Ro midt i sofaen :)

Så er rumpetten slået i sædet og hæklenålen fundet frem. Det er tid til at stresse af og fordøje endnu en uge med hårdt arbejde.

Jeg er efterhånden blevet rigtig god til at fylde mine weekender med absolut ingenting – selv når jeg er sammen med gode venner. Tempoet bliver i den grad sat ned i forhold til tidligere tider, hvor weekenderne var fyldt med forskellige gøremål.

Jeg har da lige fået hældt en gang bakterier ud over mit badeværelse i dag (fremtidens mikrobiologiske krigsførelse mod snavset), men derudover er dagen dømt hellig 🙂

 

Så er der slået op til endnu en hæklet pineapple-top.

Mønster: Jordan sleeveless pineapple top af Vicky Chan 

Gratis glæder + et par kroner

Forleden skrev jeg noget om at være egoistisk og finde tid til selv. Det behøver ikke at være stort og forkromet. For nogen vil det her måske lyde temmelig banalt og “skulle det være noget?”. Men altså…bare 20 minutters varme i den lokale solariebiks kan gøre underværker for mig.

Som sygemeldt/fleksjobber/førtidspensionist er pengene heller ikke sådan vildt store, og derfor nedprioriteres “gøre godt ting” til fordel for rugbrød og el-regningen. Derfor har jeg i samarbejde med mit skønne størstebarn Katrine lavet en liste over ting, der koster under 50-100 kr, som giver plus på egenomsorgskontoen:

Liggestol ud i haven/gården og ½ times luft (fungerer altså bedst på tørvejrsdage 😉 ). Fra oktober – marts/april er det en god idé at have en skumgummimadras (kan fås i Bilka/Jysk for ikke så mange penge) i liggestolen, hvis ikke du har en fed hynde. Tag dynen med ud og pak dig godt ind. Sådan lå jeg i flere timer i marts/april 2005 hvor jeg var nede i en dyb depression. Ole hev mig på græs hver morgen og hev mig ind igen om eftermiddagen – det var bedre end at ligge og kukkelure i sengen.

Gåtur – igen helst i godt vejr, men der er også noget helt specielt over en kæmpeparaply i regnvejr. Verden bliver helt stille udenom dit lille private rum under paraplyen. Tag evt musik eller en lydbog i ørerne. Du kan få begge dele gratis via Spotify (musik) eller ereolen (lydbøger) og som app til telefonen. Tag dig god tid til at lægge mærke til blomster, træer, sjove/smukke bygninger, andre menneskers haver/huse/stakitter osv. Og så er det altid en god idé at lægge vejen forbi en biks og købe en is 🙂

God musik på anlægget (eller via en højttaler til telefonen – de kan fåes i ok kvalitet til en 100 kr) og så ellers danse rundt, synge med og skabe sig tosset. Det giver ret meget livsglæde nede i maven 🙂

Et langt, varmt bad med efterfølgende pleje af sig selv på badeværelset. Gerne blid musik og stearinlys samtidig. At gå i bad kan være en kæmpe udfordring, når man er nede. Men  stå under en bruser i 10-15-20 minutter og bare frådse varmt vand ud i kloarken uden at tænke på miljø og global opvarmning – sorry, det er altså SÅ dejligt. Og derefter at bruge timer på badeværelset med cremer, hårdims, makeup og parfume kan gøre underværker (der må være lidt i gemmerne, du kan bruge, ellers brug 30 kr på en billig bodylotion). Det er ren wellness i en verden, hvor det tit gælder om at få det overstået i en fart, fordi manden skal skide og ungerne hamrer på døren. Nope…der skal være RO til dig selv i mindst en time derude.

Tag på skovtur! Smørre en madpakke og hive et tæppe med udenfor – park, strand, skov eller hvor der nu er mulighed for det. Sidde stille og roligt helt alene og betragte naturen. Det kan også lade sig gøre under føromtalte kæmpeparaply. Lise for sjælen!

Læg dig i solariet. Ikke for farvens skyld, men for alenetiden, varmen og afslapningen. Det koster ca en 30-40 kr og i min lokale solbiks er jeg så heldig at der er en model, der giver 20 minutter med en lav intensitet istedet for de her speedsole på en 5-6 minutter. Dem gider jeg ikke – jeg vil have TID!

