Mit Liv

Mandag formiddag gik jeg afsted med rygsæk på soloeventyr med overnatning i shelter. Noget jeg længe har haft lyst til, men som også har virket både vildt og skræmmende. Jeg har været ret sikker på, at der både var ulve, løver og psykopatmordere ude i skoven.

Men nu skulle det være.

Toget bragte mig til Hirtshals, hvor jeg efter at have forsynet mig med en ekstra flaske vand og chokolade i Rema 1000 satte kursen mod shelterpladsen “Stranden” i Uggerby.

Ruten var ikke helt som forleden, jeg gik turen, og heldigvis for det da. Udover at komme forbi en Hellig Kilde (som jeg åbenbart er kørt forbi massevis af gange i bil uden at lægge mærke til), så var jeg også så heldig, at en bil pludselig holdt ind.

Det var Inger Marie, der havde spottet mig på lang afstand og ud af vinduet langede hun lige en pose påskeæg til at gå videre på 😍
Med 16 kg på ryggen var lidt ekstra brændstof godt for både krop og moral.

På vejen tjekkede jeg også shelterpladsen “Fårehegnet” ud – det må blive næste gang jeg gør holdt der, selvom det godt nok var fristende på det tidpunkt, at korte turen lidt af 🙂 Men jeg fortsatte de 1,2 km videre til “Stranden”, hvor jeg blev belønnet med et nyopfyldt brændeskur. Yes!

Bedst som jeg stod og pakkede ud kommet par gående forbi. Vi faldt i snak og kvinden ser mit hjemmelavede tørrede og vaccumpakkede mad: “Sig mig – er det dig inde fra Facebook, der skulle på solotur og nørdede med tørret mad?”

Det viste sig, at vi begge er medlem af Friluftskvinder, hvor jeg havde lavet et opslag inde for et par dage siden.

Inge og Ivan er garvede vandrere og vi endte ved bordet til et kop kaffe og god snak. Virkelig hyggeligt og den helt perfekte start på min aften og nat alene i skoven.

En god lur i soveposen gav energi til at få kløvet noget brænde. Det var rimelig frisk og vådt, men det er bare et spørgsmål om mindre stykker. Det lykkedes at få fut i bålet og jeg sad lige til det blev mørkt og stirrede ind i flammerne.

Vildt fascinerende at følge sådan et båls liv. Fra ungt med små flammer i tynde kviste til stort og flammende på en solid bund af gløder og store kævler, for til sidst at brænde stille ud, mens gløderne stadig spiller og af og til sender en flamme op.

Jeg sad for længe og betragtede bålet – min mås og lår blev virkelig kolde. Og selvom en god polstring isolerer godt mod kulden, ja så er der også meget, der skal varmes op igen i soveposen 😅 Det tog lige en halvtimes tid med visualisering af issvømning, så kom der fut i den indre varme.

Nattens frostgrader gav dog kolde tæer – de var lidt for tæt på åbningen – og jeg vågnede op engang midt nat. Og igen – heldigvis for det da. Den mest fantastiske stjernehimmel viste sig over skoven og jeg sad lige et par minutter og lyttede til skovens stilhed og bølgerne fra havet i det fjerne, mens jeg betragtede et utal af klare stjerner.

Jeg rykkede længere ind i shelteret og så var alt godt og nattesøvnen blev genoptaget med kun snuden lige akkurat over soveposen.

Tirsdag morgen var iskold med rimfrost overalt, men mens jeg pakkede sammen begyndte solen at titte frem mellem træerne.

Jeg gik videre langs stranden mod Tversted. Rygsækken var befriet for knap 3 liter vand og føltes pludselig let som en fjer. Eller ihvertfald let som 13 kilo fjer 🤷🏼‍♀️Jeg gik op ved Uggerby-nedkørslen og fulgte ruten fra forleden for at være sikker på at finde broen over Uggerby å uden en alt for stor omvej.

Det var det mest vidunderlige vejr og jeg gik bare og tog mere og mere ind for hvert skridt. Man oplever verden på en helt anden måde, når man er helt nede i slow-tempo.

Pausen blev holdt lige inden broen – en god lang en af slagsen med både strømpeskift, chokolade og hvil på ryggen. Jeg faldt i snak med en mand med en brun labrador, der gerne ville nusses. Altså hunden 🙂 Så det blev den.

