Råd/Strategier

Derfor kan du ikke “tage dig sammen”

Af

NB – nederst i dette indlæg er links til en hel del af mine blogposts, der handler om hvordan jeg tager mig sammen på den gode og konstruktive måde.

 

Jeg har sommetider fået det lidt undrende spørgsmål “Hvorfor er det at du ikke bare kan tage dig sammen, når du får det skidt?”.

Ikke som sådan dømmende “tag dig nu sammen”, men en ægte undren over hvorfor man ikke KAN – for det gør almindelige mennesker jo, når livet er svært og “vi har jo alle ups and downs”.

Jeg har gjort mig nogen tanker om emnet og har følgende betragtninger.

Ja – til et helt almindeligt liv hører op- og nedture. Det kan slet ikke undgåes og i perioder kan man være stresset, ked af det, sorgfyldt, forelsket osv. Disse yderpoler stresser kroppen både fysisk og psykisk, men man kan godt tage sig sammen i en periode og fungere nogenlunde normalt i hverdagen. Fælles for disse perioder er, at de som regel går over igen.

Deadlinen på jobbet eller eksamen bliver overstået, uoverensstemmelserne med manden bliver løst, sorgen over et dødsfald bliver bearbejdet og erstattes af et savn, forelskelsen brænder ud eller går over i dyb kærlighed. Men kan har taget sig sammen i en periode for at klare skærerne.

Figur 1 viser sådan et almindeligt liv med det spænd, som raske mennesker har i deres følelser.

tage_sig_sammen_01
Figur 1: Det følelsesspekter en rask person svinger indenfor. I det spekter er der stort set altid mulighed for at tage sig sammen i en kortere periode indtil omstændighederne normaliseres igen. Derfor har mange raske en fornemmelse af, at det ikke er så svært at “tage sig sammen”, for det gør man fra tid til anden, for at klare udfordringer i livet. Inden for dette spekter kan hjernen og viljen styre og bestemme hvordan vi agerer.

 

En med bipolar lidelse er udstyret meget et meget videre spænd. Der er et følelsesmæssigt område både over og under normal-området, hvor hjernen og viljen ikke har noget at skulle have sagt. Det er ren biokemi, der raser rundt i kroppen, når først en bipolars yderpoler nåes. Dette ekstra spænd i følelser vil jeg sammenligne med den psykiske sårbarhed, som er beskrevet i stress/sårbarhedsmodellen. Se indlægget om her:

Stress/sårbarhedsmodellen

Figur 2 illustrerer dette ekstra spænd. I det røde felt findes hypomanier/manier og i det blå depressionerne. Når vi ser på det billede er det jo ret tydeligt, hvor meget længere os med bipolar lidelse KAN komme ud.

Derfor er normales version af “tag dig sammen” også helt anderledes end en bipolars version – eller andre psykisk sårbares version. Faktisk tager vi os tit helt gevaldigt sammen uden nogen overhovedet ved det – eller kan se det.

 

tage_sig_sammen_02
Figur 2: En med bipolar lidelse har et meget videre spænd i følelser og energiniveau. Det røde/ping illustrerer hypomanier/manier og det blå/sorte depressionerne.

 

Her på figur 3 har jeg forsøgt at illustrere forløbet af de forskellige episoder – hypomanier, manier og depressioner, og at vi i ret lang tid ligger højt på “tage sig sammen”-skalaen alene af den stress, vores indre udfordringer skaber. Jeg har ikke som sådan noget videnskabeligt belæg for at sige, at dette er den endegyldige sandhed om alle med bipolar lidelse, men det er heller ikke helt forkert 🙂 Jeg vælger dog at skrive “jeg” fra nu af, da jeg jo i bund og grund kun kan tale for mig selv.

 

tage_sig_sammen_03
Figur 3: De forskellige forløb for episoder. Jeg har en enkelt gang haft en mani (røde kurve) og derfor er min bipolaritet type 1. Det var dog efter en helt ekstrem situation, som jeg tror alle – også almindelige mennesker – ville have reageret psykisk på. Derudover har jeg kun oplevet hypomanier og depressioner.

 

Som regel startede en episode for mig med en form for stress eller pres, som jeg også nævnte under figur 1 – forelskelsen, eksamen, nyt job eller lignende. Som alle andre mennesker reagerer jeg ved at tage mig sammen, klare situationen og opretholde en normal hverdag. Jeg tog mig faktisk ofte så meget sammen, at jeg var totalt on-top, klarede meget mere end andre på kortere tid og udadtil virkede voldsomt stærk i situationen.

Det store problem var tidligere, at jeg ikke i tide formåede at stoppe op og geare ned, blive hjulpet og lade folk tage lidt over. Ved pres og stress reagerer jeg ved at løbe endnu hurtigere – tage mig sammen, om du vil – uagtet at jeg godt kan mærke indeni, at jeg kører på pumperne og de sidste reserver. Hjernen er stadig med og ved måske godt at der BURDE stoppes op, men altså…jeg er jo skidegod til at “tage mig sammen” og smække et overskudsagtigt smil på læberne.

Ingen så, at jeg i de perioder rent faktisk tog mig voldsomt sammen, bare for at komme ud af døren. Bare for at tage telefonen. Bare for at åbne døren, når det ringede på. Andre ser kun det at alting går fint. Og sådan ved jeg også at mange af mine medfæller har det. Vi går jo ikke og siger – “jeg brugte lige to timer på at tage mig sammen til at turde tage bussen hen til dig”. Nej, man dukker bare op og lader som om alt er fint.

På et eller andet tidspunkt rammer jeg så “point of no return” og biokemien tager over – enten opad eller nedad.