 

Kreative sysler – ½ time i sofahjørnet med strikkepinde, hæklenål, broderi, tegnegrej, modelbygning eller whatever du nu synes er spændende. Bare sørg for at det er DIN interesse. Og at du ikke bliver forstyrret! Send den bedre halvdel og børn ud af huset…ikke for at du kan rydde op og gøre rent, men for at du kan hygge dig!
– og så lige et godt råd, hvis du strikker/hækler. Du har sikkert, som jeg oplevet, at andre næsten synes, de gør dig en tjeneste ved at spørge, om du ikke vil strikke/hækle til dem, hvis de betaler garnet. Jeg gider helt ærligt ikke strikke for andre “på bestilling”, men gerne af lyst og eget initiativ. Så når jeg får sådanne forespørgsler, siger jeg, at det vil jeg gerne, hvis vi bytter timer. Jeg strikker for dem, mens de sørger for at fylde min fryser med portionsretter, gøre rent, luge have, male vindskeder eller hvad de nu synes kunne være hyggeligt. Det er endnu ikke lykkes mig at få en byttehandel i stand – og det er helt okay 🙂

Du kan sikkert godt finde på flere ting til egenomsorg, hvis du bruger fantasien lidt. Du må meget gerne skrive dem i kommentarfeltet, så kan jeg tage dem med i en senere post, så vi kan supplere op. Måske sidder der en derude, der har brug for lige præcis dit gode råd 🙂

Råhygge og Restitution

Der er intet bedre sted på jorden end skønne Annes sommerhus i Lohals. Det er ren lise for sjælen, at sidde her i solen med fuglefløjt, brummende humlebier og duften af forår. Jeg bliver lige siddende til søndag aften!

….btw….konsekvenserne af nattens udskejelser er ved at være aftagende. Flere timer i ro og fred i solen gør godt for både træthed og tømmermænd 😉

Rødvin og reflektioner…

IMG_7109Jeg havde en temmelig interessant samtale med en af mine gode venner i går aftes….og nat. For vi fortsatte snakken til 04.23 fordi jeg virkelig var nødt til at forstå hvad der foregår inde i hovedet på ham. Og jeg ville virkelig gerne forklare hvad der foregår inde i hovedet på mig – og alle andre med en rimelig velbehandlet psykisk sygdom.

Han forstod simpelthen ikke, at jeg kunne være psykisk syg – han troede ikke på, at det var rigtigt ”for hvordan kan det være du kan det og det og det….” og sætningen ”jamen hvorfor kan du ikke bare tage dig sammen og deltage i det og det og det”, blev også nævnt et par gange.

Hans tilgang var en reel nysgerrighed og ikke den fordømmende. Han ville meget gerne forstå det, og jeg ville meget gerne forklare det. Samtidig ville jeg også meget gerne forstå, hvorfor han ikke forstod det.

Jeg kom med utallige eksempler på, hvordan jeg formår at tage en facade på og ”smil og vær glad” og netop tage mig sammen og deltage i det og det. – For derefter at ligge i krampegråd bag en lukket dør med et hoved, der er ved at eksplodere og hvor det føles som om der er en der står og sliber på min blottede hjerne med et grovkornet stykke sandpapir.

Jeg er ikke helt sikker på, at vi endte med at forstå hinanden, og det betyder heller ikke så meget. Vi havde en rigtig god dialog og en hyggelig nat. At det så er fuldstændig sindsygt i forhold til håndteringen af min sygdom, at sidde og drikke rødvin og snakke dybt til kl. 04.23 om morgenen, er en anden sag. Jeg skal ikke noget resten af weekenden og kan bruge den til at restituere. Jeg vurderede, at det ville være godt givet ud i forhold til den snak, vi havde.

Er der nogen af jer andre, der har nogen gode idéer til, hvordan jeg forklarer hvorfor og hvordan, jeg kan sidde her og have det så godt – og så samtidig være psykisk syg. For jeg rendte lidt tør for eksempler og argumenter sådan lige omkring kl. 03.56 😀

Hyldes den, der hyldes bør!

Den der når telefonen ringer:
“Hej det er Christina fra Falck, har du lige 2 minutter…?”
Mig: “Ej, det har jeg godt nok ikke lige”
Christina: “Jamen det …”
Mig: “Hør her, hvis det er om et abonnement, så er jeg altså ikke interesseret”
Christina: “Det kan jeg sgu godt forstå, men det her drejer sig om din kusine Malenes søn Bertram…”
Mig: OKAY!! SÅ har jeg ½ time hvis du vil!!!

Sidste år reddede Bertram sin lillebror Hannibal fra at blive kvalt i et stykke kød. Ret dramatisk, men knægten var cool og gjorde det der skulle til.