Ved åen stod en mand med fiskestang og jeg undgik med nød og næppe en krog i øret. Ej pjat, han havde set mig og havde helt styr på det – men jeg har det bare sådan, at fiskekroge helst skal holde sig på lang afstand. Vi hilste dog hjerteligt på hinanden og jeg travede videre mens han forhåbentlig fik aftensmaden med hjem.

Turen gik videre over engen nedenfor sommerhusene og jeg måtte stoppe flere gange for at tage billeder eller videofilme. Så betagende skønt vores land og særdeleshed vores egn er!

Et par huse i det fjerne viste sig at være redningshuset og toiletbygningen i Tversted. Endnu et hvil blev holdt og endnu en hund – dennegang en sort schæfer blev kløet bag øret. Jeg fik hældt vand både på og af kroppen inden jeg fortsatte op mod byen. Vejvisningen på telefonen viste, at jeg skulle til venstre om ret kort tid – men selvom jeg synes, at skulle kende Tversted godt, mente jeg nu ikke, at der var en vej “om 140 meter”.

Det var der heller ikke. Der var derimod en låge med “privat”, men med adgang for gående. Det var som at åbne garderobeskabet til Narnia eller sådan noget. Tænk at en låge, kan give den følelse 😅. Men trampestien skuffede ikke – cirka samme fantastiske landskab som vest for Tversted. Sommerhusene til højre og klitterne til venstre.

Et par km senere endte stien hvor en sommerhusvej havde sin blinde ende. Det var tid til hvil igen og med både sol og fuldt læ, var det ikke svært at nyde livet.

Vel ude af sommerhusområdet stødte jeg på Plantørvej, der leder lige ned til parkeringspladsen ved Tversted Søerne. Her blev vandflaskerne fyldt og rygsækken hittede dermed 16 kg igen. Efter 12 kilometers vandring var det lidt en udfordring, jeg ikke orkede – men der var ligesom ikke rigtig andet for. Jeg vidste ikke om der var åbnet for vandet ved Stokmøllen og turde ikke tage chancen.

Hvad jeg heller ikke orkede, var at gå forkert. Men det gjorde jeg! Så i stedet for 1,1 km til shelteret fra parkeringspladsen endte jeg med 2,5 km! Så kan jeg lære, at tjekke appen selvom jeg “tror”, jeg er på kendt grund.

Men igen – held i uheld – kom forbi en helt nyfældet brændestak og wow – den duft! Men jeg indrømmer jeg var glad, da jeg først landede i shelteret. Og mørbanket. Tog lige 10 minutter på ryggen på bænken. Det var lige så det knagede, da jeg rejste mig igen.

Jeg valgte det Shelter, der gav mest læ for vinden og samtidig havde mest sol. Sad bare og lod solen varme. Det føltes som 20-25 grader lige der i læ og med de store kævler fra shelteret i ryggen.

Der blev kløvet et stak brænde til aftenens bål og lavet endnu en gang hjemmelavet, tørret mad som en temmelig sen frokost. Dennegang en god gang chili con carne med ris.

Mens jeg sov (ligeledes sen) eftermiddagslur kom et par til pladsen og indlogerede sig i shelteret ved siden af. Nøj, det var svært at komme ud af soveposen og jeg erkendte for mig selv, at aftenens bål nok bare skulle droppes. Så jeg tog mit nykløvede brænde i favnen og gik over med det til Mogens og hans kone, som allerede havde godt gang i deres bål. “Her, vil I ikke have det her – jeg orker ikke at lave bål i aften”. Det ville de mægtig gerne og vi fik en hyggelig sludder inden jeg hoppede i posen igen.

Klog af gårsdagens skade lagde jeg mig helt ind i bunden af shelteret og det gjorde en kæmpe forskel. Faktisk så stor at jeg nu vågnede fordi mine fødder svedte. Så af med sokkerne, et kik på endnu en fantastisk stjernehimmel og så ellers godnat igen.

I morges vågnede jeg 6.30 og da jeg kikkede ud af shelteret gik dyr og græssede på græssletten foran. De kikkede lige op, mens jeg trissede rundt for at lave morgenkaffe og mad, men ellers var de pænt ligeglade.

Jeg tog mig god tid og først kl 9.20 satte jeg kursen tilbage mod Tversted. Jeg havde egentlig tænkt mig, at tage den direkte vej, men et skilt “Til stranden” og en lille sti lokkede.

