For et par år siden – måske i et anfald af overmod og overstadighed grænsende til let hypomani, det skal jeg ikke kunne sige – søgte jeg et fuldtidsjob som sælger i et medicinalfirma. Vel vidende at der ikke er noget der hedder “fuldtids”job i den branche, når der på kontrakten står “37 timer uden højeste tjenetid”. Så snakker vi altså way more end fuldtid!
På det tidspunkt havde jeg det godt og stabilt, men var desværre dengang ikke klar over, at der ikke er noget der hedder “at blive rask”. Og når samtidig “blive rask” i min bog betød gang i 1000 forskellige projekter, arbejde ca 60-70 timer om ugen OG være med i diverse bestyrelser, betød det at jeg ikke altid liiige sørgede for at tage hensyn til mig selv. Så selvfølgelig skulle jeg søge det her hamrende spændende job, når du jeg mente, jeg var “blevet rask” og det gjorde jeg.
Jeg kom til samtale med den danske teamleder og salgschef – og det var jo fuldstændig fantastisk at være back on track. Jeg kørte med klatten, og blev inviteret til samtale med deres europæiske chef.
Og her fik jeg så endnu et eksempel på hvordan mennesker, der har let til stress bliver påvirket af alle mulige andre ting end lige præcis den opgave de sidder med.
Jobsamtalen skulle foregå på engelsk. Det vidste jeg i forvejen og det havde jeg forberedt mig på. Jobsamtalen skulle foregår på et hotel, for der var europæisk salgskonference i firmaet, så derfor var chefen i Danmark. Det var jeg også forberedt på.
Hvad jeg ikke var forberedt på var:
at han var 20 minutter forsinket, uden at jeg fik nogen forklaring i receptionen, så jeg nåede at blive ret nervøs over, om jeg nu også var ankommet på det rette tidspunkt.
at der ikke var booket et lokale til os, så jobsamtalen skulle foregå ude i et fællesareal
at det var i en kaffepause i konferencen, så der var FYLDT omkring os med de andre salgskonsulenter fra firmaet, der klirrede med kaffekopper og summende talte sammen, så det var meget svært at få ørenlyd
at de sad og skævede nysgerrigt over til vores bord
at chefen var belgier og talte engelsk værre end i “‘Allo ‘allo”
Man kan selvfølgelig indvende at “Det SKAL du kunne holde til” som en vis anden chef jeg har været udsat for engang sagde, men fakta er at alle de der udenomspåvirkninger intet havde at gøre med, hvor dygtig jeg ville være til mit arbejde, hvor jeg ville sidde alene ude i en bil og tage ind til besøg hos praktiserende læger. Jeg tror nu også at ret mange andre ville være blevet påvirket negativt i den situation.
Nu var det ret heldigt, at jobsamtalen kom til at foregå på den måde, så jeg ikke fik jobbet, men jeg har efterfølgende tænkt meget over denne situation. Specielt dengang jeg skulle beskrive hvilke skånehensyn, jeg skulle have nedskrevet i en kontrakt med en fremtidig arbejdsgiver (og som også står i min kontrakt nu):
Mulighed for eget kontor
Ingen ringende telefoner
Ingen generende lys/lydpåvirkninger.
Ingen afbrydelser i arbejdsflow
Tæt kontakt med nærmeste leder
Tydelig ledelse
Afgrænsede opgaver både med over- og underlægger
Faktisk synes jeg, at det er temmelig utroligt, at det er nødvendigt at have pkt. 3-7 med som specifikke SKÅNEHENSYN. Det er da virkelig helt almindelige gode arbejdsforhold og god ledelse.
Jeg er måske blevet lidt skadet – eller forvænt, er det nok nærmere – fra mine nærmeste chefer i medicinalbranchen inden jeg gik ned. Jeg har arbejdet under 3 forskellige teamledere – og de har alle været (og er) eminente chefer, så selvom jeg nok også havde både depressive og hypomaniske episoder i disse år, så slog de ikke voldsomt igennem, før “point break” i oktober 2004.
Jeg tror VIRKELIG, at chefkulturen på dagens arbejdsmarkedet har meget at sige over, om man tager den store tur i stressmøllen og måske ender som depressiv/bipolar.