Og så er det at det pludselig at ordene “jamen tag dig nu sammen og…whatever det nu er” lyder. Og DERFOR er det så forkert at sige dette til en der fx er dybt deprimeret. For det første har man gjort det meget længe og nu er der bare ikke mere tilbage, og for det andet, er der jo ikke noget man hellere ville – hvis man kunne.

Så istedet for som pårørende eller arbejdsgiver, at være uforstående overfor hvorfor man ikke bare kan…. , ja så skal man hellere anerkende, at personen faktisk har taget sig sammen temmelig længe. Og rose til skyerne og bakke op, hvis der tages en enkelt “forebyggende sygedag” hvor pilen sidder

 

 

tage_sig_sammen_04
Figur 4: “Tag dig sammen” bliver oftest brugt, når kurven er knækket enten den ene eller anden vej og det er tydeligt for andre, at der er noget galt. I manien – tag dig dog sammen og sæt dig ned og slap af eller depressionen: tag dig sammen og gå en tur. Problemet er bare, at man har taget sig sammen i flere uger, ja måneder, og nu er man ude over “tage sig sammen-spektret”.

 

I dag holder jeg mig stabil og indenfor “tage mig sammen”-spektret ved både at have opmærksomhed på kosten, kosttilskud/vitaminer, motion, koldtvandstræning og meget mere.

Jeg er overhovedet ikke bleg for, at tage mig sammen på den måde at jeg  trækker stikket og melder fra til noget vigtigt med ½ times varsel – eller melder mig “forebyggende syg”. Hellere det end at ende med 2-4-6 måneders sygemelding igen.

Samtidig er mine pårørende også blevet meget mere opmærksomme på, hvordan de kan hjælpe mig til at undgå pres og stress. Og allervigtigst – der er ingen længere der siger “tag dig sammen”, og hvis nogen gør, så reagerer jeg ikke på anden måde, end at slå hælene i, sætte mig og strikke i sofaen eller tage ud i Romulus eller Østersøen 🙂

Faktisk tager jeg mig ret meget sammen hele tiden – på den gode måde – så jeg holder mig i tage-mig-sammen-spektret 🙂

De 3 gyldne regler til et ryddeligt hjem

Af

reglerI forbindelse med Initiativ 2016 har jeg virkelig tænkt over, hvordan det kan være, at nogens hjem bare ALTID er ryddeligt ligegyldigt hvornår, jeg end dukker op – og andres (incl mit eget) ALTID er kaos (bortset fra de 10 minutter efter der er ryddet op, hvor der stadig er pænt).

Hvor ligger forskellen? Hvad er det der sker? Hvad kan gøres anderledes?

Jeg har haft sådan en idé om, at dem, der bor i de der Bo Bedre hjem, aldrig laver andet end at gøre rent og rydde op – eller aldrig laver andet end at sidde musestille i et hjørne, så der aldrig bliver rodet og beskidt. Og begge dele harmonerer rigtig dårligt med sådan som jeg vil leve mit liv.

Jeg vil meget hellere lave en masse uden at skulle gøre rent og rydde op!

Og det er så det, der har ledt til kaos den ene gang eller den anden. Men efter at have surfet diverse amerikanske blogge tyndt via Pinterest efter tips til hvordan man nemmest holder et hjem “clutter-free + clean” har jeg nok fundet noget nær De Vises Sten og den universelle sandhed. Jeg har sammenkogt alt det bedste, jeg har fundet, og formuleret 3 små enkle regler. Det er lige til at overskue for mig.

Ud med lange to-do lister, oversigter over rengøringsdage, faste rutiner osv. De ender ALTID med at blive brudt og så er jeg ligevidt. Nope – 3 regler kan jeg overskue og frem for alt: huske i dagligdagen.

Here it goes (og husk nu…det er guld på fad, jeg serverer her, hvis du altså er et rodehoved som jeg)

1. The-one-touch-rule

2. Bring it on

3. Let it go

Det er alt du behøver for at have et ryddeligt hjem. Og når du har et ryddeligt hjem er et ikke noget problem lige at svinge en gulvskrubbe eller tørre med en klud….for hånden på hjertet. Grunden til at det er så overmåde frygteligt at gøre rent er, at jeg er smadret efter at have været nødt til at bruge 3 timer på at rydde op inden 🙂

Reglerne behøver selvfølgelig lidt uddybning.

1. The-one-touch-rule handler om kun at røre ting en gang.

Sådan her plejer det at foregå (uden jeg var bevidst om det):

Jeg kommer hjem, ofte med indkøbsposer el. lign. i hænderne. Derfor går jeg direkte i køkkenet og sætter poserne. Så tager jeg jakken af og lægger på køkkenbordet og pakker varer ud. Når jeg så på et eller andet tidspunkt skal lave mad, flytter jeg jakken over på spisebordet, så jeg kan komme til køkkenbordet. Når bordet skal dækkes hænger jeg jakken på en af stolene…når vi skal spise videre over i lænestolen…og når jeg skal se tv flytter jeg…. well, you get the picture. I løbet af 3-4 timer bliver den jakke flyttet rigtig mange gange uden jeg er bevidst om det – og i al den tid ligger den og roder. Og så gælder det samme næsten også for taske, solbriller, nøgler, sko..osv.

Med the one-touch-rule (som jeg nu er meget bevidst om):

Jeg kommer hjem, sætter poserne i entréen, hænger jakken på plads….og så slutter historien om jakken der!