Den skuffede bestemt ikke! Små broer over vådområder, høje havtornbuske og smalle passager inden stranden åbenbarede sig bag en sidste klittop.

Og her var stranden virkelig øde – som i HELT øde! Ikke et øje at se overhovedet. Lange passager uden et eneste spor i sandet. Og et å-udløb, jeg ikke rigtig gad finde en bro til, så af med sko og strømper og over.

Det sidste drikkevand blev brugt på at skylle fødderne grundigt fri for sand. Nu var jeg nået så langt uden vabler, så ingen grund til at invitere dem med til festen. Det lykkedes og med et par nye strømper, var jeg klar til sidste km mod Tversted.

Dagens “yes, nu er det snart sommer”-oplevelse fik jeg ved Det Blå Ishus, hvor de var ved at sætte frysere ind og gøre klar. Det er et sikkert forårstegn 😍

Jeg nåede lige at handle to bananer, en chokoladebar og en Guld Barre og få dem indenbords inden bussen kom og bragte mig fra eventyrland tilbage til Hjørring, en god portion oplevelser rigere.

Det er bestemt ikke sidste gang! Kun første!

Edit:
Nogen spørger hvad “En Jytte” er… se denne artikel og husk endelig at se videoen helt til ende 🙂
https://www.dr.dk/nyheder/kultur/historie/jytte-gik-viralt-med-50-aar-gammelt-klip-nu-fortaeller-hun-selv-om-den?cid=soc_facebook_drkultur_post_dgfzqqtl&fbclid=IwAR25VHBhcZNd7Kx2h3hfA7Y7pIFB9eSC9kj0eYd5HIlEt5a91gsPLrkIMCs

Når nøden er størst og den nøgne kvinde ikke orker at spinde – Så reddes hun på målstregen af den søde veninde.

Jamen jeg bliver helt poetisk her fra morgenstunden. Men det var præcis hvad der skete i går, efter mit indre lys var blevet slukket en lille smule af de uinspirerende motionsredskaber.

Min dejlige badeveninde Merete skulle også ud at gå. Selvom jeg lige var kommet hjem, og egentlig havde lyst til at krybe på sofaen, så var udsigten til en walk-and-talk med god afstand mere lokkende.

Hvad jeg ikke lige vidste var, at Merete under hele nedlukningen har gjort daglige gå-ture til en vane. Så hun er bestemt ikke i sofaform. Hvad jeg tænkte måske skulle være en 3-4 km endte med 2 timer i rask trav og 10 km i skoene.

Vi gik ud i Bagterp plantage. Da hun først foreslog den vej var min umiddelbare tanke “der er jo fucking langt derud!”. Men med den samme gode venindepludren og “verdenssituationsordning” som vi har i saunaen, så tog det ene skridt helt automatisk det andet. Det endte med at blive “gåturen du ikke vil hjem fra”, for nu at twiste et velkendt reklameslogan.

Legebørn

Merete er lige akkurat så sjov, glad og barnligt legene, som jeg er, når vi kaster os rundt i bølgerne i Hirtshals. Så da vi kom ud i plantagen med alle dens små stier og bakker, gik der ikke lang tid, før vi løb hvinende og grinende op og ned af bakkerne. Jeg tror 8 år var en passende mental alder at sætte på os lige der.

Men det var PRÆCIS det, jeg havde brug for.

En af de helt store fordele ved at være bipolar, er at der er ufatteligt kort fra tanke til handling, når det lige stikker mig. (Ok nej, det er bullshit. Det har ikke en skid med bipolariteten at gøre i det her tilfælde, men det lød da meget godt).

Men som skrevet så gjort og skoene kom på. Ret tæt på hvor vi bor, er der etableret en gang/cykelsti gennem et parkområde – og langs med den sti er der opstillet fem stationer med ude-motionsredskaber.

Jeg har tit tænkt – TÆNKT – på at bruge dem, men så melder alle tankerne sig: Det kan jeg nok ikke finde ud af. Jeg ved ikke hvordan man gør. Der er sikkert også en hel masse, der kikker. Tænk hvis jeg dummer mig. Jeg må nok hellere bare lade være.

Og det er virkelig bare så topmærkeligt, for i mange andre sammenhænge er jeg jo knaldhamrende ligeglad med hvad folk tænker om mig. Men det er ting jeg KENDER og ved, jeg mestrer – fx er jeg virkelig ligeglad med at optræde i badedragt foran 1250 andre deltagere + et utal af tilskuere, når bare det foregår midt om vinteren i Sibirien 😀

Men de her motionsredskaber…not so much.

