Jeg har det med at blive ret fokuseret, når jeg har et mål. Og det er ingen hemmelighed, at jeg har et mål om at nå 5 Ice Miles, den her sæson. Det er et ret vildt mål og det kræver, at jeg tager chancen, når den byder sig.
Og det gjorde den 16. januar, hvor vejret godt nok ikke var det bedste, men nummer fire fik et skud. Vandet var 3,2 grader, der var overskyet og det blæste en stiv pelikan. Faktisk så meget, at der var små hidsige vindbølger på bassinet i Vestre Fjordpark, der klaskede ind i ansigtet, når jeg svømmede mod vinden. Det gav lidt udfordringer, men ikke mere end at jeg nød turen fra ende til anden.
Endnu engang gav mine små lydfiler pote. Da jeg vendte efter 20 baner, kunne jeg høre min egen stemme i baghovedet. “Du vender nu efter 20 baner. Det betyder, der kun er 12 baner tilbage. Det er ingenting. Det går så fint, det her” – akkurat som jeg har indtalt på min “Motivation Ice Mile Vestre Fjordpark”
For ja, jeg har simpelthen gjort det, at jeg har indtalt en specifik lydfil til hvert sted jeg svømmer. Det giver helt enormt meget, at hjernen ikke spasser ud undervejs, men holder sig til at gentage de sætninger, som jeg har hørt igen og igen lige inden, jeg lægger mig til at sove.
Jeg kan kun anbefale det 🙂
For dagens resultat: Ice Mile nummer 4. 1625 meter v. 3,2 grader. 38:05 minutter.
Skøn dag i Frederikshavn, hvor jeg fik en ny titel på CV’et, som jeg ikke lige havde set komme 😅
Skønt solskin og stille vejr fra morgenstunden, så jeg hoppede glad i vandet og nød 800 m, i det lækreste, klare, rolige vand med sol på ryggen.
Pludselig slog vejret om og i løbet af to minutter var der både bølger (så store som de nu kan være i indsejlingen i Rønnerhavnen), strid blæst og regnvejr.
Jeg holdt 100 m mere, så gad jeg ikke det pjat længere. Havtasken hoppede og dansede og viklede sig ind i mine arme for hvert tag. Men jeg skulle lige over de 900 m, så månedens Jedi-distance var hjemme.
Det blev til flere småture derefter og god varme i saunaen ind imellem, inden jeg på sidste tur fattede en spand og gik på jagt efter blåmuslinger på stenene. Det blev til en stor portion inden jeg blev for kold.
Vel hjemme måtte internettet konsulteres i forhold til håndtering og tilberedning, og det endte med den lækreste skål hvidvinsdampede blåmuslinger i flødesauce. Ifgl opskriften skulle der være til 4 personer – jeg ved ikke lige, hvad de andre skulle have haft at spise 🙈 Men ok, kl var 15.45 og jeg havde ikke fået frokost 😅
Om det er ganske normalt eller ej, ved jeg ikke – men jeg var ihvertfald totalt begejstret over at finde en perle i den allerførste musling, jeg satte tænderne i. Og det blev til 4 mere – bitte små javist. Men det er perler! 😍
Alt var linet op og klar til Ice Mile forsøg nr. 4 i dag. Jeg måtte jo op på hesten efter skuffelsen med Havnebadet. Men det gik ikke helt som forventet :/
Dennegang ville jeg forsøge mig i Rønnerhavnen nord for Frederikshavn. Det var her min issvømmerrejse startede for næsten præcis 6 år siden, så det ville have været så perfekt.
Vandet var stille og klokkeklart, Hans Ravn i kajakken, observatør på vej, vidne på stranden, medical på plads og hjemmegjorte bøjer til at smide i vandet. Men vandet ville ikke som jeg havde planlagt det.
Det er steget med en hel grad siden i går – det havde jeg alligevel ikke forventet – og termometrene viste 5,1c Så i stedet blev det til en hyggelig eftermiddag hvor grejet og set-uppet blev testet af på lige godt 1000 m inden mine svømmebriller begyndte at drille og tage vand ind 🙄
Men jeg kan melde, at kettlebells, havtasker og noget snor gør det fantastisk som markeringsbøjer – bare hvis andre kan bruge idéen 😅👍
Noooo! Det værste er sket! Saunaen i Aalborg Havnebad er udbrændt!
For pokker hvor er det skidt. Som i rigtig skidt. Det vender op og ned på både min hverdag og min træningsplan. Lige nu er øvelsen at komme over det her set-back, så det ikke kommer til at have indflydelse på mine mål!
