Mit tæppe har fået en på hatten i dag. Jeg har taget mig en af de der dage, jeg skrev om i mit sidste indlæg.
Sofa, Netflix og strikketøj. Hvilken velsignelse 🙂
Tæppet er det mest geniale jeg længe har strikket på i forhold til afstressning. Endeløse rækker af retmasker kun afbrudt af farveskift indimellem.
Love it!
For noget tid siden var der fokus på familieliv/arbejdsliv osv i medierne – og der kom temmelig mange kommentarer om, at folk bare må tage sig sammen. Der var også kommentarer omkring sygedage og specielt en kommentar ramte mig i første omgang: ”Det er fandeme ikke i orden at pjække. Melder man sig syg så bliver man på sofaen under dynen!”
Så i dag vil jeg tage jer tilbage til den tid hvor ungerne var små og jeg havde fuldt tryk på karrieren. Der var en stor pærevælling og logistisk helvede i børnenes sportsaktiviteter, forældremøder, salgskonferencer, flyverdragter der SKULLE vaskes, aftenmøder, 72.000+ km om året på landevejen, spændende madpakker, og…og…og…
Når jeg ser tilbage, misbrugte jeg mig selv og min krop i helt ekstrem grad for at nå det hele og få alt til at hænge sammen.
Selv om jeg tit var segnefærdig, gjorde jeg netop det, som psykisk syge tit får skudt i skoene: ”hvorfor tager du dig ikke bare sammen?”. De gjorde jeg faktisk i helt ekstrem grad hele tiden. Eller næsten hele tiden.
Engang imellem tog det, som jeg dengang anså som en pjækkedag.
”Æhhh…host…host…jeg har simpelthen så ondt i halsen…host…host…her til morgen.”
Jeg vil hermed gerne sige ”Undskyld chef” – men ikke for at jeg meldte mig syg, men for at have løjet om årsagen. For gu´ var de da ej en pjækkedag! Det var en psykisk influenzadag!!!
Der var selvfølgelig nogen ikke-diagnostiserede, periodevise hypomanier ind over alle mine succeser på jobbet, men det blev holdt i skak med de der ”pjækdage” ind imellem, hvor jeg havde den sorteste samvittighed over at være blevet hjemme.
Men det gik faktisk rigtig godt et langt stykke hen ad vejen med de der klat-sygedage. De gjorde at jeg performede fænomenalt, havde høje salgstal, fik bonusser, vandt salgskonkurrencer, holdt mange aftenmøder og var seriøst god til at skabe tætte relationer til mine kunder. Og blev kåret til nordisk wow-vinder, årets sælger mv. Jeg var faktisk et kæmpe aktiv for salgsafdelingen! Punktum!
Men da den øverste salgsdirektør pludselig skulle til at strømline salgsafdelingen, og der blev sat fuld fokus på performance, effektivitet og fleksibilitet (men sørme kun var vores side) begyndte tingene at skride. Min nærmeste chef var faktisk temmelig frustreret – hun forstod til fulde, hvordan man får det bedste ud af folk, men blev altså fuldstændig overtrumfet.
Nu tillod jeg ikke mig selv de her sygedage længere. Og fordi fokus nu var rettet SÅ meget ind på at yde max., knoklede jeg mig selv ind i en langvarig hypomani, måske endda grænsende til mani og efterfølgende kæmpe depression og alt var tabt på gulvet.
Ser man samlet set på tingene så var jeg ekstremt effektiv de første 3 år af min ansættelse og tjente gode penge hjem til firmaet. Der var balance i tingene, presset ja, men balance.
Det sidste år endte med først 3 måneders mærkelig adfærd (jeg er sikker på mine kolleger husker det stadig her 12 år efter), 6 måneders virkeligt ineffektivt salgsarbejde, kognitive evner på linje med en skål kold havregrød og til sidst sygemelding. En sygemelding som jeg igen begrundede fysisk. Dengang anede jeg ikke, at man rent faktisk godt kunne blive sygemeldt af andre årsager – det var jo pjæk! Så da min forstuvede fod ikke rigtig længere kunne forsvare, at jeg blev hjemme, fandt jeg mig hovedkulds et nyt job, sagde op og løb nærmest ud af døren. Jeg skulle bare væk – uden jeg vidste hvorfor.