Mine første 3 chefer formåede at få det bedste ud af mig som medarbejder – hvor jeg efterfølgende er stødt på nogen klaphatte af karat. Men dem fortæller jeg nok om en anden gang…
Jeg har simpelthen den mest fantastiske psykiater! Og jeg holder rigtig godt fast i ham!
Jeg har hørt flere andre bipolare fortælle, at de er “blevet afsluttet” – oftest efter et forløb i distriktspsykiatrien. Og det forstår jeg simpelthen overhovedet ikke en hujende fis af.
Bipolar lidelse er en livslang følgesvend, som sagtens kan “gå i dvale” eller “være stabil” – men det er altså også en dynamisk sygdom, der kan give udsving, hvis vi bliver tilstrækkeligt påvirket. Stress, ulykker, dødsfald eller – også helt uden årsag.
Og der er det altså tvingende nødvendigt med hurtig hjælp. Der kan også være brug for løbende småjusteringer af medicin, både den faste og diverse pn medikamenter (pn = efter behov) selvom man egentlig er stabil.
Derfor synes jeg aldrig, vi bipolare kan betegnes som “afsluttede”. Jeg synes helt klart, at vi burde være tilknyttet en speciallæge “for life”, selvom vi måske i lange perioder bare er “passivt medlem af klubben”.
Så kan vi bruge vedkommende, de perioder vi har behov for det, og i andre perioder måske kun komme et par gange om året til servicetjek.
Selvom jeg nu har det rigtig, rigtig godt – og helt oprigtigt tror på, at min lidelse ikke vil få den store negative indflydelse på resten af mit liv, så håber jeg ikke, jeg får et afsluttet-stempel i panden.
Min psykiater er en af de mange krykker, jeg kan gøre brug af, selvom jeg ikke ser ham så tit – og jo flere krykker, jo nemmere er det altså at holde balancen.
Derfor vil jeg opfordre dig til – hvis du på nogen måde føler du har brug for en lignende krykke i baghånden, at få en henvisning til en privatpraktiserende psykiater. Man kan indvende at det er dyrt for samfundet, men helt ærligt så tror jeg, i det lange løb at det er dyrere at lade være. Både menneskeligt og samfundsøkonomisk.
En af de ting, der kan være svært og en af de helt store udfordringer som bipolar er købetrang! Det kan være så sindsygt svært selv i stabile perioder at modstå det her med at købe “et-eller-andet”.
Jeg har lært at styre det på to måder:
I stedet for et dankort har jeg fået et MasterCard Debit. Ja, det er sgu flovt, at jeg i en alder af 43 ikke kan styre at have et dankort, men sådan er det altså bare. Og hellere bare erkende det og så finde en løsning, der er holdbar.
Købetrangen tilfredsstilles i min fantastiske genbrugsbutik! Vi har en virkelig god butik her i Hjørring, med alle mulige sjove ting – kikker jeg godt efter, så finder jeg altid guld! Finder jeg en-to-tre ting til måske 100 kr i alt, ja så har jeg fået noget med hjem fra byen og trangen er tilfredsstillet.
Ret ofte er det faktisk virkelig gode ting, jeg har fået med hjem – jeg nævner i flæng:
FILA dunjakke 100 kr
Gabor pumps 60 kr
Tommy Hilfiger striktrøje 75 kr
…og i dag fandt Katrine og jeg et par Converse i grå (som jeg længe har ønsket mig) til 60 kr.
Købetrangen er tilfredsstillet, jeg har fået et par “nye” sko og økonomien er ikke smadret for resten af måneden 🙂
Jeg har fået en besked, som bare giver alt mit arbejde med bloggen en dybere mening:
Efter at have læst din blog er mit fokus blevet rettet mod min person istedet for at ignorere den og bare lade stå til. Så jeg følger spændt og med glæde din blog, og jeg tør godt sige, at du har forandret alt for mit vedkommende. Jeg har igen fået lyst til livet, og det smutter ikke bare forbi mig mere, og det er jo herligt. Så klap dig selv på skulderen og modtag stor ros og et kæmpe stort knus fra mig. <3
Jeg har haft mange overvejelser, inden jeg valgte at offentliggøre bloggen – hvad vil perifære bekendte, fremtidige samarbejdspartnere, chefer, kunder osv sige? Vil de blive bange for mig? Men det er bare fuldstændig – fuldstændig – ligemeget, når sådan en her er landet i indbakken.