Jeg vil SÅ gerne nå 5 Ice Miles i alt på CV´et inden sæsonnen er slut
Da jeg meldte mig til dette års Polar Bear Challenge, var jeg lige ved at vælge en af de mindre challenges, for jeg troede sgu ikke på, at jeg nogensinde ville få en sæson som i 2019/20.
Men som Ole klogt sagde: Det er simpelthen for dumt, ikke at vælge den største, for så har du misset muligheden, hvis nu det går godt. Og det må sige, at have været kloge ord.
Mentalt er der bare sket en kæmpe forandring for mig de sidste par måneder. Noget jeg også har skrevet om før. Og det har afløst sidste års corona-nedluknings-svømme-nedtur til dedikation, målrettethed og vilje. Jeg er vild med, at det har kunne lade sig gøre, at lave sådan et comeback efter fuldstændig at have mistet svømme-mojo´en og nærmest ikke have været i vandet udover at bade i 1½ år.
Noget af det, der virkelig også har holdt mig til ilden (og som jeg helt sikkert fortsætter med, for sæsonen er langt fra slut) er mit pendlerkort til NT – Nordjyllands Trafikselskab. Det var bare en gigagod beslutning at investere i det, selvom jeg jo “bare” kunne tage bilen.
Men den frihed toget har givet og de 2 x ½ time med mentaltræning i ro og mag hver gang, har været guld værd. Den mentaltræning som jeg også nævnte i mit sidste indlæg.
I går var det så dagen, hvor jeg forsøgte endnu et Ice Mile forsøg. (Ice Mile = en engelsk mil, 1609 meter, i vand under 5 grader) På nøjagtig 2-års dagen for min første Ice Mile. Der var noget symbolsk over det, som jeg ikke rigtig kunne lade gå fra mig i at gøre forsøget på den dato.
Og det lykkedes!!
Som den første dansker, har jeg nu TO succesfulde Ice Miles på mit svømme-CV. Det er sgu lidt fedt 😀
Her på det sidste har jeg hørt et par bøger af mentaltræner Jørgen Svenstrup. Virkelig interessante og bottom line er lidt, som titlerne faktisk opsummere det så enkelt: Nøglen til din hjerne og Du bliver, hvad du tænker.
Det har jeg gået og tygget lidt på og også oplevet i praksis hvor meget det mentale betyder for min svømning.
Har jeg bestemt mig for at svømme 28 baner i Aalborg Havnebad (1624 meter), så begynder jeg at fryse når jeg rammer nr. 27. Har jeg bestemt mig for at nå de 36 baner – 2,1 km – ja, så er det ved vendingen efter 35 baner kulden kryber ind og bider i mine tæer. Hvor hurtigt jeg føler kulden er altså enormt afhængig af min målsætning og mindset inden, jeg går i vandet.
Og nej, at tænke “jeg vil svømme 4 km” hjælper nok ikke – et mål skal jo være SMART, hvor R’et står for realistisk, men det er en anden sag her.
Jeg gjorde så det i går, at jeg indtalte min egen motivations-speech på mobilen.
I ved “Det er godt vejr. Solen skinner. Der er 5-6 grader udenfor. Den kølige vind strejfer dine kinder. Du glæder dig til, at du skal ud at svømme. Håber på koldt vand. Du går mod Havnebadet fra togstationen. Sætter armbåndet mod dørlåsen og den går op med et klik. vandet ser rigtig dejlig køligt ud. Lige den temperatur du godt kan lide. Det bliver fantastisk… osv osv osv”.
Jeg lyttede til den i går aftes lige inden jeg faldt i søvn og igen i toget på vej til Aalborg. Og i dag, hvor vandet endelig kom under 8 grader, så jeg kunne komme videre med mine Jedi-svøm i Polar Bear Challenge, var målet 1750 m – men jeg kunne nøjes med 1250m, som er “det lille jedisvøm” ved under 8 grader. Dvs. med det i baghovedet, plejer jeg at fryse allerede efter en 1100 meter. Men det skete ikke.
Og da jeg havde passeret 30 baner og egentlig kun skulle have 10 meter mere for at nå det store mål på 1750 m, var jeg slet ikke færdig med at svømme. Jeg havde det fantastisk i vandet – og ingen af mine fysiske “kom op af vandet”-tegn var tilstede, så jeg turde godt stole på den fantastiske følelse.
