er en sjov historie, der trænger til at blive fortalt 😀

Og bare lige for at slå fast….jeg er slet, slet ikke færdig med at grine. Det er ikke engang dagen, ugen eller måneden, der er reddet. Jeg gætter på at det er resten af mit liv, jeg vil klukke indvendigt, når jeg tænker tilbage på i morges 😀

 

Og ja….jeg klukker endnu. Hvis du har læst mit indlæg fra forleden, så ved du godt, hvad der kommer. Men en historie bliver kun bedre af at blive fortalt – og fortalt – og fortalt. Så det gør jeg engang, når jeg lige får ro til det 😀

Min mand – den afgørende faktor!

Af

 

Ham her – han er bare så helt afgørende for mit velbefindende!
Vi har – efter de første par års obligatoriske sliben kanter – et helt fantastisk parløb, hvor vi har et fælles mål om at vi skal have det så godt som muligt. Både sammen og hver for sig. 

Det lyder måske sødsuppeagtigt, men fakta er, at når jeg er nede er Ole min faste klippe, der skærmer mig mod omgivelserne – og når jeg har det godt, så både tilgiver jeg og griner af, at han pisser i ovnen, når han har været i byen med dørmandskollegerne (den er intern mellem mig og alle mine Facebook-venner – historien kommer nok på bloggen en dag).

Vi hygger os i hinandens selskab, er bedste venner og har ingen hemmeligheder for hinanden. Derudover fjoller vi stadig rundt som et par forelskede teenagere – holder i hånd, kysser og nusser hinanden i nakken i køen i Netto på trods af at der er over 24 år siden vi flyttede sammen.

Det er specielt vigtigt med sådan et parløb, når den ene part er psykisk letpåvirkelig – Ole bygger mig op istedet for at nedbryde. Dermed er det jo også en direkte fordel for Ole, at han magter at yde den indsats, det er at holde hånden lidt over mig. 

Alt andet lige er det jo noget skønnere med en velfungerende kone end end, der fastholdes i den psykiske sygdom.

Derfor er det også min pligt som syg, at skatte på den hjælp han yder og forsøge at holde urimelighederne på et minimum, når jeg har mine luner.

Vi skal passe på hinanden <3

Efternote: SELVFØLGELIG har der været temmelig mange ups and downs i vores ægteskab – det kan slet ikke undgåes, når den ene part er bipolar, tøhø. Men vi er blevet gode til at tackle uenighederne – og kan godt være enige om at være uenige…

Dyrekort – eller dyre kort?

Af

Her i familien er vi ikke gået specielt meget op i de der famøse kort fra Føtex og Bilka ud over selvfølgelig at takke ja, når en smilende ekspedient vil sende nogen i vores retning.

Sebastian – ham det lille lækre barnebarn på 3 – synes det er nogen fine kort og bliver altid glad, når han får et par stykker. Mere har der ikke været i det og hverken vi eller Katrine har skænket de kort mange tanker – før “Dyrekortgate” så opstod.

Jeg kan simpelthen ikke forstå, at nogen synes, samfundets penge skal bruges på at ombudsmanden skal bruge tid på Dyrekort!!! Det bliver dæleme dyre kort!

“Jaaaa, men statestik….for lidt specialkort….bla bla”

Ja, okay….fair nok…måske!

 – så da vi havde besøg nu her, lavede vi vores helt egen meget lille, meget lidt statistisk signifikante undersøgelse herhjemme med de kortpakker, vi har gemt til Sebastian.

Der var 12 pakker – vi fandt 3 specialkort! Dvs. statestikken fra Bilka holder 100% for vores vedkommende.

Men det ALLER sjoveste:

De 3 specialkort er åbenbart lige præcis dem alle andre i Dannevang leder efter…33, 85 og 113…

Se DET kan vise sig at blive “dyre kort” 😀

  

Facebook