Så hver eneste gang du har en ting i hænderne, så tænk: the-one-touch-rule! Så når du er færdig med at bruge den, må den først slippes igen på dens plads. Og har tingen ikke en plads – så skal der enten findes en plads eller også er pladsen i skraldespanden. Plads er aldrig bunken på køkkenbordet eller i en tilfældig skuffe. Heri ligger også min mormors ord: hver ting sin plads, hver plads sin ting.

2. Bring it on handler om at tage ting med sig

Hver eneste gang du går fra et rum til et andet, så kik dig omkring. Er der noget i det her rum, der skal med til det rum, jeg skal hen i? Skal du fra sofaen til køkkenet for at lave en ny kop kaffe, så tag lige saksen, de tomme tallerkener, sodavandsflasken, den tomme chipspose osv med dig udover din kop. Det lyder som fuldstændig logik for burhøns, men der er åbenbart ikke ret meget burhøne over mig.

3. Let it go handler om at få smidt væk

Der skal sorteres og ryddes ud i alle de ting, som vi har i skuffer, skabe og gemmer. Tøj, som vi aldrig går i, legetøj ungerne er blevet for store til, bøger, spil, garn (!) osv osv. Få det væk. Når der er ryddet ud i alle sådanne ting, så er der også meget nemmere at finde en reel plads til alle de ting, der kommer ind under the-one-touch-rule.

Er der specielle minder ved noget – så tag et billede af det. Gem minderne, ikke tingen. Gem kun de ting, der har en værdi i sig selv enten økonomisk eller praktisk/anvendeligt.

Et af mine store problemer er, at der altid har været et direkte link til mine følelser/minder via ting. Derfor har jeg troet, jeg har været nødt til at gemme tingen, for at gemme følelsen/mindet. Men der er det en kæmpe hjælp at tage et billede af whatever det så end er.

Et eksempel: Selv min fars gamle videokamera, der nok er ca 100 år gammelt (næsten) har jeg gemt, fordi det minder mig om alle hans fortællinger fra hans rejser. Det virker ikke længere…så hvorfor gemmer jeg det dog? Det og andet lignende fylder ½ skab i vores gang – så jeg faktisk ikke har plads til mit tøj. Hvorfor? HVORFOR er det ikke kylet ud? Fordi det minder mig om far, men det billede jeg har taget af hans kamera, giver mig fuldstændig de samme minder. Så ud med tingen og gem mindet. (Bortset fra at jeg hellere må tjekke om det er SÅ gammelt at det faktisk skal betegnes som en museumsgenstand og dermed kommer ind under økonomisk værdi, tøhø 😀 )

Så….fra mig til dig. The golden rules!

 

 

Top 5 blogpost til et stabilt liv

Af

Nu skrev jeg i min 2015 status at jeg aldrig nogen sinde før har tænkt så meget på min sygdom og at den aldrig nogensinde før har fyldt så lidt.

Det kan man jo egentlig sige er lidt selvmodsigende, men jeg vil forsøge at forklare forskellen.

De få måneder af gangen hvor jeg var stabil, fyldte min sygdom selvfølgelig ikke noget. Jeg glemte fuldstændig, at der var noget der hed stress og depressioner og troede fuldt og fast på, at jeg aldrig ville ende der igen! Jo godmorgen!

Jeg havde aldrig nogensinde fået en ordentlig forklaring på begrebet hypomanier. Jeg troede faktisk i min naivitet, at jeg sådan set kun havde haft et par enkelte tidspunkter med lidt fart på og så en enkelt mani efter min blindtarmsoperation som den, der egentlig var det man skulle undgå, for der var jeg ved at dø af væskemangel.

Jeg kan huske at jeg engang spurgte min daværende psykiater om manier egentlig var farlige, og hans svar var at så længe jeg ikke kom så langt ud som dengang eller lavede dumme ting, så var der som sådan ikke noget farligt ved en mani.

I dag kan jeg slet, slet ikke forstå at han svarede som han gjorde! For det gjorde at jeg bare fortsatte i samme skure. Så længe jeg ikke kom så langt ud at jeg var ved at dø, så var der ingen problemer i det kreative, engagerede, målrettede, arbejdsomme, fokuserede, sjove perioder med fart på.

Og grunden til at jeg endte i fullblown mani dengang for 10 år siden, var jo den helt sindsyge behandling, jeg var udsat for. Det var jo ikke min skyld at det gik så galt – derfor var det som sådan heller ikke noget, jeg skulle gå og frygte i hverdagen. Overlæger af den kaliber kommer man heldigvis kun meget, meget sjældent ud for.

Despressionerne var derimod et kæmpeproblem. Og jeg så dem aldrig før de kom tordnende og ramte mig som et 17 vognes godstog ud af det blå. Men det var jo ikke ud af det blå – der havde været tonsvis af tegn i flere måneder, som jeg først overså, så ignorerede og til sidst brugte al min energi på at overkomme ved at “tage mig sammen” – indtil jeg så pludselig lå slået helt til tælling i flere måneder, uden at ane hvorfor fanden det nu skete IGEN. Og DET fyldte fandeme i mit liv. Kors hvor de perioder fyldte. Både for mig, men så sandelig også for familien.

Sådan er det ikke længere. I dag ved jeg, at jeg godt kan have gang i mange ting, jeg kan godt have flere bolde i luften og jeg kan godt være både fokuseret, målrettet og engageret uden at det behøver at løbe løbsk, så længe jeg også husker at slappe af, lade op og bare nyde livet.

Før var hvert minut i mine stabile/hurtige perioder, hvor jeg ikke lavede noget, lærte noget eller producerede noget bare spildtid. Og spildtid var det værste jeg vidste!