Tusind tak fordi du tog dig tid til at skrive til mig, og husk…det kan godt være mine ord på bloggen er inspirationen, men det der DIG SELV du først og fremmest skal klappe på skulderen. Det er DIG, der laver det hårde arbejde.
…trælst hoved! I ved helt sikkert hvad jeg mener, når jeg siger det. Jeg VED hvad sukkerholdige produkter gør ved mit hoved i løbet af ikke ret lang tid:
Lydoverfølsom
Lysoverfølsom
Hovedpine
Sandpapir på hjernen
Hudløs hjerne
– ja.. Som sagt, jeg er sikker på I kender det. Der er svært at forklare.
Sommetider bliver hovedet bare HELT fyldt. Heldigvis er det ham her lækkerbassen, hovedet er fyldt af.
Han har sovet ved mormor i nat og det er rigtig hyggeligt at have sådan en søvnig søndag morgen og formiddag med yndlingsmanden i mit liv (Sorry Ole 🙂 ) Han er virkelig den skønneste knægt at være sammen med, men 3,5 time med sang og småsnakken kan altså godt tage livet af mit hoved.
I stedet for som tidligere at tænke “det er jo også sødt. Han skal også have lov Det er jo ikke hans skyld, mit hoved er åndsvagt”, og så holde ud, har jeg ikke længere skrubler over lige selv tage en time-out.
Selvom det måske ikke er den bedste måde at underholde barnebarnet på, er en halv times ro i ny og næ i løbet af dagen altså meget bedre end at jeg er smadret resten af dagen og i morgen.
Det er okay, at bede ham holde mund engang i mellem – eller finde lidt passiv underholdning for en stund.
Nå…det var noget med en plan for Katrine, vi kom fra – og at jeg efterhånden er trekvart pisseligeglad med uddannelsessystem, politikere, studenterhue og alt muligt andet.
Måske kom det ikke tydeligt nok frem i gårsdagens indlæg, da ordet ikke blev nævnt. Men Katrine sidder pt. midt i en depression, som hun langsomt forsøger at kravle op af. Det skal også siges, at alt jeg skriver her på bloggen omkring Katrine, er læst og godkendt af hende selv først. Hun magter bare ikke selv at fortælle lige nu, men vil gerne have historien ud.
Fakta er, at det overordnede mål som blev formuleret så smukt af min praktiserende læge, Jesper der tilbage i oktober ´13 også glæder for Katrine:
“Det gælder om at have det bedste liv du kan have, med de udfordringer du har”
Det nytter ikke noget, at presse det barn (undskyld, jeg ved du er 23 og selv mor, men for mig vil du altid være min lille pige) mere og forsøge at finde en kasse, der kan passe. Katrine er helt speciel og fuldstændig sin egen, og derfor er hun nødt til at skabe sig sin egen kasse. For som skrevet i går, er der efterhånden forsøgt ret mange kasser, og ingen har kunne rumme hendes intelligens.
Jeg ved, det er lige så tabu-belagt at snakke om sit barns høje intelligens, som at snakke psykisk sygdom, men når vi nu alligevel pærer rundt i tabuer herinde, så kan vi lige så godt tage det med også.
Lige nu gælder det først og fremmest om, at Katrine får noget ro. Og det har hun slet ikke fået endnu. Selvom hun har været sygemeldt en måned nu har der hele tiden været ting hun skulle forholde sig til – vil du komme til terminsprøverne? Vil du skrive syge-SSO? Hvornår vil du starte igen? Hvilke eksamener vil du op til? Hvad med din hue? Skal den afbestilles? Hestevogn?
Der er ALT andet end ro! Og det du´r bare ikke.
Som hun lige sagde:
Det er hårdt at skulle tage alle de beslutninger, når ens hjerne ikke fungerer, så den ikke er I STAND til at tage alle de beslutninger.
Hun skal helt ned i gear og have hjernen til at fungere igen, og så skal hun langsomt bygges op igen med gode oplevelser.