Det blev til 6 baner mere og i alt 2088 m i fin stil. Det mentale betyder virkelig helt enormt meget, og man behøver ikke alle mulige fancy podcasts eller købe diverse motivationsfiler. Man kan sagtens indtale sine mål og fokuspunkter i en lydfil selv 👍
Så er der noget du tumler med, eller et mål du gerne vil nå, så kan jeg anbefale Jørgen Svenstrup bøger sammenholdt med, at du laver din egen skræddersyede mentaltræningsfil 👍
De sidste par måneder har jeg, sammen med en vejleder fra Den Gode Modtagelse/Hjørring Kommune arbejdet en del med, hvad JEG gerne vil. Hvad der er vigtigt for MIG.
Jeg har været lidt for god til at glemme “iltmasken på dig selv først”. Men samtalerne med denne her fantastiske kvinde har bragt mig tilbage på sporet og jeg er virkelig taknemmelig for at bo i en kommune med sådan et tilbud.
Vi er kommet frem til (nok ingen overraskelse for nogen – men sommetider er man bare selv ret dum på sig selv, ikke), at langdistanceissvømning og timerne i vandet skal have absolut førsteprioritet. Det er dem, der gør at jeg kan fungere nogenlunde resten af døgnets timer.
Jeg har derfor defineret målet som det var i 2019, hvor jeg nærmest følte, jeg var flyvende.
❄️ Gennemføre Jedi Polar Bear Challenge (3000 m pr. måned, hvoraf der skal være 2 svøm på minimum 250 m i streg + 10 specificerede svøm hen over sæsonnen) ❄️ Lave en Ice Mile mere (måske flere?) ❄️ Forsvare min 1000 m DM-guld (Hvis andre stiller op i min aldersklasse er jeg nok lidt fucked på den. Men så gennemføre da 😅😅)
Jeg er så snydeheldig, at min gode vintersvømmemakker gennem de sidste par år Mette Helene, er lige så vild med koldt vand som jeg er, og hendes opbakning er uvurderlig. Vi har en plan om at mødes i Aalborg og svømme sådan cirka hver anden dag. Samtidig er både Flora, Kirsten, Jes, Lykke og flere andre også hooked på issvømning og i dag var Havnebadet på et tidspunkt så crowded med svømmere, at man virkelig skulle holde tungen lige i munden 😅.
Så bliver jeg altså bare varm og glad helt ned i maven!
For at eliminere så mange “arhhh, jeg gider ikke lige i dag”er som muligt, har jeg også købt mig et periodekort til NT, så nu er det bare med at få røven ud af døren og komme afsted, så det kan tjene sig hjem. Det er lidt efter devisen: What ever works! Jeg skal være forpligtet udover bare mig.
Og jeg må sige, at det i den grad works! De sidste 3 uger har jeg fået ret meget gang i armene igen og det er virkelig, virkelig skønt. Det er mig-prioritering, der er godt for både min krop, mit sind og mine omgivelser. Jeg har allerede meget mere overskud end før og jeg begynder faktisk at spekulere på, om jeg skal redefinere målene.
Tidligere erfaring har vist, at når målet først er nået – så falder jeg i den grad af på den. Så måske jeg bare skulle fordoble….gør det en gang…og gør det så en gang mere.
I dag nåede jeg ihvertfald Jedi-svøm nummer 2-2 og en total indtil videre for november på 8584 meter. Det kunne være lidt sjovt at se, hvor mange jeg kan vinge af to gange – hvem ved hvad vinteren så vil ende med at bringe i den retning. Men en ting er sikkert.
Den kommer til at bringe mange gode timer sammen med andre Vinter- og issvømmere i Danmark. 💦🥶❄️ See you in the ice ❄️
I tirsdags holdt jeg foredrag i Hirtshals om min recovery-rejse …
De fleste her ved nok hvor stor betydning vinterbadning og issvømning har haft på den rejse, men forstår måske ikke helt, hvad det er, der lokker derude i det kolde vand.
For 4 år siden skrev jeg følgende ord – først på engelsk og siden oversatte jeg dem til dansk. Dengang for 5-6 år siden, hvor jeg havde det rigtig svært, havde jeg altid tanken, når jeg dykkede ned i vandet, at jeg jo sådan set ikke behøvede at komme op igen. Valget var der jo…. men vandet gjorde altid tricket.
I tirsdags delte jeg ordene for første gang som afslutning på mit foredrag, men jeg vil også dele dem her….
Circle of ice A mind in despair degraded, broken stares at the future without hope in sight
Quiet night With a moon attached Dark water allures under the ice
Cold is closing Around my world Fills me up with silence
The temptation of peace seduces reality eternal, forever the thought slips through
I´m one with the water
– Cancelled – – Erased- – Gone-
Magic happens My head and my mind Break through the ice.