Dagens mission

Så jeg besluttede at dagens mission skulle være at besøge alle fem stationer og fotografere vejledningerne. Så kan jeg i ro og mag herhjemme lægge en plan.

Undervejs kom jeg også forbi legepladsen nede i parken. Og der slog det mig! Hold nu kæft altså, hvor er det kedeligt at være voksen!

ALLE motionsredskaberne var sådan: hop over her, lav armbøjninger der, lav knæbøjninger osv. Intet af det er sgu da SJOVT! Det ene redskab, der kunne give en lille smule kildren i maven og et stumt ekko af barndommens hvin var mærket: “This play equipment is recommended for children 2-12 years”.

Argh! Man kan jo lige så godt lægge sig til at dø langsomt. Hvilket jeg faktisk er ved, hvis ikke jeg får min vægtøgning stoppet.

Kan I huske da man var barn og kæmpede for at kravle op over bagkanten på legetårnet eller drønede op af stigen til rutchebanen for at blive belønnet med suget når man susede ned igen? Eller hvordan mavemusklerne kunne være totalt ømme, når man havde gynget gyngen med det store traktordæk helt op i himlen?

Der er jo ingen belønning i at kravle op af et lodret stigestativ, hvis ikke man kan rutche ned igen!

It sucks!

Jeg må lige re-tænke det her, for jeg skal ud og have det sjovt! Lige så sjovt som jeg har det med mine badevenner i bølgerne. Der er vi som børn, der leger! Hopper i bølgerne. Hviner højt, når vi bliver væltet omkuld. Skraldgriner, når vinden tager vores tøj og man må løbe i bar røv hen ad stranden for at fange sit håndklæde. Og belønningen med kaffen i saunaen, hvor vi fortsatte latteren og samtidig også fik ordnet både verdenssituationen og det nære.

Jeg cyklede gladeligt 2 x 18 km hver vej for det. Der var en big-time belønning i de cykelture. Men der er ikke noget ved at cykle til Hirtshals og kikke på en tom bænk og en låst sauna….

Der er heller ikke meget sjov ved at hoppe over en grøn stang bare for at hoppe over den grønne strang…

Forslag til SJOV modtages meget gerne!

Holy moly, der er løbet meget vand i åen og slået mange bølger ind på stranden siden sidst.

Skrivelysten har været væk – og det har været en blanding af, at jeg ikke rigtig har haft mere at sige om min egen bipolare lidelse og at der har været 1000 andre ting i mit liv, der har presset sig på.

De daglige svømmeture, fokus på sund kost, de rette kosttilskud, motion, slow living osv, har gjort, at jeg i dag ikke har symptomer. Jeg er heller ikke medicineret længere. Men jeg har så til gengæld haft turen som pårørende i andre sammenhænge.

Og det er bare lige en tand mere besværligt at skrive om livet som pårørende. Det er en balancegang, som jeg ikke rigtig har orket oveni at håndtere tingene. Derfor tavshed.

I gang igen

Men nu her efter næsten et års corona-nedlukning, kan jeg godt mærke, at krisen kradser. Jeg er tilbage i sofavanen. Min badeklub er corona-lukket. Det er nemmere at blive siddene end at snørre løbeskoene. Det er hyggeligere at tage en plade chokolade end en bakke vindruer.

Det har endnu ikke påvirket mit humør i depressiv retning – udover den almene corona-håbløshed, som jeg tror vi alle er favnet af. Men min fysik er påvirket. Vægten er steget, kondien er i bund. Og alle de motionsløb og svømmestævner, som ellers var blevet en fast del af mit liv de sidste par år, giver ikke rigtig nogen motivation – de bliver sikkert aflyst.

Men jeg ved godt med min hjerne, at det er torskedumtåndsvagt! Hvis ikke jeg gør noget nu, så vil jeg ende i depression! Og så er katastrofen da først fuldendt. Det her er et tog, der stadig kan stoppes, men det er fandme nu, jeg skal i gang.

Og den rejse kan jeg jo sådan set lige så godt dokumentere – det gik jo glimrende dengang i 2014, hvor jeg brugte bloggen som vidne. Den forpligter og når jeg nu ikke lige har så mange andre rundt om, at stå til ansvar for, så må jeg stå til ansvar for mig selv her.