Dernæst skal Katrine have nogen succes-oplevelser. Hun skal væk fra taber-selvbilledet. Og det betyder hun skal væk fra uddannelsessystemet…eller ihvertfald det etablerede! Så vi har besluttet at bygge hendes egen uddannelse op lige så stille, når den tid kommer.
Målet er i sidste ende pt (og jeg understreger PT) at hun gerne vil være eventplanner, messearrangør, bryllups/fest-planlægger eller lignende – og holde nogen foredrag/arrangementer.
Jeg er rimelig godt (og her snakker jeg vendelbomål) velbevandret i salg, kommunikation, information osv. Så planen er mesterlære her ved “Moms Academy”- vi skal igennem, alt det som jeg laver til daglig og mere til.
Hovedpunkterne vil være:
Salgsprocessen
Kundeservice
Iværksætteri
Generel formidling
Pressemeddelelser
Nyhedsbreve
Blogindlæg
Artikler
Opbygning og vedligehold af hjemmesider
Sociale medier
Opbygning af foredrag
Afvikling af foredrag/præsentationsteknik
PowerPoints finurligheder (so much more than bullet points)
Videoredigering
Augmented Reality
Grafik/fotoredigering
Planlægning og opbygning af messestand
…og en hel masse mere…
Når hun er færdig med at suge til sig, så garanterer jeg for, at vi har en Katrine, der er er kravlet op af kassen og igen stritter med alle hendes takker i hjernen.
Måske er hun stadig ikke kommet videre i uddannelsesSYSTEMET, men der er fandeme sat system i hendes UDDANNELSE.
Og det er jo egentligt meget, meget vigtigere!
Efternote: Moms Academy er ikke SU-berettiget, så Katrine må selv slide for føden undervejs, når det engang bliver en realitet. I første omgang som foredragsholder om sit liv – både som High-IQ “samfundstaber” og som barn af en bipolar forælder alt efter målgruppens interesser. Se mere under “foredrag” og del endelig i dit netværk – men dette bliver ikke engang før tidligst til vinter.
Efterefternote: Når hjernen er begyndt at stritte med takkerne igen, så skal Katrine selvfølgelig til at se sig om efter en uddannelse i det etablerede system, hvis det er hendes ønske til den tid. Som der blev pointeret i en af kommentarerne fra i går, så er det dødsvært at finde sig et arbejde, hvis man ikke har det rigtige papir.
Igen bottom line øverst : Du er nødt til at lytte til din mavefornemmelse. Men det er ikke nok at lytte. Du skal også handle på det, den siger til dig. Ellers er dit arbejde spildt og historien gentager sig om et par år.
– og lidt til lærere, forældre og politikere: Prøv nu på at se børn, hvor de hver især er. Børn er forskellige, og det er altså okay, at behandle dem forskelligt, i stedet for at presse dem ned i kasser. Det er den eneste måde, vi kan få det fulde potentiale frem i den enkelte. Og så er det sgu ligegyldigt om barnet har boglige forudsætninger eller noget andet. ALLE børn har noget, de er gode til – det er vores opgave som voksne at finde og støtte det!
– og så kommer det jeg egentligt ville fortælle om:
I går havde jeg et par skønne timer med min store datter Katrine. Da jeg arbejder hjemmefra og hun pt går sygemeldt, så prøver vi, når der er godt vejr, at komme ud at gå en tur midt på dagen.
Det er win-win: hun kommer ud af lejligheden, og jeg får frisk energi til hjernen, så jeg er klar til dagens sidste par arbejdstimer.
Efter en dejlig lang gåtur i byens parker, slog vi os ned på terassen herhjemme.
Samtalen faldt helt naturligt på bloggen her og det store spring, jeg har taget, ved at offentliggøre den efter dens 1,5 års hemmelige tilværelse.
Du er bare så sej mor og jeg er bare så stor en taber…
Undskyld, HVAD? Den måtte jeg sgu lige have igen, for hvis der er noget, jeg synes min store datter er, så er det da netop sej.
Ja, enlig ung mor med en søn på 3,5, 2 afbrudte ungdomsuddannelser, sygemeldt fra den tredje, som jeg nok også er nødt til at afbryde, så jeg også snart ender på kontanthjælp. Jeg er ingenting. Jeg er 23 år og har kun min 10. klasse. Det er sådan nogen som mig, de skriver om i avisen.