Da jeg så så et opslag her på Facebook hvor Børneulykkesfonden og Falck søgte kandidater til Den gyldne Sofus tænkte jeg straks på Bertram….Og fandeme…de var enige!

Han er en af de 5 finalister og skal hyldes i Legoland i slutningen af maj!

Findes der overhovedet noget godt ved en depression? Jo…det tror jeg

Forleden skrev jeg lidt omkring intelligens kontra klog. I det indlæg var der også noget omkring det at være livsklog. Viis kunne man måske også kalde det.

Det har rumsteret i mit baghoved efterfølgende uden jeg sådan helt har kunne sætte fingeren på hvorfor. Der har været en eller anden sammenhæng, som jeg ikke kunne få op til overfladen.

Jeg er af den opfattelse, at depressioner er noget fanden har skabt i et anfald af virkelig rendyrket ondskab. Det er også det, jeg hører fra mange andre af de bipolare/depressionsramte, jeg har kontakt med:

Der findes INTET godt ved en depression!

Men jo…ved I hvad. Her til morgen slog det mig pludselig! Det gør der sgu, i den helt store sammenhæng som livet skal ses i.

dynd1

Når du har siddet under det rådnene slam, der dækker bunden af en stor ildelugtende algebefængt sø – når du har oplevet en tilstand værre end døden – når du har følt på din egen krop, hvor meget andre menneskers forståelse (eller mangel på samme) betyder for din situation – og ikke mindst: Når du har formået at kratte dig lige så langsomt op af dyndet med det yderste af neglene…

…så har du fået en kæmpe lære omkring livet og indsigt i det at være menneske.

Det er røv, nøgler, pissesurt og helt ad helvede til mens det står på – og vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt for ikke at ende der igen!!! Men når vi er kommet op igen, kan trække vejret ovenvande igen, så har vi altså en helt anden empati og forståelse for vores medmenneskers forskellige situationer. Vi har chancen for at blive det, som jeg i det tidligere indlæg kaldte livskloge.

Ingen ønsker selvfølgelig livskriser for andre eller for sig selv. Men når nu de skal uddeles med rund hånd, som de jo gør i løbet af et liv, så tror jeg næsten depressionen overordnet set måske er en af dem, man kan bruge til mest i det lange løb. Hvis ellers omgivelser, behandlere, familie mv forstår at tackle det rigtigt undervejs – og man selv er åben for reflektion og livslære efterfølgende.

Jeg pinner det lige ud:

Undervejs i en depression er det omgivelser, behandlere, familie mv der har ansvaret for en bedring! Den depressive magter det overhovedet ikke. Kan den depressive på nogen måde overskue det, vil det være en stor hjælp, hvis vedkommende tør åbne op og helt bundærligt fortæller hvordan det er indeni. Også selvom det er grimme tanker, der er derinde. Det er omgivelsernes ansvar at kunne rumme dem – de skal UD af den depressive, siges højt. Og sidder du midt i det lige nu, så husk at alle omkring dig hellere end gerne vil hjælpe dig, derfor er du nødt til at åbne op, for ellers aner de jo ikke hvilken hjælp de skal tilbyde.

Efter en depression er det dit eget ansvar at lære noget af depressionen og tage den lære med dig ud i livet. Hvis det du har været igennem, skal give bare en smule mening i den store sammenhæng, er det nu du skal på arbejde med dig selv. Hvorfor opstod den, hvad kunne der være gjort inden, hvordan kan jeg forhindre det sker igen, hvad kan jeg lære af den – og ikke mindst: hvad ville jeg ønske andre havde gjort for mig = hvordan kan jeg hjælpe venner/kolleger/familie, hvis jeg spotter de er på vej ned.

Men efter sådan en tur “råddent dynd tur/retur”, så har du altså virkelig noget menneskelig indsigt og en forståelse for det at have det skidt. Samtidig har du også lært, at det kan godt være at livet er lort med lort på…men det bliver altid godt igen. Jeg er holdt op med at frygte fremtiden (undtagen når mit hoved spasser med katastrofetanker…not so much fun), for livet kan (næsten) ikke bringe mig noget, som jeg ikke har prøvet at tackle før. Jeg har ro i mig. Og jeg kan bruge den erfaring, hvis jeg kommer ud for livskriser, der ikke ender i eller er en dyb depression.

For i den dybe depression er denne viden nok desværre bare gemt alt for langt væk under dyndet, men erfaringen ligger trods alt dybt inde i mig som en lille glød, der skal pustes liv i igen.