Men i dag ved jeg, at spildtid er noget nær, den vigtigste tid jeg har 🙂 Det er i spildtiden, jeg fundere. Det er i spildtiden, jeg lader op. Det er i spildtiden, jeg plejer MIG. Det er spildtiden, der gør jeg FUNGERER.

Og spildtiden fylder rigtig meget for mig nu – men som du kan se, er det en værdifuld og GOD tid.

Jeg er hele tiden bevidst om, at der skal være tid til spildtid. Jeg er hele tiden bevidst om de små tegn, jeg fuldstændig overså før. Og jeg er hele tiden bevidst om at reagere promte på de små tegn.

Og det gør at jeg fungerer uden nævneværdige problemer i et tempo, så andre mennesker også kan følge med – og ikke behøver bruge uger og måneder på at hive mig op igen, når jeg roder på bunden af livet.

Derfor kan man sige, at sygdommen fylder meget mere end før i min bevidsthed – men fylder meget mindre i mit liv.

Faktisk vil jeg trække den så langt, som til at sige at den eneste måde, den fylder på i mit liv er positivt. Jeg er blevet et langt mere bevidst menneske og har et langt større overblik over både liv, det sociale og arbejdet.

Hvordan jeg er endt her, har jeg skrevet om et par gange på bloggen. Her er top 5 over de poster, der kan hjælpe dig på vejen:

 

Manifest 2014 – giver dig mål

SygdomsCV – giver dig overblik og erkendelse

Så hold kæft hjerne – giver dig redskaber

7 lavpraktiske ting, der kan lukke kæften på min hjerne – giver dig redskaber

Stress/sårbarhedsmodellen – giver overblik

 

Improviseret dampbad

Af

Altså….nu tror jeg helt sikkert nogen vil synes at jeg lever lidt vel op til bloggens titel. Men fakta er at min kreative hjerne udtænkte noget pissesmart hillbilly-agtigt (efter ping-pong med en vinterbader-ven, der havde lavet noget lignende), der rent faktisk virkede totalt efter hensigten!

Et billigt strandtelt fundet i gemmerne, en ditto pressening og så vores damprenser….vipti-vupti: Dampbad i haven!

Kønt var det ikke, men til gengæld så meget billigere, hurtigere at stille op (og pille ned igen) og tilfredsstillende for en kreativ sjæl, at det jeg havde inde i hovedet virkede…

Jeg skal selvfølgelig have forbedret på idé og design, så dampbadet bliver så optimalt som muligt – bl.a. skal jeg have købt nogen flamingo-plader til at lægge på fliserne, som teltet kan stilles på. Når det bliver rigtig koldt udenfor skal jeg også overveje noget med noget isolering omkring. Skal jeg fortsætte hillbilly-stilen bliver det måske nogen billige dyner fra Larsen eller lignende.

Men alt i alt – så har jeg fået mig mit eget lille flytbare wellness-hjørne i baghaven.

Efterskrift: Har du ikke en damprenser har min dampbads-pingpong-ven, lavet sit dampbad med en riskoger. Det kræver bare lidt modifikationer, og jeg er ikke inde i, hvordan han har gjort.


Da vi startede med at renovere huset her, købte vi en damprenser, så vi kunne få tapeten af væggene. Den har levet en hengemt tilværelse de sidste 3 år, men nu får den en renæssance.

 

Strandteltet blev fundet frem – jeg ejer ikke et almindeligt telt, men det ville nok være noget nemmere med sådan et.

 

En billig presenning hen over, et par sten rundt i kanten, et par tøjklemmer og så ellers bare slangen fra damprenseren ind…..

 

Og vipti-vupti…så er der sgu dampbad og wellness til fruen 😀


QuietComfort in my ear!

Af

Endelig…efter en tur i kommunecirkus, har jeg modtaget de lydreducerende hovedtelefoner, der virkelig betyder en kæmpeforskel for mig, når mit hoved kager totalt.
(For tekniknørder er det InEar Bose QuietComfort 20, vi taler om)

Men vejen har sandelig ikke været let – og det endte også med at jeg måtte slå et par sving undervejs.

Baggrunden er, at jeg havde lånt sådan et par høretelefoner af en i familien bare for lige at prøve om de kunne hjælpe på mit hoved. Og hold nu KÆFT en forskel de har gjort, når hovedet kegler. Teknologien i dem går ind og udsender modsatrettede lydbølger ind i øret, således at støj udefra udlignes. Og så er der bare….“Största möjliga tyssstnad”!

Derfor søgte jeg om hovedtelefonerne som hjælpemiddel allerede d. 12/5. (Se forøvrigt her hvordan du søger hjælpemidler) og har efterfølgende gået til “udredning” på “Syn og Hørelse klinikken” på Sygehus Vendsyssel. Konsulentens første udmelding var der, at “kommunen aldrig giver disse hovedtelefoner, som hjælpemiddel”. I og med at det var ham, der skulle vurdere hvilket hjælpemiddel, der ville være bedst i min situation, vidste jeg jo godt at det dermed var hans generelle holdning, at disse høretelefoner ikke var meget bevendt. Og de efterfølgende gange fik jeg nærmest bekræftet, at de var lavet af den onde selv.

Jeg kan i princippet godt se hans pointe. Er du lydoverfølsom (med en overaktiv hørenerve), skal du trænes i at vænne dig til lydene omkring dig. Lukker du bare lydene ude, ja så vil du bare være endnu mere lydoverfølsom, når du tager høreværnene/hovedtelefonerne af igen.

Derfor brugte vi et par gange på at gennemgå strategier osv – ja…alt det som jeg jo sådan set HAR været igennem siden starten af Manifest 2014. Der ER bare ikke mere at hente på den konto.