Det havde hun helt klart en pointe i – for der var ikke noget af det ovenstående, jeg sådan kunne benægte. Det var de rå facts om hendes liv. Men jeg kunne benægte, at hun ikke “var noget”, så det gik jeg i gang med:
Hør nu her, skat. Du er en helt fantastisk mor, der er så eminent til børneopdragelse, at du IKKE har/får en af de unger, de skriver om i avisen. Sebastian har tydelige grænser, han afprøver dem, du giver ham en chance for at ændre adfærd, og du udfører konsekvensen med de 2 minutter, hvis han ikke ændrer adfærden med det samme. Bagefter snakker I stille og roligt om, hvad det var der skete. DET burde der skrives mere om i avisen!
Det måtte hun så give MIG ret i, men det var efterfulgt af et “men, mor…” og så gentagelser af samfundets syn på hende… Pludselig gik det op for mig, at jeg var ved at gøre det, som folk så tit har gjort, når jeg er i en depression. Forsøger at sige, at “det nok skal gå”, “du bliver rask igen” og andre opmuntrende ting.
OG DET ENESTE DET HAR GJORT FOR MIG, ER AT JEG SYNKER ENDNU LÆNGERE NED I DYNDET
– for så kommer alle tankerne med “der er heller ingen der forstår mig, jeg er helt alene i det her”.
I stedet tog vi en snak om, hvorfor hun var endt der. Undervejs i snakken gik det op for mig, at vi rent faktisk skulle helt tilbage til børnehaven, for at finde første clue til mysteriet “Katrine som taber”.
En dag vi hentede hende, fik vi at vide hun havde været oppe at slås med en anden pige. Sådan ret alvorligt med slag, spark og måske også bid. Det kan jeg ikke huske, men det kan jeg snilt forestille mig, at min vilde unge kunne have fundet på. (Vi var nemlig ikke helt så gode til tydelig børneopdragelse som Katrine).
Nå, men det viste sig, at slåskampen var startet med et skænderi om en mariehøne. Eller rettere navnet på en mariehøne. Pigen påstod, at det der var en “mariehøne”, men Katrine var HELT sikker på at det var det ikke! Det var en Subcoxinella Septempunktata, for det havde hendes morfar selv lært hende! – og så udviklede det sig derfra….
Pædagogerne tog en snak med os, og de mente, at det var ikke nogen god idé, at hun lærte sådan noget i børnehavealderen. Det ville skade hendes udvikling. Okay, hun var vores første barn, vi var selv unge forældre og de var uddannede i børns udvikling, så vi tog en snak med morfar og bad ham skrue lidt ned for den finurlige indlæring.
Det er nok min allerstørste fejl som forælder overhovedet!
– for hvis der var nogen, der var god til børn, så var det min far. Han kun… nej, det må blive en anden post. (Note to self: lav en liste med alle de “anden post”, ellers glemmer du det)
Morfar lytter meget interesseret, mens Katrine viser ham, hvordan man vipti-vupti pusler et matematisk puslespil sammen. Foto: Lisbet Lyager
Næste clue kom i 1. klasse.
En dag blev vi ringet op af skoleinspektøren, at vi skulle hente Katrine. Hun havde slået og sparket sin dansklærer, fordi han havde været nødt til at bære/slæbe hende ned på kontoret, for hun ville ikke gå selv. Han hverken kunne eller ville have hende i klassen, når hun var fræk og svarede igen.
Man slår og sparker ikke sin lærer, det kunne vi som forældre kun bakke op om, så vi hentede vores barn, var sure og skældte ud. Igen, – vi var ikke helt gode som forældre til at håndtere tingene, eller også havde vi som nye skoleforældre, fået banket ind i hovedet gentagende gange, at “som forældre skal I bakke skolen op”, så det gjorde vi desværre.
Da Katrine skulle i seng, så jeg nogen blå mærker på hendes arm. Man kunne lige se fire fingre og en tommel rundt om hendes arm, der hvor læreren havde haft fat. Det var nok liiige voldsomt nok, men jeg kendte jo Katrine, og hun kunne VIRKELIG tage nogen raseri-ture, hvor jeg også måtte holde hende temmelig godt fast!