Og dette sidste år af min ansættelse dengang, har helt sikkert kostet firmaet langt, langt flere penge end at betale for de der 8-10 ”psykiske influenza” sygedage, jeg havde om året.
Så… næste gang du er irriteret på en af dine kolleger/medarbejdere over lidt klatsygedage, så overvej bare et kort sekund, om de måske kan puttes i kassen ”psykisk influenza”. Det kunne jo være, der skulle tages en snak om firmaets tilrettelæggelse af arbejdsdagen, hvad der kan gøres anderledes og om der måske kan iværksættes forebyggende foranstaltninger. Det kan også være at de bare skal accepteres fordi samlet set performer medarbejderen langt over forventligt.
Sygdom behøver altså ikke være lig med dynen på sofaen, varm the, varmedunk og halsbolcher!!!
“Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt!
Pippi Langstrømpe
Jeg skrev forleden om at tænke som Pippi. Men et er at tænke…se her hvordan du kan komme fra tanke til handling.
Det kan være en stor mundfuld at kaste sig ud i nyt alene, når man ikke aner hoved eller hale i hvor man skal starte eller ende. Så nu får du den model, jeg plejer at følge:
Det er en kæmpe tilfredsstillelse (ihvertfald for mig), selv at kunne løse et problem, klare en udfordring, eller fremstille et produkt, som jeg ikke anede noget om inden, jeg gik i gang.
Det er altså vigtigt for mig med sådanne små sejre ind imellem, og jeg sørger for at gemme dem i min mentale rygsæk til en dag hvor alt bare er trist, gråt og håbløst indeni mig.
Og jeg tror også på at det er vigtigt for andre. Fx. har jeg en strikkeveninde – Sisse -, der virkelig tog min “jeg kan alt”-prædiken til sig og for en 2-3 år siden kastede sig fra begynderniveau med huer på tykke pinde, direkte ud i et stort, mønsterstrikket sjal med dobbeltkant.
Det første blev der kæmpet med men….hold nu kæft hvor var det flot! Og hold nu kæft hvor var hun med al mulig rette stolt. Og jeg med.
Men det var intet imod, da jeg 6 måneder senere modtog endnu et billede – dennegang med hendes eget designede sjal og med farver hun selv havde valgt ud. Jeg har aldrig set så smukt en version af de stor-sjaler før!
Så….kast dig ud i det..du kan godt!
Jeg har mailet med et par kapaciteter i den psykiatriske lægestand, og de synes sgu mine observationer om kulde/varme er interessante!!! Og de er enige i min teori om, at det er en fysiologisk reaktion, der har en direkte og øjeblikkelig indvirkning på psyken.
Jeg forsøgt at finde en forsker, der kunne have lyst til at kikke nærmere på det her, men som en læge sagde til mig:
Det er jo sådan set ligegyldigt med at få det videnskabeligt bevist, så længe det virker i praksis!
Og det har han jo fuldstændig ret i!
Så hvor ville jeg ønske Hjørring kommune ville lavet et pilotprojekt omkring det her, for det er jo hul i hovedet at bruge tusindvis af kommunale kroner på “stress-, angst- og depressionskurser”, kognitiv terapi og psykologer, hvis der er noget fysiologisk, der simpelthen bremser for, at man kan tage den (guldgrube af) viden ind, der er i disse tiltag. For slet ikke at tale om de menneskelige omkostninger, der er ved at have det så hamrende elendigt mange, mange uger i træk.
Tænk….bare tænk…hvis et par betalte ture i wellness-centeret med en fokuseret brug af faciliteterne, kunne hjælpe bare en lille del overnight!
En spurgte mig i går hvad forskellen er på koldt vand og strik – for det er jo ikke første gang jeg har “fundet de vises sten” i forhold til stress. Og det er helt rigtigt. I 2006 udgav jeg bogen “Strik og stress af”, om hvordan jeg havde strikket mig ud af et voldsomt stressnedbrud – faktisk det nedbrud, der ledte til min diagnose.
Den meget korte forklaring på forskellen er, at hvor strik er en langvarig proces, der langsomt og gradvist nedsætter niveauet af den alt for forhøjede cortisiol-mængde, så kan 2-3 timer i skiftevis koldt og varmt vand “fikse” mig på ja…de 2-3 timer!
Der er en øjeblikkelig effekt efter sådan et par timer og jeg har aldrig nogensinde før oplevet noget være så effektfuldt, så hurtigt.