I langt de fleste situationer klarer jeg jo også tingene fint uden skærmning. Min hørenerve er på ingen måde overaktiv. Det er sgu min hjerne, der er det.

Sommetider skal den altså bare have FRED!!! Der er bare nogen tilfælde, hvor mit hoved er så smadret, at alternativet til lydreducerenede hovedtelefoner har været, at ligge inde i sengen med 3 puder og 2 dyner over hovedet i forsøget på at få en smule fred i hjernen.

Samtidig er de fuldstændig nødvendige når jeg skal tale i telefon i forbindelse med jobbet. Jo sværere eller vigtigere samtalen er, jo mere jeg skal koncentrere mig, jo hurtigere bliver mit hoved træt, og alle mulige lyde begynder at pible ind i hovedet og gøre mig endnu mere ukoncentreret og træt. Der er simpelthen overload – tærsklen sidder bare lavt for mig, selvom jeg har hævet den betydeligt via alle mine strategier.

Efter 10 minutter i telefonen, hvor jeg taler big issues med den  MRSA-ansvarlige i Landbrug og Fødevarer eller en dyrlæge med masser af spørgsmål, så er jeg en mellemting mellem ribsgelé og det hunden kaster op, når han har ædt for meget græs, hvis der er baggrundsstøj. Og så er der kun sofaen tilbage den dag. Mildest talt irriterende, når jeg nu havde løsningen og fundet den holdbar.

Nå – men som I også kan se her, så var gutten ikke til at hugge eller stikke i.

Min psykiater rystedet bare opgivende på hovedet, da jeg viderebragte forklaringerne derude fra. Der er altså kæmpeforskel på “almindelig” lydoverfølsomhed og så den type, der skyldes psykisk stress/sårbarhed/sygdom. Så inden afslaget kom i hus, trak jeg stikket og kontaktede min fleksjobsrådgiver i stedet. Vi havde tidligere talt om høretelefonerne som et hjælpemiddel til mit arbejde, men fordi jeg havde sendt en generel ansøgning, lod vi den køre.

Men i og med at det faktisk er ret nødvendigt for mig på jobbet, at kunne koncentrere mig om vigtige telefonsamtaler – og at ret meget af mit arbejde består af telefonsamtaler – så er de hovedtelefoner et vigtigt arbejdsredskab for mig. Derfor kunne Jobcenteret uden problemer godkende min ansøgning.

Så – det betyder, at jeg nu har fået sådan et par øreduttelutter med lydreducerende teknologi. Det er noget siden de ankom på matriklen, og jeg er SÅ glad for dem. Pludselig er jeg ikke længere lammetævetræt i hovedet efter ½ time i telefonen.

Det har betydet en kæmpeforskel i min dagligdag.

Jeg husker selvfølgelig på, at det er helvede selv, jeg stikker i ørerne hver gang…..jeg skulle jo nødigt ende som hovedtelefonsmisbruger 😉

 

2015-11-07 08.48.47
InEar Bose QuietComfort 20 – min nye allerbedste ven, når hovedet kegler.

Bordet fanger!

Af

Kender I det der, når noget føles som en rigtig god idé, lige indtil det  bliver alvor?

Jeg har været ude og snuse til Frederikshavns Vinterbaderes klubhus for at se hvor det lå. Bare sådan hvis nu… og fordi det vil være billigere end evindelige ture i Romulus.

I går aftes surfede jeg lidt rundt på deres hjemmeside og en to vupti, havde jeg sendt en mail til formanden for at høre hvornår hun var derude…

Det er hun så nu her kl 10! Bordet fanger!

Pårørendearbejde til UG med kryds og slange!

Af

Pårørende er en vigtig del af din stabilitet

Pårørende kan gøre rigtig meget for, at man kommer godt gennem en dag! Jeg har sagt det før – og jeg siger det gerne igen! Det, der bare er en kæmpe udfordring, er at vide hvad… I går oplevede jeg på nærmeste hold skoleeksemplet på, hvordan det skal gøres!

Vi har nemlig haft gang i et stort projekt. Et ret stort træ ved vores hoveddør måtte lade livet. For det første hang det ind over vores tag med mosklædte tagplader til følge. For det andet var det også begyndt at hænge ind over nabo-Kajs tag. Og så tager det ufatteligt meget lys og sidst men ikke mindst – det står i vejen for noget kloak-arbejde, vi skal have lavet mandag.

Pårørende med motorsav

Så ned med det!

Ole er hamrende sej med en motorsav og har også arbejdet i skoven i sin ungdom, så jeg er logisk set slet ikke i tvivl om hans evner. Men alligevel fes jeg rundt med helt irriterende mange “pas nu på´er” og “tror du ikke du også skal have den gren ned?”

Der var hele to andre meget kloge træ-mænd, der uafhængigt af hinanden havde sagt, at det ikke var noget problem at lægge træet ned. Men i og med at det skulle falde PRÆCIST ned i vores indkørsel for at undgå både vores og Kajs tag, så var jeg sådan pænt bekymret.

Og når det så toppes med min helt fænomenalt udviklede katastrofetænkning, så er der lagt op til kraftige “hysterisk-kælling-reaktioner”. Og her er det at jeg virkelig må give et kæmpe cadeau til min mand! For hold da op han tacklede det flot. Jeg er ikke helt klar over, om han rent faktisk var bevidst om, hvad han gjorde, eller det efterhånden bare er kommet så meget ind under huden på ham, at han helt ubevidst bare tog ret store hensyn til mig.