Med håbet om, at du aldrig kommer ud for det rådne dynd igen…

Kærligst Dorte

Frisk luft og livsglæde!

  

 

Sofaen klistrede lidt rigeligt på bagen i dag, men så tog Ole lige teten og hev Thor og mig med på hundemarken – vi trængte begge til luft!

Det blev en skøn tur i solen på årets første over-20-grader-dag og der er da ikke noget mere livsbekræftende end an lalleglad hund med en bold.

So much fun!

Efterskrift: Det her er et af de utallige små ting som pårørende kan gøre for at fastholde den gode spiral. Lige tage initiativet og ansvaret for en god oplevelse. Alle kan have tendens til lim på sofaen, men det er bare supervigtigt, at der sker noget sjovt hver dag – og det er ikke altid man lige selv er obs på det eller magter at tage initiativet.

  

Intelligent kontra klog – der er ret stor forskel!

intelligensInde i den lukkede og hemmelige Facebook-gruppe var der i dag en, der lavede et indlæg omkring intelligens, klogskab, livsklogskab og talent. Hvordan de forskellige ting defineres og hvor de kommer fra. Det synes jeg faktisk var så interessant, at jeg måtte lave et blogindlæg over mine betragtninger.

I Mensa har det tit været oppe at vende, det her med intelligent kontra klog, og der tror jeg alle er rimeligt enige. Derudover er der mange forskellige holdninger/definitioner af ordene – her er mine:

Intelligens (den traditionelle definition) siger noget om din evne til at se sammenhænge, logisk tænkning, indlæringsevne mv – altså en medfødt egenskab, der kan trænes til fuldt potentiale. Du kan aldrig udvikle din intelligens mere end dit iboende potentiale. Du kan sagtens være intelligent uden at have kunne udnytte det i nogen sammenhæng. Der findes faktisk en hel del på samfundets bund, der er dybt intelligente, men bare aldrig har haft mulighederne for at udnytte dette potentiale – evt pga social arv, mobning i skolen mv.

Klog – det kan du sagtens være uden at være intelligent. Det siger noget om hvor meget viden, du har. Den viden kan du godt have erhvervet dig ved knaldhårdt arbejde – hvor en person med højere intellligens måske kun havde behøvet at arbejde halvt så meget for samme viden.

Livsklog – det mener jeg, man er, hvis man har en social forståelse for sine medmennesker, har empati og evner at se ting i en større sammenhæng og ikke kun sin egen næsetip. Den livskloge hviler nok meget i sig selv – har en ro over sig. Har fundet fred med sig selv og sine omgivelser. Ret mange ældre/gamle mennesker er utroligt livskloge. Måske derfor jeg elsker at være sammen med folk på 70+. De er altså bare den tand dybere….Det samme gælder mennesker, der har været ude for en eller flere livskriser og har lært at tackle dem.

Talent kan udvikles gennem træning, træning og atter træning. Der er blevet vist flere gange at der skal ca 10.000 timers træning til, for at mestre noget så perfekt at man kan tale om at “han/hun har talent for det”. SELVFØLGELIG er er undtagelser, som 3-årige der sætter sig til klaveret og spiller Mozart eller synger som en engel.

Men generelt udvikles talent gennem en interesse, der er dyrket heftigt siden barnsben.

Edit: I den hemmelige Facebook-gruppe (se her hvordan du tilmelder dig) gik diskussionen lystigt, og der blev fremhævet at talent på en eller anden måde altid er medfødt, men det er bare ikke sikkert det kommer til udtryk. Ved hård træning kan man finpudse sit talent, så det skinner lysende og klart – og da nogen har mere medfødt talent end andre for en given ting, vil de kunne lyse hurtigere og med mindre træning. Nogen er supertalenter, som de ovennævnte 3-årige. Denne betragtning er jeg helt enig i så “I stand corrected” 🙂

Jeg hørte for et par år siden et foredrag med den tidligere fodboldspiller Rasmus Ankersen, der havde sat sig for at finde ud af hvorfor brasilianerne har så stort talent for fodbold. Jo, der er såmænd ikke andre udfoldelsesmuligheder for drengene i slumkvarterne end at spille foldbold – så det gør de fra morgen til aften fra de er helt små. Det giver altså nogen ret dygtige bold-ekvilibrister. – Og sådan fandt han talrige andre eksempler rundt om i verden.