Air fills me up in sync with the cold
Darkness leaks engulfed by the ice Sparkling diamonds and bubbling champagne
Intense cold stings through my core A bliss of shiver gives the strength and turns on the light
-Refreshed- -Reborn- -Free- ____________________
En cirkel af is
Et fortvivlet sind nedbrudt, ødelagt stirrer på fremtiden uden håb i sigte
En stille nat Med en vedhæftet måne Mørkt vand lokker Der under isen
Kulden lukker Omkring min verden Fylder mig op med stilhed
Fristelsen til fred forfører virkeligheden for evigt, for altid tanken strejfer
Jeg er et med vandet
– Annulleret – – slettet – – Væk –
Men magien sker Mit hoved og mit sind Bryder igennem isen. Luften fylder mig synkroniseret med kulden
Mørket sprækker opsluges af isen Mousserende diamanter og boblende champagne
Intens kulde ryster min kerne Den lyksalige skælven giver styrken og tænder lyset
Mandag pakkede jeg min nyindkøbte rygsæk og satte igen kursen mod Hjørring busstation.
Rygsækken er et genbrugsfund til 100 kr – stort set ubrugt og superfin! Jeg spottede den på lang afstand, som den lå der forleden i vinduet hos Dansk Folkehjælp og tiggede om at komme med på eventyr. Så det kom den selvfølgelig.
Jeg lavede lige et stop ved føtex udfra det gode råd “man må ikke gå ned på chokolade”. Det blev taget seriøst!
Bussen tog mig til Tversted og efter 10 minutters venten ved stoppestedet kom en fin flexbil og kørte mig helt ud til Tverstedsøerne. Det er første gang jeg har benyttet mig af “plustur”, men bestemt ikke sidste. Det er da helt genialt. Og det bliver ikke mindre genialt af, at “plustur” er gratis frem til juli. Ja tak! (Det bestilles via Rejseplanen og du skal lave en profil og tilknytte dit kreditkort, men pt. opkræves ingen betaling for turen)
(Edit: jeg sender lige en stor tak til NT – Nordjyllands Trafikselskab for den helt utroligt komfortable befordring og kan kun anbefale andre, at tjekke diverse geniale muligheder for bevægelse fra A til B ud inde på Rejseplanen 👍)
Ved Tverstedsøerne startede jeg ud med at tisse af. Hvis der er noget, jeg har lært af mine ture her, så er det, at du altid skal tisse “når du kan” – og ikke vente til “når du skal” 😅. Det er bare virkelig besværligt at slås med rygsæk, bukser og grannåle.
Det blev også til morgenmad på en bænk og opfyldning af vandflaskerne, så ryggen igen ramte de 16 kg.
Kursen blev sat mod nord og ved hundemarken var der et leben af firbenede venner. Et par passerede mig med en lille gravhund, der virkelig gerne ville snakkes med. Men desværre måtte jeg sige til den, at den altså var for lille. Sød, men for lille. Var jeg gået ned i knæ for at nå den, var jeg aldrig kommet op igen. Jeg fik forudanelser om og associationer til en skildpadde på ryggen…
Videre af skovvejen sendte jeg et taknemmeligt blik mod Stokmøllen og shelterpladsen der, mens jeg mindedes overnatningen i sidste uge. Jeg kommer helt sikkert igen.
En lille sti førte mig ned til stranden, der dog ikke var helt så øde, som sidst. Langt ude i horisonten mod syd kunne en hundelufter skimtes, men da jeg skulle nordpå mod Skiveren, var det ikke noget, der forstyrrede mit åsyn.
Det var en smule skræmmende, at passere de store våde områder hvor vand strømmede ud fra klitterne. Der har jo været historier om folk fanget i kviksand længere sydpå på vestkysten – så telefonen kom lige fra lårlommen i bukserne til jakkelommen. Bare sådan hvis nu.
Pludselig blev stilheden brudt af en livlig knevren og latter. Mest af alt mindede det om lyden fra vores morgner ved bordet på Husmoderstranden. Jeg kikkede rundt, men stadig ikke et øje. Spillede mine sanser mig et puds?
Men nej – 100 m længere fremme på kanten af klitten, sad 2 kvinder med tæppe, kaffe, madkurv og nød formiddagen i solen. Der blev sendt et hjerteligt hej afsted og jeg fik et “god tur” og vinken tilbage.
Efter en velfortjent pause og dagens første strømpeskift, var jeg klar til den sidste km mod Skiveren. Det at få tørre strømper på er simpelthen en udsøgt fornøjelse. Tak til hvem det nu var, der engang skrev om det i en gruppe på Facebook.