Ole tog nemlig mine udbrud helt køligt, og tog sig den tid det nu tog at forklare og vise mig, hvor han havde tænk sig at skære. Han tog langt flere grene af end nødvendigt og ikke en eneste gang kom der et vredt “så hold dog kæft igen”. Og jeg tror altså, at det var omkring 10-12 gange, jeg spurgte “er du nu SIKKER???” sådan jævnt fordelt hen over et par timer. – Og så tog han den lige forfra for Prins Knud.

Katastrofetankerne kører på automatik

Han ved, hvordan min hjerne kører i overload i sådanne situationer. Han ved, hvordan jeg har en indre film kørende af træet, der kvaser Kajs hus. Han ved, at jeg i tankerne allerede sidder på sygehuset, mens de piller en motorsav ud af benet på ham.

I og med han har fuldt sikkerhedsudstyr på, vil det med benet logisk set ikke kunne ske – men det kan det alligevel godt i min hjerne, for den tænker ikke helt logisk. Følelser trumfer fuldstændigt logikken.

Men i stedet for – hvad der ville have været helt forståeligt – at blive pisseirriteret over, at jeg ikke stolede på hans evner, tog hans sig altså tiden til at deale med mig. Og jo flere gange han roligt fik forklaret logikken for mig, jo mere formåede den at tage over istedet for følelserne.

Det tog sikkert både ½ og 1 times tid længere, at få træet lagt ned (fuldstændig perfekt, btw) end hvis han bare havde bedt mig holde kæft, og lade ham passe sit arbejde. Men havde han gjort det, havde mit hoved stresset fuldstændig op, og jeg havde været færdig de næste mange dage. Nu havde han i stedet den fordel, at jeg kunne deltage i oprydningsarbejdet.

Win – win.

 

Efterskrift:
Jeg oplever desværre sommetider, at pårørende og syge går skævt af hinanden. Specielt måske i sådanne situationer, som den her. For hold nu kæft, hvor må det være irriterende med bekymrende kommentarer – det blot gentages 10 minutter efter man ER blevet enige om, at alt er i orden. Men jeg tror også, det er svært for pårørende at forstå hvordan den film, ser ud, der kører for vores indre blik. Mange i min situation ser lige så levende katastrofebilleder, som jeg. Fantasien gør virkelig et godt job og kroppen stresser fuldstændigt. Det er den stress, der er giftig for de næste dages velbefindende og ved at få et irriteret “hold kæft” eller andet, så øges stressen bare yderligere. Så… overvej hvordan I sammen kan mindske stressen, selvom du som pårørende, måske nok synes, at det er sgu for pjattet. Det betyder meget mere end du forestiller dig.

Kulde og magnetisme i stedet for ETC

Af

Alternativer til ETC

Der findes andre påvirkninger af hjernen, der virker mod depression/mani end ETC og som samtidig FREMMER de kognitive egenskaber. Som skrevet før har jeg erfaret at kulde er et særdeles effektivt våben, og endnu engang har jeg nu her konstateret, hvordan “en hel masse” x 5-8 minutter i Romulus´ kar med 8 grader koldt vand, har kunne gøre mirakler for mit hoved.

Og hold da op hvor er det godt jeg har fundet det loop hole! For ellers ved jeg virkelig ikke hvad jeg skulle have gjort – eller jo…så var det måske sygemelding og  2-3 måneder i sofahjørnet med strikketøjet, der skulle til. Det er helt utroligt at en depression about to happen, kan fikses på en dag.

Jeg har haft kontakt med et par psykiatere, som synes teorien om kuldepåvirkning lyder temmelig interessant – og fundet flere mulige forklaringer lidt tættere på end før.

Et forskerhold under ledelse af den danske forsker Maiken Nedergaard, professor i neurologi ved Rochester University, New York, fundet ud af at skadelige proteinstoffer udvaskes af hjernen, når vi sover. Museforsøg viser at den plads, der er mellem hjernecellerne øges med 60% når vi sover, fordi hjælpercellerne i hjernen skrumper, når vi sover. Det giver plads til, at der kan udveksles interstitial væske (det væske der ligger mellem hjernecellerne) med rygmarvsvæsken. Derved “skylles” hjernen fri for skadelige proteiner.

Du kan læse mere her: Brain may flush out toxins during sleep

 

kulde magnetisme etc electrochok

Nu er min lille lommefilosofiske teori at kulde/varmeterapien blandt andet også virker ved at aktivere det glymfatiske system, som denne væskeudveksling kaldes. – At hjernen bliver skyllet fri for de skadelige stoffer på samme måde som ved søvn.

Efter sådan en 6-8 timers kulde/varme føles hovedet netop…udhvilet. Men med stor lyst til at komme hjem og “sove videre”.

Et mega-plus (hvis det her holder vand) er også, at jeg så samtidig forebygger Altzheimers og andre af de demenssygdomme, man mener kan kobles til ophobning af de skadelige proteinstoffer i hjernen.

Magnetisme og vågne timer i stedet for ETC

Jeg har også fundet et par andre interessante artikler. Den første fortæller om et forskerhold, der har haft held til at kurere en depression eller bipolar episode via en svag magnetisk stimulation af hjernen – sådan i løbet af nærmest 20 minutter:

New treatment for depression shows immediate results

Samtidig har et dansk forskerhold haft held til at kurere depression ved vågenterapi. Det kan du læse mere om her:

Ny behandling: Psykiatriske patienter skal holdes vågne i 36 timer i træk

Dvs – der er gang i ret meget forskning i forhold til alternative metoder til at kick-starte hjernen.

Er der nogen, der lige kender en studerende, der mangler et godt projekt? Jeg er sikker på at kulde/varmechok var et emne, der kunne kaste noget interessant af sig.