Jeg har flere gange erfaret at noget, der før i tiden ville have ledt til 4 uger i sengen med ryggen ud mod verden og 1 års efterfølgende sygemelding og restitution med strikkepindene i sofaen, nu kan reddes i land ved en enkelt dag i Romulus eller i Frederikshavns Vinterbaderklub, med meget bevidst brug af kulden og varmen. Så kraftfuld er afgiftningen og udrensningen af stresshormonerne.
Som jeg nævnte i indslaget i går, så har jeg indsamlet en hel del videnskabelige artikler omkring nedkøling af kroppen – cryotherapy – som den form for terapi kaldes. Det er en ny terapiform, der bruges af topatleter. Deres ydeevne øges og den tid, de skal bruge på at komme sig over skader, reduceres.
Sammenholdt med den viden, der findes omkring ophold i sauna giver de to ting et meget klart billede af hvad, hvorfor og hvordan, den her vekslen virker. Jeg har også fundet et par studier, der direkte ser på den kombinerede effekt af sauna og vinterbadning.
Og det er virkelig kraftfulde ting, der sker i kroppen. Jeg har forsøgt at sammenfatte de forskelige teorier og facts på følgende grafik. Mit håb er at få gjort andre end min egen praktiserende læge og psykiater interesserede i det her, så er kan laves noget ordentligt forskning, der kan bekræfte at sådan er det.
Jeg er helt sikker på at mange mennesker kan hjælpes – og ikke bare folk med psykiske problemer. Ophobning af affaldsstoffer / inflammation har en finger med i spillet i SÅ mange sygdomme – lige fra gigt til chrons.
Men indtil da vil jeg arbejde videre med, at få beskrevet og underbygget det, som jeg har besluttet at kalde Cryoheating Therapy. På et tidspunkt må jeg også lave en grundig beskrivelse af, hvordan jeg er kommet til at elske, at ligge/svømme/sidde 10-15 minutter i træk i koldt vand. Sådan lidt en “how to do”-manual, hvis nogen skulle blive fristet til at tjekke et ud selv 🙂
Jeg er simpelthen så heldig! Rigtig mange har gerne ville støtte op om projekt VM i issvømning og har jeg fået en hel del sponsorater.
Nogen økonomiske og andre er ting, jeg har behov for.
Fx. har Klinik UniQue fra Odense, sendt mig en detox-kur. De har faktisk ikke bedt mig om – og jeg har heller ikke lovet at – skrive et blogindlæg omkring detox-kuren, så ifgl. markedsføringsloven kan jeg vel godt sige det modsatte: “denne post er ikke sponsoreret“, tøhø…og så alligevel. Nu ved I, at Klinik UniQue har bidraget – følg dem evt. på Facebook😀
Detox-kuren er udviklet af min rigtig gode studieveninde fra min tid på universitetet, da jeg læste molekylær- og cellebiologi og hun biomedicin. Anne og jeg har i den mullionard år, der er gået siden uni-dagene haft et supergodt samarbejde om rigtig mange forskellige projekter – men det er en helt anden historie.
Anne er nok noget nær Danmarks mest vidende ekspert omkring kosttilskud, vitaminer og mineraler og hun er konsulent for ret mange af de firmaer, der sælger kosttilskud – dokumentation, sikkerhed osv. Det er også Anne, der har sammensat den palet af kosttilskud, jeg tager hver dag. Den kan du læse mere om her.
Detox-kuren er udviklet og sammensat af de urter, der sørger for at kroppen bliver afgiftet mest muligt. Dvs. leverfunktionen støttes, nyrerne aktiveres osv. således at kroppen har langt bedre mulighed for at optage de kosttilskud, jeg hver dag giver den. Det er sgu da smart! – Og så dufter den fuldstændig himmelsk af de forskellige urter, den indeholder!
Jeg nævner i flæng – og ikke fyldestgørende:
Marietidsel, Ingefær, Mælkebøtte, Artiskok, Agerpaderokke, Pebermynte og meget, meget mere. De gamle munke og deres klosterhaver var bestemt ikke helt galt på den!
Jeg startede op i forgårs – og jeg ved ikke om det er sådan at man kan mærke en forskel eller om forskellen bare er “indvendig”. Men jeg skal nok vende tilbage sidst på måneden med en status.
Jeg glæder mig bare over at min krop nu bliver top-tunet på biokemi og byggesten!