Bum! Snør skoene, moster!

Tv2 Østjylland udgav i efteråret en meget,  meget stærk webdok om en ung mands drukneulykke. Den har ramt mig på så mange niveauer, at jeg næsten ikke aner, hvor jeg skal starte eller begynde.

• Den helt igennem isnende angst, man kan føle som pårørende – passer de godt nok på mit barn? Og nej, det gjorde de ikke i Jonatans tilfælde…:!
• Skyldfølelsen som Jonatans mor sidder med nu, efter for en gangs skyld, at have passet på sig selv og sagt fra. Og så sker det…
• Den frygtelige indre uro, der har drevet Jonatan til at løbe fødderne til blods….
• Den fred og ro Jonatan følte, de gange han svømmede i det kolde vand eller vinterbadede i frostvejr
• Frustrationerne over et system, der svigtede med den værste konsekvens af alle
• Vreden over at psykiatriske patienter fyldes med medicin, der ofte gør tingene værre, uden at hjælpe….
• Fortvivlse over at det endte sådan….
• Afmagt…
• ……
• ….
• ..

Jeg var nødt til at skrive til Jonatans mor Linda, at jeg som pårørende følte utrolig smerteligt med hende. Det blev til en længere korrespondance, da jeg udover at føle med hende, også fuldt forstår hvad Jonatan søgte ude i vandet.

Det var ikke døden – langt fra. Det var livet.

Hej Igen

Så har jeg ro til at give dig en beskrivelse af hvad jeg føler, når jeg svømmer i koldt vand. Med det du har fortalt om Jonatans måde at bade på, så er jeg sikker på, at han fysiologisk set var lige så adapteret til kulden som jeg (og mange af verdens førende issvømmere) er. Samtidig er jeg også overbevist om, at han følte samme ro og elskede kulden lige så meget, som jeg gør.

Normale menneskers kroppe vil blive stive og ubevægelige efter noget tid, men det tror jeg ikke på, at Jonatans blev ved den temperatur. Kold ja, rystende ja, men der ville gå lang tid før han ikke ville kunne bevæge sig, når han var så kuldetrænet, som han var. Faktisk vil kulden gå ud over hans kognitive evner før hans fysiologi vil være påvirket.

14 grader er også den temperatur, der passer allerbedst til at give mit hoved ro. Det er ikke så koldt, at det er ubehageligt og gør ondt (brain freeze), men stadig så køligt, at tankemylder stoppes. (Jeg vover den påstand, det er helt fysiologisk at tankerne bremses ned – biokemiske processer går langsommere ved lave temperaturer).

At svømme i 14 grader vand er ren meditation både for krop og sjæl. At glide gennem vandet tag for tag er fantastisk. Jeg føler mig et med vandet. Jeg kan ikke mærke hvor min krop slutter og vandet begynder. (Det skyldes at blodkarrerne i huden har trukket sig sammen og gør huden følelsesløs.). Det kan være en meget stor følelse; omfavnet af – og et med – Moder Natur. Det bliver helt zen-agtigt.

Jeg kan derfor umiddelbart forestille mig 3 scenarier:

Jonatan har svømmet til hans krop er blevet så udmattet, at han har taget en mundfuld vand i stedet for luft.

Jonatan er kommet så langt ind i den meditative, rolige tilstand, at han har følt sig så et med vandet, at han er dykket ned i det (ikke for at dø, men for at tage lykken helt og fuldt ind).

Jonatan er blevet så kold, at det er begyndt at gå ud over hans kognitive evner og han nærmest er svømmet i en drømmetilstand, og til sidst er han gledet længere og længere væk, uden at have opfattet, at han var ved at dø.

Alle tre er lige plausible, tænker jeg, men med overvægt på 2 eller 3.

Den sidste har flere issvømmere kunne fortælle om ved fx rekordforsøg, hvor de har presset sig selv maksimalt. Her er der altid en sekundant ved siden, der har ansvaret for at afbryde svømmet, hvis kadancen falder, orienteringsevnen svigter eller svømmeren svarer uklart/usammenhængende på testspørgsmål.
Folk, der har prøvet det, forklarer det efterfølgende som en drømmeagtig tilstand, hvor de ikke selv har været klar over, at de var i fare (selvom vi om nogen er klar over faren ved lige præcis den tilstand, inden vi hopper i vandet). I stedet for kulde føler man sig også pludselig varm og bliver overvældet af eufori.