Du kan læse mine andre indlæg om emnet her:

Hypothermi og hjernen

En weekend i frit fald

Rejsen til Romulus

 

Hvorfor dog?

Af

Jeg er blevet spurgt om ikke det er hårdt, at bruge så meget tid på at skrive her på bloggen. Og dertil kan jeg sige nej, det er det ikke 🙂

…det hjælper helt utroligt at få styr på mine tanker og få dem ned på “papir”. Jeg bearbejder oplevelser, holder styr på gode råd og strategier og al den funderen, jeg går med inde i hovedet, kommer ud et sted. Det er en eminent form for terapi for mig.

Jeg kunne sagtens bare skrive for mig selv i en dagbog, og det var også det jeg gjorde det første halvandet år af bloggens levetid. Det var kun mig selv, der havde adgang og kunne se, hvad jeg skrev. Men som jeg er kommet længere og længere i min recovery-proces, var det at stå ved hvem jeg er, og hvad jeg slås med en ret vigtig ting. Jeg behøver ikke længere finde på alle mulige dårlige undskyldninger for alt muligt. Dorte unplugged – take it or leave it. Langt de fleste det første og enkelte det sidste. Heldigvis faktisk til begge dele.

2015-09-14 08.34.33

 

Nogen har også nævnt, at jeg deler meget ud af mig selv (heldigvis har ingen sagt “for” foran meget). Og jeg deler også meget. Jeg forsøger at holde bloggen personlig, og ikke dele de private ting. Det lykkes nogen gange bedre end andre.

Men altså – jeg er slet ikke i tvivl om, at det er det rigtige for mig, at dele mine erfaringer her.

I forleden fik jeg også spørgsmålet, om jeg efterhånden ikke snart kunne leve af at være blogger. Og der må jeg igen sige nej, det kan jeg ikke 🙂 Selvom bloggen efterhånden har mange læsere, så er det et helt bevidst valg, at jeg ikke vil fylde siden med reklamer. Måske kommer det på et tidspunkt, det skal jeg ikke kunne sige, men pt. vil jeg holde den så ren som muligt.

Det her skal være mit fristed, hvor jeg skriver bare fordi jeg har lyst, og fordi jeg har noget på hjerte – og ikke fordi et indlæg skal kunne booste så og så mange reklamekroner. Men derfor er jeg da stadig vildt taknemmelig, når bloggen kaster noget af sig 🙂

“Lønnen” er for det første det, jeg som nævnt personligt får ud af mine skriverier, men den største belønning har jeg fået de to gange, der er landet en mail i min indbakke, hvor folk i krise med et planlagt selvmord nært forestående, har fået fornyet håb og tro på, at det kan lade sig gøre at leve et godt liv.

Det er den mest fantastiske følelse at læse sådan en mail, og jeg vil aldrig nogen sinde glemme det.

Samtidigt bliver der også flittigt drysset med “thumbs-up” kommentarer både i cyberspace og den virkelige verden, når jeg har folk på 2-mands-hånd. Emnerne er tit så ømtålelige, at der skal meget til for at folk tør skrive offentligt. Men jeg er dybt taknemmelig for jeres kommentarer i Brugsen, på Facebook-messenger, i den hemmelige gruppe og på min væg.

Alt i alt – bloggen er præcis som den skal være og jeg kan ikke undvære den for noget 🙂

 

Stress-sårbarhedsmodellen

Af

Stress-sårbarhedsmodellen giver et geni(g)alt overblik:

Jeg har slet ikke fået fortalt, at jeg er startet til psykoedukation – ikke som syg, men som pårørende til en anden. Her har vi bl.a. lært om stress-sårbarhedsmodellen.

Jeg kan ikke lade være med at sidde og blive lidt stolt, når vi gennemgår materialet. For stort set alle de gode guldkorn de kommer med – det er det, jeg har fundet ud af på egen hånd. Lidt andre rækkefølger, de kalder det noget andet osv. Men helt grundlæggende er det samme forløb, jeg har strikket sammen for mig selv via mit SygdomsCV og mit Manifest 2014.

Men det betyder ikke, at jeg ikke får en masse ud af undervisningen. Tværtimod. Jeg kan relatere helt vildt til meget af det. Noget er jeg enig i – andet ikke.

En af de ting vi blev præsenteret for sidst var stress-sårbarhedsmodellen. Og den ligger lige i tråd med mine erfaringer.

Jo mere stresset du er – jo mindre skal der til før du får en episode.
Jo mere sårbar du er, jo mindre stress skal der til, før du får en episode.

Stress kan både være fysisk og psykisk – og i min verden kan sårbarhed egentlig også være både fysisk og psykisk. For mig hænger det 100% sammen.

 

Stress-sårbarhedsmodellen generelt

 

Jeg har bare aldrig lige tænkt det indsat i et diagram på den her måde. Men nu kan jeg jo vildt godt lide at analysere på tingene, så stress-sårbarhedsmodellen føles perfekt til mig.

Og nu skrev jeg om min weekend i frit fald forleden. Og den passer jo simpelthen som et skoleeksempel ind i den her model:

 

Stress-sårbarhedsmodellen sygdom

1)
Fredag morgen starter jeg ud med rundstykker og 2 (TO!!!) morgensukkersnaskestadskager. Jeg VED sukker øger min hjernes fysiske sårbarhed. Jeg har før beskrevet det som om at min hjerne bliver hudløs.

2)
Lydchok på Springvandspladsen går direkte ind fordi min hjernes sårbarhed er høj.

3)
Jeg fortsætter med at stresse min krop både ved valget om at tage med til fest (og blive der lidt for længe), men der kommer også et par episoder udefra, som jeg ikke kunne have gjort så meget ved. Men pga den øgede sårbarhed går det galt.