For mit vedkommende sad jeg også strikkede stort set 24/7 (arh ok måske 10/7) i 4 år. Jeg startede helt fra bunden – kunne strikke ret/vrang, slå masker op, tage ind/ud og lukke af. Thats it. Jeg anede ikke en disse om at designe, men efter at have strikket…ja…bum bum…bare for at være realistisk… 6 timer x 300 dage x 4 år = 7.200 timer og været igennem utallige strikkeopskrifter, begyndte jeg at kunne se et logisk mønster i opbygningen, og kunne pludselig designe mine egne ting.

Det øvede, øvede og øvede jeg mig i og pillede op ca en million gange – og sådan endte jeg med at have talent for at designe. I dag, hvor jeg helt sikkert forlængst har passeret de 10.000 timer, kan jeg få en idé og så stort set skrive opskriften uden at have strikket en eneste maske. Når jeg så efterfølgene strikker modellen igennem – ja, så passer den og bliver som tænkt, med et par smårettelser undervejs. Det er et talent jeg bestemt ikke havde for 8 år siden

Det sjove er, at når vi ser på den logiske intelligens sådan lidt generelt (den der måles ved IQ tests) så er de folk der scorer mellem 115-125, dem der klarer sig bedst i erhvervslivet og bliver rige. Hvorimod dem, der ligger fra 130 og opefter aldrig tjener nogen penge, for de kommer som regel til at kede sig meget hurtigt og skifter job eller ligefrem erhverv (meget firkantede generaliserende kasser – I know)

Min IQ er målt i Mensa til 135 og jeg springer rundt i alt muligt forskelligt – uddannet molekylærbiolog, har været sælger i medicinalbranchen, strikdesigner, været med til at opbygge et kunsthus i en landsby, e-learningsekspert, augmented realitity ekspert og nu produktchef indenfor probiotiske rengøringsmidler (det er jo som ringen er sluttet: hjem til bakterier og molekyler igen) – godt afbrudt af gentagende sygemeldinger.

Men karriereplanlægning har der været INTET af. Jeg gør det, jeg synes er sjovt og når det ikke er sjovt længere – ja så finder jeg på noget nyt.

Jeg har et sjovt liv, men er aldrig kommet til at fastholde en karriere mere end 4-5 år ad gangen.

Så dem, der synes man er højrøvet og tror man er bedre end alle andre, fordi man drister sig til at tale høj intelligens, kan egentlig bare godt pakke sammen med deres jantelov og slet skjulte misundelse. Det er faktisk ikke særlig fedt altid at søge nye veje, ville videre, ikke kan holde ro i røven, altid kede sig når noget mestres og føle at ting omkring en går i slowmotion.

En af de virkelig højtintelligente unger på Claras skole – Mentiqa Nordjylland – der er en skole for børn med særlige forudsætninger, sagde det faktisk ret spot on :

Forestil dig at du bor på et opholdssted for evnesvage…ikke som pædagog, men som helt almindelig beboer og skal få en hverdag til at fungere blandt de andre beboere. Sådan havde jeg det før jeg kom på Mentiqa.

Drengen havde inden Mentiqa haft store problemer og været kraftigt medicineret pga ADHD og andre diagnoser – og efter skoleskiftet til mere jævnbyrdige kammerater, kunne medicinen droppes…tankevækkende.

Det handler ikke om, at synes man er “bedre”, men slet og ret et ønske om at blive forstået og høre til. Og det kan være meget svært for +140´ere.

….og skal jeg absolut være lidt selvfed her til sidst, så vil jeg mene, at jeg både er intelligent, klog, livsklog og har talent for flere ting.

Vær egoistisk! Du kan ikke være andet bekendt!

Jeg sætter lige endnu engang det vigtigste øverst: Det er virkelig, virkelig vigtigt, at vi sørger for at prioritere os selv. Alt andet kan vi ikke være bekendt! For hvis ikke vi gør det, så er det, at vi ender i depression og slet ikke fungerer. Det er det mest røvtrælse sted at være. 

I rigtig mange år har jeg nedprioriteret mig selv. Jeg kan se her i bagklogskabens klare lys, at jeg har kørt efter devisen:

Det er bedre at alle andre har det godt, end jeg har det godt!

Det er ret skræmmende, at jeg hver eneste gang jeg har været stabil har tilsidesat mig til fordel for børn, mand, hus, arbejde, uddannelse, gymnastikforeningsbestyrelser, arbejdsdage i børnehaven, lokalsamfundsudvikling, ungernes sportsaktiviteter, rengøring (arh, ok – det har jeg aldrig været god til), hundepasning osv osv osv.