Nu var hun kølet helt ned, så vi snakkede om hvad der var sket. Hun gentog historien om, at læreren sagde hun havde været fræk og svaret igen. Hun så på mig med tårer i øjnene:
Jeg ved ikke, hvorfor han synes det, mor. Jeg spurgte jo bare.
Det viste sig, at Katrine havde spurgt om, hvorfor der var et H foran “hvorfor”. Hun havde fået svaret, at det var et stumt H og “det var der bare”. Hun havde gentaget “Jamen hvorFOR?” og fået ca. samme svar. Til sidst havde hun skreget “HVÅ-FOOOOOOOR???” og det var (i lærerens hoved, åbenbart) blevet tolket som, at ungen var fræk og svarede igen.
Jeg forstod udemærket Katrines spørgsmål – hun ville vide noget om den sproglige udvikling og hvilken årsag, der lå bag at et H blev stumt, og hvorfor det så stadig var der, når man ikke kunne høre det. Hun formåede bare ikke at udtrykke så komplekst et spørgsmål – derfor blev det bare til et “hvorFOR” gentaget ret mange gange.
Dengang var der vist ikke noget, der hed Google og internettet var ca begrænset til Use-net i min bevidsthed, så jeg kunne ikke give hende et ordentligt svar. I stedet gjorde jeg endnu en mega-brøler, som forælder:
Katrine, du er simpelthen bare nødt til, at lade være med at spørge og så bare gøre det, der bliver sagt. Lad nu være med, at begå alle de fejl, jeg gjorde, da jeg gik i skole.
Åh gud i himlen – snak da lige om at omsorgssvigte et barns intelligens!
Når jeg kikker tilbage, kan jeg jo tydeligt se, at det Katrine lærte allerede som helt lille var, at hvis hun ville kommunikere med andre, måtte hun kravle ned på deres niveau, hun skulle tøjle sin nysgerrighed og bare gøre, som der blev sagt.
Hun var blevet banket intelligensmæssigt på plads og samtidig blevet psykisk stækket – og det fortsatte op gennem alle hendes skoleår, uden vi helt “så”, hvad der skete. Da vi i 8. klasse under en skole/hjem-samtale bad om hjælp fra PPR, var klasselærerens ord: “Der er jo ingen grund til at stemple hende”.
I hele barnets tid med pædagoger og lærere havde det handlet om at presse den her møgintelligente, vilde (skulle vi ikke kalde det “frustrerede” istedet?) unge ned i en kasse, der var alt, alt for lille til hendes videnbegær.
Fra at være en sprælsk 4-årig, der rendte i rumpen af sin morfar og sugede begærligt af al hans viden om naturen, landbrug, dyr, bogstaver, tal osv, var hun nu endelig blevet presset ned i kassen. Men undervejs var hun blevet stækket, depressiv og angst, men dog med et håb om at gymnasiet, ville blive en succes.
Det gjorde det så ikke. 2 måneder inden eksamen i 1. g, trak jeg stikket på Katrines vegne. Hun var desillusioneret, depressiv og hjernen slog helt fra – den lammende tomhed, som jeg kendte så godt, så jeg nu i min datters øjne. Jeg var nok den eneste, der virkelig kunne sætte mig ind i, hvordan hun havde det. Hun ville selv kæmpe videre, men i mit hoved var der ikke noget at gøre:
HUN var vigtigst – fuck 1. g!
De næste to forsøg endte også i fiasko. SOSU-grunduddannnelsen måtte opgives pga ekstrem kvalme og opkast gennem hele graviditeten med Sebastian. Optagelsesprøven til HF (da hun kun havde 9. klasse) blev droppet pga stress over et brudt forhold, så hun valgte at tage 10. klasse for at starte langsomt ud. 10. klasse blev en succes med gode karakterer, men skiftet til HF gik rent ud sagt ad helvede til.
Igen endte hun i en klasse, hvor det bestemt ikke var “fint” at være intelligent og videbegærlig. Snarere tværtimod, så livet blev endnu engang bestemt ikke let, og det er det i forvejen ikke som enlig ung mor, der skal få det hele til at fungere.