Med min bedste overbevisning, så tror jeg, at Jonatan fortsatte med at svømme den dag, fordi han havde det godt der i vandet. Bevægelsen i svømmetagene var gode mod hans indre uro og det kølige vand har været en sand lise for hans hoved og han er endt med at svømme sig ind i en fredfyldt drømmetilstand og blevet et med vandet.

Jeg har tit sagt til min familie, at skulle jeg dø under en svømmetur (det kan jo ske for openwatersvømmere – og specielt issvømmere – uanset hvor god en svømmer, man er), så skal de vide, at jeg har været lykkelig, da jeg døde. Og det tror jeg også, du godt kan regne med gælder Jonatan

Hvor ville jeg gerne have mødt ham og svømmet med ham

Husker I min lettere GeniGale idé med et telt, presenning og vores damprenser? Ellers kan du se indlægget her.

Nu er jeg ude i endnu et GeniGalt projekt, for jeg kan simpelthen ikke overleve endnu en sommer uden mulighed for at komme i issvand. Og når vi nu er igang, kan vi ligeså godt lave et hot-tub samtidig med 🙂

Men som med alt andet i min verden – det er langt sjovere, at søge nettet tyndt for do-it-yourself hilbilly løsninger, fremfor bare at smide en masse tusind-lapper i en forretning.

Løsningen blev dog ikke fundet på nettet dennegang, men via en af mine vinterbadervenner. Han havde lavet et hot-tub/vildmarksbad ud af en 1000 liters palletank – og den idé købte jeg på stedet!

Palletanke er til at få fat i på Gul og Gratis / Den blå avis til en overkommelig pris og forleden fik vi hentet et par stykker. I går skar vi toppen af den ene, og jeg kunne simpelthen ikke dy mig for lige at hoppe i den ene for at tjekke størrelsen ud.

Og den er da fuldstændig helt og aldeles perfekt! Vi kan snildt være Ole og jeg i den – og skal vi være flere, skal jeg nok ganske frivilligt tage det kolde kar 😀 Jeg er allerede gået i gang med en større oprydning i fryseren, så der kan blive plads til et par spande vand til nogen seriøse isterninger.

Og når først vi så får installeret en lang kobberspiral over et ildsted til varme og beklædt hele skidtet med træ, så spår jeg, at jeg kommer til at leve resten af mit liv i haven…

30. maj har gemalen og jeg sølvbryllup!

Det er jo næsten fuldstændig vanvittigt. Sølvbryllup! Det er nok ikke mange, der når så langt inden skilsmissen er en realitet. Og specielt ikke i forhold, hvor den ene er bipolar! Respekt til min mand…og selvfølgelig også til mig 🙂

Jeg kan bare konstatere, at jeg er utrolig heldig med at have Ole – og han er utrolig heldig med at have mig. Vi supplerer hinanden fantastisk. Min vilde, der-skal-ske-noget side passer godt til hans helt nødvendige rolige, stabile gemyt, som jeg sommetider har kaldt tung-i-røven (undskyld)!

Vi har en ærlighed og forståelse for hinandens forskelligheder – og vi er i løbet af de sidste 25 år kommet dertil, hvor vi rummer dem fuldt ud. Indrømmet, det var ikke let i starten, hvor vi begge forsøgte at lave om, forme og ændre på hinanden – og der var småbørn, leverpostejsmadder og en karriere, der skulle i gang.

Men da vi efter et par bumpeture først fandt ind til den helt ægte ærlighed, fandt vi også ind til kernen af vores
ægte livsværdier. Heldigvis er vores grundværdier fuldstændig ens – og så er der rig plads til forskellighederne ovenpå den faste base. Vi er så 100% trygge i vores forhold, at der også er plads til de lidt mere grimme ærligheder. Oles standardsvar på røv-spørgsmålet og bukserne har f.eks. altid været et rungende JA 😀
Ej, andre lidt mere grimme ting, er også altid blevet vendt og også modtaget med respekt. Og så er et sølvbryllup ikke helt utopisk at nå til.

For respekt er fandeme vigtigt. I dag har vi den dybeste respekt for hinanden. Vi er ikke altid enige, men stort set… Jeg tror, det stadig kan tælles på en, måske to hænder, de gange i vores år sammen, vi har skændtes sådan rigtigt, med råb, tårer og styrten ud af døren. Og det har altid været en grundpræmis, at tale rimelig fornuftigt om tingene bagefter.