4)
Katastrofeberedskabet i form af Romulus søndag sættes ind og får sænket stressen FULDSTÆNDIG – både psykisk, men også fysisk via kulde/varmechok

5)
Ugen igennem har jeg passet godt på mig selv og holds stressniveauet nede. Jeg har holdt mig 99% fra sukker, spist virkelig sundt og fået gået nogen lange ture. Langsomt er min sårbarhed faldet, og jeg føler nu at jeg er på rimelig sikker grund igen.

 

Kikker vi lidt tilbage på hvordan mit liv tidligere har været, så har jeg cyklet rundt i stress-sårbarhedsmodellen lige omkring katastrofelinjen:

 

Stress-sårbarhedsmodellen ond cirkel

 

1)
Jeg er blevet begejstret/optaget af noget nyt – job, interesse, whatever. Det er langsomt gået over i stress (egne og andres krav), hvor jeg har reageret ved at løbe endnu stærkere.

2)
Det er kammet over, men fordi jeg har haft en mega selvopholdelsesdrift og virkelig kørt på “tage mig sammen”, så har jeg klaret skærene langt hen ad vejen i det røde felt også, men haft totalt kaos indvendigt Samtidig blev min sårbarhed større og større og til sidst kollapser korthuset.

3)
Langtidssygemelding hvor stressen langsomt blev sat ned – men uden egentlig at have nogen redskaber. Jeg har brugt strik som terapi virkelig meget, og det er helt fantastisk. Men det tager tid, lang, lang tid at få sit stressniveau helt ned på den måde, og jeg har ikke rigtig vidst, hvor jeg ellers skulle sætte ind.

4)
Vel nede i det grønne felt igen, skulle jeg dæleme ud og have et job efter 1-2-3 års sygemelding. Nu kunne jeg igen klare hele verden og jeg holdt ikke det lave stressniveau så længe at min sårbarhed kom helt i bund

5)
Fordi min sårbarhed stadig var middel-høj skulle der mindre til næste gang for at sende mig i stressmøllen og ud over kanten. Og dette mønster har jeg kørt i 9 år indtil januar 2014.

Det ligger helt i tråd med det “man siger” – at jo ældre du bliver som bipolar, jo mindre skal der til for at trigge en episode. Det er også det jeg har oplevet, men for mig er den gode nyhed, at det faktisk har kunne lykkes at vende denne onde cirkel.

 

Stress-sårbarhedsmodellen stabil

 

Sidst jeg var sygemeldt tog jeg igen de små skridt nedad stresstrappen, men forskellen var at jeg sørgede for at få nedsat både fysisk og psykisk stress. Det var alle fronter jeg satte ind på. Samtidig havde jeg også for første gang erkendelsen af at der skulle LANG rekreationstid til. Det var ikke nok bare at komme ned i det grønne felt. Jeg skulle helt ind i sikkerhed i nederste venstre hjørne.

Jo længere tid jeg er i det grønne felt jo lettere er det at holde mig i det nederste venstre hjørne. Og jo lettere er det at finde derned igen, når der lige kommer weekender som sidste weekend.

Men hvordan fanden kommer man så derned? Det ville sgu være let med en bette pille, der lige kan smide en derned, men sådan hænger verden desværre heldigvis ikke sammen.

Der er to akser på stress-sårbarhedsmodellen – så der er to ting, der kan pilles ved:

 

Sårbarheden:

Som jeg ser det, så er sårbarheden er en indre tilstand, som ikke kan ændres ret meget på sådan akut nu og her – undtagen med medicin. Medicinen kan give en form for “fysisk” robusthed i hovedet.

Terapi/psykologhjælp kan løsne op for nogen af de ting, der måske ligger i rygsækken, og når de er bearbejdet vil sårbarheden blive lavere.

Pårørende kan gøre meget for at skærme en, når man er sårbar. Tag snakken med kommunen, tømme postkassen og have kontakten til den perifære familie. Droppe bebrejdelserne, men i stedet være omsorgsfuld. Ole pakker mig lidt ind i vat, når jeg har det sådan 🙂

Jo længere tid jeg har været i det grønne felt, jo mindre sårbar er jeg blevet.

 

Stress:

Her er der til gengæld mulighed for at gøre noget helt akut.

Ryd kalenderen, tag væk, få familie/venner til at fylde fryseren med mad, der bare skal varmes op, få rengøringshjælp, få hjælp fra andre forældre til afhentning i institutioner, gå lange ture, hør stille stress-less musik (jeg kan anbefale Musicure nr. 7 – Horizon), sygemelde sig, gør noget godt for sig selv, wellness osv osv.

Her kan de pårørende virkelig komme på banen. Sørg for at tage bestemmerhatten på og forlang at kalenderen ryddes. Vær den der ringer og aflyser, få arrangeret alt det ovenstående. Tag i det hele taget ansvaret for, hvad der skal ske fx. sig “kom nu går vi en tur” – istedet for “har du lyst til at gå en tur”.

Det vil faktisk være en skidegod idé at I sammen laver en katastrofeberedskabsplan, så I begge ved, hvad der skal gøres, hvis det er ved at gå galt. Det kan redde et par episoder tørskoet i land.

 

Men hermed kan man også pludselig se, hvorfor medicin ikke kan stå alene. Det tager noget af sårbarheden, men alt stressen….det er sgu vores eget arbejde, der skal give pote her. Det nytter først noget, når vi også sætter ind med fornuftige strategier, men så er vi til gengæld også ret godt rustet til et stabilt liv i nederste venstre hjørne.

Facebook