Et skift til HF i Aalborg blev løsningen for Katrine, der ikke gad at spilde 5 minutters krudt på at blive accepteret af en flok tøser, der ikke havde forstået, at man ikke skulle drikke af blonderingsvæsken, men kun putte den i håret.
Hun har haft et forrygende år i Aalborg. Gode venner, målrettet arbejde og ok fine karakterer…..og en knægt, der startede i børnehave og blev syg…og syg…og syg…
Hver gang Katrine var ovenpå, blev hun sparket ned igen. Hun har kæmpet som en løvinde og VILLE have huen til sommer. Alt mens hun blev mere og mere stresset, mere og mere presset – jo mere presset, jo hårdere kæmpede hun.
Men det var en ulige kamp. Hun slog Sisyfos med flere længder. Sebastian fik 2 omgange med Noro-virus (skid-og-kast-op-syge) her i foråret og fik selvfølgelig smittet Katrine lige i den uge, hvor der skulle skrives SSO (Større Skriftlig Opgave).
Jeg fandt hende fandeme onsdag formiddag foran computer, bøger og noter med en spand ved siden af.
HUN SKREV OPGAVE MENS HUN KASTEDE OP I STRIDE STRØMME og hendes lille krop rystede af kramper.
Den her målbevidste pige VILLE ikke melde sig syg!!
Så måtte jeg sgu tale med store bogsstaver. Vi fik ringet til skolen og jeg måtte nærmest bære hende ud i bilen og ind til lægen, så svag var hun af dehydrering og sygdom (hun er et bette nips på 50 kg – og nej…drop anorexitankerne – hun æder som en voksen mand).
Men nu var fraværet så højt og hjernen så tom, at jeg simpelthen måtte tage bestemmer-kasketten på og fik hende langtidssygemeldt. Meningen er, at hun er sygemeldt 2 måneder og så skal tage nogen af eksamenerne til sommer.
Den plan synes jeg bare ikke er heldig. Jeg synes faktisk den er ret U-heldig. Der er slet ikke ro nok på til at opbygningsfasen kan begynde. Jeg kender det jo fuldstændig fra mig selv. Det tager bare lang tid. Men det er tid man slet ikke har som ungt, psykisk stækket menneske.
Nej, uddannelsestoget kører og du er blevet tudet ørerne fulde fra alle steder om, at hvis ikke du sørger for at holde fast, så ender du som en taber….
Akkurat som Katrine sagde på terassen i går, at hun var.
Tja…jeg synes faktisk, hun er en vinder! Hun har bevist, at hun er villig til at kæmpe…hårdt. Men hun har vundet sig selv og har samtidig vundet en vigtig viden om essensen i livet:
Du er nødt til at lytte til din mavefornemmelse. Men det er ikke nok at lytte. Du skal også handle på det, den siger til dig. Ellers er dit arbejde spildt og historien gentager sig om et par år.
Efternote: Jeg er sådan set trekvart ligeglad og kold i røven over hvor meget, der end bliver truet med “du skal have en uddannelse, five-strikes-and-your-out, over 30” osv. Jeg har pga min sygdom fra hun var 12 år, ikke haft de ressourser, der skulle til, for at kæmpe hendes sag. Jeg indrømmer, at jeg har ladet stå til i årerne som kastebold mellem mani og depression. Udannelsessystemet har haft RIGELIGT chancer med mit højtintelligente barn. Og hvis der er nogen der er taber her, så er det fandeme uddannelsessystemet! Nu er jeg ovenpå igen og har fået lidt ressourser på kontoen. Så nu er det MIN chance og jeg kan helt sikkert gøre det ret meget bedre. Planen kommer i morgen.
I går spiste Clara og jeg hos Katrine, fordi Ole er på CultCruise. Clara var hjemme fra efterskolen, fordi hun havde været ved ortopæderne med skulderen.
For et par år siden – måske i et anfald af overmod og overstadighed grænsende til let hypomani, det skal jeg ikke kunne sige – søgte jeg et fuldtidsjob som sælger i et medicinalfirma. Vel vidende at der ikke er noget der hedder “fuldtids”job i den branche, når der på kontrakten står “37 timer uden højeste tjenetid”. Så snakker vi altså way more end fuldtid!