Nogen gange undervejs de sidste 25 år har vi glemt at få talt sammen. Så er hverdagen gået derud af. Hamsterhjulet har kørt rundt, og helt ubemærket har vi slidt på hinanden en periode. Men vi har altid formået at stoppe op, kikke på hinanden med undren og sagt: “Hvad fanden skete der lige der. Vi har vist glemt at tale sammen.”

Jeg indrømmer, at jeg (som stort set alle andre kvinder, vil jeg tro) har siddet ved veninder og hældt vand og brok ud af ørerne. Men udover en fantastisk mand, er jeg også beriget med nogen fantastiske veninder, der formår at se forbi brokken og give mig temmelig konstruktivt svar på tiltale. Eller gode råd til hvordan jeg lige tackler en situation, istedet for bare at køre med på “ja, ihh, hvor er din mand åndsvag”-pladen.

Vi har en regel om, at når jeg begynder at synes, Ole er en idiot, så er det oftest fordi jeg er ved at køre ned/stresse op. (Han har dog indrømmet, at han får temmelig meget snor på den bekostning – for sommetider opfører hans sig sgu som en idiot! Men lang snor er jo også godt i et forhold).  Jeg kan ikke selv se det sådan lige i “tawet”, men bagefter kan jeg godt se, at det måske ikke var helt så galt, som mit hoved lige ville gøre det til 🙂 Så er der lige noget, der skal tales om…

Ole skal have en hel del credit for at kunne være i et forhold med en bipolar og at vi snart har sølvbryllup – men han skal sandelig ikke have hele æren for, at vi nåede de 25 år. Jeg har bestemt også taget min tørn. Og sådan er det jo i ethvert forhold.

Men jeg har den dybeste respekt for, at han holder ved og er kisteglad for, at han formår at hjælpe med at sortere i de tusindvis af gode idéer, der popper op i min hjerne. Og holder om mig og acceptere, at der er sofadage, hvor han også må ændre sine egne planer.

Et forhold til en bipolar kan være sindsygt hårdt – men det kan også være sindsygt givende, sjovt og fantastisk, hvis man sammen formår de grundlæggende ting i et forhold: 100% ærlighed, respekt for hinanden og rummelighed.

En ting, der måske undrer dig, her til slut er, at jeg slet ikke har nævnt ordet kærlighed. Men tag ikke fejl. Vi har den største, dybeste kærlighed til hinanden. Han er uden tvivl min soulmate, min bedste ven og grundpillen i mit liv. Og jeg er rimelig sikker på han har det sådan med mig også 😉 Men den kærlighed kommer ikke af ingenting, når først den første forelskelse har lagt sig – den kommer netop af alt det ovenstående <3

JEDDFA <3

Multipotentialite… jeg smager lige lidt på ordet, og det smager godt!

Det var ikke søde dyrevideoer, hjemvendte fædre fra krig eller børn, der møder deres største idol.

Nej – det var denne TEDtalk, der satte fingeren fuldstændig spot-on på, hvordan jeg altid har følt mig forkert i mit arbejdsliv på trods af store successer. Det var simpelthen svaret på min undren over mine flyvske interesser og evnen til at sætte mig fuldstændig 100% ind i nye felter og blive ekspert på rekordtid. Og hvorfor jeg efter en 3-5 år  begyder at kede mig og finder noget nyt at kaste mig over.

Jeg nævner i flæng, et par af de ting, jeg kan, har beskæftiget mig med og virkelig ved noget om:

Molekylærbiolog, forfatter, blogger, salg/marketing, issvømmer, tekstforfatter, underviser, strikdesigner, iværksætter, foredragsholder, webdesigner, augmented reality specialist, grafiker, husistandsætter og meget, meget mere. Og alt efter Molekylærbiolog er selvlært.

Jeg er ikke flyvsk. Jeg er ikke ufokuseret!

Jeg er en multipotentialite og det er fandme pissefedt! Jeg evner at finde og tilegne mig selve essensen af et emne og samtidig ryste posen og blande bolcherne med alt hvad jeg ellers ved noget om.

For fremtiden vil jeg se det som min største force, istedet for at slå mig selv oveni hovedet med, at jeg ikke bliver ved min læst, når først tingene kører og lade andre tage over! Bum!

Se videoen – den forklarer det fuldstændig!