Efterskrift:
Detox-kuren kan bestilles hos Lone fra Klinik UniQue – bare sms eller ring på 22 21 56 33
Endnu engang har jeg tilbragt dagen sammen med en fotograf og journalist fra TV2Nord – og endnu engang var det dygtige Pia Stuckert, der var sat på opgaven. Hvor heldig kan man være 🙂
Pia var også den journalist, der lavede indslaget om Strik og Stress af i sin tid… det kan du se her.
Nu vil de lave et indslag omkring is-svømning som sportsgren og hvor gavnligt det er for mit velbefindende, at komme en tur i det kolde vand. Hvor strikketøjet har en gavnlig virkning på længere sigt ala meditation, så har vandet en instant virkning på en lurende katastrofe – og det er altså værd at tale lidt om også 🙂
Vi mødtes i mit lille hjørne af Paradis aka Rønnerhavnen i Frederikshavn kl. 10.45 og vejret var helt fantastisk! Det var som en sommerdag – høj sol, vindstille og stort set blikstille vand.
Det var jo fuldstændig perfekte forhold, når nu jeg så gerne vil promovere svømning i det kolde vand. Jeg fik rent faktisk også lokket fotografen i vandet – eller dvs. han gik nu helt frivilligt derud. Muligvis havde det noget at gøre, med de vaders han havde på 🙂
Der blev svømmet adskillige baner frem og tilbage til ære for fotografen. Først med kamera i en lang bøjle, så med GoPro tæt på overfladen (og måske også under?) og til sidst med stativ fra klittoppen. 15 minutter i streg blev det til og journalist-Pia var helt blåfrossen på mine vegne. Jeg kunne heldigvis tage en hurtig tur i saunaen, og så var jeg klar til interview på en af stenene.
Desværre glemte jeg helt, at få Pia til at fotografere, at han stod langt ude i vandet og filmede – det ville ellers have gjort sig godt på bloggen. Men vi må vente til mandag, hvor det kommer i Nordjylland Live.
Edit! Pia havde sørme taget et par skud af fotogra-fyren og mig i vandet. Så tada….
Min kære gemal havde meget sødt sagt, inden jeg tog hjemmefra, at jeg nok burde bede dem om ikke at filme, før jeg var kommet under vandet: “Skat….jeg tror du vil blive ked af, at se dig selv i badedragt på TV” – og det har han ganske givet helt ret i, i og med at der er fordelt 15 kg ekstra rundt omkring det sidste års tid. Men altså…tingene er som tingene er, og det er de kg jeg kan takke for, at jeg er SÅ eminent til at udholde kulden. Der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget….vel? Men Pia lovede at hun nok skulle prøve at klippe det sammen, som hun selv gerne ville have haft det. Det er sgu også ret sødt af hende, selvom der nok ikke er så meget at gøre 🙂
Da TV2Nord bilen var kørt igen, havde klokken sneget sig hen omkring 12.30 og jooo…jeg kunne da godt lige nappe en bette halv time i saunaen. Den halve time blev så til flere og pludselig var klokken 15 og “almindelig åbningstid” og livlig snak fyldte saunaen.
Og igen – det er bare så skide hyggelige folk, at jeg var nødt til at blive et par timer mere 🙂
Så alt i alt endte det med at jeg først kørte fra mit yndlingsudendørssted da solen begyndte at farve himlen i rød. En dag i det skønneste solskinsvejr blev perfekt afsluttet med en køretur hjem under den skønneste aftenhimmel.
Fik jeg sagt, at jeg elsker det sted?
For et par dage siden var jeg ved lægen, for at blive tjekket igennem – næsten i hoved og rumpet – ej, blodtryk, kolesterol, hjerte osv, for at se om det også er lægeligt forsvarligt at hoppe i den der tilfrosne flod i Sibirien.
Det er det så! På trods af min overvægt og pt. “kunne-være-temmelig-meget-bedre”-kondition, så er min grundlæggende fysik helt tip-top i orden.
Faktisk var mit kolesteroltal meget lavet og værdierne mellem LDL, HDL og triglycerider helt perfekt. Det var jeg ret overrasket over, da jeg… shhh…må indrømme, at jeg har ædt mig til 15 kg ekstra det sidste år (!!!).
Men det er sundt mad, jeg har overspist af, incl. de fede madvarer, der indeholder det sunde fedt.- Masser af nødder, avokado, bananer, fede fisk – men også bacon og fløde har ligget tungt i madpyramiden.