Ved Skiveren gik jeg op af Råbjergvej. Den skulle jeg følge 7,7 km og det var godt nok lige før det havde sendt mig til tælling. Smukt landskab, ja vist – men også bare lige asfaltvej ret fremad. Og så tilmeld med en lille, men meget konstant og vedvarende stigning!
Jeg vil sige så meget, at det var hårdt arbejde! Der blev holdt pause og tanket vand, kaffe og chokolade på kroppen for hver 2,5 km. Samt luftet fusser og hvilet ryg. Og nydt både landskab og øjeblikket.
Men langt om længe kom stien jeg skulle indad, og tingene blev lidt mere interessante. Bla kunne milen ses ret forude.
En tyr på en mark fyldt med kvier og kalve, syntes åbenbart også, det var lidt for interessant med mig på stien. Jeg skulle ihvertfald ikke stoppe op og fotografere ham. 3 skridt meget målbevidst fremad fik også mig meget målbevidst fremad. Hvis det er fra den mark en dødfødt kalv for nyligt (muligvis) blev fortæret af den vendsysselske ulv, så kan man jo ikke fortænke far-tyr i af være lidt alert.
Men det fik da tankerne til at spinne. Er det her ikke lige GW781ms foretrukne område?
Og ikke mere end 200 meter fra målet – “Shelteret i Bunken Klitplantage” – faldt jeg over svaret. Eller ikke faldt sådan i bogstaveligste forstand, heldigvis, men noget der umiskendeligt lignede en ulvel*rt lå lige der midt på stien.
Men igen kunne de fantastiske medlemmer af gruppen Friluftskvinder lige vende tankespinnet den rigtige vej. Et hurtigt opslag i gruppen, da jeg var vel henne i shelteret, kunne fortælle om ingen fare, men med chancen for en fed naturoplevelse, hvis jeg holdt øje omkring skumring/daggry.
Så det var planen! Jeg fik pakket ud, lavet en hurtig gang sen frokost og så hoppede jeg ellers i posen og gjorde mig så stille som muligt.
Og nok også for stille. Ihvertfald vågnede jeg ikke før 22.30 igen. 😅 Der var både aftensmad og skumring forlængst passé, så jeg nøjedes med at børste tænder og vende mig om på den anden side og sove videre.
Daggryet kom og gik uden ulv i sigte, og jeg bestemte, at når man ikke har fået aftensmad, så må man gerne spise chili con carne til morgenmad. Eller det må man jo sådan set altid, hvis man har lyst….
Jeg gav mig god tid og nød morgenen inden det var tid at fortsætte på farten. Lige udenfor indgangen til shelterområdet stod et skilt med “udsigt”. Den måtte jeg se!
Så opad – opad – opad og derefter op på en lille platform. Hvorfor pokker jeg ikke havde efterladt rygsækken ved foden af stien, ved jeg ikke. Det var lige en learning-by-not-doing til næste gang.
Men slidet var besværet værd. Fuldstændig fabelagtigt vue ud over området og Råbjerg Mile. Næste gang skal en kikkert med om halsen!
Jeg gik videre rundt og fortsatte hen til “Tudsehav” – en betagende sø med colafarvet vand. Akkurat som den velkendte Store Økssø, hvor jeg har svømmet mange kilometer. Jeg modstod fristelsen til at svømme i en ukendt sø alene ude midt i ingenting, selvom Ole bl.a. gav mig et letvægtshåndklæde i fødselsdagsgave. Jeg må vente til jeg har nogen med, der kan holde øje.
Via appen ViewRanger kunne jeg se et virvar af små stier, så jeg kastede mig ud i det og krydsede ind over området for forhåbentlig at finde retning mod Hulsig Station.
Igen smukt, smukt landskab og jeg kunne godt få tanken, at der ikke var et menneske i mange kilometers omkreds. Som i virkelig mange.
På et tidspunkt ramte jeg en grusvej og Hulsig Station var ikke længere langt væk. Jeg skridtede raskt afsted, og på et tidspunkt vil jeg lige tjekke Rejseplanen for at se hvornår toget mod Hjørring afgår. 9 minutter havde jeg! Til 900 meter. Her nyttede “rask afsted” ikke, så det blev kapgang med fuld oppakning.
Men selvom jeg virkelig gjorde en indsats, så kørte toget lige som jeg rundede hjørnet ved stationen. Høj puls og hurtigt åndedræt blev vekslet til en time i solen med benene oppe, kaffe i koppen og chokolade i hånden. Det var ikke et helt dårligt bytte trods alt.
Toget viste sig endelig i det fjerne og dennegang var det så det, der bragte mig fra eventyrland tilbage til Hjørring.