Alt i mens jeg har lavet “anden”: Rolig på overfalden, men padler rundt som en sindsyg under vandet. Og ja…det endte med den ene stressperiode -> hypomani/mani -> depression efter den anden. Og jeg har faktisk aldrig forstået hvorfor. Jeg var jo sprudlende fuld af liv, når jeg endelig var stabil og ovenpå. Hvorfor skulle det så ramme mig igen og igen. Det var sgu ikke fair! Og det var virkelig en lortesygdom, der ramte ud af det blå….som om!

 

and

Jo flere gange jeg røg i fælden, jo længere ned kom jeg og jo længere tid tog det mig at komme op igen. Og så snart jeg var ovenpå igen var jeg endnu engang….

…hende, der altid deltog i diverse generalforsamlinger – og hvis hånd altid røg i vejret, hvis der manglede en til bestyrelsen, selvom jeg på forhånd havde aftalt med mig selv, at det IKKE skulle ske.

…hende, der altid deltog i forældrearrangementer i dagpleje/børnehave/skole/fritidsaktiviteter – og ret ofte var jeg også en af dem, der havde bagt eller stod for rengøringen bagefter.

…hende, der altid tog med til fastelavnsarrangementer med ungerne, istedet for bare at sætte dem af på dørtrinet – og selvfølgelig havde de hjemmelavede kostumer på.

…hende på jobbet, der altid ydede det ekstra – og altid var klar til at springe til hvis kolleger, havde brug for det.

…hende, der har hjulpet andre med at flytte, passe børn og køre på lossepladsen med byggeaffald.

…hende, der lavede de fedeste halloweenudsmykninger!

Jeg har været hende, der har følt, at hvis ikke min tid var 100% fyldt med gøremål, så var tiden spildt.

Det her skriver jeg ikke, for at sidde og pudse min glorie. Faktisk synes jeg slet ikke, der er noget at pudse, for jeg har også altid været hende, der har haft sindsyg dårlig samvittighed over ikke at kunne “gøre mere”og det har som sagt udløst den ene episode efter den anden, hvor jeg i lange perioder har kunne gøre lige præcis INTET.

I de perioder har jeg ikke haft det godt – og min familie har bestemt heller ikke! Der har de måtte trække det ufattelig store læs at have mig på slæb. Og DER har vi virkelig kunne tale om, at have dårlig samvittighed – så dårlig, at jeg i lange perioder, var overbevist om, at de var bedre tjent uden mig.

Derfor kommer den lige igen: Det er virkelig, virkelig vigtigt, at vi sørger for at prioritere os selv. Alt andet kan vi ikke være bekendt! For hvis ikke vi gør det, så er det, at vi ender i depression og slet ikke fungerer. Det er det mest røvtrælse sted at være. Det er ganske forfærdeligt, og det skal jeg nok prøve at beskrive en anden gang, men man fatter det nok ikke helt, før man har prøvet det.

Det er vigtigt, at vi har balance i tingene, og også gerne med en overvægt af egenomsorg. Og det er ikke den egenomsorg, som jeg har bildt mig ind i mange, mange år:

Jamen JEG synes det er sjovt at lave fastelavnskostumer, JEG synes det er fedt at sidde i bestyrelser, JEG kan godt li´ at hjælpe med at flytte.

Glem det. Det kan godt være, du synes det er sjovt, spændende og interessant – men det tager alligevel tid fra EGENomsorgen.

De eneste tidspunkter jeg sådan har fattet det på er de perioder, hvor jeg har forsøgt at komme mig. De perioder, hvor jeg har siddet med et strikketøj i hånden stort set 24/7. Det har jeg beskrevet i min bog “Strik og stress af”. Det har jeg prædiket til utallige foredrag.

Og alligevel har jeg fuldstændig har glemt mine egne ord, så snart jeg var ovenpå igen. Hvor dum kan man være? Det eneste “job” jeg har kunne klare i længere tid i perioden 2005-2012, har været tiden som selvstændig med Knitalot. Men arbejdet der var også 80% egoisme og 20% hårdt arbejde – og en fantastisk chef 😉

Og egoismen er altså bare så vigtig, at have med i det, vi gør. Det går ikke ud over andre. Men det går ud over andre, hvis ikke vi har den i baghovedet.

Derfor vil jeg nok også vende tilbage til emnet igen og igen her på bloggen. Om ikke andet så for at fastholde mig selv i at være egoistisk!