Hvidt brød, kartofler, pasta, ris har været holdt på et minimum – og jeg tror sådan set bare jeg fortsætter med den strategi, dog uden helt så store mængder.
At tøjet strammer lidt pt. betyder ikke det store, når jeg ved at jeg ikke har forhøjet risiko for, at falde død om af en blodprop i morgen. Så hellere få opbygget noget kondition og styrke.
En ting dog….jeg ville dæleme gerne slippe for de der appelsinlår! De matcher ikke helt min nye smarte badedragt, sølvfarvede badehætte og turbo-triatlon-svømmebriller 😀
NB – nederst i dette indlæg er links til en hel del af mine blogposts, der handler om hvordan jeg tager mig sammen på den gode og konstruktive måde.
Jeg har sommetider fået det lidt undrende spørgsmål “Hvorfor er det at du ikke bare kan tage dig sammen, når du får det skidt?”.
Ikke som sådan dømmende “tag dig nu sammen”, men en ægte undren over hvorfor man ikke KAN – for det gør almindelige mennesker jo, når livet er svært og “vi har jo alle ups and downs”.
Jeg har gjort mig nogen tanker om emnet og har følgende betragtninger.
Ja – til et helt almindeligt liv hører op- og nedture. Det kan slet ikke undgåes og i perioder kan man være stresset, ked af det, sorgfyldt, forelsket osv. Disse yderpoler stresser kroppen både fysisk og psykisk, men man kan godt tage sig sammen i en periode og fungere nogenlunde normalt i hverdagen. Fælles for disse perioder er, at de som regel går over igen.
Deadlinen på jobbet eller eksamen bliver overstået, uoverensstemmelserne med manden bliver løst, sorgen over et dødsfald bliver bearbejdet og erstattes af et savn, forelskelsen brænder ud eller går over i dyb kærlighed. Men kan har taget sig sammen i en periode for at klare skærerne.
Figur 1 viser sådan et almindeligt liv med det spænd, som raske mennesker har i deres følelser.
En med bipolar lidelse er udstyret meget et meget videre spænd. Der er et følelsesmæssigt område både over og under normal-området, hvor hjernen og viljen ikke har noget at skulle have sagt. Det er ren biokemi, der raser rundt i kroppen, når først en bipolars yderpoler nåes. Dette ekstra spænd i følelser vil jeg sammenligne med den psykiske sårbarhed, som er beskrevet i stress/sårbarhedsmodellen. Se indlægget om her:
Figur 2 illustrerer dette ekstra spænd. I det røde felt findes hypomanier/manier og i det blå depressionerne. Når vi ser på det billede er det jo ret tydeligt, hvor meget længere os med bipolar lidelse KAN komme ud.
Derfor er normales version af “tag dig sammen” også helt anderledes end en bipolars version – eller andre psykisk sårbares version. Faktisk tager vi os tit helt gevaldigt sammen uden nogen overhovedet ved det – eller kan se det.
Her på figur 3 har jeg forsøgt at illustrere forløbet af de forskellige episoder – hypomanier, manier og depressioner, og at vi i ret lang tid ligger højt på “tage sig sammen”-skalaen alene af den stress, vores indre udfordringer skaber. Jeg har ikke som sådan noget videnskabeligt belæg for at sige, at dette er den endegyldige sandhed om alle med bipolar lidelse, men det er heller ikke helt forkert 🙂 Jeg vælger dog at skrive “jeg” fra nu af, da jeg jo i bund og grund kun kan tale for mig selv.
Som regel startede en episode for mig med en form for stress eller pres, som jeg også nævnte under figur 1 – forelskelsen, eksamen, nyt job eller lignende. Som alle andre mennesker reagerer jeg ved at tage mig sammen, klare situationen og opretholde en normal hverdag. Jeg tog mig faktisk ofte så meget sammen, at jeg var totalt on-top, klarede meget mere end andre på kortere tid og udadtil virkede voldsomt stærk i situationen.
Det store problem var tidligere, at jeg ikke i tide formåede at stoppe op og geare ned, blive hjulpet og lade folk tage lidt over. Ved pres og stress reagerer jeg ved at løbe endnu hurtigere – tage mig sammen, om du vil – uagtet at jeg godt kan mærke indeni, at jeg kører på pumperne og de sidste reserver. Hjernen er stadig med og ved måske godt at der BURDE stoppes op, men altså…jeg er jo skidegod til at “tage mig sammen” og smække et overskudsagtigt smil på læberne.
Ingen så, at jeg i de perioder rent faktisk tog mig voldsomt sammen, bare for at komme ud af døren. Bare for at tage telefonen. Bare for at åbne døren, når det ringede på. Andre ser kun det at alting går fint. Og sådan ved jeg også at mange af mine medfæller har det. Vi går jo ikke og siger – “jeg brugte lige to timer på at tage mig sammen til at turde tage bussen hen til dig”. Nej, man dukker bare op og lader som om alt er fint.
På et eller andet tidspunkt rammer jeg så “point of no return” og biokemien tager over – enten opad eller nedad.
Og så er det at det pludselig at ordene “jamen tag dig nu sammen og…whatever det nu er” lyder. Og DERFOR er det så forkert at sige dette til en der fx er dybt deprimeret. For det første har man gjort det meget længe og nu er der bare ikke mere tilbage, og for det andet, er der jo ikke noget man hellere ville – hvis man kunne.
Så istedet for som pårørende eller arbejdsgiver, at være uforstående overfor hvorfor man ikke bare kan…. , ja så skal man hellere anerkende, at personen faktisk har taget sig sammen temmelig længe. Og rose til skyerne og bakke op, hvis der tages en enkelt “forebyggende sygedag” hvor pilen sidder
I dag holder jeg mig stabil og indenfor “tage mig sammen”-spektret ved både at have opmærksomhed på kosten, kosttilskud/vitaminer, motion, koldtvandstræning og meget mere.
Jeg er overhovedet ikke bleg for, at tage mig sammen på den måde at jeg trækker stikket og melder fra til noget vigtigt med ½ times varsel – eller melder mig “forebyggende syg”. Hellere det end at ende med 2-4-6 måneders sygemelding igen.
Samtidig er mine pårørende også blevet meget mere opmærksomme på, hvordan de kan hjælpe mig til at undgå pres og stress. Og allervigtigst – der er ingen længere der siger “tag dig sammen”, og hvis nogen gør, så reagerer jeg ikke på anden måde, end at slå hælene i, sætte mig og strikke i sofaen eller tage ud i Romulus eller Østersøen 🙂
Faktisk tager jeg mig ret meget sammen hele tiden – på den gode måde – så jeg holder mig i tage-mig-sammen-spektret 🙂
I forgårs fik jeg pludselig kolde fødder med det her VM i issvømning. Ikke så meget pga den frosne flod og den Sibiriske kulde…men….shit, må jeg egentlig tage afsted, når jeg nu er fleksjobber?
Jeg må indrømme, at jeg ikke havde tænkt tanken til at starte med, men resolut greb jeg knoglen og ringede til fleksteamet, for at få afklaret reglerne. Akkurat som jeg gjorde, inden jeg offentliggjorde bloggen. Jeg gider overhovedet ikke gå og bekymre mig over, om jeg nu gør noget galt.
Det var en, der hed Rikke, jeg skulle tale med – og hun var optaget. Så jeg måtte vente med at forelægge mine planer til i går.
Da jeg fik fat i hende, var hun meget forstående og spurgte ind til både træning, tur osv og så ville hun læse op på min sag, tage den med sin faglige vejleder og vende tilbage i dag.
Puha – det kunne godt give lidt ondt i maven natten over, men jeg er efterhånden blevet ret god til at skyde de bekymringer fra mig, som jeg ikke kan gøre noget ved alligevel.
Og det viste sig at være godt, jeg ikke ødelagde min nattesøvn over det, for Rikke har lige ringet.
De er alle i afdelingen begejstrede for, at de har en fleksjobber, der har fået det så godt, at hun kan tage til VM. Der står jo i mine papirer fra oktober 2013, at førtidspension var inde i overvejelserne.
Så rent faktisk vil de håbe, jeg vinder, finder masser af sponsorer, kommer i pressen og i det hele taget fortæller vidt og bredt om, hvad man kan nå, hvis man har det rette mål og får den rette støtte.
For der er ingen tvivl om at Hjørring Kommune har støttet mig på rette måde hele vejen igennem mine sygdomsperioder og nu her som fleksjobber.
Så…jeg tager den hele vejen for Hjørring!
